XI

«Vilde Adolf bare benytte Tiden,» havde hans Moder tænkt; og ingen skulde kunne bebreide ham, at han ikke gjorde det.

Men det var ingen let Sag; thi Margrete Seier vidste, hvad hun vilde, og Adolf Grib havde fra første Øieblik ikke tiltalt hende. Hun kunde nok iblandt vise ham Venlighed under leilighedsvise Anfald af Selvbebreidelse, – han var jo hendes Slægtning! – men som Regel maatte han sige sig, at hans Aktier stod lavt.

Han troede ogsaa at vide, hvem det var, som nærmest havde krydset hans Vei –

Men saa kunde han igjen spørge sig selv, om Frøken Seier ikke var altfor stolt og fornem til at indlade sig med en ren Eventyrer? Var hun ikke altfor klog til det? Om hendes lunefulde Fader end til alles Forbauselse havde fattet en øieblikkelig Godhed for denne uforskammede Lykkeridder!

132Og hvad var saa egentlig denne Lykkeridders Hensigt? Ingen skulde kunne beskylde ham for at gjøre Kur! Han viste ikke engang Frøken Seier nogen synderlig Opmærksomhed, men syntes udelukkende optaget af sin Chef. Enten i Tjenestesager, eller han lyttede paa sin tause alvorlige Maade til Oberstløitnantens Fortællinger om tidligere Krigsbegivenheder, – det eneste Emne, der kunde gjøre Ferdinand Seier snaksom. Frøken Seier sad gjerne langt fra dem ved sit lille Arbeidsbord ved Vinduet. Og enten det kogte i ham, naar hans «Kusine» modtog ham stift og frastødende, eller han hoverede,hoverede] triumfere naar det modsatte var Tilfælde, iagttog Adolf Grib samme, lidt familiære Hensynsfuldhed, som han ligefra først af havde paataget sig. Han var Spiller nok til at vide, hvor meget Spillet afhænger af Ro og Koldblodighed; og han forstod at beherske sig, naar det for Alvor gjaldt.

Det, som her mest hjalp ham, var naturligvis, at hans Hjerte var saa temmelig uberørt. Han havde gjort Kur til Frøken Seier, fordi hun var smuk og «ny», og fordi Herrerne brugte at gjøre Kur til hende. Den lille sky Susanna Rognli var begyndt at gjøre et ganske anderledes Indtryk. Der var noget pikant i dette, at hun altid flygtede, naar de mødtes, eller saa ud som en opskræmt Fugl, naar hun blev nødt til at stanse og vexle nogle Ord med ham. Hun var efterhaanden begyndt at virke som et Slags Stimulant under de ofte saa trættende Besøg ovenpaa; Tanken paa at træffe sin «lille Barndomsveninde» 133førte ham oftere derhen, end han var sig selv bevidst.

En Eftermiddag nogle Dage efter Paaske kom han mere end sædvanlig misfornøiet nedover Trappen fra Oberstløitnant Seiers; og medens han forgjæves speidede efter Susanna, mumlede han:

«F– ved, hvad der sidder i dette Hus! Ovenpaa det inkarnerede Hovmod; nedenunder –»

Han fik Øie paa Løitnant Ravn, der kom opover Trappen med en Rulle Papirer i Haanden. Begge hilsede stivt.

Grib stansede, da den anden var kommet forbi. Skulde han gaa tilbage? Margrete var jo alene hjemme. Men saa fortsatte han sin Gang, Han var i et desperat Humør, og et Sammenstød i hendes Nærværelse kunde jo blive skjæbnesvangert!

– Ved at finde Frøken Seier alene hjemme var Ravn lige ved at gaa igjen; men hun udbrød livlig:

«De kommer som kaldet! Nu har jeg været rigtig slem mod min egen Slægtning, bare fordi han ikke var en, som jeg havde Lyst til at tale med om noget, jeg netop er blit saa glad over.»

Ravn følte, hvordan Blodet steg ham til Hovedet; og efter et Øiebliks Nølen satte han sig ligeoverfor hende ved det lille Bord. Hendes trohjertede Smil havde vendt op og ned paa alle hans Forsætter.

134«Men De skal faa høre det altsammen! De, som er en Ven af Vilhelm Krone; – som ogsaa kjender Fru Krone lidt. Hun er min bedste – min eneste Veninde. Ligesiden min Mors Død har vi skrevet til hinanden, og nu har jeg netop faaet Brev fra hende. Og det saadant godt Brev! Men tale om dette til andre end en Ven, formaaede jeg ikke. Og De er min Ven, ved De.»

Hun sagde dette saa naturlig og ligefrem, som da hun bød ham sit Venskab. – Og hendes Venskab turde han jo eie uden at kalde sig selv en Slyngel?

«Og hvad skriver Fru Krone?» spurgte han oprømt.

«Hun fortæller saa meget om Rigsforsamlingens Aabning,Rigsforsamlingens Aabning] det første Eidsvollsmøtet, som startet påskedag 10. april 1814 – hele Høitideligheden. Sorenskriver Krone var reist derop, forstaar De. Han har flere Venner mellem de deputerede.de deputerede] medlemmene av riksforsamlingen Paaskedag havde Prinsen tilsagt alle at møde i Kirken. Han vilde, de skulde først bede om Guds Velsignelse til deres vigtige Foretagende. Anden Paaskedag skete den egentlige Aabning.»

Hun stansede og saa paa Ravn, og da hun mødte al den Sympathi, hun ventede, fik han en omstændelig Beskrivelse af det hele, saaledes som den gjennem Sorenskriver Krones Beretning var kommet til hans Hustru.

«Sorenskriveren havde jo ikke selv været tilstede,» sluttede hun. «Men man havde beskrevet ham det altsammen. Prinsen skal have været meget bevæget, da han tiltalte Forsamlingen; 135men efterhaanden blev han roligere. Senere, før man skulde gaa tilbords, kom han ud i Vestibulen og fortalte, at det var lykkedes at bevare Orlogsbriggerne. Den ene af dem skulde søgt at fortrække; men det norske Mandskabs Kjækhed havde hindret det. Ved Middagstaflet skal der have hersket en munter Stemning, og der blev sunget til baade Norges og Regentens Pris.»

Margrete stansede igjen. Og det var med øiensynlig Modvilje, hun atter begyndte:

«Senere paa Dagen løb der nogle uhyggelige Rygter omkring; men vi faar haabe, det er Rygter bare!»

«Og hvilke var disse Rygter?»

«Prins Christian skulde over Sverige have modtaget officielle Dokumenter fra den engelske Udenrigsminister, Lord Castlereagh,den engelske Udenrigsminister, Lord Castlereagh] Robert Stewart (1769–1822), vanligvis kjent som Lord Castlereagh, var en irsk og britisk adelsmann, britisk utenriksminister fra 1812. Han var sentral i å etablere koalisjonen som beseiret Napoleon. og den rusiske Minister i London, hvori der siges at skulle staa, at hvis Norge ikke frivillig forener sig med Sverige, bliver der erklæret Krig af Stormagterne. Men dette nedslog ikke Selvstændighedsmændenes Mod. – – Nei, vi vil ikke tabe Modet!» tilføiede hun med Varme. «Tror ikke ogsaa De paa et heldigt Udfald?»

«Det haaber jeg af mit hele Hjerte.»Hjerte.»] rettet fra: Hjerte. (trykkfeil)

«Tiltrods for baade Grev Wedel og Pontecorvo?»

«Tiltrods for alle Hindringer, Frøken.»

«Husker De det Rygte, at Svensken skulde være brudt ind ved Krogfos,Krogfos] Krokfoss vest for Kongsvinger, hvor svenskene skulle ha tvunget nordmennene på retrett; dette var blind alarm, ifølge Christian Frederiks dagbok fra 1814 som vi hørte for en Tid siden?»

136«Ja. Man har nok ikke endnu opdaget hvorfra det skrev sig.»

«Ogsaa om dette fortæller Fru Krone. De unge der i Huset var paa et improviseret Bal i Nabobygden; og som Dansen var i bedste Gang, kom der Ilbud, at Svenskerne vrimlede ved Krogfos og allerede var brudt ind i Landet. Officererne – og andre Kavallerer var der jo ikke, – jublede ved Tanken paa at skulle staa Ansigt til Ansigt med Svensken inden Daggry. – Først, da alt var ordnet, da der var sendt StafetterStafetter] ilbud til Christiania og baade hist og her, fik man vide, at det hele var Hexeri og blind Alarm.»

Forinden Ravn kunde gjøre nogen Bemærkning, lød en rask Banken paa Døren, og Adolf Grib viste sig.

Ved at se Ravns Kappe og Chako paa Knaggen udenfor var han blevet rasende; men han sagde nu med tiltvungen Ro:

«Min naadige Kusine maa undskylde, at jeg for anden Gang idag gjør min Opvartning. Hjemme fandt jeg et Brev, som bringer mig herhen.»

Han tog en Stol og satte sig saaledes, at han halvt vendte Ryggen til Ravn.

«Brevet er fra Mor. Hun spørger, om De ikke vilde glæde hende med at komme derop paa Søndag?»

Margrete var blevet rød: «Har hun da ikke faaet mit Brev? Jeg skrev, at Far ikke synes om, at jeg reiser fra ham.»

137«Men dette skulde ikke være noget længere Besøg. En liden Snartur blot! Jeg kan vist faa et Par Dages Permission, saa De kan gjøre denne lille Tur under sikkert Geleide. Mor beder mig anmode Oberstløitnanten om for gammelt Bekjendtskabs Skyld at vise hende denne Venlighed.»

Margrete trak fastere om sig det lille, brogede Tørklæde, hun havde kastet over sin tynde hvide Dragt, da Eftermiddagen var kjølig, og det varede lidt, inden hun svarede:

«Det er meget venligt af Deres Mor! Men jeg maa bede Dem ikke tale til Far. Han vil ikke like det.»

Adolf Grib gav sig imidlertid ikke. Han var i saadant indre Oprør, saa kjed af sine frugtesløse Forsøg, at det nu fik bære eller briste! Hans Henvendelse til Oberstløitnanten mødte imidlertid et bestemt Nei. «Han kunde ikke undvære sin Datter.» Grib gjorde nogle yderligere Forsøg med samme Resultat. Det kogte i ham: Havde det kun gjældt Margrete og en almindelig Formue, skulde han givet «det hele hovmodige Pak Døden og Djævelen.» Men Tanken paa den jydske Herregaard bragte ham til ogsaa dennegang at svælge sin Harme; men han begav sig bort, saasnart hans Værdighed tillod det.

Som han nu gik nedover Trappen, fyldt af Raseri og pønsede paa, hvad han vilde gjøre, «naar hans Tur kom, –» fik han Øie paa SusannaSusanna] rettet fra: Sasanna (trykkfeil) Rognli bag Roserne og Nellikerne i hendes Vindu. Han stansede, betænkte sig – 138derpaa bøiede han ind i Svalgangen, som førte derhen.

Ved Synet af Grib reiste Susanna sig og vilde gaa. Men der var kun den ene Dør ud til Svalgangen, der her endte i en Trappe ned til Portrummet, og foran denne Dør stod hendes Plageaand.

Han bad hende sætte sig; men hun vedblev at staa med Arbeidet i Haanden og uden at løfte Øinene fra Gulvet. Det sky og forskræmte Udtryk forhøiede hendes Skjønhed. Hun var tarvelig klædt, men der var over Susannas Paaklædning samme Omhu, som over hendes Moders. Grib fandt hende nydelig.

«Vil De ikke gaa ind i Stuen?» spurgte hun tilsidst i sin Forlegenhed.

«Hvorfor skulde jeg det? De er jo alene hjemme. Jeg mødte Deres Mor paa Gaden, da jeg for lidt siden kom herop.»

«Mor gik bare til en syg. Hun kommer strax tilbage,» stammede Susanna uden at se op.

Grib trak en Stol frem og satte sig; men det var ham ikke muligt at fralokke hende andet end Enstavelsesord; hun blev staaende foran Vinduet, halvt vendt fra ham. Pludselig traadte hun tilbage og blev blussende rød. Nysgjerrig bøiede han sig fremover og saa ud. Det var Løitnant Ravn, som kom nedover Trapperne.

Adolf Grib fløitedefløitede] plystret paa en megetsigende Maade:

«Hvorfor blev De rød ved Synet af Oberstløitnantens 139Adjutant, Susanna?» spurgte han derpaa.

Hun svarede ikke.

«Kjender De ham?»

«Ja – nei. Jo lidt.»

«Har han kanske sin Gang her, den forslagneforslagne] lure; listige Hund?» Han betragtede hende stivt; hans Tro paa Mændenes Ære var ikke stor.

Hun taugtaug] tidde fremdeles, og han vedblev at stirre paa hende, medens det faldt ham ind, at hvis han kunde fange Ravn paa saadanne Veie og faa overbevist Margrete Seier herom, saa vilde den Slyngel være ude af Sagaen!

Han forandrede derfor pludselig sin Opførsel, stod op, gik hen til Susanna og sagde indsmigrende:

«Kjære Susanna, husk paa, at De har kjendt mig, saalænge De kan huske; at vi har været Naboer i saa mange Aar. Fortæl mig derfor, om De kjender denne Ravn; jeg mener, om De ofte træffer ham?

«Nei, ikke ofte.»

«De har da vel ikke været taabelig nok til at fæste Lid til hans sledske Ord? Han er ikke at tro paa, skal De vide.»

Susanna var faret sammen, og Farven havde forladt hendes Kinder, men hun svarede ikke.

«Susanna, betro Dem til mig. Mig kan De stole paa! Fortæl mig, hvad han har sagt, – hvad han har lovet Dem? Guld og grønne Skove, naturligvis?»

140Om Susanna vilde svaret, blev der ingen Tid til det; Døren gik op, og Marthe Rognli stod paa Tærskelen. Hun var kommet Kjøkkentrappen op og havde hørt en fremmed Stemme i Datterens Kammer.

Hendes strænge Blik gik Susanna gjennem Marv og Ben; selv Grib følte sig ilde tilmode.

«Løitnanten tager nok feil. Oberstløitnanten bor ovenpaa.»

Den haanlige Tone gjengav Grib Fatningen.

«Langtfra. Jeg kom herind for at hilse paa gamle Naboer. Madame Rognli har da vel ikke glemt mig?»

«Aa nei. Men vi er altfor tarvelige Borgerfolk for saa fint Besøg.»

«De er ikke meget gjæstfri, Madame Rognli!»

«Aa nei. Derborte gaar Trappen ovenpaa; og Trappen her tæt ved gaar ned til Porten, om Løitnanten foretrækker den.»

«De mener da ikke at vise mig Døren?»

«Det var nok Meningen, det,» svarede hun paa samme rolige, isnende Maade, skjønt Læberne dirrede.

Løitnant Grib slog en høi Latter op:

«Jeg maa beundre Deres Ligefremhed!» sagde han spottende. Og idet han tog sin Chako, som han havde lagt fra sig paa Bordet, gik han uden at værdige hende et Blik langsomt ud af Døren.

Madame Rognli satte sig tungt ned.

141«Og denne ugudelige Person har du havt Besøg af? Her i dette Kammers! Du forbarmendeforbarmende] barmhjertige Gud! har jeg da ikke bedre passet paa det Barn, som du har betroet mig?

Susanna stod som bedøvet. Saa brød hun ud i voldsom Graad.

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.