XXV

Adolf Grib havde faaet sit Had tilfredsstillet; men det var med alt andet end Tilfredshed, han en Time senere forlod Kongeboligen. Han bar paa sig Depescher,Depescher] brev som han skulde besørge videre; og ingen kunde sige, naar han atter kom tilbage til Byen. I Mellemtiden kunde meget ske; og dette forbandede
Menneske – –

Han bed Tænderne sammen og lod Hesten føle Sporerne saa eftertrykkelig, at den gjorde et Sæt og styrtede afsted. Men han tøilede den og red videre i smaat Trav: Han kom altid tidsnok fra Byen, – og han skulde ikke længer end til Blakjer SkanseBlakjer Skanse] Blaker skanse ved Glomma i Lillestrøm kommune, opprinnelig bygd som forsvar mot svenskene og fungerte som forsvarsanlegg 1683–1894 denne Aften.

Hans Tanker løb urolig omkring: Var hans Fiende virkelig knust? Havde han faaet Hævn over ham – og over Margrete Seier? – –

Et Øieblik streifede det ham, om han endnu skulde kunne have Lykken med sig? Nu, naar hun hørte, at Ravn var bortjaget? – Men det 258var kun et Øieblik, – han kunde ikke rumme andre Ønsker, end at hans Fiende maatte være knust, knust!

– Klokken var henimod ni om Aftenen, da Adolf Grib red ud af Byen. Dagen havde været hed og trykkende, og udover Eftermiddagen havde mørke Skyer begyndt at samle sig. Skjønt Maanen var oppe, var det næsten mørkt, og svage Drøn i det fjerne bebudede et frembrydende Uveir.

Han saa ærgerlig op mod den overskyede Himmel og forbandede i sit stille Sind den Omstændighed, som havde hindret ham i at komme afsted tidligere; derpaa sporede han sin Hest for at naa et rimeligt Stoppested, forinden Stormen brød løs. Men det varede ikke mange Minutter, førend pludselige Ildrifter glimtede mellem Skyerne, ledsaget af bedøvende Torden. Lyn fulgte paa Lyn, Skraldene rungede mellem Aasene, og Regnen skyllede ned. Hans Hest blev urolig og vilde ikke lystre Sporen; men han drev den harmfuldt fremad, indtil et nyt og forfærdeligere Brag jog Dyret iknæ.

Han holdt og saa sig om. Intet Hus var at opdage; men tilhøire syntes han mellem Træerne at skimte noget, der saa ud som en Vei.

Den kunde kanske føre til Hus?

Tordenskraldene vedblev at drøne, Regnen piskede ham i Ansigtet, og Hesten skalv af Skræk. Ved Landeveien vidste han, der ikke fandtes Hus paa mere end en Fjerdingsvei, bedst derfor at 259forsøge sig her. Og han bøiede ind paa den halvt udslettede Vei.

De vandtunge Grene slog ham i Ansigtet; men snart naaede han aaben Mark. Foran ham laa nogle Jorder, og bagenfor disse saa han, hvad han søgte, Ly for Stormen.

Først da han red op mod Husene, gjenkjendte han Stedet; dette var ikke den sædvanlige Vei til Madame Hansens Gaard.

Alt var stille, man var sandsynligvis allerede gaaet tilhvile; men han fandt uden Vanskelighed et aabent Skur, hvorind han førte sin Hest, derpaa ilede han hurtigt over Gaarden og bankede heftigt paa. Næsten øieblikkelig blev Døren aabnet, thi Stormen holdt Madame Hansen oppe. Hun kom med et blaffende Talglys i Haanden og foer ved Synet af Grib tilbage med et Angstraab:

«Herre Jesus, hvad vil han nu? Og det i sligt et Herrens Veir!» stønnede hun.

«Jeg kommer for at søge Ly mod Regnet. Det kan da ikke skade Dem?» svarede han ærgerlig og lukkede Døren efter sig. «Vær saa snil at gjøre Ild paa, saa jeg kan faa min Kappe tørret,» vedblev han og gik foran til Kjøkkenet.

Skjælvende efterkom hun Opfordringen; men det var ikke let, da Regnet trængte ned gjennem Skorstenen. Endelig blussede Ilden iveiret. Med nervøs Hast bredte hun nu hans Kappe ud, medens hun skottede til den uvelkomne Gjæst, der mørk og fortrædelig sad og stirrede ind i Flammerne.

260Ude rasede Stormen.

Mere end en Time hengik; saa sagtnede Regnet, indtil det ganske ophørte. En frisk Vind ruskede og rev i de tunge Skymasser; snart tittede Maanen frem, – seilede klar og glimrende henover en Stribe mørkeblaa Himmel og forsvandt atter i Skyhavet.

Grib reiste sig, gabedegabede] gjespet træt og saa paa sit Uhr. Klokken var henimod elleve. Med en Ed kastede han Kappen over Skuldrene, trykkede Chakoen ned i Panden, og med Tak og kort Farvel gik han for at hente sin Hest.

Luften var nu fuldstændig afkjølet og Nattevinden bidende kold. Han svøbte Kappen om sig og lod det gaa hurtig afsted, indtil Træerne nødte ham til at ride Skridt for Skridt. Ligesom han naaede Landeveien, strammede han Tøilen og holdt stille.

Han havde hørt Hestetrampen, og det forekom ham i det klare Maaneskin, at den ridende var en Officer. En pludselig Anelse greb ham.

Rytteren kom nærmere i smaat Trav. Han red med bøiet Hoved og optaget af sine egne Tanker; men Skikkelsen var ikke til at tage feil af.

Adolf Grib var ikke feig; men at møde Ravn alene ved Nattetid efter det, der nylig havde passeret, huedehuede] passet ham ikke. Han rykkede uvilkaarlig Hesten tilbage; Dyret vilde ikke strax lystre, men steilede og slog bagud.

Ravn var lige i Nærheden. Han fik Øie paa sin Fiende, stansede sin Hest og svang sig 261af Sadlen. Hurtig trak han en Pistol frem og nærmede sig.

«Rigtignok har vi ingen Sekundanter,» sagde han med uhyggelig Ro. «Men ligemeget; – lad det blive paa Liv eller Død. De kan bestemme Afstanden.»

Grib rørte sig ikke.

«Hvor mange Skridts Afstand forlanger De?»

Den anden taug fremdeles, men kastede et hurtigt Blik henover Landeveien. Ravn saa det og udbrød haanlig:

«Hvad for noget! Tænker De at slippe bort? – – Feige Usling, taaler De ogsaa dette?» Han havde grebet sin Modstanders Hest ved Tøilen, idet denne vilde sprænge forbi, og tildelte ham nu et saa voldsomt Slag i Ansigtet, at han vaklede i Sadlen.

Rasende styrtede Grib af Hesten, greb sin Pistol og stillede sig foran sin Modstander.

«Hvor mange Skridts Afstand?» spurgte Ravn paany.

«Det er mig ligegyldigt!» og han spændte Hanen.

Ravn traadte hurtigt tilbage. Men inden han kunde tage Sigte, lød et Knald, – saa nok et, derpaa et tungt Fald; og alt blev stille.

Ravn var rammet, før han fik sigtet. Hans egen Kugle havde kun suset forbi hans Modstander.

I flere Minutter stod Adolf Grib som bedøvet. Han havde jo ønsket denne Mands Død; og nu laa han der stiv og livløs, – rammet af ham.

262«Men han vilde det jo selv! – Det var ham selv, der vilde det!» gjentog han Gang paa Gang uden at kunne faa Øinene fra sin faldne Fiende.

Om nogen skulde træffte ham hos den døde?

Denne Tanke bragte ham til Besindelse. Og med et speidende Blik til alle Kanter stak han ihast Pistolen i Hylsteret og svang sig i Sadlen.

Uden at se sig om hug han Sporerne i Hestens Sider og jog afsted, som om onde Aander var i Hælene paa ham.

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.