XXX

XXX] rettet fra: XXIX (feilnummert kapittel)

«Ja – saa! Er det slig det forholder sig,» sukkede Kræmmer-Lisa, som træt og medtaget efter sin «Langtur» havde trasket ind i Byen. «Har Svensken faaet det, som han vil ha det, siger I, Monsen? Haa, haa! Forandring fryder, heder det jo. Ja, – ja, – pluk Glædens Roser, førend de forgaar!»

Den anden lo: «Mener du, at vi endnu kan gjøre ham Helvede hedt, Lisa?»

«Jeg mener, at Lykken er som Glas og gaar let i hundrede Knas,» sagde hun og rettede sig.

«Og Lykken har naa heller inte været noget at skryte af endda for dem! Det er inte længe siden, her var baade Opløb og Spektakler –»

«Se her! Der har vi en SvenskeradSvenskerad] (nedsettende) svensketosk; svensketufs igjen!» raabte nogle Smaagutter, som kom løbende efter en tilstøvet Reisevogn, der idetsamme rullede forbi og stansede i kort Afstand udenfor TraktørTraktør] vertshuseier; restauratør Carstens.

297«Opløb og Spektakler, siger I, Monsen? – Men Mord og slig Ugudelighed har der naa vel inte været Tale om, hverken naa eller før i Sommer, kan jeg tænke?» spurgte Lisa spændt, medens hun vedblev at holde Øie med Vognen.

«Mord ikke akkurat, nei. Men det saa jamen stygt nok ud for Svenskegeneralen den Kvelden, som Opløbet var udenfor General Haxthausen.Opløbet var udenfor General Haxthausen] Frederik Gottschalk Haxthausen (1750–1825), norsk offiser, kommandør av Akershus festning, medlem av Eidsvoll-forsamlingen og statsråd i 1814. Han var en omstridt person, bl.a. på grunn av sitt nære forhold til Christian Frederik, som ble beskyldt for ikke å føre krigen med tilstrekkelig tyngde. Etter at norske og svenske forhandlere 14. august 1814 hadde inngått den såkalte Mossekonvensjonen, om hvordan Kielfredens bestemmelser om den nye unionen mellom Norge og Sverige skulle gjennomføres, gikk folks raseri ut over Haxthausen, og hans embetsbolig i Christiania og lyststed på Lille Frogner ble utsatt for hærverk. Han, som vi kan takke for, at vi naa ligger der; – men se paa StorbixenStorbixen] storkar; laps derborte! Se, hvor stiv og strunk han stiger ud. – Men inte er jeg tilsinds at bukke mig for naadig Herren! Adjøs, Lisa.»

Lisa gik nysgjerrig hen til Vognen, som nu var tom, og om hvilken der havde samlet sig flere nysgjerrige. Tjeneren holdt netop paa at bringe Bagagen ind i Hotellet; og Skydsen gav villig alle de Oplysninger, man ønskede. Den reisende var ikke Svenske. Han var dansk Nordmand, havde hans Tjener fortalt. Og han hed Major von Grib. – Fin Kar var det. Sparede inte paa Skillingen!

Lisa studsede: «Grib? Det skulde naa vel aldrig –?» og hun nærmede sig Hotellet og saa op til Vinduet.

– Ogsaa i Hotellet havde man fra først af taget feil af Nationaliteten; men ved at høre, at det var en Landsmand, lyste Ansigterne op. Verten, Hr. Carstens, anviste ham selv Værelse med snaksom Høflighed.

Den fremmede var traadt hen til Vinduet, men vendte sig derpaa hurtig og spurgte, om 298Carstens blandt Officererne skulde have seet eller hørt tale om en Oberstløitnant Seier?

«Han, som for nogle MonateMonate] måneder siden fik saadan schøn Begravelse?»

«Er han død? Ved De, om hans Datter bor herinde?»

«Nei, Hr. Major. Men den Begravelse var meget schmuck. Dengang var her lutter Herlichkeit;lutter Herlichkeit] (ty.) bare herlighet og Folk jubilirtejubilirte] jublet –»

«Er her fortiden nogen svensk Herre af Betydenhed?» afbrød Majoren ham.

«Nei. Jeg tænker, dem haver havt fuldkomlich nok af den Plasir.»

«De tillod sig da ikke Voldsomher?»

«Ikke de Svenske, nei. Dem dertil var ikke tilstræklich mange. Men Norbaggen er hitzig, Hr. Major, meget hitzig.»

Majoren vendte sig atter fra ham og saa adspredt ud af Vinduet. Hans Blik faldt paa et magert, foroverbøiet Fruentimmer, som havde sat sig paa det nederste Trin af en Trappe ligeoverfor; saa gled det ligegyldigt videre – –

Lisa, thi hende var det, havde mødt dette Blik. Da hun fik Øie paa den fremmede Herre ved Vinduet, havde hun sat sig her og forsøgte at sammenholde det, som hun nu saa, med Billedet, hun gjemte i Erindringen. Men Blikket havde mere end alt andet skuffet hende.

«Major von Grib! Major von Grib!» mumlede hun halvhøit, idet hun reiste sig. «Men – det kan vel ingen anden være alligevel.»

Hvorhen skulde hun nu vende sin Gang?

299Hun var bestemt paa ikke at gjæste sin Beskytterinde, Madame Hansen, forinden hun var ganske paa det rene med, at der ingen «Opstyr» havde været om den Sag, der havde drevet hende saa langt bort. – Efter en kort Betænkning gik hun saa afsted til Kjøbmanden, hos hvem hun tog sine Varer. Hun skulde jo alligevel aflægge lidt Regnskab: og der vidste man vel Greie paa alleslags Ting?

Men som Svar paa sine forblommede Spørgsmaal, om der havde været nogen Snak om Mord eller Overfald, fik hun Historien om Opløbet udenfor General Haxthausen og om Forbitrelsen mod de svenske Herrer. Nogle Kunder, som var inde i Kramboden, gav ogsaa sin Visdom tilbedste. En vidste, at Kongen laa dødssyg af Nervefeber, en anden, at Svensken havde givet ham Gift; og alle var enige i, at nu var der ingen til at tage Vare paa nogenting eller til at holde Fienden ude, om Krigen igjen smældte løs.

Men Lisa forstod nu, at hun uden Fare kunde begive sig til sin Beskytterinde. Og da hun var færdig med Snak og Regnskab, takkede hun for sig og traskede igjen afsted, just som Solen sank ned i et purpurrødt Skyhav.

«Undres mig paa, om Løtnan’ stod det over?» tænkte hun, idet hun lettede paa Kramsækken, hun havde paa Ryggen, for at faa den til at ligge, som hun likte det. «Det skal bli ganske rart at faa snakke med Mor Hansen – – Monstro – – om han lever da! – – Major von Grib – Major von Grib – – –

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.