XIII

«Tak, kjære Susanna, – – tak, her ogsaa! Vil De sætte en Naal i den Sløife? – –

Aa, som jeg er bedrøvet over, at De ikke faar Lov at være med.»

«Mor har bestemt forbudt mig at gaa ud af Huset idag,» sukkede Susanna, medens hun fæstede Margrete Seiers Livbaand.Livbaand] belte

«At det ogsaa skal være Synd! Og idag, som De kunde gaaet i Følge med mig. – Staaet hos Anders, medens vi strøede Blomsterne. Saa var vi gaaet hjem sammen bagefter –»

Dette var den 22de Mai. Hele Christiania var allerede paa Benene for at modtage Landets nyvalgte Konge.Landets nyvalgte Konge] Prins Christian Fredrik var valgt til konge på Eidsvoll 16. mai 1814. Oberstløitnant Seier var redet Majestæten imøde til Sindsen, og Margrete stod nu færdig for at slutte sig til de Damer, som skulde modtage ham ved Æreporten, man havde opført ved Byens Grænse.

Susanna kastede et Blik paa Frøken Seiers hvide Dragt og smukke Straahat, og saa sukkede hun igjen.

151«Se her, – her er Blomsterkurven!»

Margrete tog den, kastede et flygtigt Blik i Speilet og ilede mod Døren. Da lød idetsamme en rask Banken, og Løitnant Ravn stod foran hende. Han var i fuld Gala og varm af den hurtige Gang.

«Vel mødt!» udbrød Margrete uvilkaarlig. «Nu, – ja, nu er De fornøiet, ikke sandt?»

«Gud velsigne hans Majestæt,» svarede han og saa paa hende med straalende Ansigt.

«Dette er den lykkeligste Dag i mit Liv,» vedblev hun. «Se her! Nu skal vi strø Blomster paa Kong Christians Vei. Norges Konge! Norges af Folket valgte Konge!»

Hun holdt Blomsterne henimod ham: «Kjend, hvor de dufter! Er de ikke smukke? Min kjære Susanna har plyndret sine Yndlinge –» og hun saa henimod hende.

Ravn fik Øie paa Susanna, som stod i Døren til Margretes Kammer, og hilste smilende. Hun blev blussende rød, og saa forsvandt hun.

«Stakkel, hun faar ikke Lov at være med,» sagde Margrete dæmpet. «Jeg er saa bedrøvet – jeg vilde saa gjerne, alle skulde være lykkelige idag. – – Sig nu De, at De for Alvor er det! At De har glemt al Mistillid! – At De er glad – let – lykkelig?»

«Alt, hvad De vil, Frøken. Leve Norges Konge!» svarede han oprømt.

«Leve! leve!» raabte Margrete og svingede med Kurven.

«Men lad mig nu ikke over Glæden glemme 152Forretninger! Jeg skulde hente nogle Papirer. Maa jeg gaa ind i Oberstløitnantens Værelse?» Hun nikkede, og han ilede forbi hende.

Margrete gik langsomt nedover Trappen med Blomsterkurven i Haand. Ved Afsatsen til første Etage kom Anders, som ogsaa var i sin strammeste Puds, og tog Blomsterkurven; men hans Frøken blev staaende, indtil hun hørte raske, faste Skridt oppe i Trappen. Næste ØieblikØieblik] rettet fra: Øiehlik (trykkfeil) var Ravn ved Siden af hende.

«Jeg ventede lidt,» sagde hun ligefrem, idet de fortsatte deres Gang, «for at spørge, om De tror, der hersker en eneste Mislyd idag? Tror De ikke, alle nu er glade?»

«Det haaber jeg. Hvis ikke, bør den, som ikke er det, holde sig borte. – Og vore Klinger skal lære Fienden, at vi ved at hævde vor Selvstændighed.»

«Ja, ikke sandt? Og nu frygter De ikke længer for –»

«Lad os ikke nævne ham idag, Frøken Seier,» afbrød han hende hurtig. «Valget er nu truffet. Hvad jeg kan mene – eller have ment! – vilde det nu være Forræderi at nævne. Kong Christian er nu min Konge. Mit Liv tilhører Norge og ham.»

Hun saa paa ham med straalende Øine:

«Jeg vidste nok, det vilde blive saa! – Tak, tusinde Tak!»

«For hvad? Fordi jeg til sidste AandefangAandefang] åndedrag vil kjæmpe for mit Land?» spurgte han smilende. «Det har jeg altid villet. Da ogsaa, naar jeg 153ærlig sagde min Mening. Sagde den med Fare for at tabe et dyrebart Venskab.»

«Og for det takker jeg Dem allermest! Det har gjort vort Venskab stærkere. Vær vis paa, Deres Ven skal aldrig svigte Dem.»

De var stanset; thi her skiltes deres Veie.

«Dette er en Fornyelse af Løftet,» tilføiede hun, idet hun rakte ham Haanden.

Ravn stod lidt og saa efter hende, medens hun let og hurtig ilede afsted, fulgt af den høie, martialskemartialske] militært utseende Tjener. Derpaa skyndte ogsaa han sig videre.

– Margrete fortsatte sin Gang med bankende Hjerte: Havde hun i sit Overmaal af Lykke sagt noget upassende? – Nei, nei! Han vilde forstaa, det var af Glæde – var, fordi hun følte sig saa ubeskrivelig lykkelig – – –

Hun stansede: «Anders, hvad er det for en Sammenstimlen? – Alle disse Mennesker derborte?»

Ogsaa Tjenerens Øine havde speidet i samme Retning. Pludselig udbrød han:

«Frøken! aa, Frøken, De skulde gaa Deres Vei!»

Men det var forsent: Hun havde gjenkjendt Faderens Hest, som blev ført ved Tøilen, og nu vidste hun, hvem Folkene bar mellem sig.

Man veg tilside, da hun kom nærmere; og Mændene stansede med sin Byrde.

Anders tog Kommandoen:

«Læg ham her – varligt. Han er ikke død, Frøken. Løb efter Vand! – Dere faar se at 154skaffe Kjøreredskab. Vi kan ikke slæbe ham paa denne Maade.»

Margrete var knælet ned og havde løftet Faderens Hoved op i sit Fang: Gud være lovet, han aandede! – – Øinene aabnede sig, og han stirrede stivt frem for sig, saa sank de atter sammen, og den ligblege Farve gik over til voxgul.

Trængslen omkring dem blev stedse større; det var jo denne Vei, Folk skulde for at se Indtoget. Man spurgte og fortalte, raabte og ynkedes; men Margrete hverken hørte eller saa. I samme knælende Stilling støttede hun det tilsyneladende livløse Legeme, medens hun selv var som forstenet.

Mændene, der havde været Vidne til Ulykken, fortalte, at de var blevet opmærksom paa en Officer, som kom ridende i fuld Fart, at Hesten var blevet sky og havde kastet Rytteren af.

Da maatte Oberstløitnanten have været syg iforveien, mente Anders, der havde spændt sin Herres KaardegehængKaardegehæng] belte til å bære kården i af og stod med dette og Kaarden i Haanden. Den Hest fandtes ikke her i Landet, som ellers skulde kastet ham af! Kjendte ikke Mage til Rytter!

Selv i denne Stund tænkte den trofaste Tjener paa sin HerresHerres] rettet fra: Herre (trykkfeil) Ære og maatte sige et Ord til hans Pris.

Endelig kom man med en Høvogn. Der var bredt et Klæde over en Bunke Halm i Bunden, og varlig løftede man Oberstløitnant Seier, der fremdeles var bevidstløs, op i Vognen og bredte 155hans Kappe over ham. Varligt kjørte man afsted; og som i en rædsom Drøm fulgte Margrete Toget tilbage til sit Hjem. Ogsaa Skaren, som havde samlet sig om dem, var borte, – men en liden Kurv med friske, duftende Blomster laa halvt væltet tæt ved et gammelt Plankegjærde.

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.