Brev 1841–51

av Camilla Collett

Forrige Neste

[27. juli 1846]. Brev til Peter Jonas Collett.

Brevs. 4:a:107

Opplysninger om brevet:
Skrevet på Eidsvoll. Brevets s. 2 har tekst bare i en spalte på venstre halvdel av siden. Høyre spalte er blank, med plass til kommentarer. Setningen «Forstaaes Satiren i dette hvide Blad?», gjengitt sist i brevet, har Collett tilføyd på langs i den ubeskrevne spalten. Rundt årstallet øverst på s. 3 (se Datering) er det påført med blyant: «Kongsgaard skissen?». (Colletts fortelling «Kongsgaard. En Skitse» ble trykt anonymt i Hjemmet og Vandringen. En Aarbog for 1847, utg. av P. Chr. Asbjørnsen, Chria., 37–76.)
Datering: Brevet er datert uten angivelse av år, men har senere påskrift (s. 3): «46». Tallet er gjentatt med blyant på første side. Brevet må være skrevet mellom 23. og 30. juli, for Collett reagerer på Peter Jonas Colletts forslag i brev 23. juli 1846 (Brevs. 4:a:258, avskrift i Ms.4° 3496) om at han vil slå følge med Sems til Eidsvoll, og P.J. Collett svarer 30. juli 1846 (i tillegget til brevet 26. juli 1846, Brevs. 4:a:259, avskrift i Ms.4° 3496) positivt på at Collett vil la ham gjennomlese hennes «Skizze» når han kommer. Ukedagen mandag gjør at vi daterer brevet til 27. juli 1846.
Skader: Siste sides høyre kant, sett fra brevets andre side, er skadet, med tap av bokstaver ved linjeslutt.

Mandag.

Her regner uafladelig, Gud naade os! Alle Veie og Stier ere gjennemblødte. Det værste der kan treffe os er Regnveir heroppe, da blive Husets Mangler alt for følelige. Naturen maae til i dens gjestfri Ly er der Plads til mange Smaaesorger. Fader ligger temmelig længe om Morgenen indtil da maa der ikke gaaes i en Dør eller tales høit, er han endelig gaaetgaaet] ‘g’ rettet fra ‘s’ ved overskriving op, saa begynder Kathrine at vaske og feie. I Forgaars fattede jeg den heltemodige Beslutning at bede Gjesterne til i GaarGaar] rettet fra ‘gaa‹rs›’ ved overskriving Søndag. Bedst at samle dem paa et Bret tænkte jeg, og bedre sringesringe] feil for springe; ‘s’ rettet fra ‘k’ ved overskriving i det end krybe i det, og derfor reed LauraLaura] Laura Wergeland (1822–95), gift Arnesen. Colletts kusine og jeg i lystigt Regnveir Lørdag til MørkMørk] dvs. Mork og Linløkken for at invitere. paa denne Maade undgik vi formelige Invitationer, der da maatte udstrakt sig mange flere. Men Veiret blev saa frygteligt at vi maatte sende Afbud, nu have vi det «til Gode». til i Morgen. Her var alligevel nok at varetage i Gaar. En fremmet Provst, samt Søegaard til Middag, hvilke jeg medens Fader sov Middag underholdt paa det bedste, men i en Tilstand af Træthed og Søvnighed som truede med at overvælde mig. I Gaar Eftermiddag Visitter af 3 fremmede Damer, der kom for at takketakke] rettet fra ‘tag‹…›’ ved overskriving for den Gunst at have nydt Adgangen til Haven! I Morgen skulle vi have foruden Bygdens, Arentzes,Arentzes] trolig Dorothea Mariane, (1799–1883) født Rosenberg, og Mikael Smith Arentz (1794–1853) Frøken Wettergren Jomfru Schøyen, Frøkenerne Frederiksen, Jomfru Horster og Gud veed hvem flere. Forleden Morgen kom jeg kun 10 Minutter før 8 ned i Haven, (Kl 8 gaae de nemlig ned at spise Frokost da maae jeg ‹passe paa›) allerede i den første Allee jog nogle Hatte og røde Schavler mig tilbage jeg lod dem passere, medens jeg dybsindig betragtede Engen indenfor og de vist ikke mindre dybsindig min Ryg en graae Morgenkjol 2samt et Par Strømper der ikke var første Gang paa, men nu havde jeg vovet mig i Ilden og nu maatte det gaae, jeg kom temmelig uanfægtet ned i Haven, hvor der vrimlede; maneuvrerte behændig forbi Mad. Kjøsterud med 2 tykke, fregnede Døttre der viste sig ved Enden af en Gang og tog min Tilflugt til Lunden. Her var jeg sikker troede jeg, her havde jeg i det store runde Lysthuus sat et lille Bord, hvor jeg skrev saalænge Veiret var godt, og jeg havde aldrig truffet nogen deroppe. Jeg træder lige ind paa – en Lieutnant i rød Uniform og en tyk Mand med graae Hat, ‹der› de eneste Herrer ved Badet! ‹de›maae have leet af min Forfærdelse! Dernæst listede jeg mig ned i Hasselalleen, her gik jeg 3 Gange, saa kom Lieutnanten og den gra‹a› Hat efter, jeg vender mig for til Retirade men fra den anden Ende Alleen kommer et heelt Følge med Damer, der var jeg endelig fangen! – – – Nei, tænkte jeg! Da 1000 Gange heller Herrerne i Vold, og vender atter om! Der har Du en kort men sandfærdig Skizze af mit Landliv; paa Balstigen og Drømmely sætter jeg ikke min Fod. ikke saameget af Frygt for at treffe Uvedkommende, men de Steder have for mig tabt den Tillokkelse som laae i den fredede, idylliske Uberørthed; siden Fremmede nedtrampe Engen der og kludre deres dumme Navne og Tanker paa Væggene, er det ikke mere Balstigen men et offentlig Sted, den mangler bare en Keglebane 3Balstigen vort gamle Paulun, men et offentligt Sted, der mangler blot en Keglebane. Trods disse Skyggesider tillister jeg mig dog Timer Dage og Timer heroppe hvor jeg har det godt. Her er saa ubeskrivelig deilig. Ved Lauras Omsorg er Haven og Lunden bleven ryddet og renset, den er forynget. Naturen har saadan besynderlig qvægende og beroligende Magt – jeg kan drive omkring udenat blive træt, paa de samme Stier og Veie – det Ensformige qvæger mig netop jeg har ingen Trang til Afvexling. Da maae jeg rigtignok føle mig fri, i enhver Henseende, for Folk, for enhver huuslig Bekymring. Slige Timer ere mine bedste. Der spirer noget i mig da der intet Tryk lider. O jeg forstaaer saa godt min Natur nu mit Liv heroppe og tildeels det i Sommer har gjort mig klar over den. Det er en vis Frihed, som der er en vis Tvang nødvendig til min Livslykke og gjennem den ogsaa til Din – Naar jeg er glad holder jeg mest af Dig. Du har truffet det rette Udtryk: jeg kan ikke har ondt for at samle mit Væsen paa et Sted. Jeg mærker Naturen har den Magt over mig, naar jeg blot kan hvile sorgløs paa den, er det ‹…› blot momentan ‹viis› til en Prøve, ligesom her, hvor der i næste Time indtræder noget Forstyrrende igjen. Ak det bliver vor den gamle Vise igjen: at eie en Plet, der var vor, vor egen og ingen andr[e]s, – hvilken Hellighed Betryggelse, hvilken Beskyttelse der ligger i Eiendomsretten er mig først nu ret indlysende. Med Hensyn til Mennesker, da veed jeg nu bestemt, at intet virker mere opløsende, adsplittende paa mig, end disse Hverdagsconflicter med ligegyldige, ubetydelige Mennesker, jo flere man kan ‹re›stererestere] mangle af slige Forhold, jo bedre det virker altid ‹tvang›fuldt og ubehageligt og efterlader blot Adspredelse og To‹m›hed. Vi have i Sommer havt Alt for meget af det. Er det Svaghed, Eftergivenhed af mig at jeg saa ofte mod min Villie udsætter mig derfor? troer jeg dermed at hævde en vis Ømfindtlighed i mit Væsen! Det nytter ikke. jeg lærer det aldrig. Boede vi paa Landet, blev jeg en fuldstændig Eneboer. Det er en ganske anden Tvang, den, virkelig dannede, overlegne Mennesker paalægge En. Det styrker og hæver ligesaameget, som det andet slapper og nedstemmer. Vandkure duer ikke for mig – men et godt Glas stærk Viin imellem hvad mener Du om den?

Havde vivi] rettet fra ‘jeg’ ved overskriving Raad vilde jeg ordne vore Livsforhold omtrent saaledes – eie en Bolig med Have der havde en smuk og ialfald eiendommelig BeliggenhedBeliggenhed] rettet fra ‘Belighed’ ved overskriving – helst lidt afsides – have en Selskaberske hos mig – gaae skjelden ud helst i meget store Selskab‹er› – oftere see nogen hos os – engang imellem gjøre en Reise 4Forøvrigt maatte Himlen lægge sin Velsignelse til. havde vi Raad – ja havde vi Raad til at blive lykkelige.

I Nat drømte jeg en underlig Drøm. Jeg havde reent glemt vore Høiesteretsadvokatsplaner fra i Vinter, i Nat drømte jeg at Du var det, at vi havde bygget os et Huus og jeg stod og saae ind gjennem Vinduet hvordan der saae ud. Som en Forvridning af min rococcosmag var nu alt paa chinesisk, der stod en Seng med en enorm Paafuglevifter liig hans Helligheds, samt mange snirklede, curiose Ting. – Ude II] rettet fra ‘i’ ved overskriving Haven herskede den samme Smag, der var en fiirkantet Dam og saa mange underlige Anlæg. Det kom vist af at jeg skrev igaa[r] meget flittig paa min Skizzemin Skizze] fortellingen «Kongsgaard. En Skitse» (trykt anonymt i Hjemmet og Vandringen. En Aarbog for 1847, utg. av P. Chr. Asbjørnsen, Chria., 37–76) og reenskrev netop Dit Stykke om Parke[n] Jeg har virkelig gjort mig Umage med denne, og duer den ikke nu, saa er det sandelig ikke min Skyld. Bliver jeg ved at qvakle mere med den nu saa er jeg bange for det gaaer den som med «Lenore», som paa Grund af lutter Forbedringer og den ‹…› ‹…› blev haanlig kasseret, maaskee den i sin oprindelige Skikkelse havde behaget bedre. Det er ikke værdt min Ven at sende den ind naar Du kommer kan Du gjennemgaae den. og paa Grund af den virkelige Umage jeg har gjort mig med den, vil Du vel fare lidt varlig med den. ‹…› ‹…› ‹slet ikke› Du bør slet ikke bie og slaae Dig sammen med Sems.Sems] Niels Arntzen Sems (1782–1859), stiftsamtmann, og hans døtre Alette (1824–53), gift med Oscar Wergeland, og Valentine Egidia (1826–96), gift Heyerdahl Skal Du have noget godt af Dit Ophold da bør det være i samme Smag som mit, hvad jeg id[et]mindste søger, er denne stille Roe, denne ugenerte Frihed til at arbei[de] og slentre omkring, der vilde gevaltig forstyrres ved Fremmedes Næ[r]værelse. jeg er skinsyg over enhver Afbrydelse. Kom Oberste K.Oberste K.] Friedrich Gustav Maximilian Kaltenborn (1782–1859) vilde jeg blive reent fortvivlet. Kom Du op nu vilde Du have den skjønnest[e] Roe til at arbeide. vi fordrer Tiden hver paa vor Kant. Der reiser ikke skjelden Folk ind der skydses af Bønder, vil Du saa skal jeg sende en saadan op til Dig? Det vilde blive vel saa billig.

Hvor traurigt det er med Fader, kan jeg ikke sige Dig. Det er mindre hans legemlige Tilstand der vækker Bekymring, hvorvel han klager altid over noget, men det er hans Sjels Tilstand. Hvilket Øde, hvilket ‹…› traurigt Liv! Der findes da ikke en Smule af Interesse for noget mere. O det er fortvivlende at høre ham tale og ikke kunne trøste ham. Arme arme Fader!

Forstaaes Satiren i dette hvide Blad?

Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Brev 1841–51

Utgaven inneholder brev fra Camilla Collett fra ekteskapsårene 1841–51. Camilla Wergeland og Peter Jonas Collett ble gift 14. juli 1841; han døde 18. desember 1851. De fleste bevarte brevene fra henne i denne perioden er til ektemannen, men det er også brev til venninnen Emilie Diriks, til faren Nicolai Wergeland, til broren Oscar Wergeland, til kusinen Laura Wergeland og til svogeren Johan Christian Collett.

Disse ti årene var for Collett preget av hendelser i den nærmeste familie: fødsler og dødsfall, men disse begivenhetene gjenspeiles i forbausende liten grad i brevene. Desto mer handler de om sosialt liv på Eidsvoll, om reisene til og fra, om det å være gjest hos foreldrene, om sorger og gleder i ekteskapet, om barnas utvikling og om farens alderdom.

Les mer..

Om Camilla Collett

Collett var en av de første i Norge til å benytte termen feminist. Hun argumenterte for at kvinner og menn er ulike, men likeverdige og hverandres åndelige partnere. Kvinnefrigjøring er derfor et anliggende for alle, kvinner som menn. Menn skal vise kvinner at deres verd blir erkjent og respektert, men kvinner må frigjøre seg selv gjennom aktiv selvrefleksjon.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.