Brev 1841–51

av Camilla Collett

Forrige Neste

27. september [1841] Brev til Peter Jonas Collett.

Brevs. 4:a:91

Opplysninger om brevet:
Skrevet på Eidsvoll. Innholdet minner mer om dagboksnedtegnelser enn et brev, og det ble da heller ikke umiddelbart sendt. Det ble derimot sendt med brevet [2. oktober 1841], se formuleringen på slutten: «Det indlagte Blad havde jeg besluttet ikke at sende, men det indehold‹er› Svar paa adskilligt derfor lader jeg det gaae med idag.» Den strøkne setningen sist i brevet («Til at læse eller til at brænde») er skrevet på langs, plassert så det kom tydelig frem ved bretting av brevarket. I ettertid har Collett øverst på brevet skrevet med annen penn: «Nogle ‹gule› Blade fra Eidsvold».
Datering: Brevet er datert uten angivelse av år, men har senere påskrift: «41» og på baksiden «Sep 41». Brevet ble sendt sammen med brevet [2. oktober 1841] (Brevs. 4:a:90), se dette.

Husker Du Pintsedagene da vi havde smukt Veir? Naturen lignede en catholskcatholsk] ‘c’ rettet fra ‘ch’ ved overskriving Kirke der er smykket til Fest, alt var Varme, Liv Musik og Duft som af 1000 usynlige Offerskaaler. Himlen bredte sig saa farverig og straalende ud over den og gav Gjenstandene hiint ubeskrivelige, dæmpede Skjær, Lyset frembringer i Capellerne naar det bryder sig gjennem de mangefarvede Ruder og som stemmer saa vel til en vis sandselig Andagt. Det var ligesom Himmel og Jord havde sluttet et Bund om at vise hvad de formaaede naar de forenede deres Herlighed – og de opbød al deres Kraft. Siden har de‹n› Jorden arme Jord smykket sig bestandig, alene og traurig som en forladt Brud, Det var blot en Gang i dette Aar Himlen elskede den og bøiede sig stolt og smilende ned til d‹en› og det var i Pintsedagene eller rettere som en Brud der er bleven gift og er kommen et Stykke ud over Hvedebrødsdagene. Kun engang bøiede Himlen sig stolt og elskende ned til den og det var i Pintsedagene.

Den sidste Septemberdag.

Ja man kan ligesaagodt grave hine Døde op af Graven og troe at glæde sig ved dem, som som at læse disse gamle Sedler og Breve. Lad dem hvile i Fred! Virkningen af hiin Tid forvinder jeg dog aldrig, hvorfor vække Erindringen? Ja ak! det er sandt! der tales vel om en Helbredelse, en Gjenoprettelse i Livet, men den er ikke tænkelig for alle Gemytter. Lykken kommer ikke ved Ophør af Lidelse. Jeg vil føle mig mangen Gang tilfreds i min Skjæbne, jeg vil ogsaa kunne af og til lee og fornøie mig, naar ved noget Godt og Smukt, men et veed jeg at jeg aldrig mere kan blive: og jeg kan aldrig mere blive glad, af denne Glæde som kommer lige fra Hjertet, sprudlende folâtrefolâtre] fransk: lystig, leken, vilter jublende, umiddelbar. Jeg erindrer mig som et Sagn slige Glæder. De ligne Mindet om hine duftende, lyse Pintsedage da C. besøgte mig og jeg var syg.

Naar jeg nu staaer i Skumringen og seer gjennem de samme Vinduer hen til den nøgne Bakke som Himlen ruger saa mørk og kold og ensfarvet over, hvem kan 2da troe at de nogensinde have været – at de nogensinde kunde komme igjen disse Dage? Jo Vaaren bringer paany denne Varme denne Herlighed. Men en anden Vaar disse Blade, dette Græs maae forgaae først. Min Vaar kommer ikke i dette Liv.

Hvorledes skal jeg beskrive min Tilstand? Ulykken har intet Navn mere, og dog sidder den som en Orm i Hjertet hvorfra den aldrig vil vige, jeg mærker den er der bestandig, ved alle Leiligheder ved Glæde og Sorg, den gamle Gjest. Jeg vil helst tie, men undertiden griber mig en Længsel efter Nogen jeg kunde jamre det ud for, det er ofte C, enten han er fjern eller nær, men C. kan ikke hjælpe mig, kankan] feil for ‘han’ kan kun græde med mig og klage over at han saa seent fandt mig, for seent, for seent. Der maatte en Gud til at hjælpe mig. Ak viis mig en Gud at søge Trøst hos, hvis han vilde trøste mig skulde jeg tjene ham med mit Liv, paa mine Knæe.

Jeg har havt slige Timer heroppe C. paa disse gamle Steder. Det er en gammel Vane naar min første Opvaagnen om Morgenen er en tung Bedrøvelse – enhver uvilkaarlig Følelse og Tanke, førend Fornuft eller Betragtning har grebet opklart den, er sorgfuld, saa og mine Drømme.

C. hvorfor er Du i Drømme saa kold, saa fremmed mod mig, hvorfor er Du mig saa fremmed. Saaledes altid. O forlad mig ikke, fordi jeg ikke kan blive lykkelig mere. Saa lykkelig som jeg kunde blive har Du gjort mig.

Igaar og idag har jeg modigere,har jeg modigere] her har hun uteglemt noe, f.eks. ordet ‘været’ trøstigere tilsinds. Jeg har kunnet udtale mig.

C. naar jeg kunde vise Dig mit Indre fuldstændig, da vilde Du nok sige: «min stakkels Jente!‹»› Du vilde da forstaae meget, som nu er en Gaade. Denne Ulykkelighed har en Samling af færdige Taarer i mig der bryder frem ved den ubetydeligste Leilighed, ved en Dumhed af Pigen, eller en Dør der gaaer op i Utide, eller ogsaa ulmer den i mig som en hemmelig, Bitterhed og UnmuthUnmuth] tysk: ergrelse, misstemning ‹i mig›, mod nogen jeg ikke veed at finde, noget der maae have en stor Uret for mod mig, og da plager jeg mig selv og Dig Du Uskyldigste, Bedste af alle Mennesker, der af Alle alene har gjort mig godt.3 o, da kan jeg kysse Din Haand i ubeskrivelig Anger og Smerte men hvorledes kan Du forstaae det.

Aften.

Vi ere begge agtværdige, gode Mennesker der fortjente at være, at gjøre hinanden lykkelige. At vi ikke i høiere Grad ere det, har Du ikke tænkt paa dette hvorfor? Jeg troer det kommer af noget i vort Væsen der ikke passer for hinanden jeg kan næsten sige en alt for stor Liighed. Det er en vis nyktern Livsanskuelse, en Fattigdom i Illusioner som hos mig kommer af at jeg har forbrugt dem, Du har aldrig havt dem. DigDig] ‘D’ rettet fra ‹’m’› ved overskriving er den altsaa naturlig, mig er den paatvungen derfor kunne vi saa lidet trøste hinanden, ligesaalidet som den Blindfødte og den Blinde fra igaar kan trøste hinanden. Hvorledes kan jeg faae Dig til at troe at de har været skjønne disse Illusioner, skjønnere end nogen Virkelighed? Der ligger en dyb Betydning i den Omstændighed at Heltinden i ‹«Münch‹…›»›, et naivt elskværdigt Barn, saalænge hun er i sin lykkelige Bevidstløshed, indbilder hun sig, at det gamle forfaldne Slot, med dets armselige, selvgode Beboere er et reent Paradiis og skildrer det saaledes for sin Elsker der ikke bliver lidet frapperet ved at see det, imidlertid henrykker dette Træk ham; men da hun bliver ulykkelig og skal frasige sig ham, faaer hun paa en eneste Nat Øinene op og seer nu alt i det rette Lys.

Gid vi begge vare, unge gale, dumme overgivne letsindige, brændende – –.

Igaaraftes skinnede Maanen og Vinden jagede Skyerne forbi den, indtil Himlen blev klar. Iaften er den graae og regnfuld som sædvanlig. Og dog trods denne sørgelige Contrast mellem hine Vaardage og Nu, hvem mærker Overgangen? Ingen har slige Mimersøre‹n› at han kankan] ‘k’ rettet fra ‘h’ ved overskriving høre Ødelæggelsens daglige Trin, Træer‹ne› har aldrig færre Blade for vore Øine den ene Dag end den anden og dog staaer det tilsidst afløvetafløvet] rettet fra ‘afbladet’ dels ved overskriving, dels ved stryking og det undrer os ikke. Paa den Maade afblader sig ogsaa enhver Forventning, enhver Livsillusion – og at vi ikke mærke det førend alle er borte og altsaa ikke have nogen Grund til Forundring deri, ja deri ligger vist4 en stor Viisdom skjult.

Vær ikke vred paa mig naar Du har læst dette, men beed en Bøn for mig hvis Du troer det kan hjælpe, og hvis Du ikke troer det ikke kan hjælpe da gjør det alligevel. Lad os begge bede.

Til at læse eller til at brænde

Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Brev 1841–51

Utgaven inneholder brev fra Camilla Collett fra ekteskapsårene 1841–51. Camilla Wergeland og Peter Jonas Collett ble gift 14. juli 1841; han døde 18. desember 1851. De fleste bevarte brevene fra henne i denne perioden er til ektemannen, men det er også brev til venninnen Emilie Diriks, til faren Nicolai Wergeland, til broren Oscar Wergeland, til kusinen Laura Wergeland og til svogeren Johan Christian Collett.

Disse ti årene var for Collett preget av hendelser i den nærmeste familie: fødsler og dødsfall, men disse begivenhetene gjenspeiles i forbausende liten grad i brevene. Desto mer handler de om sosialt liv på Eidsvoll, om reisene til og fra, om det å være gjest hos foreldrene, om sorger og gleder i ekteskapet, om barnas utvikling og om farens alderdom.

Les mer..

Om Camilla Collett

Collett var en av de første i Norge til å benytte termen feminist. Hun argumenterte for at kvinner og menn er ulike, men likeverdige og hverandres åndelige partnere. Kvinnefrigjøring er derfor et anliggende for alle, kvinner som menn. Menn skal vise kvinner at deres verd blir erkjent og respektert, men kvinner må frigjøre seg selv gjennom aktiv selvrefleksjon.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.