Brev 1841–51

av Camilla Collett

Forrige Neste

[Sommeren 1842]. Brev til Peter Jonas Collett.

Brevs. 4:a:93:b

Opplysninger om brevet:
Skrevet på Eidsvoll. Setningen «Send mig lidt Pap‹ir›», gjengitt sist i brevet, har Collett tilføyd nederst på brevets annen side.
Datering: Brevet er udatert, men har senere påskrift: «Juli 42». I Ms.4° 3496 daterte Amundsen brevet til 26. juni 1842?, men det var en søndag, ikke en mandag. Han daterte av ukjente årsaker den siste siden av brevet (fra og med «Sems have taget») til ca. 8. juli 1843. I Wergeland 1918–40, b. 6:2, 238–39, siteres noe fra siste del av brevet, som der dateres til 4. juli 1842. Det virker imidlertid mer sannsynlig at denne delen faktisk hører til den ovenstående, så vi lar delene stå sammen. Vi mener årstallet 1842 stemmer for begge de to delene: Collett reiser sammen med Emilie Diriks som døde 15. mars 1843; Olsens forrige værelse er nå blitt gjesteværelse, Ole Severin Olsen giftet seg 28. april 1842 (Ms.4° 568, del 2:2, 942).
Skader: Brevet er skadet, til dels med større teksttap, som er omtalt i note på det aktuelle stedet.

Jeg vil haabe min kjere Ven, at min Bulletin fra Lagmoenmin Bulletin fra Lagmoen] Vi kjenner ikke til dette brevet. ikke har sadt Dig i for megen Bekymring for vor videre Skjæbne. Virkelig har Følgerne, idetmindste vist sig gunstigere end man rimeligen kunde vente efter en saadan Tour som den igaar. Gud veed om det er den aldeles herlige, balsamiske Luft heroppe, eller om et Vendepunkt overhovedet kan være indtraadt i min Tilstand, men jeg befinder mig i Eftermiddag bedre end jeg kan mindes paa meget lang Tid. Min største Glæde er at jeg kan slutte en saa god Dag med at give Dig denne Beroligelse, og det er maaskee nødvendigt at skikke den forud for Reisedetailler Kjerren mødte ganske rigtig paa Lagmoen og vi bleve lidt forskrækkete ved at see den, men her var intet at gjøre uden gode Miner ‹…› vi reiste ‹Kl› 6. Hesten var forbistret rask, og der feilede ikke meget i at jeg havde ønsket vort Øg tilbage, saaledes kom vi til Moe, hvor vi ventede temmelig længe, imidlertid havde jeg Anledning til at gjøre vor første Kjerre Afbigt da jeg fik see det Marterredskab der berededes os her og som høist ufortjent beæres med Navn af Kjøretøi. Beskrive det behøves ikke – Du kjender det nok: et Bræt over en Kasse af Bræder bag til en Stok hvori der engang havde været anbragt Pinder, og denne Stok der kaldes Rygstød, er altid anbragt viselig anbragt saa lavt, at man ikke skal have den Lise at hvile Skuldrene mod den, men den stakkels Ryg maae døie alle Stødene, dertil fik vi en Skydsgut der viste sig strax at være af den aldeles uforfalskede, fuldblodige Ullensager Grobianrace. Han begyndte med at ville staae foran os og kjøre, da vi viste ham Umueligheden deraf, sagde han «ja saa faaer jeg sitte milla Døk da!» da det var hans ramme Alvor maatte der i Tide tages en anden Forholdsregel, han fik fat paa et Bræt og nu sadte han sig foran os, dog altid saa nær at han spyttede paa EmiliesEmilies] Emilie Diriks (1810–43) Kaabe. Endelig gik Brættet af og han dumpede ned paa vore Fødder. Vi loe af alt2 dette i Førstningen, men ak Latteren forgik idetmindste mig snart. For at undgaae Trøgstad, dette værste Hul af alle, maatte vi leie ham heelt til Raaholdt, altsaa 2 ½ Miil holdt vi dette ud. Hvilke Smerter det foraarsagede mig! jeg gik hvor jeg paa nogen Maade kunde, paa Elstadmoen i Risebroe etc tiggede jeg om Laanet af en Gigh forgjeves. Den afskyelige Gut vilde med Nød og Neppe holde ved slig Leilighed og meente det var inte værdt – Gud hvilken Raahed! – hundrede Gange maatte jeg tænke: hvilken Ulykke det er at tilhøre en raae Nation, den som ikke kjender vor Landalmue, vore Vertshuse og Skydsapparater aner ikke en saadan Ulykke. Denne norske Raahed er saa afskyelig saa hadeværdig, den har intet af denne godmodige naive Uvidenhed der der gjør Almuen i andre Lande ordentlig poetisk og elskværdig, hos os er den flad, hjerteløs uforskammet – infam – Engang forsøgte vor elskværdige Ridder at staae bag paa, derved vippede Kjerren saaledes tilbage at det blev endnu værre – paa vor Bøn om at indtage sin gamle Plads ved vore Fødder svarede han at han Fanden danse sig stod hvor han selv vilde. Nu nok af denn[e] Beskrivelse, paa Raaholdt, var Manden saa barmhjertig at laane os sin Vogn, hvortil vi gjerne leiede en Hest til, denne Vogn var meget deilig at sidde i sagde han, og den var ogsaa virkelig bedre end Kjerren, og den vilde kanskee været deilig ogsaa naar den blot havde havt et Hynde – naar Sædet ikke havde faldt forover, naar det ikke havde været saa høit, naar den ikke havde rystet saa – naar den ikke – naar den ikke etc. Men Udsigten til at det snart hav[de] en Ende gav os bedre Kræfter til at udholde denne sidste Lidelsesmiil, nu ønskede vi blot at ingen3 vilde være hjemme naar vi kom,Kl. omtrent 5. thi vi vare for forkomne af Støv og Træthed til at hilse paa nogen mødes af nogen, dette Ønske opfyldtes, de vare alle paa Linløkken da vi kom ‹Kl 5› saa vi fik Tid til at rekolleg‹ere›rekolleg‹ere›] rekolligere: fatte seg, komme til krefter (ODS) os lidt. Da de kom tilbage vare vi nok saa pyntelige allerede, MartheMarthe] husholderske på Eidsvoll prestegård havde styrket os med Mad og Drikke – apropos om Diæten heroppe da mærker jeg nok at det ikke bliver den letteste Sag. En ForlorenForloren] ‘F’ rettet fra ‘f’ ved overskriving Skildpadde og en dyb Tallerken med Stikkelsbærkrem gjorde Begyndelsen til denne Række af Fristelser hvoraf Dagen bestaaer heroppe – da jeg kom ned i Stuen skjænkede Moder The – et Øieblik efter fik vi Kage Mandler og Rosiner, jeg besluttede da intet at smage til Aftens, men en ulyksalig Melkebunke stod just paa Bordet som jeg maaskee kunde modstaaet men min Tørst ikke. Og da jeg kom ind i Morges faldt mit Øie først paa de velbekjendte Vafler. ‹…›Skade med større teksttap: Nedre halvdel av siden er klippet bort.4

SemsSems] Niels Arntzen Sems (1782–1859), stiftsamtmann, og hans døtre Alette (1824–53), gift med Oscar Wergeland, og Valentine Egidia (1826–96), gift Heyerdahl have taget vort Værelse, og Bestemmelsen er at vi skal ligge paa OlsensOlsens] Ole Severin Olsen (1811–73), personellkapellan hos Nicolai Wergeland forrige, der nu er indrettet til Gjæstekammer dog uden at tabe noget af sin oprindelige Uhyggelighed. Men jeg tænker nok vi kan bytte med dem, da det er dem aldeles ligegyldigt hvor de ligge, os er det derimod næsten vigtigt – jeg gruer for det ‹…› Værelse. De ville endelig vi skulle gjøre det. Jeg kan godt lide dem, Alette er sød og ordentlig lidt munter, jeg vil saa uhyre gjerne de skulle komme igjen naar Du er her. Ak jeg maae ved alt dette tænke hvor leit og ondt min stakkels C har det – hvor længe det er siden han havde det godt. Jeg føler at jeg vil faae det godt her. Far og Mor ere venlige – den sidste ordentlig elskværdig. Fader slaaer KjældermændKjældermænd] ordspill, vitser (NRO) op paa Balstigen, hver Dag komme der nogle nye. Her er blevet saa peent allevegne, intetsteds uryddigt eller uordentlig omkring paa Gaarden. Nu skal Henrik og A.A.] Amalie Sofie Wergeland (1819–89), født Bekkevold, gift med Henrik Wergeland reise den sidste vil jeg savne, da der er noget saa harmfrit venligt ved hende der gjør godt at see paa, men hun kommer igjen. Betragt dette blot som en triviel Beretning kan jeg ikke give noget bedre en andengang da skriver jeg ikke mere. Jeg venter meget paa Hatæsken, hos Tidemann på Torvet er der sikkert Bud at faae til E. men et maae der endelig sørges for at denne Æske mueligst garderes for Støv ellers er alt Tøiet spoleret, alt Tøiet i Kufferten var tilstøvet – glemt hjemme har jeg – min Nøgel til Kufferten en lille tyk, gammel, kort Nøgel paa Ringe De Kamme og Børster jeg pakkede ind – Siig Marie at hun syr mine Skjørter og Pudevaar med temmelig fiint Snellegarn, ellers gjør hun det som sidst.

Din C

Send mig lidt Pap‹ir›

Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Brev 1841–51

Utgaven inneholder brev fra Camilla Collett fra ekteskapsårene 1841–51. Camilla Wergeland og Peter Jonas Collett ble gift 14. juli 1841; han døde 18. desember 1851. De fleste bevarte brevene fra henne i denne perioden er til ektemannen, men det er også brev til venninnen Emilie Diriks, til faren Nicolai Wergeland, til broren Oscar Wergeland, til kusinen Laura Wergeland og til svogeren Johan Christian Collett.

Disse ti årene var for Collett preget av hendelser i den nærmeste familie: fødsler og dødsfall, men disse begivenhetene gjenspeiles i forbausende liten grad i brevene. Desto mer handler de om sosialt liv på Eidsvoll, om reisene til og fra, om det å være gjest hos foreldrene, om sorger og gleder i ekteskapet, om barnas utvikling og om farens alderdom.

Les mer..

Om Camilla Collett

Collett var en av de første i Norge til å benytte termen feminist. Hun argumenterte for at kvinner og menn er ulike, men likeverdige og hverandres åndelige partnere. Kvinnefrigjøring er derfor et anliggende for alle, kvinner som menn. Menn skal vise kvinner at deres verd blir erkjent og respektert, men kvinner må frigjøre seg selv gjennom aktiv selvrefleksjon.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.