Onsdag Morgen.
I Søndags vilde jeg gjort nogle Visitter, for siden at være fri, men lod det være da jeg var ualmindelig lidet skikket efter en ond Nat. Om Aftenen siger F:F:] dvs. Fader I Morgen Eftermiddag (Mandag) beder jeg nogle Damer her, her skal være et Dameselskab. Jeg gjorde et svagt Forsøg paa at erholde en Galgenfrist, «om jeg ikke burde gjøre dem Visit først, jeg var saa nylig kommen» – «nei, det skal være i Morgen, Kalvestegen kan ikke taale at staae længer.» For dette uventede Argument forstummede jeg aldeles og foresatte mig at finde mig i min Skjebne. Mandag Morgen blev jeg kaldt ind for «at tages paa Raad» angaaende Invitationerne, enen] ‘n’ rettet fra ‘t’ ved overskriving latterligt Formalitet, naar man kjender Faders grændseløse Despotie, hans Hensynsløshed for alle andres Ønsker og de Lidelser han kan forvolde, man skulde troe det var ford[i] det ikke er ham nok med en stum Underkastelse, men han maae utfordre, tirre en anden Villie for at kunne knuse den‹ne›. Han berettede at nu skulde alle Damer i Bygden uden Undtagelse bedes. Eidsvoldbakkens – Klokkerstuens – Touren rundt. Veiret var ondt og jeg gysede naar jeg tænkte paa dette Compagnie inde i de triste Stuer, gjorde dog ingen Modforestilling inden F. bemærkede at det var visselig «ikke for hans Skyld da han ‹kje›dede sig ved alle Selskaber,» da maatte jeg udbryde – men Gud – dog vel endnu mindre for min hvorfor da paalægge sig den Byrde? Da brød det løs med de Ord: er ‹os› dog skrækkeligt at der aldrig kan bedes nogen her undtagen Trætte, saa var det med Moder, saa verer] ‘e’ rettet fra ‘a’ ved overskriving det med Dig etc. etc. etc. – «jeg modsætter mig aldeles ‹i›[kke] forsikrede jeg, «er det nødvendigt at bede disse Mennesker, da skal jeg gjerne staae Dig bi og underholde dem saa godt jeg kan – kun synes jeg der burde s‹…›aa indskrænkes dermed, da det var saa overflødigt med Eidsvoldbakken Langvæg etc. – og i dette Veir –! «nei de maatte alle, ellers bleve de andre fornærmede» Jeg foreslog at bede de nødvendige: Mørks,Mørks] dvs. Morks Linløkkens Olsens:Olsens] Anna Nicoline (1805–86) og Ole Severin Olsen (1811–73), personellkapellan hos Nicolai Wergeland mine Visitter, derved kunde ingen andre fornærmes – men uagtet disse Forestillinger bleve gjort saa lemfældig, som det staaer i et Menneskes Magt, frugtede de blot at han blev vred og sagde, «nu skal ingen bedes». Jeg gik med denne Forklaring, Du kan begribe hvorledes tilmode som om man i al sin Skyldløshed havde begaaet noget Ondt. Efter en Times tid klarnede Veiret op –2 og det var ogsaa saa vidt klarnet i mig, at jeg gik ind til ham og opmuntrede ham til at bede dem Allesammen, «thi nu var Veiret saa godt.» Der gik Bud. Tilfældet var barmhjertigere end Menneskevillien, paa Grund af et Familieselskab der skulde gjøres paa Aas for en bortreisende Madamme kunde ingen eneste komme. I min Glæde gav jeg slip paa mit eneste Selskab Laura,Laura] Laura Wergeland (1822–95), gift Arnesen. Colletts kusine der ogsaa blev buden derop. – Om Aftenen, den triste Bordpassiar med Fader – aldrig har Stuen været ængsteligere uhyggelig, de stive Portraiter utaaleligere, aldrig har jeg hørt Uhret pikkepikke] tikke (ODS) saa høit, saa ilfærdigt, saa rastløs feberagtig som om det ogsaa, greben af det Uhyggelige vilde paaskynde sine egne Timer, jeg aabnede Claveret og spilte noget for ham – hvad gjør man ikke under slige Omstændigheder! – og jeg var dog fornøiet over ikke at have Selskab. Om det oplivede ham veed jeg ikke, men han blev mere meddelsom, og vi kom ind i en dyb Passiar der varede til der var bleven ganske mørkt i Stuen. Hvor lidet Glædeligt der blev forhandlet kommer det ikke an paa, jeg følte dog en vis Tilfredsstillelse da den var endt ved at han havde udtalt sig over saa meget der trykkede ham, der havde samlet sig i ham og jeg havde næsten den Følelse som om det var lykkedes mig at klarne og mildne nogle af disse skrækk for ham skrækkelige Ting hvoraf mange vare Bagateller. Han klagede som sædvanlig over at ‹see› sine Børn, «at de ingen Lykke havde gjort», at OscarOscar] Oscar Wergeland (1815–95), Colletts bror forsømte at udrette hans Commisioner», at HaraldHarald] Harald Titus Alexis Wergeland (1811–93), Colletts bror ikke havde lagt sig hans faderlige Formaninger paa Hjertet om at beflitte sig paa et høfligt, smidigt Væsen, til den første Post svarede jeg [at] vi i Grunden havde gjort Lykke over Fortjeneste allesammen Han klagede over den Sorg alle de Ubehageligheder H.H.] Henrik Wergeland (1808–45), Colletts bror voldte ham, om hans (H) Ulykke med A-aA-a] Amalie Sofie Wergeland (1819–89), født Bekkevold, gift med Henrik Wergeland – Facta der desværre ‹vare› sande, men hvis jeg eller nogen Anden vilde deli‹bere›delibere] feil for ‘deliberere’, dvs. overveie, drøfte dem, vilde det blot vække hans Vrede. Den Nat sov jeg godt og følte mig styrket bagefter, jeg besluttede da at benytte den til Visitterne. Det var i Gaar. Saa havde jeg Fred siden, tænkte jeg. Ak man skal ikke glæde sig for tidlig. Neppe havde jeg gjort Tilberedelserne til Touren, kantet BobsBobs] dvs. Roberts Støvler etc. kommer Bud fra Fader for at «spørge» bede mig komme ind til ham, da han agtede nu at bede dem alle.3
‹…›skade med større teksttap: Her begynner et fragment som er beskåret i øvre kant; det er uvisst hvor mange linjer som er borte. paa et Forsæt i disse Dage, med hvilken Bedrøvelse dog opgivet det det Ønske at sende Dig en Jord‹b›ærbærkage som jeg veed Du ynder saa ind med C. men netop igaar og idag – ikke mueligt at faae et Bær opdrevet – jeg bad i Eftermiddag Fru O.Fru O.] Anna Nicoline Olsen (1805–86), født Glatved – paa Liinløkken – paa Aas – fik allesteds det svar «ak hvor inderlig gjerne! – men netop idag have vi ingen! Da kom idetsamme ‹vi› skulde reise fra Aas en Gut med nogle – jeg blev saa glad ‹…› holdt dem hele Veien saa forsigtig som om det var Guld men MartheMarthe] husholderske på Eidsvoll prestegård nedslog strax mit Mod – med at det var alt for lidet for seent at bage den etc. Du veed jeg hader det elendige Surrogat som Folk kalde «god Villie» og jeg hader den overalt selv hvor den ikke tjener som Besmykkelse for Mod- og Hjelpeløshed – – jeg sender Dig altsaa ikke min gode Villie. Jeg siger med Dig – maae jeg bede om Resultat maae jeg bede om Jordbærkage. Godnat Bob glemmer ikke at sige Papa – jeg hvisker ham det i Øret hver Dag, for at have den Glæde at høre ham raabe dette Navn der klinger saa sødt i hans Mund. Forleden sagde Johanne at han laae og raabte paa Papa indtil han sov. God Nat.4
__________
Adressetekst:
Lector juris Collett
Christiania
Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Utgaven inneholder brev fra Camilla Collett fra ekteskapsårene 1841–51. Camilla Wergeland og Peter Jonas Collett ble gift 14. juli 1841; han døde 18. desember 1851. De fleste bevarte brevene fra henne i denne perioden er til ektemannen, men det er også brev til venninnen Emilie Diriks, til faren Nicolai Wergeland, til broren Oscar Wergeland, til kusinen Laura Wergeland og til svogeren Johan Christian Collett.
Disse ti årene var for Collett preget av hendelser i den nærmeste familie: fødsler og dødsfall, men disse begivenhetene gjenspeiles i forbausende liten grad i brevene. Desto mer handler de om sosialt liv på Eidsvoll, om reisene til og fra, om det å være gjest hos foreldrene, om sorger og gleder i ekteskapet, om barnas utvikling og om farens alderdom.
Collett var en av de første i Norge til å benytte termen feminist. Hun argumenterte for at kvinner og menn er ulike, men likeverdige og hverandres åndelige partnere. Kvinnefrigjøring er derfor et anliggende for alle, kvinner som menn. Menn skal vise kvinner at deres verd blir erkjent og respektert, men kvinner må frigjøre seg selv gjennom aktiv selvrefleksjon.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.