Tirsdag.
Du har Ret kjere Ven, naar Du siger man maae ‹…›skade med større teksttap: Papiret er skadet i høyre og venstre kant øverst så deler av de øverste linjene, frem til «Dette faaer trøste …», er borte. disse Reiser til E. blot alene for Reisens Skyld. Det er og ‹…› traurig og hundrede Gange udtalt Sandhed at Midlerne her hos ‹…›eds Opnaaelse ere i den Grad besværlige og ufuldkomne, ‹…› ikke bliver Tale om ‹…›et Gode i og for sig, men blot mod H‹…› en større eller mindre Lidelse man har udstaaet for at ‹…› det. Dette faaer trøste ‹D.› ved at tænke paa at begge Arm‹…› paa Homanns Kariol ere brukne af, og glæde Dig ovenkjøbet at det ikke er mine eller BobsBobs] dvs. Roberts Arme. Den første Miil gik saa godt. Luften var saa mild og qvægende, Kariolen var ypperlig at sidde i da den havde den for en K. høist sjeldnesjeldne] ‘sj’ rettet fra ‘sk’ ved overskriving Egenskab at den var høirygget jeg tænkte naar jeg kommer til Grorud skal jeg skrive nogle Linier tilbage, og sige min stakkels Ven at jeg følte mig saa modig og let, og sige ham –, jeg veed ikke hvad – men paa Grorud standsede vi blot et Øieblik. Her forsømte OscarOscar] Oscar Wergeland (1815–95), Colletts bror at binde sin Kuffert, der allerede havde voldt ham Bryderi, bedre fast, en utilgivelig Glemsomhed der kom os dyrt til at staae. En god halv Fjerding fra Bondekald,Bondekald] dvs. Bånkall idet vi kjørte hurtig ned af en Bakke gled Kufferten atter ind paa Hjulet – han standsede pludselig midt i Farten, min Hest der er lige bagved tørner saa voldsomt mod, at begge KariolarmeKariolarme] andre ‘a’ rettet fra ‘A’ ved overskriving gik af som Pibestilke, jeg stuber næsten paa Hovedet – til al Lykke havde jeg ikke Bob. Nu maatte Bob og jeg gaae til Bondekald, medens de øvrige fik bugseretbugseret] ‘et’ rettet fra ‘t’ ved overskriving Kariolen efter, og fra nu af var Reisen en fortsat Lidelse, der er vanskelig at glemme. Vel fik vi leiet en Kariol her, men O. der nu var kommet i et desperat Humeur, vilde ikke give os Tid til at faae bundet vore Ting ordentlig paa en Kuffert og en Vadsæk blev slængt over mine Been – det var en Lettelse at tage Bob istædet paa næste Skifte, og ham beholdt jeg da siden lige hjem. Han gav mig Skylden for det hele Uheld, da jeg ikke burde vovet mig ud med et saa ynkeligt Kjøretøi. Hvor ubilligt! Den Kariol havde holdt lige til Trondhjem naar der var bleven ordentlig kjørt. Kan Du tænke Dig noget saa rasende som at standse med et Ryk midt i den voldsomste Fart naar nogen kjører efter! O-s Fremfusenhed og skrækkelige Ubetænksomhed maae dog volde en Ulykke tilsidst. Maaskee ærgrede han sig over sig selv, men dette gik vel meget ud over mig thi fra dette Øieblik var ikke Tale mere om nogen ridderlig Opførsel eller nogen Bekvemmelighed for mig – nu slog Regnen sig og en kold Blæst sig ogsaa til der fulgte os ubønhørlig den hele Tid. jeg græd medens jeg kjørte over Aasen, saa Skydsgutten der var en venlig snild Gut bemærkede, var jeg ‹i D›eres Sted saa tog jeg Skyds paa SkrimstradSkrimstrad] feil for ‘Skrimstad’ til Byen igjen.2 Og jeg forsikrer Dig det var ikke langt fra jeg havde gjort det. ‹…›skade med større teksttap: papiret er skadet i høyre og venstre kant øverst så deler av de øverste linjene, frem til «med uendelig Vemod –», er borte. Kariol var allerede fæl at sidde i, stivarmet og ‹…› i Ryggen og ‹…› paa Skjødet blev det en reen Marter, Paa et Skifte sagde jeg nær ‹…› og laan mig Dine Støvler (løse der førtes med) for at ‹…›de kan støtte Bo[b] ‹…› hvortil svaredes: «Du faaer renogsere paa at sidde saa beqvemt nu» – – ‹…› andet end lee stille for mig selv, midt i min Nød. Bob var ‹…› ‹…›r tiden kommer der en Elskværdighed frem i den Gut som er saa ‹…› ‹…›r vi havde sadt os, spurgte han med en uimodstaaelig sød og bekymret St[emme] ‹…› [si]dder Du godt nu Mama? Engang spurgte jeg ham, det samme sagde han: nei ik[ke v]idere, men det faaer ikke hjelpe.» Ikke en eneste Gang klaget han. O‹…› [h]jelpe sig med Kjerre nogle Skifter imellem, dog kunde jeg ikke tage mig saa ‹…› deraf da det engang stod til ham selv at vælge, men han gav sig ikke ‹…› bytte. Paa denne Maade gik det da i den graae triste Nat ‹…› over de lange sørgelige Moer, med Bob fast klemt mellem ‹…› Dog var jeg ikke længer mismodig. Tvertimod. Jeg tænkte saa p‹…› med uendelig Vemod – jeg følte at vi ere dog anderledes og dybere forbundne end vi mangen Gang troe; En fremmedartet Lidelsestilstand, kan undertiden mærkværdig klarne hvad der saa ofte fordunkles i den smaalige, daglige Striid med Livet: Erkjendelsen af hinanden. I en saadan Time føler jeg hvad Du er mig hvad Du er fremfor alle Andre i Verden, og jeg gjør dette uden Anger og unyttig Selvanklage, kun med en brændende Villie til altid at kun‹n›e det og en Bøn til de dunkle Magter – – jeg seer alt saa klart, saa klart – ogsaa hvori Du har Uret mod mig – – – – Hvor jeg har tænkt paa Dig i Gaar, medens vi rullede saaledes hen under den triste, graae Himmel, den ene Miil efter den anden, jeg tænkte slet ikke paa mine smaae Gutter derhjemme, kun paa Dig, paa Dig.
Vi kom dog ikke hjem B. og jeg uden en Forskrækkelse til. Allerede forbi Mørk,Mørk] dvs. Mork rettede jeg mig netop op af min smertelige Stilling som v[ar g]aaet over til en Art Forstenelse – Bob sad paa mine Fødder, med sine støttende mod Kariolarmen og hadde sovet heelt fra Risebroe – da med et styrter Hesten plat overende, hvorledes jeg kom ud med Bob der var indsvøbt fra Top til Taae veed jeg ikke, Hesten laae paa Siden som død, den dumme Mand vilde slaae paa den for at faae den op, men jeg fik ham da begribeligt at han maatte først see at faae Kariolen løs – – naar man ligger endelig i sin Seng efter en saadan Dag saa takker man Gud hvilket man saa ofte efter de gode Dage undlader.
Hermed et lille Spand Smør til Dig – pas godt paa – naar jeg kommer skal jeg faae et stort med. H‹…› Skoene vare bestemte til Alf, og saaledes opløser jeg den hele sørgelige Historie. Nu syer Lars til Bob.
Fader er mild og yderst venlig – Bob er rask og snild og jeg befinder mig vel.
Jeg forsikrer Dig at jeg er mild og god naar jeg er sorgløs og uden Plage. Lev vel. ‹…›
Kys de Smaae og skriv til mig
Skydsgutten fra Grorud lovede mig at bede Manden paa Grorud besørge nye Arme færdig malet til Kariolen indtil jeg kommer. Der er nemlig en Snedker paa Gaarden, der gjø‹…›Resten av brevet er tapt.
Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Utgaven inneholder brev fra Camilla Collett fra ekteskapsårene 1841–51. Camilla Wergeland og Peter Jonas Collett ble gift 14. juli 1841; han døde 18. desember 1851. De fleste bevarte brevene fra henne i denne perioden er til ektemannen, men det er også brev til venninnen Emilie Diriks, til faren Nicolai Wergeland, til broren Oscar Wergeland, til kusinen Laura Wergeland og til svogeren Johan Christian Collett.
Disse ti årene var for Collett preget av hendelser i den nærmeste familie: fødsler og dødsfall, men disse begivenhetene gjenspeiles i forbausende liten grad i brevene. Desto mer handler de om sosialt liv på Eidsvoll, om reisene til og fra, om det å være gjest hos foreldrene, om sorger og gleder i ekteskapet, om barnas utvikling og om farens alderdom.
Collett var en av de første i Norge til å benytte termen feminist. Hun argumenterte for at kvinner og menn er ulike, men likeverdige og hverandres åndelige partnere. Kvinnefrigjøring er derfor et anliggende for alle, kvinner som menn. Menn skal vise kvinner at deres verd blir erkjent og respektert, men kvinner må frigjøre seg selv gjennom aktiv selvrefleksjon.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.