Den 9de August
«Jeg skrive skal et Vers, dog flau er min Idee
Thi her paa dette Sted trakteres kun med The.
Kjere Emilie! Om Byens Flauhed nu kan man vanskelig gjøre sig noget tilstrækkeligt Begreb. Den overgaaer sig selv denne Sommer. Du vil mene at der for et lykkeligt Ægtepar ikke bør gives nogen Bye, end sige Flauhed – dog nei dette mener Du ikke slige Begreber har Du ikke havt siden Dit 20 Aar og kan heller ikke være dem bekjendt længer. BulverBulver] Edward Bulwer-Lytton (1803–73), engelsk forfatter forsikrer os jo til Overflod derom det Urigtige i at have slige Begreber i sin lille Fortælling jeg mindes ikke just Titlen, men den handler om en Vorte og et Par skelende Øine der tiltog hver Dag i Størrelse. Vi have endnu Gud skee Lov ikke opdaget noget Sligt, tvertimod hvis han virkelig skelede en Smule vilde og maatte denne Feil forsvinde i mine Øine ved hver Dag fordi disse Øine aldrig have seet paa mig uden med kjerlige overbærende Blikke, men i dettedette] rettet fra ‘denne’ ved overskriving ‹Anledning›extraordinaire Tilfælde tør jeg paa Ære forsikre at Byen medsamt dens Væsen og Mennesker ingen Skyld har. Vi have levet saa aldeles ensomt siden Du reiste, vi gaae intetsteds, ingen kommer til os, ingen beder os følgelig gaae vi ikke ud, vi bede ingen derfor kommer ingen til os. Nogle Visitter givne og tagne regne‹r› jeg da ikke. En Visit til Berg, vi fik os et Øg til at kjøre med for at komme stands- og statsvisitmæssig – blev ogsaa naadigst modtaget og bespist med Moreller, The til Aftens og megen fornuftig Tale og lidt V‹e›nlighed, men et naadigst Ønske om at komme igjen hørte vi intet til. Hos Emma L.Emma L.] Emma Petersen (1817–1892), gift Lund havde jeg tænkt at tilbringe en Aften, jeg gik derhen Kl 7 og J. vilde komme senere men den første Lyd der mødte mig indenfra var Fru P-Fru P] Kristine Marie Petersen (1796–1876), født Thrane, Emma og Malvinas mor Stemme, imidlertid blev jeg der en halvanden Timestid i hvilken Fruen i de 3 Qvarteer beklagede sig over Norge og i de 3 begeistrede sig over Sverrig. Noget mere ca2rikaturmæssig kan der ikke gives. En complett Jeanne de france. Jeg morede mig saa over denne lille holbergske Scene hun gav, at jeg næsten glemte den uhyggelige Følelse der altid betager mig i hendes Nærhed der ligner den naar man sætter Tungen paa koldt Jern. Aug. TraneAug. Trane] kanskje Augusta Thrane (1806–95), Kristine Marie Petersens søster var med jeg kunde tydelig spore den Forlegenhed som baade hun og M.M.] Malvina Petersen (1820–1909), gift Døderlein følte ved Fruens exalterede Prostitutioner. jeg kunde næsten hade denne Kone i hendes fornem-sladderagtige Sneverhjertethed! Ikke et Spørgsmaal til mig der forraadte om blot hiin almindelige høflige Deeltagelse for andre, ikke den fjerneste Opfordring til at komme derud. Emma bad mig naturligviis ikke med noget Eftertryk blive thi hun føler vel nok hvor lidet vel jeg maae være i hendes Selskab. Men om E. havde bedet mig os derhen en Middag eller en Aften siden, saa havde hun dog ikke grebet sig saa forfærdelig an. O norske Gjestfrihed! ja Du maae være stor, thi alle de danske Skuespillere og alle fremmede Gjøglere sige det j‹o› og Mad BraaeMad Braae] trolig Louise Braae (født 1788). Hun bodde sammen med sin datter Christiane (Jane) og svigersønn Ernst Ferdinand Schmidt-Phiseldeck i København. Både Camilla og Peter Jonas Collett nevner «Mad. Braae» og familien hennes i brev fra 1839 og 1840 (Collett og Collett 1926–34, b. 4, 424). siger jo ogsaa den er stor. Derfor vil jeg bevare en from Troe paa den og ligesom Herrnhutterne troe meest paa det man mindst seer. Christiania er en lumpen Filleby. –
Du seer altsaa kjere Emilie at vore første Hvedebrødsdage ikke gaae hen i denne Hvirvel af Adspredelse som vi læse om saa ofte i Romaner og som jeg ogsaa troer er almindeligt i Livet. Selv hos os, kun efter fattig Leilighed naturligviis. Dette er ingen Beklagelse, det er at tage som en kold historisk Bemærkning om vor Hovedstad der blot skal tjene til at indlede den glade Forsikring at vi ikke trænge til nogen saadan Adspredelse, have hidindtil ikke gjort det. Vi have tilbragt 3 Søndage i idylligst Ensomhed, uden at kjede os uden at mærke at vor Interesse for hinanden har taget det mindste af, tvertimo‹d› vor Hengivenhed kan kun tiltage. J. bliver sødere for hver Dag. Du skulde blot høre og see ham undertiden, han3 siger mig ofte henrykt, at han er saa lykkelig, og at jeg er saa elskværdig mod ham. Jeg troer ogsaa jeg er det, men hvorledes skulde det man ikke være elskværdig mod ham! Endnu elsker vi denne Roe, denne fuldkomne Ensomhed, for mig er den idetmindste en sand Lægedom, men vi ere derfor ikke blinde for den Relief et ydre Liv kunde give et saadant Forhold som vort. Et saadant Hyrdeliv kan man blot leve for en Tid, og da blot under Betingelser som vore, det er: vi maae selv være gedigne nok til at give det Fylde. men med Tiden ville vi føle at Afbræk deri er nødvendigt. Vor Hengivenhed har et stærkt Liv, maae derfor ogsaa have Næring. Vinteren her bliver altid bedre og dertil trøster jeg mig især for hans Skyld. Men kummerligt bliver her dog altid, altid for os. Den Bevidsthed at vi kunde passe for et større, mere bevæget Liv giver ofte et levende Stof til vore Underholdninger, det er lykkeligt at vi ere saa enige i denne Sag, derved bærer man Savnet mere resigneret, og vi vurdere bedre den Lykke vi have. ‹…›Skade med større teksttap: Nedre halvdel av siden er klippet bort.4
‹…›jeg beskeden undslog os for at røre ved, da vi meente at den vilde vist Fruen have gjemt til Aftens, men Pigen forsikrede at hun havde sendt en heel Daler ned til Fruen for at hun kunde forsyne sig igjen med det nødvendige, og vi spiste Hummer med den roligste Samvittighed. Efter Bordet tog vi os en herlig Siesta i den store Sal kort vi levede saa godt som Omstændighed‹en› vilde tillade det, hvortil den behagelige Tanke at ‹A› snart kom, ikke lidet bidrog – men istædet derfor kom Budet ind og meldte at han havde kjørt Byen rundt uden at finde hende og maatte vende tilbage med uforrettet Sag. Billetten havde han taget med. Vi ærgrede os dygtig over denne Dumhed af ham og spurgte ‹…› hvorfor han var reist imod vor Ordre den lange Vei tilbage, og ikke oppebiet Fruen i Byen, han havde nemlig Befaling at afhente hende hos Horns Kl 9. Nu vare N.N.] Nathalie Diriks (1813–1858) og jeg meget uvis om hvad vi skulde gjøre enten gaae eller oppebie J. – det sidste blev bestemt og vi gik ud at ‹…›Skade med større teksttap: Nedre halvdel av siden er klippet bort. Skridt opad Øragerveien kom‹me› ‹…›
Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Utgaven inneholder brev fra Camilla Collett fra ekteskapsårene 1841–51. Camilla Wergeland og Peter Jonas Collett ble gift 14. juli 1841; han døde 18. desember 1851. De fleste bevarte brevene fra henne i denne perioden er til ektemannen, men det er også brev til venninnen Emilie Diriks, til faren Nicolai Wergeland, til broren Oscar Wergeland, til kusinen Laura Wergeland og til svogeren Johan Christian Collett.
Disse ti årene var for Collett preget av hendelser i den nærmeste familie: fødsler og dødsfall, men disse begivenhetene gjenspeiles i forbausende liten grad i brevene. Desto mer handler de om sosialt liv på Eidsvoll, om reisene til og fra, om det å være gjest hos foreldrene, om sorger og gleder i ekteskapet, om barnas utvikling og om farens alderdom.
Collett var en av de første i Norge til å benytte termen feminist. Hun argumenterte for at kvinner og menn er ulike, men likeverdige og hverandres åndelige partnere. Kvinnefrigjøring er derfor et anliggende for alle, kvinner som menn. Menn skal vise kvinner at deres verd blir erkjent og respektert, men kvinner må frigjøre seg selv gjennom aktiv selvrefleksjon.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.