Brev 10: 3. august 1854

«Saa tager jeg ofte mit Strikketøi og vandrer omkring»

Trout River P.O., Winneshiek Co.
Skaarlia, 3die August 1854

Min kjære, kjære FaderFader] Ahlert Hysing (1793–1879)

I dette Øieblik drog Vilhelm afsted til Painted Creek og jeg sætter mig strax til at skrive til mit kjære Hjem, at I ikke skulle komme til at vænte paa Brev dennegang. Det kan hænde at det ikke bliver saa meget jeg faaer skrevet, da vi tænke at foretage en stor Reise, men saa faaer du i alle fald kjærlige Hilsner fra dine Børn og seer at vi Gudskelov leve raske og fornøiede. Denne store Reise skal gaa til Wisconsin og hvis der bliver noget deraf, bliver dette naar Vilhelm kommer hjem Tirsdag – Dagen efter, saa jeg maa holde mig og vort Tøi parat i alle Tilfælde. Det er bleven saa hurtig bestemt dette, Vilhelm fik nylig Brev fra Præsten PreusPræsten Preus] Herman Amberg Preus (1825–1894), utvandra i 1851 og var en av de seks prestene som stifta Den norske synoden. Leder for synoden fra 1862 til han døde i 1894. Hans kone, Linka Preus (1829–1880) ble en av Elisabeths beste venninner. om endelig at komme med til et Præstemøde, der den 16de August og de følgende Dage skal afholdes hos Præsten Brandt.Præsten Brandt] Nils Olsen Brandt (1824–1921), fra Valdres, var den første norske presten vestafor Mississippi. Han utvandra i 1851 og var en av de seks prestene som stifta Den norske synode. På dette tidspunkt var han prest i Wisconsin. Han ble seinere (fra 1865 til 1882) lærer ved Luther College i Decorah. Dette Brev havde været saa længe underveis og Vilhelm imidlertid tilsagt Gudstjeneste paa mange Steder, saa han først ikke troede at det kunde lade sig gjøre, især med saa kort Varsel, men nu haaber jeg det bliver saa at vi reiser i næste Uge, saa fremt ellers ingenting kommer i Veien.

Jeg glæder mig meget til denne Reise, især er jeg saa glad fordi Vilhelm kommer dermed, thi foruden at det jo baade er af Vigtighed og Interesse for ham at overvære Præstemødet, saa træffer han sammen med alle sine Venner og Bekjendte, tænk hvor behageligt det bliver og hvor meget han maa ønske at faa tale med en af sine Embedsbrødre, saa ensomt, som han i den Henseende har det. Da han var i sine sydlige Settlementer nu sidst, traf han ganske tilfældigviis sammen med Præsten Clausen, der var paa en Forretningsreise nedover til Wisconsin, uden endnu at vide noget om Præstemødet, som han da ogsaa ville overvære. Vilhelm vil vist have godt af en saadan Tour, det bliver en liden Hvile for ham, som han saa vel kan behøve, naar han nu bare ikke vil anstrænge sig altformeget og reise uafladelig ved vor Tilbagekomst.

Vi blive vel en 3 Uger eller maaske lidt længere borte, deraf gaaer formodentlig 10 Dage til Reisen. Vi kommer til at reise med Vogn, Dampskib og Jernbane; at reise Landeveien den hele Vei er Vilhelm bange for vilde være altfor anstrængendeanstrængende] Elisabeth var da gravid i fjerde måned, men det har hun ikke nevnt i noe brev. for mig, og det troer jeg ogsaa, saafremt vi ikke var saa hældige at faa en overtrukken Himmel uden Regn – men at sidde den hele Dag i en aaben Vogn, ja om der ogsaa var Caleshe eller Tag over den – i den Solhede, som her er, det er fælt. Jeg kom da ganske vist til at see ud som en Tater; jeg husker hvordan Luften tog paa mig bare den ene Dagsreise fra Painted Creek og hjem; man maa være forsigtig her med ikke at gaa ubedækket i Solen. Endogsaa naar det blæser en varm Dag og man saa sidder i Skyggen uden at have noget paa, risikerer man at faa sin Nakke, først ildrød og saa brun.

Men det var om vor reise jeg vilde fortælle; altsaa reiser vi den første Dag ned til Missisippi, til Lansing eller McGregor, hvor det nu bliver, hvorfra tage vi med Dampskib til Galena i Illinois, saa atter et Stykke med en eller anden VoitureVoiture] vogn til vi naa Jernbanen der ikke er kommen lige til Byen endnu; denne bringer os til i Nærheden af Præsten Dietrichson.Præsten Dietrichson] Gustav Fredrik Dietrichson (1813–1886), prest i Luther Valley, Wisconsin fra 1851 til 1859 (Norlie 1915: 98). Her standse vi først, men saa veed jeg ikke, hvordan det bliver om Vilhelm derfra reiser i Følge med Præsten til Brandt, eller om han først følger mig til Koshkonong og saa til Spring Prairie, jeg kan ikke følge med til Ungkarlen,Ungkarlen] Dietrichson, han ble i 1856 gift med Diderikke Ottesen (Norlie 1915: 98). For en lengre beskivelse av Diderikke Ottesen, se Grindal 2016: 103–107. kan du tænke.

Presten Preus skrev og inviterede mig til Koshkonong, men jeg har nu hele Tiden lovet fru Linka at komme til hende og derved bliver det vel, det seer ellers ud som om jeg kommer til at besøge næsten alle Præstefruerne, det skal ogsaa blive morsomt, jeg glæder mig meget baade dertil og til selve Reisen, det bliver mange Erindringer at gjenkalde fra vor store Reise. Det er ogsaa nok at see og lægge Mærke til ved at reise her, man træffer saa mangfoldige forskjellige Personligheder, alt har en saa ganske aparte Karakter, saa forskjellig fra hvad I er vante til. Det skal ogsaa blive morsomt at komme ned ad Missisippi et Stykke, nu midt om Sommeren, der er vist smukt! Saa tænker jeg vi paa Tilbageveien i Galena forsyne os med et og andet til vort Huus, som jeg da haaber at vi ved vor Tilbagekomst kan tage i Brug, saa faaer jeg det travlt med at bringe alt i Orden.

Ja, gid jeg næste Gang maatte kunde skrive til dig derfra og saa tillige kunne give dig en udførlig beretning om at vi har havt en behagelig, hyggelig og morsom Tour. Skulde det saa hænde at du næstegang kommer til at vænte noget længer end sædvanlig paa Brev, sa veed du, at det er fordi vi have været borte og da kunde det jo saa let hende at vi bleve forsinkede. –

Men hvordan have I nu hat det siden du sidst skrev, spørger du vel? Siden jeg sidst skrev – det er vel næppe en Maaned siden, og den Maaned er gaaet hen saa stille og rolig, uformærket saa lig den forrige at jeg næppe ved at skille dem ad. Dog det er sandt, Vilhelm havde været saa meget hjemme da jeg sidst skrev og da er det ganske annerledes. I den sidste Tid har Vilhelm næsten altid været paa Reiser, kun hjemme et Par Dage og en enkelt Gang imellem og jeg har altsaa været meget alene, tilbragt Tiden med mine sædvanlige Sysler, læst og arbeidet til det begyndte at blive lidt svalt, saa tager jeg ofte mit Strikketøi og vandrer omkring, passiarer lidt med Guri, der ellers jævnlig aflægger mig en liden Visite og bringer mig snart en Talerken af sine cakes, naar hun har bagt, samt Fladbrød og nykjærnet Smør (de bager da Fladbrød her ogsaa af Potetes og Hvedemel, men saa godt som hjemme faaer de det ikke), ferske Potetes, da det var en Rarietet, undertiden Tykmelk, kort af alt hvad hun har, som hun troer jeg synes om, saa sidder hun da og passiarer en Stund, da hun er ligesaa glad i at snakke, som alle Kjærringer er. Hun er meget norsk, Guri, baade i sit Væsen og Sprog. Hun har været her i 12 Aar, imidlertid bruger hun dog en heel Deel engelske Ord, naa saa jeg siger, «nu snakker du engelsk, Guri», saa bliver hun meget forbauset og har ikke Idee om hvad der er norskt og hvad engelsk. Paa Havesager og Frugter, kjende de saaledes kun engelske Navne, især naar de ere fra Fjellbygderne.

Saa snakker jeg da med Guri, gaaer ned til Fjøset og staar og seer paa Svalene og Fuglene der boltre sig over den lille Dam dernede, saa gaaer jeg op over Marken, seer paa Folkene arbeider og passer flittig paa Maisens Vækst og Udvikling. Det er en smuk Plante, høiere enn Vilhelm, med meget smukke store Blade. I Toppen sidder den axformede Blomst, der breder sig som et Græsstraa til alle Kanter, naar den begynder at sætte Frø; selve Maisen voxer paa Siden og opad ud fra Stængelen, indhyllede i sine store Kapsler, hvorfra der fra Toppen kommer ud en smuk først guul, siden sød Dusk. Ligesom af Silke; saadan staar den nu, med Blomsterne gaaende over til Frø og de smukke guule og søde Duske, hængende ned paa alle Kanter. Den bliver planted i Rader og naar den er rigtig stor og frodig, gaaer man der som i en Alleé. Du veed jeg fortalte at man spiser den som grøn, men den Tid er ikke kommen endnu. Det er nok en haardfør Plante, som Frost ikke skader; den er det sidste man tager ind om Høsten. Saaledes kan du tænke dig mig, kjære Fader, vandrende om hver Eftermiddag, eller ogsaa spadserende ledsaget af Vige (kan du ikke tænke dig mig med et Lam ved Siden, saa veed du at jeg har en tro Ledsager i denne lyshaarede, krøllede Hunden vor, som nu ligger paa sin sædvanlige Vagt udenfor Døren). Synes du ikke du seer mig Fa’er, i Fremtiden, som en anden fornuftig Matrone, vandre omkring paa Præstelandet, med mit Strikketøi i Haanden, vende til alle mine Eiendomme?

Jeg vil gaa tilbage til den Tid, da jeg sidst skrev hjem, saa faaer du bedst vide hvordan vi have havt det. Dengang havde Vilhelm været hjemme i et Par Dage og reiste saa ned til Painted Creek, der er han hver tredje Søndag, der er heller ikke noget Sted hvor de saa ofte faa Gudstjeneste, som der, af den grund, at den kun behøves at holdes paa et Sted, medens den her, hvor de har de fleste Søndage, er fordeelt paa tre Steder. Dagen efter han var reist, som jeg sad ved mit Arbeide om Eftermiddagen, blev jeg overrasket ved at faa Brev fra Wormnæs, fra Tante og Marie, Vilhelm havde sændt det hjem fra Posthuset. Det var en behagelig Overraskelse; naar de hjemmefra skriver til Vormnæs saa hils og tak dem hjertelig derfor. Gid jeg nu vidste hvordan det staar til med SigvartSigvart] Sigvart Irgens Koren (1821–1885), sekretær i Hypotekbanken (Johnson I, 1941: 191). og Maries Fod.

Vilhelm var borte 7–8 Dage den gang, de hengik rolig og stille for mig. Et Par af dem var saa hede, saa hede, Undertiden om Natten ogsaa, saa jeg vaagnede mange Gange. De sige, de Folk som have været herlængstat saamegen Regn og Hede som i Sommer, have de ikke oplevet her. Saamegen Hede troede jeg dog her hver Sommer var, jeg troede her havde været varmere, her er jo frygtelig hedt mange Gange, naar jeg sidder her ganske stille med Vinduerne oppe og friskt Luftræk er det saa som et idelig Dampbad. Hvad maa det da ikke være for dem som arbeide og som reise? Naar Vilhelm reiser bort i 8 Dage, maa han ogsaa have Tøi med som for 14. En god Ting er det her at det blæser saa jævnlig, ofte stærkere end jeg kunde ønske. Huset ligger saa høit her, men det hjælper deilig paa Varmen. Ligeledes er det sjælden at mange varme Dage følge efter hinanden, sædvanlig en heed og en behagelig afvexlende; saa hyppigt som det regner saa hænder det ligeledes sjælden at det varer længere end Natten og ud paa Formiddagen. At bo nede i en Dal, især naar der tillige er Skov, det maa være slemt her; jeg er glad Prestegaarden ligger høit og vil faa megen Skygge. Muskitterne have været saa manerligeværet … manerlige] oppført seg bra i den senere Tid; jeg tænkte, jo længere det leed ud paa Sommeren, desto slemmere vilde de blive, dette har endnu ikke været Tilfælde og nu har vi jo ellers den hedeste Tid, som Juli og August pleier at være.

Paa en saadan hed Dag, pleier jeg sædvanlig om Morgenen at tage mig en Stol, min Bog eller Sytøi og sætte mig bag ved Huset for at opfange den Luftning her er at faa. Her sidder jeg til jeg bliver forjaget af Solen, men imidlertid er Solen gaaet fra Døren inde; saa opholder jeg mig da her til det bliver Skygge udenfor Døren; ude er det dog som oftest bedst at sidde, jeg bevæger mig ikke mere end nødvendig naar det er saa hedt, før ud paa Eftermiddagen; jeg kan heller ikke gaa et Skridt ud nu midt i Solstegen, her er ingen Skygge paa nogen Kant. Jeg er nær ved at brække Nakken, naar jeg vil see hvor Solen er, saa høit staaer den. Saa sydlig som vi leve, saa er her dog et strængt Klimat; jeg husker du yttrer i et af dine Breve, at Vinteren dog vel næppe kunde være synderlig kold her, som rimelig var under denne Bredegrad. Det er den dog, her kan sandelig være koldt nok, før Juul skal her sjælden være synderlig koldt; men da kan det ogsaa være bidende af den skarpe Nordvest-Vind, her saa ofte blæser, og da er det ingen Spøg at være ude i en saadan Sne paa Prairierne; det er nok almindelig da at reise med Briller, der beskytter Øiet paa alle Kanter.

En af Dagene, Vilhelm var borte gik jeg og spadserede som sædvanlig om Eftermiddagen og saae paa Blomsterne: jeg fandt først en violet med en stærk Krusenyklelukt, hvoraf her voxer en Mængde. Siden bøiede jeg mig ned efter en hvid, der saa ganske ubetydelig ud, men lugtede meget stærkt som Pebermyntekage; saa kom jeg til en Bæk, hvor der voksede en stor Plante med gule Blomster af en undelig Facon og med en stærk bedøvende Lugt, ganske som Karri eller Cajenne, saa Vilhelm strax undersøgte den paa alle Kanter om han ikke skulle finde noget Karri. Er det saa ikke bare noget Snak at Blomsterne ikke lugte her? Jeg tog dem med mig hjem, og maatte lade dem faa Plads i mit Blomsterfad, hvor de overdøvede den fine behagelige Duft fra Blomsterne jeg havde fundet paa Præstelandet, men Vilhelm maatte først see dem. –

Den Dag jeg væntede Vilhelm hjem, regnede det stærkt til ud paa Eftermiddag, var temmelig varmt, samt tordnede og lynede. Jeg kunde ikke vænte ham førend henimod Aften; men det blev mørkt, jeg maatte drikke min Thé alene, tændte Lys og endnu ingen Vilhelm. Pigen var længe siden gaaet op, jeg opgav at vænte ham i den Tanke at Regnen eller noget andet maatte have opholdt ham, da han ellers længesiden maatte kundet være hjemme igjen fra Øst Prairien hvor han skulde holde Gudstjeneste den Dag. Jeg tænkte alt paa at gaa til Ro, da Vige begynder at gjø, jeg løb da ud og stirrede hen mod Ledet om ikke Vilhelm var der med sin Hest, men kunde ikke opdage noget, heller ikke da Lynglimtene oplyste Mørket.Vige vedblev imidlertid at gjø, saa jeg gik ind efter et Lys, om det maaske kunde hjælpe mig; jeg var næppe kommen ud igjen førend Vilhelm stod for mig saa vaad, træt og Ansigtet perlende af Sved.

Saa glad som jeg blev fordi han kom, saa forskrækket blev jeg ved at see, hvordan han saa ud. Men da han nu havde faaet de vaade klæder bort og var her i godt behold og fortalte mig sine Hændelser, da var vi rigtignok glade fordi han var kommen vel hjem igjen! Han havde reist et Stykke den Dag derhen hvor Gudstjenesten skulde afholdes, da den var endt, blev han opholdt en Tid af Regn; men begav sig dog paa Veien trods alt hvad de overalt bad ham blive og forsikrede at han ikke vilde naa frem i Lyse; men han var bange at jeg skulde være ængstelig, og lod sig ikke overtale. Regnen havde bragt Bækkene, ogsaa de der ellers ere tørre, i saadant Oprør at Vandet ofte strømmede ind i hans Buggy og styrtede ned, som en Fos bagfra, naar han kom op paa den anden Side igjen, da han kom til Aarethun, var det aldeles mørkt, saa han ikke kunde kjære længere, men lod hest og Vogn staa der og gik tilfods videre. Han kom ud af Veien i Mørket og ind imellem et Krat hvor de vaade Buske daskede ham om Skulderen og tilsidst ad en ganske anden Kant, end den sædvanlige, ind her paa Gaarden. Gudskelov at han kom vel frem og ikke har havt noget ondt deraf, men han maa love mig ikke at reise saa seent en anden Gang, jeg vil meget heller være ængstelig. –

Det er ikke her, som hjemme at kjære eller gaa i Mørket, man møder ikke et menneske paa disse duse ensomme Veie, der ogsaa ofte næppe bære Spor af Vei, saa det er saa let gjort at komme paa Vildstraa. Folk er derfor ogsaa gjørne meget forsigtige med at komme hjem i Lyse. – Nu har dog Vilhelm Hest og ordentlige Kjæregreier; det er rigtig godt naar vi faaer en Gut til at sæle af og paa denne Hest, saa Vilhelm ikke behøver at gjøre det. Vi var ogsaa meget fornøiede Dagen efter, da det atter regnede, over at Vilhelm var hjemme og ikke behøvede at reise tidlig ud for at komme til sine Confirmander, som han skulde læse med den Dag, de læse her nu. Det var en graa og regnfuld Dag, en saadan, som det kan være sa hyggeligt og godt inden Døre og det havde vi det ogsaa, jeg var saa glad Vilhelm var hjemme! Det var saa vidt Ophold at vi undgik at faa vor Middagsmad svømmet bort paa Veien fra Stovehytten. Siden læste Vilhelm lidt høit for mig, saa passiarede vi og havde en rigtig god Eftermiddag. Dagen efter havde han Menighedsmøde og Dagen derefter Brudevielse, men han kom dog hjem om Eftermiddagen igjen, og naar han bare gjør det, er jeg fornøiet.

Søndag var Vilhelm hjemme og holdt Gudstjeneste her. Det var en meget varm dag og en Mængde Mennesker forsamlede, langt flere ude, end inde. Jeg sad først en Stund inde, men det kunde jeg ikke længe holde ud og maatte gaa ud, hvor jeg den hele Tid blev. Jeg begriber ikke hvordan Vilhelm holdt det ud, især da det varede saa længe, der var baade mange Børn til Daaben og Communikanter. Han blev da ogsaa græsselig træt og medtaget af den Hede. En anden Gang maa de see at finde et Sted hvor det gaaer an at være under aaben Himmel; der havde ellers i hele Sommer været godt derhenne hos Ragnvald. –

Dagen efter var her et Uveir, som det Gudskelov er sjælden at finde Magen til. Vilhelm læste for Confirmander om Formiddagen, da var Veiret smukt og klart, men varmt. Ud paa Eftermiddagen begyndte tykke Skyer at samles langt henne – og vi hørte en fjern Torden. Skyerne bleve tættere og tættere – ikke længe efter, kom der med et en susende Vind, der i et Nu bragte de sorte Masser over vore Hoveder. En slig Storm var det første Gang jeg har oplevet paa Landjorden, den kom saa plutselig. Du skulde see hvordan Hvedeageren og Græsset bleve kastede og Træerne – et stort Egetræ her i Nærheden blev brækket midt over. Huset rystede – nogle Bord, der laa herudenfor, bleve slængte vek – et Bord paa Stovehyttetaget blev revet løs og tog Stove-Røret med sig ned på Marken. Vilhelms Hest, der gik bøiet udenfor og græssede blev bange, rev sig løs og satte afsted. Det lynede og tordnede voldsomt, Slag i Slag. Regnen styrtede ned, gik en Stund om til Hagel og truede med at slaa Ruderne ind. Den trængte ind gjennem Væggene saa Gulvet blev en Dam og vi næppe kunde finde en nogenlunde tør Plads at staa paa. Naar Huset ikke er Bordklædt saa ere de i Længden ikke skikkede til at holde nogen Regn, langt mindre en saadan Regn, ude. Den trænger igjennem den Kalk hvormed de tættes. Det var et fuldkomment Tusmørke. Enhver lille Fordybning ude var bleven til en Bæk og den ellers saa rolige lille Bæk der løber forbi Springhuset, blev i et Øieblik til en heel Elv med mange Arme og vændte op og ned paa hvad der fandtes i Springhuset, al Melken var bortsvømmet, Faderne slængte til alle Kanter – Kjærnen med al Fløden paa Jorden.

En Time omtrent varede dette Uveir, da lagde Vinden sig meget og Regnen sagterede. Vilhelm gik op og tok paa sig store Vandstøvler for at see sig om ude; jeg var glad ved at faa Døren op og lidt frisk Luft ovenpaa den kvælende, Pigen var ikke hjemme, saa jeg tog en «Støvekost» og feiede alt vandet ud igjennem Døren; jeg kunde gjørne behøvet en Pumpe til det Arbeide. Erik kom vandrende med Spade og Øxe paa Nakken for at reparere Skaden i Springhuset. Hesten kom løbende og lot sig endelig fange efter at have galloperet en Stund. Regnen og Tordenveiret varede dog endnu, men endelig blev det dog Ophold, saa jeg kunde komme ud og see en Himmel, som jeg vanskelig vil faa se igjen. Der findes ikke en Couleur eller Schattering som den ikke havde. Skyerne havde de forunderligste Skikkelser, forskjellige overalt, paa den ene Kant var den endnu truende og mørk, der blinkede lynene endnu, skarpe og blaa. Den eftermiddag glemmer vi ikke. Jeg var saa glad fordi Vilhelm var hjemme, tænk om han nu havde været paa Reiser og jeg ikke havde vidst om han havde været i Huus, eller ei. Et saadant Uveir havde de ikke oplevet her før, siger Folk. Jeg har ikke i land,i land] på fastlandet det er vist, men paa Atlanterhavet var det nu vel ofte slemmere og her slipper man dog for at høre den fæle Hvinen ude og Bragen i Fokkel og Toug.

Hele Taget paa 16 Bjælker blæste af Erik Egges Huus, men kom dog ingen til Skade skjøndt Mand og Kone var paa Loftet og holdt paa et Vindu, den tog det dog og saa gik Taget. Gjærdene bleve nedrevne for de Fleste. Skovveiene skal være ganske ufremkommelige, hvert 10ende Skridt er der blæst et stort Træ ned. Heromkring er der ogsaa faldt mange Træer. Da vi spadsere forleden tage vi Veien til denne Dal, som jeg vist har omtalt i Vinter engang, da jeg synes den havde et saa besynderligt og vildt Udseende. Nu havde vi Lyst til at see hvordan den tog sig ud om Sommeren og vandrede afsted gjennem høit Græs, langs Bækkene, som vi ikke kunde komme over. Vilhelm er ellers saa udmærket til at bygge Broer, naar vi støde paa saadanne Hindringer, men her fandtes hverken Kviste eller Grenstamme. ‹…› Vi gik der hvor der ingen Vei var – det havde jeg nok ikke vovet, havde jeg været alene, nu var jeg jo kjæk nok. Da vi kom til Dalen, havde den lille Bæk ogsaa der oversvømmet hele Bunden, saa vi maatte nøies med at gaa paa Høiden og derfra see paa de frodige Viinranker og alle de andre Vexter der slyngede sig op ad de underligt dannede Klipper og Steenbrud. Nu havde Dalen alt andet end et vildt Udseende og saa smuk ud, med Vand og de græssende Kræature. Paa den Tour fandt jeg første Gang, smukke, hvide Slyngconvaleans. –

Det er en rolig Søndag Eftermiddag, jeg sidder og skriver dette. Nu sidder vel Du og Mo’er i Hjørnet og drikker Kaffe tænker jeg, hvor deiligt det vist nu er hjemme! Tænk Fader, at det nu snart er den 18de August – alt et Aar – Den Dag ved jeg Eders Tanker endnu oftere vil vænde tilbage til os og mine ikke mindre til Eder! Og saa kommer snart den 5te September.5te September] farens fødselsdag, Ahlert Hysing var født i København 5. september 1793 (Johnson 1941, I: 49). – Gid dette Brev maatte komme til deg til den Dag og bringe deg mine kjærlige Bønner og ønsker for Dit Vel, min kjære, gode, dyrebare Fader. Den gode Gud velsigne dig og skjænke dig al den Fred og Glæde i dette Aar, som jeg saa inderlig ønsker. Jeg længes saa efter at høre fra Dig og Eder alle. Mon Vilhelm skulde bringe noget Brev med naar han kommer? Nu har Du vel MarieMarie] Christine Marie Cappelen Hysing (1836–1867), Elisabeths søster (Johnson 1941, I, 188–189) igjen, og den Tid da StinStin] Johan Augustinus Hysing (1834–1888), Elisabeths bror (Johnson 1941, I, 188–189) skal reise nærmer sig. Gud lade det da gaa ham vel, hvor han førdes.

Resten av brevet er skrevet i margene.

Nu er her fuld Activitet paa Marken. Hveden og tildeels Havren, er skaaret og paa de fleste Steder bragt ind. Det gaar fort med at «krille Gveiten» som de siger. Hvad «krille»«krille»] (eller «kridle») norsk-amerikansk fornorsking av ordet «cradle» er for et Sprog ved jeg ikke, men den Indretning som har det Navn, faaer Hveden hurtigt til Jorden. Yankierne har ogsaa en egen hurtig Maade at binde Negene paa, men det er græsseligt hvor meget deer gaaer tilspilde paa den Maade. Vilhelm prøvede hvor meget han kunde samle uden at bevæge sig fra Stedet; efter det at dømme, maatte man vel snart kunde faa en heel Tænde fra den Ager. Det er deilig Hvede og deiligt Meel, de har her, men den er som alt andet dyr nu. Det er vel Urolighederne i Europa som er Skyld deri. Jeg var henne og saa paa en «Krillemaskine» forleden. Den bliver trukket af 4 Heste, en liden Gut ridende paa de forreste, en Mand kjærende og En skuffende Hveden bort. Den skjærer Ageren i en Fart, men finder ogsaa 6 og flere Bindere efter sig. Her er vanskelig for nu at faa Folk, ikke egentlig for Folk, men for saadanne der have lært Arbeidet som det her bruges.

Paa Tirsdag vænter jeg Vilhelm tilbage, saa er vi, om Gud vil, paa Veien nedover Onsdag eller Thorsdag morgen! Vilhelm sænder dig og alle mange kjærlige Hilsner. Hils saa alle være venner hjerteligst. Naar du nu faaer dette kjære Fader, saa ved du da at vi har det godt, om du ogsaa ikke faaer noget langt Brev dennegang. Naar jeg kommer fra Reisen, saa kommer de lange breve. Nu tusinde kjærlige Hilsner til min kjære Moder,Moder] stemora Elisabeth Frechland (1810–1897). Mor til Elisabeth, Caroline Mathilde Koren (1801–1840), døde i 1840, da Elisabeth var åtte år. Stin, Marie, TomTom] Thomas Fasting Hysing (1838–1922), Elisabeths bror (Johnson 1941, I, 189) og Lina,Lina] Caroline Mathilde Hysing (1840–1923), Elisabeths søster (Johnson 1941, I, 189) Hans og allesammen, og saa et kjærligt Levvel fra

din egen Leis.Leis] Elisabeths kallenavn i familien

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.