Little Iowa Præstegaard,
den 10de Januar, 1858

Min kjære Fader!Fader] Ahlert Hysing (1793–1879)

Da jeg sidst skrev hjem, kom Brevet saa sent afsted fordi vi ikke havde været friske, dennegang gaaer det ligesaa af samme Grund,bæggeBørnene har været syge igjen, men er nu haaber jeg, om ikke friske, saa dog i god Bedring igjen, Vilhelm og jeg er friske. Jeg tænker det har været Forkjølelse. HenrietteHenriette] Henriette Koren (1854–1939), Elisabeth og Vilhelms eldste datter blev syg Onsdag mellem Juul og Nytaar, LinaLina] Caroline Mathilde Koren, gift Naeseth, (1857–1945), Elisabeth og Vilhelms nesteldste datter var heller ikke frisk, hun have ondt for Tænder og fik det sidenefter paa samme Maade som Henriette, saa i denne Tid har jeg slet ikke faaet bestille andet end sidde eller gaae, saa med den ene, saa med den anden; jeg har flere Gange om Aftenen havt PultenPulten] skrivepulten oppe efter at jeg havde bragt dem til Ro, men Lina har været saa urolig saa det ikke kunde nytte, nu faaer jeg see hvordan det vil gaa iaften, jeg synes de har været kvikkerebæggeto idag, Apetiten begynder ogsaa at vænde tilbage og det kunde behøves, det har taget saa paa dem; de smaa Barna! Hvor godt det er naar de er friske. –

Nu er da Julen forbi og det nye Aar begyndt, Gud lade det blive ret et godt velsignet Aar for dig, min kjære dyrebare Fader! Nytaarsaften havde vi et lite Juletræ for Børnene. Vi maatte vænte med det til da, fordi Vilhelm først kom hjem Juleaften og ikke havde faaet Tid til at reise til Byen før; jeg havde glædet mig saa hertil, til at see deres Overraskelse, men det blev kun smaat med den Glæde, Henriette var sygere end vi havde troet og brød sig ikke noget om det. Lysene gjorde hende ondt og hun bad om at komme ind i Sovekammeret igjen; men Lina hun jublede, nu hvor forundret hun var og hvor travlt hun havde med at snakke, pege paa alt og vise os. Nu staaer det da og vænter paa at de skal blive friske, naar Vilhelm i næste Uge kommer tilbage fra Sydsetlementerne, saa kan vi kanske tænde det igjen. Han var hjemme nogle Dage i Rad efter Nytaar, noget som der skeer i denne Tid, men han fik kun liden Ro.

Der har været saadan Sorg og Forstyrrelse hos vores nærmeste Nabo, Embret Sørland, der hvor vi boede den første Vaar, han blev vanvittig og var saa rent ustyrlig nogen Tid, nu er han rolig, men ganske forvirret, spiser og sover; vi frygtedevi frygtede] rettet fra: vi han skulde blive syg, men nei; han maa have et uhyre stærkt Legeme. Hans Stakkels Kone ogbæggeBørnene maatte være hos hendes Foreldre, (de gamle Skaarli Folk, hvor vi ogsaa boede). Vilhelm har været der tidligt og sildigt; for 3 Aar siden, havde han et lignende Anfald, men det vare ikke saa længe, dengang, som nu troede man at det kom af for megen Læsning, nu i Julen har han læst alle de Bøger han kunde overkomme, Nat og Dag. – Gud hjælpe han snart, Stakkel!

Hvilken deilig Vinter vi har iaar, saa mild, og hvad der er saa sjældent her, vi har saa mange stille Dage, det er noget andet end de sidste 2 Vintere, jeg troer vi faaer Vaar førend vi mærke at vi have havt Vinter iaar, fra New York skrives der, gaae man uden Overfrakke og tørrer sin Pande, godt for alle de Stakler, som denne Pengetrang har gjort arbeidsløse! Frygteligt Føre havde vi en Tid, men nu har vi temmelig længe havt Slædeføre, som jeg ogsaa har benyttet mig af saa ofte som vi havde en Hest hjemme. Jeg haaber I hjemme ogsaa glæde Eder ved en saadan Vinter. –

For et Par Dage siden fik jeg Brev fra Stin.Stin] Johan Augustinus Hysing (1834–1888), Elisabeths bror (Johnson 1941, I, 188–189) – Det var saa morsomt, han fortæller saa udførlig om det Liv han førte medens han havde Ansættelse i Ringeriket og Hallingdalen i Sommer. Gudske Lov fordi han lader saa tilfreds med sin Stilling og naar han saa undertiden kan komme hjem, er det da vist en Hygge for dig, kjære Fader! Maatte det nu havde gaaet Thomas godt dennegang. Tusind Tak for JuleBrevet, det kom anden Juledag. – Nei, at Herregaardshaven skal benyttes til sligt brug, – ja jeg trøster mig ogsaa med at det vel ikke gaaer saa fort.–

Du mener der fremdeles er ringe Udsigter til Præstehjælp fra Norge, det lod til at Præsterne ClausenClausen] Fredrik Christian Clausen (1810–1870) hadde vært lærer i Skien før han kom til Spring Grove, Minnesota, som prest i 1857 (Norlie 1915: 102). og LarsenLarsen] (Peter) Laur(entius) Larsen (1833–1915), som ble den første rektor for Luther College i Decorah. Han var først prest i Rush River, Wisconsin og fra 1859 til 1861 var han professor i teologi ved Concordia Seminary i St. Louis, Missouri. troede at der var flere som tænkte paa at komme her over, det hjælper vel noget at Menighederne blive flinkere til at yde Reisebidrag. Præsten Larsen, der skal finde sig meget vel tilfreds, fik strax efter sin Ankomst 260 Dollar udbetalt og det var ikke saa ilde i slig Pængeknibe, det skal være en overmaade dygtig ung Mand, han er kun 24 Aar – siges der, Vilhelm havde nylig Brev fra ham, de har været Lærere ved Nissens Skole sammen, men det husker ikke Vilhelm.

Om en Maaneds Tid kommer Præsten Clausen (den nye) ned og besøger os, skrev han nylig, han finner sig nok ogsaa vel, jeg troer han fik et godt Offer som Reisebidrag, det var da bedre end intet, Vilhelm fik ikke en Cent. Clausens Præstegaard er ferdig, men han boer der ikke, et sjældent Tilfælde her! Han har jo ingen til at styre sit Huus, Stakkel, derfor foretrækker han at leie Logis. Jeg har anbefalet ham en Jomfru Wiig fra Bergen, som min Svigermoder flere Gange har anbefalet mig, da hun nevnte vi kunde behøve en saadan nu.

For nogen Tid siden, ja to Dage før Henriettes Geburtsdag, havde vi et kort besøg af den gamle Clausenden gamle Clausen] Claus Lauritz Clausen (1820–1892), prest i St. Ansgar, lenger vest i Iowa. Han kom dit fra Wisconsin i 1853. fra Cedarriver, tillige med en Amerikaner med hvem han reiste i Følge til Wisconsin; men Clausen er jo ikke længere Præst, dessverre. Han vil ikke længere være Præstikke længere være Præst] Claus Clausen tok pause fra sitt arbeid som prest i St. Ansgar, Iowa, i perioden 1856–1859 for å bli Commissioner of Immigration (Norlie 1915, 95). og boer paa sin Farm deroppe, saa der er ogsaa en stor Menighed uden Præst; derfra er ogsaa gaaet Kaldebrev til Norge. –

Vilhelm fik nylig endeel Norsk Kirketidende sændende fra Herr Westergaard (en Bekjændt af ham, som vi traf i New York, men som nu er flyttet til Chicago) havde faaet for at uddele blandt de norske Præster her. Det interesserede naturligviis Vilhelm meget at læse dem, han glædede sig ikke da han læste Forhandlingerne fra Lægmandsmødet i Østerdalen, over hvorledes Præsterne talede om Lægpredikanter. Det er ganske den samme Strid, de samme Spørgsmaale der bevæge sig her, som hjemme, undtagen at her ingen Statskirke er. Vilhelm har sin Fornøielse af at jeg, som han siger, saa smaat begynder at blive en liden Theolog, det maa nok være liden det; nu har han givet mig en stor engelsk Bog der handler om det Tusindaarige Rige, til Gjennemlæsning fordi han har Lyst til at vide hvad der staaer, men faaer ikke Tid til selv at læse det. Jeg faaer gjøre mit Bedste da. –

Nu er da Henriette alt over 3 Aar gammel, en stor lang Pige, hendes Fødselsdag blev nu høitideligholdt paa beste Maade kan du tænke, og TupTup] klengenavn på Lina? lyksaliggjort med en Billedbog og en ‹…›, som de endnu ikke er kjed af at see paa og høre tude! Det er slemt at alle Fødselsdagene falder saa sammen med Julen, det bliver for meget paa engang, for de maa nu høitidligholdes særskildt. –

Mandag Aften den 18de. Nu har jeg bragt Børnene til Sængs, saa nu kan jeg faa mig en rolig Skrivestund, haaber jeg, Vilhelm er hjemme, han prædikede her i Kirken i gaar, imorgen skal han have Menighedsmøde. Da han i Thorsdags kom fra Turkeyriver, var Børnene noksaa kvikke, saa vi mente at vi kunde tænde dette Stakkels Juletræ, som jeg havde lovet mig saa megen Glæde af, og den Aften blev jeg heller ikke skuffet. Det var en Jubel fra dem bægge, Henriette kunde ikke see sig mæt paa alt og Lina blev ikke træt af at sige og raabe «see de, see de». Jeg troer ikke de har havt saa megen Fornøielse af noget som af den lille Noahs Ark de fik. Lina sidder med en Hund og banker i Bordet og siger «vov, vov», og saa efterligner hun Koen. Henriette vil endelig vadske sine Dyr, hun vil vadske alting. Er alt vel til næste Juul, saa faaer vi see at faa et lidet Grantræ, det lader sig vist gjøre, blot det ikke gaar os, som Fru Preus, der havde bedet en Confiirmand at sage en Granbuske med til hende, saa kommer Gutten trækkende med en stor Soplime.

Igaar kom vores Klokker tilbage fra Kirkeraadsmøde, nu er den første Elev sændt til Universitetet i St. Louis, det er en Sognegut fra Springprærie og nu skal der, eller er der skrevet til Candidat Aabel, om han vil modtage Professorposten dernede, endelig holder de paa at subskribere for Universitetssagen, Skade at det skal være saa vanskelige Tider. – Men de bliver vel bedre og Gud give at denne Sag maa faa alvorlig Fremgang, der viste sig saa megen Enighed og Iver derfor i Synoden. Hvem er bleven lærer ved Skolen hjemme i Falkenbergs sted, er det den Candidat Hartmand, som du ansatte? Nei, Lina er saa urolig jeg faar nok ligesaa godt lægge Skrivningen hen for i Aften. Henriette bliver friskere og friskere, men ikke Lina, hun har ondt for Tænder, saa det er op og ned med hende.

Den 22de. Denne Uge har det rigtig været en Forstyrrelse, nu skal du høre: Tirsdag blev der afholdt Menighedsmøde her i Kirken, saa jeg vidste jeg kunde vænte en Deel Middagsgjæster; Vilhelm var nylig gaaet til Kirken da Marit kom farende ind og bad mig komme ud, Ingrid havde faldet, ja der laa hun i Kjøkkendøren i en Dam af Vand og jamrede sig, hun glæd netop som hun vilde gaa ind med 2 Bøtter Vand og Haanden var gaaet af Led eller brukket, hvilket skjønnede ikke jeg, som aldrig har seet noget saadant, jeg blev lidt betuttet og vidste ikke at gjøre andet end bade med Edik og Vand og sænde Bud til Kirken om der maaske skulde være nogen der havde Erfaring i Saadant. Og det varede heller ikke længe før Vilhelm og næsten det hele Møde kom ilende, han troede det var en af Børnene. –

De fik hurtig Haanden i Led igjen og nu bliver den bedre og bedre haaber jeg. Det var en Forstyrrelse, Kagen min brændte, Henriette græd og skreg for «Stakkels Ingrid» og Line gjorde hende Selskab; imidlertid blive de da ferdige i Kirken og Vilhelm kom vandrede i Spidsen for 18 Mand som skulde spise her. Det var godt at vi skulde have saadan ligefrem Mad, som Oster, Kjød og Flesk, og da de havde drukket Kaffe, reiste de paa 3 nær der blev til den følgende Dag. Igaar havde vi 14 Mand til Middag, de kom med «Rails» (opsplittede Træstammer hvoraf de her brugelige Gjærder gjøres). Det var Menighedens Pligt at skaffe dem da vi ikke har Skov nok dertil, dette har nu ogsaa endeel gjort, men Størsteparten ikke; da nu Vilhelm paa Menighedsmødet spurgte hvem der vilde bringe rails, reiste de sig allesammen, og at der saa Dagen efter kom saa mange, det var jo en god Begyndelse. Idag har her ogsaa været et Par. Og naar nu til alle disse Fremmede, kommer at lille Lina næsten ikke har været til at faa af Armen i disse Dage, saa veed du hvorfor dette Brev, kommer saa seent afsted; bare I ikke ængste eder, gjør ikke det, det kan saa let komme noget iveien for min Skrivning, jeg kunde jo sænde et lidet kort Brev afsted, men det er saa kjedeligt. Jeg vil jo helst skrive saa du kan faa vide rigtig hvordan vi har det. Igaar fik vi en halv Kalv forærende og idag kom der en snild Mand gaaende lang Vei for at bringe os en heel Mængde Melk, hvoraf vi ikke har ret meget i denne Tid.

Henriette og jeg har været ude og spadseret nu, nede paa Sørland, hvor det staaer meget bedre til, han er nok helt forvirret endnu, sige de der om ham, men med Guds Hjælp bliver han snart ganske bra, – og saa var Henriette inde og fik sin lille rødmalede Bøtte fyldt med Mais og var nede og madede Hønsene. Det er stor Moro, saa raaber hun «Tuppa, Tuppa, Tuppa,» og kaster ud Korn, men saa opdager hun at en Hane der ikke vil komme, og raaber «Hane, Hane, kom naa da lille Hanen min, kulle du faa Mad». Nei, Hanen kommer ikke, men Henriette lader sig ikke forbløffe, men løber alt hvad hun kan for at faa Fat i dem. – Veiret er deiligt og mildt, men Sneen næsten borte, jeg skønner ikke hvordan Vilhelm skal komme til Painted Creek imorgen. Idag er det den 25de. Brevet skal strax sændes.

Gid du kunde see ind til os nu, kjære Fader, saa vilde du ogsaa være glad ved at see hvor muntre og friske Børnene var, Henriette har alt faaet Roser i Kinderne, straalende Øine og vil have Mad bestandig, Lina seer lidt klein ud, men er ogsaa munter, de ligger paa Gulvet, huier og skriger og jager efter Lilliken; nu er der bleven Liv i Huset igjen.Resten av brevet er skrevet i margene. Give Gud at det nu ogsaa maa være vel hjemme. Kjærlige Hilsener fra Vilhelm og Børnene. Gud velsigne dig min kjære Fader. Lev vel,

Din Leis.Leis] Elisabeths kallenavn i familien

Jeg faaer ikke skrevet særskilt til dig dennegang, kjære Moder, og maa nøies med at sænde dig kjærlige Hilsner og ønsker for det nye Aar ‹…›. Tak for dit sidste Brev, Gid din Helbred maa være god. Mange hilsener fra Børnene. Imorgen kommer OlineOline] tjenestejente hos Korens her igjen og bliver her til Ingrid bliver bedre.

Om Brev hjem 1853–1858

Elisabeth Koren (1832–1918) utvandret til USA med sin mann Vilhelm Koren (1826–1910) høsten 1853. Vilhelm skulle være prest i Iowa for et stort antall norske innvandrere som hadde etablert seg som bønder vest for Mississippi.

Denne samlingen inneholder de 53 bevarte brevene som Elisabeth Koren sendte hjem til familien i Larvik i årene 1853–1858. I brevene skildrer hun reisen fra Norge til USA, området de kom til og det nye livet som immigrant, prestefrue og etter hvert mor.

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook