Brev 6: 9. mars 1854

«Disse Breve, skrevne i et fremmed Land»

Trout river P.O., Winneshiek Co,
Den 9de Marts 1854

Min kjære Fader!Fader] Ahlert Hysing (1793–1879)

Nu Gudskelov fik vi endelig de med saa megen Længsel væntende Breve fra vort kjære Hjem!fik vi endelig … Hjem] Det er vanskelig å si hvor lenge et brev på den tida tok fra Iowa til Larvik, eller fra Larvik tilbake til Decorah, men det må minst ha tatt om lag en måneds tid. Du kan ikke tro, kjære Fader, hvor jeg har væntet paa at faa høre fra Dig. Jeg vilde begynde paa et nyt Brev hjem, men kunne ikke rigtig skrive forinden jeg havde faaet nogen Efterretning fra Eder. Det var næsten 5 Maaneder siden det Brev vi fik i New York, var skrevet, saalænge havde vi savnet al Underretning fra Alle vore Kjære. Jeg kunde jo nok vide at I havde skrevet og at det var det daarlige Postvæsen her, som var Skyld deri. Alle sige at Decorah P.O er saa upaalidelig, saa jeg var meget lei over at have adresseret alle Breve derhen, vil du herefter adressere dem til Trout river P.O., Winneshiek Co, Iowa. Det er meget sikrere. Det har ellers ingen Fare for at vi nok faae de Breve som forhaabentlig ere sændte hjemmefra senere, saafremt de blot naa frem til Decorah. Den kjedelige Postmester der kjender nu Vilhelm og hans Navn. Grunden hvorfor dette Brev vistnok havde ligget der en Tid førend vi fik det her, opdaget vi var, at han pleier at samle de norske Breve for sig selv, viser dem frem til Den der kommer og spørger efter Brev og siger at der ikke er flere og nægter dem at see alle de engelske.de engelske] brev skrevet på engelsk. Nu havde han lagt Vilhelms, som PreusPreus] Herman Amberg Preus (1825–1894) havde givet engelsk Addresse, til disse. Ja, det er en skjøn Orden i det Postvæsen. –

Du kan tænke Dig med hvormegen Ængstelse og halvt Haab jeg væntede paa at ErikErik] Erik Egge (1826–1905) skulde komme tilbage fra Decorah, hvor han hver Uge har været, men dette Haab blev altid skuffet, bestandig det samme Svar, sidste Gang for et Par Dage siden var Posten fra Wisconsin endogsaa ikke kommen; saa da Vilhelm havde været deroppe igaar et Ærinde, vilde jeg ikke engang spørge efter Brev, for ikke atter at blive skuffet; jeg saa blot paa han, om jeg skulde opdage noget Tegn til en saadan Glæde, men nei, ikke det midste, han gik rolig op og tog sit Tøi af, kom ned og gav Erik et Brev, som da ogsaa i det mindste havde lagt en Postdag over. Jeg vilde netop tage mit Arbeide og søgte at trøste mig med, at min Tid ogsaa engang kom, da Vilhelm kaldte paa mig og bad mig komme og see hvad han havde faaet og da blev der vel en Fryd og Overraskelse, da jeg saa Brevet og kjendte min kjære Faders Haand. Dette Brev var sendt fra LaurvigLaurvig] Larvik den 17. November, var i Boston allerede 10. December, og blev sendt fra Wisconsin 28. December og saa fik vi det først 8de Marts, dog Gudskelov at vi tilsidst fik det, naar de kun ikke maa blive borte, saa maa vi jo finde os i at det stundom gaar lidt kroget paa en saa lang Vei.det stundom gaar lidt kroget paa en saa lang Vei] Dette sier mye om brev og postgang på denne tida. Brevet fra Elisabeths far tok altså over tre måneder fra det ble sendt fra Larvik til det nådde fram på Washington Prairie. Da hun fikk brevet, kunne Elisabeth – på konvolutten – følge dets vandring, fordi det var også stempla av postkontor underveis. Det Brev til Erik var kun lidt over en Maaned gammelt og jeg har talt med Flere, der have deres Breve fra Trout river P.O. og faaer dem en Maaned gamle, saa vi faar dem nok endelig vi ogsaa, med Tiden, men endnu er der to Breve, som vi ikke have faaet. Det med Buonovento kan vel have sine Grunde, men at vi ikke har faaet det fra Johan Koren, som Moder siger er sændt førend det hun skrev, det er rigtig leit, naar vi nu blot maa faa dem, om det ogsaa bliver seent.

Du kan nok vide hvor meget vi har længtet efter at faa høre fra Johan og Marie om hvem vi kun vidste at de skulde have Bryllup; nu ved vi da at det ogsaa har været, men jeg vilde jo gjørne høre lidt mere derom og faae Brev fra dem selv, – og saa ChristianesChristiane] Christiane Koren Hysing (1826–1880), Elisabeths eldste søster (Johnson 1941, I, 188) med Buonovento, men nu nok herom; jeg vil ikke klage derover, men være inderlig taknemmelig for de gode Efterretninger vi har faaet. Du, kjære Fader var rask og alle levede vel. Gudskelov for det! Hvor godt det gjør at faa høre fra sine Kjære. Jeg tænker mig hvor glad Du ogsaa vil blive naar vore Breve kommer og Du seer vi har det saa godt. Hvor underligt det var at læse disse Breve, hvor I tale om Eders Ængstelse førend mit Brev fra Canalen kom; jeg havde saa vist haabet at det skulde naaet frem førend I fik see at «Rhein» havde maattet søge Land. Da du naa skrev til os sidst, vaar vi endnu paa Søen, men det var en «Wonderfrau» Du havde til Datter, Fader! som ikke var et Øieblik syg paa en saadan Reise. Nu tør jeg haabe at Du har, ikke alene mine Breve fra New York og Koshkonong, men ogsaa det sidste herfra, og har Du det, saa ved Du bedre hvordan vi leve and vi ved hvordan vore Kjære paa den anden Side Atlanterhavet have det. – Siden den Tid, det var jo midt i Januar at jeg sændte mit sidste Brev, har vi havt det meget godt, været raske og friske, Vilhelm havt fuldt op af Reiser og Arbeide og jeg ført et meget roligt Liv, ikke afbrudt af nogetsomhelst, da jeg har holdt mig rolig hjemme og ikke fulgt med Vilhelm paa hans Reiser, undtagen en enkelt Gang her i Nabolaget. Det har været for koldt for mig at reise, og saa ukjendte som vi vare den første Tid, kunde vi ikke vide hvordan Huusrum Folk havde.

Du tænker vel at faae høre mange Ting – meget Nyt, naar Du faaer disse Breve, skrevne i et fremmed Land og fremmede Forhold, kjære Fader, men af saadant faaer Du ikke noget, her gaaer den ene Dag ganske som den anden og jeg glemmer, eller bliver sjælden bragt til at huske paa at det er i Amerika vi bo. Jeg hører ikke engelsk, undtagen naar en Yankie kan komme ind i et eller andet Ærinde f. ex. at søge efter norske Tjenestepiger, som ere meget søgte af dem, ja de bruge næsten ikke andre naar de kunne undgaae det. Jeg faaer nok ingen Øvelse i at tale engelsk, undtagen naar jeg reiser. Her har vi Norske rundt om og skulde snarere tro det var et eller andet Sted paa Landet i Norge, men Naturen er ikke norsk, og den vil nok bringe mig til at huske paa at det er i Amerika jeg lever, naar det bliver Vaar, og det bliver allerede meget vaarlig; i dag strømmer Regnen ned og det er saa mildt, saa mildt. I næsten hele Februar har vi havt det deiligste milde Veir, det har næsten været for varmt at gaae med Plaid.

Vi har forandret Logis nu og ganske vist ikke tabt ved Byttet. Konen i Huset hvor vi før boede, var ikke norsk saa det blev generet baade for dem og os, at bo der, hvor det var saa trangt. Vi bor nu hos Ingebræt Sørland, en velstaaende ung Farmer. Her er ingen Børn, Vi har et Sovekammer ovenpaa, saa nu faaer Vilhelm bedre Ro, naar han er hjemme. Her er vel det peneste Huus i det hele Settlement, ganske nyt; en flink Kone som er et Mønster paa Properhed og kjærner og yster og skurer og pudser og holder alting saa blankt som en ny Toskilling. Dessuden er hun aldeles amerikansk med at dække op med en Mængde Kager og Paier og er ikke rigtig tilfreds naar vi ikke spiser af alle hendes gode Sager til alle Maaltider, men det er mere end et Menneske formaaer.

Det bedste af alting her, er at det er saa vakkert heromkring. Huset ligger paa en liden Bakke indne i en Skov; ligefor Vinduerne har vi en Række af de smukkeste Træer man vil see, der staaer langs en Bøk, som for Tiden er svulmet op saa den bringer en Deel af de store Træer til at see ud, som de stode midt i en Indsø. Her skulde vi egentlig have boet den hele Tid, hvis det var gaaet efter de Folks Ønske, som skaffede os Logis, men Eli (Konen her) havde sine Betænkeligheder, hun var ikke vant til Storfolk, sagde hun og frygtede at hun ikke kunde gjøre os det godt nok, men der var tvertimod ingen der kunde gjøre det saa godt som hun; nu er ogsaa hendes Frygt over, saa de kom selv og bad os, bo hos dem. Naar det bliver varmere kommer vi nok til at faa et lidet Huus for os selv, til vort eget bliver førdig. Det er hos Elis Forældre, som vilde flytte ind i deres gamle Stue, gjørne strax, dersom vi ønskede det; men det vil jeg nødig, det kunde blive for koldt for den gamle Kone, men om Sommeren bo de aligevel i den gamle.

Nu er der kjøbt Præsteland, det samme Stykke Land, som jeg nevnde sidst, 80 acres.80 acres] ca. 320 mål Vi ere saa særdeles tilfredse med at det blev dette. Det er ikke alene det smukkeste Punkt i hele Settlementet, siger Vilhelm, som har været overalt her; men dette Land og de 5–6 Gaarde, der ligge rundt omkring det, er uden Undtagelse, det smukkeste Sted, inde i Landet, som vi har seet i Amerika, hvor der ikke er Floder for hvor der er Vand er der altid smukkere. Dette Land er vel det høieste Punkt heromkring. Jeg vil beskrive det for Dig saaledes, som jeg tænker Huuset kommer til at ligge, Du kan nok tænke at vi har sondret det mange Gange igjennem for at udsøge den peneste Byggeplads, endelig har vi bestemt os for en liden Slette, hvor vi i Øst har en stor vakker Egeskov, mod Syd ligeledes Skovlandskab, men her er Skoven ung og fiin, udspedt i Lunde, der aabne sig saa de give Udsigt over fjærnere Prairier, i Vest er der aabent ud over Markerne og fra det høieste Punkt der, seer man mod Nord ud over er bølgeformigt Agerland, med tilhørende Gaarde. I Baggrunden høiner Prairierne sig, som Aase, som oftest i en deilig blaa Farve.en liden Slette … Farve] Elisabeth beskriver eiendommen der kirke og prestebolig seinere ble satt opp på Washington Praire. Det er tydelig at de tenker seg en prestegård på landet etter mønster fra Norge. Troer Du ikke vi komme til at bo smukt, Fader?

Naar nu Huset kommer paa denne lille Slette, saa kan der komme Have rundt om og paa den ene Side er der en Gruppe af vakre Træer og Hasselkrat som rimeligviis kommer til at blive lige ved Huset; de staae i en liden Dal; disse skal blive staaende og give os Skygge og du kan tro jeg blev fornøiet forleden da vi gik deroppe og jeg fant Viinranker om Træerne. Jeg har før gaaet igjennem den nye Skov og søgt derefter, uden at finde nogen, nu kom jeg ned til disse gamle Ege og sagde til Vilhelm, her er bestemt Ranker; nei, han mente at det kun var Grenene af fældede Træer, men det var dog virkelige Ranker, der slyngede sig langt, lige til Toppen op ad Træerne.

Naar jeg gaaer alene og spadserer, saa gaaer jeg altid og undersøger de visne Blomsterknoppe og Buske, da er det morsomt at see, hvordan næsten alle, lidt tykkere Stilke, ere fulde af spæde Slyngplanter. Var det ikke underligt at vi skulde komme til at bo netop paa det smukkeste Sted, jeg kan ikke sige hvor glad jeg er over at have faaet mit Ønske om en smuk Natur, der hvor vi kom til at bo, opfyldt. Og saa har jeg endnu den Glæde, at al denne vakre Skov paa Nabogaardene bliver fredet. Skoven er kostbar her, de fleste have lidet, saa de ikke hugger derav, med undtagen Ingebret, her hvor vi bo, han maa hugge saa han faaer det lidt frit om sit Huus. Vilhelm og jeg anstrænger os for at faa ham til at hugge, saa han ikke fordærver Landskabet, de dele ikke vor Smag i saa Henseende. Jo fladere og lettere at dyrke Landet er, desto smukkere finde de det. Der bliver kun en kort halv engelsk Miil fra Præstegaarden til 5 Gaarde, derpaa en Miil til andre igjen, disse ligge rundt om os. Her er saa tæt bebygget som det kan være, Gjærde i Gjærde, og de fleste have meget Land.

Der er en Comité bestaaende af 4 Mænd og Vilhelm der har Fuldmagt til at bestemme Alt angaaende Præstebolig og Land. Subscriptioner dertil er i fuld Virksomhed og have god Fremgang, idetmindste heromkring. Om Huset skal bygges af Log eller Frame er ikke afgjort, en av disse Dage bliver det vel bestemt og saa haaber jeg de vil kile paa alt hvad de kan. Jeg troer næsten vi helst vil have Loghuus, de ere varmere end disse Framehuse, som naar de ikke bliver ordentlig muret imellem Sprinklene, ere luftige og see ud som de kunde blæse overende, hvilket nok ogsaa undertiden skeer.

Ved Du hvordan disse Loghuse er? Bjælkerne (store Egebjælker) blive lagte paa hinanden, ikke fældte i hinanden, som i Norge, hvilket de sige ikke gaar an her. Rummet imellem Bjælkerne bliver da rappetrappet] kalket paa begge Sider og naar et saadant Huus bliver bordklædt, er det meget varmt. Vi have da ogsaa havt travlt med at udkaste Tegninger til dette Huus og indrette de 3 Værelser og Kjøkken paa bedste Maade. Naar de nu bare vil skynde sig at faa det førdigt. Settlementet er nu deelt i Distrikter og Gudstjenesten ordnet, saaledes at den er hverandengang her og hverandengang paa to forskjellige Steder i den vestlige Deel. Paa Kirke skal der endnu ikke tænkes; her kommer Gudstjeneste til at afholdes i Skolehuset. I Søndags var Gudstjenesten her, i dag og i morgen er Vilhelm vester, han kommer hjem Onsdag, skal begynde med Confirmanter (hvoraf der bliver mange) i denne Uge, have et Møde og paa Lørdag reiser han til Painted Creek, saa jeg er bange det bliver ikke noget med at skrive dennegang heller, hvis jeg skal faa dette snart afsted og han vilde dog saa gjørne selv skrive til dig, kjære Fader.

Jeg troer vist der er den bedste Forstaaelse mellem Vilhelm og Menigheden, saa vidt jeg kan skjønne, alle Møder og saadant gaaer saa godt. Her har nylig været Menighedsmøde, hvor der foruden andet, blev valgt Medhjælpere til Præsten, bestemt at denne Menighed ogsaa skal slutte sig til Synoden, valgt en Comité til at bestemme Love, etc. Secterne høre jo ikke synderlig til. I dette Settlementet er en Femtepart Frankianere og have en Strækning hvor de boer for sig selv. Jeg hører at de skal anstrænge sig meget for at faa Flere ind i deres Menighed, men jeg hører ikke at det lykkes dem; derimod er det vel adskillige som vakle og ikke ved hvad de selv vil, som ikke hører til nogen Menighed og mange der før her kom Præst, vare paa Veie at gaa over til Frankianerne, som nu høre til Menigheden. Jeg blev tiltalt af en Methodist, forleden Morgen, da jeg gik mig en Tour; jeg kjendte ham ikke, men han vidste derimod hvem jeg var og spurgte om Præstefrua alt var saa tidlig ude og gik og slog en liden Passiar af i al Venskabelighed. I de øvrige 3 Settlementer er der frit for Secterne. Clairmont skal være et meget hyggeligt lidet Settlement, det er det ældste i Iowa. Da Vilhelm kom derfra sidste Gang havde han en stor Ost og 6 Dusin Æg med fra min Veninde Gunnild Ederklep og en Present til mig fra en ung Pige. Det er en Vifte af Fjær, det er Halen av en Fugl, lige skaaren af Dyret, graabrun schatteret; den er meget smuk. Naar det bliver lidt Vaar og Veiene lidt bedre, saa følger jeg derned med Vilhelm. Jeg har endnu ikke været der.

I Minnesota har Vilhelm da været og reiser snart derop igjen. Der havde været megen Glæde over at han kom. Det var en gammel Mand deroppefra ved Gudstjenesten i Søndags, der bad ham saa meget om snart at komme igjen og sagde at de havde glædet sig saa længe bagefter da han sidst var der. Der er ellers megen Urolighed, idet en stor Deel af dem hænger ved Olaus Nilsen;Olaus Nilsen] Olaus Nielsen (1810–1888) var en haugiansk inspirert lekmann fra Halden. Han støtta Lammers og meldte seg ut av statskirka i 1857, se Aarflot 1967, 482. imidlertid skal de nu kalde Præst fra Norge, der ogsaa. Det blir ikke saa langt fra os, saa det skulde være hyggeligt, dersom det blev en hyggelig Mand da. Du seer det begynder at blive lidt Orden i Tingene her ogsaa nu. Herefter troer jeg Vilhelm fordetmeste kommer til at reise et Par Dage, især naar han faaer Confirmanter i alle Settlementer. Det gaaer hurtigere med at reise nu end i Begyndelsen, da han var ganske fremmed og ingen kunde sige ham Veien. For at finde Rede heri, har han gjort sig et Kort over alle Settlementer og ved at oppskrive hvor hver Mand boer og derved finde Vei, har han bragt det til at blive bedst kjendt af dem allesammen. Dette har gjort ham stor Nytte og er allerede saa forslidt at jeg maa copiere og forstørre det med største Fliid og Umage.

Du kan tro Vilhelm længes efter at faa sig et Contoir, som rimeligt er, nu er hans hele Contoir et lidet Bord med en Skuffe (dette og en Stol er en Present fra en Snedker i Decorah). Ja, det skal smage godt at faa eget Stel. Gudskelov fordi Vilhelm er saa rask og godt taaler det urolige Liv han fører. Jeg synes han maa blive saa rent træt af saaledes 3 – 4 Dage i Træk at reise ud tidlig om Morgenen hver Dag og holde Gudstjeneste og saa ovenikjøbet forberede sig til en ny Prædiken til den følgende Dag og han er vistnok ogsaa ofte træt, saa jeg er glad for hver liden Hvilestund og ønsker kun der kunde være flere. Jeg er så frisk som en Fisk, har længtet svært efter at faa Brev, men nu er ogsaa hin Sorg slukt og jeg kan snart haabe igjen at faa høre fra dig og de Øvrige. Jeg spadserer flittig, læser flittig, skriver flittig, besøger Folkene her omkring, glæder mig til at Vilhelm skal komme tilbage naar han er borte og hvergang jeg kan faa ham med mig en Tour, og til at det skal blive Sommer og at vi skal faa vort Huus istand. Ja, kjære Fader, jeg baade har og har havt mange Glæder, den gode Gud lære mig kun at skjønne mig derpaa. –

Saaledes leve vi da nu, min dyrebare Fader, jeg fører et meget stille, roligt og fredeligt Liv, kun afbrudt med den Forandring det giver naar Vilhelm reiser eller kommer. For at Du rigtig skal se hvordan jeg har det, vil jeg tage min Dagbog til Hjælp og gaae tilbage til den Tid, da jeg sændte mit siste Brev, siden jeg nu dennegang ikke har skrevet lidt hver Dag, eller i alle fall for lang Tid siden begyndt paa dette Brev, hvilket jeg herefter vil gjøre og ogsaa havde gjort, havde det ikke faldt mig saa vanskeligt at skrive førend vi fik den mindste Underretning hjemmefra. Jeg vil gjøre Uddrag hist og her og skrive Ord til andet som det staar i Bogen, jeg springer intet over.

Thorsdag 5te januar
Medens jeg sat beskjæftiget med at skrive hjem i Formiddag, banket det paa Døren og ind kom en stor høi Bondemand for a tale med Vilhelm. De vare snart inde i religiøse Gjenstande og det viste sig da at Manden hørte til de saakaldte Frankianerne. Han er en af deres Prædikanter og skal være blant de stiveste. Han havde altid en Mængde Skriftstæder paa rede Haand, men svarede aldrig ligefrem paa hvad Vilhelm spurgte eller sagde. Naar Vilhelm talede i Øst, svarede den anden i Vest. Der var intet Udkomme at faae med ham. Man kunde ligesaa gjerne tie ganske stille, hvilket Vilhelm ogsaa tilsidst gjorde, saa nu kan han, naar han kalder sit Møde i aften, sige «At han bragte ham saa vidt, at hanhan] Vilhelm maatte tie stille og kunde ikke svare et Ord» hvilket han før hadde sagt om Brandt,Brandt] Nils Olsen Brandt (1824–1921), fra Valdres, var den første norske presten vestafor Mississippi. Han utvandra i 1851 og var en av de seks prestene som stifta Den norske synode. Han ble seinere (fra 1865 til 1882) lærer ved Luther College i Decorah. efter en lignende Samtale med ham. Jeg beundrede at Vilhelm kunde være saa taalmodig og svare ham rolig; jeg væntede ofte at det skulde komme til Heftighed mellem dem. Dette var da den første af disse saa meget omtalte Secterne.

Det gaar smaat med mit Brev, her har været saa megen Forstyrrelse af Folk i dag. Vilhelm laa og hvilede sig lidt, men fik ikke mange Minutters Ro, før snart Een snart en anden kom, den sidste var Knud, som har spist til Aften her og netop er gaaet. Nu sidder Vilhelm og jeg her alene igjen; i dag maa han ogsaa tage Natten til Hjælp; det er rigtig leit, bare han ikke bliver ordentlig syg af dette; iaften er det desuden saa frygtelig koldt, naar det blot maa blive mildere til han skal reise vestover paa Lørdag, da skal hans gode Ven «Den pyntelige Ungkarl Halvor» skydse ham. Vilhelm er rigtig kjedelig, han paastaar at jeg forstyrrer ham og vil ikke at jeg skal være oppe længere. Det er bare Tøv at jeg forstyrrer, jeg sidder jo ganske stille og skiver; han behøver jo ikke at see paa mig. Imidlertid saa faaer jeg vel see til at liste mig til Sengs og bringe mine knirkende Støvler, saa vidt mulig til Taushed, at ikke Vilhelm skal ærgre sig og Helene og Erik vekkes af dem. –

Mandag 9. Januar
Jeg maatte vænte helt til Klokken blev 4 i Eftermiddag inden Vilhelm kom og sandt at sige var jeg i Grunden glad derover, da her har været meget uhyggeligt den hele Dag, da Helene har havt stor Vask og jeg ingenlunde ønskede at Vilhelm komme ind og rynke Næsen over det vaade Gulv og den stygge Ludlugt. Jeg blev vækket i morges ved at høre Peer skrige «Kari, Kari», saa stærkt han kunde. «Ti stille Gut» raabte jeg ganske ærgerlig bag mit Forhæng, hvilket ogsaa hjalp, da han ikke fattede hvorfra den Stemme kom. Der var ingen i Stuen uden Børnerne, jeg stak Hovedet frem mellem Forhænget og opdagede Vadske-kjedlen staaende ved StovenStoven] Komfyr, fra engelsk «stove». fuld af Snee og Helene udenfor Vinduet med en Bøtte efter mere. Dette bragte den ubehagelige Vadsk i Erindring og fik mig hurtig op. Jeg ønskede aa faa den førdig snarest mulig, men min Taalmodighed skulde prøves lidt først. Helene gik til Sukow efter en Kjedel medens jeg sad og baldyrede paa noget af Vilhelms Tøi, væntende paa at Sneen skulde smælte. Dette tog imidlertid en evindelig Tid og Vadskningen begyndte først langt ud paa Formiddagen, Helene med sin Kjedel stillet midt paa Gulvet gnidende afsted paa sit Vadskebræt med en Ivrighed, der bragte hendes Ansigt til at glindse med utallige Dugdraaber og af og til givende Peer eller Kari en dygtig Kladsk paa Kinden med det vaade Tøi, naar de bleve for nærgaaende. Jeg sto ved Bordet med mit fine Tøi og saa med Sorg paa den store Dam, der mere og mere utbredte sig om Helenes Kjedel, tænkende, nu skal Du see, Vilhelm kommer midt op i dette.

Det lakkede nu mod Middag, efter vor Beregning idetmindste (en saadan Luxus, som Uhr har vi ikke for Tiden). Flæsket blev altsaa stegt, Kaffeen kogt og Erik og jeg satte os til at spise. Omsider kom vi saa vidt, som til at hænge Tøiet op, jeg tog mit Tørklæde over Hovedet og gik med ud i Hasselbuskerne hvor det da nu hænger. Nu tænkte jeg, er vi da førdige og kan faa det lidt ordentlig, men nei! Først skulde det hele Gulv vadskes. «Jeg faar ‘a nytte det go’e Lutvattene mens jeg har ‘et. Det er saa svært godt til at ta’ Fedtflækkene væk», sagde Helene og gav sig til at skure af alle Kræfter. Jeg fik finde mig heri, fyrede i Ovnen, flyttede Bordet hen paa den tørreste Plet i Stuen og tog fat paa mit Brev til Christiane igjen.

Endelig kom da Vilhelm. Jeg troer, jeg forsoner mig nogenlunde med den megen Reisen, for saa glæder jeg mig saa meget til han skal komme tilbage igjen. Han havde havt det godt, truffet venlige Folk og bragte en hel Deel Hickory Nødder med til mig, som Erik har været beskjæftiget med at knække i aften og vi med at spise. I aften kan jeg da slippe at gaae til Ro Kl. 9 hvis ikke Vilhelm finder paa at jeg forstyrrer ham og jager mig til Sengs. – –

Her har du en Vadskedag, min uhyggeligste Dag, saaledes seer det i Regelen ud, naar der blev vadsket, medens det var saa kaldt, saa hun maatte staa inde; med Undtagelse af at jeg ellers altid gik min Vei ud og spadserede, naar Gulvadskningen begyndte og takket være det haarde Egegulv, fandt det altid tørt naar jeg kom tilbage. Af det jeg har skrevet seer det ud, som om jeg ogsaa var med aa vadske, men det var aldrig Tilfælde, jeg er ikke saa flink og indskrænker mig til mit Kravetøi. Jeg tager mine Uddrag fra alle Tider og Omstendigheder, saa seer du bedst, hvordan vi har det.

Hils Provsten meget og fortæl ham, at jeg oftere har talt med Folk som har kjendt ham i Valders.Resten av brevet er skrevet i margene. Ligeledes med nogle som kjendte Præsten Sverdrup fra Hadeland. I Vinter kom der en Dag nogle Mænd ind til Erik for at varme sig inden de reiste videre. De var fra Thelemarken og spurgte efter Provst Bech og Castberg som de nok havde seet der. Det var morsomt at tale med dem siden de kjendte disse Præster. Det var saa morsomt at faa høre fra Julen hjemme. Christian er saa udmærket til at fortælle mig om alting, stort og smaat. ‹…› er paa Horten og har været hjemme i Vinter. Vi længes saa meget efter Brev fra Sollø. Vi vænter hver Dag, derfor har jeg ikke skrevet did denne Gang, men vil bede Dig om Du vil lade dem faa læse dette, og selv læse sig til alle vore Hilsner. Vort sidste brev did blev sændt første Marts. Nu har vi da ogsaa faaet besked om Johan og Maries Bryllup; det var godt, jeg begriber ikke hvad der bliver af deres Brev. At gamle John er død, det var godt at han slap at gaa længere omkring. Alt stod ellers godt til Gudskelov. Naar Du sænder brev Fader, saa maa Du endelig ikke betale Dem, da de komme langt sikrere frem ufrankerede.Naar Du sænder brev … ufrankerede] USA utgav sine første frimerker i 1847, men det var fortsatt i 1854 ofte slik at mottaker betalte for å få ut brevet fra det lokale postkontor.

Hvordan gaaer det med KrigenKrigen] Krimkrigen (1853–1856) hjemme? Det er vi meget spændt efter at høre. EmigrantensEmigranten] norsk-amerikansk avis, kom ut i Wisconsin fra og med 1852 (Lovoll 1983, 35) udenlandske Efterretninger ere saa ufuldstændige, den klager over ikke at have faaet norske Aviser siden Nytaar. De sidste Efterretninger vare fra 18. Februar hvori der fortælles om Skandinavens Neutralitet og de Havne der skal lukkes, men det er ikke muligt at faa nogen rigtig Rede i noget og du kan tænke hvor vi længes derefter. Det er ikke længere Rise som redigerer den. Uf, hvor broget der seer ud i Europa. Den leie Krig.

Saa er det da nu atter et Brev underveis til mig som jeg snart kan vænte at faa; nu kommer de allesammen skal Du bare se, det ene paa det andet. Gud give at dette nu ogsaa maa træffe alt vel i mit kjære Hjem. Naar Du faaer det, kjære Fader, saa er det vel snart den Tid, du skal til at stelle i Haven? Har Frosten gjort dine Blomster nogen Skade i Vinter? Siden jeg kom til America har jeg ikke noget Sted seet Blomster i Vinduerne. –

Consul Bech er virkelig udmærket venlig og forekommende. I dette Øieblik modtog Vilhelm igjen et Brev fra ham, dateret 28de Februar, hvori han atter fortæller at han har sændt de Breve, vi modtage igaar, samt at han atter havde modtaget et fra LaurvigLaurvig] Larvik og sændt under Preus’s Adresse; medens han sændte sit under Decorah PO addresse for at være sikker paa at faa dem vel frem. Tillige spørger han om han skal sænde os Aviser (amerikanske) ved hvert Dampskibs Ankomst, og det kan Du begribe vi gjørne ville.

Hjertelige Hilsner til hver især i Herregaarden og til alle kjære Venner fra os. Og saa faaer jeg vel lade det være nok med Skrivningen denne Gang. Farvel. Gud lade Dig være frisk og rask min kjære dyrebare Fader og altid med Kjærlighed tænke paa Din egen Datter,

Leis.Leis] Elisabeths kallenavn i familien

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.