Little Iowa Præstegaard,
18de Marts 1858

Kjære Moder!Moder] stemora Elisabeth Frechland (1810–1897). Mor til Elisabeth, Caroline Mathilde Koren (1801–1840), døde i 1840, da Elisabeth var åtte år.

Nu er det længe siden du fik noget ordentligt Brev, jeg har nok kun opvartet med smaa Sedler i den sidste Tid. Tak for dit sidste Brev, – du ønsker at du havde Børnene hjemme, ja gid det var saa vel at jeg kunde sænde dem, jeg maatte nok see til at faa dem lidt mere stilfærdige først, ellers er jeg bange du vilde ikke taale at have dem om dig. Det har ofte faldet mig ind at hjemme vilde de da ikke holde ud slig Spetakel; de har faaet lov at støie og tumle sig saa meget de har villet, jeg mente at det have de godt af og her er ingen som de generer derved. Vilhelm har Moro deraf naar han er inde; før da HenrietteHenriette] Henriette Koren (1854–1939), Elisabeth og Vilhelms eldste datter var alene, var hun ikke saa støiende af sig og det var godt, for da havde det ikke gaaet an, da Vilhelm ikke havde noget Studereværelse, nu er de vist alt for støiende, jeg mærker det bedst naar her er nogen Fremmed, da maa jeg lade dem være mæst i Sovekammeret, de harbæggesaa stærke Stemmer, Vilhelm forsikrer at han har hørt Henriette henne ved Kirken og forleden, da vi gik og spadserede et lide Stykke fra Kirken, hørte Vilhelm en af dem skrige. Vi troede da at det var Henriette, men nei, det var Lina,Lina] Caroline Mathilde Koren, gift Naeseth, (1857–1945), Elisabeth og Vilhelms nesteldste datter hun er ikke borte hun heller. Maaske de faa ligesaa smuk stemme som den er stærk, saa skulde det være morsomt.

Nu staaer debæggehenne ved Døren og raaber, Henriette «Hurra» og Lina «Holla» og er saa sjæleglade, af og til kommer Henriette løbende, standser paa Halvveien og siger til Lina «jeg kommer taks igjen, Lina», saa hen til mig og spørger «hører du vi raaber Mamma?», medens Lina staaer og pludrer en lang Historie efter hende. Hun kan ikke tale videre endnu, det er kun Pappa, Mamma, Detta (saa kaller hun Henriette), nei, se, de, og saadant, men saa kan hun pludre og det til gangs, hun spørger og svarer og pludrer i ganske samme Tonefald som vi tale, pussigt er det at høre hende snakke med Lilliken, saa kan hun brøle, mjaue, grynte, bræge, efterligne hønsene og slige Kunster. Nu kan hun endelig gaa lidt, men hun er saa bange og saa forsigtig, hun er ikke hurtig hverken til at gaa eller tale, og det var da heller ikke Henriette, men saa var hun ikke saa brysom, som Lina er og mere rolig, jeg tænkte Lina havde ikke været saaledes, dersom hun ikke have havt Barnepige, men alle Børn er jo ikke ens, og Henriette havde ingen at lære af.

Lina gjør efter alt hvad hun seer Henriette foretager sig og saa er hun saa slem til at klyve, hun skyver Henriettes Stol foran sig dit hvor hun vil hen, saa klyver hun op og søger at faa Fat i Bøgerne i Reolen og hvad hun kan komme til, jeg ved ikke hvorledes det skulle gaaet om vi nu havde haft Vilhelms Arbeidsbord og Papirer her nede; hun er dog ellers ikke saa slem til at rive alt nu. Forledendag havde hun sin første rigtig uskikkelige Raptus, hun vilde ind i Sovekammeret og da jeg saa lukkede Døren for hende, blev hun vred og begyndte at skrige og fægte med Armene og sad der vist over et Quarter alene og skreg, inden hun kom krybende ind og vilde vi skulle tage hende, hun var saa søvning ogsaa, saa havde ikke Vilhelm været, havde jeg vist ikke kunnet andet end forbarme mig over hende før. Lina er saa bitte liden synes jeg, hun er temmelig høi, men saa sped og har saadant lidet blegt Ansigt og er heller ikke feed, hun har saa lidet Haar endnu at jeg ikke engang kan spare en Lok og sænde hjem, det er guult, krøllet bag paa Hovedet. Baade hun og Henriette har jo været syge af og til i Vinter, nu er de meget friske, maatte det vare ved! Nu er de trætte af at robe Hurra og sidder, Henriette paa en Skammel, Lina i den lille Stol med sine Bøger og synger. Henriette synger «Bækken gaar i Engen» osv. Hun kan det første Vers.Henriette … Vers.] første vers av diktet «Renlighed» av Henrik Wergeland (1808–1845): «Bækken gaar i Engen, / Bækken godt seg morer nok, / springer over Rod og Stok / og over høie Stene» (Wergeland 1896–1898, 3, 280).

For nogle Uger siden havde vi besøg af H. Vestergaard, han er fra Arendal og har i flere Aar været i New York ved et Handelscontor, hvor vi lærte han at kjende gjennem Hvaslef. Da han kom tilbage fra Norge i Høst, traf han alt i en Forvirring i New York i Anledning af Pengecrisen, saa han ikke strax kunde faa Ansættelse. Derfor reiser han nu imidlertid som Agent for en Kjøbmand i Chicago. Saa saa jeg en Dag i Emigranten at Vestergaard aktede sig til Iowa og Minnesota, og saa vidste vi da ogsaa at han ikke vilde reise vor Dør forbi. Jeg fik da kjøbt noget ferskt Kjød og stod netop og bagede ‹Mærgelkringler› for at have til samme Anledning, da der kom en Mand vandrende med en heel Kalv paa Ryggen som han vilde forære os. Nu havde jeg da Mad nok i Huset, men ingen kom; saa endelig en Lørdag, som vi sad i Sovekammeret, der var skuret i Stuen, og spidste vor Velling og Flæsk, kom Pigen ind med et Kort, det var da Herr Westergaard. Heldigviis var Vilhelm hjemme, han tog ham op med paa sit Værelse til vi fik Stuen varm (tør var den) og Middagsmad førdig. Søndag skulde Vilhelm være i Decorah. Westergaard fulgte med ham og var her til Tirsdag. Det var et hyggeligt ligefremt Menneske, det var morsomt han var her og morsomt at faa Hilsner fra vore Newyorker Venner, han sagde ogsaa at Schlytter tænker paa at gjæste Norge til Vaaren. Saa havde han ogsaa nylig været i Norge, endog som snarest i Laurvig for at træffe sin eller sin Faders Fætter Krogh ved Værket. Til Sommeren kommer han sansynligviis igjen.

Samme Dagsaften, som han var reist kom Clausen fra Minnesota, han var her ogsaa et Par Dage. Det er en venlig, godslig og sagtfærdig Mand som Vilhelm vist vil faa Hygge af, haaber jeg. Hans Menighed har alt faaet meget til overs for ham efter hvad vi høre og er meget snild mod ham; han har for Exempel ingen Hest endnu og de skydser ham frit hvor han vil hen, endogsaa her ned. Han finner sig ogsaa tilfreds, men ensomt synes han nok det er, han ønsker vist at han havde sig en Kone, kan du tro. Nu tænkte han paa at flytte ind i sin Præstegaard og skulde gjøre en Deel Indkjøb i Decorah paa sin Hjemtour herfra, i hvilken Anledning vi havde en lang huuslig Passiar, var jeg kun lidt nærmere, saa jeg kunde hjælpe at ordne for ham. –

Til Sommeren seer det ud til at blive livligt. Først kommer nu A. Preuses strax efter Pindse, Fru Preus skrev at de to ældste Børn paa 4 ½ og 5–6 Aar skulde faa følge med, der er endnu 2, men de synes vel det bliver for besværligt at tage dem alle med; først kommer da de og bliver her flere Uger formoder jeg, saa skulde vi da reise sammen til Stubs. Er saa Fru Brandt med, kan jeg ikke andet tro end at de med det samme besøger Familien her og saa naturligviis os. H. Preus skrev ogsaa forleden at hans Kones Helbred og var gaaet stadig frem, saa han haabede at faa hende med til Stubs; de har nu lovet sig hid hvert Aar. Endelig sagde Dietrichson i Høst at han skulde reise en Tour i Minnesota, saa skulde hans Familie imidlertid besøge os.

Det seer ud til at jeg faaer Vederlag til Sommeren for alle de Aar jeg ingen har seet. Den Touren til Stubs glæder jeg mig meget til, maatte der kun ikke komme noget i Veien. Vilhelm havde nylig Brev med gjentagende Invitation fra Stub, hvori han ogsaa bestemmer Tiden og Reisemaaden og sier tillige at flere Fruer allerede begynde at melde Forfald, men hvem, det veed jeg ikke, det skulde rigtig være morsomt at træffe Fru MunchFru Munch] Kaia Munch, f. Falch (1830–1898) der. Du kan tro jeg synes det er godt at have et Gjæsteværelse. Jeg glæder mig for Henriette Skyld fordi hun faaer saa meget Selskab til Sommeren, det vil hun vist have godt af.

Nu har jeg meget at sy til den Tid, lidt for os alle, men mest for Børnene, jeg mærker Henriette bliver stor og Lina er ikke borte hun heller. Den Kryben er frygtelig for Klæderne. Jeg har saa ondt for at faae noget godt Tøi til Underklæder; jeg har lovet mig at denne Vaar skal Gulvet her i Dagligstuen males, om jeg saa skal gjøre det selv, saa kan jeg da holde Børnene renere, naar vi lettere kan faa det vadsket over, nu skal vi see om jeg er Kone til at sætte dette igjennem. Nu skal jeg ud og stege «Flanel Kager», det er noget jeg har fundet i en Engelsk Kogebog,«Flanel Kager» … Engelsk Kogebog] oppskrift i Ny Norsk-Dansk og Amerikansk Kogebog, Chicago 1905, s. 140: «3 Æg, ½ Kop Smør og Smult sammenblandet, 1 Theske Salt, 1 Kop Mel, 2 Potter Maismel. Bland deette med sød Melk eller Vand til en tynd Deig. Steg det hurtig i en hed, vel smurt Pande.» jeg har, vinder de Bifald, skal du faa høre hvordan de laves, billige er de ialfald. –

Vilhelm er i Kirken og læser med Confirmanderne. Du spørger om vi har Kogeindretning i det nye Huus. Nei desværre, det kunde ikke lade sig gjøre i saadane Piber som disse. De blive aldrig feiede. – Medens jeg husker det. Kan du sige mig en god Maade at lave Edik paa? Den jeg faaer her er saa elendig at intet af det som jeg sylter deri vil holde sig, saa jeg maa prøve at lave selv og vilde forsøgt Fru Ws OpskriftFru Ws Opskrift] Hanna Winsnæs (1789–1872) utga Lærebog i de forskjellige Grene af Huusholdningen i 1845. i Høst, men kunde ikke faa noget Anker. For nogen Tid siden var jeg i Decorah og der smagte jeg et udmærket godt Syltetøi, omtrent som Ingefærsyltetøi. Det var en slags Meloner, der kun bruges til Syltning. Du skulde seet hvilket peent Kaffebord der blev sat frem for os, med Kager og Syltetøi. Det er et meget godt Bageri i Decorah, det var hos Marit Tobiassen vi var, hende som bar Lina til Daaben, du skulde ikke tro at det er en simpel Hallingjente, der ingen Ting har lært uden ved at være ude og tjene hos Amerikanerne, ved at see hendes tækkelige fine og dog yderst naturlige Væsen, det er meget at hun er saa ganske fri for den Slags utaalelige, ville–være–Dame–Væsen, som Pigerne her kun er altfor tilbøielige til. Det er ogsaa meget peent hos dem, Gulvtæppe, lange hvide klare Gardiner, etc. –

Nu skal Gutten snart reise paa Møllen og faa malet, saa er det bedst han faaer Brevet med. – Nei, Flanelkagerne er ikke gode nok til at sænde – du skulde høre Henriette hvor hun taler valdersk for Øieblikket, hun sidder og fortæller sin Dukke en Historie om at hun var paa Sørland og skulde see pa Kalvene: «De stod i en Kasse i Fjøse», siger hun, «alle sammen, 2-3-4-1 var der, men Henriette var rød taa sjaa dei». Det er mest enkelte Udtryk hun tager efter, for ellers har hun meget travlt med at rette paa Pigenes Tale, «Du skal ikke sige Saape, men Sæbe», hørte jeg nylig hun sagde til Marit. Lina sidder og steller med noget Mais i sin lille Bøtte, som Henriette har ‹skelled› til Hønsene. Veiret er smukt saa nu skal de snart faa komme ud.

Jeg kan tænke at det har været hyggeligt for eder at have StinStin] Johan Augustinus Hysing (1834–1888), Elisabeths bror (Johnson 1941, I, 188–189) hjemme, det er morsomt at høre hvor glade I alle er i ham. Hvordan er det nu med Linas Hørelse? Gud give Marie maatte være frisk igjen, Stakkel. At Wrigth nu igjen har maatte gjøre Opbrud, det var sørgelig, stakkels dem, det har vist gaaet dem nær – Seer du aldrig Cathrine Backer, eller er hun maaske igjen med sin Mand? Hils baade Wrigths og Blehrs meget. Ligesaa naar du skriver til København og Jylland. Det er hyggeligt for eder at I synes saa godt om Præsten ‹Tummerman›. Nu er da gamle Mægleren ogsaa borte, hvor mange Forandringer der er i Laurvig – Noget jeg ofte har tænkt paa men altid glemt at omtale, er at Børnene ikke er vaccinerede, er det ikke slemt? Jeg har hørt at det almindeligste her er at lade alle vaccineres naar man frygter for at Kopperne skal udbrede sig, men ikke som hjemme, at lade det skee i alle Tilfælde med smaa Børn. Nu skal jeg saa høre hvordan de øvrige Præste-Familier gjør det hermed. –

Der er Vilhelm og vil have mig ud og spadsere saa skal jeg gaa og se hvordan der skal saaes og stelles til Vaaren, hvor de forskjællige Arter skal sættes. – Den Gutten vi nu har er flink: han har nu været her 1½ Aar og bliver her ogsaa i Sommer for det førsteResten av brevet er skrevet i margene. – Nu faaer det være nok for dennegang, maaske jeg som sidste Gang faa gode Efterretninger hjemmefra. Gud velsigne deg kjære Moder. Mange hilsener fra Vilhelm og Børnene.

Din LeisLeis] Elisabeths kallenavn i familien

Brevet har ligget et Par Dage da jeg ikke kunde faa Bud til Byen. Lina gaaer alene fra den ene ende af Værelse til den anden, til stor Fryd for Henriette: «Naa var du flink lille søde Stompen min», siger hun saa. Paa Fredag skal vi have Medhjælpere og Trustees til Middag. 20 i tallet. Ingrids Haand er saa vidt bra at hun kan gjøre det meste af sit Arbeide nu. Marit, som fremdeles er her, og hun bytter Arbeide naar det behøves. Det er mest vanskeligt for Folk at faa Tjeneste i disse tider.

Om Brev hjem 1853–1858

Elisabeth Koren (1832–1918) utvandret til USA med sin mann Vilhelm Koren (1826–1910) høsten 1853. Vilhelm skulle være prest i Iowa for et stort antall norske innvandrere som hadde etablert seg som bønder vest for Mississippi.

Denne samlingen inneholder de 53 bevarte brevene som Elisabeth Koren sendte hjem til familien i Larvik i årene 1853–1858. I brevene skildrer hun reisen fra Norge til USA, området de kom til og det nye livet som immigrant, prestefrue og etter hvert mor.

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook