Little Iowa Præstegaard,
2de Pindsedag 1856

Min kjære Fader!Fader] Ahlert Hysing (1793–1879)

Nu kan jeg da endelig skrive til dig paa tyndt Papir,tyndt Papir] Elisabeth brukte tynt papir for å minske på utgiftene til porto. Det tynnere papiret er nå vanskeligere å lese fordi skrifta slår igjennom fra sida bak. i Thorsdag fik vi Sagerne fra Norge, men førend jeg fortæller dig mere herom, maa jeg takke dig for dit sidste Brev. Det Bud der bragte mit Brev paa Posthuset, havde det med tilbage; havde jeg ikke havt saa ondt for Bud til Byen i den Tid, havde jeg vænted med at sænde det til jeg vidste hvad Posten bragte. Gud skee Lov at det dog stod saa vidt vel til med Moder, jeg blev saa overrasket ved at faa det lange brev fra hende, men stakkel hvor yderst svag hun maa være og hvilket tungt Kors Gud har paalagt hende. Han hjælper hende ogsaa af sin Naade til at bære det!

Gid det nu maatte blive en smuk Sommer hjemme, deraf lovede du dig jo god Virkning. Tante Pedersen væntedes jo i Sommer, det vil vist ogsaa gjøre hende godt. Hvilken lang, tung Tid for dig min kjære Fader, al denne Sygdomstid, ja, næsten siden jeg forlod mit kjære Hjem, har der været Sygdom i Huset, foruden at ChristianeChristiane] Christiane Koren Hysing (1826–1880), Elisabeths eldste søster (Johnson 1941, I, 188) var syg. Gud skee Tak som har bevaret din Helbred og ladet Christiane igjen blive rask og for de gode Efterretninger vi stadig har modtaget fra Stin!Stin] Johan Augustinus Hysing (1834–1888), Elisabeths bror (Johnson 1941, I, 188–189)

Ogsaa herfra kan jeg bringe gode Efterretninger, vi er alle friske, HenrietteHenriette] Henriette Koren (1854–1939), Elisabeth og Vilhelms eldste datter voxer og bliver saa stor, Vilhelm har reist næsten uafbrudt den sidste Maaned, paa Onsdag vænter jeg ham hjem og haaber saa at han bliver i Ro i dette Settlement, et par Uger. Han er nu Gud ske Lov nok saa frisk, bare her maatte komme en Præst til, i detmindste en til Minnesota, nu skal han derop en Tour ogsaa, og han har meget mere end nok med sit eget Kald, men hvad skal han gjøre? De store Settlementer deroppe maa hjælpes og der reiser Peer og Paal, eller hvad de heder disse Methodist og EllingianerEllingianer] prest fra det som seinere ble Hauges Synode. Haugianere i Midtvesten danna sin synode i USA alt i 1846. Prædikanter, omkring og prædiker for dem. Vilhelm og Clausen skal dele Minnesota mellem sig i Sommer, jeg skjønner ikke hvorfor vi aldrig faaer Brev fra ham. Som Kirkeraadsmedlem kommer han ned i Sommer engang for at visitere og da finder jeg det rimelig at han tog sin Familie med til det længe omtalte Besøg og lod dem blive her medens Præsterne drage omkring.

Jeg har vel fortalt hvor uhældigt det gik med Kaldsbrevet fra Minnesota. Der blev først sændt et ifjor og da intet Svar kom, atter et iaar tilligemed private Breve, og nu for nogen Tid siden fik Vilhelm endelig Svar fra Candidat Hvoslef, hvoraf det viser sig at alle Vilhelms Breve vare komne frem, formodentlig maa der været Brev tabt fra Vefring, som modtog Kaldsbrevet, han er jo nu hos LammersLammers] Gustav Adoph Lammers (1802–1878), prest og kunstmaler i Skien. Brøt med statskirka i 1856 og dannet en frimenighet.. Der væntes da 3 Præster til Wisconsin i Sommer, en yngre Broder af Præsten Ottesen kommer, hvortil Præsten Ottesen meget glædede sig, han skal vist bo i Nærheden af Milwaukee, saa OttesenOttesen] Jacob Aall Ottesen (1825–1904). Utvandra i 1852. Han var prest i Manitowoc, Wisconsin, fra 1852 til 1860 (Norlie 1914, 99). behøver kun at tage sig en magelig Dampskibsfart over Michigan for at komme til ham. Saa væntes Pastor Brohdal, det er vel Klokkeren som er gift med Consul Hanffs Datter?Pastor Brohdal … Consul Hanffs Datter] Peter Magnus Brodahl (1822–1906), gift med Johanne Katrine Hanff i 1848. Utvandra i 1856, og ble prest i Black Earth, Wisconsin. Reiste tilbake til Norge i 1868 (Norlie 1914, 101). De kommer til Bluemound og bliver formodentlig MunchsMunch] Johan Storm Munch (1827–1908), prest i Wiota og Dodgeville, Wisconsin, 1855–1859. Reiste tilbake til Norge i 1859. nærmeste Nabo Præst. Endelig en Candidat Lund som Vilhelm ikke kjænder. Seer du her har jeg alt 12 Præster til Synoden foruden Vilhelm og hvem ved hvor mange det til den Tid kan blive, om nu Menighederne gav Reisebidrag. Her er dog enkelte af Præsterne som har faaet Hjælp til at komme over, idetmindste et Velkomst Offer, men heller ikke det var det her.

Her gaaer det Rygte, og det skal virkelig forholde sig saa, at Lammers skal have sændt en Student Thalberg hertil og selv tænke paa at komme hid som Præst for Ellingianerne, Olaus Nielsens Tilhængere, dette sidste er nu vel noget Snak, men at den ThalbergThalberg] Hans Larsen Thalberg (1824–1901). Utvandra 1855. Var hjelpeprest for P. A. Rasmussen i Chicago før han kom til Muskego, og seinere til Pierre i Sør Dakota. Reiste tilbake til Norge i 1890 (Norlie 1914, 101). virkelig er kommen, er bleven ordineret i Missouri og valgt til Præst af Muskego Menighed, den ældste norske Menighed her, og det medens Kirkedepartementet har deres Fuldmagt til at skaffe dem Præst hjemmefra, det er Sanheden. Det var der Præsten Stub,Præsten Stub] Hans Andreas Stub (1822–1907) utvandra alt i 1848 og ble prest i Muskego fra 1848 til 1855, da han reiste til Coon Prairie, Wisconsin, der han var prest til 1861 (Norlie 1914, 97). som nu er paa Coon prairie, var. Thalberg troer jeg ingen veed andet om end at han vilde tage Embedsexamen, men blev vist tilbage fordi han var aldeles umoden; han vil, heder det, for det første ikke slutte sig til nogen Parti.

Kjænder ikke Præsterne hjemme til Olaus Nilsen og hans Færd?Olaus Nilsen og hans Færd] Olaus Nilsen begynte å utgi «Kirkelig Tidende» i 1856. Presten Lammers i Skien og legmannen Olaus Nilsen i Halden meldte seg ut av statskirka. Det er vel saa, ellers lod de ham vel ikke sidde i god Ro og Fred paa Fredrikshald og udgive det ene vildfarende Skrift efter det andet, vidste de kun hvor megen Skade hans Skrifter gjøre her og det er nu vel ikke muligt at det er med hans Venner, Lammers skulde forene sig; denne Thalberg hører nok forresten til dem. Det er med disse Ellings Folk,Ellings Folk] Haugianere i Midtvesten. Vilhelm har mest at bestille, da der er paa mange Steder i Menigheden dem som hinke til begge Sider. Men nu heder det fra Vilhelms Side Krig eller Fred; nu vil det vise sig hvordan det vil gaa, om der maaske endogsaa bliver Frafald paa sine Steder. Men jeg skulde ikke give mig af med at tale om de kirkelige Affærer her, derimod vilde jeg meget ønske at Vilhelm havde Tid og vilde skrive til dig et langt udførlig brev til, jeg ved det vilde interessere dig at høre hvordan det gaaer her i saa Henseende. –

End Kaja MunchKaja Munch] Kaia Munch, f. Falch (1830–1898), gift med Johan Storm Munch, prest i Wisconsin, 1855–1859. som er Klokker – «Om Du havde en Stemme som Jenny Lind», sagde Vilhelm da han hørte det, «vilde jeg ikke have dig dertil». Og deri er jeg ganske enig med ham. Nu Godnat, kjære Fader. Henriette er saa aarvaagen om Aftenen nu at jeg ofte ikke faaer hende til Ro før henimod 9 saa det bliver ikke stort jeg faaer skrive ad Gangen, og naar OlineOline] tjenestejente hos Korens ikke kan have hende om Dagen er det ikke at tænke paa Ro til at skrive; hun steller sig nok meget selv, men har altid saa meget fore, saa hun forstyrrer saa. Naar Vilhelm sidder og skriver eller læser, saa gaaer hun hvert Øieblik frem, napper ham i Ærmet og siger «Pappa, Pappa», høiere og høiere til hun faaer Svar; hun vil han skal snakke med hende og synge.

Faaer hun saa Svar, begynder hun at pludre en lang Lectie og fører en ordentlig Pluddersamtale med ham, saa længe hans Taalmodighed varer, hun bliver sjælden træt af at snakke og synge, hun kan gaa lange Tider frem og tilbage paa Gulvet og synger saa vi gjørne kunde behøve Bomuld i Ørene, hun har saa stærk Stemme. Hun har altid været en liden aarvaagen Fugl, men aldrig saa slem som nu. Kl. 5 – ½ 6 vaagner hun sædvanlig, saa sover hun da ud paa Formiddagen, undertiden en heel Time og saa falder hun først i Søvn Kl. 8 – ½ 9 – 9. Jeg synes da hun maa blive træt, saa som hun gaaer og steller om Dagen og er næsten aldrig rolig. Nu Godnat om jeg skal faa Øinene op saa tidlig som hun. «Mamma, Mat» er gjørne det første hun siger om Morgenen.

Den 13de. Jeg sidder i en halv Vent paa Vilhelm idag, men rimeligvis kommer han først i Morgen som han tænkte. Han skulde egentlig været borte i 14 Dage i Træk denne Gang og saa kommet hjem først i Morgen, saa jeg blev ganske forskrækket sidste Thorsdag, jeg sad flittig og syede paa en ny Sommerkjole som jeg vilde have førdig til Pindse, saa staaer Vilhelm plutselig i Døren, han var dog ikke syg, men havde kjært sin Vogn tværs af og kom nu skranklende hjem paa en Arbeidsvogn som en barmhjertig Yankee havde laant ham. Gud ske Lov at det gik saaledes, tænk hvor slemt det kunde blevet. Føret er saa frygteligt, derfor kom han hjemom, da den Veien til et annet Settlement, som han skulde reist, var ufremkommelig. Han havde ogsaa en anden Mand med sig der havde faaet kjære med ham.

Oline havde faaet Lov at gaae et Ærend for sig, saa jeg fik travlt med at faa Ild paa Stoven og skaffe Middagsmad. «Du fik vel ikke Sagerne hjemmefra» raabte jeg til Vilhelm, medens jeg stod og væntede paa Æggene skulde koge, (jeg havde Haab om at faae dem dennegang). «Jeg fik ikke tale med Manden som skulde bragt dem», var Svaret. Jeg vændte mig lei og skuffet til mine Æg og undrede meg i mit stille Sind over at han ikke skulde faa tale med Manden, imidlertid fik jeg jo ingen Forklaring derover, førend de havde spist og Manden heldigviis gik sin Vei. «Vil Du blive glad?» spurgte Vilhelm og skyndte sig ud i Kjøkkenet, hvorfra han strax kom tilbage med en stor Byldt paa Nakken, og da blev der Glæde! Du skulde seet Henriette. Jeg satte hende midt paa Bordet. «Nei, nei», raabte hun ved hver ny Ting, slap det ene og grep efter det andet. Hun vidste ikke hvad hun skulde mene, som hun sat der, med Teppe og Kjoler osv paa Skjødet, Hue paa Hovedet, Strømper i den ene og Støvler i den anden Haand, men da Dukkerne kom frem, slap hun alt andet, dem kyssede og klappede hun, byssede dem og viste os hvor det «lille Barnets» Næse var og slap den ikke af Haanden hele den Aftenen og sov med den om Natten. Hun ere fremdeles ligesaa glad i den, det er det første hun griber efter om Morgen og naar hun spiser, er hun ikke fornøiet naar jeg ikke giver Dukken, hver Gang hun selv faaer en Mundfuld. Den ene har jeg gjemt, den anden faaer hun lov at lege med. Det er godt den er af Porscelain, saa gaaer den ikke saa snart i stykker.

Hvor deiligt det var at faa alt det hjemmefra. Tusind, Tusind Tak for alt sammen, kjære Fader. Du frygtede at meget af Henriettes Sager, vilde være for smaa og det skulde man ogsaa troet, men de har været kloge hjemme og gjort det rundeligt, kun Støvlerne er vel smaa, jeg faaer dem nok paa hende, men de er trange over Tæerne og det er Skade for de nydelige smaa Støvler, de smukke smaa Kjoler vil passe hende akkurat, saa i Sommer kan hun bruge dem, Thermometeret og Alt kom vel, saa nu skal du faa vide Sommervarmen her. Jeg agter at holde Bog over Temperaturen, saa kan Du faa en Idee om de Veiromskiftelser der er. Men Bøger fik vi ikke og der stod dog paa Listen: «2 Bøger», rimeligviis har enten fru Dietrichson glemt dem, eller MunchsMunch] Johan Storm Munch (1827–1908), prest i Wiota og Dodgeville, Wisconsin, 1855–1859. Reiste tilbake til Norge i 1859. maa have lagt dem blant sine Bøger, da de havde været nødt til – for Plads Skyld – at pakke det om, saa jeg gik Glip af de fleste Christianiaposten,Christianiaposten] Christiania-Posten, norsk avis 1848–1863. et Par AmtstidendeAmtstidende] Jarlsberg og Laurvigs amtstidende, avis utgitt i Larvik 1834–1940. har jeg frydet mig ved; hvor smaa de norske Aviser synes nu, jeg er vant til disse uhyre Amerikanere.Vi fik Sagerne indpakkede i et Stykke hvidt Tøi hjemmefra – og dette inde i et stort Pudevar fra fru Dietrichson. Jeg haaber Bøgerne er i god Behold hos Munchs, saa jeg er ikke lei over ei at have faaet dem, vi fik saa meget nu, det er godt at have noget ivænte at glæde sig til.

Jeg er saa lykkelig over Blomsterfrøet og Lillierne og Auriklerne, som er fra din Have, det var morsomt, maatte det kun alt komme sig og trives godt her. Tak for Anvisningen til at saae Auriklerne. Men naar nu Sneen i Kassen smælter tidlig paa Vinteren, – det er sjelden vi har en Vinter som den sidste – og det bliver Barfrost, vil det ikke skade Frøet? Kan jeg dække det med noget? Jeg har naturligvis saaet alt Frøet og var saa heldig at faa Regn strax det var skeet. Nu trænger vi til Varme, vi har næppe havt 4 varme Vaardage endnu, derimod meget Regn, vi har næsten hver Dag lagt i Ovnen. Du troede, da du sidst skrev den 24. Februar, at Vinteren her var forbi, nei da kjørte vi endnu i Slæde; det er merkelig hvilken Forskjel det er paa Veiret den første Vaar, vi var her, og disse to sidste. Den gang mindes jeg næppe nogen Dag med jævnt fiint Regn, det regnede voldsomt, men næsten aldrig en Dag til Ende og Taage saa vi aldrig, det har vi havt et Par gange iaar og regn fra Morgen til Aften i 4 – 5 Dage i Træk.

12de April omtrent saaede jeg Ræddiker Salat og Karse og fik sat en Skjæppe tidlige Potetes, men fordi det har været saa koldt, er det sidste jeg har saaet lige saa vidt som det første. Det gaaer seent med alt i Haven iaar, nu kommer endelig Næper og Lægen op, vi saaer stor Rødløg lige ud her og tynder den saa ud, som behøves. Ærterne derimod er halvanden Tomme høie. Melonerne begynder netop at vise sig; jeg saaede nogle saa tidlig. – Jeg vil see at faa mig en Slags Midtbænk til neste Aar. Den er ikke saa nødvændig her da man kan saa Kaal og Selleri ud paa fri Mark og dog faa store nok Planter til rette Tid, den stærke Varme driver det saa hurtig, saa man maa ikke sætte hvad man ønsker til Vinter Brug for tidlig. Men Midtbænk var dog god, for tidlig at faa Ræddiker og Karse, som Vilhelm er glad i, og saa Blomsterplanter.

Jeg maa fortælle dig hvordan jeg saaer Kaalhovedfrø. Jeg lader hugge ned en Deel smaa Krat, brænder det op og saaer saa Frøet i Asken naar den er kold, det er første Gang jeg prøver det, de voxer saa hurtigt paa denne Maade og Asken bevare Planterne fra nogle smaa slemme Fluer. Her er ikke Orm i Ærterne som hjemme, men derimod nogle smaa, sorte Fluer. Vi kjøbte nogle Sukkerærter i Decorah, hvoraf næsten hver eneste indeholdt en saadan Flue, saa jeg troede det vilde lidet nytte at sætte dem, men forunderlig nok kommer de alle op. Det er mig som styrer Gaarden iaar. Vilhelm stelte jo med det ifjor, men nu har han ganske overladt det til mig, naar Folkene henvænder sig til ham, sier han: «Det er Fruen som styrer Farmen», og saa kommer de da til mig og snakker om hvor meget der skal saaes af dette og hint, hvor det var bedst at have det og det var vidst bedst at harve endnu engang, osv. Jeg bestemmer hvor mye Potetes vi skal sætte og – ja, du kan tro jeg er vigtig. –

Nu maa du høre vores Udsæd for iaar: 7 Tønder Havre, 1 ½ Tønde Hvede, bliver det et godt Aar, kan jeg deraf faa 37 Tønder Hvede igjen; samt 9 Skjepper Potetes. Mais – kommer an paa hvor meget og hvor tidlig vi faaer oppløiet nyt Land, alt det gamle er tilsaaet, der vil heller ikke megen Sæd til af Mais, da man sætter den omtrent 1 ½ Alen fra hinanden, kun 4 Korn paa hvert Sted. Jeg har sagt til Vilhelm at han skal interessere sig for Ager og Have, ellers vil jeg ikke have med nogen af Delene at bestille. «Ja, naar det groer», svarer han, imidlertid gaaer han dog næsten lige saa flittig som jeg og seer efter om det ikke kommer noget op.

Nu begynder Marken at grønnes dygtig og det er godt for de mange der har lidet Hø; der var saa lidet Græs ifjor. Aspen staaer grøn og Egen begynder ogsaa at faa et grønligt Skjær. Hvor der er Vand, staaer Træerne i deres Vaarpragt, saa nu er det snart paa Tiden at jeg faaer den belovede Tour langs Little Iowa Elv, hvor der er smukt om Vaaren. Hos Stin blomstrer vel alt Træerne, han har det godt med al den Frugt. Tak for Dombjælden. Jeg haaber vi skal more os med den til Vinteren. Nu faaer jeg vel sige dig Farvel for denne Gang og skrive lidt til Moder og de andre. Lille Tuppen kysser og takker Bedstepapa for det hun har faaet fra Norge. Jeg ved ikke om Vilhelm har nogen speciel Hilsen. Gud velsigne dig, min kjære Fader. Gid jeg maatte faa gode Efterretninger næste Gang.

Din Leis.Leis] Elisabeths kallenavn i familien

Har du endnu ikke faaet de 100 Dollar? Sidst i Januar eller først i Februar blev 300 Dollar sændt herfra.

Om Brev hjem 1853–1858

Elisabeth Koren (1832–1918) utvandret til USA med sin mann Vilhelm Koren (1826–1910) høsten 1853. Vilhelm skulle være prest i Iowa for et stort antall norske innvandrere som hadde etablert seg som bønder vest for Mississippi.

Denne samlingen inneholder de 53 bevarte brevene som Elisabeth Koren sendte hjem til familien i Larvik i årene 1853–1858. I brevene skildrer hun reisen fra Norge til USA, området de kom til og det nye livet som immigrant, prestefrue og etter hvert mor.

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook