Brev hjem 1853–1858

av Elisabeth Koren

Forrige Neste

Brev 11: 18–20. september 1854

«Vi drak din Skaal i Madeira»

Min kjære Fader!Fader] Ahlert Hysing (1793–1879)

Nu er da vor store Udflugt lykkelig og veltilendebragt og vi atter har tiltaget;har tiltaget] tatt opp igjen daglige sysler Vilhelm, i fuld Activitet med sine sædvanlige Sysler, han er i Formiddag hjemme hos Sven HeslaSven Hesla] Sven E. Hesla (1825–1900) bodde i Paint Creek Township, Allamakee County (Nelson 1955: 299). og læser med Confirmander og imidlertid vil jeg vænde tilbage til mit gamle kjære Arbeide, at skrive til Dig, min kjære gode Fader. Men hvorfor er du nu allerede igjen paa Farten, spørger du, naar du læser Overskriften, saa jeg vil lige godt strax fortælle dig hvorfor jeg er hernede hos denne Familie, som ellers er blandt de bedste Menighedslemmer og hos hvem jeg helst opholder mig. Naar vi nu kom tilbage fra denne reise, tænkte du vist, at vi dog kunde flytte ind i Præstegaarden, dette var nu ogsaa vor Tanke da vi kom hjem i Onsdags og kjørte lige hen til Præstegaarden, men kun blive vi skuffede; den manglede endnu et og anndet paa at vi kunde flytte ind – at bygge Huse her, det er et Taalmodighedsarbeide. – Vi kjørte da ned til Skaarlia igjen, hvor vi mødte Erik og Guri med et stort Hølæs og blev modtaget med megen Glæde, især Guri, havde været saa bange for at vi skulde været blevne syge i denne græsselige Varme! Nu var der da megen Fryd fordi vi kom friske og raske igjen; de vilde vi atter skulle tage Huset i Brug til vi kunde flytte op; de havde ikke benyttet det, medens vi var borte. Dette vilde vi nu ikke da de snart maa have Tærskemaskine og mange Folk. Vilhelm foretrak ligesaagodt med det samme, som en Uge senere, at gjøre sin Rundtour til Painted Creek og Turkey River og nu havde vi været saa længe sammen, saa vi havde Lyst til at være det endnu længre og følgelig fulgte jeg med, især da Veiret nu er blevet saa behagelig afkjølet.

Naar vi saa vender tilbage, som efter Bestemmelsen skjer om en 10–12 Dage, drager vi da lige ud til Præstegaarden, hvorfra jeg skulde have stor Lyst til at slutte dette Brev, men jeg er bange det vil blive for længe at lade det ligge. Jeg skal sænde dig et Grundrids af dens Indretning dennegang, næstegang skal det blive endnu mere fuldstændig, og saa ved du da at naar du modtager dette, er jeg i fuld Activitet paa Præstegaarden. Paa mindre end en Uge kunde alt være istand til vor Indflytning, og nu skynder de seg nok, kan du tro.

Vi var da paa Skaarlia Thorsdag og Fredag drog vi afsted, jeg med en stor mægtig Vandmelon i Skjødet samt Smør og Brød til Niste. Inde i en øde Skov gjorde vi Holdt og jeg vilde ønske jeg kunde male dig denne Spisescene. Vi siddende i Vognen, medens Hesten ganske rolig gik og græsede og trak os smaatt og pænt omkring; jeg med Papiret med Maden og Vilhelm var Huusholder over Melonen som han hulede ud og drak Saften – eftersom den samledes – af Hjertenslyst. Kjender Du Vandmeloner? De er saa uhyre saftige og lædskende, lyserøde indvændig, man spiser af disse netop hvad man tager bort af de gule, vi fik hjemme. Disse som her kaldes Muskmelons synes jeg bedre om for den fine Smag og Duft; her smage de godt uden Sukker, men de er ikke saa forfriskende i Varmen. Du skulde se hvordan Folk her kunde fortære den ene store Melon efter denanden i et Kjør.

Paa Posthuset blive vi glædede ved Breve hjemmefra, saa du kan tro vi stundede efter at komme i Ro og læse dem, hvilket ogsaa snart skiede paa Tavernet i Waukon, hvor vi maatte overnatte, da Vilhelm var bleven opholdt af Folk, saa vi kom saa sent afsted. Det var en Glæde at faa saa mange og Gudskelov saa gode Breve – og de kom til rette Tid denne gang – og behageligt at have dem at beskjæftige sig med paa dette kjedelige Tavern. Den hele Aften tilbragte vi ogsaa med at læse og tale om disse kjære Breve. Tak for dine kjærlige Linier, min dyrebare Fader, du er saa god og skriver til mig hver Gang og det er jeg ogsaa taknemmelig for, kan du tro, det er saa godt at faa Brev fra dig! Disse breve vare fra Juli, jeg fik baade dem hjemmefra og dem sændt ved Treschow, saa vi fik en hel Mængde paa engang, hils og tak alle dem som har skrevet. Jeg er glad over at I dog endelig havde faaet Breve fra os og nu haaber jeg de fra først i Juli og først i August ere vel fremme. Nu er da Hans borte, StinStin] Johan Augustinus Hysing (1834–1888), Elisabeths bror (Johnson 1941, I, 188–189) rimeligvis ogsaa, jeg er glad han faar saa mange Landsmænd om sig. Han har bedet mig om en Besked om Landmaalernes Stilling her i Landet for en af mine Venner i Kjøbenhavn; jeg har nu faaet lidt opspurgt derom, som jeg vil skrive op og bede en hjemme sende ham.

Og nu til vor Reisevor Reise] til Wisconsin som jeg beskriver fra først til sidst, saa kan du jo læse saameget du finder Fornøielse ved. Da jeg omtalte denne Reise i mit sidste Brev, formodede jeg at vi kom til at reise med Damp og Jernbane. Denne Plan opgav vi dog og foretrak af flere Grunde at reise med egen Befordring. Det var en meget varm Tid, altsaa lidet behageligt at reise med de hede, støvede Jernbaner, eller paa den hede Missisippi, hvor en Del af Dampskibene skal være saa smudsige og stygge. Desuden vidste vi, at der var meget Cholera og Sygdom i Dubuque og Galena. Vilhelm maatte alligevel have Skyds for at komme til Brandt;Brandt] Nils Olsen Brandt (1824–1921), prest i Rock River, Wisconsin. Han ble i 1856 gift med Diderikke Ottesen (Norlie 1915: 98). For en lengre beskivelse av Diderikke Ottesen, se Grindal 2016: 103–107. kort sagt, der var meget der besemte os til denne Reisemaade, som vi ogsaa vare glade, vi havde foretrukket.

Den 10de August drog vi da afsted, Vilhelm med hele sin Eiendom, Hest, Vogn, Hund og Kone, i behageligt Veir. Det var ganske interessant nu atter at passere den Vei, vi ifjor kom herop. Hvilken Forskjel nu at sætte over Fladerne, hvor der sidst var Sne og Is, nu en Varme, saa selv Færgemanden stønnede og klagede! Der gaar Færger med Hestekraft baade over Missisippi og Wisconsin River.

Den følgende Nat skulde vi tilbringe i Prairie du Chien. Lige ved Begyndelsen af Byen opdagede vi et Hotel, der laa landligt og indbydende bag en Gruppe Acazia Trær. Vi fik Lyst til at prøve hvordan der var og fandt en meget stor solid hvid Steen Bygning, paa alle Kanter omgivet af en Veranda, eller hvad du nu vil kalde den, i Smag med Trammen udenfor Münsters var den rigtignok.Prost og sokneprest Thomas Georg Münster (1801–1879) og hans familie var nære venner av familien Koren i Larvik (Gulbrandsen 1964). Hotellet som beskrives her var en del av det som hadde vært sykehus på Fort Crawford (Nelson 1955: 301). Vi var vel fornøied med vor Opdagelse, det var en af det gamle Indianerforts Bygninger, der nu var kommen til dette Brug. Dene Afdeling havde forhen været Sygehuus. Jeg troede at det var et Torturkommer, istedenfor Soveværelse, man førte os ind i om Aftenen, da jeg saae dette store dybe Værelse, med en hel Række massive Senge og en stor Kamin fuld af Jernredskaber, men saa var det nok det gamle Spiseværelse med Indgang til Spiskammeret paa den ene og Vagt Nr. 1 paa den anden Side.

Her var vakkert paa dette Fort, vi sad tillangt ud paa Aftenen ude paa Verandaen og glædede os over den smukke Udsigt over Missisippi. Disse Acazia Trær, «Locust» kaldes de her, men Løvet er som dine Buske hjemme og Blomsterne skal være hvide og vellugtende, som det Træ, der staar midt i Treschows Have – nu af disse findes der en Mængde nede i Wisconsin, her er ikke saa mange, de ere altid plantede, men voxer saa hurtigog villigt, til Hækker bruges de nok ogsaa meget og jeg vil saa snart som jeg kan plante et Lysthuus af dem og saa Hække, der hvor vi har bestemte Grændser for vaar Have.

Næste Morgen reiste vi da fra Fortet op igjennem den lange Dal til Wisconsin River. Der er slem Vei paa sine Steder, og en saadan Hede som i denne trange Dal havde jeg ikke gjort mig Ide om. Jeg begriber ikke, hvordan man kan bo der om Sommeren – der er et Par Hytter – og endnu mindre hvordan den Mand jeg saae, kunde holde ud at gaa og slaa Hø. Der var interessant nok at reise, naar det bare ikke havde været saa hedt. En masse Vindrueløv var der blandt andet, men av Druer bliver der ikke videre iaar. Hvilken Vederkvægelse det var, da vi kom til en klar kold Kilde, der sprang ud af Klippevæggen, hvor Hesten skulde vandes, og vi ogsaa vædede være Læber! Vi turde nu ikke drikke saaledes af Hjertens Lyst. «Naar vi kommer paa Prairien, bliver det bedre», trøstede en Yankie,Yankie] Elisabeth bruker konsekvent ordet «Yankies» om amerikanere i sine brev. I begge utgivelsene av dagboktekstene er det av utgiverne endra til «amerikanere/Americans», sikkert på grunn av at ordet yankie ofte er negativt. der kjørte foran, os med. Men Forandringen var ikke stor; en varmere Dag har jeg ikke oplevet og hvor vi kom hørte vi, at en saadan Varme kunde de ikke mindes. Paa det Tavern, hvor vi spiste Middag, var det saa frygteligt, at jeg bare bad om at komme afsted saa snart vi kunde, da var det dog bedre ude.

Den følgende Dag var det dog bedre, vi havde ypperlig Vei og naaede Dodgeville om Aftenen; ellers maatte vi reise langsomt, kan Du tænke, i saadan Varme og med egen Befordring. BucephalaBucephala] etter hesten til Alexander den store. (saa heder Hesten vor for Tiden, men Vilhelm vil ikke vide af dette Navn; jeg synes det er ligesaagodt som Sleipnerine eller Pagasine, og da den uheldigvis for Navnet ikke er noget Masculinum, saa er det en vanskelig Sag) nu, denne Bucephala er et ypperlig ungt Dyr, som gjorde sine Sager meget godt. Endnu en Nat tilbragte vi paa et af disse Taverns, hvor man undertiden bliver modtaget som en bekjendt Gjæst. Madamen converserer meget ivrig, spørger til vort Befindende etc, Verten ligesaa. En af disse Tavern Madammene, ligesaa snakkelysten som de pleie at være, converserede mig uafladelig, «Snak du, du har godt af at øve dig», tænkte jeg og passierede med hende saa godt jeg kunde om allehaande huuslige Ting, tilsidst viste hun mig sit Huus, sine Sængeklæder osv.

Tirsdag kom vi da til SpringprairieSpringprairie] Spring Prairie, hvor Herman Amberg Preus (1825–1894) var prest fra 1851 til 1894. og overraskede Fru Preus,Fru Preus] Linka Preus (1829–1880), gift med presten Herman Amberg Preus (1825–1894). Linka ble en av Elisabeths beste venninner, mye av brevvkslinga mellom dem er arkivert ved Luther College. hvem vi traf siddende paa en Træstub ude i Gaarden, i ivrig Passiar med en Vossekone. Vi blev venlig nok modtagne, kan Du nok tænke; de havde ellers ikke ventede os. Vilhelms brev til A. Preus var ikke naaet frem enda, troer jeg. Præsten var allerede reist til Brandt, saa Vilhelm reiste tidlig næste Morgen, og jeg blev tilbag hos Fru Linka. Det er en sød Kone og den af Præstefruene, jeg synes bedst om; munter og livlig er hun ogsaa. Vi havde det meget hyggeligt disse Dage, vi var alene.hyggeligt … alene] Elisabeth og Linka innleda et vennskap og en brevveksling som varte så lenge Linka levde. En del av denne korrespondansen er i arkivet på Luther College.

Lørdag væntede vi vore Præster tilligemed Pastor Ottosen og FruePastor Ottosen og Frue] Jacob Aall Ottesen (1825–1904) og Cathinka, f. Tank Døderlein. Ottesen var prest i Manitowoc, Wisconsin fra 1852 til 1860. tilbage, saa da blev Huset fuldt. Saa alene var vi heller ikke nu, da foruden en Petersen, som bestyrer Preus’ Farm og saa den Ziølner, der kom over paa samme Tid som Preuses, var der i Besøg. Du kan tro det var ganske underlig atter at findes blandt dannede mennesker, efter, forunden Vilhelm, ikke at have set andet end Bønder i over 7 Maaneder.

Du mener at MunchMunch] Johan Storm Munch (1827–1908), prest i Wiota og Dodgeville, Wisconsin, 1855–1859. Reiste tilbake til Norge i 1859. nu bliver vor nærmeste Nabo; vi behøver dog vist over 3 Dage for at komme til ham, og da har vi ikke meget over en Dagsreise til Spring Prairie. Omtrent 5 Dage er vel det mindste man behøver derhen; med Jernbanen gaar det vel noget hurtigere, men det er ellers en stor Krog. Nei, bi til jernbanen kommer lige til Wisconsin River, saa skal vi snart kunne være dernede. 2 Dage, eller maaske lidt mere, behøver vi vel for at komme til Coon Prairie, hvorhen StubStub] Hans Andreas Stub (1822–1907) var prest i Coon Prairie fra 1855 til 1861. Han var en av de seks som stifta Den norske synode i 1853. Han ble seinere prest i Big Canoe menighet i Iowa (fra 1865 til 1891). kommer som Prest til Vaaren; men vor nærmeste Nabo bliver dog Minnesota-Præsten, til ham behøver vi neppe en Dag, og kan du skaffe os en hyggelig Mand did til Sommeren, Fader, saa skal jeg være Dig takknemmelig, men han maa endelig være gift, det er en af mine Betingelser. Der er nu Pastor Brandt, med en stor, pen Prestegaard, tapetserede Værelser og hvad der hører til et Huus, men han har ingen Kone. Nu kommer det jo an paa, hvad han foretrækker, Huus uden Kone, eller Kone uden Huus.

Moder spørger hvordan vi tilbragte den 18de.18de] 18. august, bryllupsdagen til Elisabeth og Vilhelm Vihelm var jo hos Brandt, saa vi var ikke sammen vor første Bryllupsdag. Fru Linka og jeg høitideligholdt den imidlertid paa bedste Maade. Om Formiddagen sad vi plat paa Gulvet med et stort Papir Rosiner og Mandler mellem os, samt en Hammer, og knækkede og spiste, medens lille Christianlille Christian] Christian Keyser (C. K.) Preus (1852–1921), seinere president på Luther College. krøb omkring paa Maven fra den ene til den anden. Fru Preus studerede paa, hvad hun skulde give mig til Middag i Anledning af Dagen; men vi besluttede viseligen ikke at gribe forstyrrende ind i Kjøkkenseddelen, der var saa skjønt arrangeret til de Fremmedes Ankomst, og vi holdt os til Spegeflesk, Poteter og Tykmelk. Dagen i Forveien havde vi bagt Kager; disse gjorde vi os tilgode med om Eftermiddagen, og vandrede omkring de pene Spadsergange inde i Ungskoven omkring Spring Prairie.

Saaledes tilbragte jeg den første 18. August og ofte var mine Tanker i Herregaarden blandt Eder, den Dag! Lørdag kom de fra Brandt; det var morsomt og saa uvæntet ogsaa at træffe Fru Ottesen. Det var nogle hyggelige Dage vi tilbragte sammen med dem paa Spring Prairie. Dette er vel, hvad Huset angaar, den mindst pene og ellers i alle Henseender den tarveligste Præstegaard, baade i Levemaade og alt. Der har de endnu den samme Sopha som Ziølner og Preus spigrede sammen i den første Tid af Aspestammer med Barken paa; men man føler sig saa vel og hjemlig der, det er to elskværdige Mennesker, baade han og hun. Søndag prædikede Ottesen, Mandag tilbragte vi ogsaa hos Preuses og Tirsdag reiste vi, Ottesens, Vilhelm og jeg samt Præsten Preus, til Madison. Vi skulde nemlig til Rockprairie til Dietrichsons,Dietrichsons] Gustav Fredrik Dietrichson (1813–1886) var prest i Luther Valley, Wisconsin, 1851–1859. Reiste tilbake til Norge i 1859 (Norlie 1914: 98). hvor Presterne endnu en Gang skulde samles. I det smukke Madison, den smukkeste by i Wisconsin, spiste vi Middag og tog derpaa med Jernbanen til det naragtige lille Milton med sine sorte Sole paa Husene.

Det første stykke af denne Jernbanereise var den forunderligste Maade, jeg har reist paa. Banen er under Arbeide der, eller der var gaaet noget istykker, nok, vi maatte reise i Bagagevognene med Lokomotivet bag os. Det gik i susende Fart i disse aabne Vogne, hvor vi var i den sidste, der var gandske aabene for Enden uden Rækværk, eller noget, over en lang Sø og derpaa over en lang smal Bro. Vi fik dog snart et ordentlig Train; da vi fandt at vi maatte vænte i flere Timer paa Jiernbanen i Milton, tog vi en StageStage] vogn og kjørte til Janesville. Denne by er ikke saa gal, man kan faa hvad man vil og det er temmelig billigt. De har det godt med Byer i Nærheden af sig, Præsterne dernede.

Vi havde netop endt vort Aftensmaaltid, da først Pastor Preus, saa Brandt, og saa Clausen ankom, tilligemed Heste og Vogn fra Dietrichsons, saa nu havde vi da 6 Præster forsamlede. Da disse ogsaa havde faaet sig lidt Mad, vandrede det hele Selskab afsted, med Ziølner i Spidsen, for at spise Iis, der var bleven Fru Ottesen og mig lovet til Forfriskelse efter den hede Dag. Derpaa gik vi ind i en stor Boglade, ved hvilken Leilighed Pastor Clausen berigede mit engelske Bibliotek med Passages from the Diary of a Late Pysician, af Samuel Warren,Passages … Waaren] Passages from the Diary of a late Physician, roman fra 1837 av Samuel Warren (1807–1877) en interessant Bog, som Du vidstnok kjender.

Næste Morgen kjørte vi til Dietrichson – en varm, støvet Tour, det støver saa dernede, her er vi meget fri derfor. Jeg troer aldrig noget har smaget mig saa godt som det Glas frisk Citronlemonade, Præsten kom os imøde med. Dietrichsons har et pent Stenhuus til Bolig; det var som at komme ind i en eller anden landlig Bolig i Europa at komme ind i den lyse, venlige Dagligstue med Viinløvet udenfor Døren, der førte til Haven. Jeg synes godt om Fru Dietrichson; hun er vel den ældste af Præstefruene, af hvem jeg nu er den yngste. Her fandt vi ogsaa Præsten Unonius og hans Kone, en venlig stille Kone, lod det til at være. Hun og Børnene bo i Sommer faa Skridt fra Dietrichsons; desuden ogsaa den Fleischer, der bestyrer Bogtrykkeriet og hans kone. Pastor Stub var ikke tilstæde hverken hos Brandt eller her, da Børnene var saa syge. Ellers var jo alle de norske Præster forsamlede. Hvor godt det var, at Vilhelm ogsaa kom med og nu har da jeg ogsaa sett dem alle.

Vi spiste da Frokost, hvorpaa Præsterne afhandlede deres Sager! Efter Middag bleve vi budne ind til Presten Unonius for at drikke Kaffe og tilbringe Aftenen der. Det var en meget hyggelig Aften. Næsten alle Presterne synger saa der blev sunget meget om Aftenen, det var ligesom at være i Norge igjen at være sammen med alle disse Mennesker og høre hjemlige Sange. – Et Par Skridt fra Unonius ligger Bogtrykkeriet, som den Storm jeg fortalte dig om i mit sidste Brev, har huseret slemt med. Taget blev revet af og en Deel af Muren, og de fleste Redskaber, Typer o.s.v er ødelagte, saa de har Møie nok med at bringe det i en Slags Orden igjen. Det staar da nu som en Ruin, og her var Aftensmaaltidet serveret. Det var romantisk nok med dette festlige, sterkt oplyste Bord indenfor disse forfaldne Mure, og saa den dunkle, stjerneklare Himmel til Tag. – Jeg faaer ikke glemme at Fru Unonius beværtede med Østersuppe, en ligesaa stor Raritet her, som at spise ved en stor Buffet. Der blev holdt Gudstjeneste den følgende Dag, som vi ellers tilbragte i Rolighed hos Dietrichsons. Nogen Spadsertoure eller andre Udflugter foretog vi os ikke, dertil var det altfor varmt.

Fredag forlod vi Rock Prairie. Fru Ottesen og jeg blev kjørte af Preus, de Øvrige kom efter paa en stor Vogn. I Janesville skildes vi ad, Ottesens reiste hjem, de Øvrige hver til sit og Vilhelm og jeg fulgte med Præsten Preus til Koshkonong, hvor vi var til den følgende Thorsdag. Søndag gik vi til Alters. Der var bleven saa oppudset paa Koshkonong, Huset var saa meget hyggeligere end da vi var der i Vinter. Fru Preus er tækkelig, der var meget hyggeligt at være. Ogsaa der var næsten den hele Tid den samme Varme. Ikke nok med at de ældste norske her siger, at de ikke har kjendt en saadan Hede, men ogsaa Amerikanerne kan ikke mindes en saadan Sommer, saa de lykkønskede os som Nykommere, at vi ikke var blevne syge. Ja, Gudskelov derfor, at vi saa godt har taalt denne Sommer; nu er da den stærkeste Hede over for iaar.

En nogenlunde frisk Formiddag benyttede vi til en Kjæretur for at se os lidt om. Der er mangesteder vakkert omkring Kosconong, men jeg vilde ikke bytte vor Præstegaards Beliggenhed med nogen af dem jeg har seet. Presten Duus’s,Presten Duus] Olaus Fredrik Duus (1824–1893) fra Kragerø, prest i Waupaca, Wisconsin fra 1854 til 1857 som vel nu er kommen til Kosconong,Kosconong] Koshkonong faaer en meget smuk Boplads, tæt ved Vand, tror jeg; der staaer ogsaa et godt Huus af Furu, tømret paa norsk Manér, og vænter paa ham. Han kommer ogsaa til at bo noget ensomt. Ottosen bliver vel nærmeste Nabo, han bor inde i en stor Skov mellem Trær, hvis lige der nok ikke findes her, saa høie og store at de synes at skjule Himmelen for dem. De kan neppe røre sig for Træstubber og har det meget besværligt for at faa ryddet en Plet til Have. De ønskede sig mangen Gang et Stykke af Prairien her, eller lidt Ungskov og Krat. Ottosens boer ogsaa meget ensomt, men de har let for at komme nedover med Dampskib, og Præsten har ikke videre Reiser, den længste paa en 8–10 Mil, saa han er altid hjemme.

De sidste Dage tilbragte vi paa Spring Prairie; vi havde tænkt at reise Mandag, men havde det tidligere været hedt, saa var det nu endnu værre, saa jeg turde ikke reise og var ogsaa heldige nok til at faa et dygtigt Tordenveir og Regn, som forskaffede os den opkjølede Luft, vi siden har beholdt. Tirsdag var det din Fødselsdag min kjære, gode Fader! Vi drak din Skaal i Madeira, den sidste Flaske som Preus havde havt med fra Norge. OnsdagOnsdag] 6. september, 1854 (Nelson 1955: 308) begav vi os paa Hjemveien. Præsten Preus fulgte os til Madison. Dagen efter holdt envedvarende Regn os fængslet til et Tavern, hvor Datteren i Huset var meget omhyggelig for os, bragte os Meloner, etc. Den øvrige Deel af reisen var vi meget heldige med Veiret.

Veien ned gjennem Dalen til Wisconsin River er fæl. Vi foretrak atter at gaa, mon der da ikke skal gjøres noget dermed? Da vi næsten havde overstaaet det værste, bemerkede vi at det ene Hjul holdt paa at falde af Vognen. Til al Lykke kom der en Yankie kjærende bagefter. Vilhelm maatte da gaa hen og spørge om han vilde «please take the lady down to the ferry.» Yankien var høflig nok; jeg satte mig da op paa hans Buffalo Skind og kjørte afsted, medens Vilhelm balanserede sig frem bagefter og fik ved en eller anden heldig og ubegribelig Manøvre, et Hop op og et ned paa den ujævne Vei, formodentlig, Hjulet paa sin rette Plads igjen, saa vi uhindret kunde fortsætte vor Reise paa den anden Side af Elven, hvor vi blive overraskede ved at finde den sidst saa slemme Vei, opfyldt. Ingen anden Uhæld mødte os, og 5-Ugersdagen efter vi kjørte ud, var vi paa Præstelandet igjen og siden ved Du hvorledes vi har haft det.

Nu er vi i vor Ensomhed igjen, og Vilhelm inde i sit arbeidssomme Liv. Inderlig glade over denne Reise er vi bægge. Vilhelm har vist havt meget godt af denne Udflugt, saa megen Reisen frem og tilbage, det end var, saa vaar det jo dog Hvile fra andre Forretninger, og til saadan kunde han høilig trænge til. Og godt var det ogsaa at denne Hvile indraf i den hedeste Tid.

Her i Settlementet havde Sundheden, Gud ske Tak, været god; nede i Wisconsin har Cholera været slem, især paa Rock Prairie. Den var holdt op, da vi var dernede, men den sidste Tid begyndte den igjen paa Spring Prairie. Vor Ven, Lars Møen, som skydsede os ifjor, mistede sin Kone, stakkels Mand; hun døde fra en stor Børneflok! Jeg var bange at de heller ikke her var gaaet fri, da der tidligere i Sommer viste sig enkælte Tilfælde, og i Byerne ved Floderne har den været – og hvor leit havde det da ikke været for Vilhelm at have været borte. Her har det regnet meget mere, for meget, saa de faaer ikke saa godt i Aar som sædvanlig.

Ja, naar vi nu flytte ind i Præstegaarden, som ganske vist skeer med Bækkeners og Cymbalers Lyd, som Du mener, saa begynder ligesom et nyt Liv, en ny Virkekreds for mig, og tror jeg glæder mig dertil. Næstegang haaber jeg at kunne fortælle dig ret meget derom. Da vil det ogsaa blive morsomt at rændne ned til Skaarlia og sidde paa Huggestabben igjen og tale om den Tid vi tilbragte der, med alle dens lykkelige Timer, vor første Bolig! –. Nu skal jeg ud aa gaa mig en Tour, her er saa vakkert her omkring. – Jeg faar nok ikke Vilhelms Selskab, han kommer vel sent hjem fra der hvor Gudstjenesten holdes, jeg vil gaa ind og besøge en af Naboerne og faa mig en fornuftig Passiar med Ola Stolas Kone om at stelle Høns og Kalve, eller kjærne Smør, som det nu falder sig. –

Saa nu er jeg kommen tilbage fra min Tour, jeg gik ud som jeg tænkte, som sædvanlig gnavende paa en stor Gulerod, og kom hjem beriget med Frø af en ny Slags Vandmelon som jeg ikke kjændte. Jeg samler Frø hvor jeg er.

Resten av brevet er skrevet i margene.

Paa Spring Praire fik jeg Pedersille, Snittebønner etc., her kan jeg ikke faa fat paa saadant. Jeg undres paa om det ikke kunde gaa at faa Løg af Lilieconvaler og Pindselilie hjemmefra med Leilighed, om nu Munch kom over for ex: Jeg vilde saa gjørne have nogle hjemlige Blomster. Evrikler er heller ikke at faa her. At samle Frø af vilde Blomster vil ikke lykkes mig i Sommer er jeg bange for. Jeg har været borte den bedste Tid. Det er saa vanskelig at finde Stedet hvor de staa og saa slaaer de dem ned med Græsset. Maaske jeg til næste Aar bliver heldigere.

Vilhelm sænder Dig kjærlige Hilsner og Tak for Dit brev. Han ønskede at skrive Dig et ordentligt Brev til i Høst, men det kan nu ikke skje saaledes som hans Tid nu er inddelt, faaer han ikke en halv Dag til sin Raadighed. Reiser og atter Reiser og fuldt op at tage vare paavare paa] rettet fra: vare den korte Tid han er hjemme, men til Julen haaber han at kunne skrive til Dig. Han skal ogsaa til Minnesota i Høst og arrangere alt angaaende at kalde Præst fra Norge for dem. Der træffer han rimeligvis Pastor BrandtPastor Brandt] Nils Olsen Brandt (1824–1921), fra Valdres, var den første norske presten vestafor Mississippi. Han utvandra i 1851 og var en av de seks prestene som stifta Den norske synode. Han ble seinere (fra 1865 til 1882) lærer ved Luther College i Decorah. som besøger Coon Prairie for Stub og saa ogsaa vil besøge os og sine Søstre her.

Iovermorgen reiser vi til Clermont og saa til Norway.Norway] menighet sør for Decorah Naar jeg nu har været der, har jeg været i alle Vilhelms Menigheder, jeg er fornøiet at det blev af med at komme der i Høst. Jeg maa nu vel ende min Skrivning til Dig for dennegang, min kjære, dyrebare Fader. Gud velsigne Dig og lade dette Brev træffe Dig rask og fornøiet. Da er det atter langt paa Høsten og Du gaaer ikke mere og steller i Haven, men sidder kanskje ved den lille Lampe med TomTom] Thomas Fasting Hysing (1838–1922), Elisabeths bror (Johnson 1941, I, 189) og LinaLina] Caroline Mathilde Hysing (1840–1923), Elisabeths søster (Johnson 1941, I, 189) løsende deres Lectier naar du faaer dette? Saa skynder Du Dig at læse, og bliver glad fordi vi har det saa godt, baade Vilhelm og

Din Leis.Leis] Elisabeths kallenavn i familien

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Brev hjem 1853–1858

Elisabeth Koren (1832–1918) utvandret til USA med sin mann Vilhelm Koren (1826–1910) høsten 1853. Vilhelm skulle være prest i Iowa for et stort antall norske innvandrere som hadde etablert seg som bønder vest for Mississippi.

Denne samlingen inneholder de 53 bevarte brevene som Elisabeth Koren sendte hjem til familien i Larvik i årene 1853–1858. I brevene skildrer hun reisen fra Norge til USA, området de kom til og det nye livet som immigrant, prestefrue og etter hvert mor.

Elisabeth Korens brev utgjør en viktig del av det vi betegner som «Amerikabrev». Det er den største enkeltsamling av slike brev vi har etter en norsk innvandrer i USA.

Les mer..

Om Elisabeth Koren

Elisabeth Koren er i dag mest kjent for sin dagbok, som hun skrev fra utreisen og de første årene i USA. Hun var en flittig brevskriver og brevene hennes er en viktig kilde til immigrantliv og kvinneliv fra 1850-tallet og framover, men også til norsk-amerikansk kirkehistorie.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på X
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.