Trout River, P.O., Winneshiek Co.
Skaarlia,Skaarlia] Vilhelm og Elisabeth har nå flytta til Skaarlia, der de for første gang fikk bo i et lite hus for seg sjøl. 22de Mai 1854

Min kjære, kjære Fader!Fader] Ahlert Hysing (1793–1879)

Dennegang er jeg bange Du kommer til at vænte noget længe paa Brev fra os, kjære Fader, da jeg ikke skrev hjem forrige Maaned, men derimod til SelløSellø] Selje, der Vilhelms onkel, Wilhelm Frimann Koren (1801–1891), var prest (Johnson 1941, I, 64) og bad dem sænde Brevet hjem. Jeg er kommen saa sent til at skrive, da jeg har været ude og reist, og sidenefter har Vilhelm ikke været rask; nu er han, Gudskelov, meget bedre og oppe igjen. Han har været sterkt forkjølet og har maattet holde Sengen nogen Tid. Presten Clausen var netop hernede i de Dage, og tilbragte næsten hele dagen hos os, og var os til megen Hygge. Han er saa venlig, omhyggelig og hjælpsom, jeg var rigtig glad i Præsten Clausen,Præsten Clausen] Claus L. Clausen (1820–1892) var på den tid prest i St. Ansgar, Iowa. han holdt Gudstjeneste for Vilhelm Bededag og kom rigtig herned i en heldig Tid for os. Vi er meget sterkt inviterede til ham i Sommer, han boer omtrent 80 Miil i Vest for os. Ja, der er ingen Mangel paa Invitationer fra alle Kanter. –

Nu bo vi her i dette lille Huus, for os selv, som jeg vist omtalte i mit sidste Brev. Vi flyttede hid først i denne Maaned, det kan Du tro var en pudsig Dag. En af de følgende Dage skulde vi reise til Painted Creek, men vilde gjerne have flyttet inden den Tid – og havde derfor ikke forsynt os noget med Mad, vor Stove og de nødvændigste Huusgeraad, som skulde sændes til os, var heller ikke komne, men flytte vilde vi nu. Ingebret belæssede sine Stude med mere Kufferter og Pakkenelliker og drog afsted. Vi vandrede bagefter, Vilhelm med hænderne fulde af Daguerreotyper og jeg med Parasol i den ene og en stor TvareTvare] røreskei (Præsent fra Gunnild Edderklep) i den anden Haand og kom netop tidsnok for at finde alt vort Tøi hulter til bulter midt paa Gulvet.

Her vare vi da, Kaffekværnen, Tvaren og fire Blikfade var alt vort Huusgeraad, ingenting til at koge i eller paa og ikke en Bit Mad, jeg havde rigtignok 40 dollar i Guld i min Pult, hvad Vilhelm havde veed jeg ikke, men her var ikke Mad at faa for Guld. 3 Stole og to Borde havde vi, saa sætte os ned kunde vi da, hvilket vi ogsaa gjorde, læende af vor pudsige Stilling; jeg havde netop om Morgenen faaet Brev fra min kjære ChristianeChristiane] Christiane Koren Hysing (1826–1880), Elisabeths eldste søster (Johnson 1941, I, 188) fra 12 marts, dette læste jeg nu høit for Vilhelm, som derpaa sang og morede sig over den Sang i Anledning af Fireskillingsbanketten som Christiane havde sendt os. Saa læste vi Emigranten, som jeg ogsaa havde faaet til vi tilsidst fandt det kune være paa Tide at bringe lidt orden i dette Pulterkammer. Vi pakkede ud og pakkede ind til vi baade bleve førdige og sultne saa vi gik hen i «gamle Stuge» hvor Husets Eiere, Erik og Guri, bo, de var ikke hjemme den Dag, men Huset stod aabent saa vi kom ind; jeg krøb op paa et Bord og fik fat i noget Melk. Vilhelm fandt Smør og Brød og «Cake», og nu holdt vi vort Maaltid staaende midt paa Gulvet, Vilhelm med Hatten paa, jeg med Kappe paa Hovedet, min violette sirtres Kjolesirtres Kjole] kjole av blomstret bomullsstoff og mit strikkede Schawl knydtet om Livet, med et Stykke Mad i den ene og en Bolle Melk i den anden Haand.

Da Maaltidet var endt, tog jeg Støvekosten, feiede Stuen, tørrede Støv af og saa kunde vi hvile paa vore Laurbær. Vi er ogsaa meget fornøidde med at have faaet denne Stue for os selv, nu skal Du høre hvordan den seer ud.

Det er et lidet aflangt Værelse med Døren midt paa den langeVæg og to Vinduer ligefor hinanden, med sirtres Gardiner for, under hvert af disse staaer et Bord, ved det ene staaer min Pult, hvor jeg nu sidder og skriver, tilligemed et Fad Markblomster, ved det andet sidder Vilhelm i en Gyngestol og læser; i det ene Hjørne staaer Sengen, der tilligemed en af Vilhelms Bogkasser, der er dannet som en Reol, – som vi er glade ved at kunne have staaende, saa vi kan komme til Indholdet – optager den lange Væg. Ved den Væg hvor jeg nu sidder, staaer ogsaa den anden Bogkasse og der er tillige en lukket Trappe op til Loftet, hvor vi har vort Tøi og hvor Pigen ligger, endelig har Guri været så snil at lade en stor Hylde, der har sin Plads lige overfor Sengen, blive staaende, det er mit Spiskammer og her har Du en Beskrivelse over vor nuværende Bolig –.

Disse milde Folk, Erik og Guri, som have overladt os deres Huus og selv bo i den gamle Stue, er to fortræffelige Mennesker og meget tjenestvillige og forekommende mod os. Hos dem faae vi hvad vi behøve af Melk og Potetes. Nu har vi faaet vor Stove, som jeg er meget fornøiet med og faaet en Hytte sat op hvor den kan staae og vi lave vores Mad, det gaaer naturligvis ikke an at have den inde om Sommeren, hvor der kun er et Værelse.

Og nu har jeg faaet mig en af Anne Aarthuns Døttre til Hjælp, hun gaaer til Confirmation – saa nu kan Du tro jeg begynder at føle min Huusmoder Værdighed. Nu er jeg ogsaa begyndt at bage Brød, først gik det galt og jeg var ganske lei over min nye Stove, som ikke vilde stege ordentlig, til jeg fik fat paa en Mand, der lærte os at kjende dens Indretning, det er nemlig en ny Slags, nu gaaer det godt saa jeg forleden dristede mig til at bage Hvedebrød og Tvebakker til Vilhelms Bygsuppe. De smagte godt, men gav Vilhelm Anledning til at lee af mig for den forunderlige Facon, de havde faaet.

Du kan tro jeg var i Forlegenhed med at skaffe Vilhelm noget Bygsuppe, medens han var syg. Byg- og Havregryn ere Sager som ikke findes her; jeg haaber de findes i Wisconsin. Nu ja, det var ikke værd at være raadvild og saa fik jeg noget Byg, tørrede den, malede den paa min Kaffekværn og kogte Suppe, men nu gjaldt det at faa noget at lave den til med; det var ikke anden Raad end at koge tørrede Æbler og bruge Saften af dem – man hjælper sig som man kan. Du skulde bare seet mig, Fa’er, da jeg skulde sætte Deigen til Tvebakkerne, vandre imellem Guris Huus og vores, med to viltre Kalve, som løber herudenfor – og «Vige» galloperende i Forveien.

Vi har faaet saa mange Presenter fra Folkene her omkring, bestaaende i Smør, Æg, Fløde og Meel – saalænge vi boede hos andre, var det ingen Fornøielse at bringe noget, menede de, men nu var det en anden Sag – Forleden Dag kogte jeg Hønsekjødsuppe med Boller, som jeg var meget stolt af, det var en gjild Hane, som kunde gi saa god Suppe og den havde jeg faaet av Mutter Aarthun, meget glad over at faae noget Kjødsuppe til min Reconvalesent. At faa friskt Kjød her, det lader sig kun udføre ved at dræbe en Hane eller skyde en Fugl; man slagter blot Sviin endnu. Forleden fik vi en ypperlig Present af en af Læsergutterne, en deilig Ret Ørred; det kan Du tro smagte. Her er Fisk, mest Gjedde og anden Ferkvandsfisk i Overflod, en 3–4 engelske Miil herfra; naar det bare ikke var saa vanskeligt at faa et Bud efter den. Det skal blive godt at faae en Visergut, som en maa have naar vi faa Præstegaard – en Confirmand –.

Her har Du en liden Beretning om min Huusholdning, kjære Fader. Du kan tro det er morsomt at have faaet sit eget Stel, jeg synes vi har faet ganske travlt nu, især med at undervise min Pige, som aldri har seet andet Stel end paa Aarthun og staaer ganske fortabt ved alt hvad jeg foretager mig og over den nye Mad, som hun ikke har seet før.

Bededagsaften kom vi tilbage fra Painted Creek. Der er smugt der, i det hele taget smukkere end her, og nu stod alt i sin Vaarpragt. Det er en forunderlig Natur dernede, mere vildt; man mærker at man kun er en 5–6 Miil fjærnet fra Missisippien. Vi reiste ogsaa en Tur ned til Columbus, en liden Begyndelse til en By, der ligger lige ved Missisippi, en deilig Tour –. Det havde netop regnet, saa alt var friskt og fuldt af Vellugt fra de netop udsprugne Træer. Veien var baade smuk og interessant. Den sidste Deel gik langs en Elv. Veien laa temmelig høit, saa vi havde den smukke Elv med den frodige Dal og de tæt bevoxede smaa Holme nedenfor. Klipperne, der som oftest ere bedækkede med Græstørv, og for en Deel bevoxede med Træer, havde her omtrent Form af Sukkertoppe. Det var en deilig Aften vi tilbragte ved Mississippi. Det var den smukkeste Sommeraften, vi endnu have havt. Floden var, hvad der hører til Sjældenhederne, blaa og klar.

Vi gik en Tur langs Flodbredden – en Skovvei. Trærne voxede lige ned til Vandet, paa den anden Side var der tæt, tæt bevoxede Klipper, det var Frodighed! Og en Mængde Krat af forskjellig Arter, hvoraf den er ganske bedækket i Midten og paa Høiderne af den modsatte Bred, det var smukt og til alt dette en frisk Løvlugt og store Stene overgroede med Vinranker og en Mængde Slyngplanter, blomstrende Hæggebuske og Blommetræer med flere, som jeg ikke kjendte og mange nye Markblomster, som jeg saae for første Gang, saa kan Du tænke Dig kjære Fader hvilken Nydelse dette var. Ak om Du ogsaa kunde seet disse Blomster, Buske og Slyngplanter! Du kan tro jeg tænkte på Dig –

Er det ikke underligt at Hæggen her kun voxer i Buske? Jeg har ikke seet noget ordentlig Træ, der er to Slags af den. Solbær vokser vildt her, Asparges ogsaa, fortalte Clausen; der var mange hos ham. Saa gode som tamme var de ikke, men dog gode. Hvis Frugten vil svare nogenlunde til Blomsten saa bliver her en Masse Jordbær, og jeg haaber Bringebær, sa jeg kan faa noget at sylte.

Dagen efter roede vi fra Columbus til Lansing, der ligger ganske tæt ved og er en By af mere Betydenhed og i Opkomst; her kan man faa hvad man vil. Dampskibene gaae hertil; ja, de gaaer jo mæget længere, jeg troer høiere end til St. Paul i Minnesota.

Det var min kjære LinasLina] Caroline Mathilde Hysing (1840–1923), Elisabeths søster (Johnson 1941, I, 189) Fødselsdag. Hils hende og sig at jeg sad paa en Bunke Bord (Planker) ved Missisippi og tænkte paa hende, medens jeg saa paa alle de smukke Fugle, der fløi over Vandfladen, hun var kanskje i fuld Leg med sine Veninder paa den Tid. Var det ikke morsomt at jeg fik see Missisippi i sin Vaardragt? Thoms Geburtsdag reiste vi til Painted Creek og Bededag var det Hans’s, hils dem meget fra mig. Havde de ogsaa iaar, det sædvanlige lystige Selskab, som jeg var alene med ifjor?

Vilhelm gik meer end engang ud af Buggien for at hænte en ukjendt Blomst paa Veien nedover. Endnu er jo ikke den rigtige Blomstertid begyndt, men jeg har dog fundet adskillige, saaledes en guul, der af Blomster og især af Blade ligner enkel Gyldenlak og lugter omtrent som Aurikler; en hvid, ikke lugtende, men smuk, der har meget tilfælleds med Lilieslægten; nogle høirøde Flox, baade af Lugt og Udseende omtrent som de hjemme i Haven, men de voxer kun i ganske smaa Buske o.s.v. Violer har her været ganske blaat af, de lugte ikke. Kattelabber, som vi kaldte dem, og Stedmoderblomster, noget anderledes end hjemme, var her ogsaa fuldt af. Rygtet er bagtaleriskt i hvad det siger om Blomsterduften i Amerika – her er ikke faa lugtende. Hvad Fuglesangen angaar, er det vel mere sandfærdigt, skjøndt her skal være flere som synger smukt; men vi maa dog mest lade os nøie med Qvidren. Her er ellers en heel Deel smukke Fugle, kan Du tro, smaa og store, af alle Farver og spraglede. Af svaler er her 3 slags, nogle meget smukke, blaa med brunlige Vinger, men den lille indigoblaa Fuglen vinder dog Prisen. Myg, Muskitter, har jeg ikke mærket noget til endnu, i disse sidste Dage har vi havt deiligt Sommerveir, ellers har Størstedelen af Mai-maaned været kold og meget stormfuld. Vi havde Vaaren i Marts, men denne Regn har gjort godt, saa nu er alt saa grønt og smukt, ja den sene Eeg, den er ikke fuldkommenud sprungen endnu den. –

Vi kom som sagt hjem Bededagsaften,Bededagsaften] fjerde fredag etter langfredag, altså 12. mai 1854 og hørte paa Veien at Præsten Clausen var kommen nedover. Vilhelm gik strax hen til Katterud, hvor han logerede, da han kom tilbage, sagde han, at han havde inviteret Præsten Clausen til Middag, næste Dag. «Hvad tænker du paa?», sagde jeg, «vi har jo ikke det mindste Mad uden Fleskeskinken». Ja, han havde ogsaa inviteret Clausen paa Skinken og derved blev det. Jeg ønskede at jeg havde havt Maries 5 Hummere, som hun havde at beværte Herr Bang med, det var nu ikke saa vel og jeg maatte gjøre mit Bedste med Skinken og hen til Guri og faa stuved Potetes, hvorpaa vi spiste med god Appetit og da Herrerne haavde drukket Kaffe og røget deres Pibe, spadserede vi op til Præstelandet og saae til Bygningen, som de var i fuldt Arbeide paa. Dagen efter kom Ørreten, og glad var jeg over at faa noget til Præsten, som ogsaa var en Sjældenhed for ham. Han bor ellers lige ved en Elv, hvor der er saa fuldt af Fisk, mest Karper og Gjædde, at de undertiden ikke kunde see Bund, og Præsten havde en Aften fisket med Hænderne i Mængdevis.

Tak, tusinde Tak, min kjære dyrebare Fader, for Dit kjære velsignede Brev fra 9de Marts, som jeg fik mod Slutningen af April. Da havde Du da endelig faaet Brev fraa Iowa og Gudskelov for den Glæde det forskaffede Eder og fordi jeg ogsaa dennegang kan sænde Dig gode Efterretninger fra os og glæde mig ved Tanken om hvor glad Du vil blive naar Du seer vi fremdeles ere raske og fornøiede – Du kan tro der er ogsaa Glæde i Iowa naar der komme Breve fra Hjemmet og Gud være lovet for de gode Breve vi hidtil have faaet. Du var rask,rask] frisk kjære Fader, og nu tænker jeg mig Dig hver Dag i Haven. Har Blomsterne Dine staaet sig godt i Vinter? Her maa det vist ofte være vanskeligt, da der undertiden bliver fuld Vaar i Marts ogsaa Vinter i April. Her er nogle smaa gule Blomster hvis Løv og Maade at voxe paa meget ligner disse, ja jeg husker ikke det latinske Navn, men du veed nok «Moster Oleas» Roser som Du har saa mange af. Har Epheuen i Hjørnet holdt sig godt iaar? Nu blomstrer mit Kirsebærtræ vel smukt? Og MarieMarie] Christine Marie Cappelen Hysing (1836–1867), Elisabeths søster (Johnson 1941, I, 188–189) som har faaet min Have, det er jeg glad for, bed henne at passe den pent. Gud give hun maa blive saa rask og flink at hun kan – hun er vel ikke kommen hjem endnu, men StenSten] Johan Augustinus Hysing (1834–1888), Elisabeths bror (Johnson 1941, I, 188–189) er maaske hjemme og Lotte. Hvor folksomt det bliver i Herregaarden i Sommer. Sten som skal helt til Carlsruhe, Gud give han maa finde seg vel der. Var Bøgeskoven smukt udsprunget til min Geburtsdag? Her kan du tro det er vidt fremme.

Vi var paa Præstelandet igaar, der var saa smukt. Den store Skov og de smaa Lunde vare saa vakre. Egen er i de sidste Dage ganske Sprunget ud, Bladetre ere meget større end hjemme. Græsset er saa høit, der er saa mange underlige Planter iblandt; her er en uhyre Løvrighed, det lave Hasselkrat staar saa tæt, blandet med Bringebær, som her er noget anderledes end hjemme og nu staar i fuld Blomst, denne ligner temmelig Æbleblomster og lugter ogsaa lidt og er smuk. Vi kommer rigtig til at bo i et Skovlandsskab der paa Præstelandet. Huset ligger imellem Træer, med to store Ege foran, en gammel knudret Eeg, hvis Grene gaaer lige til Jorden paa den ene Side, den smukke Lund af Eeg og Asp bagved, der maa kunne blive nydelig med Have rundt Huset.

Nu har vi saa vidt jeg ved faaet alle de Breve der ere os sændte hjemmefra. Brevet fra Lillo; som du havde sendt, fik vi for en 8–10 Dage siden, husk endelig paa, kjære Fader, at Du sætter «via Ostende» paa Brevene til os, ellers gaaer de om Bremen eller Hamburg med Paquet Skib, hviket forsinker Brev betydelig. Nu haaber jeg du har faet vore Breve fra sidst i Marts. Jeg stunder saa efter at faa dette Brev afsted, at jeg heller vilde lade være at skrive saa langt, jeg er bleven saa forsinket i min Skrivning dennegang og vi skrive alt sidste Mai. Naar jeg nu sænder brevet til Trout River imorgen, saa haber jeg idetmindste vi faaervi faaer] rettet fra: faaer Aviser tilbage, det forrige Bud bragte os ingen og vi er altid spændte efter Efterretninger hjemmefra, kan du nok tænke. Hvordan seer det nu ud i Europa mon?

Jeg troer hele Folkemassen i Wisconsin drager mod Vesten nu. Her var en ungvar en ung] rettet fra: var ung Mand med Hilsener fra Præsten PreusPræsten Preus] Herman Amberg Preus (1825–1894) igaar, han havde reist forbi over 300 Vogne med Norske, hvoraf de fleste agte sig til Minnesota og enkelte til Præsten Clausen. HerHer] ved Decorah er der ikke Land at faa for dem. De der saaledes reiser, ere enten Nykommere, der har været Vinteren over i Wisconsin, eller ogsaa saadanne der have solgt ud deres smaae Farme til ældre Norske, og nu drager hen hvor de med Lethed kunne faa meget Land for billigere Priis. Der drager mange ud fra Præsterne Preuses,Præsterne Preuses] Adolph C. Preus (1814–1878) og Herman Amberg Preus (1825–1894) StubsStub] Hans Andreas Stub (1822–1907) var prest i Coon Prairie fra 1855 til 1861. Han var en av de seks som stifta Den norske synode i 1853. Han ble seinere prest i Big Canoe menighet i Iowa (fra 1865 til 1891). og flere Menigheder. I Minnesota er de saaa ivrige efter at faa Prest, saa det vel ikke varer længe, inden de faar bragt i Orden og skriver til Norge.Resten av brevet er skrevet i margene. Nu er da DuusDuus] Olaus Fredrik Duus (1824–1893) fra Kragerø, prest i Waupaca, Wisconsin fra 1854 til 1857 valgt for Waupaca, han kommer vel længst fra os af alle. Mon nu ingen vil søge Bluemount?

Du spørger om vore Kasser, kjære Fader, jo dem har vi Gudskelov faaet, men det varede længe. Vi kunde ikke have dem med paa det Jernbanetog hvormed vi reiste, de bleve sændte med et andet. Da vi kom til Milwaukee væntedes de først om et Par Dage. Vi kunde ikke bie derefter, men overlod det til Preus’s Besøgelse, og traf Aftale med en Mand i Dodgeville om at befordre det videre. Nu hørte vi ikke længe noget dertil og vare ængstelige, skrev til Preus, men Brevene gik galt. Endelig kom det først i April efter at have staaet i lang Tid i Dodgeville, da Missisippien hindrede dem i at bringe det frem. Men tænk hvor hældig. Alt var ubeskadiget, og saa ud som det var indpakket Dagen i Forveien. Nu maatte vi blot see det efter, udtage det nødvændigste og saa lade dem staa, ja Bøgene, har vi her. Det smagte godt at faa dem kan Du tro, ellers gik det enda an at undvære det øvrige Tøi, saalænge det var Vinter, og vi ikke boede for os selv. Og alle Daguerrotyperne, dem var det en Glæde at faa frem. Nei, den lille Nøddeskal af en Canoe kunde nok ikke faa vore tunge Kasser over! – Vilhelm hilser Dig kjærligst, han kommer sig godt Gudskelov, og har god Appetit; endnu er han ikke begyndt paa sine Reiser og glad er jeg derfor. Bring nu mine kjære Sødskende og Venner mange kjærlige Hilsner fra os. Nu vil jeg skrive lidt til Christiane og, da maa jeg slutte med at skrive til Dig min kjære gode Fader. Gud lade dette naae Dig rask og tilfreds og bringe os snart gode Efterretninger fra Hjemmet. Gud velsigne Dig kjære Fader. Din egen Leis.Leis] Elisabeths kallenavn i familien

Vilhelm vil inderleg gjørne have Krydseren,Krydseren] norsk satirisk ukeblad (1849–1854) og ligeledes Christianiaposten,Christianiaposten] norsk avis (1848–1863) indtil han faaer den siste regelmessig fra Norge, som skeer med Tiden.

Din Leis

Om Brev hjem 1853–1858

Elisabeth Koren (1832–1918) utvandret til USA med sin mann Vilhelm Koren (1826–1910) høsten 1853. Vilhelm skulle være prest i Iowa for et stort antall norske innvandrere som hadde etablert seg som bønder vest for Mississippi.

Denne samlingen inneholder de 53 bevarte brevene som Elisabeth Koren sendte hjem til familien i Larvik i årene 1853–1858. I brevene skildrer hun reisen fra Norge til USA, området de kom til og det nye livet som immigrant, prestefrue og etter hvert mor.

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på X
Del på Facebook