Little Iowa Prestegaard
24de Juni, 1855

Min kjære Moder!Moder] stemora Elisabeth Frechland (1810–1897). Mor til Elisabeth, Caroline Mathilde Koren (1801–1840), døde i 1840, da Elisabeth var åtte år.

Nu har jeg vasket og klædt lille Tuppen min, efter denne Affaire begyndte hun at gnide sin Næse og gjemme sit lille Ansigt hos mig, det er hendes Maade at fortælle hun er søvnig, paa, saa jeg byssede hende da i Søvn og lagde hende under hendes Muskittobag,Muskittobag] myggnett hvor hun sov sødelig medens jeg læste en Prædiken for Folkene. –

Nu har jeg spist Middag – Flødegrød i Anledning af St. Hansdagen. OlineOline] tjenestejente hos Korens gaaer i Haven med Henriette,Henriette] Henriette Koren (1854–1939), Elisabeth og Vilhelms eldste datter saa jeg rolig kan sætte mig til at skrive. Først en kjærlig Hilsen til den 7de Juli, til hvilken Tid dette Brev burde været fremme om jeg havde været rigtig flink. Vilhelm er fremdeles i Minnesota, men imorgen kan jeg vel begynne at vænte ham hjem igjen, hvilket han vist længes efter at kunne, og faa hvile sig lidt efter denne anstrængende Reise. Jeg tænker han vil blive glad for alle de smaa Forbedringer her er kommen istand medens han var borte, gid Du ogsaa kunde kaste et Blik ind i vore smaa Værelser, saa skulde Du see at de ere nok saa peene og hyggelige.

Paa mit Sybord har jeg et Fad vilde Roser der lugter godt, men ikke stærkt, og paa det andet Bord et Glas med en Slags Tigerlilier og forskjællig Slags Løv. Nu er der vist en Rigdom i Haven hjemme, skjøndt alt er jo der, som her, saa seent iaar. Kunde jeg gjøre mig en liden Visite derind, saa ved jeg jo nok hvilke Blomster jeg vilde tage med mig igjen. Jeg har opdaget at en Deel af det Frø jeg har saaet er Fløielsblomster, en Deel Balsaminer, og noget de søde Blomster paa Faders Brevpresse, jeg ved ikke hvad de kaldes. Mest nysgjerrig er jeg efter at see hvad de saakaldte Citroner bliver til, de komme prægtig op; jeg har ellers megen Sorg af alle mine Høns og Kyllinger i Haven, til næste Aar haaber jeg at blive fri derfor. Synes Du ikke jeg er rig paa Høns? Og atter er der opdaget en Høne med 15 Æg i Skoven. Det er ikke saa galt at der kommer nogen igjen da jeg har mistet 10 Kyllinger af forskjellige Aarsager, havde jeg ikke det, saa havde vi nu havt 70.

Jeg har baade Breve og Avise til Vilhelm dennegang; igaar kom der Brev fra SelløSellø] Selje, der Vilhelms onkel, Wilhelm Frimann Koren (1801–1891), var prest (Johnson 1941, I, 64) og Pastor H. Preus. Brevene vare fra Laura og Sofie, gid der ogsaa var kommet fra min Svigermoder, men nu skal Du see, det atter gaaer galt med et Brev fra Horten. Jeg kan ikke tro andet end at hun har skrevet efter hun modtog Vilhelms Brev i Vinter, vi har dog ikke faaet noget, Jeg forstaaer ikke hvordan de addresserer dem der, alle andre kommer frem; det fra Bergen kom eet Par Dage over en Maaned, blot de ikke sænde dem over Bremen. Det fra Langesund var sændt den Vei, men det kom dog frem tilsidst. Jeg fik ogsaa Brev fra Fru Linka.Fru Linka] Linka Preus (1829–1880), gift med presten Herman Amberg Preus (1825–1894). Linka ble en av Elisabeths beste venninner, mye av brevvkslinga mellom dem er arkivert ved Luther College. Hun skriver saa kvikt og muntert, det er bestemt et prægtigt Menneske. Jeg frygter det bliver til intet med deres Besøg her i Sommer, som vi havde glædet os saa meget til; det er heller ikke deres Skyld om de ikke komme, jeg veed det mangler ikke paa Lyst hos dem – men derimod Herr Langes, som jo nu ikke kommer herover, saa Preus maa overtage de Menigheder; i October skal de have Synoden hos sig, da skal jo Vilhelm derned og i den varmeste Sommertid kan jeg ikke tro de tør reise med de smaa Børn. Nei, naar de ikke kommer nu, saa kommer de vist ikke. Det samme er vel Tilfælde med A. Preus,Præsten] Adolph C. Preus (1814–1878), prest for norske immigranter i Koshkonong til 1860, så i Coon Valley. Leder for Den norske synoden fra 1853 til 1862. Reiste hjem til Norge i 1872 (Norlie 1914, 97). han maa vel overtage MunchsMunch] Johan Storm Munch (1827–1908), prest i Wiota og Dodgeville, Wisconsin, 1855–1859. Reiste tilbake til Norge i 1859. Menigheder til han kommer, om det nogensinde skeer. Herman Preus og vi skulde ogsaa slaaet Følge sammen til Clausen og da havde Touren været dobbelt behagelig. –

Aviserne igaar ineholdt en lang Beretning om Mr. Barnum og hans 150 Babies der trak 10 tusinder Tilskuere til Museet den første Dag. Jeg fortalte jo om dette Baby Show? Den anden Fortælling var Samtaler blandt Tilskuerne der ikke vilde tro, at de fedeste Børn virkelig vare af Kjød og Blod, men sagde at «Mister Barnum is humbuggin, again», de havde ikke forglemt hans «mermaid» hvormed han i lang Tid narrede Folk. Den smukkeste Baby har ganske riktig modtaget sine 100 Dollar og den Fedeste faaer nok ogsaa sine 50$ naar dets Tid kommer. Jeg undres hvad jeg havde faaet for min lille Baby? Naar hun skriger siger Pappa, «Henriette skal til Baby Show». Nu kommer vel denne mr. Humbug, denne Barnum snart ud med et Værk om Barneopdragelsen da jeg seer Dommerne maa have nøiagtig Forklaring over de smukkeste, fedeste, etc. Børns Opfostring maales osv. og han formodentlig agter at bidrage sit til Nationens Forædling. – Der skriger Henriette, hun har lagt saa længe vaagen saa nu synes hun nok det var paa Tide om jeg gik hen til hende.

Nu er den lille Fuglen min køiet, saa har jeg da Ro for en Tid. Du skulde see os naar jeg faar brev hjemmefra, som jeg da naturligviis maa læse strax paa een eller anden Viis, men det er et Besvær; sidst jeg fik Brev fra Fader gikk jeg med Henriette paa den ene Arm, Brevet i den anden Haand og sang for hende og læste paa engang til hun blev altfor balstyrig for at faa fat paa Brevet og Vlhelm kom og forbarmede sig over mig. I gaar, da jeg fik Brevene sad hun rolig en Tidlang til hun havde faaet trukket begge Strømper og Støvler af, saa var den Herlighed forbi. Det er hendes kjæreste Beskjeftigelse. Du skulde seet hende igaar da hun laa paa Gulvet og havde faaet den ene Støvle af sig hvordan hun da strævede for at faa fat i den igjen, hun kan endnu ikke sidde, ialdfald bare et Øieblik, uden Understøttelse. Der laa hun da og forsøgte at reise sig og vende sig omkring og det med en saadan Styrke at hun atter faldt om paa den modsatte Side; da hun ufortrøden havde fortsat dette en Stund uden Held, begyndte hun med den anden Støvle. Du seer jeg følger Dit Raad at lade hende vænde sig til at krybe, nar hun nu bare bliver saa stærk at hun kan sidde alene og støtte sig rigtig paa sine Arme. Nu sætter jeg mig ofte ned paa Tæppet til hende med mit Sytøi, saa ligger hun der længere. Hun skal fremdeles ligne sin Papa, finder Folket her, 2 eller 3 finder derimod at hun ligner sin Mama, til en af disse sagde jeg, synes du det de Fleste sige hun ligner Præsten, «Aa var det ligt te’ de’ du, han er ikke sa rau aa kvit i Anlete han», var Svaret. Jeg synes ikke hun ligner nogen af sin Familie, endnu. Er det ikke et flinkt lidet Barn som endnu ikke har manglet noget, ingen Hudløshed, Trædske eller andre almindelige Ulemper. Gud ske Lov og Tak derfor og Gud give jeg længe maa kunne sige det.

Jeg vilde gjørne vide om det er galt at vadske hende i haardt Vand, thi det er Vandet her, ikke saa meget hvor vi før Vinter hæntede, som nu; det er langtfra ikke saa slemt som f. Ex. i Langesund, men dog haardt, vi har altid Lud i og lader det staa og klares naar vi vadske Klæder. En Kone sagde mig at saaledes gjorde hun ogsaa altid Vadskevandet til sine smaa Børn, men det bliver jo Ludvand og kan ikke være friskt og godt. Jeg er bange hendes Haar skal blive stygt deraf, men kan dog ikke mærke det gjør nogen Skade. Svar mig derpaa er Du snil. Anne som var her, sændte Uld i Present til Strømper til Henriette. Vilhelm bragte ogsaa Uld med fra sin siddste reise, saa jeg har nok af denne Artikel for længe. Smør og to Oste fik vi ogsaa. Det bliver dyrere og dyrere her. En Tønde Potetes kostede for en Tid siden 4 Dollar, og Hveden der jo er vort meste Meel koster nu 5 dollar Tønden, saaledes er det med alt, og da jeg seer at alting tømes i Sydamerika og Europa vel maa have en god Deel, bliver det vel ikke bedre paa lang Tid.

Kjænder Du Æggebubbert? Den findes hos Fru Winsnæs,Fru Winsnæs] Hanna Winsnæs (1789–1872) utga Lærebog i de forskjellige Grene af Huusholdningen i 1845. jeg beværter ikke saa sjælden dermed, da jeg jo har god Raad til det. Jeg ledte efter noget Skemad hvortil der brugtes Æg for at faa en liden Variation, saa fandt jeg da Ægemelk som ikke behagede os videre. Bubberten smager derimod godt, den ligner Kalvedands lidt. Forleden fik jeg kjøbt noget salt Fisk i Decorah. Jeg indbildte mig det skulde være en slags Klipfisk, der undertiden kan faaes der, saa er det almindelig Ferskvandsfisk nedsaltet. En Fisk saa stor som en Makrel koster 27 shilling ‹…› norsk, en vakker Priis. Jeg har ikke smagt den endnu. Kanhænde den er noksaa god, det er i alfald Fisk.

Siden jeg nu snakker om Mad, falder det mig ind at det maaske kunde more Dig at høre hvordan Folkene bliver beværtede her, f. Ex: i Høsttiden, Varaannen etc. Jeg fortæller hvad de fik her og saaledes er det de fleste Steder. Til Middag naurligviis stegt Flesk, der nu altid er Hovedretten, dertil stegt Løg og stegte Æg. Kaffe (det er den almindeligste Drik til alle Maaltider, da de saa sjælden bruge Suppe) og Smør og Brød, dertil en eller 2 Slags Kage, pai eller en anden meget almindelig kogt i Smult og saa kogte tørrede Æbler eller en Slags stiv ‹Æggemælk›. Til Aften enten omtrent det samme, eller som her, The, Spegkjød og blødkogte Æg. Det er mærkværdigt for alle de Æg man kan bruge naar man har dem, det har jeg da lært, og det kan naturligviss ikke nytte at gjemme dem nu den stærkeste Hede kommer.

Endnu lidt om Mad, saa skal jeg ikke trætte Dig længere. Husker Du den Suppe vi fik i Knebel som de kaldte «Kjør rundtenom»? Jeg ved bare, det var meget aparte godt med Flødemelk i, mon jeg ikke skulde kunde præstere den? Jeg vil saa gjørne have alt hvad der er koldt og veed Du noget jeg kan bruge mine Æg til, saa vær saa snild og sig mig det. Du troer vel jeg har mit Dækketøi hvidt og smukt nu, nei det er ikke saa vel, jeg kan ikke blege det førend vi selv faa Vand paa Gaarden. Tænk jeg har endnu ikke syet de Theduge jeg fik. Du ved at jeg ikke kunde komme til mit Dækketøi før vi flyttede herind og siden da har Henriette optaget min meste Tid og Arbeide. Nu skal det dog skee.

Jeg har vel fortalt Dig at jeg har faaet 11 Pudevar af det Lerred, jeg havde med mig? Jeg har syet dem af mellem Størrelse, 2 til en dobbelt Seng – og paa samme Maade som jeg har seet det her, nemlig Trækket noget længere end selve Puden saa det falder sammen for den ene Ende med en hæklet Knipling op. Det er ganske pent til den Størrelse og Bændler, der kun er at faa af Bomuld og ikke ere stærke, undgaaes. Jeg følger da ogsaa den almindelige Yankee Skik at vadske hver Uge, nu er jeg vandt dertil. Pigen vil det helst, da vi aligevel maa vadske for Barnet og her desuden ofte vilde være vanskelig nok at faa Hjælp til en Storvadsk hvortil der ogsaa udfordredes større Kar osv. Naar vi ikke har Regnvand eller Snee, heller vi om Aftenen lidt Lud i Vandet hvorved det Kalkagtige synker til Bunds og naar Tøiet er vadsket, bliver det smurt lidt Sæbe paa det og kogt i en dertil hørende Kjedel. Det er vor Bøg. Er Blik ikke det mindste skadeligt? Det er saa almindelig brugt her til Melkefade og allehaande.

See saa har jeg alt fyldt det lille Rum, jeg havde og det bare med Madsnak og baby Show. Du undskylder mig nok kjære Moder; ikke sandt? Det bedste seer Du dog alligevel, at vi Gud ske Tak, leve lykkelig og fornøiet, at lille Barnet voxer og udvikles paa det bedste til vor store Glæde, og nu gaaer jeg ind og stjæler er Kys fra hende for at sænde Dig. Naar Du skriver til Kjøbenhavn, Jylland og Langesund, saa hils venligt. Hjertelig Hilsen til alle Venner. Gud give disse Linier maa træffe Dig frisk og vel,

din Leis.Leis] Elisabeths kallenavn i familien

Jeg har glædet mig meget ved at vide Frøken I. hjemme, som jo alle synes om. Det maa være til stor Gavn for Eder alle. Jeg haaber der er flere Jordbær hjemme end her, hvor er det smaat dermed. Jeg vilde syltet nogen, men kan ingen faa, tror jeg. Det er nu to dage siden jeg endte dette og i den Tid er Henriette kommen saa vidt at hun kan sidde paa sit Tæppe.

Om Brev hjem 1853–1858

Elisabeth Koren (1832–1918) utvandret til USA med sin mann Vilhelm Koren (1826–1910) høsten 1853. Vilhelm skulle være prest i Iowa for et stort antall norske innvandrere som hadde etablert seg som bønder vest for Mississippi.

Denne samlingen inneholder de 53 bevarte brevene som Elisabeth Koren sendte hjem til familien i Larvik i årene 1853–1858. I brevene skildrer hun reisen fra Norge til USA, området de kom til og det nye livet som immigrant, prestefrue og etter hvert mor.

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook