Brev hjem 1853–1858

av Elisabeth Koren

Forrige Neste

Brev 2: 23. november 1853

«Jeg var naturligviis den Eneste Dame som var oppe»


Min kjære Fader!Fader] Ahlert Hysing (1793–1879)

Gudskelov for gode Efterretninger hjemmefragode Efterretninger hjemmefra] I dagboka hun skreiv under overfarten nevner hun at ved ankomst i New York kom kapteinen til henne med brev hjemmefra (Nelson 1955, 59). og fordi vi er i god Behold her. Vi har jo havt en lang Reise, 6 Uger underveis fra RydeRyde] ei havn på Isle of Wight. Båten forlot ikke Ryde før 9. oktober (Nelson 1955, 14). og jeg veed I maa have ængstet Eder meget for os i denne stormfulde Tid, og maaaske endnu mere hvis I have seet af Aviserne, hvor megen Dødelighed der har været ombord i andre Passagerskibe, og tænk hvor ærgeligt, der har staaet af en Feiltagelse i Aviserne her at vi havde 40 døde, istedenfor 14, som vi havde, der døde 1 efter vi forlod England. Ellers har Sundheden, paa Søsyge nær, været god.

Vi kom til Staten Island den 20de, men maatte kaste Anker der og ligge der til 22de af den Grund, at da Doktoren kom ombord for at eftersee Skibet og alle Mellemdækspassagerer fik Ordre til at komme op, var der 2 der fandt det behageligere at ligge i deres Køie, og da Doktoren fandt dem der midt paa Dagen i det deilige Veir, troede han de var meget syge, skjøndt den ene kun havde spist for meget Flæsk og den anden havde et opsvulmet Kind og var mat efter Søsyge. Her blev megen Fortvilelse over denne Opsættelse, da ingen vidste hvor længe det vilde vare, men Dagen efter blev alle Dækspassagererne hæntede af et Dampskib, medens vi skulde vænte indtil videre.

Det var en ubehagelig Dag. Captainen var i land. Toldbetjenter om bord og eftersaa Tøiet. De var meget høflige, lukkede Laaget op, slog det til igjen, satte deres Merke paa og gik igjen. Vi stod og saa paa alle Folkene eftersom de kom op, pyntede og pene, saa vi næppe kjændte dem igjen. Det var et stygt Regnveir, jeg havde netop faaet vor Kuffert op og begyndt at pakke vore Sager sammen, da der kom Befaling fra en af disse Folk her var om bord, at alle, hver og én, maatte gaa med i land, da Skibet skulde røgesrøges] desinfiseres og ingen maatte være der. Der blev da en Forvisning; alle indsaa at det maatte være en Feiltagelse, men Styrmanden havde Comandoen og sagde ogsaa vi maatte gaa iland. Jeg lod dem vrøvle frem og tilbage og skyndte mig med Indpakningen. Stewarden havde bragt Maden ind og sagde uafladelig: «Wollen sie gut sein Platz nehmen, sonst kriegen sie nichts».

Endelig, da Forvirringen var paa det Høieste, kom der Contraordre at Steameren kunde ikke vænte længere og vi kunde blive; vi satte os da meget fornøiede til at spise vort friske Kjød, som vi havde glædet os til og lod Mellemdækkingerne reise sin Vei, raabende Hurra og Vivat og hjertelig glade over at forlade Skibet som rimeligt var. Det hele var naturligviis en Misforstaaelse og dagen efter blev Skibet røget og trukket til NewYork af en Slæber. Vi ere her ombord endnu, da vor utdmærkede Captain, har spurgt om vi ikke vilde blive og saa sparer vi de Hotelpænge. Consul BeckConsul Beck] Edward Bech (1812–1873), dansk konsul i Poughkeepsie, New York (Nelson 1955, 66) har vi ikke truffet endnu, men han havde lagt Bud ned i sit Contoir om vi ikke, naar vi kom, vilde bo hos ham. Dette har vi naturligvis ikke taget imod, da han jo ogsaa boer langt borte, saa det vilde være altfor gement og vi maa jo snart see at komme afsted igjen. Nu er Vilhelm gaaet hen til hans Contoir, da det er en af de Dage han er i Byen og saa gjør vi ham en Visite siden.

Men jeg faaer nok vænte med at skrive alt hvad der angaar Newyork tilsidst; jeg glemmer ganske, kjære Fader, at du nu mest længes efter at høre om vor Søreise. Du maa undskylde at jeg skriver saaledes i et Røre, men det er saa vondt naar man har saa meget at skrive om og idelig seer og hører noget Nyt, som jeg ogsaa længes efter at skrive hjem. Jeg begynte paa et Brev Dagen efter at vi kom her, i det Haab at Posten gik tidligere, ja jeg kunde behøve mange lange Ark, inden jeg blev førdig, men det maa være til vi engang holder op at reise og kommer til Ro, da skal I faa en udførlig Beretning om alt. Jeg seer Moer troede at jeg skrev lidt hjem hver Dag, men det er en Umulighed at skrive ordentlig paa Søen i Storm; jeg er glad over at jeg hver Dag har kundet skrive Blyantnotitser,Blyantnotitser] dagboka som skal hjælpe mig til en udførligere Beretning, der skal komme hjem, haaber jeg, tilligemed Vilhelms Beskrivelse af Skib, FolkFolk] I dagboka forteller Elisabeth langt mer om andre passasjerer, se Nelson 1855 og Koren 1914. og nogle af hans Scener om bord.

Hvor glade jeg tænker I alle ville blive, min dyrebare Fader, naar I seer, at vi tiltrods for den lange besværlige og stormfulle Reise, dog har havt det godt. Jeg har ikke været syg et eneste Øieblik; var det ikke flinkt, Fader? Du seer jeg har arvet din Natur og har nu erfaret at jeg kan udholde en Storm, saa godt som nogen, uden hverken at være syg eller bange. Vi har havt det bedst om bord af alle, begge raske, medens de øvrige Damer har lidt meget af Søsyge og holdt Køien næsten bestandig. En saadan Reise maa være frygtelig naar man skal lide saa meget af Sygdom, men saaledes som vi har havt det, har den ikke vært nogetikke vært noget] rettet fra: ikke noget afskrækkende for mig.

Vi har havt mange, mange behagelige Timer herombord, ofte allerbedst naar det har stormet stærkest. Det ubehageligste ved denne frygtelige Slingren er at man bliver saa træt, da man ikke kan sidde roligt og vore Sofaer er temmelig smale. De prægtelige Lenestole gik ogsaa i stykker her, ved at kastes omkring i Stormen, det bedste er at hvile sig lidt baade med Arbeide og Læsning i Storm. De to første Dage efter vi reiste fra Portsmouth havde vi god Vind og godt Veir saa vi for sidste Gang kunde tilbringe Dagen paa Dækket, saa blev Vinden atter slet og Søen urolig. Hele den øvrige Reise har vi neppe havt 5 Dage god Vind i alt, et Par Dage var det ganske Vindstille og Atlanterhavet speilblankt. Den Dag morede man sig med at fange Søgræs, hvoraf jeg ogsaa har med lidt til Erindring.

Fredag 21de October havde vi den stærkeste Storm vi har havt. Det havde stormet og regnet om Natten og blev roligere paa Morgensiden, men da vi drak vor Morgenkaffe begyndte det paa nyt; en Overhaling kastede Melkekruset i Skjødet paa mig, Smør og Kjæks udover de Øvrige. Siden tok det frygtelig til. To Mand stod til Rors, Seglene bleste istykker saa de maatte tages ind og vi laa nu og drev uden en eneste Stump oppe. Stængerne bleve brudte af. Barometeret stod næsten paa Storm. Lemmerne bleve satte for Vinduerne i Damesalonen. Stewarden maatte bære en og en Talerken Mad ind til os ad Gangen om Middagen. Jeg var naturligviis den Eneste Dame som var oppe, det var næsten altid Tilfælde. Dette var den uhyggeligste Stormdag, fordi det var den første, jeg har heller ikke siden hørt Vinden tude eller alting knage saaledes. Det varede heller ikke længe, henimod Aften blev det roligere, jeg var oppe for at see mig om.

Du kan tro det var rart at staa midt paa Atlanterhavet paa Skibet der laa og gyngede og uden et eneste Seil oppe. Søen var temmelig rolig og Aftenen smuk. Nedenfor Trappen sad vor smukke Captain med sine Folk og lappede flittig paa sine Seil ved Skinnet af en Lanterne. Jeg havde ikke troet vi saa rolig skulde sidde og spise vor Sildesalat den Aften. Dette var den værste Storm; siden har vi ogsaa havt mange, hvor vi ikke har kunnet havt Seil, jeg troer vi har mistet næsten alle, saa selv Captainen har sadt oppe og syed om Natten til kl. 1–2. I Begyndelsen kunde jeg ikke sove saa godt naar det blæste stærkt, men siden generede hverken Slingring eller Tuden af Vinden og Roret mig meget.

Da vi kom til Newfoundlandsbanken fik vi det koldt, dog ikke under 10 Grader i Kahytten. En Nat bleve vi forskrækkede. Vilhelm vækkede mig og sagde at jeg maatte staa op, han havde følt nogle stærke Stød og hørte saadan Larm. Jeg havde ogsaa i halvsøvne mærket Stødene, men var saa vandt til alleslags Bevægelser at jeg ikke vaagnede. Jeg skyndte mig at faa nogle Klæder paa, vi gik ind og fandt alt i Oprør; alle vare inde, heelt og halvt paaklædte. Vi havde seilet paa et Fartøi hed det. Vilhelm sprang op paa Dækket og bragte den Besked tilbage at vi vare stødte paa en Sandbanke.stødte paa en Sandbanke] I dagbokteksten, slik den foreligger på engelsk, er det Vilhelm som skriver om denne episoden. Nelson opplyser at det var ikke noe fyrtårn der før i 1873 (Nelson 1955, 50) Jeg skal ikke glemme den halve Time der forløb i ængstelig Forventning. Vilhelm var rolig; jeg var ogsaa temmelig rolig, der var hele Tiden noget som sagde mig at den gode Gud vilde lade alt gaa godt. Vilhelm søgte at berolige de grædende Damer, vi gik ind i vort Kabinet og forsøgte at bringe os selv i en roligere Stemning.

Det blev snart Morgen og vi bleve lykkelig befriede fra flere Stød og havde ingen Skade faaet. Vi havde lykkelig passeret Newfoundland dengang; det var Sable Island,Sable Island] utafor Nova Scotia vi havde stødt paa. Det var vor Lykke at vi havde smult Vande og at det snart blev lyst, samt at Captainen kom saa betids op. Du kan tro, kjære Fader, det var en Glæde, den Morgen vi fik Lods ombord og Aviser. Jeg blev ellers skuffet ved at see denne Yankee Lods der saa ud som en Landjunker, nei da var vor prægtige Lods med sin Baad «Mary» fra Cowes, noget andet. Vi havde slet Vind eller ingen, saa det tog Tid inden vi kom til Land og da havde vi atter en Forskrækkelse da vi i den tykke Taage stødte paa Grund ved Long Island, men det gik lykkelig over, det var ikke Lodsens Skyld. Ja, hvor taknemmelige maa vi ikke være, kjære gode Fader, at Gud saa lykkelig har ført os i sikker Havn tilsidst og frelst os fra alle Farer, og ladet os være saa raske hele Tiden. Du kan tro det var ondt at tænke paa dig og alle hjemme den Nat, vi stødte paa Grund.

Det var det deiligste Solskin og blev fuldkommen Sommer da vi nærmede os Amerika. Da jeg kom ind om Morgenen, fandt jeg en Mængde af Folkene paa Skanderen for at see det første Glimt af Land og det var smukt. Vi var naturligvis oppe den hele Tid for at see Indseilingen. En Slæber trak os afsted. Landet er smukt på begge Sider, især paa Staten Island hvor alle have deres Landsteder, og hvor Landet høine sig saa smukt i Baggrunden, bedækket med Skov, meest Løv, men ogsaa Gran. Skovene vare desverre bladløse, men omkring Bygningerne var Trærne endnu grønne. Mange smukke og mange stygge Bygninger, især der de fleste Steder saa saa nye ud, da Anlægene ikke vare tilvoxede enda. Jeg fandt ikke den Følelse af Glæde ved at see Land som jeg havde tænkt. Jeg var nok meget glad over at være kommen til Land igjen, men det var en vemodig Følelse at dette Land var Amerika, at hele det umaalelige Hav adskilte os fra Europa.

Du kan tro vi begyndte tidlig at mærke NewYorks Livlighed, en Masse Skibe paa alle Kanter og en Mængde Smaafartøier kom og gik. Der laa ikke mindre end 5 Udvandrerskibe, et af dem et tydsk med en Mængde Passagerer gav os et «Hurra» da vi kom forbi. Det er Skade at det var saa tyk Taage da vi kom ind til NewYork, saa vi ikke kunde see hvor smukt der er. Det er forferdelig for en Masse Skibe. Du skulde aldrig tænkt dig saadan en Masteskov paa alle Kanter. Vilhelm var ganske henrykt over alle de smukke Cleppere.Clepper] liten seilbåt

Vi vare i land med Captainen om Aftenen (vi kom hertil om Eftermiddagen), her skulde du see Liv paa Gaderne; vi gik opad Braadway og ind i den bekjendte Taylors Restauration, som vel er den største av den Slags. Den var overordentlig smuk. Vilhelm faaer beskrive den, for jeg husker ikke Tallet paa Gasflammerne, Sofaer og Borde. Jeg husker kun hvor smukt det er. Vi spiste varm Mad og Iis. Det er nogle forfærdelig store Portioner, de amerikanske. Herfra gik vi til Barnums Museum.Barnums Museum] Barnum’s American Museum i New York, varte fra 1841 til 1865, en populær blanding av museum og sirkus. Det merkeligste vi saa her var to levende Giraffer, 17 og 15 Fod høie,17 og 15 Fod høie] Høydeangivelsen står til leopardene i brevet, men det må være sjiraffene hun mener, leddet er derfor flytta dit. Camel, Leoparder. En Dame med et stort Skjæg, men det var frygtelig at see hende sidde der pyntet med et Diadem paa Hovedet og viist frem som et andet Dyr. Hendes lille bitte Mand sat med Benene i en Vinduesfordybning og læste.

Vi gik ogsaa ind i Theatret der og saa dem opføre Onkel Tom.Onkel Tom] Harriet Beecher Stowes kjente roman Uncle Tom’s Cabin (1852) Her skulde du seet Amerikanernes Smag, Fader. Det hele var naturligvis frygtelig forvrængt og sammenblandet, da lille Eva faldt i Vandet eller Topsy skreg, lo de og morede sig paa det bedste. Men et smukt Sceneri var der. Man saa hele denne Strækning af Missisippi med Solopgang etc gaa forbi, tildeels meget smukt.

Den første vi traf her var en Normand, en Seilmager Arnesen fra Christiania. Han har været hjemmefra i 14 Aar, men taler endnu reent østlandsk Norsk. Dagen efter kom han ombord med Kjøbman Hvoslef, en Broder af Præsten i Kautekeino,Kjøbman Hvoslef, en Broder af Præsten i Kautekeino] Bror til presten Fredrik Waldemar Hvoslef (1825–1906) som kom som prest til Kautokeino i 1852 og som der var innblanda i Kautokeino-opprøret i november samme år. Vilhelm må ha kjent presten fra studietida i Christiania. hvis Brødre Vilhelm kjender. Han inviterede os til Middag, til Dagen efter. Da han var gaaet, kom Schlytter, og bragte godt Brev med fra Sellø.Sellø] Selje, der Vilhelms onkel, Wilhelm Frimann Koren (1801–1891), var prest (Johnson 1941, I, 64) Jeg skal hilse Dig fra ham meget. Det er et prægtig Menneske, han undersøger den bedste Reiseroute for os og hjælper med alt. Han har været om bord hver Dag og er nu i Land med Vilhelm.

Igaaer var vi da hos Hvoslef og havde en meget hyggelig Dag med ham og hans unge tækkelige 19 aarige Kone og to smaa Børn. Det var hyggeligt at komme ind i et særdeles hyggeligt Værelse med en stor deilig lysende Kamin. Vi er buden derhen paa Søndag igjen. GlaspaladsetGlaspaladset] New York Crystal Palace, ble åpna i juli 1853 (og ødelagt av brann i 1858) er endnu aabent, det maa vi ogsaa see, og over til Brooklyn til Funchs, til ham har vi Brev med fra Hamburg. I dag er her smukt Veir men temmelig koldt, det er godt saa man kan komme frem ifra Gaderne uden at blive for tilsølet. Senere maa jeg skrive mere udførlig om New York. Hvor sørgelig det er med alle de Dødsfald i Christiania og den unge Doktor Preus som er død.

Resten av brevet er skrevet i margene.

Jeg har endnu ikke takket dig for dit kjære Brev, min kjære Fader. Du kan ikke tro hvor det glædede mig. Nu er det som jeg kan tænke på dig og alle hjemme og følge Eder i Eders Beskjæftigelser fra Morgen til Aften; det er underlig at tænke paa at naar vi spise til Morgen, er det Middag hjemme. Jeg haaber det vil ikke vare saa længe inden jeg atter kan skrive til dig, min dyrebare Fader; dette brevet er jeg slet ikke fornøiet med. Jeg har ikke skrevet det halve af hvad jeg vilde. Her er ogsaa saadan Uro, en Mængde Mennesker kommer og gaar.

Min stakkels MarieMarie] Christine Marie Cappelen Hysing (1836–1867), Elisabeths søster (Johnson 1941, I, 188–189) har da været syg igjen. Gudskelov ChristianeChristiane] Christiane Koren Hysing (1826–1880), Elisabeths eldste søster (Johnson 1941, I, 188) er taalelig og at du er rask,rask] frisk kjære Faer. Giv MoersMoer] stemora Elisabeth Frechland (1810–1897). Mor til Elisabeth, Caroline Mathilde Koren (1801–1840), døde i 1840, da Elisabeth var åtte år. Gigt maa være bedre nu. StinStin] Johan Augustinus Hysing (1834–1888), Elisabeths bror (Johnson 1941, I, 188–189) faar vel dette Brev at læse, saa han selv kan læse sig til en Hilsen. Gid han maa have det godt. LinaLina] Caroline Mathilde Hysing (1840–1923), Elisabeths søster (Johnson 1941, I, 189) og Tom,Tom] Thomas Fasting Hysing (1838–1922), Elisabeths bror (Johnson 1941, I, 189) Hans, hennes Piger Johns, hele Herregaarden, Münsters. Nu er da MarieMarie] Elisabeths venninne, Marie Münster (1831–1884), ble i 1853 gift med Johan Koren (1828–1909), en av Vilhelms brødre (Johnson 1941, I, 68). Hun var forlover for Elisabeth samme sommer. Marie var datter til presten Münster i Larvik (Nelson 1955, 9). At hun «også er borte» må bety at hun har flytta fra Larvik. ogsaa borte, Treschows, Archer, jeg kan ikke regne op alle de jeg vil hilse. Lev da vel, min elskede Fader. Gid jeg ogsaa næstegang maa faa gode Efterretninger hjemmefra. Gud velsigne dig og alle sammen.

Din altid hengivne Datter, Leis.Leis] Elisabeths kallenavn i familien

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Brev hjem 1853–1858

Elisabeth Koren (1832–1918) utvandret til USA med sin mann Vilhelm Koren (1826–1910) høsten 1853. Vilhelm skulle være prest i Iowa for et stort antall norske innvandrere som hadde etablert seg som bønder vest for Mississippi.

Denne samlingen inneholder de 53 bevarte brevene som Elisabeth Koren sendte hjem til familien i Larvik i årene 1853–1858. I brevene skildrer hun reisen fra Norge til USA, området de kom til og det nye livet som immigrant, prestefrue og etter hvert mor.

Elisabeth Korens brev utgjør en viktig del av det vi betegner som «Amerikabrev». Det er den største enkeltsamling av slike brev vi har etter en norsk innvandrer i USA.

Les mer..

Om Elisabeth Koren

Elisabeth Koren er i dag mest kjent for sin dagbok, som hun skrev fra utreisen og de første årene i USA. Hun var en flittig brevskriver og brevene hennes er en viktig kilde til immigrantliv og kvinneliv fra 1850-tallet og framover, men også til norsk-amerikansk kirkehistorie.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på X
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.