Little Iowa Præstegaard,
den 24 Nov. 1856

Min kjære Fader!Fader] Ahlert Hysing (1793–1879)

Forrige Søndag modtog vi dit sidste Brev fra 12te October og Gud ske Lov for det bragte nok saa gode Efterretninger fra mit kjære Hjem, give Gud alt fremdeles maa staa vel til der. Det er rigtig morsomt at Brevene hjemmefra næsten altid kommer saa hurtig frem, denne Gang ogsaa kun en Maaned gammelt, gid det ogsaa maatte være Tilfælde med mine. Herfra har jeg ogsaa gode Efterretninger at bringe dig, vi er Gud ske Lov alle friske, som vi da den hele Tid har været paa lidt Høstforkjølelse nær.

Vilhelm reiser fremdeles næsten bestandig, som vel vil blive Tilfælde til Juul, det vil sige; da kommer han formodentlig ogsaa til at Reise hver Dag, men kun i Little Iowa. Igaar skulde han præket i Calmar, men Veiret blev saa følt og forkjølet var han ogsaa, saa han blev hjemme, og glad var jeg – det er ogsaa saa sjælden han er hjemme en Søndag, men rigtig hyggeligt er det dog ikke naar det er af Grunde, som igaar, da han selv saa nødig lader sig holde tilbage af saadant, og synes han maatte dog vel altid kunnet kommet frem paa en Maade; jeg synes nu det er meget at saa meget som han reiser, saa har det i disse 3 Aar, kun to gange hændt at Veiret har hindret ham i at komme til Gudstjenesten, derved er da Folk ogsaa bleven saa forvændte at de altid vænter ham.

Da han tidlig imorges netop stod førdig med at reise længere Vest, hvor han i dag skulde prædike, blev han hented i Sognebud 12 Miil i netop den modsatte Kant, saa derfra er han formodentlig reist ligetil Little Turkey River, halvveis mellom os og Clausen, hvor der i, jeg troer, 2 ½ Aar har boet en Deel Norske der, i den Tid ikke har seet Præst, trods alle Anmodninger. Det var rigtig godt at Vilhelm nu kunde komme derhen, paa Thorsdag eller Fredag haaber jeg han er hjemme igjen, men saa skal han strax en Uges Tid i det mindste til Minnesota. Han reiste med Slæde i dag for første gang iaar, maatte han nu kun slippe for at komme hjem med Vogn. Veiret var deiligt, den lille Slæde med to raske Heste og saa Dombjældeklangen, var saa indbydende saa havde han været hjemme, maatte HenrietteHenriette] Henriette Koren (1854–1939), Elisabeth og Vilhelms eldste datter og jeg havt os en liden Kjæretour.

Nu har Henriette kun 17 Dage igjen før hun fylder sit andet Aar, da skal hun faa sig et lidet Bord med Skuffe i til sin Stol. Vi har rigtig Glæde af hende, hun er saa sød og snild, gaar og steller og læger hele Dagen, engang imellem kommer hun hen saa bønlig med sit «Mamma ta Etta, Pappa ta Etta», men ellers er hun udmærket til at lege med sig selv, snart ude i Kjøkkenet hos Anne, snart inde i Stuen, men du maa ikke tro, hun gaar stille omkring med sin Dukke, nei det er en liden Vildkat som finder paa de tusinde Thing og converserer Dukken, «Lilliken», eller os uophørlig, ogsaa meget snar til at tage efter alt hvad hun seer og hører. Hun kan nu fortælle dig, at hun er en «liten Pige fra Bergen,» er «2 Aar gammel» og heder «Etta Koen». At hun er fra Bergen er noget hun fandt paa ved at høre mig sige, at hun talte Bergensk, hvilket hun og gjør.

Det er daarlige udsikter du giver til at erholde mere Præstehjelp her – nu er ogsaa Kaldsbrevet til det halve at Vilhelms Kald sendt afsted, saa snart vil du i Aviserne see Ansøgning efter Præst fra Painted Creek, Norway og Clarmont Menigheder.Norway og Clarmont Menigheder] Norway norsk evangelisk lutherske menighet i St. Olaf, Iowa, sør-øst for Decorah, Vilhelm var prest her fra 1854 til 1863. Clermont evangelisk lutherske menighet, sør for Decorah, Vilhlem var prest her fra 1853 til 1862 (Norlie 1915: 337). Maatte kun Helbreden strække til for Præsterne her – de der have været herlængsthar det jo nu bedre med Hensyn til Reiser, eftersom der er kommen flere i deres Nærhed; det gaaer udover dem der kommer sidst, jeg ved ikke hvorledes MunchMunch] Johan Storm Munch (1827–1908), prest i Wiota og Dodgeville, Wisconsin, 1855–1859. Reiste tilbake til Norge i 1859. og BrodahlBrohdal] Peter Magnus Brodahl (1822–1906) utvandra i 1856, og ble prest i Black Earth, Wisconsin. Reiste tilbake til Norge i 1868 (Norlie 1914, 101). har det, deres Kald er vist ganske magelige, men Præsten DuusPræsten Duus] Olaus Fredrik Duus (1824–1893), utvandra 1854, prest i Wisconsin 1854–1859. Reiste tilbake til Norge i 1859 (Norlie, 1914: 100). Hans brev heim til Norge er utgitt, se Blegen 1947. har det vist omtrent som Vilhelm. Dog jeg har ofte nok trættet dig med at tale om den Nød, her er for Præster; den bliver nok afhjulpen naar det er Guds Villie.

I Tirsdags havde vi uvæntet Besøg af Præsten Clausen, Vilhelm var i Decorah den Dag og traf han der. Han fulgte da hjem med, men maatte reise hjem tidlig næste Dag, han var kun kommen ned som snarest til Decorah hvor han havde Forretninger. Han har havt saa megen Sygdom i sit Huus denne Høst, selv været syg, hans Kone og ældste Børn har havt Koldfeber, og det næst yngste længe været meget farlig syg. – Det var godt Clausen kom Tirsdag og ikke Mandag, den Dag blev Stuetaget drevet sammen og det var fælt, hvordan det saa ud efter det Arbeide, men nu haaber jeg ogsaa vi slipper for Regn i Stuen naar der bliver vadsket ovenpaa.

For en Tid siden var her en Yankee, der skal være særdeles hældig til at finde Vand; dette skulde han da ogsaa forsøge her og vandrede omkring med sin Kvist der ogsaa bøyede sig paa flere Steder og heldigviis netop ligeover der hvor de er begyndt at grave Brønd; det var rart at see hvordan Grenen bøiede sig, baade for han og andre der hvor der fandtes Vand. Brønden maatte graves en 46 Fod dyb, mente han, den er nu 33 og saaledes har den staaet i 2 Aar omtrendt uden at vi har kunnet faa nogen til at mine og vi kjærer fremdeles Vand; den Mand i Minnesota narrede os da ogsaa. Oppe ved Clausen er der en 3–4 Stykker der befatter sig derved, men om de ogsaa var villige til at komme herned saa forlanger de, jeg husker ikke enten det var 3 eller 4 Dollar for Foden.for Foden] for hver fot (30 cm) graver seg nedover

Her har nylig været afholdt Menighedsmøde, hvori alt blev ordnet angaaende det nye Kaldsbrev, som Vilhelm da nu har modtaget paa ubestemt Tid. Den faste Løn bliver $400, men ellers maa jo Indtægterne blive noget mindre, naar den anden Præst engang maatte komme, hvormeget er jo ikke godt at vide med Bestemthed. Tillige bifaldt det hele Møde alt hvad Trusteesene havde bestemt angaaende Præstegaardens Udvidelse, vil de nu kun ikke blive for træge med at komme ud med Pengene. Forresten bliver Tilbygningen ikke saaledes som jeg omtalte. Trusteeenes Formand, der er Snedker og selv udfandt den Plads jeg talte om, har siden faaet Betenkelighæder, og efter at have raadført sig med andre Kyndige kommen til det Resultat at Huset ikke vilde taale den Bygning af Frame ovenpaa. Han var heroppe forleden og raadførte sig med Vilhelm, som da ogsaa efter mange Planer har udfundet En, som seer meget udførlig ud, som ogsaa kan blive hyggelig, det skulde blive en Tilbygning paa 4 Værelser ved den østre Ende af Huset. Men jeg skal nok vogte mig paa at spilde flere Ord paa nøiere at forklare disse Tilbygninger før jeg seer hvad der virkelig bliver til.

Jeg vil kun bemærke at jeg er meget glad over Udsigten til at kunde blive boende i Ro, uden at faa Taget revet af over Hovedet paa mig. Jeg undres om en Tilbygning virkelig skal komme i beboelig Stand til næste Høst. Det er jo heller ikke saa underlig at jeg kun har liden Tiltro til de Forandringer eller Forbedringer som her skal foretages ved Gaarden, idetmindste til at det skal skee med nogenlunde Hurtighed. Det er for galt hvor vanskelig det er at faa Fat paa en Arbeidsmand; nu har vi i hele Høst villet havet en Snedker som kom for 2 Dage, til adskillige Smaating, men nei, de har alle nok med sit Stel eller er i Byerne. Gid jeg havde Fat i Stin,Stin] Johan Augustinus Hysing (1834–1888), Elisabeths bror (Johnson 1941, I, 188–189) ønsker jeg mangen Gang; nu faar jeg prøve Anders, den Gut, som skal være her i Vinter, som nu er kommen, han lyder til at være hendig.

Tak kjære Fader fordi Du vilde Sænde en Liste over Storthings Repræsentanterne, men det er ikke nødvendig da Emigranten indeholder Fortegnelse derover. Nu vil de vel gjørne gjøre os til Slaver alle sammen om de kunde, siden Demokraterne gaar af med Seieren i denne Valgkamp. Det er godt at bo paa et saa afsides, roligt Sted, hvor man kun gjennem Aviserne mærker noget til alt det Røre og den Strid her er. – Det er da godt at disse Penge endelig have fundet frem. Som du af Vilhelms Brev vil see, blev de sændt gjennem Consul Bech; hvorfor han foretrak Hamburg Bank istedenfor Threschow, ved jeg ikke. Det var ogsaa mig der maatte skrive til Consulen og bede han paatage sig den Commission; Vilhelm var jo syg dengang.

Den 2den December. I dag skulde Vilhelm reist til Minnesota, men nu ligger han veirfast og kan ikke en Gang komme saa langt som ned til vor nærmeste Nabo; idetminste ikke gaaende, han er nylig kommen tilbage fra et Forsøg derfra. Sneen laa saa høit at han ikke formaaede at komme frem. Igaar var det en Sneestorm som jeg næppe har seet Mage til, Sneen ligger optaarnet saa Ingen kan reise og allermindst Vilhelm paa de Veie han skulde; her kunde sandelig ofte behøves en Sneeploug, koldt er det ogsaa, 18 Grader idag, saa det er rigtig til rette Tid vi fik Huset rappet og Muren istand; Gid vi maatte blive fri for en saa haard Vinter som ifjor, den var fæl, men et stort Gode er det at Huset er bleven saa betydelig varmere efter denne Reparation, saa jeg haaber vi skal slippe at fryse. Dette Snefog kommer saa ubeleilig som mulig for Vilhelm, der havde Brug for hver Dag i denne Tid om han skal faa udrettet hvad han har tilsagt, nu maa han nok udsætte Minnesotareisen til efter Januar Maaned, for at kunde komme til rette Tid til sine Anexer, hvorfra han skulde komme hjem Lille Juleaften og saa være Julen og hele Januar Maaned i dette Settlement. –

Længere kom jeg ikke sidst, mon jeg nu iaften skulde faa mine Breve førdig, det er idag alt den 8de, det er rart for alt det der komme i Veien for mig med at skrive. Vilhelm drog afsted Vester idag, istedenfor til Minnesota, paa Fredag, Henriettes Geburtsdag, kommer han hjem og reiser Dagen efter for først at komme hjem Lille Juleaften, saa har han 4 Dage i Rad at Prædike paa forskjællige Steder hver Gang, ja den ene Helligdag paa to Steder, saa mere end Juleaften og 1ste Juledag faaer jeg han ikke hjemme; maatte det nu kun ikke blive saa koldt som ifjor, eller slige Snefog som nu, der endogsaa kunde hindre ham i at komme hjem til Julen, det vil jeg nu ikke tænke paa. Jeg seer af Iowa Aviser at slig en mængde Sne og saadan Snedrev kan delængstboende her ikke mindes. Det er al den Regn vi ikke fik i Sommer, og godt gjør den vist naar man kun var bedre forberedt derpaa. Posten kom ikke i flere Dage til Decorah. –

Vilhelm maatte prædike her i Søndags, da han ikke kunde komme noget Steds hen; nu er det formodentlig forbi med at bruge Kirkerne her i Settlementet for i Vinter; ingen af dem er kommen saa vidt at de lades seg bruge uden i mildt Veir, saa i Søndags blev Gudstjenesten holdt paa en af Nabogaardene; der blev vi til Middag og kjørte saa en liden Tour hjem igjen, saa nu har jeg faaet prøvet Bjælden, det er saa morsomt og hjemligt at høre den Bjældeklang. Jeg synes jeg er ligesaa indestængt af al denne Snee, jeg kan kun komme herfra og nedover til Stalden og hen til Høstakkene, andre Steder er aldeles uframkommelige for mig.

Jeg maa bede dig undskylde dette Brev, kjære Fader, baade hvad Indhold og Form angaar, jeg ved det er meget lidet interessant, det kan kun bringe de kjærligste Hilsener fra dine Børn her og det bedste du kan faa vide herfra, at vi leve friske og tilfredse, vil det ogsaa sige dig. Før i det nye Aar naaer disse Linier dig ikke – Gud skjønke dig sin Naade og Velsignelse i det kommende Aar, min kjære, dyrebare Fader, maatte du faa det saa godt som jeg ønsker det, ja Gud bevare dig og alle mine kjære og skjønke Dig en glædelig Julefest!

Gudske Lov for de gode Efterretninger vi saa stadig faa fra Stin, ham har du da Glæde af, kjære Fader. Hvor længe vil det sannsynligvis vare inden han bliver førdig til at komme hjem? Mange kjærlige Hilsner til ham. Det er ikke synderlig Ro jeg har til at skrive kan du tro, Henriette er oppe endnu, hun vil ikke blive søvnig i Aften, nu har jeg faaet hende lidt mere stille ved at sætte hende ved Siden af mig med Papir og Blyant. Saa nu sidder hun meget flittig og dypper denne i en Flaske og «kiver Brev til Bestepappa i Norge», det er en meget yndet Beskjæftigelse; hun taler meget om Norge og Bergen, i disse Ord udtaler hun «r» saa tydeligt og har en saa udmærket Bergensk Acsent. Nei, kunde du bare faa see den lille Skatten min, hvor frisk og flink og sød hun er. Nu er hun 1 Alen og 11 Tommer høi, saa hvis det skulde forholde sig saa at man har sin halve Høide naar man er 2 Aar, saa har jo Vilhelm god grund til at frygte at hun bliver for høi. Fra Vilhelm har jeg mange kjærlige Hilsner til Dig, jeg haaber hans Brev nu har naaet Dig. Lev vel min kjære Fader. Gud give alt maatte staa vel til i mit kjære Hjem. Henriette siger «Glad Juul te Bedstepappa». Idag har hun lært at sige «Glad Juul».

Din Leis.Leis] Elisabeths kallenavn i familien

Om Brev hjem 1853–1858

Elisabeth Koren (1832–1918) utvandret til USA med sin mann Vilhelm Koren (1826–1910) høsten 1853. Vilhelm skulle være prest i Iowa for et stort antall norske innvandrere som hadde etablert seg som bønder vest for Mississippi.

Denne samlingen inneholder de 53 bevarte brevene som Elisabeth Koren sendte hjem til familien i Larvik i årene 1853–1858. I brevene skildrer hun reisen fra Norge til USA, området de kom til og det nye livet som immigrant, prestefrue og etter hvert mor.

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook