Little Iowa Præstegaard,
22 Juni 1857

Min kjære Fader!Fader] Ahlert Hysing (1793–1879)

Jeg er bange at Du inden dette Brev naaer Dig, allerede har været nogen ængstelig fordi du saa længe ikke har hørt fra os, men kjære Fader naar du faar høre Grunden vil Du glæde dig og takke Gud med mig, fordi jeg igjen kan sidde slig og glad som sædvanlig og skrive til Dig.

HenrietteHenriette] Henriette Koren (1854–1939), Elisabeth og Vilhelms eldste datter har været meget Syg og vi saa ængstelige for hende, det er nu en 14 Dage siden, hun var frisk som sædvanlig om Formiddagen, havde rigtignok en Smule Hoste, men ikke videre end at jeg lod hende spise Lakrits for den; saa en Stund efter vi have spist Middag, blev hun søvnig og faldt strax i Søvn, da jeg lagde hende paa Sengen. Dette skeer nu yderlig sjælden, men undertiden hænder det nok at hun lægger sig ned paa Gulvet og falder i Søvn, saa jeg lod hende rolig sove, jeg tænker omtrent et Par Timer, da hun saa vaagnede, laa hun i stærk Feber, der blev værre og værre henad Aftenen.

I 12 Timer laa lille Barnet mit i hæftig Feber, talede over sig og kjændte ingen. Jeg var saa angst, jeg troede Gud vilde tage vores kjære lille Barn til sig igjen – jeg har før troet at jeg med Hengivenhed skulde kunde give Gaven tilbage om saa skulde være, men nu fik jeg først rigtig føle hvor svag jeg er, jeg vilde vel ikke knurre og klage, men den Smerte; jeg kan ikke tænke derpaa. – Bed for mig, kjære gode Fader, at jeg med Hengivenhed maa finde mig i Guds Villie, og at jeg maa lære rettelig at omgaaes Børnene, saa de kunde vandre som gode Børn, saa længe Gud vil lade os beholde dem. –

Vilhelm var hjemme, hvor jeg takkede Gud derfor, maatte han altid være hos mig naar nogen af Børnene bliver syge! Hen ad Morgenstunden blev Henriette roligere, talede ikke længere vildt, men laa i en stærk Feberdøs. Det synes jeg var bedre, det var saa ondt at høre paa alt hvad hun syntes at see og talede om; det dreiede sig mest om Blomster, smaa Lam, Gud og Engle. «Mamma naa kommer lille Engelen og ta’er mig», sagde hun et Par Gange. Hun laa saaledes i en Feberdøs i 4 Dage og smagte ikke andet end Vand og Saft og Vand; den 5 Dag, fik jeg hende til at drikke lit Bygsuppe og Feberen var ikke saa stærk, hun begyndte at komme sig da, men blev senere saa grulig urolig, vilde ikke ligge saa jeg maatte sidde med hende paa Skjødet det mæste af Dagen, hun ængstede os i flere Dage ved den Uro der var over hende, saa mat og kraftesløs som hun var; laa undertiden flere Timer udafbrudt og skreg og kastede sig omkring, det lød som det var baade Grættenhed og noget der smærtede hende.

Jeg fik rigtig prøve hvor ondt det var at undvære Vilhelm, der var tilsagt Gudstjeneste saa han maatte reise og være borte to Dage, dog ikke længere end at jeg kunde faa bud efter ham og han være her i en 6–7 Timer. Henriette var begyndt at blive bedre, men blev da ogsaa saa vanskelig at stelle med, ingen uden Vilhelm og jeg maatte faa give hende Drikke eller røre ved hende medens hun var syg og nu endnu mindre, hun vilde sidde hos mig hele Dagen, saa naar jeg nu nødvændig maatte have lille KammaKamma] Caroline Mathilde Koren, gift Naeseth, (1857–1945), Elisabeth og Vilhelms nesteldste datter stakkel, der ogsaa græd og ikke vilde lade sig stille tilfreds af Pigerne, saa var det en Jammer, jo jeg var glad da Vilhelm kom hjem igjen og kunde være i ro hjemme nogle Dage. Lille Kamma fik sin første Tand i de Dage Henriette laa, saa hun var noget grætten og urolig, men ellers frisk, Gudske Lov! Det var tidlig hun fik Tænder, kun lidt over 4½ Maaned, nu har hun 2 og faaer vist snart flere, lader det til. Det var saa hældig at jeg havde faaet mig en Barnepige igjen et Par Dage før Henriette blev syg. Den jeg havde, som vi var saa vel fornøiede med, kunde ikke længere undværes hjemme, da Moderen var syg, saa havde jeg ingen en Tid, til jeg var saa hældig at faa en anden Confirmand, en vakker 15 Aars Pige fra Valders, hun er vi ogsaa tilfrædse med, hun er saa god mod Kamma.

Nu er Henriette, Gud ske Tak, saa flink igjen, saa Vilhelm rolig kunde reise til Kosconong, til Præstemøde; det gik saa hurtigt med Henriette da hun først begyndte at komme sig igjen, nu har hun en glimrende Apætit og er munter og lystig igjen. Du kan tænke dig hvor glade vi er, kjære Fader, fordi hun nu er frisk igjen, hvor ondt det er naar de feiler noget, de søde smaa Børnene. Henriette er lykkelig i Dag over have faaet Kamma ned paa Gulvet, det er første Gang og det lader til at hun finder sig bedre der end ved at sidde i Vuggen. Hun har hele Tiden været frisk og er sød og blid bestandig, undtagen nu, hun vænter flere Tænder.

Vilhelm reiste i Formiddag til McGregor for at gaa med Morgentrain fra Prairie du chien. Han kan da være paa Kosconong i morgen Aften. Det var feilagtig hvad jeg sidst skrev om den Tid det nu tager at komme der ned. Man kan reise fra Decorah med Deligencen Kl. 4 om Morgenen, tage om Aftenen fra Prairie du chien og være midt om Natten omtrænt i Madison; men Vilhelm havde havt langvarige Forretninger baade Søndag og foregaaende Dage, saa han var træt og vilde ikke reise om Natten. Jeg vænter ham tilbage om en 10–12 Dage. Jeg er glad han kom afsted, det vil vist være til Hygge for ham. –

Jeg har 3 gode Nyheder at fortælle dig dennegang – Først og Fremst, hvad du maaskee veed, at vi kan vænte 2 Præster til Minnesota i Sommer, det var en glædelig Efterretning som Vilhelm modtog fra Præsten Preus netop som han skulde reise til Minnesota, til det Sted hvor de nu i 2 Aar har væntet forgjæves. Vi ved endnu kun at Lange søger, som du ogsaa skrev, det Kald der er Vilhelm nærmest, men det er nu to, da baade Painted Creek og Norwegian ridge (Norwegian ryg, som Folk kalder det) i det sydlige Minnesota, er vel en halv Dagsreise fra os. Paa Norwegian ridge bygges der Præstegaard; ja, den er længesiden under Tag, det er et Loghuus, noget større end vort med en prægtig Kjælder, det er alt hvad jeg veed. Paa Painted Creek er der ikke endnu bygget, men Præsten faaer det i alle Tilfælde godt da han faaer et Par Værelser og Kjøkken hos udmærket snilde Folk. Desuden giver Painted Creek Menighed et meget fordelagtig Pænge Laan – det gjør maaskee noget for den der søger alt.

Jeg skulde være hjærtelig glad hvis Lange kom til Painted Creek det er vist, jeg ved nok at det er egenkjærligt, da Norwegian ridge endnu mere behøver Præst, men Vilhelm trænger sannelig ogsaa høilig til Hjælp, desuden den der søges til Minnesota skal være en Candidat Kaurin, han søger det der giver Reisebidrag og det er en temmelig lang Dagsreise fra os. Desuden nævnede Preus endnu 3 der maaske vilde komme,3 der maaske vilde komme] ingen av disse prestene kom til Midtvesten saa Hjælpen er nærmere end vi troede.

Det var en gledelig Efterretning. Den anden er at vi nu endelig har faaet Vand paa Gaarden, det er en deilig Ting og vi har lært at skjønne derpaa efter nu i omtrent 3 Aar at have maattet kjære Vand, og om Sommeren bære det ned i Kjælderen for at det ikke skulde blive ganske varmt. Du ved at der blev gravet strax vi kom hertil, da disse Folk var kommen 31 Fod ned, vilde de ikke blive længere ved af Frygt for at springe i Luften, nu siden den Tid har vi forgjæves spurgt efter En der vilde mine, til der i Vaar engang tilfældigviis kom en Mand der havde hørt at vi vilde have gravet Brønd, da han var kommen 4 Fod dybere fandt han Vand, saa nu er den Sorg slukt. Det er deiligt naar man sidder i 27 – 29 Grader Varme at kunde faa sig lit frisk koldt Vand naar man ønsker. Det er deiligt koldt Vand og siden Vandet kommer lige ud af Bjærget og Brønden er 35 Fod dyp, hvoraf jeg troer de 10 Fod i Bjærg, saa tør vi haabe at det vil holde sig. Brønden er midt i Gaarden faa Skridt fra Huset, saa vi har det saa bekvemt som vi kunde ønske det i den Henseende. Var det ikke ogsaa en god Nyhet?

Den 3die er at den meget omtalte Tilbygningen nu er under Tag, og bordklædet, det gaar meget raskt med den, saa jeg troer nok Magnus holder Ord og faaer den førdig til 15de September, som han har paataget sig. Dette ved jeg ogsaa vil glæde dig; da jeg ikke ganske bestemt ved hvor Værelsene blive af i dette, saa vil jeg vente til næste Gang med at sænde Ridset, saa meget mere som jeg maa ile med at sænde Brevet dennegang, da der er gaaet saa lang Tid hen.

Jeg omtalte jo sidst hvormange Værelser vi fik til? Du ønsker det maatte blive af med at flytte til i Nærheden af Decorah, saa vi kunde blive fri for Agerbruget, som du ogsaa er bange for er for meget for mig, men derfor kan du være ganske rolig. Baade Vilhelm og jeg er fremdeles glade over at der ikke blev noget af med Flytningen. Det vilde nok have havt sine Vanskeligheder at maatte undvære dette Agerbrug ogsaa. Saalænge Vilhelm har dette Kald alene, hjælper han sig ikke med 1 Hest, 2 Køer maa vi ogsaa have idetmindste, da det er vanskelig at faa kjøbt Melk her, saa vi maatte vel ogsaa have en Gut paa en 17–18 Aar som vi nu har, en saadan faaer 10 Dollar for Maaneden i Almindelighet naar han bliver stæd for et Aar som denne, – (en voxen Pige faaer mindst 5 Dollar Maaneden, en Confirmand, en Pige da, omtrent 38 Rigsdaler norske for Ugen). Saa naar det ikke netop gaaer som ifjor at Grisene kommer ind og ødelegger fordi Gjerdet er for daarligt, troer jeg vi faaer rigelig erstattet hvad vi lægger ud i Arbeidsløn paa Gaardens Drift.

I Aar er der tilgaaet en Deel mere en ifjor og i disse Dage har vi netop faaet mere nyt Land oppløiet. Det som gjør det besværligt er at vi endnu ikke have alle de nødvendige Redskaber selv, fornemmelig en Arbeidsvogn, en saadan faaer vi vel næppe under 100 Dollar, og alle andre Redskaber staa i Forhold hertil, saa det er ikke saa let at anskaffe sig dem. For at du nu ikke skal tro at jeg i mindste Maade behøver at anstrænge mig for at passe Gaarden, skal jeg fortælle Dig hvordan det gaar til:

Naar nu Vaaraannen skal gjøres, saa leier vi en Mand og et Par Stude (kan Vilhelm indrette sig saa, saa søger han kun at lave korte Reiser paa den Tid, saa vi kan bruge vaare egne Heste). Denne Mand, han pløier da, til Gutten bliver førdig med at spade op Haven. Saa passer jeg paa at faa en af Naboerne op for at saae (altid forrudsagt at Vilhelm ikke er hjemme, er han det, saa tager han sig af alt, Gaarden vedkommende) og beer Embret Sørland,Embret Sørland] familien Korens nærmeste nabo der har sin Aager ved siden af vor at passe paa at vi harver etc. tilgavns. Nu saa skal Gutten sætte Poteter og jeg passe paa at det bliver gjort og hvor meget der bliver sat, samt at Maisen bliver plantet, og at dette bliver hyppet naar det behøves hvilket Anders, der er en brav Gut, forresten selv passer paa. Saa passer jeg paa at der bliver saaet Næper og Kaalrabi ved St. Hans Tider. Saa passer jeg at faa en Mand til at slaa Hø og naar Høstens Tid kommer, kommer Embret Sørland med sin «Reaper» og kjærer over Hvede og Havre, og vi maa passe at have en Deel Folk til at binde. Saa skal det stakkes og saa tærskes, Poteterne tages op og Maisen «haskes».

Du seer jeg har kun at passe paa at faa Folk, og have Øie med Gutten at han gjør hvad han skal; dette kan nu ikke anstrænge mig noget, vi maa jo ofte have Arbeidsfolk, men jeg har jo ogsaa faaet mig en Barnepige nu. Dette lille Gaardsbrug passer igrunden baade Vilhelm og mig, naar Vilhelm kommer hjem saa gaaer vi omkring og seer paa hvorledes alt voxer; med Henriette imellem os og det er morsomt at have hende med, hun snakker og har saa meget at spørge om, som vel alle smaa Børn, er hun saa glad i Blomster. Da hun begyndte at komme sig efter sin Sygdom, maatte vi hver Dag skaffe hende Blomster, «Nu gi’er Gud de smaa Blomsterne Vand og dikke», siger hun altid naar det regner. Hun ved at fortælle meget nu om Gud og Englene, naar hun seer Kamma falder i Søvn og jeg saa siger, hun maa være stille, hvidsker hun undertiden til mig, «Kommer Engelen til Kamma naa, og leger med hende?» «Saa leer hun», siger Henriette. «Engelen kommer til jeg ogsaa, jeg være ‘nil», hun siger altid «jeg» istedenfor «mig». Naar hun har været uskikkelig, kommer hun gjørne bagefter og siger «Naa jeg nil igjen, naa maatte du tørre Øinene hennes Mamma. Gud er glad i jeg naa, Pappa glad i jeg, alle maa Englene oppe i Himmelen glad, aa Blomsterne, allesamme gla». «Bestepappa hænger der, ogsaa glad i jeg», siger hun imellem, og peger hen paa Veggen. Hun vilde saa gjørne see Daguerotyperne, da hun blev friskere igjen, men især er hun glad i «den lille pene Onkel Johan», som hun siger. Naar jeg sidder med lille Søster, pleier hun som oftest at tage sin Stol og sætte sig hen til mig og sige «Du tølle hende Mamma», saa fortæller jeg da og hun spørger.

Jeg har siden ikke takket Dig for dit sidste Brev, kjære Fader. Tak for det og for hver engang du skriver og har skrevet til mig, for alle de mange Gange du har glædet mig med Breve. Gud ske Lov, det var gode Efterretninger hjemmefra dennegang ogsaa. Jeg faaer ikke skrevet særskildt til ModerModer] stemora Elisabeth Frechland (1810–1897). Mor til Elisabeth, Caroline Mathilde Koren (1801–1840), døde i 1840, da Elisabeth var åtte år. dennegang, jeg begyndte paa Brev til ChristianeChristiane] Christiane Koren Hysing (1826–1880), Elisabeths eldste søster (Johnson 1941, I, 188) og mente ogsaa at skrive til Moder, men jeg tør ikke opsætte længere med at sænde Brevet. Sig hende mange Gange Tak for sidste Brev. Jeg haaber det skal ikke være saa længe uden jeg kan skrive igjen; nu er det snart Moders Fødselsdag, Gud give hendes Helbred maa være brav!

Jeg troer I alle hjemme blev noget skuffede fordi Henriette fik sig en liden Søster istedenfor Broder, mere end vi, troer jeg; ja vist kunde det være nogsaa morsomt om det havde været en liden Broder, men saaledes skulde det nu ikke, og da vi veed at vi fik hvad der var os tjenligst, saa er vi vel fornøiede og taknemmelige for et friskt og velskabt lidet Barn. Sig Moder at hun kan være rolig for at Vilhelm ikke er nogen Elias. Det er morsomt at see hvor glad Henriette er i Kamma; medens hun var syg og ellers ikke talede noget, spurgte hun dog imellem efter Kamma og vilde see hende.

Den 24de. Nu er det Aften og jeg har netop bragt Henriette til Sengs, da jeg sagde at hun maatte ligge stille, saa skulde jeg skrive til Bestepappa, sagde hun, «Ja, du skulde skrive til Bestepappa at jeg ligger saa pent og sover saa blir han glad da». Tusind Tak, kjære Fader, for Blomsterfrøet; det lover jeg mig megen Glæde af. Det kom saa netop tilpasse Tid, jeg kunde ikke saaet det en Dag tidligere, det har været en meget kold og seen Vaar dette, endnu 15–16 Juni var det saa koldt at vi maatte lægge i Ovnen, det kan jo hende fra og til hele Sommeren her, disse plutselige og stærke Overgange gjør vel, at vi finder de kjølige Dage dobbelt kolde og Ovnene her er ogsaa godt skikkede til saaledes at lægge i, midt om Sommeren.

Denne Sommer ligner meget den første vi tilbragte her, med heftig Tordenveir, stærk Regn osv. Alt Blomsterfrøet, undtagen Nelliker og Lavatora er kommen op og staaer meget godt, saa jeg lover mig megen glæde deraf, hvad er ellers Godatia og Lavatora for Blomster? Med Aurikelfrøet lykkedes desværre ikke; jeg saaede paabæggeMaader, baade i Kasse og et Bed, men forgjæves, det var dog ellers nok Snee ivinter; det var rigtig leit og ovenikjøbet Frø fra Haven hjemme. Det staar godt i Haven nu trods den tidlige Vaar, efter den Erfaring jeg har havt her, saa nytter det ikke at saa noget synderlig tidlig naar man ikke har Midtbænk, iaar kom ikke Halvdelen av det tidlig saade Frø op, og er heller ikke videre fremme end det andet, Sukkerærterne ere spiselige snart, forresten præsterer Haven kun Ræddiker, Karse og Salat endnu. Poteterne skal strax Blomstre og Hveden skyde Ax, Nemophila staar fuld af Knopper allerede.

Du kan tro Vilhelm ogsaa er bleven en Haveelsker, han gaar baade og luger og vander Blomsterne for mig naar han kan og hjalp mig at saa alt Blomsterfrøet, ja det var fordi han var bange at jeg ikke skulde taale det. Johanne Barnepige maatte saa alt andet for mig. Jeg fik plantet ind i Haven i Aar en 80 vilde Solbær og Stikkelsbærbuske og 10 Blommetræer der alle kommer sig undtagen et Blommetræ, der dog skyder op fra Roden igjen. En saadan Hæk med vilde Frugttrær vilde jeg ogsaa gjørne have paa den anden Side af Haven og saa tamme Frugttrær, var kun Vilhelm paa den beleilige Tid, saa skulde jeg snart faa. De vilde Solbær er som store Havesolbær hjemme, Stikkelsbærene mindre, jeg har ogsaa mange Rabarbraplanter, men de blive først brugelige til næste Aar. Haven forskaffer mig langt mere møie end Agerbruget og især er det saa fuldt af Ugræs overalt.

Jeg vilde helst væntet med at sænde Brevet til Vilhelm kom tilbage, jeg kunde da maske faa et og andet at skrive, der vilde interessere dig, men jeg tør ikke, jeg vil hellere skrive snart igjen. Lev vel da kjære Fader. Kjærlige Hilsner til Moder og Sødskende og Venner. Vilhelm og smaae Børnene Hilser dig mange mange Gange. Gud velsigne min kjære Fader. Tager man Frø af Violer, det skulde være morsomt at faa.

Din LeisLeis] Elisabeths kallenavn i familien

Om Brev hjem 1853–1858

Elisabeth Koren (1832–1918) utvandret til USA med sin mann Vilhelm Koren (1826–1910) høsten 1853. Vilhelm skulle være prest i Iowa for et stort antall norske innvandrere som hadde etablert seg som bønder vest for Mississippi.

Denne samlingen inneholder de 53 bevarte brevene som Elisabeth Koren sendte hjem til familien i Larvik i årene 1853–1858. I brevene skildrer hun reisen fra Norge til USA, området de kom til og det nye livet som immigrant, prestefrue og etter hvert mor.

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook