Little Iowa Præstegaard
Søndag den 10. Juni 1855

Min kjære Fader!Fader] Ahlert Hysing (1793–1879)

Hjertelig Tak for Dit sidste kjære Brev og Gud være lovet at det stod vel til i mit kjære Hjem. Det var en rig Post, denne sidste og saa kom den og overraskede os ovenikjøbet. Vilhelm var nemlig Dagen i forveien kommen hjem fra Painted Creek, havde været paa Posthuset og fik der den Besked, at der ikke var kommen Post i over en Uge, at et nyt Compagnie havde overtaget Postvæsenet her, saa jeg tænkte, nu bliver det vel et Røre, saa vi ikke paa længe faaer høre hjemmefra; men som jeg sidder bedst om Eftermiddagen og snakker med en Kone, banker Vilhelm paa Ruden og viser mig først et Brev, saa atter et og endelig Aviser, saa blev jeg da glad kan Du begribe og endnu gladere da jeg saae din kjære Haand.Haand] håndskrift Gudske Lov, nu gaaer det godt med Brevene hjemmefra, men saa hurtigt som dette er endnu intet kommet frem, kun 23 Dage fra Laurvig til vi holdt det i vore Hender, det var godt gjort. Det andet Brev var fra Wormnæs, fra Tante Marie og Lotte, og for kort Tid siden fik jeg ogsaa Brev fra fru Treschow og Christiane,Christiane] Christiane Koren Hysing (1826–1880), Elisabeths eldste søster (Johnson 1941, I, 188) saa jeg har levet deilig med Breve. Fru Treschow er rigtig snild som skriver til mig. Gudske Lov, kjære Fader, Du var rask og det stod vel til i mit kjære Hjem.

Du taler om at det er seent hjemme i Aar, det samme er Tilfælde her; jeg gaar daglig og undrer mig over hvor langsomt alle mine Havesager voxer og vi har dog baade havt Regn og Varme, maaske det er saa her at det gaaer saa langsomt i Begyndelsen, men da maa det gaa i en Fart senere for at oppnaa den Frodighed, her er. Nu er her plantet en Deel Mais og saa har jeg faaet sat Pomkins og en anden Slags Græskar, til føde for Koen ud over Vinteren. En af de første Dage i Juni frøs det saa stærkt om Natten, at ikke alene Potetsgræsset og Maisen frøs paa mange Steder, men endog saa Toppene paa Egetræerne og paa de smaa Sassafras Træer frøs. Jeg formoder at det er disse som kaldes Sassafras, disse lave smaa Træer, der enten danne Krat, for sig selv, eller ogsaa staa blandede med Hasselkratterne. Deres Blade ligner Rogn og blive om Høsten carmosiinrøde, saa det giver Krattet et smukt Udseende naar Hasselen staar guul og bruun. Frugten er ogsaa sød og Klaseformig. Potetes-græsset frøs ikke stort hos os, mine Meloner og Agurker fik ogsaa kun ubetydelig Skade. Jeg har saaet saa mange Meloner, saa dersom de slaa til, maa vi faae en rig Høst. Gid vi kunde sænde en Deel til Dig.

HenrietteHenriette] Henriette Koren (1854–1939), Elisabeth og Vilhelms eldste datter og jeg er alene hjemme for Øieblik. Vilhelm har holdt Gudstjeneste i Skolehuset her, idag og har nu Altergang paa en af Nabogaardene, der er ikke Plads i Skolehuset dertil. Pigen gaaer til Alters. Gutten er ude og saa er vi to alene hjemme. Tak kjære Fader fordi Du ikke bliver kjed af mine udførlige Fortællinger om Barnet; hun ligger nu og sover med en Rangle i den ene Haand og en The-ske i den anden. Hun voxer og bliver saa lang nu, hun er i godt Hold, men meget langt fra at være nogen Fiirkant som Vilhelm spaaede og iovermorgen er hun dog et halvt Aar. Hun er liden ved Siden af de Børn jeg har Anledning til at see, men det er ogsaa nogle Klumper og dette er en fiin liden Dame. Gudskelov fordi hun den hele Tid har været saa frisk. Da jeg sidst skrev hjem var hun litt grætten og saa ikke rask ud et par Dage, men nu er hun lige blid og livlig igjen. Jeg troede, det var for Tænder, men endnu har der ingen vist sig. –

En Colporteer nede fra Bogtrykkeriet er her i dise Dage, imorgen reiser han ifølge med Vilhelm til Minnesota. Der gjøer Pompadour, saa nu kommer vel Vilhelm tilbage, der vaagner Henriette ogsaa, saa det er forbi med min Skriving for idag.

Mandag. – Nu har jeg pakket ind for Vilhelm og seet ham reise, han bliver vel mindst borte 14 Dage. Barnet sover saa jeg kan faa skrive lidt. Du kan ikke tro kjære Fader, hvor deiligt det er at have det lille Væsen; naar nu Vilhelm reiser og jeg er alene, saa har jeg hende at passe og pleie og glæde mig ved. Tiden gaaer saa hurtigt, hun er saa sød og morsom. Du skulde bare se hvor livlig hun er; nu kan hun faa Lyd frem af den lille Pibe, der er paa hendes Rangle, daa leer hun godt hver Gang det lykkes. Jeg er vist altfor glad i hende; kjære Fader, tænk om det var Guds Vilje at tage hende til sig igjen, bed for os at vi maa beholde hende, at hun maa blive god og from; jeg forstod ikke hvor meget man kan holde af et saadant lidet Barn før jeg selv fik erfare det. At hun, naar hun bliver større, vil blive ulydig og uartig, det er ondt at tænke paa – Gud tilgive mig alle de Gange, jeg maa have bedrøvet mine kjære Forældre og lønne dem for al deres Kjærlighed mod mig.

Den 17de. Søndag-Aften. Nu er det lyst hele Natten hjemme, medens det her er mørkt Kokken 8. 7 ½ gaaer Solen ned, og Tusmørket varer ikke længe. Huttetu, hvor trykkende hedt det har været i disse sidste Dage, stakkels lille Tuppen min, hendes Haar er vaadt hele Dagen. Hvis det er ligesaa hedt der hvor Vilhelm er, saa forstaar jeg ikke, hvordan han holder ud at prædike hver og hveranden Dag som jeg veed han gjør i denne Tid; var det enda i Kirker! Naar nu Juli og August kommer med deres Hede, saa maa han da vist i det mindste holde sig inden Little Iowas Grænser, ellers mister han alle sine Kræfter. Med Kirkebygningen her i dette Settlementet gaaer det kun smaat. I det sidste Møde, Vilhelm havde for at bestemme den endelige Byggeplads, havde han kun Ærgelser og kom hjem gjennemblødet af en af disse pludselige og voldsomme Regnbyger, der ofte indtræffe her, dengang begyndte den med en Haglbyge, Hagl saa store som en liden Valnød, og det i Juni Maaned!

Nu har da Vilhelm overladt Commissionen for Kirkebygningen at see til om de engang kan blive enige, uden at han har meget dermed at gjøre, men naturligvis maa han til igjen hvis det skal blive Greie paa noget og Sagen faa nogen Fremgang. Megen Dristighed skal Menigheden her vist ikke kunde rose sig af. Vi tænke saa smaat paa en Tour til Præsten Clausen i Sommerens Løb. Han har bedet os saa meget derom, siden vi første Gang saa ham. 2 ½ Dag behøve vi vel for at komme derhen; bliver det af saa tager vi Pigen ogsaa med; og før den værste Varme er forbi reise vi nu ikke og da maatte det vel blive i September førend Vilhelm reiser til Wisconsin, og der er langt frem. Jeg vænter saa sikkert Præsten StubPræsten Stub] Hans Andreas Stub (1822–1907) var prest i Coon Prairie fra 1855 til 1861. Han var en av de seks som stifta Den norske synode i 1853. Han ble seinere prest i Big Canoe menighet i Iowa (fra 1865 til 1891). hertil i Sommer, jeg har ingen Grund dertil, det er min egen Idée; han er kommen til sit nye Kald i Coonprairie i Wisconsin, et par Dags Reiser herfra og saa troer jeg han besøger os og sine gamle Menighedslemmer, blant hvilke han har mange Venner her. Det er sandt, Fader, medens jeg husker det. Du fornærmer stadig Iowa, en af «United States» med at kalde det et «county»; enhver Stat er inddeelt i counties. Winneshiek, heder det vi boer i, følgelig hører County dertil.

Er Tyvene i Europa saa slemme som her til at bruge Chloroform til at udføre sine Tyverier? Jeg seer af Aviserne, store Tyverier er begaaede ved Hjælp deraf. Det er fælt og det bliver mere og mere almindeligt. Nu maa vel Aviserne snart bringe Efterretning om en Forandring paa Krim, længe kan vel ikke Sagerne staa som nu; det er frygtelig hvilket Blodbad der er, at de i hvis Magt det staaer at slutte Fred, tør vedblive at opofre saa mange Menneskeliv– Christne Mennesker saaledes at myrde hinanden, hvor megen Sorg rundt omkring – Enker og Foreldreløse overalt. Gud give Freden maatte vedvare i vort kjære Norge. Dog nu vil jeg ikke tænke derpaa, men heller fortælle Dig mere om vores lille fredelige Præstegaard og hvad der kan tildrage sig. –

Du ængster Dig for hvad Emigranten beretter om Indianerne, Kjære Fader, gjør ikke det, dertil er der ingen Anledning, de ere for langt fra os til at vi have noget at befrygte; jeg faaer nok ellers vænte til Vilhelm kommer hjem med at give Dig nøie Besked derom, thi sandt at sige veed jeg det ikke selv; jeg har ikke lagt Mærke til hvad der sidst stod derom i Emigranten, det er saa ofte der staa Indianeruroligheder omtalte i Aviserne. I Mexico er der nu altid Fiendtligheder med dem.

Idag spiste jeg Jordbær til Middag for anden Gang iaar; jeg har været saa heldig at faa tinget to Smaapiger til at bringe mig Bær i Sommer, det er ikke let at faa nogen til at plukke dem her, hvor ingen kjøber. Bare nu Vilhelm kommer før de blive forbi. Vi tænke at flytte en Deel ind i Haven; til Høsten vil jeg ogsaa plante Viindruer ved Sydvæggen mellembæggeVinduerne, det vil see peent ud; naar jeg nu bare kunde faa mig noget Aspargesfrø, eller Rødder! Jeg har fundet en Markblomst og flyttet ind i haven, det er en rar Blomst, jeg vil sænde dig Frø naar jeg faaer noget. Jeg flytter dem ind eftersom jeg seer nogen jeg ønsker at have, det er den eneste Maade at sikkre sig dem, Kreaturene vil ellers ødelægge dem. Jeg tror Vilhelm faaer tage en Øxe paa Nakken, naar vi spadsere, for at hugge Torven løs og tage dem med det samme. Han flyttede den jeg har for mig og tænk, hjalp mig med at plante Kaal, det var i Anledning af at det var min Geburtsdag. Ellers forholder det sig med Vilhelm og Haven som da Christiane og jeg skulde have Have sammen, og hun nok vilde have Part i Kirsebærsaft, men overlod mig Blomsterne. Vilhelm synes ogsaa om at see det blomstre og trives, naar han slipper Omsorgen. –

Kommer der ingen ny Literatur ud hjemme eller i Danmark? Er maaske Politikken altopslugende!

Den 26de. Nu er Vilhelm hjemme igjen. Gud ske lov rask efter denne Reise, den mest anstrængende siden han kom hid. Han var borte i 14 Dage, i Begyndelsen havde han længere Reiser; i det sidste 8 Dage 7 Gudstjenester, reiste noget hver Dag og desuden hver Gang saa mange Communicanter og Barnedaaber, at han ofte ikke blev førdig før klokken 4 ½ om Eftermiddagen og begyndte 10 ½. Og paa Fredag reiser han allerede igjen – det bliver idelig Reisen i næste Maaned, jeg haaber han faaer lidt Hvile i August. De Indianere der var Tale om leve i allervestligste Deel af Iowa og vi bo i den østligste, hertil kommer de nok ikke, her er fredeligt nok, Du maa ikke ængste Dig for vor Skyld om du Læser som Indianer Uroligheder. I det nordlige Minnesota er der ogsaa Indianere, men de ere meget fredelige og ofte nede i Decorah med deres Huder og sælger. De norske der boer nordligst, bo lige ved dem. Nu er Papiret alt fuldt, jeg faaer næppe Plads til kjærlige Hilsner fra Vilhelm og give Dig en god Kys fra lille søde Henriette og saa et kjærlig Lev vel fra

din Leis.Leis] Elisabeths kallenavn i familien

Vilhelm bragte med til Henriette, en Kurvvogn med en liden Kaleche paa, en god Ting her hvor Solen stikker saa. Denne Vognen er jeg glad i kan Du tro og Henriette ikke mindre glad i at kjære. Det er saa hedt om Dagen. Stoven er flytet ud af Kjøkkenet, alle Vinduer oppe med MuskettdugMuskettdug] myggnetting for. Ak, om vi hadde det samme Klima som hjemme.

Om Brev hjem 1853–1858

Elisabeth Koren (1832–1918) utvandret til USA med sin mann Vilhelm Koren (1826–1910) høsten 1853. Vilhelm skulle være prest i Iowa for et stort antall norske innvandrere som hadde etablert seg som bønder vest for Mississippi.

Denne samlingen inneholder de 53 bevarte brevene som Elisabeth Koren sendte hjem til familien i Larvik i årene 1853–1858. I brevene skildrer hun reisen fra Norge til USA, området de kom til og det nye livet som immigrant, prestefrue og etter hvert mor.

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook