Little Iowa Præstegaard,
7. September, 1858

Kjære Moder!Moder] stemora Elisabeth Frechland (1810–1897). Mor til Elisabeth, Caroline Mathilde Koren (1801–1840), døde i 1840, da Elisabeth var åtte år.

Kan jeg bare see, saa vilde jeg gjørne skrive, da det nu seer ud til at blive stille og roligt Resten af Dagen. Det er et frygteligt Veir og saa mørkt at det virkelig ikke er mere end saa, at jeg kan see at skrive ved Vinduet.

Vilhelm reiste Vester imorges, han skal til Kalmar imorgen og kommer hjem derfra; han bliver da vaad, Stakkel, trods Regnklæder. Tidlig idag, saa Veiret lovende ud. Vi skulde have Tærskemakinen, alle 12 Mand var paa Pladsen og det gik nok saa godt en Stund; HenrietteHenriette] Henriette Koren (1854–1939), Elisabeth og Vilhelms eldste datter og LinaLina] Caroline Mathilde Koren, gift Naeseth, (1857–1945), Elisabeth og Vilhelms nesteldste datter løb om i Gaarden og jublede over Tærskemaskinen. Saa da de vel havde faaet tærsket den første Stak, begyndte det at regne, saa de maatte holde op. De blev her til efter Middag i Haab om at det vilde klare op, deraf blev der ikke meget, saa gik 6 Mand sin Vei, de øvrige 6 sidde ude i Kjøkkenet, hvor der da er en Søle og Damp, saa det er næsten uudholdelig at gaa dergjennem, og det behøver jeg da heller ikke at gjøre. Det er ubetaleligt at have faaet et rummeligere Huus, saa mange Mennesker, som her ofte kan være. Nu bliver det rimeligviis for raadt til at tærske imorgen og saa faaer vi dem maaske paa Thorsdag, hvilket ikke falder meget beleiligt, da vi ogsaa skal have alle Medhjælperne. For nogle Dage siden var alle Trusteeserne her, forleden Søndag da her var Gudstjeneste, spiste her en 6 – 8, saa her har været folksomt nok.

Tak for dit sidste Brev, kjære Moder! Hvor deiligt det maa have været hjemme i Sommer, gid nu Resten af Sommeren maa have været lige saa behagelig og ikke saa kold og raae som her. Jeg haaber paa en smuk Eftersommer. Børnene have været udmærket raske i hele Sommer, saa de da Gud ske Tak voxer og trives fortræffelig. Gud ske Lov, saa længe de slippe for den saa almindelige Plage for Børn om Sommeren her, Diarrhe og medfølgende Svækkelse! Tandberg raadede til at lade Børnene vaccinere, siger du, ja naar vi kunne komme ned til Dr. Hansen med dem; før skeer det næppe. Om vi har Igler? Nei, desværre, de er ikke til at faa. Dr. Hansen skal nok have, har jeg hørt, men det nytter os lidet. Tak skal baade du og Tandberg have for gode Raad. Vorherre bevare smaa Børnene for os! De sidder nu og bysser hver sin Katunge, de slægter ikke Vilhelm paa i det Stykke. – Det er ogsaa noget Nyt for dem; vi har ikke havt Katunger før, men saa mistede vi den store og maatte faa En, som de dabæggevilde have. Dette saae Anne Ringstad der besøgte her forleden og sændte med en til, til stor Glæde. De fortrænger næsten Dukkebørnene. –

Lina er meget morsom nu med alt sit Prat. Det er ikke godt at skjønne alt hvad hun siger, og da er hun meget ilde tilfreds og giver sig ikke før hun faaer gjort sig forstaaelig. Saaledes kom hun løbende ind igaar og raabte, «Mamma, takkels Duna». Dette skjønte ikke jeg og fulgte med hende, da hun blev ved at trække mig i Kjolen og raabe «Mamma kom, takkels Duna». Saa var det 3 Vilduer som Anders netop havde skudt og fik til Tak den Beskeed af Henriette, «Fy Anders, du er slet ikke snil Gut naar du skyder de pene Duerne, de kunne ikke flyve naa, seer du» og hun kyssede og klappede dem, medens Lina blev ved sit «takers Duna». Henriette kan slet ikke finde sig i at de skyder Fuglene. Forleden morgen kom hun ogsaa grædende ind og fortalte at Tørris (Arbeidsmanden) havde skudt saa mange Duer, «2, 3, 4, allesammen, naa har vi ingen flere Duer!» – Der er mange af dem iaar, saa af og til faar vi os en Ret der er meget god. Forleden skjød de en vild Kanin. Jeg troer ikke her er Harer, men mange Kaniner der er meget velsmagende. Havde Gutten lidt bedre Tid saa kunde vi ofte faae Vildt. –

Nei, nu kan jeg ikke see mere, nu skal Børnene faa den Fortælling, som jeg har lovet dem og de bedet om i hele Dag. De, Lina især, trives ikke rigtig naar hun ikke kan komme ud.

Fredag 10de. I Eftermiddag kan jeg da faa fortsætte lidt. Vi har havt Tærskerne idag, de blev saa tidlig førdige og er alt gaaet sin Vei. Jeg var vel fornøiet da jeg saa Solen skinne blankt idag, der er ikke mange Ting saa kjædelig at faa udsat som Tærsking paa Grund af de mange Folk der skal sammen. Vi ikke næppe den Halve Avling af hvad vi ifjor havde; der bliver vel ikke mange der har stort til overs at sælge iaar, saa de er fornøiede, som har deres Fjoravling endnu. Igaar var det et stygt Regnvær hele Formiddagen, men de kom dog de fleste af Medhjælperne alligevel, og nu tænker jeg vi er fri for slige store Selskaber i længere Tid.

Gudskelov at LinasLina] Caroline Mathilde Hysing (1840–1923), Elisabeths søster (Johnson 1941, I, 189) Hørelse var bedre, maatte det nu vare ved, det var en slem Kuur hun maatte døie Stakkel, hun faar lide mere ondt for sin Hørelse end jeg.end jeg] ifølge David T. Nelson hadde Elisabeth problemer med hørselen (Nelson 1955, 11). Electriserer Tandberg hende nu? At det hjælper!

Nei, jeg husker slet ikke at jeg har seet ‹Winsløw›, hans tidligere Historie kjændte jeg naturligviis heller ikke til, som vel ingen her gjør. Vilhelm traf ikke Broderen. Vi har flere Gange hørt fra dem, de leve godt og synes det er deiligt at bo paa Landet, hvor de har et smukt Huus og Have. Hvordan gaar det Consul Beck? Vi har ikke hørt noget fra dem, siden det gik saa sørgeligt med hans Affairer; kun gjennem andre at de vare flyttede til Danmark og at Beck senere havde været i New York. –

Igaar fik vi en prægtig Post; foruden Aviser, baade norske og engelske i Overflod og Breve fra flere af Præsterne, fik jeg et langt Brev fra Stin,Stin] Johan Augustinus Hysing (1834–1888), Elisabeths bror (Johnson 1941, I, 188–189) det var saa morsomt, jamen er det en noble Broder som skriver saa langt og godt uden engang at vænte at jeg skal svare ham. Hils og tak ham tusinde Gange for Brevet. Jeg havde Lyst at skrive til ham selv, men faaer næppe Tid; han maa aldrig indbilde sig at jeg, naar jeg en sjælden Gang skriver til ham; at det da skeer pligtskyldigst fordi han dog engang skal have Svar, dertil holder jeg dog lidt formeget af ham. Jeg er saa glad fordi det gaar ham saa godt! Gjennem Stin fik jeg da ogsaa friskere Efterretninger hjemme fra. Han fortæller om sit uvæntede Møde med eder i Dampskibsbaaden, og at Fader reiste en Tour til Wormnæs; det gledede mig rigtig meget, men det var nok en Skuffelse for Stin ikke at kunde faa være sammen med Fader paa Stabæk. Men hvad blev der af Langesundstouren? Hvordan leve Wrightes? Gud give det snart maatte blive godt for dem, hils meget fra mig. TomTom] Thomas Fasting Hysing (1838–1922), Elisabeths bror (Johnson 1941, I, 189) havde jo ogsaa været paa Reise. Gudske Lov at det stod vel til hjemme, maatte jeg snart faa Brev med samme gode Efterretninger. Stin fortæller ogsaa at Faders gamle Ven, Boye, skal blive Toldkasserer i Laurvig og det bliver da vel en Hygge for Fader.

Imorgen reiser Vilhelm til Painted Creek og Turkeyriver; naar han saa kommer derfra, bliver han kun en Dag eller to hjemme før han skal til Wisconsin; der høres da ingen Ting om Præst til Painted Creek, desværre! Vilhelm skal ikke til Kosconong da Kirkeindvielsen er udsat. Jeg glæder mig til han skal komme tilbage fra denne Tour. 3 af de ypperste tydske Præster, Professorerne Walther og Crämer og Præses Wynneken havde lovet at komme.3 af de ypperste tydske Præster … lovet at komme] Disse var alle fra Concordia Seminary i St. Louis. For Vilhelm og andre prester i Den norske synode var kontakten med tysk-amerikansk teologi i St. Louis viktig. Seinere ble denne kontakten ofte kritisert av andre norsk-amerikanske kirkesamfunn. Carl F. Walther (1811–1887) utvandra i 1839 og var en av dem som stifta Concoria Seminry. Friedrich Conrad Wyneken (1810–1876) utvandra i 1838 og ble leder for The Lutheran Church, Missouri Synod (1850–1864). Nu bliver her vel stille og frit for Fremmede for i Vinter. Saa til Vaaren drager A. Preus med hele sin Familie til St. Ansgar, saa faaer vi Huset fuldt en Stund, tænker jeg. Ja, det er langt frem. Hvor uhyre hurtig denne Sommer er gaaet, det begynder alt at blive saa høstligt langs Elvene og koldt blæsende Veir; det er tidligt, men Høsten varer længe her og en Deel af den udgjør sædvanlig den behageligste Tid af hele Aaret.

Her har været saa megen Oversvømmelse overalt i Sommer, ogsaa i Decorah har her været en Deel ødelæggelse, Huse og Kreature er strøgne med, Møller og Broer taget Skade og enkelte Familier maatte flytte op i Kvisten medens Vandet gik 6 Fod høit gjennem Huset. Det er en mærkværdig Sommer, ikke engang Blommerne blive modne, der er kun ogsaa ganske faa af dem. Den eneste Frugt her blev iaar var Bjørnebær, men af dem var her en Masse og usædvanlig store og velsmagende, saa jeg syltede mange og kogte en Deel Saft; det er det meste Syltetøi vi faa iaar. Der er en eneste Melon i Haven som kanskje kan blive moden. Nu gaar jeg her hver Dag og leder efter Frø, der er saa mange som har bedet mig om Blomsterfrø. Det tager megen Tid at samle, synes jeg, og jeg kommer sjælden længere end omkring i Haven, naar Vilhelm ikke er hjemme. At jeg alt maa begynde at tænke paa Vinteren baade med Mad og med Klæder. – Min grønne Merinos Kjole skal pryde Smaatuppene til Vinteren. –

Jeg har faaet ny Pige nu, ogsaa en Valdersjente ved Navn «Gro». Ingrid var saa sygelig at hun vilde forsøge at være uden Tjeneste en Tid. Denne Gro kom medens alle de Fremmede var her, da OlineOline] tjenestejente hos Korens ikke kunde være længere, hun er snild og godslig, altid i godt Humeur, rask er hun ogsaa, men ikke saa omhyggelig om sine Ting, som Ingrid var, og finder undertiden paa mange rare Ting, som forleden da jeg kom ud, stod hun ved Kogehuset og skar Spaaner af Væggen for at tænde i Ovnen med. «Jeg tænkte de vilde rive det ned», sagde hun. Det er et lidet, pent Framehuus, som er bygget op under den store Egen i Gaarden, der staaer vores gamle Kjøkkenstove. Det er meget bekvemt at have to, saa kan vi koge ude eller inde eftersom Veiret er til, og saa længe det ikke er for koldt kan de vadske dernede. Vi stryger som oftest ude om Sommeren, naar det ikke blæser. Dette lille Huus vil ogsaa være fortreffelig til at bevare mange Ting, Kjød og sligt om Vinteren. –

Nu er da virkelig den store Telegraftraadden store Telegraftraad] Første melding mellom USA og Storbritania over denne kabelen ble sendt 16. august i 1858, men linja gikk i stykker i september samme år. virkelig lagt, da man næsten havde opgivet at det skulde skee! Ja, det var rart at see i Emigranten, Efterretninger fra Europa fra den foregaaende Dag, Aviserne ere overfyldte med Beretninger om Festligheder over det hele Land i den Anledning. Det er charakteristisk nok at see den forskjællige Maade hvorpaa Efterretningen blev modtaget i England og her. Her er det ingen Ende paa Jubelen.

Og nu, lev vel kjære Moder, nu skal jeg skrive lidt til ChristianeChristiane] Christiane Koren Hysing (1826–1880), Elisabeths eldste søster (Johnson 1941, I, 188) og saa maa Brevet afsted. Vilhelm og Smaatuppene hilse mange, mange gange. Gid du maatte have det godt.

Din Leis.Leis] Elisabeths kallenavn i familien

Om Brev hjem 1853–1858

Elisabeth Koren (1832–1918) utvandret til USA med sin mann Vilhelm Koren (1826–1910) høsten 1853. Vilhelm skulle være prest i Iowa for et stort antall norske innvandrere som hadde etablert seg som bønder vest for Mississippi.

Denne samlingen inneholder de 53 bevarte brevene som Elisabeth Koren sendte hjem til familien i Larvik i årene 1853–1858. I brevene skildrer hun reisen fra Norge til USA, området de kom til og det nye livet som immigrant, prestefrue og etter hvert mor.

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på X
Del på Facebook