Brev hjem 1853–1858

av Elisabeth Koren

Forrige Neste

Brev 24: 7.–8. februar 1856

«Der findes ikke andet end frosset Blæk»

Min kjære Fader!Fader] Ahlert Hysing (1793–1879)

Jeg er halv bange du skal være ængstelig for hvorledes her staar til efter hvad jeg sidst skrev, saa jeg iler med at bringe Dig de gode Efterretninger som jeg nu Gud være lovet kan. Vilhelm er oppe igjen og kommer seg godt; de sidste Dage har han været oppe saagodtsom hele Dagen, gaar omkring uden Hjælp, den første Tid efter at han begyndte at sidde oppe, maatte vi gaa en paa hver side og understøtte ham. Han er bleven saa frygtelig mager og medtagen, saa det vil vist tage Tid inden han ganske kommer til Kræfter igjen, men Gudske Lov i de sidste 8 Dage er han gaaet saa betydelig fremad, jeg synes, jeg har kundet see Bedring for hver Dag, han sover godt og har en glimrende Appetit og hvad jeg troer ikke lidet har ledsaget til denne hurtige Bedring er at vi har havt Besøg af Præsten Clausen og en Bodenhoff som ogsaa boer ved Cedar river. De kom som de vare kaldte, Vilhelm havde saa godt af en saadan Adspredelse, saa jeg var rigtig saa glad ved dette Besøg.

De kom kjærende ind paa Gaarden en Torsdag Eftermiddag som vi sad her i al Ro. «Der er bestemt Paulsen, som tidligere var i Decorah», sagde jeg, ikke det mindste glad over dette Besøg; desto behageligere blev vi overasket over at see Clausen træde ind. Han havde Forretninger i Decorah, hvor hen de reiste tidlig næste Morgen, men kom igjen til Aften og var her Lørdag, Søndag prædikede Clausen her, Mandag var de atter i Decorah og reiste hjem Onsdag Formiddag. Clausen holder vi meget af og du ved han ogsaa er den eneste dannede vi seer. Bodenhoff, Søn af en Major Bodenhoff paa Sjælland, hvor hans Kone og Barn endnu er, har kun været her kort Tid, han var tækkelig, ogsaa underholdende, synes jeg; saa det var ogsaa morsomt at han var her. Nu seer vi vel næppe nogen igjen førend Clausen atter kommer herned, og det blir vel næppe før han kommer at visitere, som skal skee engang før Synoden i 57. Han proponerede rigtignok at vi skulde reise sammen over og besøge Præsten Stub,Præsten Stub] Hans Andreas Stub (1822–1907) var prest i Coon Prairie fra 1855 til 1861. Han var en av de seks som stifta Den norske synode i 1853. Han ble seinere prest i Big Canoe menighet i Iowa (fra 1865 til 1891). og saa med det samme reise et stykke opad Missisippi, hvor der skal være meget Smukt, saa vilde de med det samme besøge nogle norske Settlementer i Minnesota. Dette skulde være meget morsomt, men om det bliver noget af er et Spørgsmaal. Clausen skal ogsaa bygge sig en stor ny Præstegaard i Sommer og vil vel næppe faa saa let for at komme hjemmefra.

Jeg har heller ikke synderlig Tro paa noget Besøg af Wisconsin Præster til Sommeren. Der skal være Præstemøde i Manitowoc hos Ottesen og til mere end et Sted faaer de vel ikke Tid at reise. Jeg har en liden Smule Haab om snart at faa Sagerne hjemmefra; der er nemlig reist Folk fra Cederriver til Rock Prairie, de kommer ogsaa til Præsten Dietrichson og hvis han nu er saa klog og ikke vil sætte vor Taalmodighed for meget paa prøve, saa sændte han det med disse Folk, der reiser forbi et Sted kun en 6 – 8 Mile fra os. Havde kun Clausen vidst om dette da Folkene reiste, eller blev de der nede saa længe at der kunde være Tid til at skrive, det skulde været godt.

Jeg har havt en huslig Sorg idag. Koen fik en Kalv inat, men den levede, trods al anvændt Umage, kun nogle Timer; det var en stor Pæn Quiekalv; jeg var rigtig lei fordi den døde, det skulde været saa morsomt at havt den, den skulde naturligviis levet, og det var den første Kalv, født paa Gaarden. Jeg er glad Koen er flink og saa faar jeg naa meget mere Nytte af Melken. Til Middag skal vi have Kalvedands. Vi har det deiligste friske Vinterveir idag og hvad der er en Sjældenhed her, ganske stille; det smager godt ovenpaa den slemme kolde Tid, vi har havt.

Der reiste HenrietteHenriette] Henriette Koren (1854–1939), Elisabeth og Vilhelms eldste datter forbi vinduet ud at kjære, den lille Prinsessen min. Nu gaaer hun, naar hun holder mig i Kjolen og gaaer fra Stol til Stol, det er saa morsomt at see paa; hun har faaet nyt Legetøi af Onkel Clausen, alle Præsterne er hendes Onkler – det sidder hun og steller med, du skulde se hvor yndig hun er, og saa som hun pludrer, hun kan sige en Deel Ord nu, hvoriblandt Mad og Kaka er de mest brugte, saa har OlineOline] tjenestejente hos Korens lært hende at lokke paa Gjeden, hun klapper i Hænderne og raaber «ei, ei». Det skal betyde «strei, strei», og saa har hun lært at kalle som Præriehanen. Ja, hun bringer Liv i Huset, jeg synes, det er saa stille bare hun er ude lidt eller sover. Gudskelov at Vilhelm kommer sig saa godt, hvor godt det er naar alle er friske, det skjønner vi aldrig nokpaa, saa vi kan nok have godt af at mindes derom.

Gid jeg nu viste at alt var vel hjemme, at Moder fremdeles maa gaa fremad, da skulde jeg være glad. Jeg faaer kun Tid til herved at sænde hænde og alle mine Sødskende kjærlige Hilsener, dennegang. Jeg har saa meget at skrive for Vilhelm, saa jeg faaer ikke Tid til at skrive langt hjem, jeg vil hellere see at faa Brevet snart af sted. Naar du saa faaer dette Brev, saa haaber jeg du har modtaget 100 dollar fra SigvartSigvart] Sigvart Irgens Koren (1821–1885), sekretær i Hypotekbanken (Johnson I, 1941: 191). som han skulde sende dig for en Vexel han modtager fra Vilhelm og forhaabendtlig faaer du snart atter 100 dollar, dersom alt gaaer som Vilhelm haaber. du maa undskylde at jeg skriver med dette lyse Blæk, kjære Fader, det er frosset og der findes ikke andet end frosset Blæk i hele Decorah.

Ikke større end Decorah er, har den allerede sin egen Avis, ja det troer jeg næsten enhver Klynge paa en 20 – 30 Huse har. I Decorah er der en overordentlig Trafik i denne Tid, da der er bleven Land Office saa Folk strømmer dertil for at faa deres Land sikret. En god Ting finds der i Decorah og det er en Slagter som har regelmæssig friskt Kjød, rigtignok meget dyrt for Tiden, heraf benyttede vi os første gang medens Clausen var her. Det er mere end Laurvig kan præstere, idetminste tidligere.

Den 8de. Nu har vi netop spist Frokost hvortil Johnny cake, et slags varmt Maisbrød,Maisbrød] en slags flatbrød av maismjøl der spises med Smør til, hvoraf skulde jeg have Lyst til at sænde dig et Stykke, i Haab om at det vilde finde ligesaa meget Bifald hos dig, som hos os. Vi har det samme deilige Veir idag, om en liden Stund skal jeg ud og kjære mig en Tour, Vilhelm jager mig ud hver Dag nu, jeg har været meget inde i den senere Tid naturligviis, men nu er jeg flittig til at indhændte det forsømte. Gid Vilhelm selv snart kunde komme ud og blive dette Veir ved, saa haaber jeg nok det. Henriette sidder paa Gulvet og har meget travlt med at jage ud Hunden, der stikker sin snude ind af Kjøkkendøren, «gout, gout» siger hun, det skal betyde get out, her tales altid engelsk til Dyrene, Folk troer ikke de forstaaer andet Sprog.

Her er mange Dialekter her i Huset. Vilhelm taler nu meer og meer Bergensk, synes jeg, jeg taler min Laurvigsk, Oline Hakkedalsmaal, Iver Hardangermaal og Svend er saa Stavangersk som det er muligt, Gunhild, det er den Confirmand som har seet til Henriette medens Vilhelm var syg, er fra Valders, saa hver har sin. Vi beholder nok hende til hun bliver confirmeret, hvilket alt skulde være skeet havde Vilhelm været Frisk, da hun ikke har noget Sted at være; men jeg skulde være glad om Henriette aldrig havde haft nogen Barnepige; for det Første har de forkjølet hende for mig medens Vilhelm var syg, da han ikke taalte at hun skreg, saa de føiede hende ialt for at faa hende rolig; dette gjør nu ikke stort, saa liden som hun er, men jeg har saadan Vanskelighed med at faa hende til at stelle sig selv, hvilket hun før var saa snilde til, men nu kommer hun vel snart til at gaa, og da bliver det bedre, hun har været lidt grætten for Tænder, nu er der kommen to frem, saa Grættenheden ogsaa er borte. En Ting har hun meget travlt med, det er at læse. Hun kan sidde lange Tider med en Aviis eller lignende foran sig, bevæge Hovedet frem og tilbage og pludre høit medens hun peger for sig med Fingeren; strax hun finder et beskrevet Stykke Papir, begynder hun meget ivrig med sin Læsning.

Ugagn gjør hun da ogsaa formedels denne Kjærlighed til Papirer; jeg var inde i Sovekammeret et Øyeblik, da jeg kommer ind igjen, finder jeg Henriette siddende meget rolig paa Gulvet med en Deel Breve omkring sig og læsende meget ivrig i et som hun havde revet tværs over, hun havde krøbed hen til Vilhelms Bord, reist sig op og faaet denne Brevpakke revet ned; naar der ellers nu er noget hun vil tage som hun ikke maa og vi rober «ikke røre Henriette», saa kommer hun krybende tilbake det forteste hun kan. Der er Iver og mælder at det er forspændt, saa Farvel saa længe. –

Her er jeg tilbage fra min Kjæretour. Jeg var inde hos en fattig Familie, den mest trængende i det hele Settlement saa vidt jeg veed, og Huttetu der var ogsaa fælt; en liden ussel Stue med Mand, Kone og 8 smaa Børn, hvoraf de to ere Krøblinger, det var godt at komme derfra og ud i frisk Luft igjen; det er en Skomager Zuekow fra Bergen, imidlertid har han Land og kommer sig forhaabentlig med Tiden. Gudske Lov at her er saa faae saaledes Trængende, saa de, her er, lettere kunne blive hjulpene. – Nu længes vi rigtig efter at erfare mere om Begivenhedernes Gang i Europa, rigtignok er alt vel nu roligt paa Krigsskuepladsen saa længe Vinteren varer, men Underhandlinger lader dertil der er, og vel ellers meget der var værd at vide. Emigranten er saa langt tilbage i tiden med sine udenlandske Efterretninger, og det er saa kjedeligt at vor NewYork Avis reent er ophørt at komme, uaktet den er betalt; jeg ved ikke hvad der kan være Grund dertil, urægelmæssig Postgang, eller noget sligt; hvad det nu er, saa er det kjedeligt og et stor Savn ikke at faa den, jeg haaber det ikke varer for længe, vi blive da saa reent fremmede for hvad der tildrager sig i Verden.

De gamle Aftenblade gjennemlæste vi med Begjærlighed, det er meget morsomt at faa dem, og morsomt var det at læse den Franske Anmældelse af de norske Malerers Værker, der havde været paa Udstillingen. Den Bodenhoff, som var her, var en Fetter af Maleren Tidemann. Det er saa lidet jeg faar skrive til dig dennegang, min kjære Fader, at jeg er i Tvivl om jeg skal sænde det som det er, eller lade længere Tid hengaa, jeg tænker dog det første er bedst at I ikke skulle komme til at ængste eder noget. Hvad koster Brev fra Amerika hjemme? Her er den stadige Priis 46 cent. Tidligere var det 48 cent, men jeg frygter at jeg med mit tykke Papir ofte har gjort Brevene meget dyrere.

Gud give nu at alt maatte staa vel til hjemme; huf det var stygt med den Badeindretningen som falt ned. Tusinde kjærlige Hilsner til Moder,Moder] stemora Elisabeth Frechland (1810–1897). Mor til Elisabeth, Caroline Mathilde Koren (1801–1840), døde i 1840, da Elisabeth var åtte år. Christiane,Christiane] Christiane Koren Hysing (1826–1880), Elisabeths eldste søster (Johnson 1941, I, 188) Stin,Stin] Johan Augustinus Hysing (1834–1888), Elisabeths bror (Johnson 1941, I, 188–189) Marie,Marie] Christine Marie Cappelen Hysing (1836–1867), Elisabeths søster (Johnson 1941, I, 188–189) Tom,Tom] Thomas Fasting Hysing (1838–1922), Elisabeths bror (Johnson 1941, I, 189) Lina,Lina] Caroline Mathilde Hysing (1840–1923), Elisabeths søster (Johnson 1941, I, 189) Emilie Sundt, Münsters, Pedelfamilien og den hele kjære gamle Herregaard, med Fjeld og Have og alt Tilbehør. Du skulde bare vide hvor ofte jeg vandrer omkring gjennem alle Gange og Værelser, ser mig omkring i enhver Krog, sætter mig paa min gamle Plads om Aftenen og ved Middagsbordet og følger eder ved eders vandte Sysler. – Gud velsigne dig min kjære, gode Fader og lade mig modtage ligesaa gode Efterretninger som jeg nu kan bringe. Vilhelm sender Dig og Alle venlige Hilsener og lille Tuppen nikker paa Hovudet til Allesammen.Resten av brevet er skrevet i margene. Jeg spurgte om jeg skulde sige Goddag til Bedstefader og strax begyndte hun at nikke, som hendes Skik er naar hun siger Goddag. Mange Hilsner til alle gode Venner fra os

Din LeisLeis] Elisabeths kallenavn i familien

Mange, mange Tak for dit kjære Brev, min kjære Fader, det er Festdage naar de komme og nu dennegang kom det ogsaa længe før jeg væntede mig Brev igjen, hvor heldigt det hidindtil har gaaet med Brevene hjemmefra, de komme saa akkurat frem.

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Brev hjem 1853–1858

Elisabeth Koren (1832–1918) utvandret til USA med sin mann Vilhelm Koren (1826–1910) høsten 1853. Vilhelm skulle være prest i Iowa for et stort antall norske innvandrere som hadde etablert seg som bønder vest for Mississippi.

Denne samlingen inneholder de 53 bevarte brevene som Elisabeth Koren sendte hjem til familien i Larvik i årene 1853–1858. I brevene skildrer hun reisen fra Norge til USA, området de kom til og det nye livet som immigrant, prestefrue og etter hvert mor.

Elisabeth Korens brev utgjør en viktig del av det vi betegner som «Amerikabrev». Det er den største enkeltsamling av slike brev vi har etter en norsk innvandrer i USA.

Les mer..

Om Elisabeth Koren

Elisabeth Koren er i dag mest kjent for sin dagbok, som hun skrev fra utreisen og de første årene i USA. Hun var en flittig brevskriver og brevene hennes er en viktig kilde til immigrantliv og kvinneliv fra 1850-tallet og framover, men også til norsk-amerikansk kirkehistorie.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på X
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.