Little Iowa Præstegaard
Den 23de Juli 1855.

Kjære gode Fader!Fader] Ahlert Hysing (1793–1879)

At det nu allerede er en hel Maaned siden jeg sidst skrev til dig, det forstaar jeg ikke. Tiden løber rent fra mig; det maa vel være den store Ensformighed som gjør det, at den ene Dag gaar hen som den anden, saa jeg har ikke noget at fæste min Erindring ved. Men Gudske Lov, den gaaer godt, denne Tid, hvor ensformig den end er; jeg har nok at beskjæftige mig med og mærker ikke noget dertil. Vilhelms Reisen og Kommen er den største Afvæxling, der kunde være brav nok, hvis den gik mindre hyppigt paa. –

Alt har været vel siden jeg skrev sidst, vi har været friske og raske og HenrietteHenriette] Henriette Koren (1854–1939), Elisabeth og Vilhelms eldste datter har faaet sin første Tand til stor Glæde, jeg kan allerede føle den anden. Hun har ikke havt noget ondt for sine Tænder endnu, var blot en liden Smule udslaaet bag paa Nakken og lidt urolig i to Nætter. En hel Mængde naragtige smaa Grimasjer har hun lært sig til i den Anledning. Ja, Gudske Lov, hun er saa frisk og saa sød, voxer og bliver saa stor. Idag har jeg havt hende siddende paa Bordet foran mig, med 3 store Bøger omkring sig til Betryggelse, hun sidder ellers saa rank og saa sikkert nu, at det kun er ved altfor overvættes Glæde at hun i sin Ivrighed taber Ballancen og falder bagover. Her paa Bordet skulde hun da sidde, efter at være kjed af at sidde paa Gulvet, for at jeg kunde faa sy lidt, men saa fandt hun paa at vilde have Fat i mit Fingerbøl og anstrængte sig saa for at naa det saa med min Syning blev det ikke stort. –

Da jeg skrev til ChristianeChristiane] Christiane Koren Hysing (1826–1880), Elisabeths eldste søster (Johnson 1941, I, 188) igaar, betroede jeg hende min Nøed – ikke at kunne faa nogen Arbeidsmand – som jeg staaer ude i Gaarden i Formiddag og siger til Gudbrand at Manden som skar Havren, havde sagt at det gik ikke an at binde før i morgen, saa det var bedst han hyppede førdigt om Poteterne – kommer der en Mand og spørger efter Præsten og om vi behøvede en Arbeider. Glad blev jeg og sændte ham strax afsted for at slaa Hø. Det var En der nylig var kommen fra Finmarken; han havde først været hos Nils Jansen der er Præst for Methodisterne her og forresten den rigeste Farmer i Settlementet – men da han hørte, at «her var en slig Præst, som vi havde hjemme» som han udtrykte sig, saa vilde han heller gaa hid, og her kom han ogsaa til rette Tid. Saa nu er da Høstarbeidet i fuld gang hos os ogsaa – de skjærer og binder paa en egen Maade her, der skal gaa meget hurtigt, hvorpaa alt jo er lagt an.

De der har store Agere bruge meget en Maskine trukket af 4 Heste til at skjære Hveden. Den kommer ikke i Huus her førend den er tærsket, til den Tid staaer den i meget store faste Stakke. Nu trakterer jeg af og til med Kyllingsteg kan Du nok tænke, jeg har en heel Drift med Haner, nye Potetes har vi længe havt og naar Vilhelm nu kommer hjem, skal han faa Augurk Salat, de bliver saa store nu saa jeg faaer snart sylte Asia. For en Tid siden syltede jeg en Krukke vilde Stikkelsbær, de ere ligesom de røde, glatte hjemme, nu haaber jeg at faa Solbær, Blommer og Druer; alt vilde. Bringebær blev her ikke noget af iaar. Det er saa vanskeligt at faa nogen til at bringe os Bær – de voxer mest ved større Bække og nu har vi faaet Løvte af en familie der boer ved en saadan, at bringe os. Brombær er her ogsaa – det skal rigtig blive godt at faa lidt Syltetøy igjen. Forleden fik vi forærende et halvt Lam en Rarietet her – Prairie Ulven havde revet lidt i det, sagde Manden, saa han slagtede det og gav os det Halve, som jeg puttede i Brønden, saa fort jeg kunde og fik mange gode Maaltider af.

Jeg sidder og fortæller Dig saa meget om mine Huusholdningsaffairer, kjære Fader – ja dette er til Moer ogsaa, jeg skriver ikke særskildt dennegang – og det morer nok Dig ogsaa at høre lidt om vort Stel, gjør det ikke kjære Fader?

Idag kjærnede jeg. Henriette sad paa Kjøkkenbænken hele Tiden og saa meget opmærksomt paa dette Arbeide, undertiden lykkedes det hende ogsaa at faa en Fingerspids ned i Fløden, det er ikke stort vi kan kjærne, vi har jo bare en Ko, for det meste 1 Pund ad Gangen. Jeg har dog faaet adskillige og det er morsomt at spise eget Smør. Vi har faaet meget Smør forærende iaar ogsaa. For en Tid siden havde Vilhelm med sig 2 store hvide og en Mysost, som de han havde faaet dem af, forsikrede skulde være fortrinlige, naar vi bare vilde skynde os at spise de hvide som ikke maatte ligge. Heldigviis var her mange Folk i den Tid, saa det lykkedes. Melornerne voxer prægtig og vi har meget gode Ræddiker næsten 1qv. lange. Er der ingen Gartner i Laurvig nu? Er der nogen som dyrker Herregaardshaven?

Tænk en Deel af mit Blomsterfrø, som jeg havde lovet mig mest af bliver Solsik, fortalde En mig forleden. Jeg troer jeg vil rykke dem op allesammen, de bliver saa store her at du magelig kan tage dig en Stol og sidde i deres Skygge og Blomsten bliver saa stor som en Talerken; det inderste brune, som en Assiet. De Øser som jeg fortalte dig om, hvilke jeg saaede Frø af, har nylig blomstret, store smukke hvide Blomster og Blade omtrent som paa Græskar. De har vel megen Skygge, mine Blomster, til næste Aar, haber jeg det skal blive bedre Greier. Naar Vilhelm reiser til Wisconsin, sænder jeg Tiggerbrev med ham for at faa Frø baade af det ene og det andet. –

Til Vinteren tænker Vilhelm at faa en Gut her i Huset og at læse med ham, i den Hensigt at faa ham til Skolelærer, hvorpaa her er stor Mangel. Det er en 17 aars Gut fra Hardanger, som skal have særdeles gode Evner. Vi kommer vel alligevel til at have en Confirmand (en saadan Confirmand faaer høiere Løn en en voxen Gut hjemme, 36 Dollar for Ex.). Jeg synes dog denne Bondegutten maa trænge til Motion ovenpaa dette uvante Arbeide, saa jeg har bedet Vilhelm at skaffe sig et Gevær, saa kan han gaa ud og skyde Dyr og Fugl for os. De lever i saadan Fred her, det er ikke vanskelig at finde dem. –

Den 24de. Det er Søndag Eftermiddag nu – jeg sidder her ved aabent Vindu og fryder mig ved Duften af mine Resedaer. Henriette sidder paa Gulvet, straalende i min lyserøde Kjole, og leger med sine Tøfler og Sneller. Munden gaaer uophørelig paa hende, imellem snakker hun til mig, for det gjør hun nu, og naar jeg saa svarer hende i hendes eget Sprog, saa snakker vi lenge sammen til gjensidig Glæde. Pigen er hos sin Søster og Gutten ude og leger med nogle Kamerader, saa vi to er alene i Huset. I morgen kommer Vilhelm, og saa haaber jeg han bliver lidt længere hjemme end sidst. Han undres vel hvordan det gaaer med os og Indhøstningen tænker jeg; hurtigt gaaer det ikke, det har nu 3 Dage i Rad regnet saa voldsomt om Aftenen; næppe var Havren bleven tør nok til at bindes, førend Regnen begyndte igjen. Idag er det overskyet maaske faaer vi et af de stærke Tordenveir inat, de har dog været mindre hyppige end ifjor. Det er saa inderlig godt og varmt om Dagen, ikke saa slemt alligevel, som da vi var i Wisconsin i fjor. – Her har jeg været afbrudt en Stund med Besøg af vore Naboer paa Katterud, der kom op med en Søster der var hjemme i Besøg.

Nei, gid Du kunde faa see Henriette, kjære Fader, hun er saa sød som hun sidder der og leger, imorgen skal hun faa sig en god Dands «høit op i Taget» naar Pappa kommer, da er er der Fryd! Vi havde Brev fra min Svigermodermin Svigermoder] Henriette Christiane Rulffs (1794–1872), gift 1818 med Paul Schonevig Stub Koren (1794–1842) (Johnson 1941, I, 57). for nylig; hvilken fryktelig Ildbrand, der har været i Bergen, Gud give det ikke maatte være brændt for nogen af vaare Bekjænte. Vilhelm havde nylig Brev fra Præsten Ottesen, de har faaet en liden Datter og det er glædeligt. Stakkels de mistede en liden Pige paa 10 Maaneder i fjor Vaar. Der skal der ogsaa være Kirkeindvielse til Høsten, ligeledes paa Springprairie (H. Preus) hvor Synoden skal holdes, maaske ogsaa flere. Det er ikke mindre end 4 Præster, som nu søges fra Norge, gid der blot kom nogen. Trangen til dem, og endnu flere, er stor. –

Som et Exempel paa hvor hurtigt Alt gaaer fremad her, tjener Milwaukee, som for 20 Aar tilbage ikke existerede og nu har 40,000 Indbyggere. I Emigranten stod forleden omtaldt en liden By, «Beloit», i Nærheden af Pastor Ditrichson; med 5140 Indbyggere, naturligvis af alle Nationer, hvoribland 126 Norske. I denne lille By er der 20 Præster, formodenlig er hver Præst for et særskildt Samfund, 15 Læger og 12 Procuratorer, desuden en uforholdsmæssig stor Mængde af Kjøbmænd, Haandværkere, Tandlæger, Guldsmede, Speculanter, Bogtrykkere, Daguerertypister, Bankierer og flere, saa der maa vel være gode Udsigter til at Byen skal tiltage i Størrelse.

Den store Dyrtid, her har været iaar, begynder nu at give sig lidt, i det minste hvad Hveden angaaer, saa de maa vel have havt en god Høst i de sydlige Stater. Da jeg sidst skrev hjem omtalte jeg at alt tørred her i Sydamerika, men mente naturligvis de sydlige Stater, hvor de dog fik nok Regn, førend det var for seent. Saa sjælden som jeg seer noget til Yankierne, havde jeg dog forleden Dag besøg af to; den ene vilde vi skulde subskribere paa en Bog, hvormed han kjørte omkring; den anden drog fra Gaard til Gaard, forat vurdere Folkes Eiendomme for at skatlægge dem. Jeg fortalde han da at Landet var Menighedens og ikke vort samt at vi eiede en Ko, da han nu vel ikke fandt det værd at legge os i Skat for det stakkars Kreatur; gik han siden hen til Sørland, hvor jeg viste han hen for at faa greie paa Landet, da Vilhelm ikke var hjemme. Dagen før var her en fuld Yankee; men herefter slipper vi vel for at see fulde Folk, som desværre ikke var saa ganske sjælden, heller ikke blant vore Landsmænd naar de kom fra Byen, da den nye Lov, som bestemmer at der slet ikke maa selges Brændevin, Vin eller Øl, ogsaa er antaget her og traadt i Kraft.

Nei, nu vil ikke Henriette sidde paa Gulvet længere, hun rækker Armene og ser ganske bedrøvet ud og det kan Du tænke, jeg ikke har Hjærte at see paa. Hun har ogsaa sat stille saa længe. Jeg vilde helst vænte med at sænde dette til jeg fik Brev hjemmefra, saa kunde jeg ogsaa faa skrevet længere, det tør jeg nu ikke af Frygt for at Du skulde komme til at vænte for længe, saa jeg faaer heller sænde det som det er.

Vi har mange Arbeidsfolk nu om Dagen, da Vilhelm gjørne vilde faae alt førdig snart, men desværre er Veiret saa udfadeligt, stærke Tordenbyger næsten hver Morgen, og bliver det ikke snart bedre, saa gjør det vist baade Ager og Eng alvorlig Skade. Det skulde rigtig være morsomt om Direkteur Holst gjorde Alvor af at reise hid.

1st August. Ja, virkelig fik vi Brev alligevel, førend dette kom afsted, det var morsomt, og Gud ske Lov et godt Brev. Hvor glad jeg er for hvert et Brev der fortæller mig at du er frisk, min kjære elskede Fader! I Lørdags fik vi uvæntet Besøg, af en Paulsen, der før var Kjøbmand i Decorah og nu boer i Minnesota, og hans unge Kone. De blev her til Middag, saa det gik løs på mine stakkels Kyllinger. Han fortalde, hvad han havde læst i det sidste New York Tribune – at Kongen af Danmark havde ophævet Grundloven og at Jylland skulde være i Oprør, saa vi strax sændte Bud efter Posten, men fik bare en Emigranten, der indeholdt en lang Beretning om Grundlovsfesten i Danmark. Det sluskede Postvæsen har ikke bragt den sidste Times, af hvilken vi ogsaa savner et Par Nummer. Vilhelm er begyndt paa et Brev til dig, men da det ikke er ferdig, og han i morgen skal bort og Posten kun gaaer en gang om ugen, vil jeg ikke opsætte med at sænde dette. I næste Uge sænder vi Brev til Johan og Marie; vi ved ikke deres Addresse saa de maa sændes til Laurvig og da sænder Vilhelm sit Brev til dig med det samme. Nu faaer jeg kun tilføie tusinde kjærlige Hilsner til Moder og Sødskende, Gud give alt var lige saa vel hjemme som det er her. – Det er langt paa Aftenen. Henriette faldt i Søvn tidligere end sædvanlig, saa jeg ikke fik klædt hende af, det lader ikke til hun vil vaagne, saa jeg faaer tage hende op, men hun ligger saa deilig at det er næsten synd at forstyrre hende.

Gud velsigne dig, min kjære gode Fader, og lade dig have det godt. Din Leis –Leis] Elisabeths kallenavn i familien

Hvordan er det med Georginene dine iaar? Vor Maisager blomstrer prægtig herudenfor. Det er en smuk Plante.

Om Brev hjem 1853–1858

Elisabeth Koren (1832–1918) utvandret til USA med sin mann Vilhelm Koren (1826–1910) høsten 1853. Vilhelm skulle være prest i Iowa for et stort antall norske innvandrere som hadde etablert seg som bønder vest for Mississippi.

Denne samlingen inneholder de 53 bevarte brevene som Elisabeth Koren sendte hjem til familien i Larvik i årene 1853–1858. I brevene skildrer hun reisen fra Norge til USA, området de kom til og det nye livet som immigrant, prestefrue og etter hvert mor.

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook