Brev hjem 1853–1858

av Elisabeth Koren

Forrige Neste

Brev 23: 1.–17. januar 1856

«Jeg har ikke seet et fremmed Menneske i hele Julen»

Et glædeligt Nytaar!
Min kjære, dyrebare Fader!Fader] Ahlert Hysing (1793–1879)

Den gode Gud skjenke dig megen Glæde og Velsignelse i det nye Aar. Ja, Gud inderlig give at det da maatte staa bedre til i mit kjære Hjem end det nu i saa lang Tid har været Tilfælde, og Gud skje Tak som nu har ladet det blive bedre igjen. Tusind Tak fordi jeg saa snart fik Brev igjen, jeg længtede saa derefter, og kunde ikke lade være at være ængstelig og dertil havde jeg kun altfor god Grund, seer jeg nu. Moder har været meget, meget syg, meget daarligere end jeg fra først af forestillede mig, Gud skje Lov og Tak, at hun nu kommer sig igjen, maatte jeg nu neste Gang faa ligesaa gode Efterretninger, hvor glad jeg da ville være. Kjære Fader, hvilken tung Tid det har været for dig og Alle, det er ondt at være saa langt borte, det føler jeg bedst ved en saadan Anledning. –

Gud velsigne mine kjære Foreldre og Søskende og skjønke dem alt godt i det nye Aar! Dit sidste Brev modtok jeg den 29de December, netop en Maaned efter det forrige. Vi sad her om Aftenen og tænkte at Gutten maaske havde engelske Aviser med seg fra Decorah; Brev derimod væntede jeg ikke saa snart og troede heller ikke, at du havde faaet vor forandrede Adresse at vide, saa det var en Overraskelse og den beste Jule og Nutaarsgave jeg kunde faa, med de gode Efterretninger, det indeholdt. Vi fik paa samme Tid det Brev der var sent med Munch,Munch] Johan Storm Munch (1827–1908), utvandra i 1855, prest i Wiota og Dodgeville 1855–1859. Reiste tilbake til Norge i 1859. fra Munch selv var der kun et Par Ord med Undskyldning fordi Brevet kom saa sent og Beretning om at de Sager, som han havde med til os, havde han ladet blive igjen hos Præsten Dietrichson, da det var rimeligt at der derfra gik hurtigst Leilighed. Du seer saaledes at de endnu ikke har naaet os, men jeg kan ikke sige dig hvor meget jeg glæder mig til at faa dem. Hjertelig Tak for alt sammen, kjære Fader! Det skal blive en Festdag naar det engang kommer.

Og der er Blomsterfrø med! Hvor glad jeg vilde være om det vilde komme sig. Jeg vilde ønske at vi tidligere havde vidst at det var hos Præsten Dietrichson. Vilhelm mener at vi da bestemt maatte kundet have havt dem, med Folk der er kommet derfra. Vi har imidlertid gaaet og spurgt efter Leilighed til Wiota, i den Tro at det var der. Det er en vanskelig Tid paa Aaret at faa det frem paa nu, men hvor deiligt det skal være at faa alt det hjemmefra. Bare Vilhelm maa være hjemme naar det kommer, jeg undres om jeg kunde lade det staa urørt til han kom?

Gid jeg nu vidste hvordan I have det hjemme denne Juul, naar Moer kun maa være brav, saa haaber jeg I have det godt. Gud give det maatte være saa, og i det Haab vil jeg nu fortælle dig lidt om hvordan vi har tilbragt Julen. Det er naa i Grunden ikke noget at skrive om, saa roligt som Tiden gaar her, uden nogen somhelst Afbrydelse, men det kunde dog kanskje more dig, saa jeg vil da prøve paa det.

De siste Dage før Juul havde vi Landmaaler her og flere Folk til Middag, som heftede mig, saa det var netop jeg blev førdig med Bagningen. Da det blev mørkt Julaften, faldt HenrietteHenriette] Henriette Koren (1854–1939), Elisabeth og Vilhelms eldste datter i Søvn, til min Sorg, thi naar hun falde i Søvn paa den Tid, pleier hun ofte at sove hele Aftenen bort, og Du kan nok tænke at hun maatte være med, hvis alt skulde være rigtigt. Men da Lysene saa var tænt og bordet dækket med Kager, Syltetøi og Æbler, og et lignende fremsat ude i Kjøkkenet, saa vaagnede heldigvis lille Tuppen min. Saa gik vi da ud i Kjøkkenet og ønskede dem en Glædelig Juul og gav dem hver en Julegave; Gudbrand (den Confirmand som var her et Aar, var her ogsaa i Julen i Besøg til OlinesOline] tjenestejente hos Korens store Fornøielse). Og Henriette, hun fik da ogsaa Julegaver, kan du tænke og gjorde store Øine til alting. Det var formeget for hende, hun vilde have fat paa alt vad hun saa. En liden Hest paa Ruller gjorde megen Lykke, men Trompeten blev hun bange for, den var hende for stærk, men jeg tænker ikke det varer længe, førend hun blæser Ørene ud paa os Allesammen. Saa sad vi da og legede med Henriette og snakkede om alle vore Kjære, til lille Tuppen skulde lægge sig og vi spise til Aften. Derpaa kom Folkene ind og Vilhelm læste som han pleier om Aftenen, hvorpaa jeg tog mig en Bog, meddens Vilhelm studerede til næste Dag.

Første Juledag var Allesammen undtagen Henriette og jeg, henne paa Skolehuset; det var saa bitterlig Koldt, som det da har været i hele Julen, saa jeg begriber ikke hvordan Folk kunde holde ud at staa udenfor, under Prædikenen, som de havde gjort, det er rigtig leit med den knappe Plads. Saa kom de da hjem, vi spiste Fuglesteg og sød Suppe til Middag og tilbragte Dagen i al Ro. Næste Morgen tidlig, kjørte Vilhelm omtrent som til Sandefjord – hvor han den Dag skulde Prædike. Oline gik hjem til sin Søster og Henriette og jeg morede os saa godt vi kunde. Vilhelm kom ikke Hjem førend 3die Dags Aften, da han havde været i Sognebud han bragte en Deel «Ærer»«Ærer»] Gaver til presten og hans familie. med sig, bestaaende af Smør, Faarekjød, Speget Dyrekjød og et Par Pund Lys af Dyretalg. Dagen efter læste Vilhelm med sine Confirmander, og Lørdag var han ogsaa en 6 Mile borte i Sognebud, det var Lørdag og den Aften fik vi de kjære Breve hjemmefra, det var den beste Aften – Søndag var Vilhelm ogsaa fraværende, men kom hjem samme Aften.

Jeg har ikke seet et fremmed Menneske i hele Julen, det har været saa kaldt. Vilhelm havde lovet Henriette og mig en Kjæretour i Julen, men først i gaar Nytaarsaften blev Veiret saa vidt godt at vi kunde komme ud en liden Tour, naar Vilhelm faaer Tid saa maa jeg ud og kjære igjen; det skal blive morsomt at kjære med Dumbjelden. I dag er Vilhelm Vester, dennegang skulde han ogsaa i Sognebud, men jeg tænker dog han kommer hjem imorgen. Nu har han dog blot været i dette Settlement i Julen, men aligevel næppe en Dag i Ro, saa du seer det alene kan give nok Reiser. Gid det dog maatte blive til noget med Kaldets Deling, men efter hva du skriver seer det vanskeligt nok ud at faa Præst hjemmefra; jeg kan ikke Tro at Menigheden er synderlig villig til at sænde Penge til Reisen, men dette er noget jeg ikke ved, maaske jeg gjør dem Uret. –

Jeg maa berigtige hvad jeg tildligere har skrevet om Frugtbarheden her i Iowa, sidste Sommer. Jeg mindes ikke hvad jeg har skrevet, men formodentlig var det i den Tid det regnede saa stærkt at Alt truede med at ødelægges. Det gik dog ikke saaledes, her var tværtimod et særdeles frugtbart Aar, der var rigtignok Flere som fik meget bedærvet ved Tærskningen og fordi det formedels Regn maatte staa altfor længe, inden det blev Tærsket, saa Stakkene lysede lang vei, saa grønne vare de. Det tager ikke lang tid førend Folk her bliver velstaaende, saadane udmærkede Aaringer, som her hidentil har været. Vi seer alerede stor Forskjel siden vi kom hertil hos Folk og heldigvis begynder de nu ogsaa saa smaat at bygge sig nogenlunde ordentlige Huse, lægge lidt Vind paa Have og idethele at gjøre det lit hyggeligere og mere hjemligt. Gifte sig gjør de da ogsaa, de synes vist ikke det gaaer an at være uden Kone her, og deri holder jeg med dem. Fattigdom er her ikke, idetmindste ikke blandt de Norske.

Jeg troer ikke det er nogen, som ikke har det daglige Brød. Det er rart aldrig at see nogen komme og bede om Mad. Her kommer vistnok mange fattige Nykommere, som kan have det slemt nok den første Tid, men Sult troer jeg dog ikke de lide, er de friske kan de Arbeide og faa høi Løn, og er det ikke Tilfælde saa er der saa mange i den Stilling at de kunde hjælpe dem. Men ondt har de det ofte de stakkels Nykommere, i mange Henseende, især med usle Huse og dertil knap Plads. Jeg troer dog, at de Norske sjælden har det saa slemt som jeg ofte hører om Yankier og Irlændere der undertiden bo i Huse, saa aabne at de ikke kunde faa det til at brænde i Ovnen for Regn og Snee. Selv har jeg jo seet, sent om Høsten, Familier med spæde Børn, der ere flyttede hertil og endu ikke have faaet bygget Huus, bo under nogle løst opstillede Brødder, uden Dør med Jorden til Gulv og lidt Seildug til Tag midt paa en aaben Prairie udsatte for den bidende Vind og fæle Sne som der jævnlig er. De Norske er nok gjørne saa fornuftige at bygge i Ly af lidt Skov naar de kan komme dertil, men det skjøtter Yankien ikke om.

Var de Norske her, nærmere Markedet, vilde de vel endu hurtigere blive velstaaende Folk, men paa Grund af den dyre Transport faa de her 4 Dollar for en Tønde Hvede, medens de i Wisconsin faa 6 dollar. For omtrent 6 Aar tilbage fik de kun $1 for Tønden. En Vinter sa kold som denne, kan ingen af de Norske mindes. En Dag var det 24 Graders Kulde og dertil en bidende Storm; det vil sige noget her hvor Husene ikke ere bedre, vi har dog kunnet holde det varmt ved stadig at have et uhyre Baal i Ovnen, men jeg har mange Gange tænkt paa den gode tørre Veed, vi pleide at have hjemme og ønsket mig lidt af den. Til Sommeren kommer vi vist til at smelte af Hede, tænker jeg. Folk her er alle enige i at her er Koldere end hjemme, det har nu sin Grund i den Vind her saa stadig er, naar her er stille, er det i Almindelighed ikke Koldt, denne Vinter danner en undtagelse. Hvor vi længes efter et behageligere Klima, her er det ikke behageligt, det er vist og meget strængt, som en Følge af de pludselige Overgange fra Hede til Kulde og omvændt; da er det annerledes godt hjemme!

Her var to Mænd fra Bardodalen forleden Dag, de vare misfornøiede og vilde hjem igjen, den ene var en velstaaende Mand, den anden vilde Skrive hjem til sin Broder og fraraade ham at komme hid, dette kom han for at bede Vilhelm at gjøre, da alle hans Venner vare saa vrede derover at ingen vilde skrive for ham. De forsikrede at her var meget Koldere end i Bardodalen.

Paa Fredag skal vi have 18 – siger og skriver atten Mænd – her til Middag, baade Medhjælpere og Trustees dennegang. Jeg faaer nok see at finde paa noget solid Mad, mine Gjæster har ialmindelighed en god Appetit.

Mon jeg har fortalt at vi faar AftenbladetAftenbladet] norsk dagsavis som kom ut i perioden 1855–1881. nu? Det er naturligviis gammelt da vi først faaer det efter Trykkeriet har benyttet dem og en eller anden af Præsterne, men det er nok morsomt aligevel at faa et norskt Blad. Alle de Aviser som engang bleve sændt hjemmefra har vi aldrig faaet, enten det nu er dem eller vore Breve om dem som er forkomne. Naar du skriver til Stin,Stin] Johan Augustinus Hysing (1834–1888), Elisabeths bror (Johnson 1941, I, 188–189) saa hils ham mange, mange Gange og tak for Brevet, sig jeg skal snart gjøre Gjengjæld, men dennegang bliver det ikke. Gudske Lov, at han finner sig saa vel og er frisk. Han lade til at have tilbragt sin Ferie meget behageligt. –

Desværre bliver dette Brev saa gammelt inden det kommer hjem, det er i alt den 15de Januar. Vilhelm er syg, derfor har jeg ikke kunnet skrive! Han kom, meget forkjølet hjem anden Nytaarsdag og har siden holdt Sengen, naar jeg undtager den Fredag som her var saa mange Folk, da var han oppe, hvilket vist var uforsiktig, men der var saa mange langveisfra, som han nødig vilde skulde have gaaet forgjæves; han maatte da ogsaa tilkøis igjen strax Forretningerne vare forbi. Hvad Sygdom det har været ved jeg ikke rigtig, stærk Forkjølelse og Rheumatisme var det nu fra Begyndelsen af og dette havde han vistnok paadraget sig i Julen, i den stærke Kulde der da var og han reiste saa ofte.

Hvor ondt det er ikke at have nogen Doktor, især for en saa uerfaren i Sygdomme som jeg er. Vi er saa bange for de Læger her er og kaldte derfor helder ingen, men hvor jeg ønskede at Præsten Clausen skulde været her, han var saa udmærket den Vaar Koren var syg. Det kom vel ikke saa hæftig dennegang, som da og heller ikke har Brystet været angrebet, men nu er han lige saa mat og afpillet og har ligesaa faa Kræfter, som den gang. I de siste Dage har han ikke havt Smørter, men er saa gruelig mat og afkræftet, igaar og idag synes jeg dog han er lidt bedre, ligesaa Appetitten begynder at indfinne seg, saa med Guds hjælp vil det nu gaa fremad. Nu kan jeg dog pleie han bedre end den Vaar paa Skaarlia, da jeg ingenting havde. – Den stærke Kulde har hældigviis ogsaa givet sig, jeg er saa glad saa længe dette milde Veir bliver ved, det er saa ondt naar det er saa Koldt naar Vilhelm er syg.

Hvor glad jeg skulde være om her snart kom en Præst til, som det nu er, er det altfor anstrængende og Vilhelm taaler det slæt ikke, især naar det til al denne Reisen kommer en saa bidende Kulde. Ulykker i dennne Kolde Vinter hører vi ogsaa ofte, saaledes frøs der en heel Familie, 7 Mennesker, i hjel nylig, jeg troer det var tydske, de flyttede, og reiste formodentlig i de sedvanlige Flytningsvogne med Seildug over, Folk er ogsaa saa uforsigtige med at flytte om Vinteren. Kanskje disse vare nødt dertil. Nu maa jeg tage Henriette lidt, stakkel hun er ikke saa meget hos meg nu, jeg har maattet faa en Confirmand til at passe hende nu, hun forstyrrede Vilhelm formeget, det er en liden Galefrands.

Den 17de Januar. Nu medens Vilhelm sover, maa jeg see at faa sluttet dette saa det kan blive sændt i morgen. Det er nu 2 Maaneder siden jeg sændte midt sidste Brev, saa dessverre kommer I dennegang til at vændte længe forgjæves. Gid I nu bare ikke vilde blive ængstelige og at dette Brev maatte komme hurtigt frem. Jeg har havt ondt for at komme til at skrive i denne Tid, og om jeg endogsaa havde kunnet, havde jeg vel aligevel væntet med at sænde det, vil jeg see hvordan det blev med Vilhelm. Og Gud ske Lov og Tak, nu synes jeg Bedringen begynder at indfinde sig, skjønt det gaar meget langsomt. Han holder fremdeles Sengen og er meget Afkræftet, men han sover dog taalelig godt om Natten og spiser igjen, saa med Guds hjælp, vil det nu stadig gaa fremad.

Vilhelm vilde nu gjørne selv skrevet til dig ogsaa angaaende dette Laan som MensMens] Mens Blix Paasche Koren (1836–1901), bror til Vilhelm (Johnson 1941, I, 71–72). har snakket om. Det har nu sikkert aldrig været Vilhelms Mening at rode sig ind i materielle Interesser, eller at søge at faa et Laan for derfor at kjøpe Jord og tjene Penge derved; derimot har det været hans Agt at faa et Laan for at betale sin Gjæld. – Jeg ved ikke hvorledes Mens kan fare med slig Snak – Jeg tænker ikke der er mange der saalidet som Vilhelm skjøtter om egen Vinding, at han derimod gjørne vil gjøre hvad han kan for at betale hvad han skylder, det er en anden Sag. –

Det bliver kun lidet jeg kan skrive denne gang, kjære Fader, jeg har flere Breve at slutte og maa skynde mig. Jeg haaber snart at kunde skrive igjen og bringe gode Efterretninger herfra. Hils Marie meget og Tak hende for Brevet. Gud give hendes Helbred maa blive god i dette Aar. Nu faaer jeg kun tilføie kjærlige Hilsner til mine kjære Sødskende og ønsket om alt godt for dem i det nye Aar. Hils Hans meget. Gid det maa været gaaet godt med Examen. Saa mange Hilsner til alle Venner og Bekjente og et kjærligt Levvel fra

din Leis.Leis] Elisabeths kallenavn i familien

Vilhelm hilser kjærligt og Henriette sender et Kys til Bestepappa. Hun sidder og pludrer noget om Kaka og bukke bæ. Maatte nu dette Brev finde alt vel hjemme!

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Brev hjem 1853–1858

Elisabeth Koren (1832–1918) utvandret til USA med sin mann Vilhelm Koren (1826–1910) høsten 1853. Vilhelm skulle være prest i Iowa for et stort antall norske innvandrere som hadde etablert seg som bønder vest for Mississippi.

Denne samlingen inneholder de 53 bevarte brevene som Elisabeth Koren sendte hjem til familien i Larvik i årene 1853–1858. I brevene skildrer hun reisen fra Norge til USA, området de kom til og det nye livet som immigrant, prestefrue og etter hvert mor.

Elisabeth Korens brev utgjør en viktig del av det vi betegner som «Amerikabrev». Det er den største enkeltsamling av slike brev vi har etter en norsk innvandrer i USA.

Les mer..

Om Elisabeth Koren

Elisabeth Koren er i dag mest kjent for sin dagbok, som hun skrev fra utreisen og de første årene i USA. Hun var en flittig brevskriver og brevene hennes er en viktig kilde til immigrantliv og kvinneliv fra 1850-tallet og framover, men også til norsk-amerikansk kirkehistorie.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.