Little Iowa Præstegaard
Den 22de Juli, 1855

Min kjære gode Moder!Moder] stemora Elisabeth Frechland (1810–1897). Mor til Elisabeth, Caroline Mathilde Koren (1801–1840), døde i 1840, da Elisabeth var åtte år.

For to Dage siden modtog vi dit kjære Brev, hvorfor jeg hjertelig takker dig – men det gjorde os ondt at see hvor nær du tager dig af at det var længe siden du havde skrevet, saa vibægge udbrød «vi ville skrive strax igjen, du» og det vil jeg saa inderlig gjørne og bede dig endelig ikke være lei derfor, vi bleve saa hjertelig glade over at faa Dit Brev og see at du var frisk og rask, for ikke saa længe siden havde vi Breve fra Laura og Sofie saa vi vidste at du lykkelig var kommen til Bergen. Og der bliver du da til Høsten, saa reiser du til Johan og Marie igjen, de har det godt som kan have dig hos sig, og hygge om dig – du kan tro jeg mangen en Gang ønsker at du var her, og ofte taler Vilhelm og jeg om hvor glade vi ville være om det kunde skee, men desværre det lader seg vel ikke gjøre, en saa lang og besværlig Reise og naar jeg tenker rigtig derover, saa indser jeg jo godt at du maa have det saa meget hyggeligere i enhver Henseende hos Johan og Marie end vi her kunde skaffe dig det, her vilde blive for ensomt og saa mange følelige Savn at det nok kun vilde blive os, som vilde vinde ved den Glæde at have dig her. –

Ak, om vi boede saaledes at du kunde dele dig mellem Johan og os og saa besøge Sofie af og til, for hun maatte da ogsaa faa godt af Dig, jo jeg kan nok bygge Luftkasteller og arrangere det baade paa den ene og den anden Maade, men saa glemmer jeg at saaledes som Gud nu har gjort det for os, er det til vores Alles Bedste. –

Vilhelm reiste i Fredags til Painted Creek hvor han bliver en Søndag til; idag har han Confirmation. Dennegang har han det da lidt mindre varmt, det er en sand Vederkvægelse at blive fri for den trykkende Varme vi i længre Tid har havt, Juli og August er værst, naar det enda blive lidt svalt om Aftenen, men naar Nætterne ere ligedan, da er det ikke godt; man bliver saa uskikket til at foretage sig noget.

Lille HenrietteHenriette] Henriette Koren (1854–1939), Elisabeth og Vilhelms eldste datter har PærlerPærler] svetteperler baade i Ansiktet og paa Armene, men ellers mærker jeg ikke Heden generer hende synderlig, hun er lige kvik; hun er jo ogsaa en indfødt Amerikanerinde. Stoven er flyttet udenfor, under et Skuur, alle Vinduer er aabne med Muskittobag for. Vi maa klæde os lettere midt paa Dagen og tage meer paa om Aftenen igjen. Siden jeg skrev sidst har vi levet meget godt, været friske – Gudske Tak – og Henriette har faaet sin første Tand, til stor Glede for mig, og hun har ikke været noget syg før den kom, en liden Smule udslaaet bag paa Halsen og lidt urolig i to Nætter er alt hvad jeg har mærket til Ildebefindende. Ja, Gud ske Lov, hun har været frisk og derfor voxer og trives hun ogsaa og er sød og snild – den lille Skatten vores – til hvor megen Glæde hun er for os! Og nu kan hun sidde alene, saa vidt troer jeg ikke hun var kommen da jeg skrev sidst, det kunde hun da hun var 6½ Maaned, det er til stor Hjælp for mig, nu sidder hun ofte lange Tider paa et Teppe paa Gulvet og leger sig nok saa peent, mine Tøfler og en Deel Sneller paa en Snor er hender kjæreste Legetøy. Da Vilhelm kom fra Minnesota sidst havde han en peen liden Kurvvogn med til hende, der er en Caleske ogaa af Kurvarbeide paa den, som jeg har overtrukket med Tøi, det er en god Ting her hvor Solen brænder saa stærkt. Den var velkommen baade for os som skulde trække og for Henriette der meget ynder at kjære. Hun tilbringer Størsteparten af Dagen ude, naar Veiret er godt, det tænker jeg hun har godt af. Har OlineOline] tjenestejente hos Korens Tid, saa kjærer hun hende, hvis ikke saa jeg, ogsaa sidder hun med sit Legetøi i Vognen, medens jeg sidder og syer under de store Træerne. Her drikker vi gjørne vor Eftermiddags Kaffe ogsaa, det er hyggeligt at sidde derude, og jeg er saa vant hjemmefra til at være ude om Sommeren.

Vilhelm havde en meget anstrængende Tour til Minnesota, den mest anstrængende han nogensinde har havt. Han var der 14 Dage, de 7 første havde han længre Reiser, og i de sidste 8 Dage havde han Gudstjeneste hver Dag, et Stykke at reise daglig og desuden altid saa mange Communicanter, Barnedaaber osv., at han ofte begyndte Kl. 10½ og blev ikke førdig før ½5. Men Gudskelov han var frisk og har jo været friskere siden, end førend han reiste derop, da var han ikke rigtig frisk. Ja, i Minnesota trængs der vist meget til Præst, der er jo ogsaa gjort alle Forberedelser, Menigheden bygger alt Præstegaard og har bestemt hvor Kirken skal være, men endnu har vi ikke hørt noget fra Norge. Der bliver vist snart Anledning til endnu en Præst der, vil der bare komme nogen hjemmefra.

Nu begynder Indhøstingen her. Du skulde see hvilke prægtige store Hvedeaagere her er rundt omkring, den bliver skaaret med en Maskine trukket af Hester, det gaaer saa hurtig, der gaaer gjørne en 6 Mand bagefter og binder. Jeg faaer nok hen til en af vore Naboer og bede ham komme op og see paa vores Ager, om den er førdig til at høstes, det forstaaer jeg meg ikke paa, men Vilhelm er jo borte saa jeg faaer passe paa at den ikke fordærves. Manden som vi havde leid er bliven syg, bare jeg kan faa en i Stedet. Det er vanskelig for Folk i denne Tid, nu er det en Dollar Dagen for en Arbeider. Nu lever vi da godt med nye Potetes om Dagen; for nogen Tid siden tracterede jeg med Kyllingesteg, nye Potetes og oplagt Melk, det første vi spiste af Præstegaardens Produkter. Vi har 74 Kyllinger og 100 havde det været, med dem der døde som smaa og de der ere spiste. Vi tænker stadig paa dig om Aftenen, vi har saadanne gode Ræddiker, store og saftige lysrøde, ½ Quarter lange og dem siger Vilhelm, du er en Ynder af.

Forleden Dag, havde Vilhelm en Dag nogenlunde ledig og den benyttede vi til at besøge nogle af vore Naboer, vi kjørte, Henriette ogsaa, først et Sted hen, hvor vi spiste Middag, derfra kjørte vi til vores gamle vertinde Helene Egge, som blev meget glad over vort Besøg og strax vilde til at slagte en Hane, koge Kaffe, bage Kage og jeg ved ikke alt, det var med Nød og næppe vi kunde bevæge hende til at lade det være og give os et Fad Tykmelk isteden; det synes de er altfor simpelt at sætte fram. Det var Henriettes første Udflugt og jeg havde Ære af min lille Datter. Det er godt saalenge hun ikke er bange for Fræmmede. Igaar kjørte jeg ned med hende til Guri Skaarlia, der hvor vi sidst boede og havde den lille Stue for os selv. Det er morsomst at være der, jeg har saa mange behagelige Minder derfra.

Men jeg sidder og skriver fort væk og tænker ikke paa at det er langt paa Aftenen, det er flere Timer siden jeg byssede Henriette i Søvn. Gid du kunde see hende hvor sødt hun sover, hvor søde saadane er naar de sover især naar de smiler i Søvne, Godnat da, kjære Moder.

Mandag. Nu har jeg været ude og saltet mit Smør, det er ikke Stort – 1 pund, men vi har jo bare en Ko og bruger en deel Fløde til Maden, det er morsomst alligevel at spise det man selv har kjærnet. Jeg har faaet en deel Smør forærende i Sommer, saa jeg har ikke kjøpt paa længe. Sidst Vilhelm kom fra Turkey river – der er to smaa Settlementer som især er flinke til at sænde Præsten Presenter – havde han Smør, Uld, 2 store hvide og en deilig Mysost med. Du spurgde engang om vi ikke selv kunde holde Faaer for at faa Uld, vi har faaet saa meget Uld forærende at jeg har for lang Tid, tænker jeg. Nu har jeg netop faaet noget fint spundet som skal være til Henriette til Vinteren.

Forleden syltede jeg mig en Krukke vilde Stikkelsbær, det var Begyndelsen til min Syltning, nu haaber jeg at faa vilde Blommer, Solbær og Druer. Bringebær er her ikke synderlig af. Det er vanskelig at faa dem plukket da ingen kjøber. – Fortalde jeg dig at vi tænkte at besøge Pastor Clausen i Sommer? Han boer 2½ Dagsreise Vest for os. Vi tænke, om alt er vel, at reise 22de – 23de August og blive borte en 10 –12 Dage og tage Pigen ogsaa med.

Nu er det Aften, jeg har netop bragt Henriette til Ro. Jeg er i saadan Forlegenhed med at faa Folk til at Høste vor Ager, ikke en, men to Dollar om Dagen forlanger de nu, naar de enda var at faa for Penge. Nu har jeg sidded saa længe og fortalt dig om alle mine smaa huuslige Affairer, at jeg er bange du er træt af mig. Vilhelm skriver ogsaa dennegang, derfor lader jeg trøstig Pennen løbe som den vil, og haaber paa at Vilhelm underholder dig bedre: Til Vinteren tænker Vilhelm at tage en 17 Aars Bondegut fra Hardanger, der skal have meget gode Evner, her i Huset for selv at lese med ham, i den Hensigt at faa ham til Skolelærer, hvorpaa her er stor Mangel. Jeg synes han maa have sig lidt Motion efter Læsingen og har derfor bedet Vilhelm skaffe sig et Gevær, saa han kan skyde Vildt for os, her er fuldt op deraf, men ingen benytter det.

Hvilken fryktelig Ildbrand der har været i Bergen, og at den skulde være paasat, det var det værste, stakkels alle de huusvilde Mennesker! Naar nu disse Linier naaer dig, saa nærmer vel alt den Tid sig da du drager tilbage til Horten, Gud give du saa maatte finde Marie og Johan og alt vel og faa en hyggelig Vinter, men førend du reiser tilbage, vilde jeg ønske du fik see Laura og Sofie, det vilde dog være tungt for dem ikke at faa dig at see. Nu faar jeg holde op for dennegang – Gud velsigne dig min kjære Moder – modtag saa at godt Kys fra Vilhelm, Henriette og et kjærligt Levvel fra

din Leis –Leis] Elisabeths kallenavn i familien

Hils Laura og Sofie saa kjærligt, jeg tænkte at skrive til dem ogsaa, men det kunde kun blive nogle Hastværklinier, saa jeg vil heller skrive særskildt. Sig dem at vi fik deres Brev netop, en Maaned gammelt, hjertelig Tak derfor. Hils Tante Paasche saa kjærligt fra mig. –

Om Brev hjem 1853–1858

Elisabeth Koren (1832–1918) utvandret til USA med sin mann Vilhelm Koren (1826–1910) høsten 1853. Vilhelm skulle være prest i Iowa for et stort antall norske innvandrere som hadde etablert seg som bønder vest for Mississippi.

Denne samlingen inneholder de 53 bevarte brevene som Elisabeth Koren sendte hjem til familien i Larvik i årene 1853–1858. I brevene skildrer hun reisen fra Norge til USA, området de kom til og det nye livet som immigrant, prestefrue og etter hvert mor.

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook