Little Iowa Præstegaard,
den 22. November, 1857

Kjære Moder!Moder] stemora Elisabeth Frechland (1810–1897). Mor til Elisabeth, Caroline Mathilde Koren (1801–1840), døde i 1840, da Elisabeth var åtte år.

Jeg faaer ikkun Tid til dennegang at takke dig for dine sidste Brev og saa svare paa dit Spørgsmaal angaaende Marie.Marie] Christine Marie Cappelen Hysing (1836–1867), Elisabeths søster (Johnson 1941, I, 188–189) Den Tanke at faa Marie herover til os har ikke været fremmed for mig, jeg har ofte tænkt paa hvordan det vilde være for hende, troet at hun maaske vilde finde sig vel ved at være her og dersom det var Tilfælde at en saadan Forandring maatte være gavnlig for hende. Jeg har ogsaa oftere talt med Vilhelm derom, han har ogsaa været af samme Mening, at det maaske vilde være godt for hende, men, har vi saa tænkt, det lader seg jo ikke gjøre, saa sygelig som Marie er og vi har ingen Lægehjælp, vanskeligere for god Pleie, ikke noget Værelse for hende, kort sagt naar jeg før har tænkt derpaa, saa har det kun været noget som jeg har ønsket i den Tanke at det vilde være godt for hende, men som jeg slet ikke har troet kunde lade sig gjøre af mange Grunde. –

Nu stiller det sig annerledes, Maries Helbred er bedre siger du, ialfald tager Sygdommen ikke den Vænding, som før, – naar jeg før tænkte mig hendes Sygelighed, synes jeg det var umuligt at tænke paa at have hende her – dette er nu annerledes og nu kan jeg kun sige at baade Vilhelm og jeg hjertelig gjørne tager imod hende og inderlig ønsker det, saafremt det kunde være til hendes Vel. Jeg vilde ikke være oprigtig hvis jeg sagde at jeg ikke vil være ængstelig for at faa hende til os, det kan jeg ikke lade være, det vilde være Tilfælde med hvem som helst der kom hjemmefra til os. Jeg vilde ængste mig for at de ikke kunde trives her, at de vilde længes hjem, synes det maatte være gruelig ondt for dem, jeg vil eller tør derfor aldrig opmuntre nogen til at komme hid, dette vilde være tilfælde med hvemsomhelst og i endnu høiere Grad med Marie, som jo er svag og for hvem det vilde være endnu slemmere om hun var her uden at kunne trives. Og troer du at dette haarde Klimat vilde være gavnligt for hende; her er jo sundt, men haardt og strængt?

Dog dette ved I jo og har vel betænkt, ligesaa at her ingen Læge er og jeg ikke kan skaffe hende saa god Pleie om hun skulde blive syg, dette ved du og naar du ikke troer at dette er Hindringer, saa kan jeg kun gjentage baade for Vilhelm og mig selv at vi hjertelig gjørne tager imod hende, ja Gud give at dette lod sig gjøre og at det maatte være til det Gode for min kjære Søster. Jeg vilde ønske at jeg kjændte Marie bedre, men i Grunden kjænder jeg hende jo slet ikke, det er nu 6 –7 Aar siden vi saaes og hvor forandret er hun ikke bleven i den Tid! Naar Marie skriver og taler om noget her, saa er det som om hun tænkte sig alt saa udmærket, næsten idealt, naar hun nu kom, saa fandt hun sig vel skuffet, dog herom kunde jeg jo skrive saa hun ikke havde for store Tanker om Alt her. Du siger Fader er bange det vilde virke nedtrykkende paa mig at Vilhelm nødig vil have hende; for dette sidste kunde I være ganske rolige, Vilhelm holder af Marie, ønsker saa meget at der kunde gjøres noget til hendes Bedste for hende. Han er kun ængstelig for at Klimatet her skal skade hende og om hun skulde blive syg og trænge til saadan Hjælp som vi ikke kan skaffe hende, dog selv om saa skulde skee saa kan vi jo nogle Dage faa fat paa den Dr. Hanssen der var paa Koskonong. Dette er hans Betænkeligheder og hvad Faders første Frygt angaar, saa troer jeg ikke at det vilde blive Tilfælde, eftersom jeg tænker meg Marie, jeg lover mig tvertimod megen baade Glæde og Hygge at have hende, om Sommeren synes jeg hun maatte kunde trives godt, hvis hun taaler Varmen – naar bare Marie ikke vilde tænke sig alt saa meget bedre end det er.

Det er saa rart at tænke mig den Mulighed af at faa en af mine Søstre til mig, hvor hyggeligt om hun kunde trives; jeg har nu skrevet ganske som jeg tænker, kjære Moder, kjændte jeg kun Marie bedre kunde jeg mere bestemt tale derom, jeg vil det inderlig gjørne, men kan ikke andet end ængste mig for hvordan det vil gaa; holder Marie af at læse naar hun er Stærk nok dertil? Finder hun sig i et saa ensformig stille Liv som vi fører? Det er meget jeg vilde spørge om, men I veed jo saa godt som jeg kan sige det, hvorledes vi har det og maa selv dømme. Det er godt at hun er saa glad i Børn. – Ak ja, jeg vilde saa inderlig ønske at dette maatte skee, at Marie maatte komme her, dersom det vilde være godt for hende. Jeg skal gjøre hvad jeg kan for at hun skal faa det godt. – Ja nu ved du Vilhelms og min Mening kjære Moder, jeg faar af Grunde som du vil se i Faders Brev ikke Tid til noget længere Brev dennegang, jeg længes efter at vide hvad Bestemmelse der blive taget med Marie kan du nok vide. Lev vel,

Din LeisLeis] Elisabeths kallenavn i familien

Præsten ClaussenPræsten Claussen] Fredrik Christian Clausen (1810–1870) hadde vært lærer i Skien før han kom til Spring Grove, Minnesota, som prest i 1857 (Norlie 1915: 102). siger at Maren Cappelen er død, men det maa være en Misforstaaelse, haaber jeg. Han har været Huuslærer hos Blehr, en Omgangsven af Lammers.Lammers] Gustav Adolph Lammers (1802–1878) var sokneprest i Skien, før han gikk ut av statskirka i 1856. Vrigths kjender ham da maaske ogsaa, hanhan] Fredrik Christian Clausen er nu vores nærmeste Nabo. Gid han havde en Kone.

Om Brev hjem 1853–1858

Elisabeth Koren (1832–1918) utvandret til USA med sin mann Vilhelm Koren (1826–1910) høsten 1853. Vilhelm skulle være prest i Iowa for et stort antall norske innvandrere som hadde etablert seg som bønder vest for Mississippi.

Denne samlingen inneholder de 53 bevarte brevene som Elisabeth Koren sendte hjem til familien i Larvik i årene 1853–1858. I brevene skildrer hun reisen fra Norge til USA, området de kom til og det nye livet som immigrant, prestefrue og etter hvert mor.

Følg Bokselskap i sosiale medier

Instagram      Facebook
Bluesky          X