Little Iowa Præstegaard
den 22de August 1856

Kjære Moder!Moder] stemora Elisabeth Frechland (1810–1897). Mor til Elisabeth, Caroline Mathilde Koren (1801–1840), døde i 1840, da Elisabeth var åtte år.

Nu har jeg da endelig faaet HenrietteHenriette] Henriette Koren (1854–1939), Elisabeth og Vilhelms eldste datter til at sove og skjøndt det alt er temmelig langt paa Aftenen, og jeg er træt efter først at have været ude og plukket og siden syltet Blommer, vil jeg dog forsøge om det ikke skulde kvikke mig lidt op at sidde her og fortælle dig mine Bedrifter idag. Men først hjærtelig Tak for dit sidste Brev, Gudske Lov fordi det gik fremad med din Helbred og lade det fremdeles være Tilfælde. Gid du nu maa have været i Langesund og havt godt af Touren. Mon Tante endnu er hjemme? Det var dog et glædeligt Besøg. Jeg bliver saa glad hvergang jeg aabner Brevet hjemmefra og ser noget fra din Haand, saa haaber jeg at du dog maa være nogenlunde. – Her er vi friske, jeg haaber Vilhelm, der er i Minnesotah for Tiden, er det og lille Tup, der ikke har været rigtig frisk i nogen Tid, kommer sig nu godt igjen.

Nu skal du høre hvorledes vi vandrer omkring om Dagen. Jeg havde opdaget nogle Blommetræer i den ene af vore smaa Skove som sto lidt afsides, dem har jeg jo gaaet og holdt Vagt paa i Haab om at faa godt af dem, men nei, hvad der staaer udenfor Gjærdet, er aldrig sikkert, de tager dem førend de er modne og hvad der er værre, bryder Grenene i Stykker. Igaar havde jeg Anne og Henriette med og rystede af de modne, saa sændte jeg dem da hjem igjen og begav mig ud paa en Undersøgelsestour som jeg ikke fortræd, jeg fandt sa mange Blommetræer, baade af god og slet Sort, de fleste er endnu unge, men hvilken Masse her vil blive paa Præstelandets Grund med Tiden, og de fleste staaer hvor der er indgjæret, men det bedste er dog den lille Lund lige bagom Stalden. Jeg har aldrig før kjændt alle dens Skatte, jeg har været saa bange for Slanger, nu har den Frygt givet sig meget, saa jeg gaaer nok saa modig mellem Krattet, jeg seer aldrig nogen.

Og sandelig, det lønner sig at trænge ind i denne lille Lund, som jeg ikke for meget vilde give Slip paa. Der er et Vildnis af Eg og Asp omgivne af alle slags Slyngeplanter, hvoriblandt en Mængde Viinranker, der naar de voxe mere til, vist vil give mig rigelig Saft. Underskoven er Hassel, der iaar næsten tynges til Jorden af Nødder. Saa er der store Hvidtjorn Træer, Kirsebær, Hæg, Æbler, Brombær, Bringebær, flere, jeg ikke kjænder, ja jeg veed ikke alt; jeg opdager idelig noget nyt derude, saaledes til min store Glæde, idag Caprifolium, det er første Gang jeg finder den her, den skal da komme i Haven. Saa er her en Mængde Blommertræer, tildeels unge, saa jeg fik en rig Høst, imorgen vil jeg fiinsylte nogle af en meget god, stor Sort. Du skulde see hvor morsomt Viinrankerne har slynget sig op ad Blommetræerne, saa vi staae og plukker Druer og Blommer paa en Gang. Af Druer har jeg ogsaa faaet til et Par Flasker Saft, der vil mange til, de giver ikke saa meget Saft; de slynger sig saa høit op ad Træerne saa det er vanskelig at faa Fat paa dem, det er sjælden man er saa hældig som forleden, jeg var ude og lædte efter dem at finde dem brædt som et Teppe paa Jorden. Er det ikke en prægtig liden Lund?

Ogsaa at vi har den saa i Fred, tæt ved Huset, men du kan tro det er ikke greit at trænge ind til al denne Herlighed, der er saa frodig, jeg forstaaer ikke hvordan Anne kan komme frem med Henriette, paa Armen, hun finder megen Behag i disse Expeditioner, saa sætter vi hende ned hvor der er en liden aaben Plads, der staaer hun da og seer paa at vi plukke «Kæmi» som hun siger. Gid Vilhelm kunde seet Lunden førend vi plyndrede dens Blommer, Druer, han kjender ikke heller alle dens Herligheder. Det har været et godt Frugtaar i Sommer, jeg er nu førdig med Syltningen med Undtagelse af Melonerne, der endnu ikke ere modne. Jeg har vel før omtalt at her er en Sort deraf, som kan bruges til Syltning, det skal være godt, jeg har ikke prøvet det. Vi holder paa med at plukke Nødder til Vinteren og behøver ikke at umage os mange Skridt for dem, nu har jeg Nøddeknækker, saa jeg vil sænde en Mængde, jeg har alt brugt den flittig.

ClausenClausen] Claus Lauritz Clausen (1820–1892), prest i St. Ansgar, lenger vest i Iowa. Han kom dit fra Wisconsin i 1853. var her da igjen for nogle Uger siden. Vi gik til Alters –; med ham var Ziølner,Ziølner] handelsmann, først i Dodgeville, Wisconsin, siden i Austin, Minnesota. Han endra namn til Solner. der er gift med en Søster af Fru Engel Preus,en Søster af Fru Engel Preus] Elise Brun, søster til Engel Brun, som var gift med Adolph C. Preus (1814–1878) vi traf ham paa Springprairie for 2 Aar siden. Han kommer nu, troer jeg, til at flytte op hvor Clausen boer, jeg bad ham bosætte sig i Decorah, det skulde jeg gjørne see. De blir her fra Søndag til Onsdag Eftermiddag. Vi havde ogsaa en Amerikaner, en meget taus Person der skal være Lærer oppe ved Clausen, til Gjæst sidste Middag, og Sød Suppe, Griisesteg fik de at spiise. En saadan liden Griis er nem at tage til naar her kommer nogen, naar det ikke var at hvor jeg hidentil har kjøbt, har de ikke villet tage Betaling, det var ikke noget at tage noget for et saa lidet Dyr, heder det. Næste Gang faaer jeg gaae til en Frankianer eller en udenfor Menigheden. Selv har jeg kun tre der skal slagtes til næste Høst og 2 som skal tages i Høst. Vi vilde gjørne see at faae en Ko til i Vinter naar vi kun kunde faa en Høstbær, som ikke er let her; een forslaar ikke,een forslaar ikke] det holder ikke med bare ei ku og til Vinteren tør jeg heller ikke stole paa at faa kjøbt Melk, naar vi selv ikke længere har, det er kun faae her som har hele Vinteren.

Da jeg sidst skrev, vidste jeg ikke hvor vi skulde faa Folk til Høstarbeidet fra. Dagen efter Clausen var reist fik vi Fat paa 9 Mænd der tog Havren paa en Dag, saa havde vi 2 til Hveden i to Dage og dermed var det forbi. Saa har vi havt en til at stakke Kornet og nu staar det og vænter paa at blive tærsket, som jeg haaber snart vil skee, jeg skal være glad naar det er over; endnu er de ikke førdig med at slaa Hø, men saa bliver der vel en liden Stands til Potetes og Havesager skal optages. Af Mais faaer vi ikke meget, vi har saa megen Fortræd af Sviin iaar. Det er nogle græsselige Bæster her, de løbe ude hvor de vil, hoppe ofte over det høieste Gjærde og naar man, som vi, ikke har rigtig godt Gjærde, er det nu rent slemt. Vi kom ikke saa vidt ifjor, det er baade meget kostbart og vanskeligt for dem der ikke har en god Skov at faae godt Gjærde, saa vi maatte lade det gamle blive staaende flere Steder. Derfor har ogsaa Svinene forsynet sig godt baade med vores Havre og Hvede og nu tilsidst af den lille Maisager inde i Haven. Maatte vi kun beholde Poteterne, der er saa store og gode iaar, i Fred. Jeg haaber snart at den Lov at ingen Sviin maa gaa løse, ogsaa snart kommer til dette TownshipTownship] rettet fra: Town og at noen vil skyte deres, der ikke holde sig Loven efterrettelig. Man sparer nu at give dem noget naar de gaa løse ved den Mængde Egenøtter her er og der er vist ingen, som vil give sig Tid til at samle dem for dem.

Jeg har havt baade megen Fornøielse af min Have iaar og Fortræd af Kalkunene og Sibi, Hønsene har gjort mindst Skade. Kalkunene, jeg har blot 4, har spist Græsset af Rødløgen, som stod saa godt, derved hindret dens Vext og nu maa jeg tage den op da den bare visner. Det er godt de har spart Charlotløgen. I Ærterne gaaer de ogsaa, deraf har vi spist meget i Sommer, men til Vinteren faaer jeg ingen, de tørrede bort før de blev til noget. Den stærke Tørke har meget Skadet Havens Sibi, der blev bidt af en Hund i Sommer, har været saa forskremt siden, og altid oppholdt sig i Haven hvor den gnaver Græsset af Gullerøddene, Blomstene af de hvide Bønner og gjør megen Fortræd. «Jeg vil heller see paa den lille vakre Sibi end Have Bønnerne», siger Vilhelm; jeg vil ogsaa gjerne have den, men dette er dog kjedeligt. Og Kalkuner vil jeg ikke have paa deenne Maade. Vilhelm taler om at det vilde vist sist hjælpe naar der kom Stakit om Haven med Spiger paa, da de altid sætter sig paa Gjærdet naar de flyve over. Kaal faar jeg saa godt som ikke, den sidste blev vel sat for seent for denne Tørke, imidlertid er jeg meet glad for hvad jeg har faaet og haaber at faa af Haven, naar vi faar Stakit om, bliver det nok bedre.

Nu blomstre Astersene, det er saa morsomt at see dem igjen, mange af dem er smukke. De trives bedre end Nemophyla hvoraf jeg kun fik ganske lidet Frø, den stærke Hede tørrede dem bort uden at de blev til noget. Gid det var saa vel at Lilliene vilde spire i Høst, men endnu seer jeg ikke noget til dem. ChristianeChristiane] Christiane Koren Hysing (1826–1880), Elisabeths eldste søster (Johnson 1941, I, 188) spørger om Gangene i Haven er af Græs eller Sand, jeg skulde ønske de var af Steen saa vi slap at holde dem rene. Sven har aldrig tid til saadant Arbeide, den lille Gutten maa hjelpe til at høie, og Leiefolk bruger jeg nu ikke til noget af mit Stel, kunde heller ikke faa nogen om jeg vilde idenne travle Tid; det kan være nok med at leie til Markarbeidet, vi maa give fra 1½ til 2 Dollar om Dagen. Jeg har næppe faaet Tid til andet end at samle ind det nødvændige Frø i den senere Tid.

Henriette optog min meste Tid, saa jeg var glad ved at have faaet Fat paa gamle Maria, der nu ligger ude og luger; den giver meget Arbeide, den Have. Deilige Meloner har jeg haft, de er nu for største Deel forbi, det gaaer saa hurtig med alt iaar. Vi havde saadan Mængde iaar ogsaa, saa de kom Høns og Sviin til gode. Jeg prøvede at sænde til Byen og sælge, men det er kun et Lykketref at faa dem solgt, der er saadan Mængde til Salgs, gamle Maria har været hældigere med dem, hun har hæntet her og solgt. Hun fik sig Trøie og Forklæde. Jeg har mange Planer med at indplante baade det ene og andet i Høst; maatte det kun blive af.

Den 29de. Nu er jeg førdig med mine fine Blommer, som det var et meget besværlig Arbeide at faa Skindet af paa, siden jeg had siddet ude i Gaarden og passet paa at Hønsene ikke skulde gjøre Henriette Fortræd medens hun madede sine Kyllinger og væntet paa at Anne skulde komme og see til hende medens jeg faaer skrive lidt; nu gaar hun derude og leger med Egenødder, som hun kalder «Gisekænni». Hun er saa pertentlig, den lille Tingen, og taaler ikke den mindste Plet, jeg undres hvor tidt om Dagen hun løber ind i Sengkammerset for at tørre sig paa «Taka». De smaa brune Pletter paa mit Kind kan hun slet ikke finde sig i og altid pille dem bort, meget ordentlig er hun ogsaa fortiden, saa deri slægter hun jo paa sin Mama, der jo ogsaa udmærkede sig herved som liden.

Jeg har noget meget vigtigt at fortælle dig dennegang og det er at Henriette nok kan vente sig en Legekammerat med Tiden, ja Gud vil atter skjønke os en saadan liden Skat! Denne gang skulde det være 12de Januar istedenfor 12de December. Give Gud, at Alt maatte blive ligesaa godt dennegang. Jeg baade har været og er fremdeles udmærket rask, næsten endnu friskere end sidst, da sad jeg saa stille dernede paa Skaarlia, nu har jeg saa meget at tage vare paa. Ja, Gud ske Tak for min udmærkede Helbred. Gid jeg kunde meddele andre lidt deraf. Jeg haaber at kunde faaa Anne, Brandts søster, til mig til Næsteman ogsaa, endnu har jeg ikke talt med hende, nu har hun ikke selv et lidet barnAnne … ikke selv et lidet barn] Anne Lommen, presten Nils Olsen Brandts søster, fikk i alt ti barn, sju i sitt første ekteskap, tre i sitt andre. at passe; det er ellers kjedelig for hende at det falder saa under Julen, som hun vel helst vilde være hjemme. Dette var Nyt, kjære Moder, ikke sandt? Og Gud give det maa blive glædeligt Nyt naar den Tid kommer! Saa megen Glæde som vi har af lille Henriette!

Vilhelm truer med at vilde reise til den store lutherske Conferents der i October bliver afholdt, jeg troer i Columbus, Ohio. Præsten Clausen reiser maaske ogsaa; jeg har imidlertid ingen Tro til at det bliver noget af, det vilde blive en kostbar reise, frygter jeg. Det vilde nu vist være særdeles baade interessant og lærerrigt; en 3–4 Uger vilde vel medgaa dertil. Her er kommet Brev fra Ottesen til ham idag, han vil nu have ham til Præstemødet hos sig i September, men deraf bliver nu ikke noget. Mon det ikke bliver noget af med at Ottosens Broder kommer herover? Rygtet siger han er da saa ubestemt. At Kirken hjemme ikke tager sig noget af denne Sag. Mon det er nødvændigere at sænde Missionærer til Zulu og Hottentotterne end at hjælpe Christne Bekjændere her, til Præster?

Jeg er glad Lammers ikke tænker paa at komme hid, her er Rære nok alligevel. Ellingianerne, Olaus Nilsens Venner,Ellingianerne, Olaus Nilsens Venner] Medlemmer av Hauges Synode, også kalt ellingianere, etter Elling Eielsen (1804–1883) som stifta synoden i 1846. Se Gulliksen 2017. giver Vilhelm mest at bestille; af dem have flere skrevet sig ind i Menigheden, men haltede tilbæggeSider. Da nu Vilhelm erklærede at de skulde enten ganske forlade dette Parti, eller hvis de ikke vilde det, gaa ud af Menigheden, var der ogsaa flere der gik ud. Besynderlig nok er de altid tilstede ved Gudstjenesten og have ogsaa vist Vilhelm Agtelse og Venskab. Var han mere hjemme, vilde han nu faa meget mere at bestille med Frankianere og Methodister, der nu altid gaae af Veien for ham, men han maatte have bedre Tid for alvorligt at indlade sig med dem; de ere meget hyppigt tilstæde ved Gudstjenesten. Du skulde ellers høre hvor de bagtale og hvor mange usande Rygter de bringe ud om Vilhelm. Frankianernes Præst har fortalt i StubsStub] Hans Andreas Stub (1822–1907) var prest i Coon Prairie fra 1855 til 1861. Han var en av de seks som stifta Den norske synode i 1853. Han ble seinere prest i Big Canoe menighet i Iowa (fra 1865 til 1891). Menigheder at han er en doven, uvirksom Person, der naar Søndagsprædikenen var til Ende, intet videre foretog sig; og saadant enda ogsaa fortælles 100 Mile borte, her ved man bedre Besked. Det er ganske pudsigt at Vilhelm, altid baade hos sine Egne, Methodister og Frankianere gaaer under Navn af «Præsten», medens deres egne heder «Nils Jansen», etc.

Der er Henriette og raaber paa Mad. Du skulde høre hvor Munden løber paa hende, hvor meget hun har at fortælle om alt det hun har seet ude, Gud ske Lov hun er saa frisk igjen. Vuggen er for liden for hende nu, vi maa faa en Seng til at skyde under den store, ellers ved jeg ikke hvordan vi faaer Plads, det var godt om Tilbygningen nu var i Stand, men faaer jeg den til Synoden skal jeg være glad og da maa den blive førdig, saafremt den skal holdes her, imidlertid hjælper vi os vel, gid bare Vilhelm have et Studerværelse, dertil trænger han meget. I Aften skal jeg more mig med at læse Aftenblade og Times naar Tup er bragt til Ro, og da hun ikke har sovet før idag, haaber jeg det skeer tidlig, naar hun vil sove, saa lægger hun Hovedet paa Armen og vil at jeg skal synge om Pappa og alle de Herligheder han skal bringe naar han kommer hjem. Jeg har lovet hende at gaa ud med hende at see paa Anne melke Koen og det skal jeg ogsaa holde, naar jeg har endt mit Brev som da nu ogsaa maa skee med mange Hilsner til alle Venner, Tante, Adolf, Emilie, Langesund, Gud give der stod godt til, ogsaa kjærlige Hilsner til dig selv fra os alle. –

Din Leis.Leis] Elisabeths kallenavn i familien

Om Brev hjem 1853–1858

Elisabeth Koren (1832–1918) utvandret til USA med sin mann Vilhelm Koren (1826–1910) høsten 1853. Vilhelm skulle være prest i Iowa for et stort antall norske innvandrere som hadde etablert seg som bønder vest for Mississippi.

Denne samlingen inneholder de 53 bevarte brevene som Elisabeth Koren sendte hjem til familien i Larvik i årene 1853–1858. I brevene skildrer hun reisen fra Norge til USA, området de kom til og det nye livet som immigrant, prestefrue og etter hvert mor.

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook