Stuen hos Erik EggeStuen hos Erik Egge] Det vesle huset Egge bodde i og som Elisabeth skriver dette brevet fra, står i dag som «The Egge Cabin» på Vesterheim museum i Decorah.
Første juledag 1853
Beliggende i Little Iowa Settlement,
i store Iowastore Iowa] staten Iowa (til forskjell fra menigheten som kaltes «Little Iowa Menighed»)

Mine kjære ForældreForældre] Ahlert Hysing (1793–1879) og stemora Elisabeth Frechland (1810–1897). Mor til Elisabeth, Caroline Mathilde Koren (1801–1840), døde i 1840, da Elisabeth var åtte år. Faren gifta seg igjen i 1842. og Sødskende!

Nu kan jeg Gudskelov skrive til Eder fra vort Bestemmelsessted, som jeg saa længe har ønsket at kunne og hvorfra I vist længe har ventet at faae Brev. Jeg er saa hjertelig glad over at kunne sænde Eder lutter gode Efterretninger, hvortil først og fremst hører, at vi nu ere raske og fornøiede og har det godt. Onsdag Aften den 21de December kom vi til det første norske Huus,Onsdag Aften den 21de December kom vi til det første norske Huus] Reisa fra Larvik til Washington Prairie i Iowa tok over femten uker (Nelson 1855, xiii). her i Little Iowa Settlement, hvor vi fik fadt i en Mand til at vise os Veien til Nils Katterud,Nils Katterud] Niels Hansen Katterud (1798–1875) hvor hen vi agtede os for det første. Veien gik op og ned to evindelig lange engelske Mile, indtil vi endelig holdt udenfor Nils’ Dør. Vi kom ind i en Stue, hvor der ikke saa meget hyggeligt ud. Det var vaadt på Gulvet, en ung Pige stod og strøk ved en lille Praas,Praas] smalt lys av talg eller flis der kastede et døsigt Lys over Værelset, kort sagt der saa ikke noget indbydende ud. Folkene vare desto venligere. Nils blev meget glad ved at saa uventet at faa sin Præst paa Halsen, som han havde opgivet at vænte for i Vinter. Datteren i Huset hjalp mig mit Tøi af; trak en Gyngestol hen til Ilden og gjorde Undskyldning fordi der var saa uordentligt, men de havde vadsket og havt travlt til Juul. De fik snart et godt Maaltid og varm Thé istand for os og viste os al den Venlighed, de kunde.

Vi maatte ligge paa Loftet, det eneste Sted de havde at byde os, hvor der var fuldt af Klæder, Kister, Meelsække, Maishode, etc. Sengen var baade peen og varm saa det havde ingen Nød, man lærer sig at gjøre hurtigt Toilet under slige Omstændigheder og vænner sig til lidt af hvert paa en saadan lang Reise, saa vi fandt os godt til rette med vort temmelig luftige Sovekammer og sagde til hinanden, «Hvad mon de vilde sige hjemme, dersom de vidste hvorledes vi havde det; de vilde vist finde det skrækkeligt». Næste Morgen vaagnede jeg ved Lugten af stegt Flæsk (de har altid noget varm Mad om Morgenen her) og skyndte mig til Moer Katteruds gode Kaffe og Hvedebrød.

Det er en bra Familie denne Katterud slægten. Nils er en venlig, ældre Mand, der taler meget langsomt og betænkt og kan være ganske pudsig, han har en snild, venlig Kone, ligeledes ældre, og den Datter der er hjemme har min særdeles Yndest;Yndest] velvilje hun siger ikke meget, men udsetter desto mere og har det nette, propre ved alt hvad hun foretager sig, som de faar naar de har været noget blant Yankierne. Her kunde vi imidlertid ikke blive, da de blot har en Stue og desuden en Broder med Familie, hos sig i Vinter. Vilhelm og Nils gik den Formiddag hen til en Mand, Thron Lommen,Thron Lommen] Trond Lommen (1792–1856), innvandrer fra Valdres (Nelson 1955, 99) der, som Nils, har meget at sige her i Settlementet. Det sneede dygtigt, saa jeg holdt mig i Ro inde og passiarede med Qvindfolkene, spurgte om alting, Huusvæsenet her, vedkommende, lærte den amerikanske Vægt osv., og tilbragte Tiden nok saa hyggeligt til det blev mørkt og en anden av Naboerne, Knud Aarthun, en Sogning, der ogsa er blandt dem der har mest at sige her, kom hen, og strax efter vore Vandrere.

Dagen efter, Vilhelms Fødselsdag, var det, det skjønneste Vinter Veir man kunde ønske sig. Vilhelm gik ud en Tour med mig saa jeg kunde faa see hvordan her seer ud. Vi vandrede afsted igjennem Sneen, over Stubberne paa en Maismark, igjennem et tæt Hasselkrat, ind i en Skov, hvorfra vi dog snart maatte returnere da den var et fuldkomment Vildnis og ikke skikket til at spadsere i med lange Klæder, vi fandt Spor af en Hjort, og var inde hos en af Naboerne, et Par unge pene Folk, hvorpaa vi gik hjem igjen og fandt Knud væntende paa os, med den Besked at der var bestilt Logis for os hos Erik Egge, hvor vi nu er, hvilket var meget godt, da der hos dissedisse] familien Katterud aldeles ikke var Ro at faa for Vilhelm til nogen Studering. Moer Katterud tracterede os med Flødegrød den Aften, «Da det vist var længe siden, vi havde smagt norsk Mad», mente hun.

Da vi havde spist Middag næste Dag (Julaften) spændte Nils sine Stude for Slæden, vi sagde vore venlige Værter Farvel, lovede ofte at besøge dem, satte os paa Slæden, jeg foran, Vilhelm bagpaa med en Kuffert, holdende os fast saa godt vi kunde, for Veien var just ikke af de jævneste. Nils vandrede ved Siden af med en stor Kjæp i Haanden, commanderende sine Oxer, paa den egne Maade der bruges her, blot ved at sige «Ha», naar de skal til Venstre, «Gji» naar de skal til høire Side, og saaledes gik det afsted over Rub og Stub, det lille Stykke Vei til vi, nok saa strunkt,strunkt] stive holdt med vore Stude udenfor Eriks Dør. Nils hjalp os med vortos med vort] rettet fra: os vort Tøi ind, sagde «Gaa langt» (det er «go along») til sine Stude og kjørte hjem igjen. Nu var vi da i vort midlertidige Hjem.

Vi bor hos to venlige Folk fra Hadeland,Vi bor hos to venlige Folk fra Hadeland] Erik Egge (1826–1905) utvandra fra Hadeland i 1848 og kom til Winneshiek County i 1851. Kona Helene (1824–1902) hadde to barn fra et tidligere ekteskap (Nelson 1955, 97). De delte tømmerhytta si med Elisabeth og Vilhelm fram til mars. der gjør alt hvad de kan for at vi skal faa det hyggeligt. Her er imidlertid ogsaa trangttrangt] Huset hadde kun ett rom, pluss et lite rom oppe. Begge ekteparene sov nede med et forheng mellom de to sengene. og to smaa Børn, saa den Ro, Vilhelm kan faa er ikke stor. Alt er endnu saa nyt her, de fleste har været her saa kort at de ikke have havt Tid til at bygge sig gode Huse, om en Tid vil vi see stor Forandring i den Henseende, troer jeg. Nu har de blot en Stue, med den sædvanlige Stove,Stove] (eng.) ovn der tjener baade til Ovn og Skorsteen. Det er en ypperlig Indretning en saadan Stove. Der er 4 eller flere RumRum] i ovnen til Gryder, Bagerovn, og fuldt Tilbehør af Gryder, Kjedler, og alt hvad der behøves; de er meget bekvemme og letvindte. Noget Værelse for mig selv er her altsaa ikke at faa. Jeg sidder nu her i Midten af Værelset og skriver, det er en Dagligstue, med to Vinduer, med hvide Gardiner, ligefor hinanden og et stort Bord af det smukke Black Walnød Trø (som vi er saa indtaget af, at vi vil have vore Møbler deraf) midt paa Gulvet. Den anden Tredjedeel af Stuen er opdelt med et Møbelsirtsessirts] en slags bomullstøy, ofte med farvemønster. I dagboka står det at rommet var «afdelt ved Gardiner af Calico i to Rum» (Koren 1914, 98). Forhæng bag hvilket Sovekammeret er, det har ogsaa et Vindu. Saa har vi den sidste Tredjedeel og det er Kjøkkenet. Her har Helene sin Stove, sin Kjøkkenbænk og sit blankskurede Kjøkkentøi, zirligt ordnede paa Væggen og op under Taget, hun holder alt saa blankt og grundig saa det er en Lyst. Her er tillige en Dør der fører op paa Loftet. Stuen er forresten lun og varm. Væggene har Erik overtrukket med alle mulige slags Aviser og over Vinduerne er der Hylder hvor han har sine Bøger. Nu ved I omtrent hvordan vor Bolig, for Tiden, seer ud, her er lyst og venligt, og de Folk, vi bo hos, snilde Mennesker.

Her er et Stykke Land, som er bestemt til Præsteland, hvis Præsten ønsker at bo i dette Settlement, hvilket Vilhelm ikke kan bestemme, førend han kjender alle Settlementer og seer hvor der er bekvemmest. Huset er de ikke begynt paa, hvorover jeg er glad, saa kan vi selv bestemme hvor en Dør eller et Vindu skal staae og det vil ikke sige lidet, det saae jeg paa de Præstegaarde, hvor vi har været. De tænke her at bygge Huset, enten af Steen, eller af Frame,Frame] et slags bindingsverk i tre som denne egne Slags Træhuse de bruge her, kaldes. Jeg har den tro at de vil bygge os en peen lille Bolig, naar det nu først bliver afgjort, hvor vi kommer til at blive. Der er saa mange forskjellige Steder, hvor de vil have at vi skal bo.

Igaar var det da Juleaften, den første vi tilbringer her og første gang, jeg paa denne Høitid er skildt fra mine kjære Foreldre og Sødskende; det tunge ved at være saa langt fra mine Nærmeste føles endnu tungere ved saadanne Leiligheder. Det var en underlig Juleaften; jeg var i en lidt vemodig Stemning den hele Dag, Aftenenen tilbragte vi beskjæftigede, Vilhelm med en Prædiken, jeg med en Bog, hvori der dog ikke blev læst stort, dertil vandrede Tanken altfor ofte tilbage til den gamle Herregaard og dvælede ved Erindringen om alle de glade Juleaftener, jeg der har tilbragt. Gudskelov fordi vi er komne hit til Julen, saa det kan blive Julehelg for alle disse Mennesker, der nu saa længe har længtet efter Præst. I skulde bare see den Glæde som yttrer sig hos Alle, over at deres ønske omsider er bleven opfyldt.

Idag har da Vilhelm holdt sin første Prædiken, for en Menighed, saa stor som Rummet kunde holde. Her er ikke noget Huus, bestemt til Kirke, bygget endnu, saa Tjenesten maa holdes i den største Stue der findes.den største Stue der findes] Vilhelm holdt sin første preken i stua til Thorgrim Busness, innvandrer fra Telemark (Myhre Hegg 2003, 121–122). Det gjorde et eget, behageligt Indtryk at see disse forskellige Mennesker, fra alle Kanter i Norge, siddende op ad Trappen og hvor der fandtes en liden Plads, syngende deres Psalmer og Lyttende efter Præsten med største Andagt og Opmærksomhed. Det er meget at der kunde være saa stille og roligt, i en Forsamling, hvor der, som her, var saa mange Børn af alle Aldre, foruden, de fire der bleve døbte, thi enten maa Konerne tage deres smaa Børn med, eller selv blive hjemme, da de sjælden har nogen Hjælp i Huset. Efter endt Tjeneste, passiarede jeg med Folkene, især morede jeg mig ved at tale med nogle Koner oppe fra Fjældbygderne. «Du», siger de nu alle, baade til mig og Vilhelm: «Aa er du fra da?», «Aa gammel er du?» og «Aa er Navne dit?». Saaledes gaar det med disse naive Fjældfolkene. Saa ser de nøie paa alt hvad jeg har paa, «Det var da en gild Brystnaal, denne da», «Bruger de Klæderne sine saa i Norge naa da, aa ja det er omtrentlig som her».

Da vi kom hjem igjen, havde Helene faaet Besøg af nogle i sin Familie, som er her endnu; jeg hører de sitter og taler om alle disse forskjellige Secterne, hvoraf det skal være saa mange i dette Settlement, en Grund hvorfor det ogsaa er timeligt at vi kommer til at blive boende her, da det i saa Henseende er roligere de andre Steder. Imorgen skal Vilhelm holde Gudstjeneste 5 Mile længere henne i Settlementet. Nils Katterud skal skydse ham; er det Plads til mig, følger jeg med (jeg mener altid engelske Miil her. Der gaaer 7 engelske paa en norsk, veed I).

Anden juledag.
Det er nu Aften og vi ere netop kommen tilbage fra Ingebret Haugen,Ingebret Haugen] Engebret Pedersen Haugen (1801–1875), se Nelson 1955, 104 hvor Gudstjenesten dennegang blev afholdt. Jeg er meget glad fordi jeg fulgte med, det har været en meget hyggelig Dag. Veien er meget smuk. Landet har en ganske egen Karakter, meget bakket og danner saadanne forunderlige dybe Gryder. Vor Vei gik igjennem en lang snæver Dal, temmelig høi paa begge Sider. Mange af disse Høider dannes af Bjærg; Sandsteen, troer jeg, for det meste det er. Derfra gik Veien forbi en lille Elv, hvor der er meget vakkert, som der er overalt hvor der findes Vand, her. Brødderne ere fordetmeste høie, ofte Klipper og Vegetationen overodentlig frodig. Vi kjørte gjennem Decorah som er county city for Winneshiek, hvor vi bo. Det er endnu et lille Sted, med nogle faa Butikker, men ogsaa nylig anlagt. Ikke langt herfra boer Ingebret. Her var ogsaa mange Mennesker forsamlede. Her traf jeg ogsaa mange godlidende Mennesker; en gammel Kone fra ValdersValders] Valdres, Elisabeth skriver «Valders» som er vanlig uttale fra Præsten ChristiesPræsten Christie] Edvard Christie (1770–1847), prest i Valdres. Han var fetter (på sin mors side) til Vilhelms bestefar. Tid, hun var saa glad over at faa høre, hvor Børnene var, om de vare gifte osv.hvor Børnene var, om de vare gifte osv.] Christie hadde tilsammen fjorten barn i to ekteskap (Nelson 1955, 105 og Johnson 1914, I, 41).

Jeg talte ogsaa med Præsten BrandtsPræsten Brandt] Nils Olsen Brandt (1824–1921), fra Valdres, var den første norske presten vestafor Mississippi. Han utvandra i 1851 og var en av de seks prestene som stifta Den norske synode. På dette tidspunkt var han prest i Wisconsin. Han ble seinere (fra 1865 til 1882) lærer ved Luther College i Decorah. Nils Brandt hadde hjulpet til med det kallsbrevet som Vilhelm hadde svart positivt på. to Søstre, der begge ere gifte med Bønder, de ere selv ganske som Bondekoner og taler sin Valders Dialect; det lod til at være vanlige, milde Mennesker, Vilhelm skal bo hos en af dem, naar han Søndag efter Nytaar, reiser 10 Miil vestligere i Settlementet. Det var ikke at tænke på Hjemtouren førend vi havde spist Middag og smagt paa Ingerids (Konen i Huset) hjemmelavede Viin af vilde Druer, hvoraf hun har Overflødighed i deres store Skove, og hendes Fattigmandsbakkels. Jeg konverserede vore Nabokoner, Anne Aarthun og Mari Sørland, og morede mig ved at see vor raske, tækkelige Værtinde Ingerid (som endnu har beholdt en Deel af sin Fjelddragt, der ellers sædvanligviis strax bliver aflagt) stelle med vor Middagsmad, det lykkedes hende ogsaa at faa Bordet bedækket med allehaande gode Sager, ypperlig Kaffe ikke at forglemme.

De lever godt med Mad, Folk her, stegt Flesk, eller rettere, stegt Svinekjød er deres fornemste Mad, det er meget sjeldent at de har andet Kjød, naar de ikke vil gaa ud aa skyde, hvilket de forunderlig nok meget sjælden befatte sig med og her er dog saadan Overflod af Hjorte, Daadyr og Fugle. Paa Tilbageveien var vi inne hos Thron Lommen og hans gamle kone og smagte paa deres juleøl, og kom netop tidsnok hjem for at finde Bordet dekket og Thron væntende paa os. –

Den 29de December.
Mit Brev har hvilt et Par Dage nu og idag er det et Veir, netop skikket til at sidde inde i en varm Stue og skrive hjem. Det sneer og er en bidende Vind; det er sjælden meget koldt her naar det ikke blæser, men da er detda er det] rettet fra: da det ogsaa stygt paa Prairierne. Imorgen tænker jeg at følge med Vilhelm til et av Settlementene, Painted Creek,Painted Creek] Paint Creek, Allamakee County, Iowa. der ligger en 20 MileMile] Elisabeth henviser alltid til engelske mil. herfra og omtrent 4 Miil fra Missisippi. Vi bo nu 25 Miil fra Missisippi og 5 fra Decorah, der er det nærmeste Sted, hvor man kan faa noget kjøbt, med Undtagelse af et Par Huse og en Boutik, der ligger litt nærmere. Vil vi til en større By, maa vi seile et Stykke ned ad Missisippi, til Dubuque. Det vilde vidstnok i mange Henseender være bekvemmere at bo i Painted Creek, saa nær ved Missisippi, men dette er det største Settlement og det som skal have de fleste Prædikendage, og saa venlige tjenestvillige Naboer, som her, faaer vi sjælden næppe nogensteds. Vi spiste Middag hos en af dem, Knud Aarthun, iforgaars. Anne, hans Kone, har lovet mig en Deel Blomsterfrø til Sommeren, og sine Døttre til at hjælpe mig med en Have, dersom vi blive boende her. Det er et smukt venligt Land dette, temmelig bakket, med smukke Skovgrupper adspredte rundt omkring; i Læ af disse ligge fordetmeste Husene.

Det er smukt at staa paa en Bakke aa se udover de bølgeformige Prairier, og Skovstrækninger, saa kan vi ogsaa innbilde os, at det er Sø og Bjærge, vi see blaane i Horizonten. Vand, til at see paa, er her ikke, Folk er bange for at bo nær Fladerne, da det ikke skal være saa sundt. Klimatet her roses meget. Godt Drikkevand er her ingen Vanskelighed for. Det er mest Kildevand. Jeg kan tænke at det maa være, som at gaae i en Have, hvilket en Kone sagde til mig forleden, naar Skove og Krat ere grønne og Prairierne bedækkende med Blomster, forskjellige for hver Maaned; nu staa de fulde av visne Stilke. I Skovene findest der flere Slags vilde Druer, som slynger sig op over Egestammerne, de ere sure, men alligevel gode at spise, siger man. Vilde Æbler og Blommer, som skal være gode, samt Valnødder og Kastanier, paa sine Steder. Her er en Mængde tæt, lavt Hasselkrat, med smaa, men gode Nødder, Meloner trives godt og bliver saaede ude paa Marken, mellem Maisen, eller Hveden. Solen staaer nu op klokken ½ 8 og gaar ned henimod 5. Det er interessant at see den hurtige Overgang fra Lys til Mørke og omvændt. Medens Solens gaaer ned i all sin Glands paa den ene Kant, er den øvrige Himmel ganske mørk. Himmelen er overordentlig reen og klar her, og af et dybere blaa enn hjemme. Stjernerne er ogsaa større og klarere her.

Igaar benyttede vi det deilige Veir, til at faa Nils med og vise os det paatænkte Præsteland, der støder op til hans Jorder. Det udgjør 80 acres og er et venligt Land, med en smuk Udsigt fra det høieste Punkt, forresten temmelig bakket og en Deel ung Skov rundtom, ved en af disse vilde Huset komme til at ligge, med en Spring i Nærheden og jeg kan ikke indsee andet end at der maa blive hyggeligt at bo. En ny Landevei, der skal føre til Decorah, er paabegynt og gaaer tæt forbi. Veiene her ere omtrent, som Naturen har dannet dem; men er endnu ikke kommen saa langt, som til at beskjæftige sig synderlig dermed; i Wisconsin var det ikke bedre; over Prairierne gaaer det glat nok afsted; kommer man hvor der er bakket, saa kjærer man paa Siden af Høien eller hvor man finder for godt; disse Baggier, lette firehjuls Vogne, som man bruger her, vælter ikke let, det har jeg seet. Om Sommeren skal her være godt at kjære, men nu ere Veiene ikke tilstrækkelig befarende til at pløie op den Snee der er falden.

Her har været to Mænd nede fra Minnesota, jeg troer det er 20 Miil eller mere, herfra, for at tale med Vilhelm og i Aften har han faaet Brev fra flere Mænd deroppe med Anmodning om at komme derhen. Saasnart som muligt. Trangen til Præst er stor; der har ingen været paa to Aar, saa der er mange udøpte Børn og saadant. De ere ikke talrige nok til selv at kunde lønne en Præst da deres Antal ikke udgjør meget over 100 Familier, og anmoder saaledes Vilhelm om for Eftertiden at være deres Præst og afse dem den Tid, han kan afsee fra sit Kald her. Nu vil han reise der op, saa snart Sagerne er bragte i nogenlunde Orden her og sandsynligviis gaa ind paa at være deres Præst og besøke dem 10 Gange om Aaret. Desuden har han ogsaa Anmodning om at besøge de Menigheder paa den anden Sideden anden Side] øst af Missisippi, imellem, nær han nu blot kan overkomme det alt.

Alene her i Little Iowa er vist nok at bestille, da der ikke er Orden paa meget og Settlementet har en stor Udstrækning. Nu i Begyndelsen kommer han til at reise uafladelig og blive borte flere Dage ad Gangen. Her er heller aldrig nogen Ro at faa førend ud paa Aftenen, naar Børnene ere kommen til Ro, og saa er her gjerne stadig Folk for at tale med ham. Det bliver nok mig der komme til at føre Correspondancen for det første. Jeg faaer nok at skrive; jeg fører Dagbog og skal have min Reisedagbog ogsaa fuldstendiggjort og reenskrevet. Overalt, hvor vi har været, har de bedt om Brev og vi lovet det. Fru Beck, Fru Hvoslef, Fruerne Preus og flere, saa Skrivning bliver nok min væsentligste Beskjæftigelse.

Den 3die Januar 1854.
Igaar Aftes kom vi tilbage fra Painted Creek, hvor vi har tilbragt Nytaarsaften, og den første Dag af det nye Aar som vi nu skal begynne her. Gud lade det blive til Velsignelse baade for os og Andre og lade det blive et glædeligt, velsignet Aar for Eder, mine dyrebare Foreldre og Sødskende.

Fredag reiste vi derhen, kjørt af vor Ven Knud, det var temmelig koldt, men vi havde en Mængde Hø paa Bunden af Slæden og jeg var godt indpakket, saa jeg frøs ikke. Vi vare blevne forsinkede saa vi kom temmelig seent afsted; da det begyndte at skumre mødte vi en Norsk derfra, som bad os følge med til sig, ti han troede, det vilde blive for langt at reise til den Vossing, som vi agtede os til, den Aften. Vi toge imod hans Tilbud, og kjørte afsted, vi havde ikke reist langt imidlertid førend vi mødte Vossingen selv, Sivert VoldSivert Vold] Sivert Vold, kona Ingeborg og familie kom til Paint Creek settlementet i 1850 (Nelson 1955, 110) og hans 3 Sønner. De vændte om med os. Kl ½ 9 naaede vi hans Huus og kom ind i en meget stor Stue oplyst af en Fedtlampe, der paa Toppen af en Hylde, kastede sit døsige Skin over Værelset, som saa temmelig uordentlig ud. Familien var formodentlig ifærd med at gaa til Sengs og væntede mindst saadant besøg. Huset var nyt, men kun halvfærdigt, som saa ofte er Tilfælde her; deres Marker giver dem for meget at varetage i Begyndelsen, til at de kan sørge tilstrækkeligt for deres Huse. Min første Tanke, da jeg satte mig ned ved Stoven og saae mig omkring i Stuen, var at det var dog noget dristigt at følge med, uden at vide, hvor jeg kom hen, men disse Tanker gav snart Plads for andre, mere behagelige, da den vakre Kone, med sin pene hvide Kappe, kom hen til os med et Kruus af den bedste Melk jeg endnu har drukket, og stællede det saa godt for os, som hun kunde. Det er vist en bra Familie disse Volds og en vakker Familie er det ogsaa. Den norske Nation maa ganske vist være en vakker Nation; jeg seer nu Folk fra alle Kanter og finder sa mange tækkelige Ansigter og kjække Figurer blant dem. I Painted Creek er de fleste fra Hallingdalen. Men her, fra alle Kanter.alle Kanter] alle kanter av Norge

Nytaarsaftens Formiddag, gik vi en lille Tour og besøgte Naboer. I en af Husene fandt vi to gamle Koner i Fjelddragt, den ene sad og stødte Snuus i en Træmonter med skjelvende Hænder. Hun var næsten 80 Aar gammel, rask og rørig; hun er hos sin Søn og kom hertil for 4 Aar siden. Her var ogsaa Glæden over at Præsten var kommen, stor. Menigheden her ønsker ogsaa meget at vi skal blive boende her og har Land i Beredskab. Her er vakkert, større Skov, og Landet er Høiere (man seer Aaserne, som fører ned til Missisippi i Horizonten) end i Little Iowa og i det hele mere maleriskt, men jeg foretrækker dog det sidste Sted til at bo paa, der er venligere, og Painted Creek savner desuden ogsaa Vand til at oplive Landskabet. Nytaarsdag blev Gudstjenesten afholdt hos Sivert.hos Sivert] i Paint Creek Til trods for den stærke Kulde, var her en Mængde Mennesker. Jeg passiarede, som sædvanlig med Konerne, hvilket morer mig meget; jeg troede ikke, det vilde gaae saa let at snakke med dem, som det gjør. Det falder mig ogsaa let at forstaa de Fleste, hvilket jeg ikke havde ventet. Mange tale et ganske besynderlig Sammensurium, deres norske Dialekt blandet med engelske Ord, som de give norske Endelser. De fleste bruger engelske Benævnelser paa meget. De sige saaledes altid «fiela» (field) istedenfor Marken. «Roade», e udtales ogsaa, istedenfor Veien, etc. «PrairiefaierenPrairiefaieren] the prairie fire gik langs fence», ind paa fiela, osv. –

ChristianeChristiane] Christiane Koren Hysing (1826–1880), Elisabeths eldste søster (Johnson 1941, I, 188) og Fr. Brøndstad skulde blot høre hvor mange Complementer Bønderkonerne giver mig, i Anledning af at see ung ud.at see ung ud] Elisabeth var 21 år Jeg havde min Fornøielse af en Valderskone, Nytaarsdag. Først kom hun hen, gav mig Haanden og ønskede mig velkommen til Landet og sagde «Du har nok havt en lang og besværlig Reise, men du seer saa peen ud efter den, saa du har vist ikke været syg, og Præsten da, var han rask? Han seer ogsaa saa peen ud». Siden sagde hun, «Du er vist smellande ung, du»? Hvor gammel troer du vel jeg er, sagde jeg. «Sextan Aar er du vel», sagde hun saa og blev meget forundret over at høre min virkelige Alder. «Hvordan finder nu du deg i sligt Stel, som her da?», spurgte hun derpaa og vendte sig, da jeg havde svaret hende, til Ingeborg, sigende, «Skulde du vel troe sligt, at hun, som har boed i en By og været vant til gjilde Huse, kunde finde sig saa taalmodig i at være her, og saa blid og veen, som hun er; hun er ikke staut og suur, som saa mange der nesten ikke vil see paa os». Var det ikke en LovtaleLovtale] her: kompliment som kunde forslaa? Fortæl fru Treschow at naar Vilhelm har været hennehenne] borte hos Folk her og gaar igjen, siger de «Hils Mo’er», hun lo engang saa, ved Tanken om at Bondekonerne vilde bruge denne Benævnelse. Vi reiste saa tidlig næste Dag, at vi kom hjem ilyse. –

Endnu har jeg ikke skrevet noget om vor Reise fra KoshkonongKoshkonong] i Wisconsin og hid, som dog var den interessanteste Deel af den hele lange Reise. Tirsdag den 14de December, altsaa Dagen efter, jeg sidst skrev hjem, kjørte vi med Præsten Herman Preusderes Præst] Herman Amberg Preus (1825–1894), utvandra i 1851 og var en av de seks prestene som stifta Den norske synoden. Da Vilhelm og Elisabeth kom til Wisconsin i 1853, var han prest i Spring Prairie. Leder for synoden fra 1862 til han døde i 1894. fra Koshkonong hjem til ham, og kom did om Aftenen. Vi var der Onsdag over og havde det særdeles hyggeligt. Der er næsten endnu simplere, men alligevel hyggeligere end paa Koshkonong. De kunde dog med ringe Uleilighed, faa det meget penere naar de vilde, begge Steder. Fru LinkaFru Linka] Linka Preus (1829–1880), gift med presten Herman Amberg Preus (1825–1894). Linka ble en av Elisabeths beste venninner, mye av brevvkslinga mellom dem er arkivert ved Luther College. synes jeg meget godt om, hun er saa rask og kjæk, og kvindelig dertil. Hun skal ogsaa være meget afholdt blant Folkene og forstaar ypperlig at omgaaes Bønderne.

Til Sommeren skal der indvies flere Kirker, hvorved Vilhelm ogsaa skulde være tilstede og saa har vi aftalt at jeg følger med og bliver tilbage hos Fru Linka, medens Præsterne reise omkring. Vi bo nu 24 norske Mile fra Preuses, men om Sommeren vil det ikke tage lang Tid at reise til dem.reise til dem] rettet fra: reise dem Vor nærmeste Nabo er Præsten Clausen,Præsten Clausen] Claus Lauritz Clausen (1820–1892), prest i St. Ansgar, lenger vest i Iowa. Han kom dit fra Wisconsin i 1853. der boer 60–80 engelske Miile vestenfor os, saa nogen Omgang faae vi ikke, ialfald ikke i den første Tid og det kan vi vel ogsaa undvære. Vi faa det vist hyggeligt her, naar vi nu faer vor egen Bolig og kommer lidt i Orden. Det bliver vist en Festdag, den dag, vi flytter derind. Den Præst, der kommer til Bluemount,Bluemount] i Wisconsin kommer os nærmere. Hvem mon der nu kommer over til de ledige Kald. I Waupaca, skal der være saa smukt, der seer Landet saa norskt ud. –

Jeg glemmer nok ellers, at det var vor Reise fra Spring Prairie til Iowa,vor Reise fra Spring Prairie til Iowa] reisa fra Wisconsin, over Mississippi, før jul i 1853 jeg skulde beskrive. Nu altsaa, Torsdag Formiddag den 16de16de] 16. desember 1853 satte vi os i vor Boggy og droge afsted, velforsynede med Pannekager, stekte Fugle etc. fra Fru Preus’s Spiskammer, til Niste. Vor Kudsk hed Lars, og er Smed fra Vos, en god retskaffen Mand, men noget langsom af sig. Veiret var graat og Veien ensformig nok, den første Dag, den gik den hele Tid over Prairien. Vi havnede tilsidst i et Værtshus, hvor vi tog vort første Nattequarter, og lod os Aftensmaden smage godt, det som er deiligt er atdeiligt er at] rettet fra: deiligt at komme i Huus og faa sig noget varmt, naar man har kjørt den hele Dag. De ere ikke saa gale disse Taverner, men der er som oftest en besynderlig Blanding af Luxus og Mangler. Man finder saaledes i «Ladies Room», (her er overalt et Værelse bestemt alene for Damer) Bøger, stundom lærde Værker, som man mindst ventede at finne i et lille Gjæstgiversted midt paa en ensom Landevei, medens der til samme Tid ikke finnes en Lysesax i det hele Huus.

Kl 6 spiser Amerikaneren sin Frokost, litt før ringer Klokken saa det har Skik for at vække Folk. 12 ringer den igjen til Middag og 6 til Aften. Det var noget Nyt for os at see dette blandede Selskab, der som oftest tog Plads ved Bordet. Her gjøres, som I vide, ingen Forskjel i den Henseende. Her kommer Gaardskarlen og Arbeidsfolk og sætter sig ved samme Bord, som de øvrige Reisende. Alt gaaer imidlertid udmærket peent til, saa det ingenlunde generer. Amerikanerne har Ord for at utmærke sig ved sin Properhed, hvilket vi ogsaa fandt var sandt; hvor vi kom hen, kunde vi altid være vis paa at finde pene Sengesæte. Mange af de Norske her har godt af deres Omgang med dem, i saa Henseende.

Klokken 6 næste Morgen, sad vi ved Frokosten og styrkede os til vor Reise. Vi skulde den Dag naae Dodgeville, hvor vi havde aftalt at træffe sammen med Præsten A. Preus,Præsten A. Preus] Adolph C. Preus (1814–1878), først prest i Koshkonong, Wisonsin, så i Coon Valley. Reiste tilbake til Norge i 1872 (Norlie 1915, 97). der var paa en Forretningsreise der. Det er sandt, vi reiste første Dag igjennem Madison, Hovedstaden. Den ligger meget smukt ved en Sø. Det varer vist ikke længe førend det er en anseelig By. I Nærheten deraf mødte vi to Vogne med Indianere. Bagerst i Vognene sad der to Mænd, rødmalede over det hele Ansikt, indhyllede i deres Tæpper, med blottede Hoveder, prydde med Fjære. De saa kjække ud, det var ogsaa Høvdinge.

Den dag havde vi lidt mere Afvexling i Landskabet omkring os; det blev stærkere bakket eftersom vi nærmede os Bluemount, vi saae den store Høi, som har givet stedet sit Navn, blaane i det Fjærne og fandt et Par Steder en enkelt Fjeldknat, springende frem fra Siden af en Høi, hvor en Furu havde fæstet Rødder. Ellers bestaar Skovene af en 3 til 4 forskjellig Slags Eeg, samt Asp. Det gikk smaaet og peent afsted. Lars fortager sig ikke med at lade sine Hæste løbe, hvortil Veiene i almindelighed heller ikke er skikket paa denne Aarstid og vor Vogn ikke heller saa let. Det var ikke koldt de Dage. Lars var utrættelig til aa spørge alle dem vi mødte og raabe til dem der stode udenfor deres Huse, «How far is it to next tavern?» eller «right way to Dodgeville, sir?» Han kjendte ikke Veien bedre end vi, og er en forsiktig Mand. Det var saa smukt paa en stor udstrakt Prairie; først den pragtfulde Solnedgang og Overgang til Mørke, og derefter Maanen, staaende op og kastende sit lys over den sorte Prairie og lige overfor, men langt bortfjærnet, Skinnet af en stor Prairiebrand.

Det var eventyrligt nok at Reise saaledes over den øde Prairie, som Ilden de fleste Stede, havde brændt sort, saa det var vanskeligt at finde Vei, især da Maanen snart skjulte sig bag Skyerne. Vi fandt imidlertid et lille Huus nede i en Dal, sændte Lars ind for at høre Besked, og kom snart efter i god Behold til Dodgeville. Vi spurgte hos flere Norske efter Preus, men forgjæves. En Norsk Smed lod os følge hjem med ham, hvilket vi ogsaa gjorde, og havde ikke været der lenge førend Preus kom. Vi fikk et Værelse hos disse Folk for den Nat, milde Mennesker, men lit for meget yankieserede, som de gjørne bliver naar de bor i en By (Dodgeville er ikke saa ganske lille).

Dagen efter var en av Lars’s Heste bleven syg, saa han nødig vilde reise med den. Der blev da sendt Bud efter Skyds flere Steder forgjæves, saa vi maatte finde os i at blive Dagen over i Dodgeville, hvilket var meget leit, thi foruden at hver Dag var kostbar, fryktede vi at Missisippi skulde fryse, saa vi ikke kunne komme over. Næste Dag befandt Hesten sig heldigvis bedre, saa vi begav os paa Veien igjen. Det var en kold graa Dag, men vi var godt indpakket og frøs ikke. Det gik atter afsted over Prairier, her var meget tyndt settlet; vi holdt vort Middagsmaaltid midt paa en af disse Prairier, gnavende paa hver vaar Fugl, som smakte fortræffelig, men bragte os til at fryse dygtig paa Hænderne. Det var quails (Vagtler) vi spiste, de ligner nærmest Kramsfugl, men er meget større og meget kjødfulde og velsmagende. De løbe her tæt udenfor Vinduet den hele Dag. Erik har lovet at fange nogle for os, til en liden Afvexling fra Svinekjødet. –

Om Aftenen kom vi omsider til et Slags Gjæstgiversted, hvor vi ikke kunde faae noget Værelse, saa vi foretrak at reise nogle Miil videre og naaede tilsids et ordentligt Tavern, hvor en ældre Enke holdt Huus. Her fant vi en Farmer med sin Kone og to smaa Børn, som ogsaa drog til Iowa, men tage en anden Retning end vi. Bordet stod dækket i et stort Værelse (der tjente baade til Kjøkken og Stue) med sit stekte Flesk, Potetes, Paier, Syltetøy, Agurker, Løg og alle de utallige Smaating, der altid findes paa et Amerikansk Bord. Pigen tok netop de varme Bisquits, som de kaller et Slags meget godt Hvedebrød, man i Almindelighed faaer Morgen og Aften paa Landet. Vi lode os det smage vel; efter endt Maaltid, sad jeg henne ved Stoven og snakkede med den gamle Kone, medens hun røgede af sin lille Kridtpibe. Næste Morgen saae os atter iferd med vort Flesk (er jeg ikke flink som spiser stekt Flesk Kl. 6 om Morgenen?).

Det var smukt Solskin den Dag, men saa bidende koldt over Prairien; vi sad med en stor Paraplui over os, der beskyttede os godt mod Sneen. Den Dag skulde vi naa Missisippi og først sætte over Wisconsin river. Eftersom vi nærmede os denne, blev Landskabet smukkere og Trærne frodigere. Det var meget interessant at reise her; først kom vi til en temmelig dyb lang Dal, hvor der saae uragtigt nok ud. Her var Studium nok for en Maler i disse Træer, bøyede eller knækkede af Vinden og kastede om hinanden og i hine gamle ærværdige Ege, nogle halv udgaaede, med friske Ranker, slyngede seg omkring de knudrede Stammer. Her maa være smukt om Sommeren, især paa den Tid alle de vilde Frukttrær, hvoraf der var Overflod, staae i Blomster.

Vi toge os besynderlige ud i denne Dal. Vilhelm var staaet af og gikk et Stykke bagefter, Lars og jeg sad i Vognen, der sto ganske paa skraae, han anvændede al sin Forsiktighed for at kjære paa den yderlig slette Vei; jeg hældende til den Side hvor der var lavest, med den ene Haand holdende mig i Boggien og med den anden Parapluien over mig, saa havde jeg ovenigkjøbet faaet mit Panneklæde ned over Øinene og sad saaledes halv leende og halv bange, for saa kjæk, som jeg ellers er til at kjære, saa troede jeg dog at vi maatte vælte denne gang. Jeg vilde ønske der havde været nogen til at tegne denne Scene. Længere henne forandrede Dalen Udseende, Trærne forsvandt og gave Plads for disse forunderlige Klipper, der ret som det er, springe frem fra Siden af Høiene og danne forunderlige Figurer. Disse besynderlige Høie seer men paa alle Kanter, til man kommer ganske nær Floden, der begynder Skoven igjen.

Vi kjørte ned til Færgestedet og fandt FlodenFloden] Wisconsin River, sideelv til Mississippi bedækket med stor Driviis; hvad skulde vi nu gjøre? At komme over med Færge, saae vi var umuligt. Efter nogen Betænkning besluttede Vilhelm og Lars at gaae til det øverste Færgested og raabe paa Folk for at faa nogen Underretning. Hestene bleve spændte fra og bundne til Vognen hvor jeg sad, betragtende det vilde Landskabet omkring mig og fortærede Resten af Fru Preuses Kager, medens Hestene spiste deres Havre foran i Boggien. Medens jeg sad her, blev jeg omsværmet af to Yankier, der ligeledes kom for at sætte over Floden. Jeg væntede længe, endelig kom de tilbage, med Folk for at bære Tøiet. Lars og Hestene maatte blive tilbage og vi og vore Kufferter sætte over i en Kanoe. Det var temmelig langt til Floden, vi gik over Krat og Stubber, gjennem et Vildnis, til vi kom til en lille Elv, hvorover der førte en Bro, som imidlertid laa mere under end over Vandet, og hvorover jeg ikke kunde gaa.

Vi gik da et Stykke længere op, Færgemanden gik foran og prøvede Isen, der lykkelig bar os over til den anden Bred. Nu maatte først Kuffertene trækkes et Stykke paa Isen førend de kunde transporteres op i Kanoen, som derpaa hæntede os. Det var en aparte Maade at komme frem paa. Vi sad paa Bunden af den lille smale Kanoe (en virkelig Kanoe, gjort af en eneste træstamme, 1 alen bred) holdende os godt fast med en Haand paa hver Kant af Kanoen, uden at bevæge os, med Tungen ret i Munden, som Vilhelm sagde, at den lille lette Tingest ikke skulde tabe Balancen, og en Mand staaende i hver Ende, banende Vei mellem Isen, hujende og skrigende til hinanden, som vilde Dyr, og opmuntrede os til ikke at være bange, hvilket de slet ikke havde nødig. Saaledes har vi «crossa Wisconsin riveren» som Folkene her sige. Gudskelov fordi vi saa lykkelig kom over.

Jeg var glad, da vi stode på Land igjen og vandrede op ad en brat Bakke til Færgemandens Bolig. Det var en fransk Familie; vi spiste til Aften hos dem og fik Bud efter en Hest for at kjære os til Prairie du chien, der ligger en 5–6 Mile (engelske) derfra. Prairie du chien ligger ganske nær Missisippi paa en stor Slætte, har 1000 Indbyggere, men tiltager ikke synderlig i Størrelse førend Jernbanen kommer did. Missisippi var tilfrussen, som vi havde ventet, men kunde ikke befares med Heste. Først efter Middag den følgende Dag kunde vi faa nogen til at følge os over Floden. Det var en Doktor, saaledes blev han ialfald kaldet, der var vor Kudsk, en norsk Bondegut, som tjener paa Hotellet, vores Tjener og saaledes droge vi afsted ned til Missisippi.ned til Missisippi] Elisabeths skildring av deres farefulle ferd over Wisconsin River og Mississippi er en av de mest kjente avsnitt i dagboka hennes, se Nelson 1955, 90–93.

Det var en underlig Følelse at staa ved Missisippis Bredder, at vi nu virkelig vare komne saa langt og saae Iowa paa den anden Side. Hesten blev altsaa spændt fra, Doktoren gik i Spidsen for at undersøge Isen, derpaa Gutten trækkende Vognen og tilsidst vandrede vi; jeg med den største Forsiktighed for ikke at falde paa den glatte Iis. Det gik saaledes, lige ret frem til vi kom til en af de store, tættvoxede Holme, hvoraf der er saa mange. Her sadde jeg mig op i Vognen igjen, og kjørte afsted med Vilhelm og Doktoren til Heste og Dølen,Dølen] bondegutten puffende bagfra. Det var vel et latterligt Tog – jeg sad og lo hele Tiden, det var ogsaa en ganske aparte Maade at sætte over Missisippi paa, at humpe afsted paa en Vogn trukket af en lille geskjæftig Doktor, med et Par store forgyldte Briller. Det gik temmelig besværlig over den ujevne Jordbund, bevoxet med høie Siv. Omsider naaede vi Vandet igjen, jeg gik af, Boggien blev trukket deels langs Strandbredden, mellem Iisstumperne, deels paa Holmen. Gik det over paa Iisen, saa snublede og faldt Dølen, hvert Øieblik kom den paa Land igjen, saa var der ogsaa uafladelig noget i veien, Trærødder, et Egetræ som Stormen havde kastet tværs over Veien, eller noget lignende. Dokoren lod sig imidlertid ikke afskrække af noget. Jeg gik bagefter, ventende hvert Øieblik, at nu et Hjul eller et andet Stykke af Boggien sidde igjen, naar den blev halet op af Iisstumperne, hvor den stod fast – og gav mig god Tid til at betragte det smukke Landskab.

Jeg har stor Lyst at komme herned til Sommeren for da maa der være meget smukt. Tilsidst blev da Vognen, ved forenede Anstrængelser, lykkelig og vel bragt en Mils Vei ned ad Floden, til vi fandt et Sted, hvor der var smalest at komme over, (omtrent som ved LaugenLaugen] Lågen ved Larvik 2–3 Gange) og kom uden flere Hindringer til den anden Bred og nu vare vi da i Iowa. Vi gik en meget romantisk Sti langs Flodbredden, atter en Mils Vei tilbage til Macgregor, Overfartsstædet til Prairie du chien; et ganske lille Sted, beliggende i en temmelig trang Dal. Vi gik op til et Tavern, (saa lille som Stedet er, saa er der og 3 forskjellige Taverns; det er næsten overalt Tilfælde) Vilhelm gik did for at faae fadt i Skyds og jeg tog mig et Iowa Blad, fra hvis Læsning jeg blev forstyrret ved at høre en Stemme spørge, «Er dere norsk?». Det var en Pige som tjente der, hvis Foreldre boer her i Nærheden; jeg talede da lit med hænde og den anden Søster der ogsaa kom til, indtil Vilhelm kom tilbage med den Beskjed, at der ikke var Heste at faa før næste Morgen, men da maatte vi ogsaa tidlig ud for at naae fremfrem] til Little Iowa menighed samme Dag.

Vor Kudsk var en ung Scotlænder, der med rørende Stemme underholdt mig med at synge gamle scotske Balader. Den Deel af Landet vi reiste igjennem, var meget mere bakket end hvad jeg har seet af Wisconsin, end ogsaa Prairierne, forresten samme urgamle, store Skove og adspredte Trægrupper, af Eeg og Asp, som sædvanlig, (ved Wisconsin river fandt jeg Birketræer). Vi har paa den hele Reise forundret os over at Skovene i det Hele see saa unge ud, jeg hører nu at man maa længere ind i de riktig store Skove, naar man vil se store Træer. Om Aftenen kom vi da, som sagt, til den første Norske og siden veed I, hvorledes det gik os.

Gud være lovet at Han saa lykkelig har ført os til Maalet for vaar lange Reise og fried os fra alle dens Farer! Tænk at vi ikke har været de mindste syge engang. Jeg er saa hjertelig glad over at kunde sende saa gode Efterretninger ikke alene om vor Reise, men især at vi nu finde os saa tilfredse, nu i denne første Tid, som alle snakker om er saa slæm, hvilket vi Gudskelov ikke finde. Hvor meget jeg har oplevet i det sidste halve Aar!

Fredag den 6te.
Idag er det Helligtrekongersdag, der er atter en optagen i Kirken, saa her har været Gudstjeneste idag i denne Deel af Settlementet. Imorgen reiser Vilhelm 12 Miil i Vest hvor han skal Prædike paa Søndag. Mandag haaber jeg han kommer tilbage, Fredag skal det første Menighedsmøde her afholdes, derpaa reiser han til de sydlige Settlementer, hvor han endnu enda ikke har været og skal imorgen 14 Dag14 Dag] fjortende dag jul, altså 7. januar være i Painted creek hvor han bliver en 5 Dage.Resten av brevet er skrevet i margene. Jeg faar see til at aflægge alle mine belovede Besøg hos Naboerne medens han er borte og tilbringe Tiden paa bedste Maade. Jeg har ogsaa saadan Mængde at skrive, jeg skriver til SelløSellø] Selje, der Vilhelms onkel, Wilhelm Frimann Koren (1801–1891), var prest (Johnson 1941, I, 64) dennegang, saa dette Brev ikke behøver at vandre did. Det vilde tage for lang Tid, der det er mange, som skal læse dette! Naar Marie faaer det saa lad hende sænde det til Antonette der har bedet meget om ogsaa at faa godt af Cirkulationsbreverne. Marie og Johan maa ogsaa faa læse dette Brev.

Da vi kom hjem efter endt Gudstjeneste idag, sad her to Koner og ventede paa, jeg ved ikke hvad. Vilhelm talede til dem og spurgte den ene om hun hørte til vort Samfund. – Nei, hun gjorde nok ikke det, hun var Methodist. Den anden svarede paa samme Spørgsmaal at hun var Frankianer. De havde bægge været tilstede under Gudstjenesten. Der er sædvanligvis mange Frankianere.

StinStin] Johan Augustinus Hysing (1834–1888), Elisabeths bror (Johnson 1941, I, 188–189) og MarieMarie] Christine Marie Cappelen Hysing (1836–1867), Elisabeths søster (Johnson 1941, I, 188–189) faa naturligvis ogsaa læse dette brev; jeg længes saa efter at høre fra dem, med Tiden faaer jeg vel ogsaa nogle Ord. Hvordan er Maries Helbred? Hvordan lever de paa Vormnæspaa Vormnæs] Elisabeths onkel (hennes morbror), Jess Diderichsen Koren (1793–1867), bodde på Vormnes i Nes (Johnson 1941, I, 182). og hos Sigvart?Sigvart] Sigvart Irgens Koren (1821–1885), sekretær i Hypotekbanken (Johnson I, 1941: 191). Tusende Hilsner over alt. Vor Addresse er «Decorah P.O. Winnishiek Co. Iowa, North Amerika».

Igaar havde Vilhelm besøg av en Frankianer.en Frankianer] norsk-amerikanske tilhenger av The Franckean Synod. En del av dem som først hadde slutta seg til Hauge-synoden (stifta 1846), gikk over til «frankianerne». De var nok mer liberale lutheranere enn prestene i Den norske synoden, og de ble ofte kritisert av Vilhelm. I Winneshiek County var frankianerne særlig aktive i Springfield Church (se fotnote i Nelson 1955, 118). Han sad her længe og talede, men der var intet Udkomme med ham. Han hadde altid en mængde Bibelstæder paa rede Haand, men indlod seg forresten aldrig paa at svare ligefrem paa hvad Vilhelm spurgde ham om eller sagde. Naar Vilhelm talede i Øst, svarede den anden i Vest. Samtalen blev forresten ført med megen Rolighed, saa at min Frygt for at nu maa da Vilhelm bestemt tabe Taalmodigheden – var overflødig. Manden skal være en af de stiveste, han er ogsaa en af deres Prædikanter.

Mange kjærlige hilsener fra os begge til Sødskende, Slækt og Venner og et hjertelig Ønske om et glædeligt Nytaar! Hvordan leve de alle, Münsters, Treschows, Archers, Amtmanden, og hver især? Jeg har meget at spørge alle om, men kan kun bede om ikke at glemme at faa nøiagtige Underretninger om alle, naar jeg faaer Brev. Farvel da for dennegang, mine kjære dyrebare Foreldre og Sødskende, Gud velsigne eder alle sammen.

Eders LeisLeis] Elisabeths kallenavn i familien

Om Brev hjem 1853–1858

Elisabeth Koren (1832–1918) utvandret til USA med sin mann Vilhelm Koren (1826–1910) høsten 1853. Vilhelm skulle være prest i Iowa for et stort antall norske innvandrere som hadde etablert seg som bønder vest for Mississippi.

Denne samlingen inneholder de 53 bevarte brevene som Elisabeth Koren sendte hjem til familien i Larvik i årene 1853–1858. I brevene skildrer hun reisen fra Norge til USA, området de kom til og det nye livet som immigrant, prestefrue og etter hvert mor.

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook