Brev hjem 1853–1858

av Elisabeth Koren

Forrige Neste

Brev 12: 14. oktober 1854

«En flittig Skriverske»

Min kjære Fader!Fader] Ahlert Hysing (1793–1879)

Igaar Eftermiddag var en god Dag, kan du tro, den bragte mig Vilhelm tilbage fra Painted Creek, og med ham Breve fra mit kjære, gamle Hjem. Gudskelov for dem, for de gode Efterretninger de indeholdt, at alt da stod vel til hjemme; hjertelig Tak for hver Linie du skriver, min kjære gode Fader, det er saa godt at faa Brev fra dig; ja der bliver nok ligesaa stor Glæde i Præstegaarden, som i den gamle Herregaard, naar de kjære Breve med din Haand og alle Postmærkerne komme, da bliver der en Læsen og en Snakken, kan Du tro. Igaar væntede jeg ikke engang Vilhelm før Dagen efter og sad ganske rolig paa min vante Plads ved Vinduet, da jeg ved at see ud, fandt Snuden af Bucephala næsten lige op paa Ruden til mig og bag den, Buggien med Vilhelm i sin Buffalohuud og hele Herligheden. Jeg kom da op og ud i en Fart, og saa ned i Kjælleren at faa Medisterkager op, for Mad var det første han forlangte, det giver god Appetit at kjære en Dag i frisk Kulde – og klog var han, som væntede til den var kommen over med at tage Brevet frem; thi ellers er jeg bange han ikke havde faae noget. Og hvor morsomt det var, Brevet var akkurat en Maaned gammelt, 10. October sændt hjemmefra og 10. November kommen til Posthuset. 10de October sændte jeg ogsaa Brev hjem, gid det nu maa have en ligesaa hurtig Reise, hvordan det forrige var gaaet, forstaar jeg ikke. For nogen Tid siden skrev jeg til fru Treschow og Christiane.Christiane] Christiane Koren Hysing (1826–1880), Elisabeths eldste søster (Johnson 1941, I, 188) Dette bliver en Julehilsen, Gud lade den træffe Eder alle friske og vel!

Og da vil det glæde dig at tænke paa at vi denne Juul sidde lunt og godt i vor egen Bolig – ifjor vidste du ikke hvor vi førdedes, det var ogsaa den underligste Julehøitid jeg har oplevet; jeg er saa glad fordi Vilhelm bliver hjemme i Julen og endnu længere. Det var glædelige Efterretninger du bragte fra Stin,Stin] Johan Augustinus Hysing (1834–1888), Elisabeths bror (Johnson 1941, I, 188–189) nu blive det vel en heel Tydsker af ham, jeg har ofte tænkt paa hvor prægtigt det skulde være at faa Fat i Stin, han er saa hændig; her var fuldt op af mange Smaating han skulde gjøre. Hils og sig ham at han skulde faa Kost, Logi og Klæder, hvis han vilde komme og arbeide for os. Vilhelm er forresten ikke borte;ikke borte] ikke dårlig; tålig bra jeg troer vist der kunde blive en heel Mecaniker af ham, om Tid og Leilighed gaves. Han er saa flink til at finde paa mange Ting. Forleden fik han istand Indretninger til at holde alle Vinduerne oppe med. Det er Vinduer til at skyve det nederste op, her bruges.

Det er tidlig paa Morgenen endnu og vi har nylig ændt vor Frokost. Vilhelm gaaer her udenfor Vinduet med Madame Pompadour i Hælene og giver Ordre til Gudbrand om Qviste, eller noget sligt, han skal tage bort, formoder jeg. Du skulde see for to mægtige Flisehauge her er opstablet, der behøver vist ikke stor Vedhugning for i Vinter. Det er deiligt friskt Veir og Liv udenfor. Folk bringer flittig LogLog] tømmer til Stalden, Brøndgraverne er her ogsaa. Naar Vilhelm kommer hjem, saa kommer alle Arbeiderne tilbage, hvordan de nu nøiagtig faaer hans Tilbagekomst at vide. De er ikke gode at holde paa; alle have selv Land og nok at tage Vare paa og maa selv gjøre det, skal det blive gjort. Brønddiggerne havde saaledes ikke været her paa en Tid, da jeg spurgte hamham] brønngraveren hvoraf det kom, lagde han sine Sager fra sig og satte sig ned med Hænderne ved Siden og begyndte meget betænksomt, «Ak ja, Præstfrua maa tru det er ikke saa godt, me ha’de ingen Stable aa sætte Krøtera i, saa eg lyt bygge en, saa ha’de eg ikke nokke Flour aa ikke Klæ’er aat Baadne, saa eg maatte reise paa Mylla, aa te Store, aa sjøl har me ei Miil aa gaa etter Vatten; eg vilde nok gjørne komme, naar eg bare kunne.»

Hertil var nu ikke noget at sige, det faar være det samme naar de blot ikke gaaer fra den ene til den anden. Jeg skal være glad, naar jeg kan fortælle at vi har Vand; de maa minere nu, saa det gaaer ikke saa hurtigt med at komme dybt ned, det begynder at trække ganske friskt med Vand, sagde de idag. –

Igaar fik vi ogsaa friske New York Aviser som Consul Bech er saa god at sænde os; den sidste fra 3die, et Blad uden de evindelige Avertissementer, som der lader til at være adskilligt læseværdigt i, saa det skal blive morsomt at faa det regelmæssig. Der staaer fra London, Sevastopols Fald modsagt og Rygtet om dets Erobring erklæres for en Kjæmpeløgn, hvad som der nu er sandt, det faa vi vel vide inden dette Brev naaer Dig.Sevastopols Fald … Dig] Elisabeth har lest i avisene om Krimkrigen. Sevastopol falt ikke i oktober 1854, men beleiringa av byen begynte da. Allierte styrker sto mot de russiske. Til de norske Aviser, som Du har sændt os, hverken hører eller seer vi noget, trods gjentagne Skrivelser til Vilhelms Commissionær i Milwaakee, saa det lader ikke til, det kan nytte at faa dem tilsændte. Norske Aviser faaer vi vel undvære, for det første, vi bo forlangt borte til at holde dem sammen med de øvrige Præster; men maaske varer det ikke saalænge inden der komme flere i vor Nærhed. Nu har Vilhelm Kaldsbrevet til Minnesota førdig til at afsænde. Den Præst der kommer skal finde Præstegaard, ialfald egen Bolig, naar han kommer, det tør jeg indestaa for.

Du spørger om der ikke tænkes paa at opføre Kirke, jo vist, skjøndt det maaske bliver sidst i dette Settlement, hvor de jo har Præsteland og Huus at sørge for og hvor der maaske i det hele ere mindst Fremfærd. I Painted Creek, hvor der tegnede til at blive endeel Uenighed om Beliggenhed etc., blev ved sidste Menighedsmøde, Vilhelms Forslag enstemmig antagne og nu gaaer Subskriptionen raskt. Vor Væn, Sjur Vold, Vossen,Vossen] mannen fra Voss begyndte med 18$ og saa fulgde 15 osv. I de to smaa Settlementer vil det neppe heller vare længe; de er saa expedite dernede, med Præsteløn og saadant. Da Vilhelm kom derfra sidst, havde han en heel Deel «Ærer»«Ærer»] gaver i naturalia (mat og klær) som ble gitt til presten og hans familie med sig, det vil sige, et stort friskt Oxebryst, friskt Flæsk, en Sæk ‹…› og Rødbeder og fra en Mand, som ogsaa gjørne vilde vise Præsten en liden Ære, et Stykke Bomuldslærred, hvoraf en Deel er gaaet til Linned til Gudbrand. Jeg har vel foralt om ham, Gutten vaar, han er 14 Aar, læser med Confirmandene, faaer ikke Løn, men de Klæder, han behøver. Han har saa bra, men fattige, Foreldre; det er en snild Gut, lidt pigeagtig af sig rigtinok, han lader sig ogsaa ypperlig bruge til Stuepige, naar Caroline vadsker eller sligt, og skal have særdeles Talent til at stelle Køer, naar vi engang faaer disse Skabninger. Jeg holder paa at lære ham at skrive, det er hans Aftenbeskjæftigelse, naar han ikke passer sin Bog. –

Der kommer Vilhelm ind og sagde: «Du faaer et helt Selskab til Middag, der kommer Folk og ruller Log op til Stalden, en 6–8 tænker jeg det bliver, saa jeg faaer nok ud og holde en Conferentse med Caroline» – Saa nu er det Aften, Lampen er tændt og vi igjen alene. Embret SørlandEmbret Sørland] familien Korens nærmeste nabo var her og forstyrrede os i den kjære Mærkningsstund, vi har været saa heldige at faa en hyggelig Ovn med Døre til at skyve fra foran efter Behag, saa den lyser prægtig og skal, haaber jeg, varme tilstrækkelig, endnu har det ikke vært koldt nok til at forvisse sig derom. Vi har havt en liden Smule Snee, fuld Vinter et Par Dage, nu er det ikke videre koldt. Solskind og Vind, Du veed vi har et meget variablet Klima; her har blæst dygtig, men til sædvanlig Slud og Søle, som vi hjemme pleie at have, har vi endnu ikke mærket noget. Jeg gaaer fremdeles med Plaid, i Eftermiddag, vandrede vi omkring ind i Skoven og ned i Dalen og snakkede om hvordan der skulde være og der skulde være; der skulde plantes Mais og der skulde Skoven kvistes, etc. Det er morsomt at see saadant blive til fra Begyndelsen. Jeg husker i Vinter, vi gik her og ønskede at det maatte blive dette Stykke land, der blev foretrukket, saa gik vi en Tid og ledte efter Byggeplads, saa i Vaares da Tømmerveggene begyndte at reise sig og vi sad her pa en Flisehob midt paa Gulvet i denne Stue, paa den samme Plet hvor Bordet nu staar og vi sidde saa hyggeligt. –

Jeg troer næsten det er første Gang, jeg skriver til Dig naar Vilhelm er hjemme, nu begynder han paa sine Smaatoure, saa han bliver mere jævnt borte og hjemme; jeg er vel tilfreds dermed.

Vi havde da Middagsgjæster idag, men Antallet indskrænkede sig til 4 istedenfor 8 og jeg beværtede med sprengt Fleskekjød (det bruge vi her) og stuede Næper, i morgen kommer de igjen og kanske ligesaamange store Mænd til. Det er af egen gode Villie de udføre dette Arbeide, som vel nok tilkommer Menigheden, men ligesaavel enhver anden som disse 4. Det bliver godt at faa Stald, nu staaer hesten hos Ola Tollefsjord, en af vore nærmeste Naboer.

Forleden Aften kan Du tro Prærie Ilden skræmte os; vi sad i god Ro efter at have spist om Aftenen, jeg med Ryggen mod Vinduet og anede ingenting, da Vilhelm sprang op med det Udraab: «Nei see for en Ild». Saa var det som et Lyshav udenfor, Vilhelm skyndte sig ud og op paa Høiden for at undersøge. Gudbrand var allerede i Forveien, han blev strax sændt tilbage for at hænte Fyrstikker og noget at slukke med, de vilde sætte Modvarme. Caroline foer afsted med min Vadskerstang, og gamle Sække, derpaa blev hun skikket frem til Katterud og nærmeste Naboer, der de Fleste laa i sin søde Søvn, for at varsle. Imidlertid gik jeg herinde fra Vindu til Vindu og saa paa Vilhelm og Gutten brænde, medens Flammene kom nærmere og nærmere op ad Dalen. Vinden havde taget saa stærkt til, jeg saa et svagt Skjær af denne Ild tidlig om Aftenen, men troede mindst at den skulde komme os saa nær.

Pløiningen omkring Huset her viste sig at gjøre ypperlig Nytte. Naar man seer Ilden nærme sig saa hurtigt og voldsomt som var Tilfælde den Aften, stikker man strax Ild paa Græsset udenfor Pløiningen, lader det brænde af og slukker efterhaanden som det brænder. Dette gik meget raskt og godt for dem; imidlertid saa jeg at der ogsaa blev tændt Modild nede paa Tollefsjordet, hvor der kom en bred Ildstrøm over Prærien og gjennem Skoven. Naboerne begyndte at samles og kom heldigvis tidsnok hen til Ivar Qvale, der sov og vidste af ingenting, til at rædde hans Høststakker. Det var overordentlig smukt, men sørgeligt at se hvordan Ilden anglede sig ind gjennem Skoven paa Tollefsjordsiden og skyndte sig henimod den lille Slette der skiller den fra vor Skov. Klokken var 1. da Vilhelm gik ud igjen for at prøve om det ikke var muligt at faa den slukket inden den naaede Skoven, det lykkedes dem ogsaa, saa den lille vakre Skov blev sparet dennegang, men Du skulde seet hvor de strævede og slog paa Ilden inden den gav sig. De saa 3 store Hjorte inde i Skoven, flygte for Ilden.

Gudskelov alt gik godt og denne Ild, den største vi har seet, gjorde ingen Skade og bragte mig blot Vadskerstangen (man bruger en Stang med Kluderne skruede innpaa naar de skurer, her) og Sækkene tilbage sorte som Kul, til Sorg for Caroline. Naar man blot opdager Ilden i tide og er saa forsigtig at pløie omkring sig, saa har det næppe nogen Fare, men Folk er mærkelig skjødesløse i den Henseende. Jeg var glad Vilhelm var hjemme kan du nok tænke, det har altid truffet saa at han har været hjemme, naar der har været noget paa Færde, som under den stærke Storm. Nu troer jeg det er brændt reent paa alle kanter, saa vi skal være fri for FeierenFeieren] ilden for i Vinter. Dagen efter saa vi det fremdeles brænde i flere Træer.

Siden jeg skrev sidst har vi levet roligt og godt, ja Vilhelm lever just ikke roligt, men han er frisk og rask, jeg er frisk, saa frisk at jeg er ganske forundret derover. Jeg har nok at bestille og finder det meget interessant at have mit eget Huus kan du tænke; vi kunde nu aldrig havt den Fornøielse af at komme til et fuldfærdig Huus som nu ved enhver liden Ting, der kommer til og enhver liden Forbedring der skeer. Ifjor paa denne Tid var vi endnu paa Søen, der havde jeg ingen Lyst til at være iaar og heller ikke til at foretage den lange Land Reise om igjen iaar, saa interessant den end er at have oplevet.

I kan nu det ikke rigtig forestille Eder, hvordan Huserne og deres hele simple Indretning ere, som rimeligt er, det kan jeg see af Moers Brev, da hun siger, jeg maa endelig faa mig en Røgeindretning; hvor gjørne jeg vilde, men det er ikke at tænke paa. Kjøkkenstoven er en lav Tingest, med et langt smalt Rør; de Ovne, man bruger her er ligeledes ganske lave, kun med en Etage, ligesaa med lange Rør, der gaa op under Taget eller ogsaa gjennem Væggen ind i et andet Rør; alle disse Rør komme da tilsidst op i en liden Stub af en Pibe, som hverken er til det ene eller andet og allermindst til at ryge i. Skorsteensfeie er en ukjendt Haandtering her tillands, som Du kanske veed. Jeg speculerer nok paa at faa mit Flesk røget alligevel, kan du tro, og haaber at opleve den Dag, da vi kan faa os en liden Røgehytte, som nogenlunde gamle Sættlere gjerne have; saadanne Nykommere som vi derimod, lade sig nøie med at ryge under en stor Tønde, der ogsaa skal kunne gaa an. Det maa vel være baade besværligt og seent at foretage sig saadant ude om Vinteren, men jeg maa dog prøve, at jeg kan faa mig Spegeflesk til Sommeren og saa putte det ned i Hvedeklid eller Havre, naar den mindste Varme begynder at yttre sig. Fluerene er naa slemme her, endnu er vi ikke fri for dem. Kunde jeg saasandt faa mig en Tønde, saa skal Du nok faae høre om mit Hæld eller Uhæld i Røgekunsten, men saadanna Sager er det næsten ikke muligt at faa Fat paa, heller ikke store Steeenkrukker, saa jeg maa ofte studere paa hvor jeg skal gjøre af al min Mad og jeg er saa forsynet med ferskt, Ribbenstege, Svinerygge, Karbonade og Medister, og Haner har jeg faaet i Present, igaar fik jeg igjen to af en Confirmand, saa jeg tracterer Vilhelm galant kan du tro og er meget stolt af en Persesylte, lavvet efter Fru WinsnæssesFru Winsnæsses] Hanna Winsnæs (1789–1872) utga Lærebog i de forskjellige Grene af Huusholdningen i 1845. «Fiire Persesylter». Jeg skulde have Lyst til at sænde Dig en Prøve af den.

Jeg lever deiligt nu om Dagen, Vilhelm har været hjemme 3 Dage i Træk, saa reiser han Søndag og kommer igjen Mandag og bliver saa hjemme næsten hele den Uge saa jeg har Anledning nok til at vise min Kogekunst. Igaar havde jeg igjen 5 store Mænd til Bords og nu faaer jeg baade Brøndgraverne og Snedkerene i Kost om Middagen, det kommer til at blive Flesk og atter Flesk. De har saa langt hjem og kan ikke faa leiet sig i Kost nogen Steder, saa vi faaer forbarme os. Jeg har heelt stort Huus da, ikke sandt? Nu har jeg vist skrevet saa meget om Mad og Huusholdning til Dig, at Du er ganske træt, men Du maa dog vide, hvordan vi have det, og jeg som er en saadan Nybegynder i at have Huus og være Huusmoder, synes det er saa morsomt og en stor Fornøielse at kunne fortælle Dig derom. Jeg har ogsaa bare mig selv og den lille Værden jeg førdes i at fortælle Dig om.

De be’er hjemme om jeg vil skrive paa tyndere og mindre blankt Papir, men «ultra posse, nemo obligatur»«ultra posse, nemo obligatur»] (lat.) en mann kan ikke gjøre mer som Du veed. Jeg havde nok af mig selv fundet paa et bruge tyndere papir og stræved nok for at faa det, men det kan jeg ikke opnaa her, ikke engang i de store Byer, i New York vel, men ligesaa let som derfra, kan jeg faa det hjemmefra og beder om at faa noget tilsændt med Munchs,Munch] Johan Storm Munch (1827–1908), prest i Wiota og Dodgeville, Wisconsin, 1855–1859. Reiste tilbake til Norge i 1859. naar de nu reise. Jeg er kjed nok af dette papir og lægger det i en Præsse af alle Vilhelms Folianter,Folianter] bøker saa det forslaaer, hvergang Brevet skal afsted.

Her er saadan Spetakel at jeg troer De vil banke Hovedet ud paa mig, det er godt her ingen nervesvage Folk er. De holde paa at hugge og sage Hul paa Mellemvæggen ovenpaa og skal saa til med Panelingen, saa jeg kan haabe Vilhelm snart faaer sit Arbeidsværelse istand og nu kan man da komme ind paa det inderste Rum paa en skikkelig Maade istedenfor som før at maatte ‹veltigere› over Væggen, og Kattepuus skal slippe at gaa og holde en Styr, som om det var et helt Regiment af dens slægt deroppe.

Jeg skrev igaar at vi ikke havde mærket noget til Høst endnu, men idag blæser det tilgans, strygende Vind med Snee, netop et Veir, hvor det er godt at sidde i en luun Stue og høre det brænder i Ovnen og Vinden suse udenfor. Vi tænkte i Sommer at vi vilde kalde Præstegaarden «Blæsenborg» da vi vare visse paa at her vilde blive idelig Blæst, nu forundrer vi os ved hver ny Storm over at Høien og de smaa Skove tage saa meget af som det er Tilfælde. Vilhelm har til min store Glæde faaet sig en mægtig stor Buffalohuud at hylle om sig paa sine Reiser og nu skal jeg sy ham en Indretning til at have paa i Blæst og Sne, en slags Kalot, der gaaer nedover Nakken og danner en Muffe for Ansigtet, af klæde foret med Silke og Vatteret, saa jeg haaber den vil blive nyttig; han burde ogsaa see at faa sig en af disse lukkede Briller synes jeg, her troer jeg de bruges meget naar man reiser i den skarpe Sne over Prærierne. Nu kan du tro det er annerledes hyggeligt at tage imod Vilhelm naar han kommer fra sine Reiser, end det var ifjor paa Egge, ikke fordi det er bedre at faa ham hjem nu, Du kan nok tænke at jeg længtede ligesaameget derefter den gang, som jeg jo hverken havde det saa hyggeligt eller saa meget at beskjæftige mig med, men nu er det saa morsomt at kunne stelle for ham og saa er vi alene og ikke altid omgivne af saa mange uvedkommende personer. Det er en skjøn Ting ikke længere at sidde i en stadig Atmosphære af stegt Flæsk og Kaffe, blandet med slæt Tobak; jeg kommer saa ofte til at tænke paa Egge, baade for Madsætningen Skyld og fordi Aarstiden bringer mig den Tid i Erindring, jeg vilde dog ikke undværet den Tid, den bragte mig mange behagelige Timer og det er interessant at have prøvet et saadant Liv; det har ogsaa lært os at setteat sette] rettet fra: at stor Priis paa meget, som rimeligvis ellers ikke vilde været Tilfælde.

Tænk kjære Fader at de nu er snart et Aar siden vi kom hertil og Vilhelm begyndte sin Præstelige Virksomhed. Det var den velsignede Julehøitid, hvor vel jeg mindes anden Juledag ifjor, da jeg skrev mit første Brev herfra hjem. Gud lade os ogsaa dennegang have gode Efterretninger at bringe og at vi maatte høre at Du min dyrebare Fader og alle være Kjære havde det godt og en hyggelig Juul. Det er førstegang vi skulle tilbringe denne Høitid i vort eget Hjem; hvor ville vi tænke paa Eder og I paa os og bede den gode Gud om alt godt for hinanden. Og Du vil glæde Dig ved at vide at vi nu bo paa vor egen Præstegaard, medens Du ifjor ikke vidste hvor vi førdedes. Gid nu frøken Johnsen maatte blive til Hygge for Dig og de andre ogsaa selv finde sig tilfreds, da skulde jeg være glad ved at vide, et saadant Menneske hjemme, og Mo’er og Christianes Kræfter sparede, Gid de kunde faa lidt af min Sundhed, jeg har saa meget.

Nu maa det jo see helt forandret ud i Haven hjemme, bare ved det ene Træes Flytning, men ogsaa meget penere, jeg skulde ønske mig en Busk at det deilige Sirentræ her; ja tænk naar jeg begynder med mit Havestel, saa haaber jeg det skal blive penere udenfor end det nu er, og komme til at see mere civiliseret ud, naar der kommer Stakit omkring og flere Udhuusbygninger og saa bliver befolket med Grise og Høns, hvoraf vi nu faaer flere og flere. Folk vil forære os dem, men vi bede om at have dem til gode til vi kan tage imod dem; paa Aarethun har jeg nogle og jeg veed ikke hvormange der spadserer nede paa Painted Creek. Saa skal vi have Høns og Perlehøns og Kalkuner etc, etc., jo jeg takker! Og veed Du hvad jeg nu har faaet Løfte paa? En liden Hjortekalv, der er en Mand af menigheden som har et lidet nydeligt Dyr, Daadyr eller hvad det er, brune med regelmæssige hvide Punkter. Det er aldeles tamt, spadserer ind i Stuen og snuser omrking, og nu har jeg faaet Løfte om den første Kalv. Gudbrand faaer saa ofte Dyr heromkring, de leve jo ogsaa i den skjønneste Fred, der er næppe nogen som løfter en Haand mod dem.

Tillegg skrevet av Vilhelm:

Leis gik just ud for at tage Hat og Shawl til en liden Runde imellem Skovene her og saa er jeg saa nesevis of sætter min Hilsen midt inde i Brevet, jeg kunde have saa uhyre meget at tale om med Dem, kjæreste Onkel, og med alle eder andre, – men en halv Times Flikværk eller Begyndelser til Breve holder jeg saa lide af, derfor skriver jeg ikke og seer til at faae gjort saa meget af hvad vi ellers har at gjøre som jeg formaaer. Min fortræffelige Hustru er jo ogsa en saa flittig Skriverkse at jeg tør stole paa hendes super-erogatoriahendes super-erogatoria] Elisabeth gjør mer enn det som er nødvendig som min Nødhjælp. Hun er saa frisk som hun selv siger og saa tilfreds og kvik som nogensinde – hun finder megen Fornøielse i at bage forskjellige Slags smaa kager – samt i at sidde i Tusmørke ved Kakkelovnslys. Hun gaaer almindelig i en sort Kjole med hvid Krave og ditto Underærmer – der klæder hende saa godt. Omforladelse – nu kommer hun og paastaar at jeg bestemt er uskikkelig her i Brevet og skriver Et eller Andet som jeg ikke har lov dertil – og med min Bevidshed om fuldkommen Uskydighed trækker jeg mig krænket tilbage for at tage Deel i den omtalte lille Udflugt. Hun er ikke Peberbøsse længe ad Gangen.

Elisabeth fortsetter etter Vilhelms tillegg:

Nei, see Vilhelm, her har han været midt oppe i mit Brev, ja jeg tænker Du længes efter at faa et ordentlig Brev fra ham, kjære Fader, og faa høre mere om alle de kirkelge Forholde her. Til Julen, det er hans Løsen, da haaber han at kunne faa Tid dertil, maatte det ogsaa kunne skee. Vor Spadsertour gik vi da, inde i Skovene for at beskytte os mot Vinden, som ellers har lagt sig meget, maaske gik Du paa samme Tid den gamle Tour ud over Moen, kjære Fader. Saa havde vi en god Mørkningsstund, men Vilhelm var stræng idag og vilde ikke sidde saa længe som jeg ønskede, han maatte have tidlig Lys, da han havde meget at bestille iaften.

Nu sidder han lige overrfor mig og skriver. Jeg hører Caroline koger Grøden til os, saa vi skal strax spise. Vi spiser som oftest Grød om Aftenen, Grød af Midling ‹…› (det der kommer strax før Meelet) som Vilhelm er er Liebhaber af, den ligner nærmest Bygmelsgrød. – Vilhelm sænder kjærlige Hilsener til Dig og Alle og beder mig sige at han er meget taknemmelig for alle de Underretninger Du bringer os om Alt hjemme, han savner saa Efterretninger fra Norge, saa han er glad for alt hvad Du skriver, og Du er saa god og skriver saa langt og godt, kjære Fader. Du kan tro jeg takker Dig derfor. Hvor glad jeg nu skulde være om dette Brev maatte komme tidsnok til at bringe Dig og vore Kjære vor Julehilsen. Gud velsigne Dig og bevare Dig, min kjære, dyrebare Fader og lade det nye Aar blir rigt paa Fred og Glæde og Tilfredshed, hvor vil jeg bede til Gud derom og at Han vil skjønke dig, Mo’er og mine kjære Sødskende Sundhed og alt godt. Bring dem alle hver især Kjærlige Hilsner og ønsker for Fremtiden og for

Din LeisLeis] Elisabeths kallenavn i familien

Sænd Stin vore kjærlige Hilsner. Han er nu ogsaa saa langt borte fra det kjære Hjem. Gud lade det gaa Ham godt. Hjertelige Hilsner til Münsters, Treschows, Archers, Cappelen og alle kjære Venner.

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Brev hjem 1853–1858

Elisabeth Koren (1832–1918) utvandret til USA med sin mann Vilhelm Koren (1826–1910) høsten 1853. Vilhelm skulle være prest i Iowa for et stort antall norske innvandrere som hadde etablert seg som bønder vest for Mississippi.

Denne samlingen inneholder de 53 bevarte brevene som Elisabeth Koren sendte hjem til familien i Larvik i årene 1853–1858. I brevene skildrer hun reisen fra Norge til USA, området de kom til og det nye livet som immigrant, prestefrue og etter hvert mor.

Elisabeth Korens brev utgjør en viktig del av det vi betegner som «Amerikabrev». Det er den største enkeltsamling av slike brev vi har etter en norsk innvandrer i USA.

Les mer..

Om Elisabeth Koren

Elisabeth Koren er i dag mest kjent for sin dagbok, som hun skrev fra utreisen og de første årene i USA. Hun var en flittig brevskriver og brevene hennes er en viktig kilde til immigrantliv og kvinneliv fra 1850-tallet og framover, men også til norsk-amerikansk kirkehistorie.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på X
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.