Little Iowa Præstegaard,
4de November, 1858

Min kjære Fader!Fader] Ahlert Hysing (1793–1879)

Dette bliver nok Julebrevet, skjøndt det ikke havde været min Hensigt, men mange Ting forsinkede Skrivningen dennegang; Gjæster, Havesagerne, som skulde optages, saa Pigerne ikke kunde see meget efter Børnene, Forstyrrelse i Huset paa Grund af Malingen og mere saadant, for friske have vi da Gud ske Tak alle været og ingen mere end Børnene; nu er LinaLina] Caroline Mathilde Koren, gift Naeseth, (1857–1945), Elisabeth og Vilhelms nesteldste datter fri den lille Forkjølelse hun havde ogsaa og de seebæggesaa friske og blomstrende ud, saa det er en Lyst at see paa. Lina er en complet Hysingunge fra øverst til nederst, siger Vilhelm og deri er jeg nok enig med ham; hun er dog endnu meget blond, guldhaaret og lys og bliver vist heller ikke mærkere end Søster LinaSøster Lina] Caroline Mathilde Hysing (1840–1923), Elisabeths søster (Johnson 1941, I, 189) er. Hun kom ind fra Kjøkkenet nu og fortalte at «Malehuse» var ude. Det er Magnus, som har været her og malet Huset, som hun betegner med dette Navn.

Hjertelig Tak for dit sidste Brev, min kjære Fader, og Gud ske Lov for dine gode Efterretninger fra mit kjære Hjem, som det indeholdt. Du kan tro at det glædede mig, at du gjorde den Tour til Wormnæs og Christiania, som du vist havde megen Hygge af, trods den stærke Hede. Jeg har læst en Beskrivelse over den nye Kirke i Christiania,nye Kirke i Christiania] trolig Trefoldighetskirken (innviet 1858) den maa vist være meget smuk, men hvad hjælper det naar man ikke kan høre godt i den! Du taler om at reise paa Jernbanen, ja det er vistnok en meget bekvem Maade at komme frem paa, jeg kjænder kun en, der er ligesaa bekvem og magelig og det er Missisippi- og Indsøedampskibene her i Landet, de er meget elegante og comfortable, egen Kahyt og udmærket Beværtning. Søsygen skal man da heller ikke generes af, paa Missisippi da, paa Søerne kan det vel være slemt nok. Jeg taler om Dampskibe, var det ikke frygteligt med det tydske Skib «Austria»!«Austria»] dampbåt som tilhørte Hamburg Amerika Linje. Den sank i september 1858 på vei til New York, med tap av 449 mennesker. Næst det russiske Linieskib, der sank, har man da ikke hørt om noget saa stort og saa pludseligt Mennesketab paa Søen!

Nu er maaske alt Toldkasserer Boye kommen til Laurvig og da har du den Glæde, igjen at have en gammel Ven at underholde dig med. Du behøver da heller ikke at gaa langt for at besøge ham. Med samme Post som sidste Brev hjemmefra kom, fik Vilhelm Brev fra Cand. Jensen.Cand. Jensen] Nils Edward Schancke Jensen (1824–1875), som Vilhelm kjente fra Bergen. Jensen utvandra i 1859 og var prest i og rundt menigheter i Rushford, Minnesota, fra han kom og fram til 1868 (Norlie 1914, 104). Han er da, som du troede, en gammel Bekjændt af Vilhelm, som var alt andet enn glad, da han hørte hans Udnævnelse; senere har vi hørt, at han skal være bleven meget forandret. Vilhelm ligte ogsaa ganske godt hans Brev og haaber da nu, at hans Kone hertil, med Guds Hjælp, maa blive til Velsignelse. Det var af særlig Vigtighed at faae en duelig præst til det Kald, hvor Jensen nu skal. Vilhelm er godt kjændt i Menigheden, som er temmelig talrig; en heel Deel præsteløse Menigheder rundt omkring. Præstegaarden skal nu være førdig bygget; det er et temmelig rummeligt Muurstenshuus, vist den største der fra først af er bleven opført her, saa Jensen havde da havt førdigt Huus om han var kommen i Høst, som han da ikke gjør, hvilket du jo veed, da han skrev at han nylig havde skrevet til dig. Det er rigtig nok ganske annerledes i enhver Henseende for de Præster der nu komme, end da vi kom, Jernbane næsten den hele Vei, osv. Der skal være ganske vakkert, meget høitliggende, der hvor Jensen skal bo, han kommer en Sommerdagsreise fra Præsten Brandt,Brandt] Nils Olsen Brandt (1824–1921), fra Valdres, var den første norske presten vestafor Mississippi. Han utvandra i 1851 og var en av de seks prestene som stifta Den norske synode. Han ble seinere (fra 1865 til 1882) lærer ved Luther College i Decorah. der nu agter at flytte til La Crosse Dalen, en ditto fra os, og en halv Dagsreise fra Clausen i Minnesota. Brandts Menigheder er saa smaae, han vedblir at betjene dem indtil videre, da han hurtigt kan komme did med Jernbane. –

Gid vi maatte faa mere Hygge af denne Nabo end vi har af vore to andre. ClaussenClausen] Fredrik Christian Clausen (1810–1870) hadde vært lærer i Skien før han kom til Spring Grove, Minnesota, som prest i 1857 (Norlie 1915: 102). høre vi lidet eller intet til, han holder sig saa ganske for sig selv, jeg har ondt af ham, han er vist meget lidet skikket til at være Præst, hvor han er og har nok ogsaa havet og har en Deel Møie i sin Menighed. Nogle strænge Lutheranere blandt dem, finder ikke hans Lære rigtig og der klages meget over at han er saa distrait, og ofte midt i sin Prædiken falder istaver og kommer ganske fra, hvad han vilde sige, forresten har han Ord for at være en from, velmenende, aandelig Mand. –

Fredriksen have flere Gange søgt Kald her, men var bleven afviist paa grund af hans Latterligheder, reiste saa til Texas, var Præst for de Norske der, uden at være ordineret. Saa skrev nogle smaa Menigheder i Minnesota efter ham; han kom, først hid for at faa Vilhelm til at ordinere sig. Vilhelm henviste ham da til Kirkeraadet; han reiste ogsaa til Wisconsin, men fandt dem ikke der staaende paa Pinde for sig, de var ikke villige til øieblikkelig at ordinere ham. Dette tog Fredriksen fortrydelig op, fik Fat paa Statuterne for en Synode dannet af Pastor Löhe i Baiern. Tilhængerne reiste saa did (i det nordlige Iowa) og blev øyeblikkelig ordineret. Vilhelm mener at han snart har spillet ut i Minnesota, efter det Brev at dømme, som han idag fik fra ham og er glad fordi han slap at blive Redskabet til hans ødelæggelse. Dette er lidet glædelig, især paa et Sted som i Minnesota, hvor der saa saare tiltrænges dygtige Præster.

Der er en Mængde Norske i Minnesotah nu, fleest der, næst Wisconsin; her i Iowa er der ikke mange. Gud veed hvorledes det vil gaa paa mange Steder i Minnesota i Vinter, man frygter Hungersnød. Westergaard fortalte at de allerede nu skulde være begyndt at blande Bark i deres Brød. Det ser mørkt ud for mange af de norske Nykommere ogsaa, de boe afsides, har ikke videre opdyrket, maa reise langt efter hvad de tiltrænge. Pengetrangen er større end nogensinde og skulde det blive en Vinter, som for 2 Aar siden, saa seer det sørgelig ud. Dette gjælder ikke det sydlige Minnesotah, der hvor det er saa mange Menigheder ordnede, der har Høsten være ret god.

Jeg fortalte dig jo lidet hvilket daarligt Aar her har været, vi havde jo ogsaa faaet tærsket dengang, omsider. Her i Winneshiek County er det ellers bedre end rundt om os i den Henseende at der ingen Mangel vil blive. Mad vil alle faa nok af seer det ud til, men for Penge er der en fuldkommen Stands. Farmerne kan ikke faa Penge for deres Varer. Vester ved St. Ansgar, hvor ClausenClausen] Claus Lauritz Clausen (1820–1892), prest i St. Ansgar, lenger vest i Iowa. Han kom dit fra Wisconsin i 1853. boer, er Høsten slaaet aldeles Feil, derhen vilde mange reise med Hvede, men der er heller ingen Penge at faa. Imidlertid har nu Menigheden faaet vores Huus og vore Vinduer og Døre hvidmalede alligevel, trods Pengekniben. Nu skal vi hvidte Stuen vores og dytte her og der, saa den kan blive saa varm som muligt, og maa vi ikke saa være rigtig glade fordi vi fik Huset utvidet før denne trange Tid kom? Imidlertid er det slemt nok for Vilhelm, at han ikke kan faa ud de Penge, han har til gode og du, kjære Fader, maa længe have Taalmodighed.maa længe have Taalmodighed] Det er nok mulig at Vilhelm og Elisabeth ennå ikke hadde betalt gjeld til Elisabeths far. Det maa dog engang blive bedre!

At vi har Mad nok kan du være rolig for, vi leve saa godt med Faarekjød og Kalvekjød, Vildt og Høns, og af Smør har vi faaet saa meget at jeg næppe ved hvor jeg skal gjemme det. Jeg havde ikke behøvet at bestille mere end det halve Vintersmør af hvad jeg har gjort, havde jeg vidst vi fik saa meget, ja de er rigtig snilde til at give os Foræringer! Af Mais, som var det, der slog bedst til iaar, fik vi da ogsaa en Deel og det er godt, thi vi har 4 store Sviin at slagte og Maismeel blandet i Hvedebrødet gjør det lettere og bedre siges der; jeg skal snart forsøge det.

Med Havesager gik det ogsaa bedre end det saa ud til, undtagen med Gullerødder, dem fik vi lidet af. Det saa ikke ud til at ville blive noget til Kaalen, men meget seent begyndte den dog at sætte Hoveder og vi fik ind 50 gode, faste. Blomsterne mine stod i fuld Flor; saa den 8de October frøs det saa stærkt om Natten, at det var ganske sort om Morgenen i Haven, da Blomsterne begyndte saa sent at florere, var meget Frø endnu ikke modent og jeg tvivler paa om det Frø, jeg fik af den hvide Lavatera, Asters og Fløielsesblomster, duer noget. Af Kaskia, Lupin og Skabiosa fik jeg intet. Lavatara og Kaskia er vel Sommerblomster? Gyldenlakkerne frøs nu ikke og Levkøierne kom sig strax igjen, ligeledes Nemophila og Flox, saa af dem og Reseda har jeg endnu en Bouket paa Bordet; Nemophila har været mærkværdig til at blomstre og hvilke deilige, dybe Farver disse sildige Høstblomster have. Calandrina som du sændte mig Frø af, kom ikke op. Jeg har faaet mig en Deel Humlenødder iaar og af Gyldenlakkerne har jeg taget nogle ind og vil prøve hvorledes det gaar de Øvrige ude i Vinter.

Du skulde da ogsaa høre noget om det omtalte Præstemøde hos Dietrichsen.Dietrichson] Gustav Fredrik Dietrichson (1813–1886) var en av de seks som starta Den norske synode. Prest i Luther Valley, Wisconsin fra 1851–1859, og reiste tilbake til Norge i 1859 (Norlie 1914: 98). Jeg har spurgt Vilhelm hvad jeg kunde fortælle dig af Interesse herom; Vilhelm har talt om at han gjørne vilde skrive dig et «Kirkebrev» til, men da det nu ikke bliver denne Gang, skal jeg foreløpig fortælle dig følgende: Der var da, som sagt, foranstaltet Møde paa Rockprairie, hvor blandt andre viktige Sager, et Fredsforsøg skulde gjøres med vor Kirkes ivrigste Angriber, Pastor Rasmussen.Pastor Rasmussen] Peter A. Rasmussen (1829–1908) begynte i Hauges Synode, og var til å begynne med kritisk til Koren. På dette tidspunktet sto han uten tilhørighet til noen synode (Norlie, 1915, 101). Hele Præsteskabet, med undtagelse af Claussen, var tilstæde, ligesaa Præsterne Rasmussen og hans Tilhænger Thalberg,Thalberg] Hans Larsen Thalberg (1824–1901), hjelpeprest for pastor Rasmussen. samt de tydske Professorer Crämer og Walther, under hvis Auspicier Sagerne bleve afgjorte saaledes, at de enkelte Urigtigheder i en Bladopsats fra 1851, erkjendtes og tilbakekaldtes av vedkommende norske Præst, hvorefter Rasmussen tilbagekaldte alle Beskyldninger mod vor Kirke, saa der nu intet offisielt Stridspunkt er imellem os, undtagen angaaende Forstaaelsen af den 14de Artikel i den Augsburgske Confession,den Augsburgske Confession] «Confessio Augustana», 1530, skrevet av Melanchton og godkjent av Luther. I artikkel 14 står det at «i kirken bør ingen lære offentlig eller forvalte sakramentene uten at han er rettelig kallet». hvor Rasmussen begaaer samme Daarlighed, som en stor Deel af de norske Præster, ja endogsaa høilærde Professorer, der paastaar Lægfolkets Ret til at prædike og holde offentlig Bøn, medens vor Synode bestemt holder sig til bemeldte Artikkel.

Forresten havde de et meget hyggeligt Præstemøde og et nyttigt Skolelærermøde og Vilhelm kom meget vel tilfreds med Alt, hjem den 9de October. Den unge Præsten LarsenPræsten Larsen] (Peter) Laur(entius) Larsen (1833–1915), som ble den første rektor for Luther College i Decorah. Han var først prest i Rush River, Wisconsin og fra 1859 til 1861 var han professor i teologi ved Concordia Seminary i St. Louis, Missouri. er de alle meget glade i, han skal være meget dygtig og elskværdig og ivrig for vor Kirkes Fremme. Maaske du ogsaa af Aviserne har læst det samme, som Jensen i sit brev taler om angaaende Larsens Flytning fra et kald til et andet? Dette er en stor Misforstaaelse, som grunder sig paa en Fadaice af Kirkeraadet. Hører du noget til Præsten Paul AndersenPræsten Paul Andersen] Paul N. Anderson (1821–1891) var frankianer og ivra tidlig for gudstjenester på engelsk. Han var prest i Chicago 1848–1861 (Norlie 1915, 96). fra Chicago, som er reist til Norge hvor han besøger sine Slægtninge og nok reiser en Deel om, lader det? Det er nok en daarlig Karl, lyver og fortæller Historier og fuul er han, – du skulde blot læse de Breve, han skriver hertil og som bliver trykte i det Partiets Kirkeblade til hvilket han hører (Han hører til et Parti som efter mange Omvæxlinger omsider har sluttet sig til en Afdeling av den Amerikanske Generalsynode, der som du ved er uneret). Jeg kan ikke tro andet end at en eller anden af Præsterne her, snart skriver hjem om han: «Vi er nogle Stakler, som ikke har gjort det for længe siden, og ikke i det Hele giver dem hjemme bedre Underretning om Sagerne her», siger Vilhelm, og det er da rent galt ogsaa! Præsten Dietrichson er fast bestemt paa at reise hjem til Vaaren, men nu er det nok et Spørgsmaal om det bliver af da han endnu ingen Eftermand har faaet.

Nu har jeg fortalt dig saa meget om Kirkelige Sager, kjære Fader, saa jeg næppe faaer Plads til hva der elles skulde berettes, om alle de Presenter vi fik sændende den Dag Vilhelm kom fra Wisconsin, om det fine hvide Uldgarn en gammel Kone forærede mig. Hun havde plukket ud den bedste Uld, saa det kunde blive riktig blødt: «For jeg tænkte kanske, du vilde ha det til Hoser til Smaajentun», at vi fik næsten et helt Faar og den Sauen havde de tænkt at slagte før, men saa mente de det var best at bie til «han Fa’er kom hjem og kanske Du vænter fremmede Følk med ham ogsaa», tilføiede Kari, «for jeg har seet af MigrantenMigranten] avisa Emigranten at Preus fra Kaskeland (Kosconong) snart kommer Vester».I siste og neste setning er det satt til anførselstegn, for tydelighets skyld. Saaledes blev Kari ved at snakke og bemærkede blant andet at «om jeg var i Beit for Lys, saa var det naa ikke saa lite Feite paa Sauen hæller», medens jeg bankede løs paa noget Beefsteg til Aften, til omsider Kaffen og Kagen stod paa Bordet til hende. Desuden fik vi et Par Haner og et Spand Smør. Karis Lam kom meget vel til Pas, for Clausen fra St. Ansgar kom Lørdag Middag netop som vi havde spist, samme Aften havde vi da Vilhelm hjemme igjen.

Søndag var her Gudstjeneste og en Familie vesterfra spiste her til Middag og blev til næste Dag for Styggeveir. Om Eftermidagen kom Ziølner ned med Clausens Hæste, de bleve et Par Dage og reiste saa hjem med fuldt Hvedeløs. Onsdag Formiddag kom A. Preus, han reiste videre til St. Ansgar og Minnesota den følgende Morgen. Det var et hyggeligt Besøg. Gid vi ofte kunde se nogen av Præsterne derudefra. Vi vænte ham daglig innom nu paa hans Hjemreise, nu har jeg faaet Kalvekød at beværte ham med. Senere har Westergaard ogsaa besøkt os et par Dage, saa du seer vi kommer os i Selskabelig Henseende. De fleste Præster tiltrænges nu i Minnesota og da bliver vi i Midten. –

Den Atlantiske Telegraf fik da en snarlig Ende,Den Atlantiske Telegraf … snarlig Ende] Den første undersjøiske telegrafkabel i Atlanterhavet, mellom USA og Europa, fungerte bare en kort tid. Neste forsøk kom i 1866. skjøndt det jo lader til at det ikke ganske har opgivet Haabet om at faa den i gang igjen. De begyndte noget vel tidlig med sin forskrækkelige Jubel i den Anledning her i Landet. Hvilken Jubilering i New York By alene, koste mellom 10 og 20 000 Dollar, de udenlandske, især franske og engelske, Blade har da ogsaa gjort lystelig Nar af dem. Hvor glimrende CometenCometen] Donatis Komet. Den var nærmest jorda i oktober 1858, og var den første komet som ble fotografert. var først i Desember! Den har sat mange Fluer i Hovedet. Gamle Kjerringer ryster paa Hovudet og tænke paa Misvæxt og andre sørgelige Ting.

Nu skal jeg ud at gaa en Tour med Vilhelm, der nylig er kommen hjem fra sin lange Anexreise, nu har han kun en saadan til igjen, saa er han fri for det halve Kald. Naturligviis slaaer han ikke ganske Haanden af dem, men han er ikke bunden og kan rette sig efter Vind og Veir og egen Bekvemmelighed,Resten av brevet er skrevet i margene. hvor glad jeg er fordi han slipper disse lange Reiser i den strængeste Vintertid! Han skal snart en lang Tour til Minnesota, gid det da maa blive bedre Føre end denne græsselige Søle vi har. Vi har havt det temmelig koldt en Tid og en Smule Snee ogsaa.

Undskyld at dette Brev er saa krøllet, medens jeg var ude lidt, havde Lina bemægtiget sig det, lagt en liden Sten indni, tullet det sammen og viste mig det saa meget fornøiet, da jeg kom ind, med de Ord: «Mamma see, jeg har ‘Tæn». Naar vi nu kommer ind efter Touren, er det i Mørkningen og da er jeg vis paa, Lina tager imot Vilhelm med: «Pappa, tælle Bukken buste, tippe tap». «Nei, Bukken op paa Elias Top»,Bukken op paa Elias Top] «Bukken oppå Elias topp», gammel norsk barnevise siger HenrietteHenriette] Henriette Koren (1854–1939), Elisabeth og Vilhelms eldste datter saa, «den vil hun have».

Gud velsigne dig, min kjære Fader.
Din Leis.Leis] Elisabeths kallenavn i familien

Mange kjærlige Hilsner fra Vilhelm og Børnene og hjertelige ønsker fra os alle om en velsignet Julefest.

Om Brev hjem 1853–1858

Elisabeth Koren (1832–1918) utvandret til USA med sin mann Vilhelm Koren (1826–1910) høsten 1853. Vilhelm skulle være prest i Iowa for et stort antall norske innvandrere som hadde etablert seg som bønder vest for Mississippi.

Denne samlingen inneholder de 53 bevarte brevene som Elisabeth Koren sendte hjem til familien i Larvik i årene 1853–1858. I brevene skildrer hun reisen fra Norge til USA, området de kom til og det nye livet som immigrant, prestefrue og etter hvert mor.

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook