Thorsdag, 26de Januar 1854
Idag er jeg alene. Vilhelm reiste i Formiddag, en 7 Miil bort, jeg ved ikke hvor, for at holde Gudstjeneste. Jeg strøg lidt og beskjæftiget mig derefter, som sædvanlig med mit Arbeide i Formiddag, spiste Middag, da Kl. slog 12, hvorpaa jeg tog mit Strikketøy og fordybede mig aldeles i Alhambras RuinerAlhambras Ruiner] Washington Irvings siste utgave av The Tales of Alhambra kom ut i 1851 og forelå også i dansk utgave. med dets mystiske Lønkammere, fortryllende Skatte, bevoktede af forstemmede Maurer og de vidunderlige Legender om de allerdeiligste Prinsesser. Dette optog da mine Tanker, saa jeg ikke mærkede at Tiden gik og Klokken blev mange, saa jeg maatte skynde mig ud, hvis jeg vilde gaae en Tour inden Solnædgang. Jeg gik da ud paa Veien, hvor jeg stansede og dreide Næsen mod alle Verdens fire Hjørner for at opdage, hvor Vinden kom fra og derefter tage mine Forholdsregler. Resultatet blev, at jeg styrede Coursen lige ret i Øst, hvor der var en Slags Vei (d.v.s. en Slæde havde kjørt der) over Marken og ikke mere Snee end, at der var fremkommeligt.

Denne Vei fulgte jeg til jeg opdagede Spor efter en anden Slæde ret i Nord, her havde jeg ikke været før, saa den maatte jeg undersøge og fulgte den til jeg fikk see John DøsjasJohn Døsja] John Døsja eller Dysja, innvandrer fra Telemark (Nelson 1955, 144) Huus ligefor mig paa Bakken. Længere vaagede jeg meg ikke, men gik hjem igjen, vel fornøied med min nye Vei. Det skal blive en smuk Spasertour til Sommeren. Det var et deiligt friskt Veir, jeg kom hjem saa sulten som en Skrub og maatte lige hen til Skaabet og faa mig en Bisquit. Lidt efter det var bleven mørkt kom Vilhelm tilbage, han var ganske fornærmet fordi jeg ikke havde været engstelig da han ikke kom førend det blev mørkt. Nu sidder han midt oppe i sine Skriverier igjen og snakker med seg selv om Lectioner og sligt kjedeligt og saa troer jeg uafladelig, at han taler til mig og bliver forstyrret i mit Arbeide. Helene,Helene] Helene Egge (1824–1902) hvis Snakkelyst var uudtømmelig naar det er noget som vedgaaer det Sted hvor Vilhelm har været idag,det Sted hvor Vilhelm har været idag] Vilhelm må ha vært i Glenwood Township like ved, se fotnote i Nelson 1955, 144. hvor hennes to Søstre boer, snakker og spørger med sin gnældrende Stemme, men skal ikke kunne rose sig af at hun faaer noget Svar. Nu staaer hun med Deigen paa Arnen og beder for 3die Gang om hun maa faa dække paa Bordet, men Vilhelm er obsternasig og vil ikke give Plads.

Nu vil jeg ønske, vi maa faa godt Veir i Morgen for saa skal jeg være med til Thrond Lommen;Thrond Lommen] Trond Lommen (1792–1856), innvandrer fra Valdres (Nelson 1955, 99) jeg skjønner rigtignok ikke, hvordan jeg skal kunne kjære paa den tossede Slæden (en Slags Kjælke, som kalles Yankiejump, hvilken ErikErik] Erik Egge (1826–1905) havde sat sammen paa en Dag). Jeg kommer da til at maatte sidde foran paa Bunden oppe i alt Høet.

Fredag 27de
Jeg kom dog med til Lommen idag alligevel og det uden at sidde paa Bunden af Slæden. Det var dog ikke langt at jeg var bleven Hjemme og ladet mig skræmme af den temmelig stærke Vind der blæste i Morgen, men jeg havde nu lyst til at reise og stod alt med Reisetøiet paa. Lad gaa, tænkte jeg, du kan i det minste følge med til Katterud og prøve hvordan det gaaer. Jeg pakkede mig godt ind og satte meg paa denne Slæde, der er saa smal at Vilhelm ingen Plads fik, men det gjorde nu ikke stort, eftersom han var nødt til at gaae Størsteparten af Veien for at rædde Slæden fra at vælte. Da vi kom til Nils, havde jeg besluttet at være med, Vinden var ikke saa slem, som den lod til. Her skulde Hesten have Vand, med hvilken Anledning vi talede med Nils og spurgte om Veien; han havde Lyst til at følge med, men var ikke rask og fulgte os kun et Stykke til vi kom paa ret Vei, hvorefter vi maatte hjælpe os frem saa godt vi kunde.

Der var falden en frygtelig Mængde Snee, saa Vilhelm havde Møie nok med Slæden, der er saa let som en Fjær; han beklagede sig ogsaa meget over hvor vanskeligt det var at kjære saadanne uhaandterlige embalerende Damer, som sidder, der de sidder; jeg trøstede mig med at det var hans egen skyld at jeg var med. Forresten, synes jeg at jeg gjorde mine Sager nok saa godt, holdt mig tappert fast og balancerende, saa godt jeg kunde. Naar Veien hældede til den Side, hvor Vilhelm sad, var det ogsaa nok saa godt at sidde, var den derimod til modsatte Side, saa saae det farligt ud mange Gange. «Du behøver ikke at være bange, det gaar nok godt naar Slæden hælder saaledes, saa er det ingen Sag at sidde paa, hvis du ikke selv faller ud da», sagde min Herr Gemal meget viselig. Ja, det var nok netop Spørgsmaalet, om jeg ikke skulde falde ud. Jeg undgik det heldigviis, vi kom lykkelig igjennem Sneen, ud paa Storveien.

Veien, var taalelig kjørt, saa det gik godt en Stund til vi naaede et Sted, hvor den gik paa Siden af en meget skraae, glat Bakke. Her maatte Vilhelm gaa af og om paa den anden Side og støtte mot mig og Slæden, akkurat, som naar Bøndene komme i en glat Bakke med et stort Vedlæs, som de er bange for at Hesten ikke kan trække alene. Vi kom lykkelig over den vanskelige Passage og op i «Gata», som man her benævner en nogenlunde Vei med Gjærde paa bægge Sider. Denne fulgte vi til vi naaede Ola Lommens Bolig, hvor vi skulde faa nøiere Underretning om Veien. Her traf vi en liden Gut, der ikke var bange for at bruge sin Mund, men med skingrænde Stemme forklarede os: «At vi skulde hverken reise til høire eller venstre Side af fence, men bare ende beint fram».

Med denne Beskjed, drog vi afsted til fence og ende beint ned i en Dal og denne Dal var meget fuld af Snee, derpaa kom vi op paa en Bakke, ved hvis Fod der var en Hytte, og denne Hytte laae meget beleiligt forat hjælpe os til at vælge den rette Vei af alle de mange, vi nu opdagede. Jeg holdt paa Toppen medens Vilhelm gik derind, strax efter, kom ud fulgt af et Qvindemenneske og nu begyndte en hæftig Gesticulation, hvis Betydning jeg netop anstrængte mig for at fatte, da den med det samme var forbi og Vilhelm vinkede ad mig. «Go along, Peter» sagde jeg og kjørte ned ad Bakken til Vilhelm mødte mig. Vi havde ikke kjørt langt før Hesten stod til opover Bugen i Snee; det var frygtelig hvor den havde sammendynget i denne Dal. Vi, d.v.s. Vilhelm og hans stivbenede Reisefælle, arbeidede sig gjennem saa godt de kunde, jeg sad som en anden Tul Reiseklæder og balancerede til alle Kanter.

Lidt efter kom vi til 3 Veie hvoraf vi valgte den midterste i Haab om at den førte til et Huus. Vi kjørte og kjørte til vi pludselig befandt os lige ved en Høstak, her holdt Veien op og nu vare vi lige kloge. Endelig fandt vi en Slags Vei hvor Kræaturerne havde gaaet, der førte os til en Yankie af hvem vi fik Beskjed og nu gik det tilbage igjen omtrent i samme Retning, hvorfra vi var kommen saa fort vi kunde. Peter blev ikke sparet, jeg undres hvor lang Omvei vi havde kjørt den Dag. Veiret var bleven behageligst saa det var bare Fornøielse, da vi ikke kom saa seent frem, aligevel.

Fredag, 3de Februar
Jeg havde ikke før sadt mig til Bordet igaar førend det bankede paa Døren og ind kom Vilhelm og glad blev jeg. Han var kold og læmster efter en 12 Mile lang Reise og det altsammen for min Skyld, at jeg ikke skulde blive bange, naar han ikke kom efter Bestemmelsen, siden han saa sikkert havde sagt at han vilde være ude saa tidlig, at han kunde kome Hjem i Lyse. Denne Aftale maa nu forandres, da det umulig kan bestemmes naar han kan være tilbage, da der saa let kan komme Forhindringer. Jeg tænker nu vor Aftale maa være at jeg seer at holde mig saa kjæk, som mulig og ikke blive for ængstelig om det drager ud over Tiden. Han havde kjørt sin Slæde i tusinde Stykke midt paa en stor Prairie, med megen Besvær faaet sit Tøi transporteret til Jørgen Lommen og red saa derfra med min brune Kaabe, der er nyttig til alting, som Sadel. Gudskjelov at han kom, han var virkelig snild som red den lange Vei i Kulden. Naar han er der Vester, lever han saa godt med Mad og saarer Helenes Hjærte med at fortælle om den, Flødegrød, Æblegrød, Kyllingsteg, og jeg ved ikke for alle de Herligheder som han har faaet.

I Eftermiddag har vi hat en Spadseretour til Katterud i deilige Veir. Vilhelm, skulde laane mig en Sadel siden han nu ingen Equipage har, naar han bare slipper at drage til Minnesota paa Hesteryggen, saa kan det være bra nok at ride smaa Toure. Vi gik da afsted over Marken, Vilhelm, for ikke at være altfor uselskabelig, halende Peter,Peter] hesten der ikke havde synderlig lyst til denne March, – efter sig og saaledes kom vi da til en Creek, hvor Peter skulde have forfrisket sig med en taar Vand, men fant desværre kun Iis, hvorfor den blev saa fornærmet, at den dreide Næsen hjem igjen og næppe vilde adlyde min Herre og følge med. Her opdagede vi at det Klæde, der tidligere havde tjent som Sadel, var borte, men i tillid til Iowas sikre Veie (sikre fordi det aldrig reiser nogen) lade vi det blive hvor det var og fortsatte vor Vei med Peter – dog nu var spag nok – humpende i Forveien, ned til Nils’s Spring, hvor den fik Vand, saa meget den begjærede. Nils var ikke hjemme, hvorfor Liv og Vilhelm ransagede Loftet og fant den forønskede Sadel.

Vi blive der ikke mange Minutter og var ikke komne langt på Hjemveien, før vi møtte en Mand med en Slæde; det befandtes at være Peters gamle Herre, som ønskede at faa sin Skat hjem igjen og medbrakte en rask liden Pony til bytte. Jeg kjørte tilbage med Herr Knud Nordsvind i megen Angst for at falde af hans farlige Slæde i ivrig Conversation. «Havde Dere vel tænkt at det var saa kaldt i America?» spurgde han mig og det samme Spørgsmaal har jeg ofte faaet. Gud ved hvad for Ideer de gjøre sig om Landet, disse Nybyggere, jeg troer at om de endogsaa hører et og andet ubehageligt hjemme, saa maa de først se det med deres egne Øine, før de kan tro, at ikke alt er godt i deres kjære America. Da vi kom hjem, vandrede Vilhelm til Halvor, den pyntelige Ungkarl fra hvem han i dette Øieblik kom tilbage og fortalde at Halvor følger med til Minnesota, med sine Heste og Vogn, saa nu faar han god Skyds.

Mandag den 6te.
Idag har jeg sendt min store Post og var riktig glad da jeg havde forseglet alle Brevene, gid de nu ikke maa blive forlænge underveis. Da det var gjort, tok jeg mit Tøi paa for at trekke lit frisk luft ovenpaa al den Sæbe og Ludlukt, jeg havde indaandet i hele Dag. Jeg tog Veien henimod Sørland, min Yndlingstur, men havde nær vændt om igjen da jeg kom ned ad Bakken og mødte alle Erik’s Kræaturer forfulgt af IngebredsIngebred] Ingebret Sørland (1824–1901). Han og kona, Eli, bodde i Springfield Township. Hunde. Hundene gjøede, Køene brølede og vilde stange. – Jeg tog Mod til mig og kom vel forbi hele Flokken ind i Skoven. Der var ikke saa vakkert idag, da Luften var tæt og graa, men saa stille –. Jeg hørte kun Lyden av Ingbreds Oxe et Øieblik, men saa ikke et Menneske paa hele Touren. Da jeg kom ind i Skoven, tog jeg Veien op imod Præstelandet, her fandt jeg til min glæde Spor efter Vilhelm og Peter, som jeg morede mig med at følge til de plutselig dreide nedover, jeg ved ikke hvor hen og jeg befandt mig paa Bakken. Jeg havde den vakre Udsigt fra Præstelandet for mig. Det er en forunderlig blaa Farve der undertiden ligger over Aaserne i Horizonten. Idag varierede den fra dyb søblaa til lys himmelblaa. Her er det peneste Sted i hele Settlementet saa jeg vilde virkelig ønske at det maa virkelig blive til Præsteland.

Jeg fik lyst til at se hvor Huset da vilde komme til at ligge og fant ogsaa det ene Sted, men ikke den lille Dal med Springen, det var vel ikke saa langt, men tog Veien over Skaren og ind i Skoven, der undertiden bar mig og undertiden lad mig plumpe i lige til Kanten af mine høie Støvler. Jeg gik omkring og undersøkte Træerne om jeg ikke kunde finde nogle Drueranker eller slikt, men forgjæves, derimod, opdagede jeg at alle de høie Blomster og Bringebærstilke vare fulde af fine Slyngplanter. Jeg gik længe omkring i Skoven, fant Spoer efter en Mand, men de holdt op med et, saa jeg maatte gaa ud paa Skaren og lede efter en Vei, da jeg ikke havde lyst at gaa den samme tilbage. Jeg fant ogsaa noget, der skulde forestille Vei og tænkte nok de maa vel føre til de pyntelige Gutter. Jeg tok heller ikke feil, men fant mest ordentlig Vei og langt om længe til menneskelig Bolig. Jeg undres om Vilhelm har gaaet den Vei over Broen, under de høie Træer som fører til Halvor, der er jo ordentlig en stor Bøk og ganske romantisk. Der har jeg atter en smuk Sommervei. Nu skyndte jeg meg hjem, det begyndte at blive mørkt og Maanen kunde ikke trænge igjennem de tætte Skyer. – –

Saa nu faar dette være nok af dette – neste Gang mere, hvis det morer Deg, men nu maa jeg have lidt Rum for at fortælle Dig deg den Glæde jeg havde i gaar Aftes. Vilhelm var Vester og holdt Gudstjeneste, jeg væntede han ikke hjem før idag, det hele Huus var gaaet til Ro, da han kom aligevel og overaskede mig ved at medbringe de Breve der var sændte med BuonoventoBuonovento] et skip fra Larvik, gikk fra 1844 i internasjonal fart og tilhørte Treschow. Elisabeths familie må ha sendt brev til Elisabeth direkte med denne båten. og endu mere ved ChristianesChristiane] Christiane Koren Hysing (1826–1880), Elisabeths eldste søster (Johnson 1941, I, 188) Brev fra Julen, det var deiligt at faa dem. Baade det med Post og Skib vare sændte fra Po’keepsie 5 Februar. Vilhem fik osaa Brev fra C. Bech. Aviserne ere ikke komne endnu, men jeg glæder mig til at faa dem. Tak Christiane mange Gange for Brevene og bed henne bringe Minda min hjertelige Hilsen og Tak for Brevet, saa venligt af henne at skrive og takk Hanna meget for hennes. Vi bleve saa glade over at faa Chrs Julebrev. Gudskelov at det fra os fra NewYork naaede frem før Juul og bortog Eders Ængstelse, da var vi i god Behold her i Iowa og skrev atter hjem.

‹…›‹…›] Vanlige hilsen mangler, i stedet står et kryss, som nok viser til ei side som i så fall er borte.

Om Brev hjem 1853–1858

Elisabeth Koren (1832–1918) utvandret til USA med sin mann Vilhelm Koren (1826–1910) høsten 1853. Vilhelm skulle være prest i Iowa for et stort antall norske innvandrere som hadde etablert seg som bønder vest for Mississippi.

Denne samlingen inneholder de 53 bevarte brevene som Elisabeth Koren sendte hjem til familien i Larvik i årene 1853–1858. I brevene skildrer hun reisen fra Norge til USA, området de kom til og det nye livet som immigrant, prestefrue og etter hvert mor.

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook