Brev 40: 2. august 1857

«Gid jeg kunde trylle den lille Gruppe her paa Gulvet ind paa Dagligstuegulvet hjemme»

Little Iowa Præstegaard
den 2de August 1857

Min kjære Fader!Fader] Ahlert Hysing (1793–1879)

Jeg har to Breve at takke dig for dennegang, kjære Fader, det fra Mai var længe underveis, hvorimod det fra Juni gik saa hurtigt. I ere saa snilde til at skrive jævnlig til mig, baade du og de andre og derfor er jeg ogsaa taknemmelig. Dette sidste Brev havde jeg længe væntet paa, for at høre hva du sagde til at kalde lille Barnetlille Barnet] Caroline Mathilde Koren, gift Naeseth, (1857–1945), Elisabeth og Vilhelms nesteldste datter Kamma. Du synes ikke derom, seer jeg, og det maatte jeg ogsaa kunde vide naar jeg havde tænkt mere derpaa; jeg tænkte ikke paa hvor ganske annerledes det maatte være for dig; jeg var ikke vant til at høre Moder omtale ved Navn, eller naar jeg tænker paa hende, da at huske Navnet. Dette siger jeg for at du ikke skal finde det saa meget forunderligt at jeg saaledes kunde vilde forandre Navnet. Jeg vilde naturligvis gjørne at Barnet skulde hede som vor dyrebare afdøde Moder, saa var jeg nu ogsaa et saadant Nar at jeg gjørne vilde hun skulde have en peen Forkortelse paa Navnet og vi fandt Kamma penere end Lina.Moder … Kamma … Lina] Datteren ble oppkalt etter Elisabeths mor, Caroline Mathilde Koren (1801–1840). Saaledes gik det til og jeg tænkte, lad hende nu hede Kamma til vi faaer høre hvad Fader og de Øvrige hjemme sige, saa det har vil kaldet hende i de 3 Maaneder hun har havt noget Navn, men det skal forandres, nu skal hun kaldes Lina. Vidst er det som du siger en Ubetydelighed, men dog en saadan som jeg slet ikke kan finde mig i, naar du, kjære Fader, helst vil hun skal kaldes Lina, saa skal hun hede saa, og at du vil det, er saa naturligt at jeg kun forundrer mig over at jeg et Øieblik har kundet være i Tvivl om dit ønske i denne Henseende, det var nu det, at hun skulde have det peneste Navn denne lille Skatten min, seer Du.

Men nu nok derom, nu heder hun Lina. Vilhelm vil heller ikke at hun skal hede Kamma, naar du ikke synes om det. HenrietteHenriette] Henriette Koren (1854–1939), Elisabeth og Vilhelms eldste datter og jeg er de flinkeste til at kalde hende Lina, det gaar lidt om hverandre med Navnene endnu. – Det falder mig ind, var ikke netop det samme Tilfælde med mit Navn? Jeg er opkaldet efter Bedstemoder,Bedstemoder] Else Elisabeth Koren (1761–1808). Hun var gift med stiftsprost Hans Augustinus Koren (1764–1843) og bodde i Bergen (Johnson 1941, I: 49). heder Elisabeth og bliver kaldet Leis, det gjorde nok vist ikke Bedstemoder? Du maa ikke blive vred kjære Fader, men jeg tænker paa, dersom nu dette lille Barnet vores havde været en Gut, da havde jeg været i Knibe, jeg som saa gjørne vil have pene Navne; for saa vilde jeg nu helst han skulde været opkaldt efter Dig, men Ahlert er da virkelig ikke noget peent Navn, hvad mon jeg saa havde gjort, mit Nar?

Kunde du bare faa see den lille søde Lina-ungen min, du vilde vist blive ligesaa indtaget i hende som hendes Mama er, jeg synes hun bliver baade penere og sødere jo ældre hun bliver og at hun er saa deilig – ja, Vilhelm er ikke bedre. Og nu kan hun alt sige Pappa. Gid jeg kunde trylle den lille Gruppe her paa Gulvet ind paa Dagligstuegulvet hjemme. Der sidder lille Lina paa et Tæppe med Puder omkring sig, pludrer «søde papa Bua» og kaster fra sig og griper igjen efter sit Legetøi. Henriette sidder paa en Skammel ved Siden af hende og bysser et Dukkebarn næsten ligesaa stor som hun selv er, men hun bliver ikke længe siddende før hun maa op og trille nogle store Glaskugler hun har, og løbe frem og tilbage for Lina, hvoraf hun leer saa hun til sidst falder bagover og jeg maa ned og hjælpe hende til Rette. Hvad synes du kjære Fader! Ja, du har vel inden dette Brev naar frem, allerede hørt om det glædelige Besøg vi har havt i Sommer, tænk at MensMens] Mens Blix Paasche Koren (1836–1901), bror til Vilhelm (Johnson 1941, I, 71–72). virkelig har besøgt os, at vi virkelig har havt en av vores Familie i vort Huus; men jeg maa begynde med Begyndelsen og fortælle ordentlig om en saadan Mærkelighed.

Vilhelm var da, som du vet, i Wisconsin til Præstemødet, et meget hyggeligt et og alle Præster, undtagen Clausen, tilstede. Derfra reiste han til RockriverRockriver] Rock River, Wisconsin. til BrandtBrandt] Nils Olsen Brandt (1824–1921), fra Valdres, var den første norske presten vestafor Mississippi. Han utvandra i 1851 og var en av de seks prestene som stifta Den norske synode. Han ble seinere (fra 1865 til 1882) lærer ved Luther College i Decorah. hvor ogsaa en Kirke blev indviet, og Mødet fortsat, imidlertid sat jeg da hjemme og ventede han hjem Thorsdag, men der kom ingen, heller ikke Fredag, saa blev jeg da noget ængstelig; men tænkte dog, maaske kommer Vilhelm idag (Lørdag) og reiser lige til Decorah med StageStage] vogn og hjem til Gudstjeneste og kommer hid i Aften. Jeg vidste Vilhelm vilde nødig være borte to Søndage. Saa sad jeg da og væntede og saa paa Klokken, da Pigen kom ind og sagde «der kommer en Mand gaaende fra Sørland Skoven». Jeg ud i den Tanke at det var Vilhelm som var gaaet av hvor Veien delte sig, men istedenfor ham møtte jeg Her. Ziølner, som jeg vidste havde været i Madison, saa jeg istedetfor at hilse paa ham, bare spurgde om han havde hørt noget til Koren. Han gav meg da et Brev og sagde «Dette kom Koren med til mig paa Banegaarden før Kl. var 4 om Morgenen og jeg maatte love ham at gaa indenom med det, da han var bange Posten skulde ikke bringe det hurtig nok». Min Overraskelse blev stor da jeg læste Brevet og saa at Vilhelm havde faaet ‹Telegrafdepesche› fra Quebec, der mældte at hans Broder ønskede at see ham Søndag i Chicago, saa han vilde reise dertil Fredag og jeg maatte ikke vænte han hjem før efter Thorsdag. Dette var en gledelig Anledning til hans Udeblivelse, vi troede Mens paa Veien til Ostindien og saa er han paa Veien til Chicago med Emigranter.

Nu var jeg da rolig og spurgte Ziølner om alt hvad han kunde fortælle mig nede fra Wisconsin. Det var nu ikke meget og jeg fik have Taalmodighed til Vilhelm kom tilbage; jeg troede nu slet ikke at det lod sig gjøre for Mens at komme herop. Ziølner, der nu boer tæt ved ClausenClausen] Claus Lauritz Clausen (1820–1892), prest i St. Ansgar, lenger vest i Iowa. Han kom dit fra Wisconsin i 1853. fik Hesten ned til Decorah samme Aften, da han maatte skynde sig hjem og alt gik sin vante Gang til Tirsdagaften. Klokken var over 9 og jeg havde havt megen Møie med at faa Henriette til at ligge rolig og sove (det var saa varmt og MuskitterneMuskitterne] myggen have været saa slemme med hende). Hun holdt netop paa at falde i Søvn da Pigen kom op og sagde at Præsten kom; jeg skynede mig da ind og mødte Vilhelm og Mens i Døren – det var en Overraskelse – jeg havde ikke kjændt ham strax, havde jeg ikke kunnet begribe hvem det var. Henriette maatte da ogsaa ind i Halvsøvne og hilse paa Onkel. De havde en Amerikaner der havde skydset dem ogsaa med, saa vi skyndte os med Aftenmaden, saa han kunde komme til Køis.

Mens var her Onsdag og Torsdag til ud paa Eftermiddagen, da maatte han afsted igjen. – Vi havde nylig Brev fra han fra Quebec, hvori han siger at han Søndag vilde skrive til Dig, saa faaer du bedst vide hvad han synes om Alt her. Gid du kunde faa tale med ham, men det er vel uvist, i alle tilfælde lovede han at skrive. Han fandt ellers ingenting saa underligt eller fremmed her, det kan jeg ikke begribe, at En der kommer ligefra Quebec og Chicago ikke maa hele tiden lægge mærke til hvor yderlig simpelt vi har det, og hvor meget her savnes af hvad man altid er vant til at see hjemme i Norge. Men nei, han sagde at han synes det var som det skulde saa være og savnede ikke noget. Det maatte vel komme deraf, at han som Sømand er vant til at see lidt af hvert. Det pudsigste synes han var at see Børnene, Henriette var først undselig, men siden blev de meget gode Venner, og hun taler fremdeles ofte om Onkel Mens. –

Mens skulde egentlig fulgt Emigrantene ligetil Milwaukee, det slap han for og fik derved Tid at komme til os. Naar man vil reise om Natten kan man nu komme herfra til New York i 48 Timer, fra Chicago og hertil paa et Døgn og hvis nu, hvilket seer ud til være meget muligt, Jernbanen kommer til at gaa igjennem Decorah, saa har vi kun 1 Dags Reise til Kosconong, Springprairie, BrodahlBrohdal] Peter Magnus Brodahl (1822–1906) utvandra i 1856, og ble prest i Black Earth, Wisconsin. Reiste tilbake til Norge i 1868 (Norlie 1914, 101). og Munch.Johan Storm Munch (1827–1908) var prest i Wisconsin fra 1855 til 1859, da han og familien dro hjem til Norge (Norlie 1915: 100). 1 ½ Dag til Brandt og Ottesen, saa da kan vi komme hvor vi vil i en Fart.

Vilhelm reiste klokken 1 Middag fra Madison, kom til Chicago om Aftenen, var der Lørdag. Blev af Ole Bull, hvem han havde reist i følge med, presenteret for Rev. Paul Anderson,Rev. Paul Anderson] Paul Anderson (1821–1891) tok utdanning i USA og var prest i Chicago fra 1848 til 1861. Han var den første av de norske prestene i USA som starta med gudstjenester på engelsk (Norlie 1915: 96). Præst for en norsk Menighed i Chicago, de saakaldte Frankianerne, der forresten slet ikke ere hvad de kalder. De hørte nok en Tid til det saakaldte Frankianer-parti der nu holder paa at gaa til Grunde, men hører nu til en, til Generalsynoden hørende Districtssynode af Nordre Illinois. Saaledes er det nok, hvem kan blive klog paa alle disse Partier. Nok af det. Rev. Anderson anmodede Vilhelm om at prædike i hans Kirke Søndag, hvilket han ogsaa maatte, faae Timer efterat Mens var kommen. De norske i Chicago har en stor prægtig Steenkirke. Mandag reiste de fra Chicago og var her Tirsdag Aften. –

Vilhelm var meget glad over at have været til stede ved Præstemøtet, det havde vært meget hyggeligt, almindelig god Forstaaelse mellem Præsterne, ligesom han ogsaa synes at Forholdene blive lysere og at Kirkens Fiender tabe meer og mere Terrain. Ottesen og Brandt vare saaledes tilfrædse med deres Reise til St. Louis og Colombus i Ohio; vi vænte snart at see en Beretning derom i Trykken. Af Aviserne har du vel allerede seet det Opraab til de norske Candidater, der blev skrevet under Præstemødet. Vi lenges efter at høre deres endelige Bestemmelse som søger hertil. Ved Kirkeindvielsen paa Kosconong var der en halvanden tusinde Mennesker samlede, den største norske Menighed der har været i Amerika og 12 Præster tilstæde, nemlig foruden de 10 norske, Pastor Unonius (svensk) fra Chicago og en tydsk Pastor Lochner fra Milwaukee, en særdeles elskværdig Mand, sagde Vilhelm.

Munch havde sagt at det ikke var sandt at han havde skrevet hjem og fraraadet Candidater at komme hertil, men han for sin Deel kunde ikke raade nogen til at komme hid. Det skal være en meget slem Menighed Munch har, saa han vist har meget at prøve, dog troer jeg ikke han tænker paa at reise hjem endnu. Til Høsten skal han en Missionsreise til Minnesota strax før Synoden, saa han kommer lige hertil. Da skulde jeg ønske han vilde tage sin Kone med og lade hende være igjen her, men jeg ved ikke om jeg kan spørge hende derom, da det bliver saa strax før Synoden, saa her bliver saa meget at gjøre til den Tid med at faa Huset istand og andre Forberedelser, saa det vel bliver mindre hyggeligt. –

Du skulde da ogsaa høre lidt om min Have – der staaer det prægtigt, der som overalt iaar. Det tegner til at udmærket Aar, det bedste inden vi kom hid, alle mulige Ting staar prægtigt. Maisen staar nu meget over Mandshøide. De der har Byg har høstet det for nogen Tid siden. Idag 3de August, kjærer de med Høstemaskinen over vores deilige Hvedeager, det gaaer i en Fart, 4 Mand bagefter og binder. Man seer et stykke af Aageren fra dette Vindu hvorved jeg sidder saa jeg bliver forstyrret af Henriette der skal hen og see paa «Masinen», men nu har jeg sendt hele Compagniet afsted, der gaaer de, Henriette trækker Vognen med Marit, og i den sidder Lille Lina og seer paa den store Ven og Ledsager Lilliken,Lilliken] katten som hun allerede begynder at græde, fordi hun ikke kan faa Fat i den, naar den gaaer fra hende. –

Om nogle Dage skal vel ogsaa Havren skjæres, maatte nu Veiret blive godt under Høsttiden, da bliver det et overordentligt frugtbart Aar. Gid det samme var tilfælde hjemme i Norge. Det har jævnlig været 24–2524–25] grader i Sommer, og nu i længere Tid ikke noget Regn, som det nu vilde være meget godt for Havren at faa lidt af, derimod ikke for Hveden, aligevel staar alt godt i Haven, det dufter saa stærkt paa denne Tid. Desværre, Aurikelfrøet lykkedes det ikke med, som jeg før har skrevet, heller ikke med Lillierne, den ene Olielilje var oppe om Høsten, men da Sneen gik bort i Aar, saa jeg ikke noget til den, hvoraf mon det kunde komme. Sneen laa dog i hele Vinter; jeg fik ikke godt af andet Blomsterfrø af det der kom med Munch, end Asters og Nemophilia, af dette sidste kom Levkøi, Gyldenlak, Nemophilia, Asters og hvid Lavatera op, jeg har nu en chokoladefarvet, en violet, en carmosiin og en hvid Levkøi i Flor, alle dobbelte, de staar frodigt naar der er ikke saa mange Blomster paa hver Stilk, det er saa morsomt at have de kjendte hjemlige Blomster igjen, og saa den deilige Duft; jeg skal tage Gyldenlakkerne ind til Høsten, skal jeg saa flytte dem ud til Vaaren? Nelliker og Gudesia kom desværre ikke op. Og Lavatera, de stod prægtig da de plutselig, en for en, begyndte at visne og dø bort. Jeg ledte efter om det maaske kunde være en som der gnavede Roden, men fandt ingen, idethele seer jeg saa godt som aldrig nogenslags Orm i Jorden.

Hva mon dette kunde være? Et Par af dem begyndte at blomstre, saa jeg fik see hva det var for en Blomst, men Frø fik jeg desværre ikke. Nemophilia har blomstret smukt, ved du om det kun var Frø af den hvide du sændte mig? Disse blomstrede nemlig ligesaa store som jeg saa dem hjemme, de blaa var meget mindre og blegere og af disse havde jeg ogsaa lidt Frø fra ifjor som jeg saaede paa samme Sted, og de var ogsaa saa smaa den Gang. Jeg har saa ondt for at faa Frø af dem fordi Solen tørrer dem bort før det er modent. Har du en Blomst som heder «Clacalia,» den er høirød, voxer i smaa Buske paa lange Stængler? En Morgen tidlig skulde Du see min Have, medens alle de blaa og hvide Slyngveon ‹volarlus› er udsprungne, hvor uhyre frodigt de voxe; jeg har ikke seet den anden slags Convalvol her, men vilde ønske jeg havde den. Disse smaa mixed Porsulae, de pynte peent i Haven; jeg har ikke havt saa megen nytte af min Have før, som iaar.

Nu er maaske StinStin] Johan Augustinus Hysing (1834–1888), Elisabeths bror (Johnson 1941, I, 188–189) allerede hjemme, Gid han har det frisk og rask. Hils ham fra mig og os alle, Gud give saa det maa gaa TomTom] Thomas Fasting Hysing (1838–1922), Elisabeths bror (Johnson 1941, I, 189) godt. Lev vel min kjære Fader, Vilhelm og smaa Børnene hilser kjærligst. Gud lade dig være frisk og rask.

Din LeisLeis] Elisabeths kallenavn i familien

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.