Little Iowa Præstegaard,
den 29de Juni 1856

Min kjære Fader!Fader] Ahlert Hysing (1793–1879)

Det er gaaet saa lang Tid hen dennegang, inden jeg har kunnet begynde at skrive, saa jeg frygter du vil komme til at vænte paa dette Brev, imidlertid haaber jeg, Du tilskriver denne Vænten at vi har havt Gjæster hos os, som da ogsaa har været Tilfælde. Præsten StubPræsten Stub] Hans Andreas Stub (1822–1907) var prest i Coon Prairie fra 1855 til 1861. Han var en av de seks som stifta Den norske synode i 1853. Han ble seinere prest i Big Canoe menighet i Iowa (fra 1865 til 1891). har været her med Kone og 2 Børn. Vi fik Brev at de vilde komme til den og den Tid. Tiden gik og der kom ingen og vi opgav at vænte dem længer, og Vilhelm reiste en Tour paa nogle Dage til det sydligste Minnesotah, der længesiden var bestemt. Mandag kom han igjen, efter den ene Dag at have havt 11 Barnedaaber og jeg veed ikke hvor mange Communicanter, og den anden Dag 20 Barnedaaber og 90 Communicanter.

Tirsdag Eftermiddag var Pigen, HenrietteHenriette] Henriette Koren (1854–1939), Elisabeth og Vilhelms eldste datter og jeg ude og plukkede Jordbær, hvoraf her har været en Mængde iaar, disse sad jeg da i god Ro og rænsede, med Henriettes Hjælp (da hun er altid meget villig til at hjælpe mig i alle mine Sysler), efter at vi havde spist til Aftens, da VigeVige] hunden begyndte at gjø af alle Kræfter; «der er Stubs skal du see», sagde Vilhelm og gikk ud, saaledes var det da ogsaa; de var kommen til at reise noget senere end først tænkt, saa blev Præsten syg paa Veien, saa de maatte ligge hos en Farmer i 3 Dage, og var hjertelig glade over omsider at naa frem. Det traf sig ellers saa kjedelig med denne Forsinkelse, da de derved kun kom til at blive her til Lørdag, den Dag skulde Vilhelm reise til Painted Creek, derfra videre til Turkeyriver og blive borte i omtrent 14 Dage, ellers var de vel bleven Søndag over idetmindste, men nu var der gaaet saa meget Tid med for dem til Reisen at Stub fant det rettest ogsaa at reise den Dag. Det var meget morsomt at faa dette Besøg, det var ogsaa første Gang her har været en Dame.

Det var store Forandringer i mange henseende for Stubs at komme fra Muskigo til Coon prairie; der bo de ligesaa ensomt som vi, har det ligedan med Fisk og Ferskt, medens der i Muskigo var Overflod paa begge Dele, dog dette var Smaating. Men de har havt Sygdom og mistet deres yngste Barn, en liden Pige på 1½ Aar, siden de kom derop, og har desuden havt alle de Ubehageligheder der følge med at flytte, at reise fra en liden hyggelig Bolig til en hvor alt er ufærdigt, etc. Et stort Gode har de dog der, som vel ogsaa var en Grund for dem til at komme hid, at der nemlig er friskt og sundt som her, medens jeg aldrig har hørt nogen være i det svampede, fugtige Muskigo uden at have havt Koldfeber og lignende Elendighed, og det har da ogsaa Stubs faaet sin part af. Præsten er slet ikke stærk og har ogsaa altfor anstrængende Reiser, men han tager det mere overlangt, det har han lært maa gjøres, skal han taale det; saa vidt er Vilhelm ikke kommen endnu, men den Tid kommer vel ogsaa for ham, desværre; saa længe de paa nogen Maade synes de kan, reiser de – og ja, bære sig ad som Vilhelm gjør nu – men senere faaer de føle at dette ikke gaaer an, om de paa nogen Maade skal holde ud. Det er let nok at tale om at maatte skaane sine Kræfter, baade for sin og sines og Menighetens Skyld, men vidste du hvordan det er, saa vilde du see hvor vanskeligt det er.

Det er sørgeligt hvilken Mangel her er paa Præstehjælp. Her tiltrænges for Øieblikket mindst 7 Præster vestenfor Missisippi, deraf de 6 til Minnesota og den ene til at overtage Halvdelen af Vilhelms Kald. Desuden troede Præsten Clausen at der meget snart vilde blive organisert en Menighed og kaldet Præst vestenfor ham. Han har nylig været i Minnesota og organiseret Menighed som nu skal søge Præst. Det samme kommer vel Vilhelm til at gjøre naar han, som han haaber, i August kommer derop. Stub skal ogsaa til Minnesota. Du seer de tager hver sit og deler mellem sig, alligevel bliver det altfor meget. Jeg liger ikke disse Minnesotareiser, de er saa frygtelig anstrængende. Gid Præsten BrandtPræsten Brandt] Nils Olsen Brandt (1824–1921), fra Valdres, var den første norske presten vestafor Mississippi. Han utvandra i 1851 og var en av de seks prestene som stifta Den norske synode. Han ble seinere (fra 1865 til 1882) lærer ved Luther College i Decorah. bragte den som skal blive vor Nabopræst med sig.

Folk strømmer, og bliver ved at strømme, til Minnesota, de har allerede meget vanskelig for at finde Land som de kunne være tjent med. Skovene ere optagne. Der gaar ofte ikke en Uge hen uden at Vilhelm faaer Bønskrifter eller her kommer Folk, som de betale for at reise ned og bede ham besøge dem, eller hvis han ikke kan, om han vil formaa Clausen eller Stub om at komme til dem. Og nu alle dem der iaar komme fra Norge – i Wisconsin bliver de nu ikke – de førreste have Raad at kjøbe de kostbare Farme af Andre, saa de maa ogsaa videre Vest. Hvorfor kan de ikke blive hjemme, jeg siger som gamle Skipper Gasman fra Porsgrund (jeg troer ialfald det er ham) sagde i et Brev til Norge der stod i Emigranten igaar: «Jeg haaber Emigrationen fra Norge til Amerika vil standse; sig til Folket, de gjør et galt Bytte, det skulde da være at de længes saa overmaade efter Flesk og Kage at de derfor maa udvandre, thi i andre Henseender bo de bedre derhjemme.» – Det er saa ofte Tilfælde, hører jeg, at naar de faa samlet sig saa meget, at de see en sorgløs Fremtid imøde, saa staar deres Hu til Norge, de kan ikke leve saa hyggeligt her, sige de.

Vore naboer, Tollefsjord Gutterne, har solgt sin prægtige Farm for 5.000; til Vaaren drager de til Norge. Det er leit at den der har kjøbt af dem, en fra Valders, er Methodist^Kvæker. Vilhelm leer af mig fordi jeg er saa enig med gamle Gasmangamle Gasman] Hans Gasmann (1787–1857) var en velstående mann fra Gjerpen i Telemark. Han utvandra med et stort følge og slo seg ned ved Pine Lake, Wisconsin (Lovoll 1983, 52). i alt hvad han siger om America i sit Brev; ja han er fornuftig og har Ret, synes jeg. Han længes efter Norge ogsaa, Stakkel. Han boer i Nærheden af Præsten Brandt og der traf Vilhelm ham i Præstemødet for to Aar siden. Han har en liden Indsø i Nærheden og der morer han sig med at seile omkring i sin Baad, men som han sagde til Vilhelm: «Det hjælper ikke Fa’er, det er ikke Søen, jeg kan ikke komme ud, jeg seiler rundt og rundt, men kommer ikke længere.»

Synes du ikke nu det seer broget ud her i Landet? Borgerkrig i Kansas,Borgerkrig i Kansas] Elisabeth referer her til konflikten i Kansas, som da var et territorium. På 1850-tallet oppsto det store motsetninger mellom de som var for og de som var mot slaveri i dette området. Det brøt ut borgerkrigslignende tilstander, ofte kalt «Bleeding Kansas». President Pierce gjorde nok lite for å stoppe konflikten. Det var under en debatt om dette, i mai 1856, at senator Charles Sumner, som aktiv gikk mot slaveriet, ble slått ned og banket opp i Senatet av en senator fra sør-statene. de frygteligste Uretfærdigheder begaaes mod de frie Borgere der, Præsidenten holder med Ugjærningsmændene, ja alt dette ved du nu, men du skulde blot læse de detaillerede oprørende Beretninger derfra, hvormed Aviserne ere fyldte. I Congressen frygter den ene Senator den anden, San Francisco er i Oprør. Byen i Beleiringstilstand, Folket regjerer,Folket regjerer] Elisabeth bruker nok uttrykket «folket regjerer» som en negativ påstand her, men det referer ikke til noe annet enn at President Pierce hadde gitt beskjed om at slaverispørsmålet skulle avgjøres av folk i Kansas-territoriet, uten innblanding av folk utenfra. Når folket sjøl skulle bestemme dette, endte det ofte i vold og slåsskamper. og nu denne Mr. Walker i Sydamerica!Mr. Walker i Sydamerica] William Walker (1824–1860) fra Tennessee var jurist, journalist og eventyrer. Han gikk inn i den mexicanske delen av California og utnevnte seg sjøl som leder, men ble tvunget tilbake av mexicanske styrker. Hans store ide var å skape engelskspråklige kolonier i Sør-Amerika. Han etablerte seg som president i Nicaragua, men ble seinere henretta i Honduras i 1860. Jo, her seer hyggeligt ud! Det er godt at være i en saadan afsides rolig Krog hvor vi befinde os. Her er fredeligt nok; i Decorah er de lidt ustyrlige i mellem, river ned Husene for dem der sælge ulovligt Brændeviin og saadant; Denne lille By gaar ellers ganske raskt frem, og det er et Gode for os!

Som vi sat ved Frokostbordet, en af de Dage, StubsStub] Hans Andreas Stub (1822–1907) var prest i Coon Prairie fra 1855 til 1861. Han var en av de seks som stifta Den norske synode i 1853. Han ble seinere prest i Big Canoe menighet i Iowa (fra 1865 til 1891). var her, fik vi uvænted besøg af en Hrr. Birkrem, som vi kjændte af Navn, men aldrig havde seet. Han er fra Christiansand; hvad han bestiller her, ved jeg ikke, speculerer formodentlig; naar han faaer tjent Penge nok, drage han til Norge igjen. Han reiser kun uafladelig og kom nu lige fra Clausen. Han kom hid Thorsdag og reiste Lørdag Morgen, tidlig. Lørdag Middag, strax de havde drukket Kaffe, drog Stubs afsted og lidt senere Vilhelm, saa her rigtig blev stille med et. Henriette sov medens de alle reiste, saa hun saa seg lidt forundret om da hun vaagned og hverken fandt HansHans] Hans Gerhard Stub (1849–?), seinere professor i teologi, formann for Den norske synode fra 1911, etter Korens død. eller Marie, hvem hun var meget glad i, og forgjæves gjorde Cour til, de var 7 og 4 Aar. Altsaa meget for store for hende. Hun er saa selskabelig og saa glad naar hun seer nogle Børn, men det skeer næsten aldrig.

Medens Stub var her, holdt Methodisterne deres Camp-meeting tæt ved en liden By 4 Miil fra os. Vi reiste derhen en Eftermiddag for at see hvordan det gik til. Det kunde kanskje ogsaa more dig at høre lidt derom saa jeg vil fortælle dig hvad jeg selv saa og hørte. De havde leiret sig vakkert en halv Miil udenfor Byen paa en Høide i en lidt aaben Skov, hvor der var Plads nok under Træerne til deres Telte og de smaa Træhuse der vare opførte hist og her. Udenfor et af disse var Talestolen, med en fiirkantet indhægnet Plads med Bænke og belagt med Straa, udenfor, hvor de holde deres Bønner. Ved Siden heraf var der Bænke til at bruge under Prædikenen, og rundt omkring oprettet Forhøininger hvor der om Aftenen tændes Blus. Da vi kom spiste de til Aften, hver Familie havde dækket udenfor sit Telt, de fleste ere jo langveisfra og har deres hele Familie, Mad, Stove og Tilbehør med sig. Disse Camp-meetings pleie at holde en 8 Dage og er en reen Høitid hvortil de glæder sig Aaret rundt og gjør mange Forberedelser.

Der var adskillige norske Methodistfamilier, fra her i Nærheden. Efter de havde spist, forsamlede en Deel sig for at holde Bøn. De laa paa Knæ inde i den indhægnede Plads, en af dem, først Mandfolk, saa Fruentimmerne, holdt en Bøn hvorunder de ofte skreg og gebærdede sig, rullede sig frem og tilbage, gned sig i Hænderne, og klappede etc., ganske forskrækkelig. Imidlertid bar de sig ikke saa slemt den gang, som der fortælles de ofte gjøre, «Naar Aanden kommer rigtig over dem» da bar de sig ad som vanvittige, indtil de tilslut ligger som døde. Naar Bønnen er endt, reiser Forsamlingen sig og istemmer et Vers af en Salme, hvorpaa en anden holder Bøn, saa reiser de sig atter og synger saa fremdeles. Det hele saae for mig meget lidet opbyggeligt ud. Undertiden medens En holder Bøn, begynder den hele Forsamling at skoggerlee, snart derefter stønner og sukker de.

Da Bønnemøtet var forbi, blev Blussene og Lysene tændte og Prædikenen skulde begynde. Det blev for silde for os at høre paa Prædikenen saa vi kjørte hjem før den begyndte, jeg saa der stod en 4 – 5 Præster paa Talestolen, maaskee de skulde prædike lidt allesammen. Det saa ellers særdeles smukt og maleriskt ud, da Blussene bleve tændte og Lampetter hængt paa Træerne rundt om Indhægningen; men det Hele, de hvide Telte, Skoven, den brogede Forsamling og Bordene med Forfriskninger som vare opstillede hist og her, mindede stærkt om Dyrehaven eller lignende. Der siges at skulle være meget usømmeligt Væsen ofte ved disse Møder, især hvor de holdes i Nærheden af store Byer, hvor saa alle Slags Mennesker strømme til om Aftenen. Der gik meget sømmeligt og stille til medens vi var der.

«Jeg undrer mig rigtig over disse norske Methodistkonerne», sagde en Kone til mig forleden. «Jeg kjænder et Par af dem og ved at naar de kommer til Byen for at kjøbe sig noget, saa kan de hverken snakke eller forstaa det ‘Storekiperen’Storekiperen] fra engelsk «storekeeper» siger til dem. Aligevel forsikrer de at de skjønner saa greit alt det de engelske Methodistpræster siger naar de præker, jeg mente nu ikke, jeg skulde være dummere end andre Folk, men neimen om jeg skjønner et Gran af det han siger.»

Nogle Dage senereNogle Dage senere] 2. juli – Tusind Tak for dit sidste Brev, kjære Fader, som jeg modtok i forgaars tilligemed Brev fra Sofie Schiertz,Sofie Schiertz] Vilhelms søster Sophie Koren (1832–1933) var gift med kunstmaleren Frantz Schiertz (1813–1887) (Johnson 1941, I: 69). et Par Breve fra Præsterne her til Vilhelm og en Mengde Aviser, saa jeg har nok at læse til ham, naar han nu imorgen eller overmorgen, som jeg haaber, kommer tilbage. Gud give næste brev maatte bringe bedre Efterretninger fra de Syge; at Sommervarmen og Tante Pedersens komme maatte have hjulpet paa Moders Sygdom; hvor godt den som er frisk har det, maatte jeg kun rigtig kunne paaskjønne dette Gode. Stakkels Marie, saa ung og saa haardt prøvet! Gud styrke hende til taalmodig at bære hvad han paalægger! Det er saa ondt at vide al den Sygdom hjemme, om jeg kunde give dem lidt af min gode Helbred! Mon nu Marie kommer til Eidsvold? Gud inderlig give det maatte gaa frem med hende og Moder. Gud ske Lov Du og de Øvrige er friske og at I enda slap saa let fra det i den Sygdomstid der har været i Laurvig. –

Den 4de Juli. Jeg blev afbrudt igaar^iforgaars med besøg fra en Nabokone, som spiste her til Middag og forferdelig Regnvær blev der næsten hele Dagen. Vilhelm kom igaar, træt og mødig efter en heed Dagsreise og en anstrængende Tid i det Hele, saa det smagte godt at faa sidde lidt i Ro, læse Breve og Aviser. Han er frisk nu, det traf sig heldigt at den første stærke Hede kom mens han var fri for lange Reiser. Af Temperaturtabellen vil Du see at vi i den senere Tid ikke har været sa plaget af Varme; undtagen enkelte Dage. 29 ½ Grade, det var drøit, alligevel var den foregaaende Dag endnu slemmere, da den var saa lummer. Vilhelm prædikede den Dag, Stakkel. 24 Grader synes vi ikke er noget, naar Luften bare er frisk og det er den som oftest og et stort Gode er det, at om det endogsaa er stille, saa boer vi saa høit at det altid lufter lidt.

Nu staaer det godt i min Have, men i den lange Tørke truede det med at ville brænde op. Det taaler, især Haven taaler, ikke at være længe uden Regn, saa som Solen brænder her. Salat har vi spist i 1½ Maaned, men nu er den vel stor; nu er Touren til Augurkerne som vi flere Gange har spist af; Vilhelm da, jeg er ingen Salatynder. Du kan ikke tro, hvordan Augurkerne driver frem her, nogle er saa store at jeg gjerne kan sylte Asia, ligesaa hurtigt voxer Melonerne, de staar udmærket. Vandmeloner tænker jeg snart vi kan spise. Ærter har vi spist en Tid, de modnes saa hurtig her; Poteterne er saa store som en Æggeblomme, men om et par Dage kan vi begynde. Alle Ræddikerne mine løb op i Frø, som en Følge af den lange Tørke der satte alt tilbage. Men tænk Fader, der kom ikke andet end Nemophila og Asters op, ingen Lillier, ingenting, mon det var Tørken? Jeg vandet det nok, men forgjæves. Det var rigtig leit, Nemophila blomstrer, de første sa ud som rene Vantrivninger, men nu kommer de sig efter det gode Regn. Jeg har endeel noksaa pene Blomster, blant andre nogle jeg har faaet under Navn af Mixed Portulae af forskjellige Coulører, røde, hvide og gule, de er vakre, men lugte ikke, kjender Du dem? Deilig Resedaduft kan jeg da fryde mig med.

Det var rigtig en Glæde med Føtter Vilhelms uvæntede Befordring. Vilhelm glæder sig meget over at Lammers søger sin Afsked med Pension.Lammers søger sin Afsked med Pension] Gustav Adolph Lammers (1802–1878) var prest i Skien da han meldte seg ut av statskirka og starta sin egen menighet. Med Pengene ved jeg endnu ikke hvorledes det forholder sig. Først i Februar blev de sændt herfra. Bare de maatte komme rigtig frem, at ikke en eller anden ulykkelig Jernbane eller Dampskib har faaet dem med. Nu faaer jeg standse min Passiar med Dig, kjære Fader, og fortsætte med en Anden. Kjærlige Hilsner fra Vilhelm og lille Henriette, om hvem jeg ikke har faaet fortalt Dig noget dennegang. Gud velsigne Dig, min kjære Fader, og lade det nu staae bedre til hjemme,

Din LeisLeis] Elisabeths kallenavn i familien

Kjærlige Hilsner til Alle. De skyder og dundrer i Decorah idag, det er den 4de Juli. Fra Fredriksværn hører de da ikke længere Salut til Ære for Kongen idag? Du leer vel af mig og min Temperaturtabel. Jeg troede det muligens kunde more dig at see hvordan vi har det her i saa Henseende. Er det Tilfælde?

Om Brev hjem 1853–1858

Elisabeth Koren (1832–1918) utvandret til USA med sin mann Vilhelm Koren (1826–1910) høsten 1853. Vilhelm skulle være prest i Iowa for et stort antall norske innvandrere som hadde etablert seg som bønder vest for Mississippi.

Denne samlingen inneholder de 53 bevarte brevene som Elisabeth Koren sendte hjem til familien i Larvik i årene 1853–1858. I brevene skildrer hun reisen fra Norge til USA, området de kom til og det nye livet som immigrant, prestefrue og etter hvert mor.

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook