Brev hjem 1853–1858

av Elisabeth Koren

Forrige Neste

Brev 29: 7.–9. juli 1856

«Det er mig som styrer og da maa du høre hvordan det gaaer»

Kjære Moder!Moder] stemora Elisabeth Frechland (1810–1897). Mor til Elisabeth, Caroline Mathilde Koren (1801–1840), døde i 1840, da Elisabeth var åtte år.

Idag har vi da den 7de. Gid det maatte være en glad Dag for dig, ligesaa smuk og venlig som den er her og fremfor alt at du maatte føle dig friskere. Jeg haaber ogsaa du nu har Tante og Adolfs Selskab at glædes ved. Tak for sidste Brev og for hver gang du er saa snild og skrive til mig; jeg skjønder dobbelt derpaa nu, som det er saa vanskeligt for dig at skrive. Maatte jeg kun glædes ved bedre Efterretninger om din Helbred; desværre endnu gaaer det saa langsomt, din Taalmodighed bliver stærkt prøvet, kjære Moder; hvor vi alle vilde glædes og takke Gud om det var hans Villie at du maatte blive frisk igjen. Og den stakkels Marie! Hvor meget hun faaer prøve i det Sidste, jeg kan see hvordan alt staaer til hjemme. Gud give vel og i det Haab vil jeg nu fortælle dig om os her, og allerførst sænde dig Hilsen fra Vilhelm og fra Henriette,Henriette] Henriette Koren (1854–1939), Elisabeth og Vilhelms eldste datter hendes bedste Kys til Bedstemamas Geburtsdag, kunde hun bare selv komme og være god mot dig.

Naar jeg siger til hende «Være god mod Mamma, Henriette», saa kaster hun de smaa Armene om min Hals og Kjæler saa godt. Hun vokser og bliver saa stor. Vilhelm siger ogsaa nu at hun er stor for sin Alder; jeg seer næsten aldrig smaa Børn. Hun er vidt fremme ogsaa, som vel alle friske Børn ere som man steller saa meget med som vi med hende, hun er meget munter og forskrækkelig snaksom og ikke længere bange for Fremmede, nu gaaer hun her og siger «Goddag» til dem, giver dem Haanden til Tak osv. Jeg troer slet ikke hun bliver vakker, nu har hun et peent lidet Børneansikt og vakre Øine «men hun faaer mine halve Øyenbryn», siger Vilhelm, og «de vilde vist synes hun var styg hjemme», men jeg mener, I vilde see hende lidt med mine Øine.

Hun har saadan prægtig Haarvæxt, vidste jeg bare hvordan jeg skulde bære mig ad med at faa det klippet, da hun var mindre, gik det godt, men nu er hun saa ustyrlig. Præsten ClausenPræsten Clausen] Claus Lauritz Clausen (1820–1892), prest i St. Ansgar, lenger vest i Iowa. Han kom dit fra Wisconsin i 1853. har foræret hende en liden Børnelænestol som hun er meget lykkelig i og trækker og bærer Huset rundt. Vilhelm har givet mig en smuk liden Gyngestol, Ryg og Sæde ogsaa af Kurvarbeide, den er lav, meget magelig, uden Arme, er saa god at sidde med smaa Børn i, og til det Brug er disse slags da ogsaa, det er saa godt at sidde der og bysse Henriette i Søvn. Selv har Vilhelm faaet sig en Arbeidsstol, en sort lakeret Træstol af Facong omtrent som de grønne Pindestole Fader sidder i paa Skolen, meget god og bekvem, saa Du seer vores lille Stue er bleven forskjønnet ved flere Møbler.

Præsten Clausen er her i disse Dage, idag er baade han og Vilhelm i Decorah hvorfraa jeg ikke vænter dem før i Aften. Er her ikke ofte Fremmede i Sommer? Og om et Par Uger kommer Clausen atter nedover, for at gaa til Alters, – dennegang bliver han kun kort. Hans Kone kommer næppe med; hun har et ganske lidet Barn og vanskelig for at komme hjemmefra; de har saa ondt for Pige derhenne og maa give endnu høiere Løn end os. Med min unge Pige gaar det fremdeles godt, hun er snild og villig og lader til at trives vel her; med Henriette er hun snild og Tup er glad i hende. Hun vadsker saa udmærket peent og holder Alt rent og ordentlig. Med Madlavning er hun som sagt ikke meget vant og da vi paa denne Tid af Aaret sjælden har Anledning til at faa noget Ferskt, eller noget hvorved der er synderlig Lavning, saa gaaer det ogsaa langsomt med at lære.

Hvor deilig de nye Potetes smage, jeg spiser friske Potetes og friskt Smør hver eneste Dag nu. Gid jeg kunde sende Dig Æg, Kyllinger og Meloner, maaske Agurker ogsaa vare Velkomne. Er det ikke prægtig at jeg er saa heldig med Pige? Gid det samme nu maa blive Tilfælde hjemme. OlineOline] tjenestejente hos Korens havde altid mere Tid tilovers fra sit Arbeide end Anne, saa hun havde Henriette meget mere, maaske var hun raskere, men vilde saa gjørne sjuske, saa det er at foretrække som det nu er, skjønt Tup er en stor liden Heftekrog, som jeg især faar føle naar jeg skal skrive, hun forstyrrer mig meget mere nu end da hun var mindre; Pigen syer aldrig for mig, det var før Henriettes Ankomst det undertiden skeede; heller ikke har jeg videre for dem at sy, de gjør det stygt og til at lære dem, bliver det forlidet af.

Her har været en gammel Kone nogle dage. Hun var paa Veien til Minnesotah med sin Søn, men var for træt til at reise lengere da hun kom hertil; hun havde ikke noget Sted at være, stakkel, saa hun blev hos os; hun har været meget hos StubsStubs] Hans Andreas Stub (1822–1907) var prest i Coon Prairie fra 1855 til 1861. Han var en av de seks som stifta Den norske synode i 1853. Han ble seinere prest i Big Canoe menighet i Iowa (fra 1865 til 1891). og passet Børnene og kom derfor op for at see dem medens de vare her, hvorved vi fik høre om hende. Nu er hun hos en Syg og skal siden et andet sted hvor hun kan være til mere Nytte end her. Henriette synes ikke om at hun er reist, hun fik være ude og see paa Sibi og alle smaa Kyllingerne hele Dagen medens hun var her, saa nu løber hun meget ofte hen til Kjøkkenet og raaber «Maja. Maja Barsne», hun heder nemlig Maria.

Den Syge hun er hos, er Oline, der ikke havde tjent mange Dage i Decorah, efter hun var reist herfra før hun kom syg hjem til Søsteren og har nu i en Maaned været meget farlig syg; sist jeg saa til hende, synes jeg dog hun var i Bedring og igaar fik jeg Bud om hun ikke maatte faa nogle af de Smaakager jeg pleide at lave. Hun havde plaget Søsteren saa med, at hun vilde have nogle af Præstefruens Kager, at denne til sist sendte Bud med og heldigvis havde jeg netop bagt nogle Jødekager.Jødekager] småkaker med sukker og kanel

Jeg har allerede syltet Jordbær, Stikkelsbær og Bringebær, samt Asia, af det siste kun lidt til at bruge nu, senere skal jeg sylte for Vinteren. Af Jordbær har fortæret en Mængde og Børnene har været flinke til at plukke for mig, der er et Par jeg har faaet tinget dertil, jeg betaler dem som jeg selv synes og betaler dyrt for at de ikke skal blive kjed af at plukke og bringe dem til Byen istedet. Enhver Smule Arbeide her betales jo todobbelt og mere end det end hjemme. En Pige forlangte 10 cent for en Pot der her vel holder gode 3 Pægle.Pægle] gammelt dansk mål for ca. en kvart liter

Det er første gang jeg har seet Bringebær her, de voxe ikke overalt og at jeg har faaet nogle, kan jeg takke disse snilde Rønnings Folkene for. Nu har jeg faaet 3 Flasker Bringebær Edik og 2 med Saft, en stor Skat som skal gjemmes til Sygdoms Tilfælde. Maaske lykkes det meg at faa flere. I fjor havde jeg bare en eneste Flaske Druesaft og den var deilig at have da Vilhelm var syg. Blommer er det jeg mest bruger til Suppe; nu haaber jeg at faa Solbær og Blommer, Druer er ikke at stole paa, og saa har jeg en Slags Meloner iaar, som skal være deilige til at sylte, og kan bruges dertil. Jeg har saa ondt for at bevare Syltetøiet nu. I Kjælderen mugner det og faaer undertiden en Kjældersmag, ifjor prøvde jeg at have lidt herinde, men her mugnede det ogsaa. Nu tar jeg det i en Kasse med Laag paa Loftet der er nu for varmt igjen, dog er det Stikkelsbærene det er verst med, fordi jeg fik dem medens de vare altfor smaa, men ellers havde jeg ingen faaet.

Du maa høre hvilket Uheld jeg havde i Vaares med mine Hagesaker. Det Frø, som man kjøber i Byene, er ofte saa usikkert, jeg havde derfor bedet Klokkeren vores om lidt Kaalfrø, da de havde faaet af egne Kaalhoveder, han kom da ogsaa med noget og sagde at her var det Hovedkaalfrø, jeg havde bedet ham om. Nu, jeg saaede det da, fik deilige Planter, hvoraf jeg satte ud 250 og forsynede 4 Nabokoner. Disse Planter ble da vandet og pleiet med stor Omhu (Vilhelm hjalp mig med egen høie Hand at vande undertiden) og voxede prægtig saa jeg glædede mig meget til den deilige tidlige Kaal vi skulde faa. Saa kommer en Aften som jeg stod og vandede dem, en Mand op og siger at dette var ikke Kaal, men Næper eller Kaal som bare blev til Blade. Jeg vilde ikke rigtig tro det, men fik dog snart see at de ikke voxede som Kaal. Dette var en Skuffelse, imidlertid haabede jeg at det dog maatte blive en Slags Rødder og Plantede resten ud i det Haab, nu er det alt sammen løbet opi Blomster uden at sætte Rødder. Jeg har her i Haven en heel guul Aager af dem. Nu har jeg nok flere Sorter af anden Kaal, men den er saaet senere og sat saa tilbage af den lange Tørke, saa det kommer an paa om den bliver til noget.

Jeg havde 2 Markblomster her i Haven som jeg havde gledet meg til at sænde Fader Frø af, men den Glæde har Sven forspildt mig. Den ene flyttede vi ind i fjor, den er saa sjælden. Da Bedet blev spadet iaar, kunde jeg slet ikke finde den og troede da den var raadnet; imidlertid kom den op lige ved Kanten af Bedet hvor jeg lod den staa af Frygt for at den skulde skades ved at flyttes, med nogen Formaninger til Sven om at lade den staa naar han skulde skuffe Gangen. Han glemte det og rev den af, nu er den dog kommen op, men setter ikke blomst iaar; den anden der meget ligner en blaa Fa’er har i Haven, fandt jeg her i Haven, bandt den op og forklarede Sven at han maatte lade den staa urørt, men ligesaa forgjæves. Det var dobbelt kjedeligt da detda det] rettet fra: da er saa vanskeligt at faa Frø af dem, der voxer paa Prairien, fordi Folk slaaer overalt hvor der er lidt Græs og det skeer før Frøet er modent. Om nogle Dage begynder alt Høstarbeidet her og jeg er i stor Knibe for at faa en KrillerKriller] slåttekar og Binder og saa en Mand til at hjælpe Sven med at slaa Hø, det gjøres her baade før og efter Kornhøstningen.

Du kan ikke tro hvor vanskeligt der er for Folk og vi maa have En som forstaaer sit Arbeide godt, da her ingen er at faa til dem. Nu bliver det en travl Tid og at have Arbeidsfolk bæstandig. Vi har nogle Dage havt Folk der har pløiet op noget Land for os, men ikke saa meget som vi ønskede fordi der ingen var at faa længere. Alle har nyt Land at Pløie, som rimeligt er; det er et kostbart Arbeide. Vi fik det heller ikke gjort saa tidlig at vi fik mere Mais plantet og det var Skade. Folk – Folk – det spørges der altid efter. Det duer ikke for en Præst at have Farm og jeg vilde ønske vi kunde faa tilstrækkelig oppløiet og en skikkelig Mand at sætte det Hele bort til, mod at faa Halvt af Grøden; men dertil er den endnu forlidet oppløiet.

Du maa ikke blive kjed af mit Snak om Aager og Eng, det er mig som styrer og da maa du høre hvordan det gaaer, og nu skal jeg fortælle om hvad det er mere interessant og virkeligt glædeligt og det er at Vilhelm i Søndags for første Gang predikede i Kirken her. Han vilde jo ikke gjørne bruge den førend den er indviet, men det kan først skee til næste Høst, og her er det en Nødvændighed at tage den i Brug, saa snart skee kan. Den er bygget af Frame, der er nu foruden Tag og Vægge, Gulv, Vinduer og Dører, forresten ikke andet end Bænke. Gud ske Lov den er kommen saa vidt, det var saa hyggelig og deiligt at sidde i en rummelig, luftig Kirke og have god Plads. Jeg seer Gavlen komme mellem Frame her fra Dagligstuen, naar noget Krat som skal hugges ned kommer bort, vil jeg see endnu mere. Kirken er 50 Fod lang, 30 bred og 16 eller 17 Fod høi. Vinduerne er 8 Fod. Der er 4 paa hver Side og et i hver ende. Paa den ene side af Choret bliver der Sacristi, paa den anden et værelse til Barnedaab og saadant at kunne gaa ind i, begge med Døre ud. I Skibet er der rummelig siddende Plads til 224; der bliver ikke noget Ovenpaa, den bliver stor nok uden det, det er kun ved enkelte Leiligheder de ikke faa Plads at sidde, det var Tilfælde i Søndags.

Det deilige Veir havde hjulpet til at bringe en Mængde Mennesker sammen, saa de sto langt oppe i Gangen. Lørdag var jeg henne med Vilhelm og fik Alteret indklædt med hvidt og et lidet rundt Bord hen med en Dug paa der naaer til Gulvet som nu maa tjene istedenfor istedenfor Døbefunt og stelt det til saa godt som vi kunde. Alteret, der kun er bygget midlertidigt, er nu med en Forhøining langs Bagsiden fordi Vilhelm nu staaer paa en Forhøining bag det og prædiker. Jeg havde beredet mig paa Middagsgjæster den Søndag, Folk langveisfra, som Vilhelm vilde bede, spise her, de var der ikke, saa vi bad et Par andre Familier isteden, saa jeg alligevel fik en 8 – 9 Gjæster. Og Gjæster vil jeg vist faa hvergang her er Prædiken nu i Begyndelsen. Der er mange som reiser lige gjennem vor Gaard, naar de skal til Kirke. Det er ogsaa en god Ting at være fri for Confirmander og Brudevielser, der er alt flere viede i Kirken. Nu faaer jeg ud i Haven og pille Orter til en Hønsefricasee i morgen tidlig, da skal Clausen reise.

Den 9de. Jeg maa slutte i al Hast i dag for at faa Brevet afsted, det er alt seent nok. Clausen kunde først næppe blive en Dag til Ende, men blev dog 3 alligevel, de reiste først imorges. De traf en Broder af Præsten, der er Kjøbmand og boer Vest for ham i Decorah, han fulgte med hid og reiste nu sammen med sin Broder hjem igjen. –

Mathilde Smidt og Herr Lund maa Du hilse og gratulere meget, det var vist en glædelig Forlovelse, det undrer mig kun at det ikke skeede forlænge siden. Er ingen af Birkerods uden Emy forlovet? Tak for StinsStin] Johan Augustinus Hysing (1834–1888), Elisabeths bror (Johnson 1941, I, 188–189) Brev, det var meget morsomt at faa. Mange kjærlige Hilsener til ham. Jeg har trolig fulgt din Advarsel ikke at slaa Barnet over Fingrene. Hun ligger paa Gulvet og leger med Lilliken nu. Gud give at det nu stod bedre til med Dig og Marie og at de Øvrige fremdeles maa være friske. Hvad kan være Grunden til at LinaLina] Caroline Mathilde Hysing (1840–1923), Elisabeths søster (Johnson 1941, I, 189) ikke hører godt? Det er vel ikke arveligt i Familien. Mange Hilsener til Emilie.Resten av brevet er skrevet i margene. Tante og alle gode Venner. Maatte nu næste Brev bringe mig gode Efterretninger. Lev vel kjære Moder. Gud give din Helbred var bedre.

Din Leis.Leis] Elisabeths kallenavn i familien

Henriette var naturlig i fuld Puds i Søndags. Fru Ts lyserøde Kjole, Skjørt og Alt. Hvor deilig de da synes hun er. Heldigvis slap jeg at bære hende med i Kirken da den gamle Konen vilde være hjemme.

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Brev hjem 1853–1858

Elisabeth Koren (1832–1918) utvandret til USA med sin mann Vilhelm Koren (1826–1910) høsten 1853. Vilhelm skulle være prest i Iowa for et stort antall norske innvandrere som hadde etablert seg som bønder vest for Mississippi.

Denne samlingen inneholder de 53 bevarte brevene som Elisabeth Koren sendte hjem til familien i Larvik i årene 1853–1858. I brevene skildrer hun reisen fra Norge til USA, området de kom til og det nye livet som immigrant, prestefrue og etter hvert mor.

Elisabeth Korens brev utgjør en viktig del av det vi betegner som «Amerikabrev». Det er den største enkeltsamling av slike brev vi har etter en norsk innvandrer i USA.

Les mer..

Om Elisabeth Koren

Elisabeth Koren er i dag mest kjent for sin dagbok, som hun skrev fra utreisen og de første årene i USA. Hun var en flittig brevskriver og brevene hennes er en viktig kilde til immigrantliv og kvinneliv fra 1850-tallet og framover, men også til norsk-amerikansk kirkehistorie.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.