Brev hjem 1853–1858

av Elisabeth Koren

Forrige Neste

Brev 25: 22. mars 1856

«De steller saa galt med Børnene sine»

Kjære Moder!Moder] stemora Elisabeth Frechland (1810–1897). Mor til Elisabeth, Caroline Mathilde Koren (1801–1840), døde i 1840, da Elisabeth var åtte år.

Vidste jeg kun, min kjære Moder at din Helbred nu var nogenlunde god, hvor glad jeg da vilde give mig i Færd med at skrive til Dig, men det er saa ondt ikke at vide hvordan du nu har det, at tænke at du maaske endnu er saa svag, som da du sidst skrev til mig; ak Gud give du nu maatte være bedre, hvor glade vi da alle vilde være. Jeg kan ikke lade være at ængste mig for Vaaren paa den Tid pleier du jo altid at være mindre frisk. Den gode Gud give, at den maatte gaa godt, at du maatte have en glad Paaskefest og faa det godt i Sommer! –

Siden jeg sidst skrev har alt her gaaet sin sædvanlige jævne Gang med den Forskjæl at Vilhelm kun har reist i Little Iowa og saaledes kun sjælden været hjemmefra om Natten. Nu i Paasken er han i P.C.,P.C.] Paint Creek gid det maa gaa godt, at han maa taale den Anstrengelse. Forkjølede har vi været, hele Huset, endogsaa lille Henriette,Henriette] Henriette Koren (1854–1939), Elisabeth og Vilhelms eldste datter hun har hostet og pudset sin Næse, saa godt som nogen, i denne sidste Forretning fandt hun særdeles Fornøielse. Det er første Gang lille Barnet mit har feilet noget og nu er hun Gud være lovet, frisk igjen. Jeg gav hende en Talgklud paa Brystet og en Morgen noget Brækpulver for at faa Slimet op og deraf havde hun vist godt, men hvor ondt det var sa længe det stod paa. Stakkers lille Tuppen min saa saa elendig ud, jeg var ganske Angst for at jeg skulde have givet hende for mæget, men da det saa var vel over, faldt hun i Søvn og sov et Par Timer og vaagnede saa sød og blid, som ingenting havde været i Veien. Brækmiddel er en fæl Ting, huf hvor ondt jeg syntes det var naar Vilhelm fik det, da han var syg. Jeg er sa glad fordi Børnesygdomme skal være saa udmærket afhandlede i den Doktorbog vi har, jeg vilde ønske de som havde syge Børn, ja almindelige Børnesygdomme da vilde komme at spørge mig tilraads.

De steller saa galt med Børnene sine, synes jeg, sidder og steger dem for Ovnen, fyller Kaffe og Flesk i dem længe førend Barnet har en Tand i Munden, mange Gange; men det nytter ikke at snakke til dem i dette Stykke, de ere saa paastaaelige og siger bare, at saaledes blev den og den ogsaa behandled, han var altid frisk, osv. De som ere fra Byene eller i Nærheden af dem, ere de Bedste, de ere lidt fornuftigere vante. De maa vel af Naturen være saa meget stærkere, disse Bønderbørnene.

Kjænder Du Amerikaneren dr. Ayer’s berømte Brystmiddel «Cherry Pectoral»?dr. Ayer’s berømte Brystmiddel «Cherry Pectoral»] James C. Ayers Cherry Pectoral ble først produsert i 1843 og hjalp særlig mot hoste. Vi har den altid i Huset, den er saa god mod Forkjølelse, for Hæshed hjelper den strax. Med Anvisningen til at bruge den, følger der Attester baade fra Kong Oskar og al Verdens Konger, Keisere og Sultaner. Nettopp i de Dage Henriette var forkjølet, kom der 6 Kindtænder frem paa engang, jeg mærkede ikke noget Ildebefindende hos hende for dem, er det ikke de spidse Tænder nærmest de fire Fortænder, der kaldes Øientænder? Dem har hun ikke endnu, de pleie jo ofte at være slemme, siger man –.

Fru Clausen sagde at Doktoren her holdt for at det var skadeligt at vænne Børnene fra om Sommeren; er det ikke det samme hvad Tid paa Aaret det skjer, eller skulde det gjøre Forskjel her, maaske? Henriette er ikke vændt fra endnu, men hun er saa stor nu, saa jeg maa vel til, og skulde det forholde sig saa at det er galt aa gjøre det om Sommeren, saa er det jo bedst at benytte Vaaren. Jeg vilde ønske det var veloverstaaet, jeg tænker ikke det bliver saa ganske let en Sag.

Da der sidst blev holdt Gudstjeneste her, havde jeg Henriette med mig; det var første Gang – havde det ikke været saa koldt i Vinter, havde jeg tidligere forsøgt hvorledes det vilde gaa; det er saa sjelden her er Gudstjeneste, saa jeg gjørne vil at Alle skal kunde være tilstæde. Saa stegte vi Fuglesteg og lavede Æblegrød, Lørdag, saa vi bare behøvede at varme Maden Søndag. Og saa drog det gandske Huus derhen. Det gik ogsaa over Forventning godt med Tuppen. I Begyndelsen satte hun et meget forskrækket Ansigt op ved at see saa mange Mennesker; men heri fandt hun sig snart; da Psalmesangen begynte, sang hun med og vedblev med sin Sang efter den var ophørt. Hun var snild nok, men saa forskrækkelig conversabel, snakkede om Puus og ProaProa] hesten og Alt det, hun vidste, og da Præsten kom begynte hun at raabe, nei, nei Pappa; saa nappede hun Konerne i Tørklæderne, snakkede til dem og havde meget travlt, til hun faldt i Søvn, strax Prædikenen var begyndt og sov til den var endt. – Jeg ved dog ikke om jeg tør tage hende med mig igjen, ikke fordi hun forstyrrede mig – andet kunde jeg jo ikke vænte, men alle som kunde, saa skulde de sidde og see paa hende. Det var vel af Nysgjærrighed efter at see Præstens Barn og nu er jo den Lyst tilfredsstilled, saa det burde bli bedre en annen Gang.

Da Vilhelm første gang prædikede efter sin Sygdom, var jeg med ham, det var en 4 – 5 engelske Mile borte, saa jeg fik en deilig Kjæretour paa godt Føre med det samme. Det var vel da over et Aar siden, jeg havde været noget sted i Settlementet udenfor vort Nabolag, saa jeg synes det var saa hyggeligt at komme lidt ud igjen. Det morer mig at tale med alle de Folk, jeg vilde gjørne blive litt kjendt rundt i hele Menigheden. De spurgte mig alle efter «Smaafolket» mit, hende har de meget travelt med at spørge efter, hvor vidt hun er kommen, om hun kan gaa, snakke etc. Jeg træffer altid Mange, som jeg synes godt om. Det var hos gamle Trond Lommen,Trond Lommen] Trond Lommen (1792–1856), innvandrer fra Valdres (Nelson 1955, 99) vi var, det er en af de bedste og mest oplyste Familier her er, der spiste vi Middag tilligemed Elisabeth, Præsten BrandtsPræsten Brandt] Nils Olsen Brandt (1824–1921), fra Valdres, var den første norske presten vestafor Mississippi. Han utvandra i 1851 og var en av de seks prestene som stifta Den norske synode. Han ble seinere (fra 1865 til 1882) lærer ved Luther College i Decorah. Søster, og hennes Mand, og kom saa her hjem kl 5, og Henriette havde været sød og snild, saa længe havde jeg ikke før været fra hende. Det er ingen Sag, naar jeg har en Pige, der er saa glad i hende, som OlineOline] tjenestejente hos Korens er. Men du, hvad hun bestiller nu lille Tuppen? Hun har opdaget en Sprække paa Kjøkkendøren, hvorigjennem hun kan se derud, der staar hun nu og kiger igjennem og raaber på Balla, det er hendes Navn på Oline, men jeg faar nok gaa hen og tage hende derfra, at ingen skal komme at støde henne overende. Hun falder vist 20 Gange om Dagen, men som oftest sætter hun seg blot noksa pent ned.

Førend Føret gik, havde jeg mig en prægtig kjæretur med Vilhelm til en liden By (hvad der her forstaaes med by) Frankville, en 8 engelske Mile herfra. Der var vi inde og kjøbte os en Skjæppe deilige Æbler, som vi nu delicaterer os med. Hvor Frugt smager udmærket naar man saa yderst sjælden kan faa meget deraf. I Decorah sælges de blot i Stykkevis og til en næsten uoverkommelig Priis. Du kan tro det gik strygende paa den Tour, godt Føre og 2 muntre Heste for en Slæde, saa let, som du vel næppe har seet nogen; den er arbeidet af en norsk Snedker her, efter Vilhelms Tegning og gjør dem begge Ære. Vi manglede bare Dumbjælden.

Sagerne hjemmefra er desverre endnu ikke kommen til os. Det er rigtig leit, jeg ved ikke hvad jeg skal gjøre. Jernbanen er jeg bange for, men endnu har vi ikke trods al Umage kunnet faa nogen Leilighed opspurgt. De Mænd som jeg sidst omtalte at jeg havde Haab om at faa dem med, toge en anden Vei hjem. Det er saa leit atter at maadte fortælle at vi ikke har faaet dem, til eder, som har været saa snille og sendt det altsammen og glædet eder til at at vi skulde faa det.

Til Sommeren kommer maaske Præsten Brandt til at gjøre en Tour til Norge, hvor glad jeg skulde være om jeg kunde faa ham en liden Visite til Herregaarden, han har jo været hos os, om ogsaa kun kort og saa strax efter vi var flyttede ind, men han har dog seet os og i Høst igjen været isammen med Vilhelm paa Synoden, saa det vilde nok more eder at tale med ham, op til SigvartSigvart Koren] Sigvart Irgens Koren (1821–1885), sekretær i Hypotekbanken (Johnson I, 1941: 191). vil jeg da i al Fald bede ham at gaae. Jeg haaber han vil bringe en Kone med sig tilbage, det er Skade han ikke er gift og det tænker jeg han selv ogsaa finder. –

Nu er jeg netop kommen ind fra en af mine ensomme Spadsertoure, hvor morsomt det skal blive naar Henriette bliver saa stor, at hun kan gaa med mig; men det bliver længe til. Det var paa Tide jeg kom ind, nu regner og sneer det saa det har Skik, jeg troer Sneen vinder Seier, mon det skal være forbi med det smukke Paaskeveir vi har havt? Strax før jeg gik ud, kom ogaa Henriette ind skrigende af fuld Hals; hun vilde være ude endnu længre, det er hendes største Glæde, især at være ude i Gaarden og see paa alle Dyrene, naar vi saa sidder lidt stille med hende, saa kommer Hønsene (Kyllinghønerne) og sætter seg rundt omkring paa Kanten af hendes Vogn, da har hun sin store Fornøielse, det er rart hun ikke er bange for dem.

Hun har virkelig alt været uskikkelig, saa liden, hun er, skreget af Vrede og ikke villet være lydig, saa har hun faaet Dask over Fingrene og Mamma sætter henne fra sig og vil ikke have noget med det stygge Barn at bestille, begynder hun da ikke at græde, saa staaer hun lidt med Hænderne for Øinene og skammer sig til hun kommer hen og vil kysse meg, og da er alt godt igjen kan du vide. Ofte hvor hun har gjort noget galt, skjønner hun det strax og skynder sig saa at komme med den lille Munden sin.

Barnepige syns jeg slet ikke om at have, det kan være bekvemt nok at have en der altid er Rede til at passe Barnet, naar jeg selv ikke kan, men naar hun skal passe Barnet hele Dagen, saa bliver det hende mere end mig der opdrager hende, og jeg saa hvor egenraadig Henriette var bleven medens Vilhelm var syg. Hun commanderer Gunhild ganske. Denne er her endnu, men ikke i Egenskap af Barnepige, hun har intet Sted at være, derfor er hun her til hun bliver confirmeret. Henriette er inne hos mig og steller sig selv Størsteparten af Dagen, en liden Heftekrog er hun nok, men saa morsom. Nu faar jeg ikke underholde mig længre med dig dennegang, min kjære Moder. Hils meget til alle Kjære Venner, Langesund, Kjøbenhavn og overalt. Gud velsigne Dig min kjære Moder og lad Dig have det godt.

Din Leis.Leis] Elisabeths kallenavn i familien

Resten av brevet er skrevet i margene.

Jeg har prøvet Mergelkringler med Smelt, det er meget godt, Smør er vel kanske bedre. Jeg kan kun bruge 8 lblb] pund Smelt hvor jeg bruger 16 lb Smør, de smelte ellers op i Ovnen. De er bedst nybakte eller en Dag gamle. Jeg bager dem jævnlig, det er billige Kager her hvor man har saa god Raad paa Smelt og Fløde, og Æg har jeg selv. I det hele er vel alt Bagverk billigere her end hjemme. Nylig har Pigerne ribbet en Deel Fjær, mest Hanefjær, til Hovedpuder for Folkene, her er saa ofte Arbeidsfolk om Natten. Fjær kosted her i fjor 60 cent lb. Hvad er Prisen hjemme?

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Brev hjem 1853–1858

Elisabeth Koren (1832–1918) utvandret til USA med sin mann Vilhelm Koren (1826–1910) høsten 1853. Vilhelm skulle være prest i Iowa for et stort antall norske innvandrere som hadde etablert seg som bønder vest for Mississippi.

Denne samlingen inneholder de 53 bevarte brevene som Elisabeth Koren sendte hjem til familien i Larvik i årene 1853–1858. I brevene skildrer hun reisen fra Norge til USA, området de kom til og det nye livet som immigrant, prestefrue og etter hvert mor.

Elisabeth Korens brev utgjør en viktig del av det vi betegner som «Amerikabrev». Det er den største enkeltsamling av slike brev vi har etter en norsk innvandrer i USA.

Les mer..

Om Elisabeth Koren

Elisabeth Koren er i dag mest kjent for sin dagbok, som hun skrev fra utreisen og de første årene i USA. Hun var en flittig brevskriver og brevene hennes er en viktig kilde til immigrantliv og kvinneliv fra 1850-tallet og framover, men også til norsk-amerikansk kirkehistorie.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.