Brev 13: 28. januar 1855

«Kun min egen lille Verden»

Little Iowa Prestegaard
28de Januar 1855

Min egen kjære Fader!Fader] Ahlert Hysing (1793–1879)

Saa frisk og let kommer jeg nu fra en Spadsertour i det deiligste Vinterveir, og da den vesle Fuglen minden vesle Fuglen min] Vilhelm og Elisabeths første barn, Henriette, ble født 12 desember 1854 (Johnson 1941, I: 73) sover ligesaa sødt som da jeg gik ud, skynder jeg mig at benytte Leiligheden. Det er nu vel ikke mange Dage siden jeg skrev hjem og heller ingen Ting passert i den Tid. Lille Barnet er Gudskelov frisk og rask og jeg ligesaa. Min husbond er i Painted Creek, der holder han Gudstjeneste idag. Sidst i Ugen tænker jeg han kommer hjemom en liden Visite for at se hvordan vi befinde os, førend det atter gaar afsted til Turkey River, saa Du ser, hans gamle Reiseliv atter er begynt og vil vel i lang Tid vare ved uafbrudt saagodtsom, da han nu saalænge kun har været i dette Settlement, men jeg haaber dog, at der med Tiden bliver nogen Forandring heri, idet han ikke reiser til P. Creek saa ofte, men derimod bliver der lidt længere hver Gang, hvorved han har den Fordel at blive længere hjemme i Træk ad Gangen og derved ikke saa lidet vundet – naar han saa faaer sit Studerværelse saa – hvor jeg længes derefter, det er rigtig Skam at det endnu ikke er førdigt, nu er der dog lidt mere Sandsynlighed for at det snart vil ske, da der er kommen en Del Bord, der er Materialer det staar paa, her er saa vanskeligt at faa den mindste Bordende.

Dennegang kjørte Vilhelm i Slæde – første Gang i Vinter, det var rigtig godt, da her er falden en hel Del Snee i disse dage. Det er saa meget varmere end Vogn, om det end stundom gaaer lidt tungt, da han vel fordetmeste maa være sin egen Sneeploug; ialfald er der paa Veien til Painted Creek et langt, kjedligt Stykke gjennem en af disse «barrens», hvor der neppe kjærer andre end Vilhelm. Denne Slæden hans er forresten ganske aparte rar. Jeg ved ikke, om den er Vilhelms egen Opfindelse; hvis der er saa, har han Ære af, at den er meget god at sidde i, eftersom der også er Rygstød som paa en Stol.

Nu synes jeg at jeg har faaet alle mine Kræfter igjen; jeg gaaer en Tour hver Dag, naar Nordvesten ikke er altfor umaneerlig. Da jeg var ude idag, saa jeg to store Hjorte. De stod ganske rolig og betragtede mig en Stund førend de satte afsted i fuldt Firsprang ind i den lille Skov i Nærheden af vor Bolig.

Der skriger Barnet, nu ma jeg gaa. –

Det er nu langt paa Dagen og lille Barnet sover atter, jeg er bange hun sover for Natten med – idag. En af mine største Fornøielser er at staa og see paa hende da hun vaagner. Da gaber hun og strækker sig og sætter op alle de pudsigste Ansigter du kan tænke dig til der endelig kommer et lidet Skrig og saa er hun fuldkommen vaagen. Vilhelm har altid saa mange Experimenter føre med hende, naar han holder hende; saa slaar han hende paa Haanden, saa knipser han lidt for at se hvordan hun da vil te sig. Hun er saa flink til at smile nu, jeg kan faa hende til aa se på mig og smile naar jeg vil. Da jeg skrev til dig sidst, sagde Vilhelm, «Nu skriver du vist bare om Barnet, tænker jeg». Det var vel ogsaa Tilfælde og nu begynder jeg ligedan igjen. Bliver du kjed af mig, kjære Fader? Jeg kan ikke hjælpe for det, det kommer af sig selv, kunde jeg tale med dig, saa vilde jeg fortælle dig alle slige Smaating. Dette Savn skulde jo – at kunne skrive til deg erstatte, saa jeg skriver trøstig fort væk – stort og smaat, baade om Barnet og mig selv. Jeg veed Du læser det gjerne.

Jeg har nu hverken Politik, Literatur, det selskabelige Liv eller noget saadant at fortælle dig om, kun min egen lille Verden, og den indbefatter bare Vilhelm, Barnet, mit Hus og dets nærmeste Omgivelser, med Tilbehør af Hest, Hund, Høns og hvad for Dyr vi ellers maatte faa, og om denne lille Verden skal du faa nøie Underretning. Naar jeg nu skal til med Haven til Vaaren saa vil jeg fortælle dig om alt hvad jeg planter og saar. Jeg skulde ønske jeg havde mig lidt af Blomsterne hjemmefra, dem bliver det vel sparsomt paa, frygter jeg. Jeg har ikke store Forventninger om Have for i Aar. Jeg vil være fornøid naar det bliver oppløiet, sat Stakit om og Krattet ryddet bort, saa jeg kun faa mine Have Sager der, for der er den bedste Jord, naar bare ikke Gopheren vil spille mig formange Puds. Tænk+ vi er alt sidst i Januar. Vaaren kommer inden jeg tænker det. Tiden iler ogsa afsted, bare jeg kan komme til at stelle ordentlig med Haven. Barnet optager ganske min Tid, jeg faaer ingen Ting bestilt uden at passe hende, men til den Tid bliver hun jo større, saa bliver det kanske bedre.

Nu er det «svare til Arbeide» som Embret SørlandEmbret Sørland] familien Korens nærmeste nabo sagde da Vilhelm spurgte om det ikke var bleven muntrere i Huset nu siden den lille kom. «Well sir, det er svare til Arbeide; men det er svare til morsomt Arbeide ogsaa»; saa træt som jeg imellem kan blive naar hun er forlænge vaagen, og hun er ikke saalidet tung den vesle Tingen, kan du tro. Ja, nu er det anderledes at være alene hjemme, jeg er jo ikke alene længere som Vilhelm er borte, naar jeg har dette lille Barnet at more mig med og dessuden har jeg saa meget andet at gjøre naar jeg kan komme til, saa Dagene gaa i en Fart for mig.

Nu er vi alt i Februar, det er Lørdag Aften – ak, om du kunde se herind, kjære Fader! Da vilde du glæde dig ved at se hvor hyggeligt her er, ude er det klingende koldt, men her deilig og varmt; jeg sidder midt paa Gulvet med Vuggen ved Siden af mig. Du skulde se hvor godt Barnet ligger og sover med de smaa Hænderne op til Ansigtet. Jeg har stelt hende for Natten og vil nu benytte det Øvrige af Aftenen, inden jeg selv begiver mig til Hvile, til denne kjære Syssel. Nu har du vel Vilhelms Brev – gid det var saa vel, jeg tænker hver Dag derpaa og søger at forestille mig hvordan de ser ut hjemme naar I læser det. Gud give det saa stod vel til saa I kunde være rigtig glade. Jeg længes saa efter at faa Brev igjen, men jeg faar nu give Tid inden der kan komme Svar paa det.

Vilhelm kom da hjem en Snarvisite, som jeg troede, og det en Dag før jeg væntede; igaar Morgen reiste han igjen i smukt, mildt Veir, hvilket dog snart gik over til en bidende Vind og Kulde, saa jeg en Tid lang ganske vist troede han vilde vænde om. Gid jeg nu vidste om han er kommen vel frem. Det var ikke saa meget langt han skulde heldigvis; denne gang bliver han 12 Dage borte. Naar han saa kommer igjen bliver her Gudstjeneste og saa haaber jeg – skal Barnet døbes. Jeg fik en uventet Visite da Vilhelm sidst var borte. Som jeg sidder en Formiddag kommer Præsten ClausenPræsten Clausen] Claus Lauritz Clausen (1820–1892), prest i St. Ansgar, lenger vest i Iowa. Han kom dit fra Wisconsin i 1853. kjærende. Han var paa Hjemveien fra Iowa City – kom hertil med StageStage] vogn og stod af ved Aarethun, for derpaa at skydse videre, men var neppe kommen ind før han blev heftig syg, sa der maatte sendes Bud efter Doktor, han saa saa daarlig ud, men var ikke at bevæge til at standse her. Han ilede hjem for sin Kones Skyld, saa jeg kunde ikke gjøre andet end forsyne ham med Ayers Cherry Pectoral, der er god mod Forkjølelse, hvoraf Vilhelm ogsaa jævnlig har en lille Flaske med paa sine reiser. Vi ere saa stærkt inviterede op til Pastor Clausen, til Sommeren maatte vi nu endelig komme, – hvem veed hvis alt er vel om det da ikke skeer, at vi en vakker Dag drager længere hen i «the far West», især hvis Preuserne kommer til os og ville gjøre Følge derhen. Det skulde være morsomt.

Jeg har saa meget at bestille medens Vilhelm er borte dennegang og bare Aftenen, som oftes ikke før efter Spisetid, til min egen Raadighed, saa aparte snild som det lille Barnet end er saa maa jeg dog have hende den hele Dag for sove det gjør hun næsten ikke uden om Natten. Det lille søde Barnet! Du kan ikke tro hvor glad jeg er i hende. Hun bliver sødere og sødere med hver Dag – og nu God Nat, nu kommer alt Pigen ind og lægger i Ovnen hjemme.

Nei, naar skal jeg vel faa dette Brev afsted? Det er allerede den 22de idag. Det gaar smaat med min Skriving nu, men nu maa jeg have det afsted om jeg saa ikke faar skrevet mere end dette. Jeg vil nødigt at I skulle vænte længe paa Brev, men det er kjedelig bare at sende det halve af hvad jeg ønskede at skrive.

I Søndags – Fastelavens Søndag – blev da Barnet døbt og nu heder hun Henriette. ‹…› at ingen af vor Familie kunde overvære hendes Daab, hun som baade kunde havt Bestepappa og Bestemamma til Faddere. Guri Skaarlia bar hende hvorved hun formodentlig fornærmede det halve Settlement da hun ellers altid siger nei til at være Fadder. De øvrige Faddere vare gamle Thrond LommenThrond Lommen] Trond Lommen (1792–1856), innvandrer fra Valdres (Nelson 1955, 99) og Thore Skotland. Du skulde seet hvor sød Barnet var den Dag, kjære Fader. Her gaar det ikke an at komme sent og reise straax igjen; dertil er der for trangt og formange Folk. Jeg maatte da være der med hende fra først til sidst; hun sov ikke et Øieblik, men var sød og blid. Du skulde se hvor hun saa sig omkring og lyttede da Psalmesangen begyndte. Hun har gjort store Fremskrift siden jeg begyndte paa dette Brev. Stor er hun bleven og har, Gud være lovet, ikke været et Øieblik syg. Hun begynder at kjende mig, jeg synes nu hun er vakker ogsaa, men du kjender Historien om Myrsnipen; hun har ellers virkelig saadanne vakre blaa Øine og en lys, skjær Ansigtsfarve. Saa begynder hun at lalle og har 4 Gange leet, ordentlig givet Lyd, du forstaar, og saa fægter hun med Arme og Ben saa det har Skik. Hvor ofte jeg ønsker at du kunde se hende naar hun ligger i mit Skjød og er rigtig blid og vil ligesom pludre. Nu kan han da ogsaa den Kunst at suge paa Fingrene, saa mange hun kan faa ind i Munden. Det gjør hun altid naar hun er sulten, innemellem naar hun vækker mig om Natten, ligger hun og suger paa Fingeren saa det høres lang Vei. Ja, det er en Skat, dette lille Barnet!

Fadderne og deres Koner var da her til Middag (du kan tro Konerne stimlede omkring mig da Gudstjenesten var endt, for at faa se Barnet) desuden havde vi bedet de Familier som vi har boet hos, hvoraf dog kun Erik Egge kom. Jeg beværtede med Hønsesteg, salt Kjød, det skulde du bare smage, med stuvede Potetes, den eneste Gemüse jeg kan præstere og Risengrynskage, solid Mad maa der til, og altsammen gik godt og vel.

Vilhelm har havt det leit dennegang han var hjemme. Der har været Sorg og Bekymring paa Sørland. Embret havde været ganske fra Forstanden en Tid. Vilhelm talede først en Dag med ham og fandt ham ganske forvirret. Dagen efter kom han derop; da var han ganske fra sin Forstand. Det var kun om religiøse Ting hans Galskab dreiede sig. Dagen efter kjørte Vilhelm mig en Tour og neppe vare vi hjemme før det kom Bud fra Sørland efter Vilhelm. Embret var bleven saa styrende, han gik saa derhen tilligemed Snedkeren som var her og Gudskelov han var hjemme, da han var den eneste som kunde stelle med Embret; der havde været saa rent sørgeligt, men ud paa Aftenen fik Embret plutselig sin Forstand igjen og var ganske bra. Næste Morgen kom han atter op til Vilhelm, igjen temmelig forvirred, men nu har han i flere Dage været ganske som ellers. Gud give det maatte vare ved.

Mange Hilsener fra Vilhelm. Imorgen drager han til P. Creek og kommer igjen næste Thorsdag, prædiker her fredag og reiser Lørdag igjen. Gid det maa blive mildere end idag. Jeg vilde rigtig ønske at han havde sig en Ulveskindspelts. Skulde noget kunne holde Varmen ude maatte det være den. Ved du hvad jeg skulde have stor lyst til, kjære Fader – det var om det kunde lade sig gjøre at faa en eller to Dumbjælder hjemmefra. Jeg ved det vilde more Vilhelm at have demResten av brevet er skrevet i margene. og vil derfor bede dig hvis det kan gaa an om du vil være saa snild at sende 1 eller 2 af disse store enkelte som de havde hjemme. Det vilde være saa hjemligt at høre Bjældeklangen.

Jeg har endnu en Bøn til dig, kjære Fader, og det er hvis du engang skulde komme en Daguerrotypist til Laurvig, om jeg saa maatte faa Daguerrotyper af Marie,Marie] Christine Marie Cappelen Hysing (1836–1867), Elisabeths søster (Johnson 1941, I, 188–189) TomTom] Thomas Fasting Hysing (1838–1922), Elisabeths bror (Johnson 1941, I, 189) og Lina.Lina] Caroline Mathilde Hysing (1840–1923), Elisabeths søster (Johnson 1941, I, 189) Jeg ønsker saa ofte at jeg havde dem, saa havde jeg eder alle; jeg vilde være saa glad om det kunde ske. Du bliver ikke vred fordi jeg beder dig derom, kjære Fader? Nei, det gjør du ikke. Lille Barnet og jeg er ofte henne og seer paa din Dagerrotyp, kan du tro og saa fortæller jeg hende om hendes Bestepappa. Tænk naar hun kan forstaa mig.

Nu varer det ikke længe inden de søde Sneklokker stikker de smaa Hoveder frem – ak din kjære have hjemme. Har du havt mange Blomster i Vinter? Gid jeg var saa nær at jeg kunde faa Aflæggere hos dig. Jeg vilde saa gjerne have Blomster i Vinduerne. Naar du skriver til Stiin, saa hils ham hjerteligt; jeg er saa glad fordi det gaar ham saa godt. Nu maa jeg alt sige dig Farvel, min kjære gode Fader. Gudskelov din Ryg har været bra i Vinter. Gud give jeg snart atter fik gode Efterretninger hjemmefra.

Din egen Leis.Leis] Elisabeths kallenavn i familien

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.