Little Iowa Præstegaard,
22de November, 1857

Min kjære Fader!Fader] Ahlert Hysing (1793–1879)

Jeg har to Breve at takke dig for dennegang, kjære Fader og det er nu to Maaneder omtrent siden jeg sændte mit sidste Brev. Det er for galt og jeg angrer at jeg ikke sændte Brevet strax, istedenfor at vænte til Vilhelm kom tilbage fra sin Reise. Den 15de October reiste nemlig Vilhelm og Præsten Ottesen til Fort Wayne i Indiana for at overvære den tydske Synode der. 7de November skulde han være hjemme igjen, saa vilde jeg gjørne kunne fortælle dig lidt om hans interesante Reise, især da jeg haabede at han selv kunde skrive, saa væntede jeg dog.

Vilhelm kom, men have kun været hjemme et Par Dage da han blev syg og maatte holde Sængen nogle Dage, det var stærk Forkjølelse, og han er nu Gudskelov frisk igjen; samme dag som Vilhelm kom, blev ogsaa HenrietteHenriette] Henriette Koren (1854–1939), Elisabeth og Vilhelms eldste datter syg, jeg væntede hun skulde faa Mæslingerne, men det blev ogsaa ved stærk Forkjølelse, saa kom turen til mig at blive Forkjølet og faa vondt i Halsen. Lille LinaLina] Caroline Mathilde Koren, gift Naeseth, (1857–1945), Elisabeth og Vilhelms nesteldste datter slap heller ikke fri, men var dog den flinkeste, saa min Tid var fuldkommen optaget med Grødomslag, Gurglevand og at passe Børnene, og Skrivningen blev der ikke noget af. Nu er vi da friske igjen, Henriette er ogsaa saa meget bedre i Dag at hun ligger paa Gulvet og leger med Lina. Henriette finder stor Fornøielse i at krybe hen over Gulvet med Lina ved Siden af sig, saa ligger de der som to smaa Vognheste.

Vilhelm er i Decorah idag og holder Gudstjeneste, han skulde været i Painted Creek, men det seer ud som om han ikke skulde komme der denne Gang; først blev han syg, saa kom der et Uveir, saa i Fredags netop som han stod og spiste seg et Stykke Mad og drak lidt varm Melk førend han skulde reise til Painted Creek, kom Præsten Clausen,Clausen] Fredrik Christian Clausen (1810–1870) hadde vært lærer i Skien før han kom til Spring Grove, Minnesota, som prest i 1857 (Norlie 1915: 102). han fra Norge, saa blev da Vilhelms Reise opsat til Dagen efter, da vi næste Morgen sad og spiste Frokost, kom der med et en Snestorm saa stærk at Vilhelm ikke kunde faa sine Heste frem og følgelig maate blive hjemme, saa er de da nu i Decorah,bæggePræsterne idag; men denne Opsættelse er slem nok for Vilhelm, der nu i over 3 Uger har været fra sine Menigheder og saa fik han da heller ikke skrevet og fortalt dig om sin Reise, hvilket var stor Skade, da det sikkert vilde interesseret Dig, nu skal jeg forsøge at gjøre det saa godt jeg kan, men det bliver kun daarligt, frygter jeg, og saa skulde han skrevet om disse Pengesager, som han da hele Tiden har haabet for at kunne greie, men det lader sig ikke gjøre strax, seer det ud til. Her er og har længe været en forskrækkelig Pengetrang; her er ikke Penge at faa. Vilhelm har over 400 Dollar til gode af sin Præsteløn, som han da har haabet at kunde faa ind, men Sagen er vel at Hvede og alle Produkter er i saa lav Pris at Farmerne ikke vil sælge naar de kan undgaa det; desuden har Vilhelm 2 vakre unge Heste som han længe har villet sælge, men Folk har ingen Penge at betale contant med. Han vilde sælge en af sine andre Heste ogsaa og prøvet at hjulpet sig med den ene i Vinter, var der bare nogen, som vilde kjøbe den. See saaledes staar Sagerne og du kjære Fader har det værste Bryderi heraf. Maatte der nu bare snart blive en Udvei til at faa Penge; her er en forskrækkelig Jammer som du vel har seet af Aviserne. –

Nu er da Præsten Claussen kommen. Kjænder du ham, han har længe opholdt sig i Skien som Lærer ved Skolen, har været en Omgangsven af Lammers. Det er en Mand paa 47, stille og sagtfærdig – ugift – jeg haaber Vilhelm maa faa Hygge af han, han kommer kun at bo en kort Dagsreise fra os. Lange skulde da ikke komme hid, – saa Vilhelm maa blive ved med sine sedvanlige lange Reiser, og er det Guds Villie at han fremdeles skal være alene i dette vidløftige Kald, saa vil han ogsaa give han Helbred og Styrke dertil. – Gud sænder nok Hjælp naar den rette Tid kommer. –

Den Præsten LarsenPræsten Larsen] (Peter) Laur(entius) Larsen (1833–1915), som ble den første rektor for Luther College i Decorah. Han var først prest i Rush River, Wisconsin og fra 1859 til 1861 var han professor i teologi ved Concordia Seminary i St. Louis, Missouri. hørte vi har kommen til et andet Kald i Minnesota, hvor ingenting var rigtig ordnet, ingen Præstegaard osv., og der var han reist med Kone og Børn (for han er gift, forresten en ganske ung Mand) saa Vilhelm skrev da strax og bad han komme til os og lade og Kone og Børn være her indtil videre, men nu fik Vilhelm Brev fra Preus, der fortæller at han havde faaet et andet Kald, meget længer fra os i Wisconsin, saa nu faaer jeg da heller ingen Præstefrue paa den Kant. Var han bleven hvor vi troede, var han kommen en Dagsreise fra os. –

Nu maa jeg fortælle dig lidt om hva jeg ved om Synoden her, som alle var meget tilfrædse med. Det var den bedste SynodeSynode] her: kirkemøte de endnu havde havt, hed det fra baade Præster og Lægfolk. Jeg tænker ogsaa Vilhelm er glad fordi den blev holdt her, for Menighedens Skyld, der udtaler sig med megen Tilfredshed derom og heder det ofte: «Det er nok mange som vil faa andre Tanker om Synoden herefter og ikke længer sige at de ikke skjønner hvad den kan nytte til». Det blev bestemt paa denne Synode at der skal oprættes en norsk Professorpost. Der skal med Tiden oprættes en egen Undervisningsanstalt, men inden dette kan skee, skal der oprættes en Professorpost ved Universitetet i St. Louis, Missouri; med dette Universitet er der tillige forbundet en Latinskole, hvor de kan faa den første Dannelse. De Norske Menigheder maa da opføre de nødvendige Bygninger som TydskerneTydskerne] ledelsen ved Concordia Seminary i St. Louis siden vil afkjøbe dem naar Foreningen hæves; dette skulde da gjøres og Professoren kaldes snarest mulig, maatte Folk nu ikke være for træge. – Saa blev da afgiven en Erklæring om at Synoden bekjænder sig til den gammel Lutherske Lære om Kirken (den usynlige) og – nei, jeg ved nok ikke hvad mere der blev bestemt, som det kan interessere Dig at vide.

Nu til Vilhelms Reise; Præsten Ottesen skulde reise til Fort Wayne hvor Synoden (de tydsk lutherske Menigheder i Missouri, Ohio, og jeg ved ikke hvor, der samles hvert 3die Aar og igjen er delt i Districtssynoder der samles hvert Aar) dennegang skulde samles, med Documenter, Takskrivelser for deres Venlighed og Forekommenhed mod vore Delegater, etc. Saa ønskedes der at En til skulde reise for at vor Synode kunde blive representeret og gjøre sig lidt bekjændt især i Tilfælde af, som man væntede at Præsten Rasmussen,Præsten Rasmussen] Peter Andreas Rasmussen (1829–1898) var haugianer, men slutta seg seinere til Den norske synode. Chefen for Oppositionspartiet her, skulde indfinde sig paa Synoden, saa blev da Vilhelm anmodet af Kirken^Formanden og Kirkeraadet om at Reise; det holdt hardt da Vilhelm ikke synes det gik and for Menighederne at han reiste, men de trængte ind paa ham, vilde hjælpe til at betale Reisen, alt, bare han vilde reise (hvor meget Hensyn her bliver taget til Præster i mange Stykker her nu for Ex. som Medlem af den alminnelige Conferents, betalte de kun halvt paa Jernbanerne).

Det ble da ogsaa til at han reiste og det var godt, han kom tilbage ligesaa begeistret som OttesenOttosen] Jacob Aall Ottesen (1825–1904) var prest i Manitowoc, Wisconsin fra 1852 til 1860. fra sin Delegatreise, over de kjære Missouribrødre og det kirkelige Liv de havde fundet der. Først var dede] Ottesen og Vilhelm da i Synoden i Fort Wayne, hvor de boede i Seminariet hos Professor Crämer,Professor Crämer] F.A. Crämer var lærer ved Concordia Seminary. Han ble seinere rektor samme sted (fra 1875 til 1891). en udmærket elskelig og dygtig Mand, han havde været Huuslærer hos Lord Byrons Datters Børn, siden tilbudt en Professorpost i Oxford, nu er han her, har 300 Dollar om Aaret for al sin Møie og Arbeide, synes det var altfor meget da de nu paa Synoden voterede ham 100 Dollar til. –

Disse Tydskere, de kan lære os noget med hensyn til Tarvelighed og Nøisomhed, vi maa skamme os bag Døren ved at høre hvorledes de har det, hvad de har gjennomgaaet, med hvor lidet de lader sig nøie, det er utroligt naar man hører hvad de leve af, saa er det ogsaa saaledes, undertiden har de kun Brød, lidt grønt, saa sulter de næsten imellem, har det yderst Simpelt og tarveligt hos sig og er med alt dette saa glade, saa fornøiede og taknemmelige. Vilhelm siger han har aldrig har været Vidne til et saadan ægte Christerligt Liv som her viste sig, frimodig, ydmygt og en brændende Iver og Nidkjærhed for den rene Lutherske Lære. Vilhelm vilde ikke undværet denne Reise og hvad han der saa og hørte for meget. De blev ogsaa modtagende med megen Kjærlighed og ved at de hos Professor Crämer havde rig Anledning til at høre og sætte sig ind i Alt, og være sammen med deres mest udmærkede Mænd, som Præses Wyncken, Professor Walther fra St. Louis of Præsten i Fort Wayne, Dr. Sibler, der mindede Vilhelm saa meget om dig, kjære Fader.

Den tydske Kirke her har saa mange udmærkede Mænd at det intet Under er at dens Tilstand er saa blomstrænde, dette gjælder nok mest, saa vidt jeg ved, Menighederne i og om St. Louis og Fort Wayne. Buffalo Synoden ligger i Strid med Missourisynoden, der er mere symboltro. De tydske Præster har meget ganske smaa Menigheder og dertil ogsaa som oftest, lidet at leve af, det eneste hvor de lægge mange Pænge er i Bøger, gode theologiske Skrifter, de havde udmærkede Bibliotheker. Jeg ved ikke rigtig hvordan det er, men det er som om deres Koner stod paa et saa meget lavere Dannelsespunkt end deres Mænd; – de seer paa Christendommen, det er for dem det vigtigste, – vist er det de maa være meget tarvelig vante, jeg hørte Ottesen fortælle om en tydsk Præst der boer tæt ved ham, de har en liden Stue og Kjøkken og hans Kone gaaer der og skurer og vadsker.

Gid jeg kunde skrive noget ordentlig til dig om hvad Vilhelm saa og hørte, han er ikke en gang hjemme saa jeg kan spørge ham om hvad der vilde interessere dig mest at høre. Hvad der især gjorde Indtryk paa ham var det ægte lutherske christelige Liv; «Du skulde seet», sagde Vilhelm, «Professorerne Walther og Crämer høitideligholde Walthers Fødselsdag med et Stykke Kage og et Glas Viin, de var som Børn paa en 5–6 Aar, og saa hørt Walther gnidende sig i Hændene udbryde ‘Wie sind doch die Christen so glücklich’». Der var en 130 Præster omtrænt tilstede og ligesaamange Repræsentanter. Mange udmærkede Prædikener hørte Vilhelm ogsaa.

Fra Fort Wayne reiste de til Pittsburgh i Pennsylvania hvor den store alminnelige Conferents af alle Lutheranere skulde holdes; der var kun en 40 til 50 Præster og Professorer tilstæde. Præsten Rasmussen kom ikke til Synoden, saa hans Venner blant Tydskerne begyndte at sætte betænkelige Ansigter op. Professor Crämer skrev at han absolut maatte træffe Ottesen og Vilhelm i Chicago, som han da gjorde. De havde en lang Conferentse med ham, tilbagekaldte en heel Deel af hvad han havde paastaaet, som han nu skal offentliggjøre. Der noteredes en Svaradresse til vor Synode og blev udnævnt to Representanter af Missouri Synode til at overvære vor næste, en af dem – Professor Bievene, tror jeg han hæder, forstaaer foruden en Mængde andre Sprog, tillige Norsk.

Dette er alt hvad jeg kan fortælle dig, det er Skade at ikke Vilhelm fik skrive, det vilde vist interesseret dig. Næste Synode skal holdes hos Stubs,Stubs] Hans Andreas Stub (1822–1907) var prest i Coon Prairie fra 1855 til 1861. Han var en av de seks som stifta Den norske synode i 1853. Han ble seinere prest i Big Canoe menighet i Iowa (fra 1865 til 1891). der skal der til Sommeren ogsaa være Kirkeindvielse og Præstemøde og Stubs er flinke, de inviterer baade Fruer og Børn med, af Børn er der en 28, troer jeg. Vilhelm siger enten skal Børnene og jeg være med eller han reiser ikke. «Hjertelig gjørne,» svarer jeg. Vi er ogsaa stærkt inviteret til Manetowoc til Ottesens, men det er saa langt did. Denne Vilhelms Reise var som han skulde reist fra Bergen til Stokholm, det tog han 48 Timer! – Det er de Tydske Præster saa flinke til, om de boer aldrig saa langt borte, saa reiser de til Synoden, der var Missionærer bland Indianerne fra det nordligste Minnesota i deres Synode og deres Kirkesamfund, derfor lever og opofrer de sig, og er som udenfor alt andet. –

Det var leit at det ikke skulde gaa min kjære TomTom] Thomas Fasting Hysing (1838–1922), Elisabeths bror (Johnson 1941, I, 189) bedre til Artium. – Det maa rigtig have været en uhældig Examen, maatte det nu gaa bedre næstegang. – Mon StinStin] Johan Augustinus Hysing (1834–1888), Elisabeths bror (Johnson 1941, I, 188–189) har Ansættelse nu? – Vinteren sætter ind med saadan Kraft paa engang iaar, siden 8de November har vi havt Snee og Koldt; Levkøi Frøet blev ikke modent, saa kjære Fader vil du sænde mig lidt igjen og ikke alt for lidet da jeg har lovet at dele med Fru Preus, saa vil jeg saae det i Kasse tidligt. Forresten har jeg Asters, Chinesiske Nellike, Resida, Skjønhedsøie og noget saadant og tager med Taknemelighed imod hvad du vil være saa snild at sænde mig. –

Nei, Fader, du maa ikke tro Lina er nogen Skjønhed, det har jeg aldrig ment, sød er hun, yndig og har et nydelig skapt Hoved. Alle Præsterne sagde Henriette lignede mest mig, Lina ligesaa og Vilhelm fortæller at de fandt Henriette saa vakker og mente Lina vilde blive ennu meget vakrere, saa jeg ved ikke hvad jeg skal tro; Henriette har voxet sig frem, hun har vakre Øine, Lina er udmærket morsom og saa livlig, jeg kan ikke faa hende til at ligge paa Tæppet, hvor Henriette og jeg gaaer, kommer hun krypende efter. Du skulde see hende nu, hun seer paa Billeder, det er hun saa glad i, peger paa dem og pludrer, hun bliver ingen god Søster, vil have alt hvad Henriette har, skriger dygtig naar hun ikke faaer sin Villie frem. Henriette taaler alt af hende, undtagen at hun river i hendes Dukkebarn.

Den 29de. Vilhelm er reist til sine Anexer idag, imorgen reiser Clausen til sine Menigheder.sine Menigheder] norsk-amerikanske menigheter i og ved Spring Grove, Minnesota Vilhelm faaer ikke Tid at følge ham. Idag har de slagtet 3 store fede Svin, saa nu har vi Mad nok i Huuset. Vi faaer alt hva vi behøver af Gaarden iaar. Det er saa kjedeligt at slutte da jeg synes det var meget mere at skulde skrive om. Vi er ganske friske nu. Henriette er munter nu og sidder med en Æggeblomme og Sukker for Øieblikket for at vi kan faa Ro. Gud give deg en gledelig Julefest min kjære Fader. Vilhelm og Børnene hilser dig tusinde Gange.

Din Leis.Leis] Elisabeths kallenavn i familien

Hilsner til alle gode Venner.

Om Brev hjem 1853–1858

Elisabeth Koren (1832–1918) utvandret til USA med sin mann Vilhelm Koren (1826–1910) høsten 1853. Vilhelm skulle være prest i Iowa for et stort antall norske innvandrere som hadde etablert seg som bønder vest for Mississippi.

Denne samlingen inneholder de 53 bevarte brevene som Elisabeth Koren sendte hjem til familien i Larvik i årene 1853–1858. I brevene skildrer hun reisen fra Norge til USA, området de kom til og det nye livet som immigrant, prestefrue og etter hvert mor.

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook