Brev 35: 5. desember 1856

«Jeg maa koge Svinehovedene til Sylten ude»

Little Iowa Præstegaard,
5te December 1856

Kjære Moder!Moder] stemora Elisabeth Frechland (1810–1897). Mor til Elisabeth, Caroline Mathilde Koren (1801–1840), døde i 1840, da Elisabeth var åtte år.

Til Juul skulde dette Brev være i Herregaarden, det var nu min Bestemmelse, men med min bedste Villie har jeg ikke kunnet faaet skrive saa tidlig som jeg ønskede denne Gang, for bare Fleskestel og RapningFleskestel og Rapning] rettet fra: Fleskestel RapningFleskestel og Rapning] flesk og kalking var det hele Huus, og dermed følgende Reengjøring osv. Nu er da det forbi og jeg sidder her og glæder mig over hvor meget varmere Huset er blevet, hvilket det idag, som det sannelig stormer fra Nord Vest, er god Anledning til at mærke. Vilhelm var hjemme denne Gang under Rapningen, det har ellers altid truffet sig saa heldig at han har været fraværende under slige Affærer, han erklærede da ogsaa, at det skulde være sidste Gang, vi skulde have slike Reparationer, hvilket jeg af ganske Hjerte haaber ogsaa maa blive Tilfælde, at der til næste Vinter maa blive Anledning til at faa i det mindste Dagligstuen ordentlig rappet over det hele, eller hva der skal være ligesaa billig, trukket med Lærred og maled eller tapetseret. Det er ogsaa et grueligt Søl med denne Rapning mellem Bjælkerne. Du kan ikke tro hvordan alt seer ud og at det saa maa gjentages hver Høst!

Hvad der dennegang gjør at Huset er varmere end det nogensinde har været, er at vi har ladet Væggene hvidvadske; det hjælper betydelig og fylder saa godt alle Sprækker og Huller. Jeg syntes bedre om det som det var før, det var noget aparte ved de mørke Egebjelker med de graalige Striber, men naar dette er varmere, saa faaer det være det samme; denne Hidvaskning skal ogsaa hjælpe meget for Væggedyr og derpaa er nok ogsaa værd at tænke. Desuden er Muren istandsat saa det er godt og varmt paa Gulvet, kort sagt det er ganske annerledes end ifjor, saa jeg haaber det skal ikke være nogen Nød om ogsaa Vinteren bliver ligesaa stræng.

Ja, jeg er rigtig glad det er forbi baade med Huusreparation og med Fleskestel, det ene kom op i det andet, som sannelig ikke var godt med saa liden Plads som vi har; men det gaar ikke an at bede Arbeidsfolkene at vænte med at komme her, vi maa tage mod dem naar det falder dem beleiligt, og takke til. Saa meget Flesk som vi salter giver heller ikke lidet Arbeide, især naar man har saa god Hjælp som jeg i Henriette.Henriette] Henriette Koren (1854–1939), Elisabeth og Vilhelms eldste datter Medisterboller er det bedste, jeg kan skaffe Vilhelm til varm Frokost, saa deraf har jeg sat en Mængde hen. Den som havde et Bryggerhuus eller Indretning saa man kunde koge i Huus! Jeg maa koge Svinehovedene til Sylten ude, og det er ikke saa greit om Vinteren; et Par Syltefødder blev ogsaa noget røget, men da Vilhelm erklærede det for en Forbedring, haver det jo intet at betyde. Sæbe, kort alt hvad der behøver en stor Gryde, maa jeg koge ude.

Igaar fik min nye Ko en Kalv, saa idag har Henriette levet godt med «Kavledans»;«Kavledans»] kalvedans, råmelks-pudding hun har ogsaa til sin store Fornøielse været med nede i Fjøset og seet paa Anne give Kalven Drikke, idag. Det er en Oxekalv, den skal nu leve, nu faaer vi see hvorledes det gaar den anden Ko, som ogsaa skulde faa en Kalv om nogen Tid. Jeg har havt Uheld med mine Høns i den sidste Tid, mistet vist omtrent 20 og hvad der var leit, en af de Fremmede Høns jeg fortalte, jeg havde faaet. Forresten var det mest unge Haner fra i Sommer, som jeg havde tænkt skulde komme til Nytte i Vinter. Det er et lidet Dyr, som graver sig under Jorden og suger Blodet av dem og lader dem ligge. Disse Unghønsene vil sidde paa Jorden istedenfor at sætte sig op, derved faaer den Fat paa dem, en Nat tog den 8, men har nu ikke vist sig paa en Stund, saa jeg haaber den sparer de Øvrige. –

Jeg sidder her og fortæller fortvæk om mine huuslige Affærer, uden saa meget som takke dig fordi du var sa snild og skrev til mig, kjære Moder! Gud ske Lov at du var saa vidt rask at du kunde skrive, maatte det fremdeles være saa! Den lange regnfulde Høst har da vel ellers været slem for dig, gid Vinteren nu maa være frisk og behagelig. Maatte nu Marie ogsaa være frisk i Vinter – Det maa dog være et stort Gode at du har Emilie hos dig. Hils hende meget fra mig. Hvor ubehagelige Tjenstefolkene hjemme maa være nu, jeg har god Grund til at være taknemmelig som hidtil har været sparet for den Erfaring her, hvor det er en saa almindelig Klage. Anne bliver her i vinter, som jeg da er meget glad over; det er en velstaaendes Pige, med Penge ude paa Rente, som derfor ikke har nødig at tjene, hun havde ogsaa tænkt ikke at tjene i Vinter, men betænkte sig heldigviis igjen. Er der et og andet, jeg kunde ønske anderledes, saa har hun igjen mange gode Egenskaber, er snild og villig og har et jævnt godt Humeur, og jeg vil gjørne oversee meget for at beholde en saadan, hvem veed hvordan den kunde være, som jeg fik igjen, uden at tale om at det vilde være vanskelig nok for nogen; de vil saa gjerne ud til Amerikanerne og til Byerne. Saa er nu Anne saa glad i Henriette, «det er den største Moro hun har», siger hun, og det kan du nok vide at jeg sætter Priis paa, saa er hun omhyggelig om hende; naar hun bare vilde lade være at føie hende for meget, men det har hun vanskelig for at lade være, hun synes vi er saa altfor strænge med hende, at et saa lidet Barn faaer Riis, det synes Anne er for galt.

Med den nye Gut, Anders, er der ogsaa alle Udsigter til at vi skal blive fornøiet med; det er en ung Gut paa 18 Aar, han er hvad jeg er meget glad for, saa pen og proper baade med sin Person og med hvad han foretager sig, det er en stor Glæde især naar man skal have dem i Kjøkkenet. Jeg har ogsaa erfaret det motsatte hos Iver som var her, jeg var glad ved at blive fri for ham. Ogsaa er det en god ting at have En som er lidt hændig, det har været nogle store Klodser vi før har havt, men Anders er en Tusindkunstner; nu har han sat istand forskjællige Ting som jeg i mange Maaneder har forgjæves villet faaet Fat i en Snedker til. I forgaars vandrede han op hen paa Bakken med en stor Fælde til Prairiehøns og kom i gaaer ind med tre Stykker, saa Begyndelsen er hældig nok, idag er den sneet reent ned for ham. Det er første gang jeg har seet Prairiehøns i Vinter, og det er noget af det bedste vi faaer; de er saa store som en almindelig Høne. Anders er ogsaa Henriettes særdeles Ven, saa sætter han hendes Legetøi istand, saa pynter han en Filledukke for hende, saa han meget ofte siger, «gaa ud til Annes».

I Kjøkkenet ynder hun nu ogsaa meget at være der er saa meget at søle med, og hun er meget slem til at krybe op og gjøre Ugagn. Hvor meget de kan finde paa slige Smaa og saaledes, som hun kan faa det til aa se ud i Stuen. I Formiddag var hun alene inde med Vilhelm medens jeg havde noget at bestille i Kjøkkenet. Han sad henne og skrev, og Henriette gik og stellede sig da jeg saa kom ind, saa her vel ud! Først havde hun taget en Skee og lagt smaa Hobe af Fliis og Grums fra Vedkassen omkring paa alle Stole, saa havde hun faaet Fat paa min Sykurv og puttet alle Sneller og hvad hun fandt ind imellem Bøgerne, kastet Resten paa Gulvet, hvor naturligviis ogsaa alt hendes Legetøi laa; da hun saa ogsaa havde faaet Stolene trukket frem, gik hun hen og begyndte at plage Vilhelm, som da gav hende Blyant og Papir, saa da jeg kom ind, sad hun meget fornøiet med sin Blyant og Flaske midt oppe i denne Forstyrrelse og rabte til meg « Etta kive Bev til Norge, Bestepappa», «Pappa ogsaa kive Bev».

Du spørger vel nu om jeg lader hende faa Lov til at stelle saaledes, jeg maa, naar det ellers ikke er noget galt deri; lade hende faa Lov dertil om hun nu ogsaa søler sig til og gjør det uryddigt i Værelset. Jeg fik ellers ikke Fred og noget galt er det vel heller ikke deri; jeg er glad hun finder paa saa meget at more sig med og er saa munter. Hun taaler ellers nu, hvad jo ogsaa er rimeligt jo større hun bliver, slet ikke at faa Skjænd, før skulde der ikke saa lidet til før hun brød sig derom, men nu bliver hun rent ulykkelig ved det første alvorlige Ord, græder og raaber, «Nei nille Pige, Etta nille Pige, Mamma ta Etta, Mamma susse (kysse) Etta, sitte i Fang, synge om Lamme» (da troer hun at alt er godt naar jeg vil fortælle om Lamme, en Historie som hun faaer hver Aften naar jeg klæder henne af), saaledes staar hun og anvænder alle sine Kunster for at jeg ikke længer skal være vred paa hende. Hun har lidt Snue idag saa hun ofte har Anledning til at bede mig «Pusse Næs». Hvor frisk hun hidtil har været, hun voxer ogsaa meget og har en glimrende Apetit. «Spise Haardt», det taler hun ofte om; at gnave paa en tør Brødskalk og drikke Melk til, det vil hun helst, ssaa det er hendes sædvanlige Spise udenfor Maaltiderne.

Er jeg ikke udmærket frisk? Ja, du kan nu ikke godt vide det. – Er det ikke meget at jeg er saa frisk og den hele Tid har været det? Gud ske Tak for dette store Gode! Vilhelm har ogsaa sluppet for synderlig Forkjølelse eller andre Ulemper i Vinter, maatte nu ogsaa Julen gaa godt og ikke anstrænge ham over alle Kræfter.

ChristianeChristiane] Christiane Koren Hysing (1826–1880), Elisabeths eldste søster (Johnson 1941, I, 188) spørger om jeg efter Nyt Aar kan hjælpe mig med en Pige, det vil vel blive vanskelig, frygter jeg, da jeg ikke kan gjøre Regning paa nogen Hjælp af Anne, hun har fuldkommen nok med sit Stel som det nu er, og jeg hjælper ofte til med Madstel i Kjøkkenet. Medens Henriette var liden havde jeg jo Hjælp af Oline,Oline] tjenestejente hos Korens hun tog hende, medens jeg skjønkede The om Morgenen osv. Kunde jeg ogsaa hjælpe mig alene om nu alt bliver som vi haabe, saa vilde jeg blive saa aldeles bundet og næppe komme ud af Værelset, end sige Huset, og deri vilde nu Vilhelm paa ingen Maade finde sig i. Han har ofte villet at jeg skulde faa en Pige til da Henriette var mindre, men det var ufornødent. Skulde jeg ikke have en Pige til, saa maatte jeg vel undertiden have lidt Hjælp til at sy og hvordan skulde det blive med Haven?

Hidtil har jeg sluppet for Leiefolk uden til Gaardsbruget, undtagen en Sypige en Gang. Jeg tænker dog ikke pa nogen voxen Pige det behøves ikke og det vilde ogsaa være for galt at maatte betale mindst 120 Dollar bare i Pigeløn om Aaret, men en Confirmand; jeg faaer ogsaa næppe en saadan under 1½ Dolllar Maaneden; det er almindeligt at de faae det. Der kommer en fra Minnesota, som gjørne vilde være her, ned efter Nytaar, saa hende kan jeg faa, om fornødent. Jeg har mindre Lyst til at have nogen nu, vi har saa liden Plads, en anden Sag var det om vi havde et større Sovekammer.

Nu har jeg næsten fyldt 4 Sider kun med at tale om mine egne huslige Affærer, jeg ved nok du ogsaa har lyst til at høre derom, men dennegang frygter jeg for at have trættet dig med min Vidløftighed. Jeg vil heller sænde Brevene som de er, at I ikke skal vænte forlænge og faaer saaledes næppe Plads til her at bringe dig alle mine ønsker om alt Godt for deg i det nye Aar, Gud bevare dig, kjære Moder og styrke din Helbred. Han skjønke dig ogsaa en glædelig Julefest! Gid jeg nu næste Gang maatte glæde med gode Efterretinger. Jeg vilde ogsaa gjerne skrevet lidt til Marie,Marie] Christine Marie Cappelen Hysing (1836–1867), Elisabeths søster (Johnson 1941, I, 188–189) TomTom] Thomas Fasting Hysing (1838–1922), Elisabeths bror (Johnson 1941, I, 189) og Lina,Lina] Caroline Mathilde Hysing (1840–1923), Elisabeths søster (Johnson 1941, I, 189) men deraf bliver det ikke noget dennegang.

Venlige Hilsner fra Vilhelm og et Kys fra den lille Skatten vores. Hilsen til alle Venner,

Din LeisLeis] Elisabeths kallenavn i familien

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.