Brev hjem 1853–1858

av Elisabeth Koren

Forrige Neste

Brev 15: 4.–22. mai 1855

«Ved Vilhelms Arbeidsbord»

Min kjære, gode Fader!Fader] Ahlert Hysing (1793–1879)

Nu har vi da faaet Brevene som vi saa meget længtede efter. Det var morsomt at see hvor glade I alle ere over den lille Skatten vor. Tusind Tak for alt hvad Du skriver, kjære Fader. Det havde været en travl Dag paa Præstegaarden i Lørdags, da vi fik Brevet, vi havde nemlig Vaaraanne, ikke mindre end 4 Heste, 6 Stude og 5 Mand. Disse havde netop spist og gaaet sin Vei, og jeg sad og gav HenrietteHenriette] Henriette Koren (1854–1939), Elisabeth og Vilhelms eldste datter sin mad, da Vilhelm kom ind med Brevet. Det var Tid til at lægge barnet, men jeg syntes det var saa morsomt at sidde med hende medens jeg læste Eders Glæde over at vi havde faaet hende, saa jeg sad med hende paa Skjødet og læste dit Brev, hun vilde ogsaa være med og nappede og krøllede Brevet det bedste hun kunde; saa falt hun da tilsidst i Søvn og nu begyndte Læsningen for Alvor. Jeg vidste jo nok at Vilhelms Brev vilde bringe Glæde i Herregaarden, men det er dog noget andet, selv at læse derom, og det forskaffede os en glad Aftenstund, tak derfor, kjære Fader! Det var altid ligesom der savnede noget førend jeg vidste at Du ogsaa glædede Dig over lille Henriette. Gid jeg kunde sænde hende lidt til Dig.

Det er idag Bededag og nu Aften saa jeg sidder med Lys ved Vilhelms Arbeidsbord, lille Henriette har jeg nylig bragt til Ro. Vilhelm er i Painted Creek. Han reisteHan reiste] rettet fra: reiste igaar og kommer hjem paa Thorsdag. Jeg er meget fornøiet over den Forandring han har faaet istand i sine Reiser til Painted Creek, nu er han der en Uge ad Gangen, men kan saa ogsaa være saa meget mere hjemme paa en Gang. –

Nu er her vakkert her omkring. Aspen har allerede forlængst sit smukke friske Løv, Egens Blade er langtfra ikke udsprugne endnu, men dog nok til at gjøre Skovene smukke. Hvor langsomme Egetrærne ere, de have heller ikke den friske, grønne Farve, men er ganske gulgrønne, Blommetræene og Hæggen staa i fuld Flor, jeg passer saa vel paa hvor de staa for at finde dem igjen til Høsten. Ja, nu bliver det venlig og vakkert omkring Præstegaarden. Det skal blive deiligt at faa lidt Skyge udenfor til Sommeren, hvor mange Gange jeg ønskede mig et Træ i Nærheden af Huset, da vi var paa Skaarlia.

Nei, hvor koldt det har været hjemme i Vinter, sa slemt har det ikke været her, det har nok været dygtig koldt af og til, men det er især den leie Vind her er, som gjør det koldt, og Vind er her nok af, det blæser mere eller mindre hver Dag. Nu spirer Hveden overalt og det første Vaararbeide er til ende. Var det ikke snilde Naboer, som gjorde alt Arbeidet for os? Det gik ogsaa med Kraft, i to Dage havde jeg de 5 Mænd med deres Stude og Greier og saa var det forbi. Nu har vi en Arbeider, der lægger Gjerde op. Her har været livlig paa Gaarden siden jeg skrev. Folk kommer og gaaer uafladelig, naar Vilhelm er hjemme synes jeg. I Mandags var her Medhjælpermøde, saa havde vi de 8 Medhjælpere til Middag. Lille Henriette og jeg holdt os da i Sovekammeret og havde besøg af en Kone, en Mils Vei herfra, som kom op og forærede mig et Dusin Æg og en Slev, som hendes Mand havde arbeidet, en meget velkommen Gave. Hendes Mand og Søn var her igaar og af egen gode Villie og hjalp til med Gjærdet, ligeledes Gullik og Erik Skaarlia, to af de hyggeligste Naboer. Det er virkelig snilde Naboer.

Nu er det saaet noget Hvede, en hel Deel Havre og lagt tidlige Potetes. Saa skal der senere pløies op til Mais, saa haaber jeg vi faaer Maismeel saa Vilhelm kan faa varm Maiskage som han er saa glad i, til frokost. Alt er dyrt her ogsaa, Hvedemeel koster 4 sh 100 ld, det regnes bare i Skaalpund her. Moer taler om Potetes til 2 Spd Tønden, det er lige sa dyrt her, og saaledes er det med alt. Krigen i Europa har vel Indflydelse her ogsaa, ligesom Nøden i New York og i Ohio, hvor der næsten er Hungersnød og fuldkommen Foermangel, saa Kreaturene blive solgte, for sa godt som Ingenting. Du spørger hvad Partridge er, det betyder Agerhøner, om dem vi har er ganske det samme ved jeg ikke; god er den. Nu har jeg en Høne liggende paa 14 Eg, jeg vil lægge en paa mange Høns, det er ogsaa saagodtsom det meste Kjød vi kan faa og jeg bruger en mængde Æg, nu faar jeg en 11– 12 hver dag. Jeg synes det er saa morsomt at have Høns, og gaaer daglig ned i Stalden, beundrer den taalmodige Høne og seer efter hvor mange Æg jeg har faaet; jeg har lært at sætte Priis paa hvor godt det er at have eget Huus og Stab, efter saa længe at have prøvet at være hos andre.

Vi har saa mange Planer til at forskjønne og gjøre det hyggeligt og pent omkring Huset, men hvor ivrig man end er, saa gaar det langsomt her. Det er saa vanskeligt at faa hvad man behøver og er man saa heldig at kunde faa det, tager det saadan Tid. Vilhelms Studerværelse er endnu ikke førdig – Mangel paa Materialer. – Det er rigtig kjedeligt – Det er ellers gode Udsigter til at Decorah vil blive en nogenlunde By, og det vilde jo blive et stort Gode for os, der er meget vakkert ved Decorah.

Nei, du skulde bare see hvor blid Henriette er, OlineOline] tjenestejente hos Korens dandser ogsaa med hende nu, saa længe Dandsen varer, sætter hun et alvorligt Ansigt op og er saa ivrig til at spænde og sprælle, at hun ikke har Tid til noget andet. Vilhelm er fremdeles uskikkelig til at lugge og slaa hende, naar det gaaer for vidt, truer jeg med at sænde ham til «Husband Show»; han er ellers næsten lige saa glad i hende som jeg, skjøndt han har sin Fornøielse af at drille mig med at han ikke bryder sig stort om hende, men der kan nu ingen være saa glad i Barnet som jeg er, jeg er vist altfor glad i hende, bare jeg ikke kommer til at skjæmme hende ud. Hvor deiligt der er at have et saadant lidet sødt Barn! Jeg er sa glad naar jeg vagner om Morgenen og hører hende ligge i sin Vugge og snakke, jeg bliver næsten altid vækket af hendes Pludder, den lille Fuglen begynder saa tidlig at kvidre, naar jeg saa reiser mig og seer paa hende saa leer hun og gjør Tegn til at vilde op. Hun finder stor Fornøielse af at nappe Vilhelm i Næsen og rive ham i Haaret, nu! Uf i Nat skal vi vist have Tordenveir at dømme efter de pragtfulde Tordenskyer der nu viser sig. Jeg liger ikke det stærke Veir her er. Vi har, hvad der er en stor Sjældenhed, næsten halvanden Dag havt tæt, fiin Regn uden Torden og Lyn.

Søndag Eftermiddag. – Nu er jeg netop kommet ind fra en Spadsertour med Henriette, vi var henne paa Ageren og saae hvor vidt Hveden og Havren var kommen og saae paa en Faareflok (til næste Sommer skal Henriette faa sig et lidet hvidt Lam, det har Vilhelm lovet). Derfra gik Touren til Stalden for at see paa en stor sort Høne der ligger paa 18 Eg, nu har jeg en paa 14 og en paa 18 og nu skal snart den største jeg har faa 20 at more sig med, det bliver en heel Hønsegaard, ikke sandt? Henriette befinder sig meget vel ved at være ude, men det ender gjerne med at hun bliver søvnig. Jeg haaber at faa en liden Vogn til hende, saa kan jeg selv trække hende og slipper altid at skulde have en til at bære hende, thi det overstiger mine Kræfter; hun er hverken af de meget store eller overdreven feed, men tung nok alligevel. Moer anbefalte mig at lade hende krybe, ja det skal hun nok, hun skal gjerne faa slide Næserne af saa mange Støvler, hun vil; men endnu er hun for liden, hun bliver jo først 5 Maaneder paa Lørdag; hun kan kun sidde et lidet Øieblik allene, førend hun falder. Jeg lægger hende ellers ofte paa et Tæppe paa Gulvet, der kan hun bedre bevæge sig end i Vuggen; hun finder ogsaa megen Fornøielse i at ligge saaledes paa Ryggen eller paa Siden – videre kommer hun ikke, – og sparke og snakke alt hun kan. Det er pudsig at høre for alle de Lyder hun faaer frem nu og see hvordan hun ordentlig anstrænger sig for at frembringe nogle besynderlige smaa Skrig. Forleden Dag havde jeg Besøg af vor gamle Vertinde, Helene Egge med sin 1 Aars gamle Pige. Du skulde bare seet Henriette, hvordan hun stirrede paa den anden, klorede henne i Ansigtet og lo saa man kunde høre hende lang Vei.

Nu er de atter Søndag. Trods alle gode Forsætter gaar der dog længere Tid hen inden jeg faar skrevet, end jeg ønskede; men her er idelig saa mange mennesker, de ogsaa skaffer Pigen mere Arbeide og jeg maa altsaa have Barnet og min Tid er saaledes optaget. Vilhelm kom da hjem Onsdag; Dagen efter var her Barnedab –. Folk der skulde drage langt bort, og Folk som kom og gik hele Dagen, næste Dag havde vi Folk og Stude til at pløie op udenfor Huset. Vilhelm læste med Confirmander, havde Brudevielse etc, saa jeg ventede til Klokken var over 4 med Middagsmad.

I forrige Uge saaede jeg en hel Deel Meloner af alle Slags henne paa Ageren, paa et Stykke der var tilovers. Saa har jeg saaet Slynge Convolvelus og dissse blomstrende Slyngbønner Du veed, omkring Stammerne paa de store Egetrær udenfor Huset og ved alle Vinduerne; de skal slynges i en Bue omkring dem. Du forstaar, de voxer saa særdeles frodige her. Den der kunde faa fat i smukke Roser, her er vist den deiligste Rosenjord. Jeg har ikke kunnet saae hverken Blomster eller Havesager endnu, da der ikke har været Gjærde, saa Kreaturerne vandrede om efter Behag, i denne Uge skal det skee. Her er ikke pløiet længere end til Træerne, saa jeg faaer opspadet nogle Blomstedbed udenfor Vinduerne og da har jeg faaet en Deel Blomsterfrø af Forskjellige, hvilket jeg ikke kjender, saa saaer jeg det i smaa Stykker iaar, for siden at gjøre Udvalg. Før næste Aar kan det ikke nytte at gjøre ordentlige Urtesænge. Tørven maa ligge længere inden det kan skee, men her i denne frugtbare Jord gjør man sig ikke megen Uleilighed, det er som en Mand, jeg talte med derom, sagde «Aa, en bare pirker lidt i Jora, lægger lidt Frø ned og sparker Jord paa igjen, saa kommer det nok.» Saaledes agter jeg nu ogsaa at gjøre i den nypløiede Græstørv her ligger udenfor; paa en Strækning stod der smaat Krat, her maa jeg saa Rødder og hvad der gaar dybt, da Jorden er meget løsere. Man spadserer og kjærer ogsaa uden videre over Agerne her, det gjør ingenting. –

Idag er Vilhelm i Calmar, maaske han kommer tilbage i aften. Det er sjelden han er her hjemme nogen Søndag. Efter Pindse reiser han en lang Tour til Minnesota, hvorfra de fremdeles vedblive at storme Huset for at høre, om han vil komme derop. Det skal blive hyggeligt, naar der engang bliver Præst. Vi kunne da reise herfra klokken 7 om Morgenen og være der ved Middagstider. MunchMunch] Johan Storm Munch (1827–1908), prest i Wiota og Dodgeville, Wisconsin, 1855–1859. Reiste tilbake til Norge i 1859. tænker da vel ikke at søge Minnesota, nu, han har faaet det andet Kald. Reiser han da ikke snart? Kommer der mange Emigranter fra Norge iaar? Nu kommer der en Mængde af dem der drog over i fjor herforbi, de skulle til Minnesota saagodt som alle, derhen drager nu alle.

Jeg undres, hvilken Stat det saa bliver, eller skal der engang blive en Stands paa dette idelige Trækfugleliv. Det er saa uhyggeligt, denne idelige Uro, her er over Folk. Naar de enda vilde sælge ud og reise hjem, det er meget rimeligt, som vore nærmeste Naboer, Tollefsjord-Gutterne, 2 Ungkarle,Tollefsjord-Gutterne, 2 Ungkarle] ifølge Nelson 1855 Ola og Halvor Tollefsjord. vist agte at gjøre, naar de kunne faa nok for deres værdifulde Eiendom. Men uf saa faaer vi Yankier igjen; de norske kunne ikke kjøbe saa store Farmer. Jeg skal hilse dig fra din lille Datterdatter, hun er beskjæftiget med at læse Emigranten, – der er ingen som læser den saa flittig – hun finder den nok ellers ikke saa interssant dennegang, da hun har kastet den fra sig og lagt sig tilbage paa Puden hvor hun nu ligger og spræller og snakker alt hvad hun formaaer. Hun er saa sød og snild hele Dagen og sover ofte hele Natten. Jeg havde ikke troet at saa smaa Børn vare saa snilde, jeg mente at de altid maatte være mere urolige og vanskelige at stelle til pas. Henriette er ellers ikke af disse fromme, rolige Børn, saa snild, hun er, hun er saa livlig og maa altid have noget at stelle med og saa ivrig i hvad hun foretager sig. At man synger for hende, det ynder hun særdeles og pludrer altid med.

Ved Du hvad Henriette ligner? Ole Lukæie i Andersens eventyr; der han staar ved Sengen om Lørdagen; det er det bedste Billede jeg for Tiden kan give Dig af hende. Det var især i Vinter at dette Billede var saa godt, da de var saa koldt, laa hun med en liden Flanels Lue om Natten, naar jeg saa klædte hende af og satte denne Huen op i en Top, saa var det en fuldkommen liden Nisse. Har jeg fortalt at Barnet har faaet saameget pent lysebrunt Haar? Fortæller jeg Dig vel formeget om lille Barnet, Fader? Hvis Vilhelm læste dette vilde han vist drille mig dygtig for alt det jeg skriver om hende. Nu faaer jeg snart gaae ud at see om jeg ikke skulde være saa heldig at møde min Herr Gemal. Skoven er saa deilig nu; i morres kjørte jeg et Stykke paa Veien med ham – Barnet sov og Morgenen var saa frisk og deilig.

Springer Bøgeskoven ud til 17de mai iaar? Hvor deiligt der er hjemme nu! Vi har ogsaa Bøgeskoven, den største av Skovene vore, den heder Bøgeskoven, men den bestaaer rigtignok bare af Eg og Asp, men det gjør dog ikke noget. Vi har navne paa alle Steder heromkring, Østerdalen, Gudbrandsdalen, der gaar Gudbrand efter Vand; Valders, der boer en Familie derfra, Haugen her borte har Vilhelm døbt «Mont Blanc» og jeg «Kanonfjælde». Den lille Lund med Bakken bag Huset heder «Jordfolden», saa er det naturligvis «Sletten» herudenfor; men det bedste er et Sted som Vilhelm kalder «Lofoten», naar der endnu var noget Vand i de Fordybninger derhenne. – Har jeg fotalt om disse Øser, eller hvad jeg skal kalde dem, som Vilhelm bragte med fra en af sine Reiser; det er vist en Slags Græskar, ialdfald voxer de paa samme Maade og har gjørne Facon af en Øse, en rund Flaske med en lang Hals osv.; de have et meget haard Skal og er nyttige til at gjemme meget i; dem har jeg Frø af, og vil prøve paa at saae, slaaer det saa til, vilde jeg ønske jeg kunde sende en heel Ladning hjem, Mo’er skuld nok faa Brug for dem i Kjøkken og Spiskammer. –

Christi Himmelfartsdag. – Det er nu Eftermiddag, Vilhelm er i Sognebud, medens han er borte og Henriette sover, vil jeg benytte Tiden til at ende mit Brev. Gudstjenesten blev afholdt her i Skolehuset idag, jeg var ogsaa tilstæde, det har sjældent kunnet skee i Vinter. Skulde Du tro, kjære Fader, at Gudstjensten her i disse smaa Huse gjør et behageligere og stærkere Indtryk paa mig end det var Tilfælde hjemme? Jeg ved ikke hvoraf det kommer, jeg troer det er den stærke Psalmesang, det tæt fyldte Huus, ligesom at jo Præst og Menighed kommer i et nærmere og hjerteligere Forhold til hinanden.

Igaar var Vilhelm og jeg i Decorah, en vakker Kjæretour. Du kan tro der er Trafik og store Butikker for et saa lidet Sted at være. Da vi kom hjem, blev vi overraskede ved at finde Breve fra ChristianeChristiane] Christiane Koren Hysing (1826–1880), Elisabeths eldste søster (Johnson 1941, I, 188) og Madam Wright, samt Præsten A. Preus, tilligemed Aviser.

Nu er da de fleste Havesager i Jorden og udenfor Vinduerne har jeg saaet alt det Blomsterfrø jeg havde og er ganske nysgjærrig efter at see hvad det bliver til; finder jeg noget smukt nok vil jeg sende Dig det og dersom jeg kan faa samlet Frø af vilde Blomster. Her er den bedste Anledning til at anlægge en smuk Have og kommer den engang i stand, saa bliver det rigtig vakkert paa Præstegaarden; det er sjælden at finde en saa smuk Byggeplads, som denne. –

I dag skrive vi alt den 22de, hvor Tiden iler afsted. Alt staaer vel til i Præstegaarden. Vilhelm har i den senere Tid været plaget af Forkjølelse og Hæshed, som en Følge af den idelige Veirforandring, det er et strængt Clima her, han er nu rask igjen og reiser paa Fredag til Turkey River, derfra til P.C,P.C] Paint Creek og saa en tre Uger til Minnesota, saa han har en lang Reise for sig. Jeg har været frisk siden mit sidste Brev hjem, lille Henriette begynder vist a faa ondt for Tænder nu, hun er noe urolig af sig og grætten av og til, jeg haaber dog det er for Tænder og saa vil det vel snart gaa over. Den 12te Juni bliver hun jo et halvt Aar, og da er det jo gjørne Tandperioden nærmer sig.

Uf, skal det nu virkelig blive Krig i Europa igjen, efter Times sidste Efterretninger er det jo temmelig vist at det bliver til Krig. Vi er her godt inde i Sagernes Gang i Europa og Nyhederne er vel heller ikke mere end et Par DageUger gamle. Gudskelov fordi StinStin] Johan Augustinus Hysing (1834–1888), Elisabeths bror (Johnson 1941, I, 188–189) finde sig fremdeles saa godt i Carlsruhe, men nu reiser vel hans Kammerater fra ham. Hils ham kjærlig og sig at jeg ønsker mang en gang at han var her, saa skulde han faa mange Smaating at udrætte for mig, han er saa hændig. –

Vi lever høit i disse Dage med Dyrekjød, hvoraf vi har faaet forærende et Stykke af Zuckow, der havde skudt sig et Dyr. Det kom netop som Vilhelm skulde reise og være borte et Par dage. Det var meget varmt saa jeg vidste ikke hvorledes jeg skulde bevare det, heldigviis var jeg da klog at tænke på Brønden, der er temmelig dyb og der hang det da og holdt sig naturligviis prægtig; den faaer nok blive min Kjødbod, naar jeg innimellem faaer brug for en saadan. Dyrene er ellers magre nu, men det er nu en Raritet at faae fersk. I dag hvade vi Dyrestæg og oplagt Melk. Med denne sidste Ret tracterer jeg Vilhelm jævnlig, da han er stor Liebhaber deraf. Forleden fik vi en Ret fersk Fisk fra Eli Sørland, da var det netop et Aar siden jeg havde smagt Fisk. En heel Deel Smør fik vi ogsaa forleden fra en daarlig Confirmant, det er her som hjemme, de troer det skal hjælpe til at faa ham confirmeret. Jeg er rigtig glad for det deilige Regn, der falder i dag, her har været saa varmt og tørt at jeg var ganske bange for hvad vi havde saaet, nu kommer Reddikerne op, Lægen voxer prægtig og Agurkerne komme op. De lægges her som Meloner, man graver lidt op og lægger et Par frø på hvert Sted, et godt Stykke fra hinanden. Jeg faaer ikke skrevet særskilt til Moder dennegang. Tak hende hjertelig for hendes Brev! Nu sidder vi regelmæssigjævnlig ude og drikker Kaffe om Eftermiddagen og glæder os over den deilige Skygge og den smukke Skov og indbiller os undertiden at den blaa Prairie er det fjærne Hav. Ak hvor deiligt det er hjemme nu! Det deilige Vand! Gid I maa faa en smuk Sommer og Du Held med dine Blomster, kjære Fader.

Hjertelige Hilsner til Alle fra mig selv og Vilhelm og et Kys fra lille søde Henriette. Lev vel kjære gode Fader. Gud velsigne Dig.

Din Leis.Leis] Elisabeths kallenavn i familien

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Brev hjem 1853–1858

Elisabeth Koren (1832–1918) utvandret til USA med sin mann Vilhelm Koren (1826–1910) høsten 1853. Vilhelm skulle være prest i Iowa for et stort antall norske innvandrere som hadde etablert seg som bønder vest for Mississippi.

Denne samlingen inneholder de 53 bevarte brevene som Elisabeth Koren sendte hjem til familien i Larvik i årene 1853–1858. I brevene skildrer hun reisen fra Norge til USA, området de kom til og det nye livet som immigrant, prestefrue og etter hvert mor.

Elisabeth Korens brev utgjør en viktig del av det vi betegner som «Amerikabrev». Det er den største enkeltsamling av slike brev vi har etter en norsk innvandrer i USA.

Les mer..

Om Elisabeth Koren

Elisabeth Koren er i dag mest kjent for sin dagbok, som hun skrev fra utreisen og de første årene i USA. Hun var en flittig brevskriver og brevene hennes er en viktig kilde til immigrantliv og kvinneliv fra 1850-tallet og framover, men også til norsk-amerikansk kirkehistorie.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.