Little Iowa Præstegaard,
den 31de Juli 1857

Kjære Moder!Moder] stemora Elisabeth Frechland (1810–1897). Mor til Elisabeth, Caroline Mathilde Koren (1801–1840), døde i 1840, da Elisabeth var åtte år.

Tak for det sidste Brev, kjære Moder, Gud ske Lov at du dog var saa taalelig ved Kræfter, maatte det fremdeles være Tilfælde, hvor underligt jeg synes det var at tænke paa, da du skrev sidst, ingen hjemme uden du, FaderFader] Ahlert Hysing (1793–1879) og Emilie og ingen i Münsters Fløi. Naar jeg nu næstegang faaer Brev, kan I maaske skrive at StinStin] Johan Augustinus Hysing (1834–1888), Elisabeths bror (Johnson 1941, I, 188–189) er kommen og maaske ogsaa berette om Udfaldet af TomsTom] Thomas Fasting Hysing (1838–1922), Elisabeths bror (Johnson 1941, I, 189) Examen, ak Gud give det maatte gaa godt, at Fader maatte faa den Glæde. –

Du ønskede mig paa den omtalte Tour til Stubs,Stubs] Hans Andreas Stub (1822–1907) var prest i Coon Prairie fra 1855 til 1861. Han var en av de seks som stifta Den norske synode i 1853. Han ble seinere prest i Big Canoe menighet i Iowa (fra 1865 til 1891). deraf blev ikke noget, der kunde ikke være Tale derom, da HenrietteHenriette] Henriette Koren (1854–1939), Elisabeth og Vilhelms eldste datter blev syg og hvor hældigt det ogsaa var at vi blev hjemme, havde det ikke været Tilfælde, saa havde vi ikke faaet den Glæde at see Mens,Mens] Mens Blix Paasche Koren (1836–1901), bror til Vilhelm (Johnson 1941, I, 71–72). ialfald ikke i vores Hjem, og det vilde ikke været halvt saa morsomt – der er forresten endnu lidt Tale om denne Tour, det skulde nok være godt. Kan kun Vilhelm slippe løs, men foruden sine forøvrige Reiser, maa han visselig ogsaa til Minnesota før Synoden, og nu er der kun to Maaneder til den skal holdes. Jeg undrer hvordan det vil gaa mig da, jeg ved ikke hvor jeg skal faa Hjælp, jeg kan nu vel nok faa Fat i nogle Piger, men ikke nogen der forstaar sig paa Madlavning, og det er det, det gjælder; jeg har tinget paa Oline,Oline] tjenestejente hos Korens hun er den beste jeg veed; nu er hun gift, men boer tæt ved; hun var her en Maanedstid efter Anne var reist, da den nye Pige ikke kunde komme, nu har jeg da faaet hende; hun er kommen hertil Landet i Sommer og er fra Valders hvor hun i flere Aar tjente hos Præsten Winsnæs som Budeie, hos Kaptein Müller har hun ogsaa tjent, i samme Egenskab. Ja, jeg troer ikke hun har været andet. Gid hun nu maatte blive brav. Jeg lover mig godt af hende, men endnu har hun ikke været her længe og er fremmet for Stellet her, der jo er meget forskjælligt fra hjemme.

Marit Barnepige er jeg vel fornøiet med, hun er saa snil og omhyggelig om lille Lina,lille Lina] Caroline Mathilde Koren, gift Naeseth, (1857–1945), Elisabeth og Vilhelms nesteldste datter der ogsaa er meget glad i hende. Henriette lærer at tale Valdersmaal fra Pigerne, hun har ganske den Valderske Udtale af «ei»: «Æ veit ikje», «ta de aat mæ», «kjæm Præsten heimate idag», og mangfoldige slike Vendiger har hun. Jeg vilde ønske jeg kunde gjengive dig noget af hendes pudsige Snak, men det lader sig ikke gjøre. Idag, jeg sad med Lina, kom hun hen til hende med noget Legetøi og sagde: «Vær saa god, der har du Leger», stod et Øieblik og saae paa hende og sagde derpaa meget roligt idet hun vændte sig om og gik, «Jeg siger Tak naar jeg faaer noget, jeg».

Hun var nu netop udenfor Vinduet og spurgde om hun maatte faa lov at tage to Ærter, hun vil saa gjerne hen i Ærtesængene, men nu har vi da faaet hende saa vidt at hun ikke gjør det uden Lov. Hun er forresten slæt ikke lydig ved første Ord endnu, det er ingen let Sag at faa hende lydig, dobbelt slemt den første Tid efter hun havde været syg, nu gaaer det bedre; hun er vidstnok lykkelig for Tiden over meget Legetøi hun har faaet fra Bestemama og Tanterne i Bergen; de vidste nok ikke at Mens reiste hertil, men havde faaet fat i en Emigrant, der Dagen efter skulde seile, saa de i en Hast fik en Pakke istand til os, det var morsomt at faae, iblandt hendes Sager var en liden Gynge med et Par smaa Dukker som især gjør Lykke, der sætter hun da sin hele Dukkefamilie, hun har endnu de to hjemmefra i taalelig Forfatning, ofte kommer hun med et Baand, og vil have de 4 smaa bundet fast paa det store Dukkehem, der er udsmyket med en af Linas gamle Kapper og Hagesmækker, og saa kan hun da faa bysse dem allesammen, hun er ikke rigtig fornøiet med at lille Søster ikke kan tie stille med sit Pludder, naar hun siger «Tys Dukkebarn sover». Lille Tullen har ogsaa moro af Legerne da der ogsaa er nogen store Kigsekugler som hun har sin Fornøielse af at see blive trillet.

Vilhelm fik blandt flere Bøger Aonio Palearios lille SkriftAonio Palearios lille Skrift] Aonio Paleario (ca. 1500–1570), italiensk lærer og tidlig reformtenker. Han hevda at Skriften måtte settes høyere enn den kirkelige tradisjon. Han ble dømt til døden som vranglærer og henretta i Roma. og den norske Prædikesamling. Deilig fint hvidt Vadmel fik vi ogsaa, jeg ved ikke rigtig hvortil jeg vil bruge det endnu. Vi kommer vel til at anskaffe os flere Sengeklæder til Høsten, 6 Gjæstesenger maa jeg mindst have, maaske flere, noget kan jeg vel ogsaa faa laant, kunne jeg kun faa et Menneske til at hjælpe meg lidt med at Sy, men nu er Barbro gift ogsaa, jeg var glad jeg havde faaet mine Kjoler syet før det skeete. Du har lyst til at høre i hvad Forfatning mine Garderobe er, siger du.

Den lysegrønne og den blaa ‹Uldflese›‹Uldflese›] Det er vanskelig å tyde Elisabeths håndskrift her. Kanskje har hun tenkt på det engelske «fleece» for ei jakke av ull? brugte jeg kun den første Sommer her, den vænter paa Henriette, de røde og graa JaconetsJaconet] et lett bomullstøy er nu Kjoler for Børnene, den røde er uudslidelig troer jeg; den hvide Jaconet ligger urørt, for mig er den for liden, jeg har maattet forandre alle mine Kjoler som jeg havde hjemmefra, jeg er vel voxet noget – Henriette søler sig for meget til at faa dem, den taaler næppe megen Vadsk; saa er det min Plaids, den er stærk og god, skal blive god til Vinteren, den og den grønne Merinos,Merinos] tøy av Merino ull den har lille Tuplille Tup] Henriette skjæmt ud for mig, saa den ikke lengere er saa peen, den bliver violet af at blive vaad – den smukke lyse klare, er som da jeg fik den, jeg bruger den fra og til, derimod har jeg ikke brugt den Silke siden jeg var i New York, jeg tænkte at forandre den i Sommer og bruge den, men det blev ikke noget af, det var den jeg havde hjemmefra foruden Morgenkjoler og Brudekjolen da – disse første er nu længe siden forbi.

Jeg har ikke syet noget nyt med Undtagelse af Morgenkjoler og en tynd ‹Uldmousliin› før i Sommer, da jeg har faaet 2 Jaconets til Hverdags og en graa tyn Ulden, syet med stor Krave til Reisekjole og min faste. Det Linned jeg fik nyt er naturligviis saa godt som nyt, men jeg maa snart have nyt istedenfor det gamle. Du seer saaledes at jeg ikke har behøvet at anskaffe mig synderlig, takket være din nyelige Forsyning. Det er ellers forskrækkelig hvor det tager paa Kjoler og alt Tøi at have smaa Børn, Lina er saa flink til at krølle og rive i andre Kravetøi, dette begynder ogsaa at blive gammelt nu. Der er megen Pynt og Stads i selv de ubetydeligste Byer her. Jeg undres hvordan Haarfasong der bruges hjemme og om Fiskebeensskjørter er almindelig. – Du maa tro jeg mærker Henriette bliver stor nu, hun er meget flink til at bruge Tøi, ikke til at rive det i tu, men til at slide. I Grunden er det vel mest Vadsken der slider. Jeg forundrer mig hver Uge over at der kan blive saa meget Tøi at vadske fra den ene Uge til den anden, men to smaa Børn hjælper godt.

Det aller meste af mit Dækketøi ligger urørt endnu, ligeledes to Par Lagener, men til Synoden bliver der nok Anledning dertil. – Nu maa jeg ud og see om Ingrid er saa flink til at passe Stegen som Køerne. Vi fik igaar næsten et helt Faar forærede, det skal smage godt, og nede i Brønden holder det sig fortræffelig; saa til Middag skal vi have Faaresteg og Bringebær og Fløde og disse Bær har Vilhelm, Henriette og jeg plukket i Lunden, 5 skrit fra Haven, vi fik Vilhelm med derud ½ Timestid i Formiddag, Henriette lykkelig over at komme i Skoven og plukke Bær i den lille Kurv som var kommen fra Bergen. Af Jordbær var her næsten ingen, vi har kun spist deraf 2 Gange og det traf sig saa hældig, medens Mens var her; desto oftere har vi spist Bringebær; dem har her været mange af, men vi maa selv plukke dem, der er ingen Børn heromkring der har Tid dertil. Blommer og Brombær seer her ud til at blive en Deel af, men ingen Solbær og Stikkelsbær. Er det ikke morsomt at vi har saa megen Frugt omkring os, faa Skridt fra Huset?

Det har ikke staaet saa godt i Haven før som iaar, vi har havt saa megen Nytte og Fornøielse af den, Vilhelm sparer ikke heller paa Arbeide i den om Vaaren, havde han selv kun bedre Tid, saa skulde det heller ikke være vanskeligt at faa tamme Frugtrær og andre Forbedringer. Vi har havt en mængde Ærter, Næper, Ræddiker, Salat, Augurker, og Rødder naturligvis, Kaalen staaer ogsaa godt, men det er nogen som spiser af den og Salaten, jeg troer det er Harer, af disse smaa Rabbits her er, de skal være temmelig forskjellige fra Harer, meget mere velsmagende, jeg saae en løbe fra Saladen ind i Skoven, de ere mere tamme end Haren. Anders har stillet Fæller op, men hidtil er det kun lykkedes os at fange Lilliken; hvor Henriette skreg da. Melonerne er langt tilbage iaar, de pleie at være modne tidligere end nu.

Gid nu det ogsaa maatte staae godt hjemme, I har det varmt siger du; 19 Grader inde; da synes vi ordentlig det er kjølig, Vilhelm sagde netop for lidt siden, «Idag er det godt og kjølig.» «Hvor mange Grader er det», spurgte jeg. «20», var Svaret. Vi taaler bestemt Varmen bedre nu, ofte kan vi nok være medtaget deraf og uskikket til at bestille noget, men i det Hele gaar det bedre, naar kun Luften er frisk, men naar det er stille og lummert, da er det fælt. Musketterne og nogle smaa Fluer har været saa slemme tidligere i Sommer, at vi for det meste bleve jagede ind om vi vilde forfriske os lidt ude, ofte den hele Dag. Det er mest efter Solnedgang de plage – nu mærker vi næsten ikke til dem; hvilket deiligt Maaneskin vi har om Aftenen, og da det bliver saa tidlig mørkt her, har vi dobbelt længe godt af det. – Jeg blev afbrudt igaar af Emigranten. Redactøren der var kommen for at besøge sine Foreldre i Decorah. Han spiste her til Aftens – nu sidder jeg og vænter paa Vilhelm skal komme fra Kirken og vil imidlertid skrive dette førdig. –

Jeg vilde ønske jeg var bleven lige saa glad som jeg blev forundret over Benedictes Forlovelse med Krohn; imidlertid – jeg kjænder ham jo slet ikke, alt kan jo blive meget godt og det give Gud! Hvordan er han, hyggelig, tækkelig, peen? Gud give det maa gaa godt. – Stakkels Paulsen, som mistede sit Barn – Vilhelmine Solberg har jo ogsaa mistet sin Lille, det hørte jeg af min Pige. Vi fik nylig, ved en eller anden feiltagelse, Morgenbladene sændende, deraf saa jeg et Dødsfald, der gjorde mig ondt, nemlig Birgitte Aall. Jeg vidste ikke hun var Gift, hun var Forlovet da jeg reiste hjemmefra, fortæl mig derom; er Dorthea gift? – Du siger Tandberg mente næppe at det var den omtalte Sygdom jeg havde i Benet, det troer jeg dog, det varede undertiden 5 Uger men, som oftest meget lengere, skrev Doktor Hansen, og det seer nok ud til at Sommeren gaar hen førend Kræfterne rigtig indfinde sig. –

Vilhelm traf Hr. Hansen paa Kosconong, de boe ikke langt fra Præstegaarden, det skal være en duelig Læge, hans Kone meget tækkelig og meget livlig. Han havde talt om at reise en Tour her oppover. Jeg skrev sidst at jeg vilde sænde et Rids af Tilbygningen dennegang, men det faar være til senere. Materialerne trængte nemlig til at tørres, saa Gulvene er ikke lagt endnu og Værelserne følgelig ikke afdelte og førend Indhøstningen er forbi, bliver der nu ikke arbeidet. Snedkeren har selv Gaardsbrug og i denne Tid har alle Hænder mere end nok at bestille. Jeg troer nok, han faar Huset førdig til den belovede Tid.

Nu begynder Bønnesnitningen, der er saadan Masse, imorgen skal jeg sylte Asia; pleier du at lade al Saft undtagen Tyttebær klare gjennem Uldposen? Tak for alle de Opskrifter, du fra og til har sændt mig, dem tager jeg med Taknemmelighed imod. Henriette og lille Lina liggerbæggepaa Gulvet og støier noget forskrækkelig. Lina skriger, hyler nesten af Glæde og ligger naturligviis hvert Øieblik paa Næsen, ja det mærkes nok af mine Breve at jeg har to saadane Heftekroge, der sjælden lader mig sidde mange Minutter i Ro adgangen. Lina har gjort saa store Fremskridt i den sidste Tid, bare siden Mens var her, jeg synes hun er tidligere fremme end Henriette, var, tidligere til at pludre og vilde krybe, hun er saa livlig, der er saa morsomt at see hvor glad hun er i Henriette; du skulde see hvor straalende hendes lille Ansigt er, naar Henriette løber frem og tilbage og leger med hende, og Henriette er ikke mindre glad i lille Søster, kan slet ikke taale at hun græder, gjør hende fordetmeste Selskab, saa undertiden er her nu Consert! Det er rart med Henriette, saa taalmodig, som hun lange Tider kan sidde med sin Dukke og bysse den, eller med en Naal og trække den ud og ind paa et stykke Tøi, eller sidde og synge med en Bog i Haanden. Saa er hun paa den anden side saa grulig utaalmodig naar hun ikke faaer hvad hun tager sig for, til, som hun vil, for Ex. trække sine Strømper paa, faaer hun det ikke strax rigtig, kaster hun dem fra sig og rober «Jeg kan ikke, Du læppe mig, Du gjøre det.» –

Hils Lina og Tak hende for Brevet, jeg vilde ønske hun vilde skrive igjen, hun trives vel godt? Mange Hilsner til mange gode Venner fra os. Er Actonia Boesen gift? Hils Emilie meget. Er Mathilde S. gift? Gud give dette Brev fandt dig vel. Mange, mange Hilsener fra Vilhelm, Børnene og

din Leis.Leis] Elisabeths kallenavn i familien

I August skulde Larsen og Clausen reise, men jeg ved ikke hvor Clausen skal hen. Vi haabe til Minnesota. Jeg troer ikke jeg har fortalt at vi igjen har Rabarbra Planter, til neste Aar kan jeg nok forsyne hele Settlementet. Brevet har lagt flere Dage da jeg ikke kunde faa Bud til Byen i denne travle Høsttid. Vilhelm har faaet Brev fra Preus at Lange har modtaget Kald til Painted Creek, du kan tro vi er glade.

Om Brev hjem 1853–1858

Elisabeth Koren (1832–1918) utvandret til USA med sin mann Vilhelm Koren (1826–1910) høsten 1853. Vilhelm skulle være prest i Iowa for et stort antall norske innvandrere som hadde etablert seg som bønder vest for Mississippi.

Denne samlingen inneholder de 53 bevarte brevene som Elisabeth Koren sendte hjem til familien i Larvik i årene 1853–1858. I brevene skildrer hun reisen fra Norge til USA, området de kom til og det nye livet som immigrant, prestefrue og etter hvert mor.

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook