Koshkonong.Koshkonong] Koshkonong, Dane County, Wisconsin, var ett av de første norsk-amerikanske settlementer i Wisconsin. Det blei etablert i 1840. I 1853 var det et naturlig første stoppested for mange norske immigranter på veien vestover (Blegen 1947, 141).
den 12de December, 1853.

Mine dyrebare Forældre!Mine dyrebare Forældre] Ahlert Hysing (1793–1879) og stemora Elisabeth Frechland (1810–1897). Mor til Elisabeth, Caroline Mathilde Koren (1801–1840), døde i 1840, da Elisabeth var åtte år. Faren gifta seg igjen i 1842.

Nu er vi kommen saa langt paa Veien, mine kjære Forældre, friske og raske Gudskelov og uden FataliteterFataliteter] uhell. Du kan ikke tro, hvor underligt det er nu virkelig at sidde her midt i Amerika, paa Koshkonongs Præstegaard og skrive hjem til den kjære, kjære Herregaard. Jeg liger ellers ikke rigtig disse Breve som jeg nu sænder hjem, fordi de bare bliver fyldte med Reisebeskrivelser saa der bliver aldrig Tid og Plads tilovers til at skrive ordentlig saaledes som jeg ønskede, det maa blive naar vi kommer til Ro i Iowa. Jeg havde først tænkt at vænte med at skrive til vi kom did, men da jeg ikke saa bestemt kan vide naar det bliver, vil jeg heller sænde Brev herfra ogsaa.

Endnu har I vel ikke faaet mit Brev fra NewYork og siden den Tid har jeg oplevet saa meget og seet saa meget, at det løber ganske Sur for mig naar jeg skal til og fortælle det. Da vi havde sændt vort Brev afsted,afsted] fra New York flyttede vi iland til Scandinavian House,Scandinavian House] Det Skandinaviske Selskab, fra 1844 (se Nelson 1955, 67) jeg var virkelig ganske vemodig ved at forlade dette Skib hvor vi har havt saa mange behagelige Timer og ved at sige Farvel til vor ælskværdige Captain og hans Kone. Han har sandelig vist sig udmærket god mot alle Passagerer og ikke mindst mod os. Skibet laa ved Bryggen, saa vi var flere Gange om bord i Visitter. Det var danske Folk, som har det Huus hvor vi boede i. Madam Scott har været her i over 20 Aar, men var saa ægte dansk i sit Sprog og hele Væsen. Jeg havde mangen god Latter, naar vi spiste og hun begyndte at tale om sin Madlavning og hvor daarlig Amerikanerne forstaar sig derpaa; hun var flink, det er vist.

Vi havde det meget behageligt i NewYork, og traf saa mange norske. Schlytter var hos os hver Dag og ude med os overalt.Schlytter … overalt] Schlytter var en av dem som tok seg av Elisabeth og Vilhelm mens de var i New York (Nelson 1955, 63). En Dag var vi med Schlytter og Hvoslefs i Crystalpaladset. Vi gik derhen efter Middag og var der over 5 Timer, men man kunde behøve mange Dage uden man fik see alt. Bygningen er smuk og det tager sig brilliant ud, især naar alle disse utalige Gasflammer blive tændte. Det smukkeste der findes i hele Paladset er Sølvarbeidet fra England, noget saa overordentlig smukt og pragtfuldt faaer man vanskelig see. Fra Frankrig var Goblins Tapeter deilige, og nydeligt Porcelæn. Prægtige Uhre fra Genf, nogle mindre end en af vore smaa Sølvtoskillinger. Og en Deel smukke udskaarne Sager fra Schweits. Den Gibsafstøbning af Thorvaldsen Apostle som Consul Bech har besørget fra København har faaet en meget smuk Plads.

Det er som man kommer ind i Helligdom naar man nærmer sig dette Sted, saa høitidelig og stille er der. Figurene ere opstillede i en Halvkreds med Døbefonten i Midten. I Baggrunden er der mørke violette Fløiels Draperier fæstede med en Krands af Eviggrønt over hver Figur. Vi gik længe og ledte efter Norge og Sverige og blev endelig meget flaue ved at finde i en Krog nogle udskaarne Sager og andre Smaating. Endeel svensk Literatur laa der. Ja, der var nok at see af alle Ting, men ogsaa meget ubetydeligt. Alle disse prægtige Silkestoffer og Modesager behøver man kun at gaa paa Broadway for at see Mage til. En Malerisamling er der, nogle gode og vist meget middelmaadigt, vi fandt et Par af GudeGude] Hans Gude (1825–1903) der, men saae forresten ikke den hele Samling, det havde vi ikke Tid til. Prægtige Værelser med Forfriskninger er der, hvor vi maatte ind og skaffe os. Da vi havde været der en 5–6 Timer, satte vi os i en af disse store Vogne der gaa paa Jernbaner og gik af ved Taylors Kafé, hvor vi spiste til Aften. I skulde vel seet hvordan der saa ud pa Broadway da vi kjørte op til Paladset; vi stod ganske fast for Vogne og havde Tid nok til rigtig at betragte de smukke VoitureVoiture] vogner, kjæretøy med deres prægtigklædte Herskab, for saadan Pragt i Klædesdragt som her er, er ækelt at see paa.

Flere Aftener tilbragte vi hos Hvoslefs. En Middag var jeg hos Mølbachs, hvor der var en tydsk dame, saa vi tydskedetydskede] snakket tysk med af alle Kræfter. Noget af hvad der interesserede mig mest var denne bekjendte store Greenwood Kirkegaard,Greenwood Kirkegaard] Greenwood Cemetery, kjent gravlund i Brooklyn, etablert i 1838 der ligger paa den anden Side, Brooklyn. Vi kjørte derud, med Schlytter og Westergaard, en Bergenser. Det store Stykke Land som er anvændt hertil er udmærket smukt, og romantisk Høie, Dale, smaa Indsøer og Skov. Man er nærved at glemme at man er midt i en Kirkegaard ofte, hvis man ikke plutselig blev vækket ved en Gruppe hvide Monumenter, hvoraf mange har en deilig Beliggenhed og mange er smukke, især saa vi ett over en ung 17 aarig fransk Dame, død ved at falde af Hesten, som var udmærket smukt. Den er saa stor, saa Gravene er ikke saa tæt paa hinanden. Capeller inde i en Høi, med en Indgang i forskjellig Stiil er meget almindelig. Det var en Kirkegaard som jeg aldrig havde tænkt mig. Alting er saa storartet og pragtfuldt der i NewYork.

Vi skulde først reist den 29,den 29] 29. november 1853 men Schlytter sagde vi kunde først komme afsted Fredag. Torsdag da vi kom hjem fra en Tour i Boadway, var Consul Bech, hjemme, saa vi traf han da endelig. Vilhelm og han havde den hele Tid omgaaet hinanden, vi var leie over ikke at kunde faa ham at see, da han havde skrevet en Invitation til os om at komme derop. Vi skrev tilbage og takkede at vi ikke kunde komme, da vi maatte skynde os at komme afsted og han boer saa langt borte. Dette Brev havde han netop faaet og var nu kommen ned for at faa os derop saa kunde vi fortsætte Reisen derfra. Dette var en lidt anden Reiseroute, men han var saa venlig og slap os ikke, saa vi sagde ja og reiste næste Morgen 2den December med Jernbanen til Po’kipsie,Po’kipsie] Poughkeepsie, New York hvor vi kom Kl. 12 og blev meget venlig modtaget; vi var der til Mandag Morgen, og havde det meget behagelig. Jeg synes godt om fru Bech. Vi kjørte en Tour for at see den smukke Omegn, – en Dag forresten, tilbragte vi Tiden hjemme i Ro. Der er saa udmærket smukt og elegant hos dem, især er jeg ganske indtaget i et Værelse med Belysningen fra LoftetLoftet] taket og den ene Væg indtaget af et smukt Bogskab med en Glasdør, der gaar ligeud i et lille Drivhuus. Fru Bech talte godt dansk. Sønnerne saae jeg ikke, de ere ikke hjemme; de to Smaapiger er ikke smukke, som den lille Michael Edward derimod er, alle tre søde Børn og det hele Huus meget behageligt.

Jeg har mange Hilsner til dig og Mor og Treschows fra dem. Rise er der ikke længer, han var saa doven saa de ikke kunde have ham og det er Skam, for det er en lille Have; nu har jeg sidenefter hørt at han er i NewYork og vilde at Broderen skulde hjælpe ham med Penge, hvortil de her sige at Broderen kunde trænge til Hjælp selv. Det er nok temmelig smaat for dem, hans smukke Kone forstaaer sig ikke stort paa Huusvæsenet. Her i Huset kjender de hende ikke.

Den 5te reiste vi fra Po’kipsie til Buffalo, 400 engelske Miil, hvor vi overnattede. Vi traf en Bekjendt af Bech i samme Vogn som vi, en Amerikaner, der var saa elskværdig imod os, han gik af før vi kom til Buffalo, vi converserede ham paa engelsk, saa godt vi kunde. Her paa Reisen har vi først havt rigtig Brug for Engelsk. Jeg kan ikke sige hvor vi har været heldige til at træffe elskværdige Mennesker ligesiden vi forlod Hjemmet og hvor taknemmelig jeg er herfor.

Den 6te6te] 6. desember 1853 reiste vi fra Buffalo gjennem Ohio, og det nordlige Indiana og kom om Aftenen Kl. 9–10 til Toledo, hvor vi skulde bytte Vogn. Vi vilde nemlig reise hele Natten. Nu blev det sagt at man først skulde i en Færge over Fjorden førend man kom til den anden Vogn, saa vi fulgte Strømmen og kom om bord paa Færgen, hvor vi stod længe og endelig kom i Land paa den anden Side, og da vi vilde hen til Lokomotivet, var det borte. Dette var da en Misforstaaelse, vi blev meget flaue, men slap endelig fra de paatrængende Kudske og fik fat i en Herre som sagde at næste Train skulde gaa Kl. 1 om Natten. Vi var glad over denne Misforstaaelse da vort Tøi ikke var mærket længere end til Toledo og det havde været meget vanskeligt i den Fart at faa nye Checks for alt Tøiet. Vi kom da ind i et Værelse saalænge, jeg svøbte mig i mit Plaid, tog Kaaben over mig og la mig paa en Sofa, hvor jeg sov ypperligt et Par Timer saa gik det afsted til Chicago,afsted til Chicago] Se Elisabeths dagbok, Nelson 1955, 68–69. som vi naaede Kl 4 om Eftermiddagen.

Synes du ikke man reiser hurtigt her, Fader? Ja, det gaaer afsted, man bliver expederet i en Fart, go ahead er Løsenet overalt. Disse Jærnbanevogne er saa bekvemme at sidde i. Her er ikke mere end én Klasse Vogne, alle gaar paa første Plads. Det er ogsaa en frygtelig Færdsel her. Der gaar forskjellige Train mange Gange om Dagen og alligevel altid fuldpakkede Vogne. Den smukkeste Deel af Veien var mellem NewYork og Po’kipsie, det er vakkert og så hjemlig langs Hudson. Veien gaar ofte under Tunneller. I Nærheden af Buffalo og siden hele Veien er Landet for det meste fladt med en Indsø hist og her og Skov overalt, undtagen hvor der ligger en Farm med sine dyrkede Sletter omkring sig. Det er rigt Land, men alt er nyt, det er overalt i sin Vorden og man ser alle Grader af Cultur. En stor Skov der er begyndt at ryddes hvor der er et lille usselt Loghouse og en Man med sin Øxe alene i dette Vildnis; saa et ryddet Stykke, hvor alle Stubberne staaer, saa kommer en stor nylig planted Frugthave og imellem en lille Landsby. Vi kom forbi mange Steder hvor der var Tegn til storartede Byanlæg. Jernbanetoget stanser saa ofte ved alle disse Stationer og maa ofte vænte paa andre Lokomotiver. Jeg kan ikke sige jeg blev saa meget træt af at reise paa disse Vogne. Det var interessant at reise igjennem dette fremmede Land. Det er ofte en ganske ubehagelig Følelse, dette ufuldente, halvfærdige, man ser overalt.

Da vi nærmede os til Chicago saa jeg første Gang disse uhyre Prairier med Skov i Horizonten hvorfra man skimter en lille Hytte imellem, nærmere Chicago var de mere opdyrkede, ogsaa en Mængde Frugthaver. Eiriesøen seer man fra og til det første Stykke fra Buffalo, den saa vred ud. Nu havde vi Chicago og Michigan der er aldeles fladt, og Michigan var styg og gul. Chicago gjorde ikke noget behageligt Indtryk hos mig at see til, der er saa fladt og bart. Det er en stor by,stor by] rettet fra: stor jeg tror mellem 40 og 50.000, og Boutikker, Boglader, etc der ikke staar under NewYork i Pragt. Prægtige storartede Hoteller er der.

Vi gik hen til Unonius,Unonius] Gustav Unonius (1810–1902) var en svensk prest, som fra 1849 arbeidet blant nordmenn og svensker i Chicago. Han hadde først møtt Elisabeth og Vilhelm i Hamburg, da de gjorde seg klar til å dra. der fulgte med hamham] Vilhelm tilbage og sad en Stund hos os. Det er en meget venlig Mand, som gjørne vilde vi skulde været hos ham et Par Dage, men vi maatte afsted Klokken 8 næste Morgen for at gaa med Steambaad til Milwaukee. Denne Steameren kan I vel tro var ellegant, en uhyre stor Salon, hvid lakeret med rige Forgyldninger, Mahogni Møbler med Fløielsbetræk, store Speile fra Gulvet til Taget, Lysekroner etc., etc. Og saa til al denne Stads, et forunderligt blandet Selskab, Damer i Silke og Fløiel, og elegante Herrer, ved Siden af dem tykke Bondekoner og Farmere der gaaer og spankulerer med deres sølede Støvler, paa disse smukke Brüssel Tæpper, «og spytter paa Gulvet hvor de vil», men de lader ikke Cigarerne brænde.«og spytter … brænde] referanse til diktet «Flugten til Amerika» av den danske forfatteren Christian Winther (1796–1876), først publisert i samlinga Nogle Digte (1835): «Man spytter paa Gulvet, hvor man vil, / Og lader Ciggarerne brænde». De ryger saa lidt og ikke hvor der er Damer, du veed Amerikanerne er meget høflige mod Damer.

Fra Chicago til Milwaukee er omtrent saa langt som til Christiania,omtrent saa langt som til Christiania] Utgangspunktet for alle Elisabeths sammenlikninger med norske avstander er Larvik. men vi var der alt ½ 5 om Eftermiddagen, Michigan var deilig blaa og stille. Nu havde vi reist en Strækning af omtrent 1600 engelske Mile. Bliver ikke jeg bereist? Det er meget interessant kan I tro, at see saa meget. Jernbanetoget til Milton gik først næste Morgen kl. 8. Nu reiste vi da i Wisconsin, som jeg saa meget havde længtet efter at see. Den Deel af Landet vi reiste igjennem bestod mest af bølgeformige Prairier, deels dyrkede, deels bevoxede med Skov, lidt Vand fra og til, undertiden temmelig høie Bakker.

Kl. 12 kom vi til Milton, en latterlig Ting af en by,Milton … by] Milton, helt sør i Wisconsin, kan bare ha hatt noen ganske få innbyggere i 1853. Milton House var en kjent bygning, bygd i 1838, av Joseph Goodrich (Nelson 1955, 75). 3–4 Huse, Begyndelsen til en Gade – med en stor sort Stjerne malet paa hvert og «Milton House» paa det ene og en lille bitte hvidmalet Bygning der seer ud som et Hønsehuus hvorpaa der stod med store Bogstaver «Milton Academy». Jeg gik ind i Milton House og gjorde mine Bemærkninger for mig selv over den besynderlige Blanding af Snurrepiberier, videnskabelige Bøger osv, der var i Værelset. Vilhelm kom tilbage, og uden at have faaet Heste. Der laa en liden hvidhaaret Bondegut paa Gulvet og stellede med Ilden i Ovnen. Vilhelm spurgte ham paa engelsk om der var nogle Norske her. «No», sagde Gutten og forstod ikke hvad vi sagde. «Kanske Du er norsk selv?» «Ja, jeg er fra Nummedal», svarede Gutten, meget fornøiet over at høre norsk og nu fortalte han os i sin Bondedialect, hvor hans Foreldre var og at han havde hyret sighavde hyret sig] rettet fra: havde sig for 2 Aar og havde saa meget at gjøre. Den hele Scene, Gutten og altsammen, faldt saa pudsigt at det forskaffede os en hjertelig Latter. Vilhelm fik endelig fat paa En som vilde kjære os, en Yankee.Yankee] Elisabeth omtaler andre amerikanere konsekvent som «Yankier». Vi satte os op i en Vogn, en egen Slags som de bruger her, udmærket let med to Sæder, hvorover der bliver bredet Bøffelhuder og hvor man sidder fortræffeligt.

Det var det deiligste Veir og ikke det mindste koldt (vi har ikke seet Snee og Iis den hele Vei). Nu gik det afsted, det var den besynderligste Kjæretour I kan tenke Eder. Vi sad paa vore Huder paa Bagsædet, Kudsken foran, converserede meget ivrig. En saadan Kudsk har jeg aldrig havt. Han var lærd, talte tydsk, spansk, havde læst en heel Deel Latin, kjendte Schiller, Goethe, etc, kjendte til Norge og Regjeringsmaaden der, og mange Steder, havde reist en Deel i Amerika, kort sagt det var en meget lærd Kudsk, 21 Aar og elegant klædt, han er Farmer og havde et meget peent Væsen og viste som han sagde, at han kjørte udmærket, tiltrods for sin tilsynelatende Skjødesløshed, for han sad og saa paa os istedenfor paa sine Heste og Veiene var ikke for rare paa sine Steder. Vi mødte flere Norske paa Veien som vi talede med. Til en der kom med sin Øxe paa Nakken sagde vi: «Er du fra Norge du?» «Yes, d’er’nte urimelig det», sagde Bonden. Det første de Norske glemmer af Sproget er Ja og Nei.

Det var smukt land vi reiste igjennem og kom Klokken 6–7 til Præstegaarden, hvor vi fandt alt vel.Præsten] Adolph C. Preus (1814–1878), prest for norske immigranter i Koshkonong til 1860, så i Coon Valley. Leder for Den norske synoden fra 1853 til 1862. Reiste hjem til Norge i 1872 (Norlie 1914, 97). havde først nylig faaet vort Brev at vi kom, derfor mødte han os ikke i Milton. Nu tænker jeg I ere ligesaa nysgjerrige, som vi varvi var] rettet fra: vi efter at vide hvordan Præstegaarden er. Det er et temmelig stort Loghuus, beklædt med Planker udvendig og sappet indvendig.sappet indvendig] kalka vegger Veggene er hvidkalkede og alt forøvrigt uhyre simpelt, hvad Møbler osv angaar, men her er hyggeligt udmærket snille venlige Mennesker, den unge Frue troer jeg jeg vilde synes godt om ved at være sammen med hende. Den jeg liger bedst er Claudine Bruun, det er en sød ung Pige, som jeg haaber kan komme op og besøge os. Madam Bruun og hendes to Døttre boer nemlig her til deres Huus bliver istand.

Det faldt saa pudsig den anden Aften. Der blev nævnet nogle som jeg skulde kjende. «Nei», siger Madam Brunn, «Fru Koren ligner saa en Dame som jeg kjendte, hun hed Lina Koren og var forlovet med en Hysing». «Det var min Moder»,Lina Koren … Hysing … min Moder] Caroline Mathilde Koren (1801–1840), døde i 1840, da Elisabeth var åtte år. sagde da jeg. Nu blev der da en Forundring, de havde alle troet at jeg var en Frøken Münster. Lørdag kjørte vi en Tour med Præsten for at see os om. Her er ikke Vand tæt ved Præstegaarden, ellers er her meget smukt, men en ganske egen Natur; vi kjørte ud over Prairierne, der høine sig saa smukt, og ser ud som smuk blaa Sø i Horizonten. Hvor der ikke er dyrket er der for det meste Skov, Eg, hvoraf det er flere Sorter her. Omkring Prestegaarden er der mange Træer.

Nu har jeg faaet Besked om lidt af hvert, Brødlagning etc. De har nogle ypperlige Ovne her, som gjør Madlavning saa let. Fjærkre er nok af paa Garden. Kalkunene skjøtter sig selv baade Sommer og Vinter. Men alle saadanne Enkeltheder kan jeg ikke dvæle ved dennegang. Imorgen skal vi til Spring Prairie til Præsten Herman PreusPræsten Herman Preus] Herman Amberg Preus (1825–1894), utvandra i 1851 og var en av de seks prestene som stifta Den norske synoden. Da Vilhelm og Elisabeth kom til Wisconsin i 1853, var han prest i Spring Prairie. Herman Preus var leder for synoden fra 1862 til han døde i 1894. Hans kone, Linka Preus (1829–1880) ble en av Elisabeths beste venninner. for derfra den 15de at fortsætte Reisen til Iowa, hvor de meget længes efter deres Præst. Wilhelm faar nok at bestille kan du tro. Hvor langt der er til hvor vi skal bo kan jeg ikke bestemt sige. Havde vi kommen tidligere i Høst, havde Preus selv skydset os til Iowa, nu har han selv en lang Forretningsreise fore.

I Søndags var vi i Kirke her, vi gik til Alters, det var første Gang, jeg ikke havde Eder med, mine elskede Foreldre og Sødskende og første gang sammen med Wilhelm. Den hele Gudstjeneste her, gjorde et særdeles behageligt Indtryk. Den blev holdt i et stort Loghouse, det var ganske fuldt og alt gik saa stille og ordentlig til. Klokkeren og flere av Folkene kom hen og ønskede os velkommen hertil. I dag har Vilhelm og Preus reist næsten den hele Dag, i Præstelige Forretninger. Vilhelm er saa optaget med at tale med Preus og sætte sig ind i alle Ting at han ikke skriver dennegang; men sender Faer, Moer, ChristianeChristiane] Christiane Koren Hysing (1826–1880), Elisabeths eldste søster (Johnson 1941, I, 188) og alle en kjærlig Hilsen. Gud give alt maa staa godt til i mit kjære Hjem. Hvordan har Christiane det? Du faar ikke noget særskildt Brev førend jeg kommer til Iowa, kjære Christiane, og det første Brev derfra veed jeg I vil komme til at længes meget efter, ligesom jeg efter at komme der for jeg er saa uvidende om alt; jeg skulde gjerne bleven her længer ogsaa, da jeg hygger mig saa godt.

I kan ikke tro for et deiligt Veir her er i disse dage. Hvordan mon det er hjemme? Høi Sne, kanske? Nu har de travelt med Juuleklap, tænker jeg, det er saa underlig ikke at have noget saadant at have travelt med. Ja, dette bliver en underlig Juul for os; Gud give Eder en glad Juul og at I alle maa være raske, hvordan er det med MarieMarie] Christine Marie Cappelen Hysing (1836–1867), Elisabeths søster (Johnson 1941, I, 188–189) nu? Og Stin?Stin] Johan Augustinus Hysing (1834–1888), Elisabeths bror (Johnson 1941, I, 188–189) Er han fremdeles fornøied med sit Logis? Gid jeg snart kunde faa Brev fra ham ogsaa. Hvordan lever de paa Wormnæs?de paa Wormnæs] Både Vilhelm og Elisabeth hadde slekt på Vormnes. Gud give Lotte maa være raskere! Nu er da Johan og MarieJohan og Marie] Vilhelms bror Johan Koren (1828–1909) og Marie Münster (1831–1884), en venninne av Elisabeth gifte og kommer snart hjem i Julebesøg. Vi skriver til dem, strax vi kommer frem; for en Correspondance det da bliver, overalt hvor vi har været har de bedet os om Brev; jeg glæder mig da til at kunne sænde mere udførlige Beretninger hjem om alt jeg hidindtil har gjort. Vil du være saa god kjære Fader at sænde dette Brev til Sellø.Sellø] Selje, der Vilhelms onkel, Wilhelm Frimann Koren (1801–1891), var prest (Johnson 1941, I, 64) De faae denne Gang kun kjærlige Hilsner paa anden haand. Vi sender en deel Daguereotyp-portraiter hjem, der formodentlig kommer med B til Laurvig.Laurvig] Larvik Der er adresse ved dem alle, det enkelte af mig har Vilhelm forbeholdt sig, som sin Eiendom, men der er bare som Laan, det bliver sendt hjem, enten I vil beholde det og lade Stin faa det fra Hamburg, eller omvendt. Det er ogsaa en Ting jeg vil huske at sige, nemlig at de Breve der sændes til os hjemmefra ikke bør betales, ligesom vi heller ikke betale vore herfra. Da kommer de sikrere frem. Jeg ved ikke om jeg huskede at hilse dig, kjære Fader, fra Schlytter da jeg sidst skrev, han var aldeles udmærket mod os; jeg har aldrig kjendt saadant Menneske, saa utrættelig og hos os sent og tidlig, han er meget elskværdig.

I morgen tidlig drage vi til Springprairie og derfra videre mod Vesten. Vilhelm vil faa en frygtelig Mængde at bestille, ogsaa falder Julen ind paa samme Tid. Jeg kan ikke tænke mig at det alt er saa nær Juletider. Gud give Eder alle, elskede Foreldre og Sødskende en rigtig glad, velsignet JuulResten av brevet er skrevet i margene. og saa vil i med Kjærlighed tænke paa Eders langtfraværende Børn, hvis Tanker seent og tidlig vender tilbage til de kjære i Hjemmet. Gud velsigne Eder alle sammen.

Eders Leis.Leis] Elisabeths kallenavn i familien

Bring alle Kjære Venner en hjertelig Hilsen fra os: Münsters, Threschows, Cappelens, Archers og alle. Hver især af mine kjære Sødskende mange kjærlige Hilsner. Pedelen, Pigerne, hvordan er den nye? Vil du bringe Fru Tandberg en venlig Hilsen fra Fru Preus og hendes Mand. De synes saa godt om hende. En kjærlig Hilsen til alle i Laurvig, paa Sellø, Horten og overalt, men intet Brev før efter Nytar idetmindste. Jeg faaer mere Arbeide end jeg nogenside har drømt om, og har allerede nu ingen Tid i Ro. Gud være lovet at vi begge ere saa aldeles friske, nu ligesom vi har været paa hele Reisen. Jeg har faaet et godt Indtryk af hvad jeg har seet her baade af Præster og Menighed. Eders V. Koren.

Om Brev hjem 1853–1858

Elisabeth Koren (1832–1918) utvandret til USA med sin mann Vilhelm Koren (1826–1910) høsten 1853. Vilhelm skulle være prest i Iowa for et stort antall norske innvandrere som hadde etablert seg som bønder vest for Mississippi.

Denne samlingen inneholder de 53 bevarte brevene som Elisabeth Koren sendte hjem til familien i Larvik i årene 1853–1858. I brevene skildrer hun reisen fra Norge til USA, området de kom til og det nye livet som immigrant, prestefrue og etter hvert mor.

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook