Little Iowa Præstegaard,
Den 13de September, 1855.
Kjære Moder!Moder] stemora Elisabeth Frechland (1810–1897). Mor til Elisabeth, Caroline Mathilde Koren (1801–1840), døde i 1840, da Elisabeth var åtte år.
Hvor lei jeg blev ved af Faders sidste Brev at see at du har været saa syg og var saa afkræftet – jeg glædede mig saameget ved at vide at du var paa Wormnæs og ude og reise for at samle Kræfter igjen, hvilket du jo ogsaa pleier at kunne ved at reise, og saa skulde du blive saa daarlig bagefter! Det var jo Gudskelov bedre igjen og Gud give jeg snart maatte faa høre du var ganske frisk igjen og havde faaet Kræfterne tilbage og at den slemme Sviindelhed maa forlade Dig. – Nu som den slemme Varme er forbi, haaber jeg det gaar hurtigere med at faa Kræfterne tilbage. Hverken du eller ChristianeChristiane] Christiane Koren Hysing (1826–1880), Elisabeths eldste søster (Johnson 1941, I, 188) pleier jo være Venner af Varme. Jeg ved ikke hvordan det vilde gaa skulde I være her, ja i Sommer har det ikke været slemt, men en saa kjølig Sommer er en Sjældenhed. Den behageligste Tid af Aaret her, troer jeg næsten er Juni Maaned og den Eftersommer her pleier at være i October. Da er Luften saa klar og frisk og overordentlig gjennemsigtig; forresten vist meget skarp, jeg seer ogsaa af Dødslisterne, at de fleste Dødsfald er af Lungesygdomme.
Du kan tro vi er glade over at faa Huset bordklædet, alting mugner i disse Huse naar det er fugtigt Veir; og det vil vel blive bedre naar det bliver klædt – Bøger – Skotøi – bliver skiendet, mit Syltetøi sætter Mug, nu staaer det i en Kasse paa Loftet det tænker jeg ertænker jeg er] rettet fra: tænker er den tørreste Plads. Idag kombæggeSnedkerne, Gudbrand og en Mand skjærer Maisen saa her er fuld Activitæt. –
Vores Reise til ClausenClausen] Claus Lauritz Clausen (1820–1892), prest i St. Ansgar, lenger vest i Iowa. Han kom dit fra Wisconsin i 1853. skulde jeg nok ellers fortælle lidt om. Tidlig en Morgen drog vi afsted Vilhelm, Henriette,Henriette] Henriette Koren (1854–1939), Elisabeth og Vilhelms eldste datter Pigen og jeg, i deiligt Veir, og hvilede om Middagen paa Fort Atkinson,Fort Atkinson] påbegynt i 1840 og nedlagt ni år etter et gammelt Fort mod Indianerne, det første sted her boede hvide Folk i denne Deel af Iowa, men mer en 20 Aar gammelt er det nu vel ikke. Der er det ganske vakkert, men ellers er Veien herfra til Clausen, en øde og ensformig Vei, ikke andet end de uendelige Prairier, der paa den Kant ere aldeles flade, under tiden bevoxet med lit lavt Krat. Landskabet mindede mig om Jylland, den Strækning fraa Aalborg til Randers – det lave brunlige Krat, seer i Friesland ud som Lyng.
Den eneste Afvæxling paa denne Vei er naar man kommer i Nærheden af et Par Smaa Elve, man maa over, da er der alltid lidt Skov langs dem, forresten kjærer man over en Prairie 3 norske Mile lang uden at see Spor af menneskelig Bolig, saa paa over en 2 Miil lang og saa fremdeles. Jeg kan ikke begribe at Præsten Clausen ikke tabte Modet da han reiste opover for at finde sig Land. Veiene er taalelige naar Veiret er godt – (ofte mange strygge Huller rigtignok) og da kan man kjære herfra til Cederriver – det er saa langt omtrent som Landeveien fra Laurvig til Christiania – paa lidt over Halvanden Dag, men har det regnet saa bruger man 3. Længere end til Kl. 7 om Aftenen reiser man ikke her, det gaaer ikke an paa slige øde Veie.
Oppe ved Clausen er det ogsaa meget fladt og vilde ikke være peent dersom de ikke havde den deilige lille Elv med de smukke skovbevoxede Bredder. Vi havde det hyggeligt hos Clausens og var der fra Lørdag til Torsdag og tilbragte Tiden med at spadsere, ro ned ad Elven, ak for en saadan Elv i Nærheden! – og Kjæretoure. Denne Aften tilbragte vi hos en Kjøbmand Classen, der boer tæt ved, baade han og hans Kone ere danske. En Broder af Constance Hirsh boer ogsaa deroppe, han har Brændeviinsudsalg, da dette nu er mod Loven her, saa drager han nok til Minnesota, hvor den Søster der var hos Præsten von Kervel og fulgte hertil med Præsten Dietrichson for at have Tilsyn med Børnene og nu er gift, bor; der skal være noget synderligt ved hende siger man, hun saa ogsaa forunderlig ud. –
Det var paa Grund af sin svage Helbred at Clausen frasagde sig sit Kald i Wisconsin og kjøbte sig en Farm her. Han er dog Præst for de Norske der boer ved Cederriver og det er ikke saa faae enda. Nu boer han i et simpelt nok Huus paa sin Farm, men naar han faaer bygget paa det egentlige Præsteland, saa faaer han vel den peneste Præstegaard her er, da han har god Raad til selv at koste paa den. Han har to Smaagutter paa 4 og 2 Aar, i hvem Henriette var aldeles indtaget. Du skulde seet hendes Fryd naar hun sad paa Gulvet og disse 2 Smaa bragte hende alt deres Legetøi og legede med hende. Lille Tuppen yndede ikke videre at sidde saa stille, som hun maatte medens vi kjørte, men naar vi kom ind paa Tavernet var hun rigtig i sit Æs. Nei, du skulde bare see hende nu, hun sidder her paa Gulvet og griber efter Solstraalerne.
Det er rart hun ikke vil Krybe endnu, hun ager sig hen over Gulvet bare. Er det ikke deiligt at hun har været saa frisk og flink, feed bliver hun ogsaa; hun spiser, med stor Appetit, Melk og Brød et par Gange om Dagen. Disse Kjæks, jeg fortalde at jeg gav hende, – holdt jeg snart op med, da jeg troede hun maaske ikke havde godt af dem fordi de ikke bleve hævede. Jeg maa see at faa mig noget ‹Humlegeng›, der ogsaa skal være god til at hæve Hvedebrød med, den bruges meget her til at hæve deres daglige Brød og tilberedes ved at koge og sile Humlen, røre Hvedemeel i til det bliver som en Pandekagerøre, derpaa haves noget Gjær i, den staaer til den er hævet og sættes saa hen i en Krukke til at bruges. Man kan ogsaa røre Maismeel i den og klappe den i Kager der tørres. Dette er en af de mange forskjællige Ting her bruges til Brødbagning, jeg bruger fremdeles Suurdeig, hvilket jeg best liger, og OlineOline] tjenestejente hos Korens er flink til at bage Brød.
Har du Lyst til at vide hvem de, der ikke netop dømme efter Ansigtsfarven, finner at Henriette ligner, saa fandt de hos Clausens at hun lignede mig over Øinene og Panden, men at hun forresten vist kom til at ligne Vilhelm meget. –
Og nu er da Vilhelm paa Veien til Wisconsin, vi bliver længe alene nu Tuppen og jeg – imidlertid gaaer Kongens Arbeide for sig her. Snedkerne er her, imorgen kommer Muurmesteren og skal rappe mellem Bjælkene baade inde og ude, det er godt det skeer medens Vilhelm er borte. Saa en vakker Dag kommer en Deel Folk for at flytte en gammel Stue der skal opbyges til Stald, og en ditto til Grisehuus. Det er noget Menigheden er pligtig til at gjøre, og jeg troer de foretrækker at forene sig og faa det gjort i en Fart. Jeg var paa Sørland igaar og tingede mig 2 smaa Grise; der har jeg vor næste Handel, hun har min Smørkrukke for at fylde den til Vinteren, saa faaer jeg det saa meget bedre nedlagt. I morgen faaer jeg nok tage mig en Tour til Decorah og kjøbe mig Tøi til en Morgenkjole, nu skal jeg prøve Tøierne her, som siges at være meget slette. Det er saa tyndt alt sammen her, Shirting, Bomuldslærred, det kan være, grovt eller fint i Traaderne, lige tyndt er det. Det er forbi med de gamle Morgenkjolerne mine nu, den violette skal blive Undersiden af et Tæppe. Jeg maa nok have mig et Par tykke Tæpper til, seer jeg; jeg troede at være vel forsynet nu, men der vil noget til da her saa ofte er mange Folk. Palmekjolen min er blevet til Sommertæppe til Vuggen, hvortil den netop var peen.
Forleden fik jeg mig et Spand Smør og igaar 3 hvide Hanekyllinger forærende, saa der nu er Kamp paa Liv og Død ude i Gaarden. Det morede mig at see at Fader ogsaa engang beskjæftigede sig med Høns. Jeg har stor Fornøielse af at stelle med dem, de er saa tamme at jeg næppe tør have Henriette hos mig naar jeg mader dem, de flyver op paa mig og skræmmer hende. Pompadour og Katten, det er hendes Venner, dem kan hun da faa Tag i saa meget hun Lyster. Den peneste Høne og Hane har Gubbrand bestemt skal være Henriettes, men nu troer jeg snart hun har faaet dem allesammen, saa gjilde finder hun dem. Tænk for alle de Æg jeg faaer naar de unge Høner begynde, gid jeg kunde sænde dig en Deel, dem vilde du have godt af til at styrke dig paa og en Deel Kyllinger ogsaa. Vilhelm og jeg spiser blødkogte Æg hver Morgen. –
Det er sandt, lad mig ikke glemme at bede Eder herefter at Addressere vore Breve til Decorah P.O. Winneshieck C.O. Trout river P.O. er flyttet et Par Miil længer bort, dette i Forening med at vi har al vor Handel i Decorah gjør at det er rimeligere at have den der, hvortil vi lettere kan faa Bud. Desuden har der været saamegen Uorden ved Trout river, i den senere Tid, saa vi faar prøve Decorah, hvor der da ialfald er skikkeligere end der var i fjor. Det er rigtig kjedelig med dette daarlige Postvæsen, men vi har dog været meget heldige med at faa alle Brevene hjemmefra og som oftest ere de kun en Maaned, eller et Par Dage derover, gamle. Forleden Dag bragte en Mand af Menigheden os nogle Blade af AlmuevennenAlmuevennen] norsk ukeblad (1849–1892) indeholdende Kart over Krim, Sebastapols Beleiring i Fugleperspektiv o.s.v. Jeg længes rigtig efter Aviserne, de bringer maaske meget nyt fra Krigsskuepladsen dennegang. I Europa slaaes de, her mister man Livet paa Jernbanen. Der har nylig været en frygtelig Ulykke med en af dem, hvorved nogle og tyve mistede Livet og over 70 bleve forstørstedelen meget lemlæstede, dog dette læser du formodentlig selv i Aviserne, men er det ikke frygtelig at man aldrig kan lære at blive noget mer forsigtig –
Læser du noget engelsk nu? Jeg læser Nicholas Nickleby,Nicholas Nickleby] roman av Charles Dickens fra 1839 en Bog som du formodentlig har læst, saa jeg ikke behøver at anbefale den. Jeg har laant den af Clausen. Det gaaer fremad nu hjemme med Telegraphen og Greier. Ja, jeg vilde vel finde en Deel Forandringer, mest ved alle de nye Familier der ere flyttede til Byen. Hvad er det for en Oberstløintnant Blom, Christine skriver om? Hvor boer da alle de Mennesker? Omgaaes de med vore Bekjendte saa du træffer dem der, i Selskaber maaske – Selskaber, det er ganske rart at tænke paa Selskaber, naar jeg næppe seer et dannet fremmed Menneske hvert Halvaar. Er du ikke bange for at vi skal blive ganske Bondeagtige, eller hvad skal jeg kalde det i vore Manerer? Ja jeg tør ikke svære for noget – Hvor hurtig dog Tiden gaaer i saadan Ensformighed, Henriette er alt saa stor og jeg synes det var som igaar at jeg ikke kunde stelle hende uden med den største Angst for at komme til at gjøre noget galt med den lille skrøbelige Tingen, hvor bange jeg var første gang jeg vadskede hende, jeg skalv og kom i stærk Sved. –
Og nu er Sommeren ogsaa allerede forbi, Træerne begynde saa smaat at gulne, det lave Krat og Underskov har faaet den smukke Carmosinrøde Farve, der gjør Farvepragten ganske glimrende paa denne Tid af Aaret. Jeg har ikke fundet nogle mærkelige Markblommer iaar, ikke engang dem jeg i fjor fandt, jeg har ikke været saa vidt omkring. Markblomsterne hjemme overgaa langt de, jeg har seet her. Lillieconvallen og Linea overgaaer dem allesammen.
Paa min Expedition i Eftermiddag henne hos en Syg Pige var jeg saa hældig at faa høre om en Yankie der skal Slagte jævnlig, saa jeg har Haab at kunne faa noget ferskt Kjød til Vilhelm en Gang imellem, som han vel kan tiltrænge. Han lever ikke altid for godt paa sine Reiser. Flesk – Flesk! Nu siger Papiret alt stop med min Skriving for denne Gang til dig, min kjære Moder. Gud give jeg nu vidste hvordan du havde det. Jeg haaber med Guds Hjælp at du er frisk igjen – Hils Wrights i København, Jylland og alle gode Venner, og saa et Kys fra Henriette og et Kjærligt Levvel fra
Din Leis.Leis] Elisabeths kallenavn i familien
Inat drømte jeg jeg var hjemme;Resten av brevet er skrevet i margene. det var kun en liden Spadseretour, men først maatte jeg sætte over Silverlake (jeg ved ikke hvor den findes) i en Kano. Jeg roede mig selv over som en anden Indianer. Jeg er altid hjemme naar jeg drømmer.
Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Elisabeth Koren (1832–1918) utvandret til USA med sin mann Vilhelm Koren (1826–1910) høsten 1853. Vilhelm skulle være prest i Iowa for et stort antall norske innvandrere som hadde etablert seg som bønder vest for Mississippi.
Denne samlingen inneholder de 53 bevarte brevene som Elisabeth Koren sendte hjem til familien i Larvik i årene 1853–1858. I brevene skildrer hun reisen fra Norge til USA, området de kom til og det nye livet som immigrant, prestefrue og etter hvert mor.
Elisabeth Korens brev utgjør en viktig del av det vi betegner som «Amerikabrev». Det er den største enkeltsamling av slike brev vi har etter en norsk innvandrer i USA.
Elisabeth Koren er i dag mest kjent for sin dagbok, som hun skrev fra utreisen og de første årene i USA. Hun var en flittig brevskriver og brevene hennes er en viktig kilde til immigrantliv og kvinneliv fra 1850-tallet og framover, men også til norsk-amerikansk kirkehistorie.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.