Little Iowa Præstegaard,
Den 28de October, 1855

Min kjære Fader!Fader] Ahlert Hysing (1793–1879)

Jeg haabede at have faaet Brev hjemmefra førend jeg skrev, dennegang og derfor ogsaa, daarligt nok, udsat saalænge at skrive, men siden Posten igaar ikke bragte noget, saa faaer jeg opgive det. Jeg længes saa meget efter at høre hvordan det staaer til i mit kjære Hjem, om Moer er frisk igjen og hvordan du og I alle have det. Gud give Moer og Marie maatte være flinke igjen og Alt være vel! Her hos os lever vi Gud ske Tak, meget godt.

Det er Søndag i dag. Vilhelm er en halv Dagsreise herfra; han har ogsaa Confirmation, Gudbrand bliver confirmeret og skal snart fra os; imorgen Aften vænter jeg dem hjem igjen. HenrietteHenriette] Henriette Koren (1854–1939), Elisabeth og Vilhelms eldste datter sidder for Øieblikket ude paa Kjøkkenbænken hos Oline,Oline] tjenestejente hos Korens og «sko’er Blakken» og Klapper Kage, alt hvad hun kan; hun har netop været ude og kjæret i det deilige Veir, som vi har idag og har havt næsten hele October, frisk klar Luft uden Kulde, det er den deilige Eftersommeren, her pleier at være og som iaar var dobbelt velkommen fra det kolde stormfulde Veir sidst i September og i Begyndelsen af October. Hvilken overordentlig Farvepragt her er om Høsten, det er den Tid af Aaret at Præstelandet viser sig mest til sin Fordeel, endogsaa mere end om Vaaren. Hvor morsomt det dog skulde være at have Midler til at gjøre det rigtig peent heromkring; ved en Deel Forbedringer vilde det blive en baade smuk og behagelig Plads at bo paa, især hvis her var Vand. Ja, her er godt nok at bo, som her er og jeg glæder mig rigtig saa meget ved enhver liden Forbedring, her skeer, maaske mere end jeg vilde gjøre om jeg kunde faa det Alt istand, som jeg vilde faa engang; da satte jeg kanske ikke saa megen Priis paa, som for Ex., paa dette lille SkurtSkurt] utbygg som vi har faaet udenfor Kjøkken Døren, som jeg nu gjør. Her kan vi have vor Veed, saa vi slipper at faa den vaad hver Gang det regner (en saadan Luxus som et Veedskur, har jeg ikke seet her); det er ogsaa stort nok til at have Stoven i til Sommeren, om denne Tilbygning ikke skulde blive paabegyndt saa tidlig, og derfor nærer jeg nogen Frygt; iaar blev der ikke gjort noget derved.

Menigheden finder vel, det bliver for mange Udgifter paa en gang, tænker jeg; Kirke, Skole og Præstegaard. Synes Du ikke ogsaa det havde været minnelig om de øvrige Settlementer ogsaa havde bidraget noget til Præstegaard, men nei, det vilde de ikke, ikke engang laane dem her; vilde Præsten bo paa Painted Creek, saa skulde de nok bygge Præstegaard for han. Det var maaske ud af hvad jeg har skrevet som om Menigheden skulde være uvillig til denne Udvidelse af vor Bolig, hvilket forresten kun bliver et Værelse, da der jo lovet os tre og Kjøkken – men det er ikke Tilfælde, det bliver nok af, men vi faaer have Taalmodighed og den har vi da ogsaa før faaet prøve i denne Henseende. Jeg skal Sænde Dig et lidet Rids, saa Du kan see hvordan vi har tænkt at indrette det. Det bliver ikke saaledes som vi vilde indrettet det, havde vi havt saa megen Plads at disponere over fra Begyndelsen, men da maatte vi kun see at benytte hvad vi havde paa bedste Maade, og nu maa vi tage Hensyn til hvad der er billigst og bekvemmest. Jeg tænker ogsaa det kan blive nok saa hyggeligt. Den Dør fra Dagligstuen til Studerværelset har vi ingen Lyst paa – det var saadan god heel Veg – men jeg vil dog heller have den, end at Sovekammeret skal blive saa afsondret, desuden er det godt naar her er flere Mennesker (for Ex. naar vi skal have Synoden) at have de Værelser i Forbindelse med hinanden, ogsaa vil jeg see at faa en liden Hjørnesofa, saa det ikke skal komme til at gjøre saa megen Skade enda. Ovenpaa bliver der ikke noget værelse, vi vilde kun faa den halve Væg, der er, fuldendt og saa have det Rom til Klædekammer o.s.v og beholde vort nuværende Sovekammer til Gjæsteværelse; men jeg taler saameget om alt dette, som kunde være tidsnok at drøfte naar det engang blev begyndt derpaa. –

Vilhelm har da været i Wisconsin og du kan tro overrasket mig ved at komme hjem længe før den aftalte Tid. Jeg havde en heel Deel Arbeide for medens han var borte, havde været saa heldig at faa Fat paa en Sypige; det er dog godt at her er en Saadan at faa undertiden og saa havde jeg faaet ny Morgenkjole (den første Kjole siden jeg reiste hjemmefra), Tuppens nye Kjoler, Vilhelms Slaabrok nyt Træk, og saa havde jeg et Par Dage ligget paa Gulvet og Stukket Tæpper, jeg har ikke noget Bord, som er stort nok og disse tykke, som jeg knytter, behøver jeg ikke at have i Ramme, saa vi foretrak Gulvet til stor Fryd for Henriette, der nu fik Selskab og morede sig med at age omkring og pille Bomulden af Kanterne.

Der havde jeg da lagt hele Dagen og var ganske træt og meget fornøiet over at være førdig, Sypigen var reist, Henriette bragt til Ro for Natten og saa sad jeg, lagde den sidste Haand paa en Kjole til lille Tuppen og tænkte netop at det vist var bedst at bage det jeg vilde have, Dagen efter, for at være førdig – jeg væntede dem ikke paa en 4–5 Dage endu; og studerede paa om jeg skulde sænde Bud til Slagteren da, eller et Par Dage senere, da Døren til Kjøkkenet gik op og Vilhelm kommer spadserende ind saa sagte og rolig, som om han aldrig havde været borte. De – Clausen og hans Repræsentant var ogsaa med – kom jo altfor tidlig efter mine Beregninger, men glad var jeg at jeg havde Vilhelm frisk og rask hjemme igjen – han havde været saa stærk forkjølet og var ikke bra, da han reiste – og saa fik de tage til Takke med hvad jeg kunde give dem. Blødkogte Æg, er min Trøst. Præsten Clausen ilede for at komme hjem, vi fik travelt med at faa en Hønsefricasee istand til tidligt næste Morgen og saa reiste han.

Henriette kjendte slet ikke Pappa, hun vaagnede en Stund efter han var kommen, saa jeg tog hende ind, men hun vilde ikke gaa til ham og næste Morgen skræmte han hende ved at komme ind i en stor Buffaloskind Pelts, men saa sagde vi det var Pompadour og hun begyndte at klappe ham. Da saa Vilhelm gav hende en strikket ulden Kofte i den ene og et Par blanke Støvler i den anden Haand, hvilket han havde med til hende, saa blev de snart gode Venner. Denne Skindpelts var jeg rigtig glad over at han havde kjøbt sig; det har vært min stadige Bekymring, at jeg synes, han var for daarlig equiperet til slige Reiser som han har. Saa begyndte jeg da at bombardere Vilhelm med Spørgsmaal om Synoden, Spring Prairie etc. kan Du tænke, men først maatte jeg gjøre Regnskab for alting her hjemme, og saa fik jeg den Hilsen at næste Gang skal Synoden afholdes hos os. Den bliver holdt hvert andet Aar. Da vil der nok spørges efter Plads, især om der til den Tid, som man haaber bliver 14 Præster, istedenfor 9. Saa vilde jeg ønske der til den Tid ogsaa maatte komme en ung Præstekone i Nærheden af os, som kunde komme og hjælpe mig.

Vilhelm var vel fornøiet med Synoden og alt sammen dernede, men herom kan han bedst selv fortælle Dig, naar det nu engang bliver af med at skrive til Dig, som han saalænge har talt om. Han var meget nær bliven valgt til at reise nedover til St. Louis, Colombus og flere Steder, hvor hen et Par af Præsterne skal for at undersøge, jeg ved ikke naa rigtig hvad, ved de tydske Universitetet der.undersøge … Universitetet der] De skulle undersøke muligheten for å sende norskamerikanske studenter dit for å utdanne seg til prester. Det var begynnelsen til det som i 1861 ble til Luther College i Decorah. Han fik dog varslet dem itide, at det ikke kunde nytte at stemme paa ham, da han alligevel ikke kunde paatage sig det for Menighedens Skyld, han vilde komme til at blive saa længe fraværende, saa blev det da BrandtBrandt] Nils Olsen Brandt (1824–1921), fra Valdres, var den første norske presten vestafor Mississippi. Han utvandra i 1851 og var en av de seks prestene som stifta Den norske synode. På dette tidspunkt var han prest i Wisconsin. Han ble seinere (fra 1865 til 1882) lærer ved Luther College i Decorah. og Ottesen,Ottosen] Jacob Aall Ottesen (1825–1904) var prest i Manitowoc, Wisconsin fra 1852 til 1860. og der var vel heller ingen der havde bedre Tid og Leilighed end dem. Jeg er glad, det gik saaledes, Vilhelm er nok borte alligevel om han ikke ogsaa skulde reise i 3–4 Maaneder. De Præster der ere Medlemmer af Kirkeraadet vilde herefter have at visitere alle Menigheder, baade de der har og de der ikke haver Præst.

Præsten Clausen er vor Provst, naar han kommer, saa skal vi slagte vor fedeste Kalv – jeg er bange det bliver den fedeste Hane. Clausen er det eneste dannede Menneske vi seer hos os, han er her da gjørne et Par Gange om Aaret. Jeg vænter ham saa smaat hver Dag; han havde Forretninger i Decorah og vilde saa tage Kone og Børn med, men disse Forretninger troer jeg, bliver udsat, saa de kommer formodentlig ikke for det Første, hvilket jeg ogsaa helst saae, da Vilhelm skal paa Langtour nu. Vilhelm ligner sine forskjellige Reiser her, ved at bo i Christiania og saa have Drammen, Ullensager og Drøbak til Anexer og engang imellem Eidsvold, og jeg husker ikke hvad der passer til Settlementerne længere oppe i Minnesota, og saa af og til omtrent saa langt som fra Laurvig til Sandefjord; var det enda saadane Veie som mellem disse to Steder saa – men som oftest ere de alt andet end gode og var det ikke for disse Buggier der baade ere meget lette og vanskelig aa vælte, saa saae det vist ofte slemt ud.

Imorgen er det Allehelgensdag, der tilligemed Helligtrekongerdag, er optagen blant Festdagene igjen, af Kirken her, da skal Vilhelm i en saadan Tour som til Sandefjord; saa reiser han i overmorgentidlig til Painted Creek, det er Drammen, derfra til Turkey river, til Norway og Clarmont Settlement, det er Drøbak, og kommer saa hjem om en 12–14 Dage, og nu begynder sandelig det samme Rend fra Minnesota igjen, han skal nok ogsaa derop i November. Det er Eidsvold.

Nu begynder de da saa smaat paa Kirkebygningen her. Vi vil komme til at see Spiret og en Deel af Bygningen fra Dagligstuen. – Her i dette frie deilige Land, er her da ogsaa en Overflod af alskens forskjællige Partier; her er nu disse Know Nothings, «Nonatingerne»Know Nothings, «Nonatingerne»] The Know Nothing Party var navnet på en politisk bevegelse som oppsto i USA på 1850-tallet, først kjent som The American Party. De ville innføre restriksjoner på innvandring og kjempe for at USA skulle være en angelsaksisk protestantisk nasjon. som de af de Norske, der befatte sig med at studere Emigranten, kalder dem; og som Du formodentlig har hørt om, da de ere nok nu adspredte til alle Kanter og ikke af nogen særdeles Indflydelse for de indvandrede Nationer. Saa er her et Selskab som kalder sig «Free-Lovers», et ordentlig organiseret Samfund, der udgiver Bøger og forskjællige Skrifter og allerede tæller mange Medlemmer rundt omkring i Unionen.Medlemmer rundt omkring i Unionen] refererer trolig til tilhengere av John Humphrey Noyes og andre forsvarere av «free love» på midten av 1800-tallet. Noyes starta The Oneida Community i New York i 1848, et samfunn der det konvensjoelle ekteskap var oppløst. Deres Formaal er at afskaffe Ægteskabet – alt skal komme an paa personlig Tilbøielighed eller Tiltrækning – (personal attraction).

Saa er det disse Spirit RappersSpirit Rapper] et medium som etter sigende kunne tale med åndene som svarte på tiltale ved å banke i bordflata. Dette var en amerikansk bevegelse på 1850-tallet. – Aandebankerne, om dem stod det at langt interessant Stykke i Times fornylig – Dette Spiritualist Væsen begyndte for 5 Aar tilbage hos en enkelt Familie og har nu ikke mindre end 50,000 Medlemmer i de forenede Stater. De have en regelmæssig organisert Propaganda med et central Samfund, affilierede Grene, Avis Organer, Etablissementer for Bøgers Offentligjørelse, Missioner og alt nødvendigt Maskineri til den Spiritualistiske Tros Udbredelse. Regelmæssige Tjenester, Efterlignelse af Gudstjeneste, bliver afholdt af dem baade i New York og Brooklyn. Et Par af deres Taler ere omtalde; den ene gik ud paa at bevise «at i Naturen alene kan Mennesket finde al den Sandhed, som det er nødvendigt at vite». I den hele Tale blev der ikke gjort en eneste Hentydning til Bibelen, det var fuldkommen og udelukkende Hedenskab altsammen. En Anden talte om Udødelighed – «Bibelens Vitnesbyrd om Sjælens Udødelighed er utilstrækkelig, men naar vi høre fra, tale med og røre ved de aandelige Legemer af vore afdøde Venner, som han – Taleren – og mange andre havde gjort, saa kunde vi ikke længere tvile». Der var flere Taler, men hvad end Gjendstanden for dem var, der gik den samme Aand gjennem alle – Fiendskab mod den anerkjendte Christendom og den Mening ikke at tage noget Hensyn til den, eller til deres Modstand, som anerkjende den. – At en saadan Lære skal saa hurtigt vinde Fremgang – alene i New York er der flere tusinde af dem, deriblandt aandrige Personer og Personer af høy Stilling og i Særdeleshed Damer af enhver Rang. Er ikke dette fælt? –

Hvad Nyt mon Aviserne nu skal bringe fra Krim? Times er naturligvis saa opfyldt med Beretninger angaaende Sebastapols Fald, den har duglige Correspondenter paa alle Kanter, jeg kan ikke tro andet end at vi har saa langt mere detaillerede Efterretninger om Krigen end I hjemme. Norge er det eneste Land, troer jeg, som aldrig er omtalt i Times. Om Danmark og SundtoldenSundtolden] Sundtollen eller Øresundstollen var en avgift som fram til 1857 ble innkrevd fra skip som ikke seilte under dansk flagg og som kryssa linja mellom Helsingør og Helsingborg. bliver der snakket nok, forresten er et Par af dens store Spalter stadig opfyldt med «awful, frightfuld, horrible, shocking» Mord og andre Ulykker. –

Tænk Fader, nu er Henriette snart 11 Maaneder! Hun begynder at faa en liden bitte Smule Forstand, men det er lidet; sød er hun kan Du tro, hun kan saa mange Kunster nu, men krybe vil hun ikke, hun ager mer end hun kryber, kommer hun undertiden paa Knærne, naar det er noget hun vil have fat i, saa ligger hun da paa Brystet, saa lang hun er og steller og ruller fram og tilbage til hun kommer op igjen. Naar jeg prøver at gaa med hende, saa kommer hun afsted, saa fort, saa fort. Jeg lader hende ellers ligge paa Gulvet saa meget som muligt; saa er hun saa sød, naar hun bliver kjed af at sidde der og vil op, saa ager hun sig hen til mig, trækker mig i Kjolen, rækker Armene op til mig og forsøger paa at reise sig, og dette kan jeg ikke længe modstaa, kan Du nok vide. Hun bliver stor og lang, feed er hun ogsaa. Jeg sænder Dig en liden Lok af hendes Haar, saa kan Du i det mindste see hvordan det seer ud, Gid jeg kunde sænde Dig hele Barnet lidt. Lokken blev saa kort, fordi hun var saa balstyrig, jeg burde væntet til hun sov med at tage den. –

Imorgen har vi alt den 1de November. Naar saa dette Brev kommer frem, saa nærmer maaske alt Julen sig, Gud give alt saa maatte være vel hjemme og give eder alle en glad, velsignet Julefest. Rimeligviis faaer du næppe mit næste Brev før det nye Aar begynder; dette bliver alt den 3de Juul, jeg ikke har været samlet med Eder! Nu kan jeg snart pynte Juletræ for Henriette! Vilhelm har lovet mig at være her i Julen, det vilde være saa tomt ellers; saa skal vi have os en rigtig Juleaften; i fjor var jeg ikke saa flink at jeg kunde stelle noget istand. Jeg skriver ikke særskildt til Moder dennegang. I maabæggeherigjennem modtage mine kjærligste Hilsner og fra Vilhelm og lille søde Barnet. Gud velsigne eder og lade eder have det Godt.

Eders Leis.Leis] Elisabeths kallenavn i familien

Du skulde see, Fader, hvor pent Henriette rakte mig Munden, da jeg bad om et Kys til Bedstefader. Fra 14de November til Nytaarsaftenen – (48 Dage) – har Vilhelm 32 Dage Forretninger udenfor Hjemmet, det er 2 af 3 Dage, med 2–3 Untagelser, altsamen Prædikedage desforuden imidlertid Reiser, tilsammen i det minste 400–500 engelske Mile. Districtet som i denne Tid skal betjenes er 70 engelske Mile fra Nord til Syd og 40 fra Øst til Vest.

Om Brev hjem 1853–1858

Elisabeth Koren (1832–1918) utvandret til USA med sin mann Vilhelm Koren (1826–1910) høsten 1853. Vilhelm skulle være prest i Iowa for et stort antall norske innvandrere som hadde etablert seg som bønder vest for Mississippi.

Denne samlingen inneholder de 53 bevarte brevene som Elisabeth Koren sendte hjem til familien i Larvik i årene 1853–1858. I brevene skildrer hun reisen fra Norge til USA, området de kom til og det nye livet som immigrant, prestefrue og etter hvert mor.

Følg Bokselskap i sosiale medier

Instagram      Facebook
Bluesky          X