Brev hjem 1853–1858

av Elisabeth Koren

Forrige Neste

Brev 8: 28. juni – 4. juli 1854

«Her er alt Natur»

Min kjære Fader!Fader] Ahlert Hysing (1793–1879)

Hvor glad jeg blev i Søndags, kjære Fader, – Vilhelm havde Gudstjeneste Vester og jeg sad her ganske alene, da vor gamle Vært, Erik Egge, kom og bragte mig de kjære Breve fra Hjemmet, hvor godt det var at faa dem! Tak, inderlig Tak, Fader, for dit kjærlige Brev, Gud være lovet, alt stod godt til i mit gamle kjære Hjem, Gudskelov for de gode Efterretninger vi den hele Tid har modtaget fra Eder. Du kan nok vide at det for mig er en ligesaa stor Fest at faa disse Breve, som for Dig at modtage fra os. Jeg begyndte også aa længes saa efter Brev, og det gjorde mig ondt at see hvor længe mit Brev havde været underveis, da havde Dit Brev gjort sine Sager bedre, 23de Mai sændt fra Laurvig,Laurvig] Larvik allerede 12 Juni fra New York, saa fik jeg det den 25de, det var jo længe fra N.Y., maaske har det lagt et Par Dage i Trout River og det var dog kun en Maaned gammelt. Gid det Brev jeg skrev i Slutningen af Mai, maatte faa en hældigere Skjæbne, der var da gaaet saa lang Tid hen uden at jeg kunde skrive. – Har Du faaet det Brev, jeg skrev til Sellø,Sellø] Selje, der Vilhelms onkel, Wilhelm Frimann Koren (1801–1891), var prest (Johnson 1941, I, 64) sidst i April? Jeg ba dem sænde Dig det, gid det var saa vel, saa har Du hørt fra os og inden Du faaer dette, haaber jeg ChristianeChristiane] Christiane Koren Hysing (1826–1880), Elisabeths eldste søster (Johnson 1941, I, 188) har modtaget nogle Liner, jeg sændte hende hende for et Par Dage i et Brev til Horten. Jeg sad netop og skrev til hende da Brevene kom i Søndags.

Nu ved jeg da hvordan det er hjemme i Sommer, StinStin] Johan Augustinus Hysing (1834–1888), Elisabeths bror (Johnson 1941, I, 188–189) hjemme, MarieMarie] Christine Marie Cappelen Hysing (1836–1867), Elisabeths søster (Johnson 1941, I, 188–189) vel ogsaa snart, Hanna reist og Lotte kommen og i den næste Maaned drager Hans til Hovedstaden – dette og meget til, som jeg har tænkt paa og indredtet snart paa en, snart paa en anden Maade, ved jeg nu. Hvor alt er tidligt hjemme i aar, kjære Fa’er. Du kan ikke tro, hvor jeg ønskede, at jeg havde mig en blomstrende Syrinbusk, da jeg læste hva du siger om Haven hjemme. Det er ganske underligt hvor man kan komme til at længes efter en saadan Gjenstand og saa ønskede jeg at kunne see de deilige blomstrende Frugtræer og føle Duften fra Hæggen i Provstens Lysthuus. –

Den Vaar jeg her har oplevet, eller den Natur her er, er noget saa ganske forskjellig fra hvad jeg var vant til. Her er alt Natur: ingen plantede Frugttæer at see blomstre, ingen Haver, ingen Blomster ved Husene, Markblomster, de falder sjælden saa i Øinene, de staa jo gjørne mellem det høie Græs, dem seer man bedst naar man spadserer, eller endnu bedre, naar man reiser og kommer ud på de store Prairier, men endnu troer jeg ikke den rette Blomstertid er kommen, her er jo saa mange Slags Slyngplanter, som endnu ikke ere begyndte, men mange forunderlige og smukke Blomster har jeg fundet og ønsket at kunne vise Dig; jeg har hele Tiden lagt Mærke til alle de forskjællige Slags Græs her er og nu opdager jeg, at den største Deel bærer Blomster, som jeg glæder mig til at see. Om nogle Aar tænker jeg alt her vil faa et ganske andet Udseende, naar de faa sig større Huse, Have og Frugttræer plantede, ikke Faae er allerede begyndte at plante og anlægge Haver. I Wisconsin og ældre Settlementer ere de naturligviis meget længere fremme.

Du taler om min Have, hvordan det har sig med den, det omtalte jeg sidst jeg skrev, saa nu ved Du vel at jeg lever i Haabet om til næste Aar at begynde paa at anlægge en saadan; naar Du tænker paa Landet her, saa tænk Dig vildt, udyrked Land, der nu først begynner at blive beboet, saa at enhver, som kommer her først maa lade sin Mark brække og rydde. Derfor er Beboerne her, hvoraf mange ere blandt de ældste Norske i Amerika, ogsa langt tilbage i sit huuslige Stel for hvad de vare, da de boede i de ældre Settlementer. De have ingen Kreaturer at slagte uden Sviin, nok intet til at røge deres Flæsk i, etc. Men nu troer jeg at jeg begynder at give Dig en Udsigt over Bøndernes Kaar, istedenfor at det var om Dit kjære Brev, jeg vilde tale, men jeg ved nok at Du gjørne giver mig Lov til at skrive, som det falder mig ind, om det ogsaa bliver blandet, det ene med det andet; maa jeg ikke kjære Fader, for dersom jeg først skulde begynde at inddele hvad jeg vil skrive i en Slags Orden, saa kom jeg ikke til at skrive noget; begynder jeg at forsøge derpaa, saa løber bare alt rundt for mig; der er saa meget, jeg ville skrive til Dig at jeg ikke finder Rede i noget og derfor skriver jeg heller saaledes i et Sammensurium, som Du seer.

Tak ogsaa for den Udsigt Du gav os over Tingenes Stilling hjemme og i Udlandet, vel er jeg ikke af dem der ellers befatter mig med Politikken, men hvem gjør det ikke i denne Tid og der er vist ingen der ivrigere griber Efterretninger end jeg. Skulle Norge og Sverige nu ogsaa være med? Medens jeg sidder her og skriver, er der maaske forefaldet mange vigtige Ting hjemme. I en saadan Tid sætter man først rigtig Priis paa, flere Gange i Ugen at faa nye Aviser (især naar man ikke længer kan faa dem). Jeg holder mig til Emigranten, der i lang Tid ikke har kunnet faa norske Aviser (nu faaer den) hvilket den meget beklager, da den maa hænte sine Efterretninger fra de upaalidelige amerikanske Blade, der ogsaa ofte inneholde Tøv og urigtige Beretninger fra Norge, forresten er dens Spalter opfyldte med Nebraska Billen og Taler for og imod. Nebraska skal ordnes som State ligesom de Øvrige og saaledes ogsaa afgjøres om der maa drives Slaveri eller ei; nu er det nok afgjort at hvem der vil kan have Slaver og herover er der megen Forbitrelse. Iowa grændser i Vest til Nebraska, der ogsaa strækker sig langs Missouri. –

Vilhelm har ogsaa faaet en af disse mange Taler tilsændt fra – jeg ved ikke hvem – men undertiden kommer der, saa en Tale, saa et Forsvar addresseret til «The Rev. V. Koren» og forleden fik han sændede fra Washington denne Bog «Beretningen om Agerdyrkningen i De forenede Stater», en Bog der jo skal være god og som maaske kan komme os til Nytte senere naar vi ogsaa skal begynde at drive Agerdyrkning og plante Frugttræer og lignende, ja da faaer jeg noget at bestille og da kan du nok tænke Dig mig have travlt med at see til mit Haveanlæg, istedenfor at jeg nu kun gaaer og passer mine. Jeg har mange Planer med at plante ind Jordbær, Bringebær, etc. Jeg er bange for at de ellers med Tiden ville blive udryddede; alt Land her er jo dyrkbart, i alfald, hvor disse Bær staar og bliver vel engang dyrket. Her skal være vilde Bær af mange forskjellige Slags, i Særdeleshed ved Elve og Bække og i Skovene, det er nu godt nok, naar det bare ikke var saa vanskelig at faa fat i dem; det er ikke let at faa hverken Børn eller Voxne til nogen Slag Arbeide, alle have nok, og jeg er en stor Coujon, naar det gjælder at gaae nede ved en Bæk, eller i det høie Græs, den Sneiken, den SneikenSneiken] fra engelsk «snake». Jeg er ellers meget dristigere end jeg nogenside troede jeg skulde blive og vover mig nok lidt udenfor Veien og inn imellem Krattet naar det gjælder en ny Blomst eller Jordbær, og har heller ingen Slange seet, uden det Bæst jeg fortalte Christiane om. Med vore Jordbærtoure har det vel nu en Ende, de ere forbi, men der er vel næppe gaaet en Dag uden at jeg har spist. Jeg haaber Du ogsaa har frydet Dig ved dem iaar; hvor ere de store og meget friske. –

Du kan ikke tro Fader, hvilken Masse Mennesker der drage her Vestover i Sommer. Ligesiden det blev grønt paa Marken har det vedvaret og endnu seer man daglig 50 Vogne og derover, drage forbi Decorah. Fra Koshkong, Muskigo, Spring Paririe og de fleste norske Settlementer flytte de ud. Deels Nykommere fra Norge, som have været Vinteren over dernede, deels gamle Settlere, der sælge deres Farme til dem der blive igjen, og nye flytte videre for at faa mere og billigere Land; dernededernede] i Wisconsin have de ikke saa meget Land hver, som her. Flere af disse Nykommer-Vogne kjørte forleden lige her forbi, saa jeg fik Anledning til at see, hvordan de drage afsted, med deres store Vogne af Facon som Langkjærrer, med et hvidt Kobbel spændt over den hele Vogn; herunder er da saa opfyldt med Flyttegods, at der ikke er Plads til nogen uden maaske en eller anden Syg eller et lidet Barn, som Du kan se titte frem mellem Stole og Borde. Disse ere forspændte med 2 eller 4 Oxer, ved Siden af gaaer Manden med sin store Pidsk og commanderer dem, bagefter følge Familien, hvoraf en Deel er sysselsat med at passe hele Bølingen af Stude, Køer og Faar, der blive drevne bag efter alle Vognene.

Dette gaaer nu ikke hurtig kan Du tænke, ikke hurtigere end Kræaturer der drives med, vil. Nætterne tilbringe de under aaben Himmel og naar det nu regner og er koldt og Kræaturerne løbe fra dem! Da vi forleden Søndag kjørte til Gudstjenesten, reiste vi igjennem en Dal, hvor 4 Vogne havde leiret sig for at hvile. Det var en ganske egen Scene. Et Par Koner kogte deres Kaffe, en sat og flættede, sit Haar under Vognen, for at finde Skygge, her sad ogsaa nogle Børn og legede, Nogle Mænd spadserede omkring, medens en laa og sov. Omkring dem havde Faarene leiret sig og Køerne gik og græssede. Minnesota er maalet for de fleste og der skal være en svare Spetakel om Land. Enkelte drage vel ogsaa længere Vest i Iowa, men det er mere af Veien. Iowa er forresten mere jævnt befolket over det Hele, medens der hele det nordlige Wisconsin saa godtsom er ubeboet, trods alt hvad Aviserne rose Landet. Stakkels de fattigere blant de norske Emigranter, som kommer iaar, det bliver vist ikke let for dem i Begyndelsen; vanskeligt for dem der ikke strax kan kjøbe land, at beholde det i Fred, desuden er Prisen paa Oxer og andre Kræaturer meget høi baade her og i Wisconsin: 30–35 dollar og derover for en Ko; det bliver ikke let at skaffe sig Køer her, desuden troer jeg næsten alle Ting ere stegne.

Fødevarer ere her billigere end hjemme, Kolonial Varer omtrent det samme, slet Kaffe og slet The; der findes ikkun grøn Thé i America, siger man. I MusqigoMusqigo] Muskego, Wisconsin er der nu ikke mange norske tilbage, det var det ældste norske Settlement, nu have de aller Flæste solgt til Tydskere og komne herover. Præsten StubPræsten Stub] Hans Andreas Stub (1822–1907) var prest i Coon Prairie fra 1855 til 1861. Han var en av de seks som stifta Den norske synode i 1853. Han ble seinere prest i Big Canoe menighet i Iowa (fra 1865 til 1891). skal være Præst i Coon Prairie i Wisconsin, i Nærheden af Missisippi. Han besøger Settlementet i disse Dage. Vilhelm havde Brev fra ham, hvori han beder ham møde sig om bord i Dampskibet og følge med op til nærmeste Settlement, men dette kunde ikke lade sig gjøre, især nu, han en Tid ikke har kunnet komme til sine andre Settlementer. Det var dette Settlementet paa den anden Side Missisippi, som Vilhelm skulde besøge. Nu slipper han Gudskelov derfor. Præsten Stub kommer nok forresten først dertil for Alvor, til næste Sommer og saa bliver det vel næppe mere nogen norsk Præst i Musqigo. Det er dog godt at Emiganterne fra Norge saaledes ikke længere ville tage veien derom og blive syge, der er vist græsselig usundt, efter hvad jeg hører. Vil Ingen søge de ledige Embeder her? Er det saa at Cand. Munch,Cand. Munch] Johan Storm Munch (1827–1908), prest i Wiota og Dodgeville, Wisconsin, 1855–1859. Reiste tilbake til Norge i 1859. som er forlovet med datter af Falkdatter af Falk] Kaia Falch (1830–1898) paa Hovland, søger hid? Det er idetmindste Rygtet i America. Skaf os en hyggelig Præstefamilie til Minnesota til næste Sommer, saa er Du snild, Fader!Skaf os … Fader] Ahlert Hysing kunne bruke sin politike innflytelse til å få flere norske teologer til å ta arbeid i Midtvesten. Til den Tid kommer vel først Brev om Præst derfra.

Jeg er ellers alene nu. Gemalen er reist sin Vei og agter ikke at vænde tilbage i de første Par Uger. Det er beboerne nede ved Turkey River, som blive glædede med et saa langt Besøg; imidlertid faaer jeg see til at more mig saa godt, jeg kan i min Enlighed, hvilket jeg ogsaa agter at gjøre og tillige at være flittig, jeg er allerede begyndt, jeg har StorVask og skulde igrunden ikke sidde her længere og skrive. Du seer da kjære Fader, at Vilhelm Gudskelov er rask igjen siden han er ude og førdes; da jeg sidst skrev til Dig var han Reconvalesent, og jeg, jeg har hele Tiden været rask og saaledes er vi da nu bægge flinke. Og nu Farvel for et Par Dage som jeg vel næppe faaer skrive.

Nu er det Søndag og alt 2den Juli; en stille Søndag eftermiddag som skal være helliget til at skrive til min kjære Fader. Der kommer vist ingen og afbryder mig heri, jeg formoder hvem der kan, helst bliver hjemme og i Skyggen, det er saa varmt, saa varmt idag, jeg skulde have Lyst til at vide hvor mange Grader det egentlig er. Det første jeg gjør om Morgenen er at lukke Døren til for Solen og skyve begge Vinduer op (Man bruger her Vinduerne saaledes at den nederste Deel bliver skjøvet op, ialmindelighed staa de lige for hinanden, saa der kan blive rigtig Lufttræk. Yankienes Huse seer nu ud som Glasskabe, saa mange bruge de). Det har været meget varmt den sidste Tid, skjøndt det stadig har blæst stærkt, til Natten haaber jeg vi faa et TordenVeir til at rense Luften med.

Vilhelm har vist en heed Dag, idag. Du kan tro det er ikke Spøg, hverken at reise eller holde Gudstjeneste i en saadan Hede, – var det enda i en Kirke, eller rummeligt Lokale, men saa trangt Rum og mange mennesker. – Maaske det kan være saa heldigt at det gaaer an at holde Gudstjenesten under aaben Himmel, der hvor han nu er!

Naar jeg vil spadsere, saa maa jeg passe ad gaa ud mot Solnedgang, saa kommer jeg tilbage inden Duggen falder altfor stærk, tidligere vilde blive en Svedetour; nu er vi ikke her saa lykkelige at have en lang smuk Aften for os, smuk kan den nok være, men naar Klokken er ½ 9, saa er det næsten ganske mørkt. Nu, – og det er jo nu den længste Tid paa Aaret gaar Solen ned efter Almanaken, akkurat 7 ½ og staar op 4 ½. Her dugger saa stærkt, om Morgenene seer det i de tætte Græsstraa ud som Riim. Du vil see af mit forrige brev at i Grunden kommer Vaaren, den egentlige Vaar, ikke saa meget tidlig enda, men Sommeren varer saa meget des længere.

Men hvordan gaaer det Eder med MuskitteneMuskittene] mygg spørger Du vist. Aa jo, endnu gaaer det an, det er især om Aftenen naar Solen gaar ned, de blive slemme og vi vil saa snart vi kan faa Muskitt Net og slaa fast for det nederste Vindu – ligesom i Moers Spiskammer; da kan vi uhindret have Vinduerne oppe om Aftenen, hvilket ellers ikke godt lader sig gjøre uden at faa disse Gjæster ind. Her ere de vist mindre slemme da her er saa frit for Træer. Paa Præstegaarden bliver det maaske verre. Vilhelm lever i en stadig Kamp mod Muskitterne, de er mindre slemme mod mig. Her er ellers en Mængde Insekter i alle Størrelser og af forunderlig Skabning ofte. Undertiden seer jeg noget fare forbi Døren, og løber ud i den Tanke, at det er en liden Fugl – saa er det et stort Insekt. Jeg har vist ikke fortalt Dig om Ildfluerne, disse lysende Insekter, der naar det begynder at blive mørkt, i utallig Mængde farer om i Græsset, eller kredser i Luften, det seer saa smukt ud med alle disse blaa-agtige Lys i det dunkle Græs. Forleden Aften kom der en af disse Fluer ind i Stuen, saa jeg fik see den ordentlig. Det er et langt smalt Dyr, dobbelt saa langt som en almindelig Flue, med meget smale Vinger, fra dette lille Legeme udgaaer da dette Lys, omtrent som en St. Hansorms. Den lyste stærkt, uagted der var Lys i Stuen,

Med Præstegaarden gaaer det just ikke hurtigt. De arbeide paa Taget nu, Gid de saa ville skynde sig at faa det så vidt indrettet at vi kan flytte derop; men det er ikke let at have med en heel Menighed at bestille. En Deel ere saa døsige og langsomme til at komme med Pengene. Du vænter vel et Grundrids denne Gang; men jeg kan ikke med Bestemthed give noget saadant endnu – Schiertz sændte os et nydelig Rids, men Bygningerne her, de vrage al Architæktur, de maa indrættes som de kan bedst især naar de ere i saadant smaat Format, som denne. –

Nei, nu har jeg, som Du siger ikke længere mærkelige Ting at fortælle Dig om Reiser, etc. Nu lever jeg saa stille og roligt og ensformigt og seer og hører ikke stort til Verden og taler ikke med Nogen uden naar der undertiden kommer En og anden for at tale med Vilhelm, eller en Nabokone kan komme herhen; jeg er ikke saa flittig til at besøge dem nu, som i Vinter; det er for varmt, og jeg bryder mig ogsaa mindre om at gaa ud, som vi bo her og have vor egen Huusholdning. Jeg kommer vist heller ikke til at reise meget med Vilhelm i Sommer – Jeg lever rolig og fornøiet her, tænker paa Dig og mine andre Kjære, er glad naar jeg kan have Vilhelm hjemme (du kan tro vi havde det godt, medens han var Reconvalescent) og saa glæder jeg mig til at faa ham hjem og han sig ligesaameget til at komme hjem og naar vi saa engang kommer i Orden i Præstegaarden, saa bliver alting endnu bedre, naar vi faa alt vort Tøi, flere Værelser (Du kan tro Vilhelm længes efter et Studerværelse) og jeg saa kan more mig med at alting hyggeligt og godt for ham. Da skal det smage at komme hjem – og naar det er koldt om Vinteren, til en lun Stue og en god Kop The. Ak om Du saa kunde see ind til os og glæde Dig med os, min kjære, gode Fader, men kan Du end ikke see os, saa ved jeg Du glæder Dig og takker Gud, som er saa god mod os! –

Du siger at det morede Dig at læse de Brudstykker af min Dagbog – Moer beder mig sænde hjem Bogen, men det kan ikke lade sig gjøre – jeg sænder Dig derfor dennegang nogle flere, baade fra ældre og nyere Tider. Nu er jeg igjen flittig beskjæftiget med den efter at den har lagt paa Hyllen en Tid, medens jeg var i Painted Creek og Vilhelm var syg. Jeg skulde ogsaa have stor Lyst til at sænde Dig en eller anden af Vilhelms Skitser fra ombord paa Rhein. Han mener at den ikke vil kunne interessere Eder synderlig, da I ikke kjænder Personene, men jeg mener jo, om du end ikke kan forskaffe Eder den Fornøielse som det giver os ved Læsningen deraf at tilbagekalde den Tid. Næstegang sænder jeg Dig den vist, nu bliver det for meget. Og nu maa jeg standse lidt med min Skrivning, det er saa græsselig varmt. Jeg gaaer hen og slaaer en liden Passiar af med Guri og en Nabokone, som jeg seer har sat sig i Skyggen udenfor Hytten, der er maaske kjøligere, det er forøvrigt et temmeligt kjølig Værelse dette vi have.

Tirsdag den 4de. Det er en deilig frisk Morgen. Luften er saa behagelig afkjølet. Jeg sidder ved det aabne Vindu med mine sma gule Venner udenfor kridtrende og hoppende omkring, gyngende sig paa de høie Græsstraa. Der strømmer saadan Duft ind af nyslaaet Hø, blandet med Lugt af Valmuerne, hvoraf her er mange med smukke, mest tendre Farver. Denne deilige Morgenstund har en Nat med det frygteligste Tordenveir forskaffet os. Jeg har før omtalt hvor stærkt her lyner og tordner, men det har ikke været noget mod i Nat. Jeg vaagnede ved et Skrald og reiste mig forskrekket op, da det saa ud som om hele Værelset stod i lys Lue; Lyn pa Lyn fulgte, Slag i Slag, man kunde næppe trække Veiret mellem hver Gang. De mørke Gardiner vare ganske hvide, og Stuen saa lys, at jeg kunde skjælne hver Smaating. Tordenen bragede, saa det forekom mig, som Sengen rystede og Regnen strømmede voldsomt. Det var et Veir! Da det begyndte at gry ad Dag, drog det over og den skjønne Morgen kom til Vederlag.

Tordenveir med Regn er her hyppig, Regnen komme saa hurtigt og uforvarende, endnu hyppigere er det at see Lynild uden synderlig Torden, langt senere. Regnen kommer saa ofte om Natten og her er det et Gode, at den sjælden varer mere end en halv Dag og, at det, saa sølet, som det kan blive, saa hurtig bliver det igjen tørt. Solen har uhyre Magt, den staaer saa høit paa Himmelen at enligt staaende Træer kun kaste en liden Skygge rundt om deres Stamme. Hveden staaer prægtig, Poteterne ere i fuld Blomstring, Maisen voxer og trives, det maa vist være en mægtig Plante, medens Frugten endnu er grøn, spiser man den med Smør, det skal ligne Asparges. Erik har ellers havt megen Møie med sin Mais iaar, 3 Gange maatte han saae om igjen og hver Gang drog Gopheren afstæd med den og levnede kun et Strøg. Denne Gopher er et Dyr, 7–9 Tommer langt Musefarvet, med en Hale som et EgernEgern] ekorn og en Snude der heller ikke er denne ulig. Det lever under Jorden som den kaster op, ligesom en Muldvarp gjør, og gjør megen Fortræd ved sin Graadighed efter Mais og HavesagerMais og Havesager] rettet fra: Mais Havesager – der er saa fuldt af saadanne Jordhøie paa præstelandet, saa jeg faar maaske megen Fortræd, naar jeg begynder med min Have. Rødderne af Frugttræer er den ogsaa meget efter. Jeg troer ikke man er begyndt at slaa endnu. Erik har blot slaaet omkring Huset for at skaffe Veie.

Men nu til Dagbogen. Jeg har fortalt Dig saa udførligt om Landets Natur, vær så snild at sig mig om det ikke trætter Dig. Paa min Spadsertour igaar, fandt jeg en ny Blomst, guul, en Variation af Skjønhedsøie og lignende, den lukter som Gyldenlak og voxer i Mængde. Her udenfor Vinduet staaer en Plante med Blade som Acasia og gulhvide Blomster der ogsaa have noget tilfælles med disses.

Den 4de April. Nu er hele Lørdag og Søndag og Mandag gaaet hen uden at jeg har skrevet, det er for galt, jeg mener det er fordi Vilhelm er hjemme, da har jeg aldri saa megen Lyst, som naar han er borte; da savner jeg altid ikke skrive heri, jeg troer ogsaa at han gjørne leser hvad jeg skriver, i morgen reiser han, saa vil det vise sig om Lysten da vil infinde sig. Gudskelov for alle de Glæder, vi have havt i disse Dager. Breve fra Norge og Wisconsin og tænk Tøiet – det med saa megen Længsel væntede Tøi er virkelig kommen tilsidst. Jeg sad og skrev til fru Bech igaar Eftermiddag da Eli, som stod ved Vinduet og vadskede, raabte «der kommer bestemt Tøiet deres». «Du tager vist Feil», svarede jeg», «seer du ikke at der sidder et Qvindfolk med rødt Skaut paa Hovedet, bagpaa». Men Eli havde dog Ret, skjøndt jeg næppe kunde tro mine egne Øine, da Vognen kom nærmere og Qvindfolket forvandledes til den røde New Yorker Kuffert. Ja, Gudskelov det var virkelig Tøiet. Jeg var saa glad og lei over at Vilhelm ikke var hjemme og ogsaa kunde glæde sig. Han var om Førmiddagen gaaet til Endrev, saa jeg ikke kunde vænte ham tilbage førend Aften.

En Stund sad jeg og saa hvert Øieblik ud av Vinduet om han ikke skulle komme, men blev snart for utaalmodig til at sidde rolig hjemme, saa jeg tog mit Tøi paa, lokkede paa Vige og skyndte mig afsted i Haab om at kunde møde Vilhelm og være den Første, der bragte ham den glædelige Efterretning. Jeg gik og gik uden at møde nogen og blev mere og mere skuffet, jo længere jeg kom. Saa begyndte jeg at blive het, især da jeg havde megen Møie med VigeVige] hunden, der er meget børnagtig af sig og ikke vil lystre. Naar du kommer paa Bakken der, saa skal du vænde om, tænkte jeg til jeg stod paa Toppen og saa den næste Bakke, da tænkte jeg, atter det samme og saaledes gik det til at jeg kom i Nærheden af Iver Johansen. Her mødte jeg et stort Flytningslæs med Kobbel over Vognen, hvor hen der kom snart et Ansigt, snart et Stolebeen, eller annet Huusgeraad fremstikkende. Det var trukket af 4 Par Oxer og anført af en høi Yankie, der marcherede foran med sit Gevær i Armen, af hvem jeg blev standset for at give Underretning om Veien. Det var ikke mange Skridt jeg gik videre, førend jeg ganske opgav at møde Vilhelm, og vændte om saa nødig jeg vilde. Det gik ikke hurtig hjemover, da jeg ofte standsede og saa mig tilbage; jeg var alt kommen over «Bottomen», da jeg opdaget noget Sort komme langt henne; jeg stod lidt og kom til Vished om at det var en Standsperson, og at denne Person jo muligens kunde være Vilhelm. Jeg stod altsaa endnu længere og begyndte saa smaat at bevæge mig fremad og holde Øie med den der kom, indtil jeg endelig til min Glæde kjendte Vilhelm, der han kom imod mig, bærende sits røde Lommetørklede, som en Fane, saa jeg kunde see, det samme var Tilfælde med ham.

Nu var det Turen til ham at blive glad og overrasket, der var Ingen som havde frataget mig den Glæde at være Overbringer af Nyheden. Vilhelm havde først en Hestehandel at afslutte, inden vi kom hjem til Thé og varme Bisquit. Da først kom Manden frem med Brevene fra Preuses, skrevne i Begyndelsen af Februar. Det var en kjedelig Idee af dem at sænde det med Tøiet, som nu har staaet et Par Maaneder i Dodgeville i godt Behold, medens vi sat her og ængstede os. Glade vare vi igaar ved at modtage Tøiet, men endnu gladere idagved at see at det har holdt sig Altsammen, Bøgerne og Kassernes Inhold.Øverst i margen her har noen skrevet med blyant «Juni 1856», og så seinere med rødt strøket ut 6-tallet med 4, slik at det nå står «1854». Det var ikke engang fugtigt; det havde jeg ikke turdet vænte. Marie har rigtig Ære af sin udmærkede Indpakning.

Hvor morsomt det var at pakke ud og see alle de gamle Sager igjen, baade de gamle og nye, men især Daguerreotyperne. Gudskelov for alle de kjære Ansigter vi have med os. Dem toge vi strax med op for at kunne see ofte. Det skal blive godt, naar vi nu for alvor kan pakke ud og bringe det i Orden i vort eget Huus, og ikke, som nu, være indskrænkede til at staa i den gamle Stue, hvor der er fullt af Hø, Kalk og alslags Skramel. Vi komme vel snart at flytte til Skaarlia, men der vil vi ikke have mere med end det nødvændigste, det Øvrige skal være til Prestegaardens Pryd. Jeg længes hver Dag mere efter denne, det samme gjør Vilhelm, men endnu er der kun 12 Stokke.

I Søndags var det vi fik Brev fra Norge. Vilhelm modtog det hos Rognald efter endt Gudstjeneste, tilligemed Emigranten. Han fik selv Brev fra Præsten A. Preus hvor de have havt megen Sygdom, nu var det dog bedre. Derfor har jeg altsaa ikke faaet Brev, jeg tænkte nok, der maatte være en gyldig Grund. Brevet fra Hjemmet var fra min kjære Christiane, fra 28de februar. Det var et godt Brev; det stod vel til hjemme. Christiane er Gudskelov ogsaa raskere og giver mig nøiagtig Besked om Alt. – –

Den 5te April. Af alle mine Forsøt om at skrive i dag, blev der ikke noget, jeg fik ganske andet at bestille. Vilhelm skulde reist Kl. 7 i dag, jeg vækkede ham ogsaa meget akurat før 6, men han har et godt Sovehjerte, den kjære Mand. Han var ogsaa saa træt, at jeg meget hellere havde ladet ham sove, havde jeg bare turdet. Kl. var 9 inden Kjæretøiet blev bragt i Orden og han kom afsted med Rosinante, der vist passer godt til Buggien, som jeg tænker var ille faren dersom den skulde følge en vælig Hest. Men nu passede alt saa pent sammen og stod i fuldkommen Harmoni med det graa taagede veir.

Jeg opdagede Vilhelms Tollekniv stikkende i Gjærdet, i Eftermiddag, det er leit at han har glemt den, som altid er ham saa uundværlig og maaske bliver det dobbelt dennegang, som Euipagen er saa skrøbelig. Gid jeg vidste om han kommer vel frem og ikke for sildig, det er saa leit med den Vanskelighed, han altid maa have med Befordringsmidler til sine Reiser, man kunde nok blive træt og kjed af at skulle reise idelig paa den Made. Jeg skal rigtig være glad nar han engang faaer sig ordentlige Kjæregreier og naar den arme Rosinante kan gjøre Fordring paa et annet Navn. –

Den 12de. Skjærthorsdagsaften – nu ringer de Helgen ind hjemme, hvor jeg savner Kirkeklokkene, jeg vilde saa gjørne høre dem Søndagmorgen og naar de kalde Folk til Arbeide om Sommeren. Hvor mange Gange jeg har staaet og lyttet til dem i Haven hjemme – Paa denne Tid var det ogsaa, somoftest Paaskeaften, at vi kunde bringe den første Krands til Graven – maaske blomstrer de smaa hvide Blomster udenfor Gulstuevinduerne, allerede –. At kunne gaa hen paa Kirkegaarden – vil jeg ofte savne, der har jeg tilbragt mange af mine bedste Timer, det var saa godt at dvæle der om Aftenen, saa stille og roligt. Gudskelov at Vilhelm kommer igjen til Paaskeaften –.

Igaar havde jeg en travl Dag, men jeg var ogsaa fornøiet, da jeg havde faaet alt Tøiet strøget, stort og smaat, da synes jeg, jeg var flink. Det var ordentlig en Nydelse i Formiddag, at lægge ned saa meget reent Tøi og faa Orden paa det; det er ikke saa greit, naar man har knap Plads. Erik bragte mig hverken Emigranten eller Brev, Mc. KeyMc. Key] John McKay, postmannen havde ikke været hjemme og Konen ikke havt Nøglen til Brevskuffen. Det er ogsaa en Maade! –

Den 12. Juni. Ja, nu begynder jeg på denne stakkels, forladte Dagbog igjen og vil oprigtig ønske, at jeg maa holde ved og ikke atter lade over en Maaned gaa hen uden at skjænke den en Tanke – havde jeg nær sagt – men det var ikke sandt, havde Tanker kunnet hjælpe den noget, sa behøvede jeg ikke at sidde her og ærgre mig over al den Tid, der er gaaet tabt for den og det en saadan Tid, der netop var saa rig paa Stof for en Dagbog! Ja, nu nytter det ikke at klage herover, men hvad skal jeg gjøre for at gjøre det som galt er, godt igjen? – Alle de ubetalelige Ord, Scener og smaa huuslige Tildragelser, som maa holdes fast i Øieblikket, eller ogsaa forsvinde – de ere nu forsvundne og jeg maa lade mig nøie med at nedskrive Hovedinnholdet af denne Tid, som jeg netop saa gjørne vilde have med alle mulige Biomstændigheder. Det troer jeg nok, den Tid da vi første Gang fik et slags Huus og begyndte at føre vor egen Huusholdning – fortjener den ikke at erindres? –

Det er Aften nu, Pigen er gaaet til Køis paa sit Loft og nu sidder min Herr Gemal og hans Frue meget selskabeligt, med Rygen mod hinanden, ved hver sit Vindu og hver sit Bord og skriver, jeg nyder den Ære at have Lysesaxen paa min Plade og at vandre frem og tilbage og pudse Vilhelms Lys – saa complet, som vort Huusgeraad jo forøvrigt er, saa har vi dog ikke kunnet opnaa at faa mer end een Lysesax og den er enda forskreven i dyre Domme langveis fra. Yankierne finde som saa at de kanligesaa godt bruge deres Fingre og hvorfor da anskaffe sig Sax? Jeg har været grætten i Formiddag, for ingenting naturligvis, men nu er jeg saa bli som en Lærke, naar der bare var nogen til at glæde sig derover. –

Jeg havde netop faaet Grøden over i Formiddag, da Magnuses Datter kom; jeg skulde have hende til Hjælp et par dage, dette var jeg nu ogsaa grætten over, at hun kom. Jeg havde ikke Lyst til saa mange fremmede Piger. Vilhelm var paa Veien til at blive vred, men han kom ikke længere end Halvveis, saa gik Vreden over til Latter af mit elskværdige Lune og jeg skyndte mig afsted med Pigen for at vise hende noget Arbeide, hun skulde udrette; dette tog Tid og min grød passede sig imidlertid selv, saa jeg fik Skarn af min Husbond, som begyndte at nynne: «Vælling jeg fik». Jeg saa ellers ikke andet end at den smagte ham nok saa fortræffeligt og jeg vilde ønske, jeg ofte kunde sætte Mage til den paa Bordet, men nu er de gode Helegryn gaaet sin Vei.

I Eftermiddag har Pigen vadsket og vi efterat Vilhelm havde læst med EmbretEmbret] Embret Sørland, familien Korens nærmeste nabo og jeg faaet mit Tæppe førdigt, været ude og spadseret, ikke langt, da vi blev gaaende og plukke Jordbær, hvortil jeg er formelig forfallen; hvor jeg gaaer, seer jeg mig om efter dem; gaaer jeg til Springhuset med bægge Hænder fulde, saa maa jeg dog sætte alt fra mig naar jeg seer et Bær. 8de Juni fandt vi de første. Dagen efter kom Embret ind med en liden Talerken og vi havde Jordbær og Fløde til Desert, efter en Middag bestaaende af Fleskepandekage og Tykmelksuppe, en ny Ret for Vilhelm, der hældigvis vandt Bifald, heldigst for mig, det er da en Supperet, som det er muligt at kunde faa her i dette Fleskeland, hvor man bare bruger Kaffe; Kaffe til Frokost, Kaffe til Middag istedenfor Suppe og naar det er rigtig galt, saa har de Kaffe til Aften ogsaa. Men nu er det bedst, jeg skrev lidt om den foregaaende Maaned og dens Mærkværdigheder og det allerbedste at jeg opsætter deet til i morgen og gaaer til Ro nu. Klokken er over 11. –

Den 14de Juni. Nu vil jeg forsøge at skrive lidt, om jeg maaske paa den Maade kan blive fri for Vilhelm, han har været aa uartig og uskikkelig mod mig i hele Formiddag. Medens vi spiste Frokost, var han enda nok saa snil – jeg havde været betids oppe, dækket Bord og alt i Beredskab, da min dovne Ægteherre endelig blev førdig, – som sagt, medens vi spiste, var alting vel og vi talede blant andet om vore Forfædre vel havde havt Sukker at fryde sin Gane med og hvor de saa havde faaet det fra. For at komme paa det Rene hermed, saae Vilhelm efter i – jeg veed ikke hvad – og fortalte derpaa hvad Plinius sagde derom, denne Plinius vidste jeg uheldigviis ingen anden Besked om, end at han var en Romer, og saa begyndte Drilleriet; endnu verre blev det, da jeg kaldte Manden Pinius og spurgte hvad Pinius var. Vilhelm var saa uskikkelig og lei at jeg blev vred og forsøgte mange Udveie for at faae ham til at tie; det var ikke alene den gamle Romer, der bragte han til at være saa lei – saa maatte jeg ogsaa høre at jeg var grætten og uskikkelig. –Her har Vilhelm satt inn sin egen forklaring i brevet: «for Tydelighedens Skyld: hun slog mig»

Ak ja, man har Sorger og ikke mindst af sin Ægtemage, det fik jeg nok erfare i dag, og ikke heller for første Gang. Tilsidst blev jeg kjed af ham og satte mig til at skrive, det skaffede ogsaa Stilstand en Stund og nu tænker jeg, den bliver forvandlet til formelig Fredsslutning, da Vilhelm er gaaet ud for at tænde paa i Stoven for mig.

Det er deiligt Veir i dag, næsten for varmt, men det er et kjøligt Værelse dette, det har dugget saa stærkt i Nat. Græsset er endnu ganske vaadt, men jeg har alligevel flere Gange været ude efter Jordbær. Nu er Kl. 12, det seer jeg paa Solmærket i Vinduet, sa jeg maa ud til Middagen. Vi har desværre ikke noget Uhr, jo nok Uhr, men ingenting til at trække det op med siden Nøglen ligger paa Veien til Sørland og Decorah kan ikke præstere nogen. – Det er nu ud paa Eftermidddagen, vi har spist, drukket Kaffe og holdt Siesta i al Fred og Enighed, som det sømmer sig gode Ægtefolk. Jeg læste i Kong Erik og de Fredløse,Kong Erik og de Fredløse] Dansk historisk roman av B.S. Ingemann, først utgitt i 1833. som nok interesserer mig, men ikke saa meget som de foregaaende, til jeg var træt; saa kom Embret med en Talerken deilige Jordbær, der kvikkede mig op, saa jeg kunde trodse Varme og Træthed og sætte mig til at skrive. Vilhelm læser med Embret og har meget ondt for at gjøre ham begripeligt, at Abraham havde flere Huusdyr, end der findes i det hele county, at han havde mange Gjætergutter og boede paa en stor Prærie. Nu kommer vel snart Tausen til mig at læse med ham. Jeg faaer vel ogsaa see at bruge amerikanske Udtryk, hvis jeg vil blive forstaaet.

Den 17. Det varer længe inden Vilhelm kommer tilbage, han er paa Egge eller Sørland, først ville han gaaet før Middag. Klokken blev imidlertid 12 førend vi tænkte det, saa vi holdt en af vore besynderlige Middage; først Tykmelk, derpaa kold Smørgrød, og ovenpaa dette, et Glas Portviin. Jeg skulde bage Bisquit og Brød, saa jeg var vel fornøiet med ikke at lage Middagsmad og tok fat paa mit Arbeide – det første i den Genre – da Vilhelm gik. Nu er det førdig, men det var et hedt Arbeide, jeg har vadsket op efter mig og er ganske stolt ved at see de vellykkede Brød, som ligge udbredte paa Bordet. Nu skal Vilhelm see hvad for en Kjærring han har! – bare han vilde komme engang, Kl er vist over 5.

Igaar havde vi en rigtig Jordbærtour og en meget behagelig Tour var det. Vilhelm anbefalede mig med at vænte med at plukke Bær, til vi kom op paa Pladsen og at holde Øinene i Veiret for ikke at fristes ved Synet. Dette lykkedes da og jeg fik fuld Erstatning, da vi kom videre. Vilhelm plukkede saadan Mængde til mig, selv vovede jeg mig ogsaa udenfor Veien og jeg fik saa mange Bær, at min Tunge blev ganske hudløs, ialfald sviede den forsvarligt, saa gik vi da roligt videre og undlod klogelig at gaa til Præstelandet, det blæste stærkt og trak op til Uveir, som ogsaa brød løs, da vi havde spist. Vi sad længe uden Lys. Lynene kom stærkere og stærkere, Tordenen lød, som den skulde styrte Taget over vore Hoveder. Omsider tændte vi da to Lys, men skjøndt der brændte to Lys i den lille Stue, blev den dog oplyst af Lynglimtene. Vilhelm læste for mig – vi sad endnu en Tid og talede om gamle Salmer og Salmedigtere, førend vi begav os til hvile og inden vi faldt i Søvn, blev Lynene svagere og vi kunde være i Fred, uforstyrrede af Tordenen.

Det er en smuk Lørdagaften denne, naar Vilhelm kommer, vil jeg gaa ud og plukke Blomster til i morgen. Lørdagaften bringer mig endnu meer end nogen anden Aften, til at tænke paa mit gamle Hjem, maaske fordi den Aften altid har havt et eget Præg for mig. Paa denne Tid plukkede jeg Blomster til Fade og Vaser og nu gaaer vist Christiane og Lina,Lina] Caroline Mathilde Hysing (1840–1923), Elisabeths søster (Johnson 1941, I, 189) eller maaske MarieMarie] Christine Marie Cappelen Hysing (1836–1867), Elisabeths søster (Johnson 1941, I, 188–189) alt er hjemme – nu gaaer de med Blomster til Graven – det er den 17de Juni i dag – den 17 – Moders DødsdagModers Dødsdag] Mor til Elisabeth, Caroline Mathilde Koren (1801–1840), døde i 1840, da Elisabeth var åtte år. – ak om jeg ogsaa kunde bringe den en Krands.

Gid nu dette Brev maatte komme hurtigt frem.Resten av brevet er skrevet i margene. En kjærlig Hilsen til alle hjemme og alle Venner. Gid vi snart igjen maatte høre fra Eder.

Farvel da min kjære Fader, Gud velsigne Dig. Sænd ofte en kjærlig Tanke til

din LeisLeis] Elisabeths kallenavn i familien

Tillegg skrevet av Vilhelm:

Kjære OnkelOnkel] Han skriver til far til Elisabeth som «Onkel». Vilhelm og Elisabeth var tremenninger. – da jeg efter Overenskomst med Leis skulde sende en egenhændig Hilsen med hendes Brev – kom jeg tilfældigviis at bemærke mit eget Navn ovenfor – og ved nærmere Eftersyn opdagede jeg en Fremstilling af en huuslig Scene, til hvis ydermere Tydelighed og Paalidelighed at burde bidrage med nogle smaa interpolerede Bemærkninger. – Huuslige Scene høre jo til et Huus og da vi nu har et Huus altsaa – –. Det indiscrete i at betroe Andre saadanne Scener ophæves forhaabentlig ved de Bemærkninger som ikke ere interpolerede og som vi med Glæde overlade til Dem, eftersom «den Læsning jo er den interessanteste, hvor Læseren til en vis Grad selv er productiv».«den Læsning … er productiv»] mulig referanse til Søren Kierkegaards Enten – Eller (1843).– Hvad jeg ellers egentlig skulde have skrevet om er nogle Spørgsmaal i de forrige Breve om Indtægterne af Kaldet her, m.m. Det er nu paa den Tid at jeg ved en Remisse skulde have overtydet Dem om at mine Indtægter ere tilstrækkelige – men uagtet, jeg maa erkjende dette sidste kan jeg i dag p.T. ikke lade Beviset følge – hvilket gjør mig mere ondt end det maaske burde? ‹…›Resten av Vilhelms påskrift er trolig kommet bort.

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Brev hjem 1853–1858

Elisabeth Koren (1832–1918) utvandret til USA med sin mann Vilhelm Koren (1826–1910) høsten 1853. Vilhelm skulle være prest i Iowa for et stort antall norske innvandrere som hadde etablert seg som bønder vest for Mississippi.

Denne samlingen inneholder de 53 bevarte brevene som Elisabeth Koren sendte hjem til familien i Larvik i årene 1853–1858. I brevene skildrer hun reisen fra Norge til USA, området de kom til og det nye livet som immigrant, prestefrue og etter hvert mor.

Elisabeth Korens brev utgjør en viktig del av det vi betegner som «Amerikabrev». Det er den største enkeltsamling av slike brev vi har etter en norsk innvandrer i USA.

Les mer..

Om Elisabeth Koren

Elisabeth Koren er i dag mest kjent for sin dagbok, som hun skrev fra utreisen og de første årene i USA. Hun var en flittig brevskriver og brevene hennes er en viktig kilde til immigrantliv og kvinneliv fra 1850-tallet og framover, men også til norsk-amerikansk kirkehistorie.

Les mer..

Følg Bokselskap i sosiale medier

Instagram      Facebook
Bluesky          X

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.