Brev hjem 1853–1858

av Elisabeth Koren

Forrige Neste

Brev 30: 10.–27. august 1856

«Det er saadant Savn at Du ikke kan faa see den lille Skatten Vores»

Min kjære Fader!Fader] Ahlert Hysing (1793–1879)

Igaar blev jeg da gledet med Brev hjemmefra, tusinde Tak derfor – baade ModerModer] stemora Elisabeth Frechland (1810–1897). Mor til Elisabeth, Caroline Mathilde Koren (1801–1840), døde i 1840, da Elisabeth var åtte år. og MarieMarie] Christine Marie Cappelen Hysing (1836–1867), Elisabeths søster (Johnson 1941, I, 188–189) var, Gud være lovet, snarere bedre, maatte det fremdeles gaa fremad! Jeg havde næppe vænted alt at faa Brev, førend jeg igjen begyndte at skrive, det var ogsaa gaaet hurtigt, den 9de August havde jeg det her. Jeg synes jo her er saa meget at fortælle til Vilhelm naar han nu kommer. Han er paa Langtour fortiden – Lammers og hvad der angaar ham, vil nu interessere ham mest, han haabede saa vist efter hvad Du sidst skrev, at Lammers ikke vilde træde ud af Stadskirken, det vil gjøre ham ondt ved jeg – dog hvem ved hvortil det maaske til tjene – jeg længes meget efter fremdeles at høre herom, hvorldedes det gaaer. At Lammers skulde komme hertil kunde jeg nok tænke var bare Snak, ligeledes at han skal have sændt denne Thalberg hertil.Lammers … Thalberg hertil] Gustav Adolph Lammers (1802–1878), prest i Skien, gikk ut av Den norske kirke i 1856. Hans Larsen Thalberg utvandra i 1855 og ble først hjelpeprest for P.A. Rasmussen i Illinois, seinere i Muskego, Wisconsin, fra 1856 til 1860 (Norlie 1915: 101). Om ham, som jo nu er præst i Muskigo, skrev forresten Præsten Preus til Vilhelm forleden at han havde gjort hans Bekjændtskab og troet i ham at finde en oprigtig gudfrygtig og derfor agtværdig ung Mand, som nu heller ikke syntes utilbøielig til at slutte sig til de øvrige Præster her. En Deel at Menigheden i Muskigo vilde ikke slutte seg til Thalberg førend han forener sig med Synoden her, og af dette Parti var da Preus kaldet ned.

Hører du slet ikke noget om der snart kommer Præst til Minnesota? Gud give nogen snart vilde forbarme sig og komme. Vidste de kun hvormegen Trang og Længsel her er efter Præster, – nu er da Præsten BrodalPræsten Brodal] Peter Marius Brodahl (1823–1906) var prest i Perry, Wisconsin fra 1856 til 1868, da han reiste tilbake til Norge (Norlie 1915: 101). kommen, men i Minnesota er vist Trangen størst, da de Præsteløse Menigheder i Wisconsin haver lettere for at blive betjente. Naar Vilhelm næste Gang reiser til Painted Creek, forelægger han Menigheden Kaldsbrev til en ny Præst for dem og ordner alt angaaende dette sit Kalds Deling, saa vidt er det da kommen i det Menigheden i Painted Creek, hvoraf en Deel før har været gjenstridige, nu er paa Vilhelms Side. Saa nu gjælder det om at faa en Præst. Gud give det snart maatte skee. Vilhelm har nu været borte 8 Dage og kommer vel første hjem om 3–4; saa skal han paa Søndag til ØstprairienØstprairien] Glenwood norsk evangelisk lutherske menighet lå øst for Decorah. Fra 1851 til 1863 var menigheten en del av Little Iowa menighet, med Koren som prest fram til 1866 (Norlie 1918, I: 325). og bliver Veiret smukt og alt vel, følger jeg med derhen. Det er det eneste Sted i hans Menigheder, hvor jeg ikke har været, og det er Skam da det kun er 8 Miil herfra. Skal alt være rigtigt for mig, saa maa jeg have HenrietteHenriette] Henriette Koren (1854–1939), Elisabeth og Vilhelms eldste datter med, kan du nok vide, det er saa morsomt, hun er saa glad i at kjære med «Proane»«Proane»] hestene og ikke det minste bange for Fremmede, men ligesaa lystig ude, som hjemme. Strax efter han har været der, reiser Vilhelm til Minnesotah, hvor han da bliver en 3 Uger, saa det er en rigtig Reisetid dette, og naar han saa kommer tilbage, maa han vel snart igjen til Painted Creek og de sydlige Settlementer. Jeg vil nu gjørne han skal være længe i Minnesota, naar han kun derved undgaaer at gjøre som ifjor, nemlig foruden besværlige Reiser og alle andre Forretninger, saa tillige at Prædike næsten hver Dag. Dennegang skal han meget længere omkring.

Onkel NilsOnkel Nils] Nils Koren Hysing (1799–1856), skipsfører, bror til Ahlert Hysing (Johnson 1941, I: 49). er død! Det var saa underlig at høre en saa nær Slægtnings Død, som jeg dog ikke kjænte det Mindste. – Og gamle Bruungamle Bruun] Joh. Christian Bruun (1788–1856), kjøpmann i Larvik er ogsaa nu vandret herfra, derefter længtede han vist ogsaa. Jeg havde saa ondt af ham nu han var saa alene. Den gamle kjære Bruun, for alle de Tolvskillinger han glædede os med, naar vi bragte ham de første Lillier. Nu boer der Fremmede i det Huus ogsaa, jeg vilde ikke finde gammelkjændte Ansigter i Vinduene paa Storgaden frygter jeg for.

Det er Søndag Aften nu, Henriette og jeg var heelt nede paa Sørland i Eftermiddag, Tup finder megen Behag i at gaa i Besøg; jeg ved ikke hvordan det er, det maa vist være Instinkt at Henriette altid naar hun kommer ind i et fremmed Sted, strax begynder at bede om «Kaka», enten hun sier noget eller ei, enten hun er mæt eller sulten, saa slaaer det aldrig Feil at det er det første hun siger. Hun bruger ofte slet ikke at sove om Dagen, det var Tilfælde idag, og saa var hun saa flink og gik næsten hele Veien, det var første Gang hun gik i en Skov, saa hun gik hele Tiden og stirrede op i Trærne, saa strax det blev mørkt falt hun i Søvn, og jeg fik en god lang Aftenstund at skrive i.

I formiddag havde vi Sorg, Tup og jeg; hun vilde have Melon, «Maka», som hun kalder den, det maa hun nu ikke faa, hun har oftere Sorg i den Anledning, saa skreg hun da og blev uartig saa jeg maatte tugte hende; saa er hun saa sød naar hun bliver snild igjen og tvinger sig for ikke længere at græde og ikke ved hvordan hun bedst skal vise mig at hun er snild igjen; som oftest, naar noget er galt og jeg taler alvorligt til hende, skynder hun sig at tage mig om Halsen, klapper mig paa Kinden og siger i sin blideste Tone «Mamma, daker Mamma», og da er det ikke godt andet at kyse hende; saa søde som de kan være, slige Smaa!

Nu er det en af hendes største Fornøielser at see Billeder, saa snart Pappa kommer til Decorah har han lovet hende en Billedbog, der er en liden Boghandel nu. Du kan faa hvad Du behager, Shakespeare,Shakespeare] William Shakespeare (1564–1616), engelsk dikter og skuespillforfatter Byron,Byron] George Gordon Byron (Lord Byron) (1788–1824), engelsk dikter Milton,Milton] John Milton (1608–1674), engelsk dikter Campbell,Campbell] Thomas Campell (1777–1844), skotsk dikter Burns;Burns] Robert Burns (1759–1796), skotsk dikter nu har vi kun Naturens BogNaturens Bog] Naturens bog : omfattende physikens, astronomiens, chemiens, mineralogiens, botanikens og zoologiens hovedlærdomme, utgitt av Fr. Schoedler og S. Fearnley i 1851 at more os med, alle de Dyr hun kjænder, kan hun vise mig hvor er, de hun kan, ved at nævne dem og de øvrige ved at efterligne deres Lyd. Hun tager efter alting nu og kan aldrig høre nogen af Dyrene paa Gaarden, uden at hun galer eller kurrer eller hvad det nu kan være, bagefter. Igaar saa hun Billeder i Folkekalenderen og viste mig Øinene, Ørene og Næsen paa Professor Hansteen,Folkekalenderen … Hansteen] Norsk Folke-kalender utgitt i Christiania av Mallings Forlags-Boghandel, ved professor Christopher Hansteen (1784–1873). og var meget frydeful over at finde «Banne og Blaken» paa Islænderne. Det er Støvler som hun kalder «Blaken», siden vi skoede Blakken med hende da hun var liden.

En Confirmand som vi har for Tiden til Svens Arbeide, medens han slaaer, han heder Axel, kalder hun «As». Da jeg viste hende din Daguerrotyp nylig, sagde hun, «Hei Manne», ligeledes med Stins;Stin] Johan Augustinus Hysing (1834–1888), Elisabeths bror (Johnson 1941, I, 188–189) MoerMoer] stemora Elisabeth Frechland (1810–1897). Mor til Elisabeth, Caroline Mathilde Koren (1801–1840), døde i 1840, da Elisabeth var åtte år. og Christiane,Christiane] Christiane Koren Hysing (1826–1880), Elisabeths eldste søster (Johnson 1941, I, 188) det er «Kone». Hun ved godt at Bestepappa og allesammen er der henne paa Væggen, men naar hun faaer see nogen af eder, saa bliver det altid, «Manne og Kone». Og imellem Bestepappa og Pappa har hun meget vanskelig for at skjælne. Men nu har jeg næsten fyldt en Side bare med at tale om Henriette, saa det er paa Tide at gaa over til noget andet; jeg kunde gjørne fylde hele Brevet bare med Snak om hende.

Den 24de. Nu er da Vilhelm i Minnesota og har sikkert havt en anstrængende Dag idag – han skal meget længere omkring end han tidligere har været, dennegang. Endnu samme Øieblikk han skulde reise, kommer der Brev fra et Settlement der oppe, det lyder nu som en Besværgelse derfra: «For Guds Skuld, Skaf Hjælp». Vi blev overasket nylig ved af et Advertisement i Emigranten at see at MunchMunch] Johan Storm Munch (1827–1908), prest i Wiota og Dodgeville, Wisconsin, 1855–1859. Reiste tilbake til Norge i 1859. og DietrichsonDietrichson] Gustav Fredrik Dietrichson (1813–1886) var prest i Luther Valley, Wisconsin, 1851–1859. Han reiste tilbake til Norge i 1859 (Norlie 1914: 98). i Løbet af September og October agte at foretage en Missionsreise til de Præsteløse Menigheder i Iowa og Minnesota; saa vilde de da komme til os, for hos Vilhelm at faa Underretning om hvilke Vei de skulde tage. Det lyder besynderligt at de ikke først skriver og spørger seg for; det seer ud som de ikke troede at de 3 Præster her tage sig noget af denne Sag, eller de maa være ganske fremmede for Forholdene. Og saa reiser de netop som der skal holdes Præstemøde og Kirkeindvielse i Manitowoc,Manitowoc] by i Wisconsin derhen kommer saa vidt jeg ved ingen af de 3 her, naar saa BrandtBrandt] Nils Olsen Brandt (1824–1921), fra Valdres, var den første norske presten vestafor Mississippi. Han utvandra i 1851 og var en av de seks prestene som stifta Den norske synode. Han ble seinere (fra 1865 til 1882) lærer ved Luther College i Decorah. er i Norge og Munch og Dietrichson agte sig hertil, saa bliver der ikke saa mange tilbage. Clausen er for Tiden atter i Minnesota. StubStub] Hans Andreas Stub (1822–1907) var prest i Coon Prairie fra 1855 til 1861. Han var en av de seks som stifta Den norske synode i 1853. Han ble seinere prest i Big Canoe menighet i Iowa (fra 1865 til 1891). reiser ganske snart derop. Vilhelm er der, saa enten maa Munch og Dietrichson besøge de Menigheder hvor der netop har været Præst, eller ogsaa drage 200 Miil i Nord til St. Paul eller 200 Miil Syd i Iowa, herom har da ogsaa Vilhelm underrettet dem; nu faaer vi see hvortil de beslutte sig. Det skulde være meget morsomt at faa se dem her, især hvis Munch vilde tage sin KoneKone] Caja Falch (1830–1898) med og lade blive igjen medens de reiser omkring, og saa heller ikke vilde glemme de to Bøger som vel maa finnes hos dem og som vi meget ønsker at faa.

Fra Præsten Stub havde Vilhelm nylig Brev. De havde havt en livsfarlig Reise hjem herfra. Til Prairie du Chien kom de lykkelig og vel, hvorfra vilde de tage Veien om nogle Norske som Stub skulde besøge; de fik da, som de troede, paalidelig Underretning om Veien, men maatte snart angre paa at have fulgt den. Engang satte de med Livsfare over en Elv paa nogle løst sammenspigrede Brætte, 3 Gange væltede Vognen og var nær ved at knuse baade Hester og Mennesker, eller at rulle ud over Steile Høider, saa kjørte de gjennem store vilde Skove hvor Veiviseren hele Tiden maatte gaa og støtte Vognen. Endelig kom de til disse Norske hvor Stub ordnede en liden Menighed der vilde lade Kald udga til Munch om at besøge dem 4 – 5 Gange om Aaret, – dog endnu skulde de før de kom hjem under et stærkt Tordenveir fare vild paa en stor aaben Prairie til de endelig ved hjælp af et Lynglimt opdagede et halvfærdigt Huus hvor de tilbragte Natten paa det bare Gulv.

Jeg synes det var uforsigtig af Vilhelm at vælge August Maaned til sin Minnesota Reise, det pleier nu være den varmeste Tid, men det traf sig hældig, denne Maaned har været den behageligste af hele Sommeren; deiligt Veir for det meste og herefter faaer vi ikke mere den trykkende Varme om det ogsaa bliver dygtig hedt en og anden Dag, saa er Morgen og Aften kjølig, allerede ofte meget kjølig; jeg haaber paa en smuk Eftersommer, det er den behageligste Aarstid, som oftest, her hvor vi boer troer jeg det næsten ogsaa er smukere naar Løvet falder end naar det springer ud.

Det bliver vist en tidlig Høst iaar, i Haven seer det meget høstligt ud allerede. Sommeren har været saa tør, det har næppe engang regnet rigtig stærkt som det pleier her om Sommeren. Saa hedt som det har været, saa kan jeg dog ikke sige at vi idethele har været meget generet deraf, vi ere vel blevne vante dertil og bo ogsaa paa en udmærket behagelig Plads, frisk og luftig, da var det meget verre den Sommer vi var i Wisconsin, enten det nu var endnu varmere eller de ikke bo saa godt. Alle som kommer her ere indtagne af denne Plads, hvor Huset ligger, baade som smuk og hyggelig. Undertiden naar vi gaa og spadsere om Aftenen og kan finne det saa smukt et eller andet Sted paa Præstelandet, angrer Vilhelm næsten paa at vi ikke bygde der, som forleden Aften, han havde været ude alene, da jeg ikke kunde komme fra Henriette, kom han tilbage og sagde «Du maa være med ud paa Bakken og see hvor vakkert der er i Aften». Ja, saa gik vi da derhen, Vilhelm med Henriette paa Armen, og der var ogsaa smukt, her er saa overordentlig venligt og seer saa rigt og frugtbart ud, meget opdyrket og er det jo ogsaa heromkring. Vilhelm sagde da atter, «vi burde vist lagt Huset her,» men jeg bliver med mit, at det er bedst som det er, vi kan ikke have alle Goder forenede, og jeg vil hellere bo lidt afsides end lige ved Veien, og langt heller have disse store Træer udenfor, end en smukkere Udsikt fra Vinduerne, den gaaer jeg ud og seer paa naar jeg spadserer. Gid jeg kunde sænde Dig en god Tegning af vores lille Huus og Omgivelse, da vilde Du sikkert med mig finde, at her seer venligt og hyggeligt ud.

Den 27de.. Det var rigtig godt jeg opsatte at sænde dette Brev; jeg vilde nemlig see om Posten ikke dennegang skulde bringe Brev fra Vilhelms Commissionær angaaende de $300, saa jeg kunde give dig ordentlig Besked om dem, og jeg blev ikke skuffet. Som vi formodede var der flere Breve gaaet tabt. Der blev herfra i Februar sændt Anvisning til New York paa $300, som da Vilhelms Commissionær skulde omsætte i en Væxel lydende paa Sigvart KorenSigvart Koren] Sigvart Irgens Koren (1821–1885), sekretær i Hypotekbanken (Johnson I, 1941: 191). og oversænde ham. Denne Anvisning kom først, formedels sletslet] dårlig Postvæsen formoder jeg, først den 21de April til New York. Vilhelms Commissionær skrev da flere Gange til ham uden at noget Brev er naaet os; hvorfor han ikke kunde sænde Væxelen strax, uden at skrive til Vilhelm først forstaaer jeg ikke rigtig, og da Vilhelm nu da ikke er hjemme, kan jeg heller ikke faa nogen Forklaring herover.

Saaledes forholder det sig imidlertid, han havde skrevet, uden at noget Brev kom frem, og Vilhelms første Brev til ham havde han først faaet i August. Følgen heraf er at en Væxel paa 300 Dollar lydende paa Sigvart først blev sendt til ham den 20de August eller saa omtrent, istedenfor som vi troede i Februar. Saa leit som det er med den lange Tid der er gaaet hen og den Uvished hvori du har været paa Grund af min ufuldstændige Besked, saa er jeg da hjertelig glad at det ikke er værre. Jeg frygtede meget for at Pengene var gaaet tapt. Maatte de nu komme vel frem. Jeg lover Dig i Fremtiden at gjøre hvad jeg kan for at være mere nøiagtig og forsigtig i saadane Anledninger. –

Posten i dag bragte ogsaa en Deel Aftenblade saa nu skal jeg faa løse om Sangefesten og mere. Et Par Breve fra de reisende Studenter seer jeg ogsaa der og jeg kan tænke Stin glæder sig ved den gode Udsigt til Arbeide for ham, der er hjemme, naar han blir førdig. Det gaaer saa godt alting hjemme, gid nu ogsaa den store Dyrtid snart maatte ophøre. Der bliver allting, især Colonialvarer, dyrere og dyrere.

Nu har vi snart den 5te September. Gud give den maa finde min kjære, dyrebare Fader rask og vel! Den Dag forlod jeg mit kjære Hjem – det er nu alt 3 Aar siden. Gud forunde mig ogsaa engang at gjensee det og mine Kjære der – kunde Du dog faa see Henriette, det er saadant Savn at Du ikke kan faa see den lille Skatten Vores. Gud lade hende voxe op til et godt fromt Barn og hjælpe os at omgaaes hende, som vi skulle! Gud velsigne Dig min kjære Fader! Du kan ikke tro hvormeget du glæder mig ved alle dine kjære Breve, jeg kan ikke takke dig nok derfor. Kjærlige Hilsener og Kys fra lille «Hetta», saaledes kaller hun sig selv.

Din LeisLeis] Elisabeths kallenavn i familien

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Brev hjem 1853–1858

Elisabeth Koren (1832–1918) utvandret til USA med sin mann Vilhelm Koren (1826–1910) høsten 1853. Vilhelm skulle være prest i Iowa for et stort antall norske innvandrere som hadde etablert seg som bønder vest for Mississippi.

Denne samlingen inneholder de 53 bevarte brevene som Elisabeth Koren sendte hjem til familien i Larvik i årene 1853–1858. I brevene skildrer hun reisen fra Norge til USA, området de kom til og det nye livet som immigrant, prestefrue og etter hvert mor.

Elisabeth Korens brev utgjør en viktig del av det vi betegner som «Amerikabrev». Det er den største enkeltsamling av slike brev vi har etter en norsk innvandrer i USA.

Les mer..

Om Elisabeth Koren

Elisabeth Koren er i dag mest kjent for sin dagbok, som hun skrev fra utreisen og de første årene i USA. Hun var en flittig brevskriver og brevene hennes er en viktig kilde til immigrantliv og kvinneliv fra 1850-tallet og framover, men også til norsk-amerikansk kirkehistorie.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.