Brev 1852–63

av Camilla Collett

Forrige Neste

14. september 1859. Brev til Georg Christian Sibbern

Brevs. 54

Opplysninger om brevet:
Skrevet i Christiania.

Hvorledes skal jeg takke Dem? Kan jeg tage imod et saadant Offer, der hvor betydeligt det er i sig selv, dog faaer sit største Værdi ved det Venskab hvoraf det er udgaaet? Ja deri, kjere Sibbern, i det trofaste, kjerlige Sind, dette Sind som aldrig har fornægtet sig, som Verden ikke har formaaet at kjølne, ligger Gavens største Betydning, og dette alene gjør det muligt at modtage, hvad man ikke kunde modtaget af nogen Anden.

Først efter Deres Afreise herfra fik jeg at vide Deres ædelmodige Tilbud at ville bidrage meget til Emils,Emils] Emil (1848–1904), Colletts sønn min yngste Søns Opdragelse. Saameget mere ondt gjorde det mig, at det ikke lykkedes mig at treffe Dem under Deres Ophold her. Noget bedre end d jeg her formaar det, vilde det dog være lykkes mig at vise Dem, at sige Dem hvor dybt det har rørt mig. Endnu tør jeg neppe sige at jeg har taget derimod. Jeg har ikke kunnet skrive derom; det forekom mig at det var at berøre Sagen for tungt, for plumt kunde jeg næsten sige, naar min Følelse derved, skulde fattes i mange Ord; jeg synes jeg kunde blot tage Deres Haand, trykke den og sige: Tak … Tak ogsaa fra ham der ikke er mere, og som hvis han kunde see hid tilbage, vilde takke Dem bedre, renere og fuldere end jeg formaar det.

2Ogsaa i andre Henseender gjorde det mig ondt at jeg ikke traf Dem. Det vilde voldt mig Glæde at gjensee Dem og at kunne talt ret af Hjertet med Dem. Faa, meget Faa ere de Mennesker, der vække denne aabenhjertige Tillid i os, og som oftest er det mindst de Nærmest stillede som gjøre det. Jeg kunde dog glædet Dem med at jeg har lært Lidt mere af den tunge Opgave at leve, at bære Livet. Uden at mine Kaar ere bedre og mine Savn mindre, har jeg dog lært bedre at bære dem. Havde De kjendt mig og min Fortid lidt mere – og det synes mig at et Venskab som Deres giver Dem Ret til at vide lidt mere derom – vilde De maaskee opfattet mig anderledes, maaskee mildere, ialfald sandere end det hidtil har været Dem mueligt. Vort første Bekjendtskab faldt i en Tid, da jeg stod i Skyggen af en anden Personlighed, der nærmere angik Dem. Jeg stod i Skyggen og jeg vilde det saa. Jeg var ikke til for Nogen Anden dengang, eiede mig ikke selv i nogen Forstand, men lod mig ligesom gefaldegefalde] fant behag i at en Anden levede for mig, tænkte og handlede for mig. Hvorledes denne Apathie, denne Lidelsens Træthed var kommen, dette er for dybt gaaende til at fortælle her. Kun saameget, at min hele Ungdom, fra den tidligste, indtil den Dag Collett hjemførte mig, havde været en Kamp, en frygtelig Kamp, hvor det blot gjaldt om at beholde Livet og Forstanden. De kom saa tidlig bort kjere Sibbern, derfor har De maaskee blot oplevet lidet af dette Afsnit i vor Historie. Skrækkelige Tid! Stridens og Splittelsens Tid, hvor ligesom alle vilde og raa Lidenskaber i Nationen 3vaagnede og søgte et Udbrud gjennem sin Ungdom sin bedste og meest begavede Ungdom. Hvor levende min Slægt, FaderFader] Nicolai Wergeland (1780–1848), prost og forfatter og BroderBroder] Henrik Wergeland (1808–45), forfatter og riksarkivar have taget Deel i Striden, veed De, men hvorledes jeg har været stillet mellem alle disse gjærende, hadefulde Lidenskaber, hvorledes jeg har været Offeret for dem, i hvilke dæmoniske Tilstande en stakkels ung Sjel som min har været hildet, dette kjere Georg, veed De intet om, og det er af disse Hemmeligheder man kun kan have mellem Gud og sig selv. Jeg bestod Kampen og blev Æren og mig selv tro, men mit Hjerte var knust, og saaledes fandt mig Collett. Han havde længe fulgt Striden og gjettet min Stilling i den og han havde sat sig som sit høieste Maal at være min Redder og gjøre mig lykkelig. Hans Mod, hans Kjerlighed hans ædle, hans begeistrede Tillid kjendte ingen Grændser, al min Modløshed der l‹æ›nge vilde modsætte sig et saa ulige Parti, maatte vige for en Styrke som hans. O min Ridder, o min Husbond! aldrig, aldrig har den svigtet!

Alt hvad en Forening kan blive, der ikke begyndes under Lykkens Sol, det vil sige, med glade Hjerter, det har den været os. Ja han har baaret mig og min Smerte som man bærer et sygt Barn paa Armene indtil det beroliges. Han kunde ikke ganske borttage den af mit Liv, men han bearbeidede den med sin skarpe Reflection og borttog dens Braad. Derfor var jeg ham hengiven og lydig, og lærvillig thi jeg lærte meget af ham. Saa arbeidede vi med hinanden i Smerte Glæde og Haab, Haab paa lysere Fredens og Lykkens Dage – som dog hernede ikke skulde komme! I reent aandig Betydning have vi uendelig paavirket og beriget hinanden. Enige som vi vare i Kultur, Smag, Anskuelser af de fleste Livets Phænomener, havde vi uudtømmelige 4Forraad for os. Jeg vil kalde vort Ægteskab en Samtale. Aldrig bleve vi trætte af at udvexle vore Tanker og Indtryk. Til den seneste Nat vandrede vi ofte op og ned ad Gulvet. Vare vi i Selskaber talte vi ogsaa der meest med hinanden. Overhovedet drog vi os formeget tilbage fra Menneskene – o Sligt hævner sig siden! – Hvor han skyndte sig, naar han kom hjem, han kom altid farende som om Døden var efter ham, og han havde dog saameget at sige endnu!

De ere farlige disse Ægteskaber, de isolere, og begrunde en vis Hovmod, de ere beregnede paa at de skulle vedvare. Men maaskee Gud netop derfor afbryder dem. O ufattelige, 10 dobbelte Ensomhed for den som bliver tilbage! Saa maa man dog ty til disse Mennesker som man forsømte saalænge man ikke savnede dem. Man skal ikke alene ty til dem, men man skal slutte sig til dem, og lære at holde af dem. Saa vil det Gud, og saa er det Ret.

Georg, nu veed jeg hvad en Enke vil sige. Skulde De nogensinde komme til at have en Stemme i deres Vægtskaal, saa vil jeg her fortælle Dem det, glem det ikke! Vore Statsraader have glemt det, eller maaskee have de aldrig vidst det, naar det gjaldt et Dyrtidstillæg, eller en anden Lettelse af deres Kaar, eller et Stipendium til en fattig Kunstnerinde. En Enke er en Kvinde, som med et af Skræk og Sorg sønderrevet Hjerte pludselig til sin egen Byrde, faaer en Mands Arbeide, en Mands Pligter og en Mands Ansvar – alt dette under en hjelpeløs Kvindes Forladthed, Fattigdom og hele sociale Nullitet. I samme Forhold som en 5Mand stiger ved sit Arbeides Betydning, vinder i Ære og Lønning, taber hun, synker hun ned. Thi betydningsfuldt er dog ogsaa hendes Kald, da hun er Lærer, Lærer for en Slægt, hun er baade Mand og Kone, Fader og Moder, Borger og Borgerinde, og denne høie Værdighed gageres indtil – 20 Spd aarlig! dog uden Dyrtidstillæg – dette ophøiede Hverv at opdrage Slægten – deriblandt maaskee Statsraader! – denne vigtigste, ansvarsfuldeste, vanskeligste, aandigste Opgave som Staten burde sikre alle Lettelser, alle Fordele, den skal fuldbyrdes under et Dobbelttryk af Nød og Sorg, Glemsel og Ringeagt, en daglig Død, uden Ceremonier og Vennetrøst! – Derfor siger jeg at BraminerneBraminerne] den øverste kaste i India sørge bedre for deres Enker end vi: de brænde dem op.

Dette er Enker i Almindelighed, saaledes som de findes i Tusendeviis. Og nu saadanne Enker som Natur, Opdragelse og Vaner have givet forhøiede Krav, og hvis Savn følgelig Tusendefold fordobles. Spørg mig ikke hvorledes, hvordan jeg har levet siden Collett lod mig ene. Om jeg fortalte noget derom, vilde De dog ikke kunne fatte det. Hvad C. efterlod mig ved sin Bortgang blev dengang anseet for anstændigt hvad man kalder et «peent Udkomme». Den stigende Dyrtid, der har forhøiet Priserne paa næsten alle Ting, fast til det Dobbelte, stiller dette rigtignok under et andet Synspunkt. Der til kommer at jeg har tabt et Par smaae Summer som jeg troede stode sikkert, saaledes slugte Brandkassen ganske nylig i sin Fallittilstand, det lille aarlige Tillæg jeg trak af den. Bliver mig tilbage – 350 Spd. aarlig omtrent, til at leve af med tvendetvende] skrevet som ordenstall Børn. De seer nok, at der skal Philosophie og Kunst til, aldenstund man ikke er skabt til et blot vegetativt-animalsk Liv, men man har 6en Sjel, en Aand, der altfor smertelig undertiden erindrer En om at de ogsaa have et Krav, og ville leve med. Her gjælder det at accomodere sig, og treffe en Accord med sig selv, og da har det viist sig, at jeg bedre kan lære at bære disse dybere, for Andre skjulte Savn dog ikke mindre bittre Savn, end berøve mig alle ydre Tegn paa en tidligere Lykke. Jeg kan nægte mig alle Glæder, alle Nydelser hvorefter mit Væsen med usvækket Livslyst higer, jeg kan tvinge min Kunstnersjel til at leve uden Toner, uden Næring, – (siden Colletts Død har jeg ikke eiet noget Instrument) – jeg kjender ikke til personlig Omhu og Pleie, skyer ikke de simpleste Arbeider, jeg kan vandre i Mulm og Mørke, – mangen Vinteraften har jeg gaaet alene hjem over Markerne. – alt dette har jeg lært, thi jeg var forkjelet og kunde det ikke før. Men i alt hvad der angaar min Person, min nærmeste Omgivelse, maa jeg have det som jeg er vant til det, jeg kan ikke taale at see Mangelen udtrykt i Stole og Borde; med et Ord, jeg kan ikke for‹vise›for‹vise›] ‘‹vis›’ rettet fra ‘jag’ ved overskriving forvise Skjønheden ganske af mit Liv, skal jeg ikke forgaa. ‹…› Jeg skylder min personlige Værdighed dette, thi opgav jeg denne, opgav jeg tillige min hele selskabelige Stilling. Menneskene ere nu engang saa, selv de Bedste. Den fattige, men stolte Enke, der intet kræves af, dem, ikke beiler til dem, men stiller sig fuldkommen ligt med dem, denne behager dem, søges af dem, men den fattige, ydmyge Enke, der kom til dem med sin Nød i Klæder og Miner, ja denne vilde de ret hjertelig beklage, men forresten ikke have noget med hende at gjøre. Nu staaer jeg mig ypperligt med dem, den lille Kreds jeg bevæger mig i, Hansteens,Hansteens] Christopher Hansteen (1784–1873), professor, bodde sammen med sine døtre Welhavens,Welhavens] Familiekretsen til Josephine Welhaven (1812–66), født Bidoulac alle Kjerulfs,Kjerulfs] Familiekretsen til Elisabeth Marie Kjerulf (1791–1873), født Lasson Grev VedelsGrev Vedels] Familiekretsen til Peder Anker Wedel Jarlsberg (1809–94) – naar de ere i Byen, vise mig alle Interesse og Forekommenhed. 7Hvad jeg til Gjengjeld har at gjøre, er at lade som om jeg var ligesaa lykkelig som de, omhyggelig lade Sorger og Savn være hjemme, tage mit bedste Lune med og være saa god og qvik en Gj‹æ›st som de Andre.

Der har De nu et Stykke af min Livsphilosophie, og er den vel saa daarlig, kjere Georg? Lidt godt kan jeg dog ogsaa fortælle Dem, da jeg nu har fortalt Dem saa meget traurigt. Min Sjel er karsk og frisk, og idelig færdig til at reise sig, af alle de piinlige Tryk der knuge den. Og skulde jeg glemme det Bedste – Børnene! Gutterne ere alle brave Gutter og friske som Fiske. AlfAlf] Alf (1844–1919), Colletts sønn der er hjemme hos mig, er et Mønster paa Flid og god Opførsel paa Skolen. Han har allerede optineretobtinere] få, oppnå et lille Stipendium. Det er en stille Gut, men stolt og i høi Grad ærekjær, jeg troer han vil kunne udmærke sig engang. Han bliver confirmeret nu den 2den Oct. neppe fyldt sit 15de Aar. Saa er det Emil! Han er maaskee den meest begavede af mine Børn, idetmindste har han den stærkeste Originalitet. Han har altid været hvad man kalder en «løierlig Skrue», med alle de Egenheder og Feil der følger af med den Art Begavelse. Han er upraktisk, regelløs, og vanskelig at holde til Orden og Flid, Feil der forhaabentlig mere og mere ville svinde, da de mindre udspringe af en Carakterens Dorskhed, end netop af en overordentlig Livlighed og Interesse for Andre Ting. Han lader til at ville blive en Handlingens Mand, thi han er altid paa Færde ved at see og lære og være til Nytte. Hans store Bedrift, da han var 7 Aar, at han trak 2 Gutter der laa nede i Isen til Halsen, op af Vandet, var jo ganske god til en Begyndelse. Han er en mageløs godartet og godhjertet Dreng. Han kan gjøre mig mangen Gang ret fortvivlet og utaalmodig 8men aldrig rigtig bedrøvet, da selv hans Feil have et saadant naivt komisk Anstrøg at de oftere friste mig til at lee, end til at straffe ham. Jeg maa dog fortælle Dem lidt om ham kjere Georg; ham som De har lagt en velsignende Haand paa, ja til Velsignelse haaber jeg Deres Godhed mod ham skal geraadegeraade] tjene ham. Alene at han fra i Sommer da han fik dette at vide, øiensynlig viser en større Flid paa Skolen, røber at han har en Følelse af at han maa vise sig denne Godhed værdig.

En Bøn har jeg til Dem, og det er i Anledning af den Form hvorunder Deres Velgjerning – nei, jeg vil kalde det Vennegave, Velgjerning ydes kun af dem af hvem man nødig modtager den – i Anledning af den Maade hvorpaa denne Gave skulde tilflyde mig. Carl CollettCarl Collett] Carl Emil Collett (1821–98), byråsjef, Peter Jonas Colletts bror opfordrede mig til at notere alle Emils Udgifter i Løbet af Maaneden. Der er noget i min Følelse der modsætter sig at forfatte en saadan Liste over hans Fornødenheder, endog de Mindste, thi hvor er Grændsen? – Derfor vil jeg nu give Dem et Beviis paa min aabenhjertige Tillid til Dem, kjere Sibbern, ved at bede Dem, hvis det er Dem ligegyldigt, at lade det skee paa en anden Maade – bestem heller en lille Sum, et lille maanedligt Bidrag og det vil paa samme Maade komme ham tilgode. Det er kun en Bøn et Ønske fra min Side, som jeg ikke troer De vil finde udelikat, da det jo følger ganske af sig selv, at har De Deres Grunde for at Gaven skal modtages paa den først bestemte Maade, da underordner jeg mig ganske Deres Villie.

Med Forfærdelse seer jeg at det andet Ark nærmer sig tilende. og at Brevet virkelig bliver «utomordentlig»utomordentlig] understrekningen kan gjelde uttale med trykk på stavelsen ‘dent’, derfor ikke understrekning under hele ordet. langt, for langt, maaskee upassende langt at sende til en Statsminister. Men jeg 9jeg troer jeg vover det alligevel, for en Gangs Skyld. Sagen er, at jeg skriver til en anden Mand end Statsministeren, til en som jeg i mit Hjerte kalder: Georg Sibbern, thi jeg har hørt dette Navn udtale længe, længe forinden, og altid med en vis blød Klang af En der holdt meget af ham, og paa hvis Ord jeg troede længe inden jeg havde seet bemeldte Georg. Ja Collett holdt ubeskrivelig af Dem, det var ligesom han knyttede sine lyseste, varmeste og reneste Ungdomsminder til Mindet om Dem. Jeg husker jo ogsaa at jeg var selv angst den Dag jeg skulde vise mig for en Ven der stod saa høit for ham.

I Beretningen om Kongens ReiseKongens Reise] Karl IV (1826–72), svensk–norsk konge 1859–72, reiste til Christiania for å overvære Storthingets åpning i oktober 1859. der stod at læse i Gaar fandt jeg ikke Deres navn og det synes altsaa ikke at være Deres Hensigt at tage med ham hid. Jeg troede vi skulde snart see Dem og at det skulde forundes mig mundtlig at takke Dem. – Den hele Collettske Kreds har lidt et nyt og uopretteligt Stød ved Fru Grete fød Diriks’Fru Grete fød Diriks’] Margrethe Louise Collett (1801–59), født Diriks, gift med Johan Collett (1800–77) Død. Hun blev i Forgaars begravet. Den sidste af de 5 Søstre. Den hele Kreds er saa godt som opløst. Alle i hvem jeg har havt en naturlig Støtte døe eller gaa bort. Min Broder OscarOscar] Oscar Wergeland (1815–95), offiser har giftet sig med en 17 aarig (!!)en 17 aarig] Caroline Cecilie Adelaide Wergeland (1841–74), født Hagemann, gift med Oscar Wergeland og er flyttet til Christ‹i›sanChrist‹i›san] Ordet står ved linjeslutt helt ute mot papirets høyre kant. Fru ColbanFru Colban] Adolphine Marie Colban (1814–84), født Schmidt, enke etter Nathanael Colban (1793–1850) og oversetter gaaer i næste Uge, i Selskab med Fru ChateauneufFru Chateauneuf] Andrea Kristine Ingeborg Caspara (1819–72), født Møller, gift med Alexis de Chateauneuf over Berlin, Venedig og Wien til Italien, hvor de agte at «bosætte sig» i Rom. Fru Colbans sidste Ophold som Gjæst i en engelsk Baronet HamittonsBaronet Hamittons] Feil for ‘Hamiltons’; grev Hamilton med kone og datter. Da Colban bodde i Paris i 1855 leide hun et kvistværelse i deres hjem, og ble siden tatt opp i deres hustand. Huus, i Paris, var i høi Grad eventyrligt og fabelagtigt. Fyrstinder og Grevinder kappedes om at drage hende til sig, AlfredAlfred] ‘l’ rettet fra ‘f’ ved overskrivingde Vigny,Alfred de Vigny] Alfred de Vigny (1797–1863), fransk forfatter den eneste af den gamle legitime Adel der er bleven Napoleon tro, vilde forestille hende for Hoffet, hun er geraadet i Korresspondence med et Duzin store Aander og fornemme Personager. Det er altid glædeligt naar En af vor Midte, der enten ved Aand eller andet udmærker sig kan vinde lidt Anerkjendelse ude thi sandelig her hjemme skulle ikkeher hjemme skulle ikke] her har hun uteglemt ordet ‘de’ vinde den. Medens 10hun i det parisiske Aristokrati blev feteret, skrev Studenterne Smædesange om hendes Korrespondenceartikler fra Paris.Korrespondenceartikler fra Paris] jf. brev til Robert [23. mars 1859] Ja Christiania burde gaa i Bad og purgerepurgere] rense seg for at cureres for sin Kritik og Smædesyge! Luften er skarp her.

Behøver jeg at sige Dem hvor det vilde glæde mig hvis De fandt Tid til at besvare mit Brev?besvare mit Brev] Et svarbrev fra Sibbern er ikke kjent. jeg vilde deraf see at det ikke har været Dem uvelkomment. Til Slutning vil jeg anbefale mig hos Fru SibbernFru Sibbern] Marie Sibbern (1815–85), født Soane, gift med Georg Christian Sibbern og bede hende bevare lidt af den Venlighed hun viste mig under vort sidste Møde. Jeg maa lægge Dem dette paa Hjertet, kjere Georg at hun ikke ganske glemmer mig – – – og Gud være med Dem!

Camilla Collett

Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Brev 1852–63

Samlingen inneholder 70 brev skrevet av Camilla Collett i perioden fra januar 1852 og til våren 1863. Perioden begynner med at Collett var blitt enke i desember 1851, fortsetter med at hun etablerte et nytt liv for seg og sine fire sønner, og slutter med forberedelsene til en lenger utenlandsreise sensommeren 1863.

Mens brevene fra 1852 til 1857 tegner et bilde av hvordan Collett etablerte en ny tilværelse for seg selv og sine nærmeste, er brevene i den siste delen preget av et rikere sosialt og litterært liv.

Les mer..

Om Camilla Collett

Collett var en av de første i Norge til å benytte termen feminist. Hun argumenterte for at kvinner og menn er ulike, men likeverdige og hverandres åndelige partnere. Kvinnefrigjøring er derfor et anliggende for alle, kvinner som menn. Menn skal vise kvinner at deres verd blir erkjent og respektert, men kvinner må frigjøre seg selv gjennom aktiv selvrefleksjon.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.