Kjøbenhavn den 25de Juli.
Kjere Carl. Jeg vil ikke begynde med nogen Undskyldning hvorfor jeg ikke før har skrevet – noget som har lagt saa nær i mine Tanker at jeg ofte har spurgt mig selv: Du har dog vel skrevet til Carl? – – men jeg vil kun henvise Dem til indesluttede Brev til SophieBrev til Sophie] Sophie Augusta Steenstrup (1811–72), Peter Jonas Colletts søster. Vi kjenner ikke til dette brevet. der tilstrækkelig vil forklare denne Forsømmelse. De maa gjerne, med den Discretion som jeg regner paa hos Dem, læse det, hvis De har Lyst. Det indeholder ingen Hemmeligheder, men heller intet som det er værdt at slippe ud, hvor det kun vil spadsere fordreiet og overdrevent omkring. Sand og aabenhjertig er man blot for dem for hvem man ikke kan være andet, selv om det koster os Overvindelse, men dem der spørge efter os af Nysgjerrighed eller ialfald med en blandet Deeltagelse, skylder man det ikke. Nu, det er en ærlig Sag at man har det Ondt, naar det ikke kan være anderledes. Jeg vil bestræbe mig til Dem at give nogle Smaaskildringer der ere mindre triste. Altsaa hos VillemøesVillemøes] Magdalene Margrethe (1804–80), født Rostrup, og Niels (1792–1860) Willemoes Bredgade No 186 boer jeg nu og har et Par smaae Værelser ud til et stort Gaardsrum. Der hviler over dette Huus noget saa gammeldags, ægte patriarkalsk, noget saa uberørt af Tiden, som om de dybe høiloftede Værelser, med deres Slaguhr i Krogen og den Villemœske Slægt pudret paa Væggene, havde staaet saaledes forstenet og «nedstøvet» siden Anno 60 eller 70. De Gamle passe godt dertil, Kammerraaden,Kammerraaden] dvs. Niels Willemoes en aldeles holbersk Figur, og d en gammel 65 grim Enkefrue Reiersen,Enkefrue Reiersen] Charlotte Cathrine Reiersen (1788–1858), justisrådinne, enke etter Andreas Ludvig Reiersen (1787–1850) der klæder sig ungdommelig, og synger og spiller. Hun faaer undertiden Anfald af Galskab hvori hun vil, fortæller Fru V.Fru V.] dvs. Magdalene Margrethe Willemoes begaa Selvmord, dog 2altid saa at Nogen kommer og forhindrer det, Hendes Trang til at vække Opmærksomhed og blive afgjortafgjort] feteret, feiret yttrer sig paa den meest comiske Maade. Stakkel, det skal komme af at hun engang førte et stort Huus og var feteret i Randers, og nu kan hun ikke finde sig i den reducerede og ufeterede Tilstand. (Gud bevare Enhvers Forstand!) Til disse Gamle danne de Unge en broget Modsætning. Den ene af Pensionairerne ( en ganske ung Student Arland,Student Arland] Johan Oscar Arlaud (1836–1907), student af franske Forældre, er smuk, livlig og begavet. Han fører frit Sprog her og er et Slags enfant gatéenfant gaté] fransk: bortskjemt unge her, han driller og kjævles med den gamle Frue Reiersen uafladelig. Dertil kommer stadige Besøg af gamle Madammer og Jomfruer den ene frygteligere end den anden. ‹…› Dette Menagerie blev endnu formeret med en Broder af Fru V.Broder af Fru V.] Ulrik Christian Jensen Rostrup (1810–83), apoteker i New Orleans og Panama der ankom pludselig en Dag efter at hun paa 20 Aar ikke havde hørt fra ham. Han medbragte fra Vestindien en lille vild Mulatpige,en lille vild Mulatpige] Armantine Rostrup (1847–1917), ugift hans Datter, der nu skal opdrages her i Huset. Dette er nu Befolkningen, hvoraf dog endnu nogle Lemmer mangle, blandt andre Grimur ThomsenGrimur Thomsen] Grímur Thomsen (1820–96), departementssekretær og islandsk forfatter der er paa Island, men ventes hver Dag hjem. Og Alt dette bevæger sig i patriarkalsk Ugenerthed mellem sig, under huuslig idylliske Tilstande hvorom vi med vor fornemme, ziirlige Leveviis ikke kunne gjøre os nogen rigtig Idee. At jeg, der gjælder for en af meesten af meest] her har hun uteglemt ordet ‘de’ Kræssne i dette kan trives her, undrer Dem nok, Jeg holder det kuns ud – hvis jeg forresten holder det ud! – fordi det dog er Mennesker man er i Nærheden af og disse Mennesker ere godmodige og venlige. Frygteligst af Alt er den tomme, kolde Ensomhed, da hjælper intet nok saa deiligt indrettet Huus. Fru V. er næst den lille Arland – han er liden men har et deiligt Hoved – Den Bedste. Hun er en Typus for den gode Danskhed: Hjertens god, ikke smaalig, nei tvertimod hun styrter sig af lutter bare Ædelmod ind i lutter Forlegenheder og Ulykker –Ulykker –] tankestrek rettet fra komma ved overskriving HunHun] ‘H’ rettet fra ‘h’ ved overskriving vaager ret moderlig over de unge Herrer, og hun ere ogsaa den eneste hvem de vise Hengivenhed og Respeckt; der er noget saa godt og rolig forstandig ved hende. Men ‹hun er› Men hun er dvask og sorgløs og mangler saa forladt af al Gratie, alt Skjønhedsbegreb at jeg troer enhver Kokkepige hjemme har mere deraf end hun. Saltet, Kritikken mangler 3her, som overalt. Beviis nok derfor er at Fru V. roses overalt som den fortreffeligste, «rareste Kone, men ingen falder paa at der mangler noget. Det gaaer saa ret over en bred Læst Altsammen. Siden jeg kom, er der hændt, at Datteren, en halvvoxen PigeDatteren, en halvvoxen Pige] Hedevig Christiane Willemoes (1843–96), ugift har været farlig syg, at den gamle Fru R. har havt en Raptus af sin Galskab, og den lille Mulat er kommen som falden ned fra Skyerne, med Fordring paa at blive «civiliseret». Men Alt det er som Ingenting. Næste Dag trækker Selskabet ud til Frederiksberre» eller til Tivoli, den Syge og den Gale og den Vilde er med, og enhver er fornøiet.
Dette er nu Prøver paa den gode Danskhed. For Skildringer af den slette vil jeg forskaane Dem, kjere Carl – Hvilken Nation! Ja, skal man dømme efter Kjøbenhavn saa har vor J.J.] dvs. Peter Jonas Collett Ret naar han sagde at Alt var raaddent i Grunden. Man kan stikke sin Finger hvor man vil saa vil man mærke det. Hvilken ækel Materialisme som ingen rødmer ved at bekjende, hvilken Selvgodhed, og denne lurende Uvillie mod alt Fremmed! der især træder frem i den simple Mand! Enhver Fremmed er her en god PrisePrise] bytte som det aldeles ingen Skam er at bedrage. Jeg lader mig sjelden overliste, men alle Nyankomne klage derover. Ja ManMan] ‘M’ rettet fra ‘m’ ved overskriving skal her lære at agte hvad der virkelig er godt og ufordærvet hos os, Carl. Denne Nation kan kun tugtes gjennem store Ulykker, der ogsaa vil bryde ind over den, og vel fortjent. Da, naar hele Klatten sidder i Svælget paa Tydsken eller en anden Hval, da kanskee det falder dem ind, at det havde ikke været saa galt om de havde modtaget den Haand der raktes dem. Er det ikke latterlig at vi skulle gaae oppe hos os og begeistre os for Ideen, medens de, hvem den egentlig skulde komme tilgode ikke vil vide af den, og i Grunden ere opbragte paa disse Møder der skal befordre den? Nei man skulde lade dem være, og lade dem seile sin Undergang imøde. Saameget er vist at man bliver ikke Skandinav ved at være hernede. og mine Sønner,mine Sønner] Alf (1844–1919) og Emil (1848–1904) bodde sammen med Collett saa smaae de ere, blive det heller aldrig. Der gives Indtryk som aldrig udslettes.
4Forresten har jeg intet at fortælle Dem som kunde være noget interessant. Mit Liv er dertil altfor skindmagert. I de sidste 14 Dage har jeg næsten ikke været ude da jeg ikke er rask. Her er næsten ikke et skikkelig Menneske i Byen nu Alle ligge paa Landet eller paa Reiser. I Haven, det vil sige Dyrehaven, har jeg ikke været. Jeg har lidet Raad til at gjøre Toure, og Modet og Tilliden der sattersatter] feil for ‘sætter’ slige Ting i Værk er da for det første lammet. Lidt LandluftLandluft] ‘La’ rettet fra ‘Sø’ ved overskriving og Hvile efter vilde bekomme os Alle vel.
Og OscarOscar] Oscar (1845–1911), Colletts sønn. Han ble tatt opp som pleiesønn av Carl Emil Collett i 1855. min prægtige Gut, hvordan lever han? hvordan er D‹e› fornøiet med ham? At jeg kan undvære disse 2, at jeg kan leve saalænge uden at see dem! Dog hvad maa et Menneske ikke undvære! Det kan jo leve kun med en Lunge. og mon det ikke kunde hjælpe sig med ¼? Men naar det saa murrer i mig at det skal være saa, at en Moder maa undvære sine Børn, og see deres Kjerlighed gaa over paa Andre, saa maa jeg berolige mig med det Svar, det er bedst at det er saa – for Øieblikket er det bedst. Jeg veed jo at Oscar har det godt hos Dem. I det Øieblik at min Stilling er saa ordnet og jeg selv saa ligevægtig at jeg tør samle dem, skal det skee. Fru ColbanFru Colban] Adolphine Marie Colban (1814–84), født Schmidt, enke etter Nathanael Colban (1793–1850) og oversetter skrev: Du veed vel, at det er bestemt at O. ikke skal blive Officeer men studere.» Nei jeg veed ikke at dette er bestemt. Men De vil vist f ikke finde det ubeskedent af mig om jeg ønsker at høre noget nær‹mere› om denne Bestemmelse. At han skulde mangle saa aldeles arithmetisk Talent at dette skulde være nogen Hindring for at gaa den militaire Bane, troede jeg ikke – og har aldrig hørt denne Mangel hos ham nævne. DetDet] ‘t’ rettet fra ‘r’ ved overskriving bliver for mange Studenter af dem, skulle de Alle studere. En eller to af dem burde synes mig gaa den praktiske Vei. Kan RobertRobert] Robert (1842–1913), Colletts sønn. Han ble tatt opp som pleiesønn av Johan Christian Collett i 1852. troer De blive Militair? Emil maa enten blive Sø- eller Landmand, han synes mere at være skikket til et bevægeligt handlende end et tænkende Liv, han maa altid have noget at prøve sine Kræfter paa. Alle disse Anlæg kunne med Guds Hjelp arte sig til noget Dygtigt, men saaledes som de nu yttre sig forstyrret og vildt er han en levende Taalmodighedsprøve saa lang som Dagen er. Jeg kan ikke tøile denne Vildhed denne Kraft, og i disse ynkelige snevre Forhold hvori jeg lever og har levet, falder enhver af hans Streger dobbelt over paa mig. Nu netop var her en Scene hvor han havde skaaret i Bordet. Skulde Sophie være reist til Guulskoven,Guulskoven] Der bodde Marie Christiane (1796–1886), født Rosen, og Christian Fredrik (1791–1868) Arbo da vil jeg bede Dem kjere Carl om at beholde Brevet til hun kommer hjem. Hils hos S‹…› og Lev vel. Jeg hører vel snart fra Dem?
Deres Camilla C.
Det skandinaviske Kirkemøde,Det skandinaviske Kirkemøde] I juli 1857 ble det første skandinaviske kirkemøte avholdt i København. bliver meget dadlet hernede, hvilket De ogsaa vil see af Bladene. Den almindelige Mening er at der intet Resultat er kommen ud deraf, og at de høiærværdige Herrer have ladet sig henrive af en ganske uapostologisk Hidsighed Saadanne Debatter burde jo heller ikke være ført for aabne Døre. De bedste og meest begavede Præster have nok ogsaa mærket Uraad og hvad det vilde føre til, derfor holdt de sig klogelig hjemme. Det var ogsaa nogle Repræsentanter I sendte!
Jeg var der ikke skjøndt jeg havde havt Lyst, thi jeg kommer ingensteds, men Alle der have bivaanet disse Møder ere enig i at de gjorde et slet Indtryk. Navnlig have GrundtvigGrundtvig] N.F.S. Grundtvig (1783–1872), dansk prest og dikter og BirkelandBirkeland] Trolig feil for ‘Birkedal’; Vilhelm Birkedal (1809–92), dansk prest prostituer‹e›t sig.
Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Samlingen inneholder 70 brev skrevet av Camilla Collett i perioden fra januar 1852 og til våren 1863. Perioden begynner med at Collett var blitt enke i desember 1851, fortsetter med at hun etablerte et nytt liv for seg og sine fire sønner, og slutter med forberedelsene til en lenger utenlandsreise sensommeren 1863.
Mens brevene fra 1852 til 1857 tegner et bilde av hvordan Collett etablerte en ny tilværelse for seg selv og sine nærmeste, er brevene i den siste delen preget av et rikere sosialt og litterært liv.
Collett var en av de første i Norge til å benytte termen feminist. Hun argumenterte for at kvinner og menn er ulike, men likeverdige og hverandres åndelige partnere. Kvinnefrigjøring er derfor et anliggende for alle, kvinner som menn. Menn skal vise kvinner at deres verd blir erkjent og respektert, men kvinner må frigjøre seg selv gjennom aktiv selvrefleksjon.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.