[November 1854]. Brev til Betzy Kjerulf

Brevs. 5

Opplysninger om brevet:
Skrevet i Christiania. Brevet er et konsept som Collett senere til forskjellige tider har gjort tilføyelser og rettelser i. Brevet er trolig aldri blitt sendt. Colletts senere tilføyelser og rettelser er ikke tatt med i transkripsjonen, men nevnt i noter.
Om brevmottakeren har Collett senere skrevet øverst på brevet: «til gamle Fru B. Kjerulf.» og «(Halfdans Idas, Theodors Moder) min prægtige gamle, til sidste Stund trofaste Veninde.» Utdrag av brevet er utgitt av Ellisiv Steen (Steen 1947, 152–53). Nasjonalbiblioteket har et udatert brev fra Betzy Kjerulf til Camilla Collett (Brevs. 4), men det ser ikke ut til å ha direkte sammenheng med brevet her.
Datering: Brevet er udatert, men har to senere påskrifter om datering: «Uranienborg 55.» skrevet av Collett selv, og «1854» påført av en annen med blyant. Vi antar at brevet er skrevet umiddelbart før utgivelsen av første del av Amtmandens Døttre på grunn av denne formuleringen sist i brevet: «den Bog, jeg vil sende ud i Verden!». Boken ble utgitt desember 1854, så vi daterer brevet til november 1854.

Igaar Aftes havde jeg saa gjerne spadseret med Dem. Der kommer Dage, hvor Rædselen over at være saavære saa] her har hun på et senere tidspunkt tilføyd ‘ene saa’ forladt, saa ene overfalder mig. Ikke i den hele vide Verden at eie et Menneske til hvis Bryst man har Ret til at hælde sig, ^{og græde} naar Trangen dertil bliver for stor! Saaledes har den hele Uge været. Jeg skulde dog ikke bragt denne Uro med mig. Vi skulde ikke talt om noget Ondt. Jeg vilde blot i Stilhed kvæget mig ved at gaa omkring med Dem, den smukke Aften – med Dem! med Dem! med et Menneske, som ved hvad det er at lide.

Men da jeg nu ikke kan gaa med 2Dem, maa jeg tale med Dem.

Fru Kjerulf, De sagde et Ord sidst, et ^{haardt Ord} som De burde overladt til Andre. At jeg ikke havdehavde] ‘vde’ rettet fra ‘r’ ved overskriving og tilføyelse været skikket til at være gift. Har jeg ikke det? Til Dem vil jeg ikke sige til Dem hvad jeg vilde sige til Mængden: Har jeg ikke været en saa trofast ^ivrig, ufortrøden Husmoder som Nogen?Nogen] ‘N’ rettet fra ‘n’ ved overskriving Har jeg ikke hvert Fjerdingaar havt Optælling paa Tøiet, og sørget over en bortkommen Serviet som om det var et Stykke af min borgerlige Ære? har jeg ikke lappet, og stoppet og syet og kogt ^{Knapper i}, og ammet og pleiet Børn, og syltet og kogt, – Kort Alt hvori man i Almindelighed er vant til at se Ægteskabet? Men til Dem vil jeg sige, at jeg har været ^{lidt mere} endnu, noget ^ja mere for denne Mand end De tror, end 3de Andre vide af., ja maaske mere end nogen Anden vilde været ham.

C.C.] Peter Jonas Collett (1813–51), Colletts ektemann, professor var en i høi Grad egen og vragende Natur. Undertiden kunde han udbrede sig over de Damers Fortrin som dengang færdedes omkring os, han syntes selv grebet deraf, men inden han forsaa sig, havde hans Kritik saaledes opløst deres Væsen, at der næsten ikke blev Noget tilbage. Hvorledes han kunde optage mig stakkels, sorgfulde Væsen saa helt og holdent, hvorledes jeg kunde holde hans Kritik bunden til det Sidste, har forundret mig selv, maaske var det, fordi han saa, at jeg trængte saa til Ømhed og Overbærelse? Han maatte være saa meget for En, skulde han fyldestgjøre sig selv. Havde jeg været lykkelig og i en misundelsesmisundelses] trolig feil for ‘misundelsesværdig’; slutten av ordet uteglemt ved sideskift 4Stilling, vilde jeg maaske mindre tilfredsstillet ham.

O Fru Kjerulf! Menneskene have været haarde mod mig. Man udpegede mig i Flokken, inden jeg kunde forstaa det og begribe Grunden dertil. Jeg var jo saa forknyt, at jeg torde neppe tale,tale] her har hun på et senere tidspunkt tilføyd ‘neppe se paa Nogen’ end sige begaa noget der kunde regnes til Opstand mod de gjeldende Love. Den største Uforsigtighed jeg har gjort mig skyldig iDen største Uforsigtighed jeg har gjort mig skyldig i] på et senere tidspunkt rettet av henne selv til ‘Den største Uforsigtighed hvori jeg har gjort mig nogensinde skyldig’, var, at jeg spadseredespadserede] her har hun på et senere tidspunkt tilføyd ‘engang’ i Maaneskin med min forlovede Brudgom, og at han fulgte mig hjem,og at han fulgte mig hjem] på et senere tidspunkt strøket av henne selv inden vi havde lagt denne Hemmelighed til Publikums ømme Hjerte. Hvorledes dette blev bedømt, ved De. Lille H-nLille H-n] ikke identifisert skreg den frygtelige Historie ud over hele Parkettet, og Mad HoppeHoppe] ‘oppe’ på et senere tidspunkt strøket av henne selvMad H] Marie Hoppe (1801–40), født Knudsen, gift med Peter Johannes Hoppe havde ikke glemt den paa Dødsleiet, 5hvor Lidelsen forklarede hende til et Slags Helgen, og hvor Historien om min Spadseren i Maaneskin var nok saa virkningsfuldog hvor Historien om min Spadseren i Maaneskin var nok saa virkningsfuld] på et senere tidspunkt rettet av henne selv til ‘og gjorde Historien om min Spadseren i Maaneskin endnu virkningsfuldere.’

Fru Betzy, vil De vide Grunden til dettedette] strøket to ganger denne Strenghed, denne uforsonlige Fordom hvormed jeg blev behandlet:

Man undteundte] her har hun på et senere tidspunkt tilføyd ‘Fru Betsy! Ved De hvad?’ mig ikke rigtig dette Giftermaal ^{det er Sagen –}. Den stakkels Udpegede, der længesiden havde forskjertsetforskjertset] forspilt den Berømmelse vi Damer stræbe efter som den høieste, den ikke at blive snakket om», af hvis drømmende Mine man kunde vente alt Galt og Forvirret, hvem man paa Mistanke om en Smule Vid eller Phantasie fradømte sund Menneskeforstand, var et saadant solid, fra alle Sider 6vel assureret Ægteskab en aldeles ufortjent Lykke. O Fru Betsy, Skulde jeg sige Dem al den Kulde, al den Mistro jeg har kjæmpet m‹o›d i disse Aar! Det ^idelige saarende Spørgsmaal?Spørgsmaal?] spørsmålstegn rettet fra kolon ved overskriving Gjør jeg ogsaa den Mand lykkelig? … O Fru Betsy! Ingen har spurgt mig, hvorvidt jeg var det, eller tænkt paa at jeg ogsaa var en Guds Skabning der havde Trang dertil Krav derpaa! De have blot bebreidende spurgt: hvorfor er Du ikke glad? Alle have spurgt om dette, undtagen han, den Ene, hvem det kun angik,angik] her har hun på et senere tidspunkt tilføyd og delvis strøket ‘Han spurgte men som vel vidste hvorfor jeg ikke var ^det! det, ikke kunde være det.‘ – Alle undtagen han, der ikke spurgte derom, men kun forundrede sig over at jeg endnu var blandt de Levende,Levende] her har hun på et senere tidspunkt tilføyd ‘og ikke laa 6 Fod Jord ^dybt paa Eidsvold Kirkegaard.’ 7Fru Betsy sig, o sig De det ikke mere!

Det er Søndag Eftermiddag, Veiret graat, Pigen med Børnene ere ude, Stuen er skummel i Eftermiddag,.. Gaarden er som uddød, den ligner min Tilværelse: et Barns i Mørket, medens det bævende venter paa at Moderen skal komme med Lys.

Forstaar De nu lettere min Rolighed med Hensyn til den Bog,Bog] her har hun på et senere tidspunkt tilføyd ‘«Amtmandens Døttre» der kom ud til Jul’ jeg vil sende ud i Verden! Menneskene kunde neppe saare mig mere, end de allerede har gjort, deri ligger der en Slags Beroligelse.

Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.